Kristus vor Frelser kapitel 9fra side52.     Fra side 49 i den engelske udgave.

tilbage

Virksomheden begynder

(52)   Fra ørkenen vendte Jesus tilbage til Jordan, hvor Johannes Døber prædikede. På det tidspunkt havde rådsherrerne i Jerusalem sendt nogle mænd ud til Johannes for at spørge ham om hans ret til at prædike og døbe. De spurgte, om han var Messias eller Elias eller "profeten" hvormed de mente Moses. Alt dette besvarede han med et "Nej, det er jeg ikke". "De sagde så til ham: "Hvem er du da? Vi skal jo bringe svar til dem, som har sendt os". ret

(52)   Han svarede: "Jeg er en røst af en, der råber i ørkenen: "Jævn Herrens vej!" som profeten Esajas har sagt". Joh. 1,22-23. Når en konge i gamle dage skulle rejse fra det ene sted i sit rige til det andet, blev nogle mænd sendt forud for at jævne vejene for kongens vogn. ret

(53)   De skulle fælde træer, sanke sten og fylde fordybningerne ud, så vejen kunne være farbar for kongen. Da Jesus, Himmelens Konge, skulle komme, blev Johannes Døber på samme måde udsendt for at berede vejen ved at forkynde folket hans komme og formane dem til at omvende sig fra deres synder. Mens Johannes var ved at give svar til udsendingene fra Jerusalem, så han Jesus stå på flodbredden. Det lyste op i hans ansigt, og idet han udstrakte sine hænder, sagde han: ret

(53)   "Midt iblandt jer står en, I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hvis skorem jeg ikke er værdig at løse". Joh. 1,26-27. Det vakte stort røre i forsamlingen. Messias var iblandt dem! Ivrigt så de sig omkring for at få øje på den, Johannes talte om. Men Jesus havde blandet sig med mængden og gled ud af syne. Den næste dag så Johannes Jesus igen, og idet han pegede på ham, råbte han: "Se Guds lam, som bærer verdens synd!" ret

(54)   Johannes fortalte om det tegn, han havde set ved Jesu dåb. "Nu har jeg selv set det" tilføjede han, "og jeg har vidnet: Han er Guds Søn". Joh. 1,29. og 34. Med ærefrygt og forundring så tilhørerne på Jesus og spurgte hverandre: "Er det Messias?" De så ingen tegn på verdslig storhed og rigdom. Hans klædedragt var enkel og jævn som fattigmands. Men i hans blege, udtærede ansigt var der noget, som bevægede deres hjerter. ret

(54)   Dette ansigt bar præg af værdighed og myndighed; hvert glimt i øjet og hvert træk i ansigtet vidnede om guddommelig medlidenhed og usigelig kærlighed. Men sendebudene fra Jerusalem følte sig ikke tiltrukket af Frelseren. Johannes havde ikke givet dem det svar, de ønskede. De ventede Messias som en stor sejrherre, men indså, at det ikke var Jesu mission, og skuffede vendte de sig fra ham. ret

(55)   Den næste dag så Johannes igen Jesus, og atter råbte han: "Se Guds lam!" Joh. 1,36. To af Johannes disciple stod i nærheden, og de fulgte efter Jesus. De lyttede til hans lære og blev hans disciple. Den ene af disse var Andreas, og den anden var Johannes. Andreas førte snart sin broder Simon til Jesus, som gav ham navnet Peter. På vejen til Galilæa den følgende dag kaldte Jesus endnu en discipel, som hed Filip. Så snart Filip havde fundet Frelseren, hentede han sin ven Natanael. ret

(55)   På denne måde begyndte Kristi store gerning på Jorden. Han kaldte sine disciple en for en, og den ene fandt sin broder, den anden sin ven. Således må enhver Kristi efterfølger handle. Så snart han selv har lært Jesus at kende, må han fortælle andre, hvilken god ven han har fundet. Det er en gerning, alle kan udføre, enten de er yngre eller ældre. I Kana i Galilæa deltog Jesus i en bryllupsfest sammen med sine disciple. Til glæde for denne familie åbenbarede han sin underfulde kraft. ret

(56)   Det var skik der i landet at servere vin ved sådanne lejligheder. Men inden festen var til ende, var vinen sluppet op. Mangel på vin ved en fest ville blive opfattet som mangel på gæstfrihed, og dette blev anset som en stor skam. Jesus blev underrettet om, hvad der var sket, og han bad tjenerne fylde seks store stenkar med vand. "Så siger han til dem: "Øs nu og bring det til skafferen". Joh. 2,8. Nu var det ikke vand, de øste, men vin. Denne vin var meget bedre end den, der hidtil havde været serveret, og der var rigeligt til alle. Efter at Jesus havde gjort dette mirakel, gik han stille bort. Ingen af gæsterne vidste noget om det under, han havde udført, før han var gået. Kristi gave til brylluppet var et symbol. Vandet var et billede på dåben og vinen symboliserede hans blod, som skulle udgydes for verden. ret

(57)   Den vin, Jesus frembragte, var ikke gæret vin. Stærk drik er årsag til drukkenskab og mange ulykker, og Gud har forbudt at anvende den. Han siger: "En spotter er vinen, stærk drik slår sig løs, og ingen, som raver deraf, er vis". Den "bider til sidst som en slange og spyr sin gift som en øgle". Ordsp. 20,1; 23,32. Den vin, der blev serveret ved festen, var den rene, søde druesaft. Det var samme slags, som profeten Esajas taler om: "Der findes saft i druen, ..... der er velsignelse deri". Es. 65,8. ret

(57)   Ved at deltage i bryllupsfesten viste Jesus, at det ikke er forkert at samles på denne fornøjelige måde. Det glædede ham at se lykkelige mennesker. Ofte besøgte han folk i deres hjem og prøvede at få dem til at glemme deres bekymringer og besværligheder og tænke på Guds godhed og kærlighed. Det forsøgte han alle vegne, hvor han kom hen. Og hvor han fandt et hjerte, som var modtageligt for det guddommelige budskab, forklarede han frelsens sandheder. ret

(58)   En dag drog han igennem Samarias land, hvor han satte sig ved en brønd for at hvile. En kvinde kom for at drage vand op, og Jesus bad hende om noget at drikke. Kvinden blev forundret, for hun vidste, hvordan jøderne hadede samaritanerne. Men Jesus sagde, at hvis hun ville bede ham om noget at drikke, så ville han give hende levende vand. Det undrede hende endnu mere. Derpå sagde Jesus: ret

(58)   "Enhver, som drikker af dette vand vil tørste igen, men den, som drikker af det vand, jeg giver ham, han skal til evig tid ikke tørste; men det vand, jeg giver ham, skal i ham blive et kildespring til evigt liv". Joh. 4,13-14. Med det levende vand menes Helligånden. Ligesom en tørstig vandringsmand trænger til vand at drikke, således behøver vi Guds Ånd i vore hjerter. Den, som drikker af dette vand, skal til evig tid ikke tørste. ret

(58)   Helligånden udgyder Guds kærlighed i vore hjerter. Den tilfredsstiller vore længsler, så at denne verdens rigdom, ære og fornøjelser ingen tiltrækning har på os. Den fylder os med en sådan glæde, at vi ønsker, at andre også kunne få den. Den vil blive som et kildevæld i os, hvorfra der udstrømmer velsignelse til alle omkring os. ret

(59)   Og enhver, som har Guds Ånd i sit hjerte, skal leve til evig tid med Kristus i hans rige. Helligånden modtaget i hjertet ved tro er begyndelsen til det evige liv. Jesus sagde til kvinden, at han ville give hende denne kostelige velsignelse, hvis hun bad ham derom. Således er han også villig til at give os den. ret

(59)   Denne kvinde havde overtrådt Guds bud, og Jesus viste hende, at han kendte hendes synder. Men han viste også, at han var hendes ven, at han elskede hende og havde medlidenhed med hende; og hvis hun var villig til at afstå fra sine synder, ville Gud antage hende som sit barn. Hvor blev hun dog glad ved at høre dette! I sin glæde skyndte hun sig ind til byen og sagde til folk, at de skulle komme ud og se Jesus. ret

(60)   Så gik de ud til brønden og bad ham om at blive hos dem. Og han blev der to dage og lærte dem, og mange lyttede til hans ord. De angrede deres synder og kom til troen på ham som deres frelser. Under sin virksomhed besøgte Jesus to gange sit barndomshjem i Nazaret. Ved sit første besøg gik han ind i synagogen på sabbatsdagen. ret

(60)   Her læste han fra Esajas profeti om Messias gerning; hvordan han skulle gå med glædesbud til fattige, trøste de sørgende, give blinde deres syn og lægedom til sønderbrudte. Derefter fortalte han folket, at "i dag er dette skriftord ... gået i opfyldelse". Luk. 4,14-21. Det var den gerning, han selv udførte. Ved disse ord fyldtes tilhørernes hjerter med glæde. De troede, at Jesus var den lovede frelser. Helligånden virkede på deres hjerter, og de svarede med et inderligt "Amen!" og lovpriste Herren. ret

(61)   Men så kom de i tanker om, at Jesus jo havde boet iblandt dem som tømrer. De havde tit set ham arbejde i værkstedet hos Josef. Og skønt hele hans liv kun vidnede om kærlighed og barmhjertighed, så ville de ikke tro, at han var Messias. Med sådanne tanker gav de Satan anledning til at få dem under sin magt. De blev fyldt med harme mod Frelseren; de gjorde heftige indsigelser mod ham og besluttede at tage hans liv. De drev ham ud og havde i sinde at styrte ham ned ad en stejl skrænt. Men hellige engle var nær for at beskytte ham, og han gik uskadt gennem mængden, og ingen kunne finde ham. ret

(61)   Næste gang han besøgte Nazaret, var befolkningen lige så uvillig til at tage imod ham. Så drog han bort for aldrig mere at vende tilbage. Jesu virkede for dem, der ønskede hans hjælp, og overalt i landet samledes folket om ham. Når han helbredte og underviste, blev der stor glæde. Himmelen syntes at komme ned på Jorden, og de frydede sig over en barmhjertig frelsers nåde. ret

næste kapitel