(85) (85) Da jeg vendte tilbage til Portland, var der store beviser for at fanatismens ulykkelige følgevirkninger. Det var som om nogle troede at religion bestod af stor ophidselse og spetakkel. De vil tale på en måde, som ville pirre ikke-troende og få dem til at hade dem og de doktriner de lærer; da vil de glæde sig ved at de led forfølgelse. Ikke-troende kan ikke se nogen overensstemmelse i deres fremgangsmåde. Brødrene var nogle steder forhindret i at samles til møder. De uskyldige led sammen med de skyldige. ret
(85) Jeg bar på et bedrøvet og besværet hjerte det meste af tiden. Det synes frygteligt at Kristi sag ville blive skadet ved disse uforstandige menneskers metode. De fordærvede ikke bare deres egne sjæle, men satte en skamplet på sagen, der ikke var let at fjerne. Og Satan elskede at få det sådan. Det passede han fint at se sandheden behandles af uhelliggjorte mennesker; at have den blive blandet med vildfarelse og da få det hele stampet i støvet. Han så triumferende på den forvirrede, spredte tilstand af Guds børn. ret
(85) Vi skælvede for at menighederne skulle underlægges denne fanatisme. Mit hjerte bævede for Guds folk. Kan de blive bedragede blive ført bort af denne falske entusiasme? Jeg fortalte trofast de advarsler jeg havde fået af Herren; men de virkede til at kun have lille effekt, men disse personer med ekstreme synspunkter blev dog skinsyge på mig. ret
(85) En falsk ydmyghed
Der er nogle som bekender stor ydmyghed, og vil krybe langs gulvpanelerne som børn, som et (86) tegn på deres ydmyghed. De hævder at Kristi ord i matt. 18,1-6 må have en bogstavelig opfyldelse i denne periode, når de venter på at deres Frelser kan komme tilbage. De vil krybe omkring i deres huse, på gaden, over broer og i menigheden selv. ret
(86) Jeg fortalte dem tydeligt at dette ikke er nødvendigt; at den ydmyghed som Gud forventer af Sit folk skulle vises ved et Kristus-lignende liv, ikke at krybe langs gulvpanelerne. Alle åndelige ting skal behandles med hellig værdighed. Ydmyghed og sagtmodighed er i overensstemmelse med Kristi liv, men de vises på en værdig måde. ret
(86) En kristen åbenbarer sand ydmyghed ved at vise Kristi venlighed, at altid være klar til at hjælpe andre, ved at sige venlige ord og udføre uselviske handlinger, som ophøjer og forædler det mest hellige budskab som er kommet til vor verden. ret
(86) Frugterne af "ikke-arbejde" læren
Der var nogle i Paris, Maine, som troede at det var en synd at arbejde. Herren gav mig en irettesættelse til lederen af denne vildfarelse, erklærede at han gik direkte imod Guds ord ved at afstå sig fra arbejde, og skyde sine fejl over på andre, og fordømme alle som ikke tog imod disse fejl. Han afviste ethvert bevis som Herren gav, for at overbevise ham om hans fejl, og var besluttet på at ikke lave om på dette. Han tog ud på udtrættende rejser, gik store distancer til steder hvor han kun ville blive mishandlet, og mente at han derved led for Kristi sag. Det gav indtryk, og fornuften og dømmekraften blev lagt til side. ret
(86) Jeg så at Gud ville arbejde for Sit folks frelse: at denne vildledte mand snart ville (87) sig selv, at alle de oprigtige af hjertet kan se at han ikke af den helt rigtige ånd, og at hans løbebane snart ville afslutte. Umiddelbart efter blev snaren brudt, og han havde kun lidt indflydelse over brødrene. Han angav synerne, som værende fra djævelen, og fortsatte med at følge sine indskydelser, indtil hans sind var forvirret og hans venner var nød til at spærre ham inde. Til sidst lavede han et reb af sit sengetøj, som han hang sig selv med, og hans efterfølgere indså falskneriet i hans lære. ret
(87) Arbejdets værdighed
Gud har forordnet at hans skabninger skal arbejde. Ellers er de ikke lykkelige. Ikke en eneste i Herrens store værk skal være en drivert. Vor lykke øges og vore kræfter udvikles, idet vi involverer os nyttige sysler. ret
(87) Handling giver kraft. Fuldstændig harmoni gennemstrømmer Guds univers. Alle himmelske væsener er hele tiden i aktivitet, og Herren Jesus har givet enhver af os et eksempel i Sit livsværk. Han gik omkring og "gjorde godt". Gud oprettede loven om lydig handling. Stille, men ustandseligt, gør væsenerne i Hans skabelsesværk deres særlige arbejde. Oceanet er hele tiden i bevægelse. Det spirende græs, som står i dag og kastes i ovnen i morgen, gør sit ærinde, klæder markerne med skønhed Bladene røres i bevægelse, og alligevel ses ingen hånd der berør dem. Solen, månen og stjernerne er nyttige og herlige i opfyldelse af deres mission. ret
(87) Legemets maskineri fortsætter sit arbejde til enhver tid. Hjertet banker dag for dag, gør sin regelmæssige, særlig udpegede opgave, presser uophørlig sin højrøde strøm til alle kroppens dele. Handling, handling, (88) kan ses gennemstrømmer hele det levende maskineri. Og mennesket, hans sind og legeme, skabt i Guds lighed, må være aktiv for at udfylde sit udpegede sted. Han skal ikke gå ledig. Lediggang er synd. ret
(88) En hård prøvelse
Ved dette tidspunkt blev jeg udsat for en hård prøve. Hvis Guds Ånd hvilede på enhver ved møderne og man forherligede Gud ved at prise ham, opløftede nogle et hypnotisk råb; og hvis det behagede Herren at give mig et syn ved møderne, ville nogle sige at det var virkningen af sindsbevægelse og hypnose. ret
(88) Bedrøvet og fortvivlet, gik jeg ofte alene til nogle tilbagetrukne steder for at udgyde min sjæl for ham som indbyder de trætte og byrdebetyngede til at komme og finde hvile. Idet min tro gjorde fordring på de løfter, ville Jesus synes at være meget nær. Himlens dejlige lys ville skinne omkring mig og jeg synes til at være omkranset af min Frelseres arme og ville være taget væk i henrykkelse. Men når jeg ville fortælle hvad Gud havde åbenbaret for mig alene, hvor ingen jordisk indflydelse kunne påvirke mig, blev jeg bedrøvet og forbavset at høre at nogle antyde at dem der levede nærmest Gud, var mest udsat til at blive bedraget af Satan. Nogle ville have mig til at tro at der ikke var nogen Helligånd og at alle de udfoldelser som Guds hellige mænd oplevede, kun var en virkning af hypnose eller Satans bedrag. ret
(88) Nogle har taget yderliggående synspunkter til visse skriftsteder, afholder sig fra arbejde og afviser alle dem som ikke vil tage imod deres tanker om dette og på andre punkter angående religiøse pligter. Gud åbenbarede disse fejltagelser for mig i et syn og sendte mig til at belære hans børn; men mange af dem forkastede helt dette budskab og beskyldte mig for at tilpasse mig verden. På den anden side beskyldte, de efter navn såkaldte adventister, at være (89) fanatiske og jeg blev urigtigt fremstillet som anføreren af den fanatisme, som jeg hele tiden arbejdede på at standse. ret
(89) Forskellige tidspunkter blev sat for Herrens komme og kom fra brødrene. Men Herren viste mig at de ville gå forbi, for trængselstiden må finde sted før Kristi komme og at ethvert tidspunkt var fastlagt og når de var gået, ville troen svækkes, hos Guds folk. Jeg blev beskyldt for at være den onde tjener der sagde: "Min herre lader vente på sig." Matt. 24,48. ret
(89) Alle disse ting vejer tung på min ånd, og for den forvirring jeg ind imellem fristes til at betvivle min egen erfaring. ret
(89) Ved familiebønnen en morgen, begyndte Guds kraft at hvile over mig, og tanken jog ind i mit sind at det var mesmerisme, og jeg modstod det. Jeg blev straks helt stum, og mistede alt omkring mig for nogle få øjeblikke, men at min tunge ville løsnes igen om mindre end femogtyve timer. Et kort blev holdt op foran mig, hvorpå stod halvtreds skriftsteder og hele kapitler stod skrevet med guldbogstaver. ret
(89) Efter at jeg var kommet ud af synet, vinkede jeg efter en tavle, og skrev på den at jeg var blevet stum, også hvad jeg havde set, og at jeg ønskede den store Bibel. Jeg tog bibelen, og slog straks alle teksterne op, som jeg havde set på kortet. [Note: - for disse tekster, se "Budskaber til menigheden" side 31-41.] ret
(89) Jeg kunne ikke sige noget hele dagen. Tidligt den næste morgen, var min sjæl fyldt med glæde, og min tunge blev løsnet til at udråbe høj lovpris til Gud. Efter dette turde jeg ikke betvivle, eller modstå Guds kraft et eneste øjeblik, uanset hvad andre måtte tænke om mig. ret
(90) (90) Op til tidspunktet for mit første syn, kunne jeg ikke skrive; min skælvende hånd var ude af stand til at holde min pen rolig. Under et syn, blev jeg befalet af en engel til at skrive mit syn ned. Jeg adlød og skrev ganske let. Mine nerver blev styrket og min hånd blev rolig. ret
(90) Formaning til trofasthed
Det var et stort kors for mig at fortælle de fejlende mennesker, hvad der var blevet mig vist angående dem. Det var stor sorg for mig at se andre besværet eller bedrøvet. Og når jeg gav mig til at forkynde budskabet, ville jeg ofte blødgøre dem og gøre det så klart og imødekommende for hver enkelt af dem som jeg kunne og da ville jeg gå ved mig selv og græde i fortvivlelse. Jeg så på dem, som kun havde deres egen sjæl at passe på og tænkte at hvis jeg var i deres sted ville jeg ikke knurre. Jeg var stærk til at fortælle de tydelige gennemskærende vidnesbyrd, der blev givet til mig fra Gud. Jeg afventede bekymret resultatet og hvis personerne irettesættende rejste sig mod irettesættelsen og derefter modsatte sig sandheden, ville disse spørgsmål rejse sig i mit sind: Afleverede jeg budskabet rigtigt? Kunne der ikke have været nogen måde at redde dem på? Og således pressede der sig en pine på min sjæl, at jeg ofte følte at døden ville være en velkommen budbringer og graven et dejligt hvilested. ret
(90) Jeg indså ikke faren og synden i en sådan fremgangsmåde, før jeg i et syn blev taget til Jesu nærhed. Han så på mig med rynket pande og vendte sit ansigt fra mig. Det var ikke muligt at beskrive den rædsel og pine jeg da følte. Jeg faldt på mit ansigt for ham, men havde ingen kraft til at udtrykke et ord. Oh, hvor jeg længdes efter at blive dækket og (91) skjult fra dette frygtelige ansigtsudtryk! Da kunne jeg se, i nogen grad, hvad følelserne for de fortabte vil være når, de råber »til bjergene og klipperne: »Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen og for Lammets vrede!" Åb. 6,16. ret
(91) En engel bad mig omgående at rejse mig og synet der mødte mine øjne kan knapt beskrives. Foran mig, var der en skare hvis, hår og klæder var sønderrevet og hvis udtryk var meget præget af fortvivlelse og rædsel. De kom hen til mig og berørte deres klæder med mine. Idet jeg så ned på mine klæder, så jeg at de var plettet med blod. Igen faldt jeg, som en død, ved fødderne af min ledsagende engel. Jeg kunne ikke bede om en undskyldning og længdes efter at være væk fra dette hellige sted. ret
(91) Englen rejste mig op på mine fødder og sagde: "Dette er nu ikke din sag, men dette syn er til dig, for at du skal vide hvad din situation kan blive, hvis du forsømmer at bekendtgøre andre, hvad Herren har åbenbaret dig. Men hvis du er trofast til enden, skal du spise af livets træ og skal drikke af floden med livets vand. Du må lide meget, men Guds nåde er nok." ret
(91) Jeg følte mig da villig til at gøre alt det Herren måtte kræve mig at gøre, så jeg måtte have hans bifald og ikke mærke hans frygtelige mine." ret
(91) Seglet for guddommelig anerkendelse
Dette var vanskelige tider. Hvis vi ikke havde stået fast, ville vi have gjort et troens skibbrud. Nogle sagde at vi var hårdnakkede; men vi var nødt til at bide tænderne sammen, og ikke vige til højre eller til venstre. ret
(92) (92) I årevis har vi arbejdet på at slå fordomme tilbage og underlægge den modstand som til tider har truet med at oversvømme sandhedens trofaste normbærere – troens helte og heltinder. Men vi fandt at dem som søgte Gud i ydmyghed og i sjælsbrøde, var i stand til at skelne mellem det sande og falske. "Den sagtmodige vil Han vejlede i Dommen: og den sagtmodige vil Han lære Sin vej." Sal. 25,9 ret
(92) Gud gav os en dyrebar erfaring i de dage. Da vi kom i tæt kamp med mørkets kræfter, som vi ofte kom, lagde vi hele sagen frem for den mægtige hjælpermand. Igen og igen bad vi for styrke og visdom. Vi kunne ikke give efter for punktet; vi følte at hjælpen måtte komme. Og ved tro på Gud, blev fjendens artilleri vendt imod ham selv, der blev vundet herlige sejre for sandhedens sag, og vi måtte erkende at Gud ikke gav Sin Ånd i mål til os. Var det for disse særlige vidnesbyrd om Guds kærlighed, havde Han ikke på den måde, sat Sit Sandhedssegl ved Sin Ånds manifestation, ville vi have mistet modet; men disse beviser på guddommelig vejledning, disse levende erfaringer på Guds ting, styrkede os til at kæmpe Herrens kamp mandigt. De som troede, kunne se mere klart hvordan Gud havde kortlagt deres vej, vejledt dem igennem trængsler, skuffelser og hårde kampe. De voksede sig stærkere idet de mødte og overvandt forhindringer, og vandt en rig erfaring for hvert skridt de gik fremad. ret
(92) Lektier fra fortiden
I de senere år er jeg blevet vist at de falske teorier der er kom frem førhen på ingen måde er blevet opgivet. Når der er en god anledning får de en genopstandelse. Lad os ikke glemme at alt (93) hvad der kan rystes, bliver rystet. Fjenden vil få held til at kuldkaste nogles tro, men dem som er stande mod princippet vil ikke rystes. De vil stå fast iblandt trængsler og fristelse. Herren har udpeget disse vildfarelser; og dem som ikke ser hvor Satan er kommet ind, vil fortsat føres ind på falske stier. Jesus påbyder os at være årvågne, og styrke de ting som stadig er, men som er ved at dø. ret
(93) Vi kaldes ikke til at gå ind i stridigheder med dem som fremholder falske teorier. Kontroverser er nyttesløse. Det gik Kristus aldrig ind i. “Der står skrevet" var det våben verdens Forløser brugte. Lad os holde os tæt til Ordet. Lad os lade Herren Jesus og Hans budbringere bevidne dette. Vi ved at deres vidnesbyrd er rigtigt. ret
(93) Kristus er over alle Sine skabningers gerninger. Han ledte Israels børn i Ildstøtten, Hans øjne ser fortiden, nutiden og fremtiden. Han skal genkendes og æres af alle som elsker Gud. Hans bud skal være den styrende kraft i Sit folks liv. ret
(93) Fristeren kommer ind med den formodning at Kristus har fjernet Sig fra Sit ære og magts sæde til en ukendt afdeling, og at mennesker ikke længere behøver at ulejlige sig med at ophøje Hans karakter og adlyde Hans lov. Han erklærer at menneskevæsener skal være en lov for dem selv. Disse sofisterier ophøjer selvet og gør Gud til intet. Kontrol af tøjlelsløsheden og umoralen i menneskeslægten bliver ødelagt. Begrænsning af lasterne bliver mere og mere svage. Verden elsker ikke, og frygter ikke Gud. Og dem som ikke elsker eller frygter Gud vil hurtigt miste al pligtsfølelse for hinanden. De er uden Gud og uden håb i verden. ret
(94) (94) De lærer som ikke dagligt bringer Guds ord ind i deres livsarbejde, er i stor fare. De har ikke en frelsende kundskab om Gud eller om Kristus Det er dem som ikke efterlever sandheden, som er mest tilbøjelig til at finde på sofisterier, der optager tid og opmærksomhed som burde bruges på studiet af Guds ord. Det er en frygtelig fejltagelse at vi forsømmer bibelstudier for at undersøge teorier der vildleder, adspreder tankerne fra Kristi ord til menneskeskabte vildfarelser. ret
(94) Vi har ikke brug for en fantasifuld oplæring om Guds personlighed. Det som Gud ønsker at vi skal kende til ham, er åbenbaret i hans ord og hans gerninger. Naturens smukke ting åbenbarer Hans karakter og Hans kraft som Skaber. De er Hans gaver til slægten, der viser hans magt, og viser at Han er en kærlighedens Gud. Men ingen har ret til at sige at Gud Selv i person er i blomsterne, bladene eller træet. Disse ting er Guds håndværk, der åbenbarer hans kærlighed for menneskeslægten. ret
(94) Kristus er den fuldkomne åbenbaring af Gud. Lad dem som ønsker at kende Gud, studere Kristi gerning og lære. Dem som tager imod Ham og tror på ham, giver han kraft til at blive Guds sønner. ret