(17) (17) Jeg er født i Gorham, Maine, den 26. november 1827. Mine forældre, Robert og Eunice Harmon, boede i mange år i denne stat. I de tidligere år var de alvorlige og oprigtige medlemmer af den metodistiske anglikanske menighed. I den menighed havde de fremragende tilknytning og arbejdede for syndernes omvendelse og styrkede Guds sag, for en periode af fyrre år. I løbet af den tid havde de glæden at opleve deres børn, otte i alt, alle omvendte og samlet i Kristi fold. ret
(17) Ulykke
Da jeg kun var et barn, flyttede mine forældre fra Gorham til Portland, Maine. Her skete, i en alder af ni år, en ulykke med mig som påvirkede hele mit liv. Sammen med min tvillingsøster og en af vore skolekammerater, krydsede jeg en almindelig by i Portland, da en pige på tretten år, der forfulgte os, blev vred over noget ubetydeligt og kastede hun stenen og den ramte mig på næsen. Jeg blev svimmel af blodet og faldt bevidstløs til jorden. ret
(17) Da jeg kom til bevidsthed igen, fandt jeg mig selv i et købmandsbutik. En venlig fremmed tilbød mig at tage mig hjem på sin hestevogn, men jeg (18) indså ikke min svaghed og fortalte ham at jeg foretrak at gå hjem. De tilstedeværende var ikke klar over at min kvæstelse var så alvorlig og lod mig gå; men efter at have gået nogle få meter blev jeg svimmel og besvimede. Min tvillingsøster og skolekammerat bar mig hjem. ret
(18) Jeg har ingen erindring, hvad der skete mere efter den ulykke. Min mor sagde at jeg mærkede intet, men var uden bevidsthed i tre uger. Ingen, uden hende selv, tænkte at det var muligt for mig at komme mig; men af visse grunde mente hun at jeg ville leve. ret
(18) Da jeg igen vågnede op til bevidsthed, var det som om jeg havde sovet. Jeg huskede ikke ulykken og var uvidende om årsagen til min sygdom. En stor vugge var tilberedt til mig, og jeg lå i den i mange uger. Jeg var næsten formindsket til et skelet. ret
(18) På det tidspunkt begyndte jeg at bede til Herren for at berede mig til døden. Når kristne venner besøgte familien, ville de spørge min moder om hun havde talt til mig om døden. Jeg hørte det og det vækkede mig. Jeg besluttede at blive en kristen og bad alvorligt om tilgivelse af mine synder. Jeg mærkede en sindsro komme og elskede enhver, følte ivrigt at alle skulle have deres synder tilgivet og elske Jesus som jeg gjorde. ret
(18) Jeg fik meget langsomt styrke. Da jeg blev i stand til lege med mine unge venner, blev jeg tvunget til at lære den bitre lektie, at vort personlige udseende ofte gør en forskel i den behandling vi får fra vore kammerater. ret
(18) Uddannelse
Mit helbred synes at være håbløst svækket. I to år kunne jeg ikke trække vejret gennem min næse og kunne kun gå lidt i skole. Det synes umuligt (19) for mig at læse og huske hvad jeg lærte. Den samme pige som forårsagede mit uheld, blev udpeget til ordensduks af vor lærer og det var blandt andet hendes pligt at hjælpe mig i min skrivning og andre lektier. Hun føltes altid oprigtig ked af det, for den store skade hun havde påført mig, endskønt jeg passede på ikke at minde hende om det. Hun var nænsom og tålmodig mod mig og synes ked af det og tankefuld når hun så mig arbejde under ganske ugunstige forhold for at få en uddannelse. ret
(19) Min nervesvage organisme var knust og mine hænder rystede så at jeg kun gjorde lidt fremskridt i skriveri og kunne få ikke mere end enkle afskrifter med grov hånd. Idet jeg bestræbte mig på at holde mit sind til mine studier, løb bogstaverne på siden sammen, store sveddråber stod på min pande og en afmagt og en svimmelhed ville gribe mig. Jeg havde en slem hoste og hele min organisme synes svækket. ret
(19) Min lærer tilrådede mig at forlade skolen og ikke videreføre mine studier før mit helbred ville bedres. Det var den hårdeste kamp i mit unge liv, at give efter for min svaghed og jeg beslutte at jeg måtte forlade mine studier og opgive håbet at få en uddannelse. ret