(97) (97) Den 30.august 1846, blev jeg forenet med ældre James White i ægteskabet. Ældre White havde nydt en stor erfaring i adventbevægelsen og hans arbejde i at forkynde sandheden, havde været velsignet af Gud. Vore hjerter blev forenet i det store arbejde og sammen rejste vi og arbejdede for sjælenes frelse. ret
(97) I bekræftelse af tro
I november, 1846, deltog jeg sammen med min mand, i et møde i Topsham, Maine, hvor ældre Joseph Bates var til stede. Den gang troede han ikke på at mine syner var fra Gud. Det møde var en stund med stor interesse. Guds Ånd hvilede over mig; jeg blev indhyllet i et syn om Guds herlighed, og for første gang havde jeg et syn om andre planeter. Efter at jeg var kommet ud af synet, fortalte jeg om hvad jeg havde set. Ældre Bates spurgte da om jeg havde studeret astronomi. Jeg fortalte ham at jeg ikke havde nogen erindring om at jeg nogensinde skulle have set ind i astronomien. Så sagde han: Dette er fra Herren." Hans ansigt lyste med himlens lys, og han tilskyndede menigheden med kraft. ret
(97) Med hensyn til hans holdning til synerne, udtalte ældre Bates følgende: ret
(97) “Selv jeg ikke kan se noget I dem som kæmper imod Ordet, følte jeg mig først foruroliget og overordentlig prøvet, og ville i lang tid ikke tro at det var mere end hvad der kom på af hendes svækkede legemes tilstand. ret
(97) "Jeg søgte derfor i andres tilstedeværelse efter anledninger, hvor hendes sind virkede befriet fra opstemthed (uden for mødet), at krydsforhør (98) hende, og de venner som ledsagede hende, især hendes storesøster, for at om muligt få sandheden. Under de besøg hun gjorde hos New Bedford og Fairhaven, samtidige med vore møder, har jeg set hende i syner flere gange, og også i Topsham, Maine; og dem som var til stede under nogle af de ophidsende scener ved godt med hvilken interesse og intensitet, jeg lyttede til ethvert ord, og overvågede enhver bevægelse for at påvise bedrag eller mesmeristisk indflydelse. Og jeg takker Gud for den anledning jeg havde sammen med andre vidner til disse ting. Jeg kan nu roligt tale for mig selv. Jeg tror at værket er af Gud, og er givet for at trøste og styrke Sit ’spredte, splittede og afskrællede folk,’ siden afslutningen af vort arbejde for verden i oktober, 1844." [Fra en løbeseddel, med titlen: "Et syn," publiceret i 1847 (trykt af Benjamin Lindsey, New Bedford), og genoptrykt af ældre James White i "Et ord til den lille hjort", 21. maj, 1849.] ret
(98) Inderlig og virkningsfuld bøn
Under mødet i Topsham, fik jeg vist at jeg vil blive meget berørt, og at vi ville få prøvet vor tro, efter at være tilbage til Gorham, hvor mine forældre boede den gang. ret
(98) På vejen tilbage, blev jeg meget syg, og led meget. Mine forældre, mand og søstre forenede sig i bøn for mig, men jeg led i tre uger. Jeg besvimede ofte som en død, men som svar på bøn kom jeg til live igen. Mine kvaler var så store at jeg bad dem omkring mig, ikke at bede for mig; for jeg tænkte at deres bønner forhalede mine lidelser. Vore naboer opgav mig til døden. I en tid behagede det Herren at prøve vor tro. ret
(98) Bror og søster Nichols, fra Dorchester, Mass., havde hørt om mine lidelser, og deres søn Henry kom til Gorham, med ting til at trøste mig. Under (99) hans besøg, forenede mine venner sig igen i bøn for min helbredelse. Efter at andre havde bedt, begyndte bror Henry Nichols at bede meget inderligt; og med Guds kraft hvilende på ham, rejste han sig fra sine knæ, gik hen over lokalet, og lade sine hænder på mit hoved og sagde: "Søster Ellen, Jesus Kristus gør dig rask igen," og faldt tilbage lammet af Guds kraft. Jeg troede at arbejdet var fra Gud, og smerten forlod mig. Min sjæl var fyldt med taknemmelighed og fred. Mit hjertes sprog var: "Der er ingen anden hjælp for os end i Gud. Vi kan kun have fred når vi hviler i Ham og venter på Hans frelse." ret
(99) Arbejde i Massachusetts
Nogle få uger efter dette, på vores vej til Boston tog vi damperen i Portland. En voldsom storm rejste sig og vi var i stor fare. Men ved Guds barmhjertighed kom vi alle sikert i havn. ret
(99) Under vort arbejde i Massachusetts i løbet af februar og den første uge i marts, skrev min mand fra Gorham, Maine, 14. marts, 1847, ganske kort, efter at være hjemme igen: ret
(99) "Da vi har været hos vore venner her i næsten syv uger, har Gud været barmhjertig mod os. Han har været vor styrke på havet og landet. Ellen har nu nydt den bedste sundhedstilstand i seks uger, som hun ikke har haft seks år. Vi nyder begge et godt helbred. . . . ret
(99) "Siden vi forlod Topsham, havde vi haft nogle prøvende stunder. Vi har også haft mange herlige, himmelsk opbyggende stunder. I det hele taget har det været et af de bedste besøg vi har haft i Massachusetts. Vore brødre i New Bedford og Fairhaven blev styrket mægtigt og bekræftet i sandheden og Guds (100) kraft. Brødre på andre steder blev også velsignet meget." ret
(100) Et syn om den himmelske helligdom
[Se "Budskaber til menigheden", 42-45]
Ved et møde, der blev holdt sabbatsdagen d. 3. april, 1847 i bror Stockbridge Howlands hjem, følte vi en usædvanlig bedeånd. Og idet vi bad, faldt Helligånden på os. Vi blev meget lykkelige. Jeg mistede snart de jordiske ting, og blev indhyllet i et syn om Guds herlighed. ret
(100) Jeg så en engel straks flyve hen til mig. Han bar mig hurtigt fra jorden til den hellige stad. I staden så jeg et tempel, som jeg gik ind i. Jeg gik igennem en dør før jeg kom til det første forhæng. Dette forhæng blev trukket til side, og jeg gik ind i det hellige. Her så jeg røgelsesalteret, lysestagen med de syv lamper, og bordet hvorpå skuebrødene var. Efter at have set det helliges herlighed, trak Jesus det andet forhæng til side, og jeg gik ind i det allerhelligste. ret
(100) I det helligste så jeg en ark; på toppen og på siderne var det reneste guld. I hver ende af arken var en yndig kerub, med sine vinger bredt ud over den. Deres ansigter var vendt imod hinanden, og de så nedad. Mellem englene var et guldalter. Over arken, hvor englene stod, var en meget strålende herlighed, der så ud som en trone hvor Gud boede. Jesus stod ved arken, og idet de helliges bønner kom op til Ham, ville røgelsen fra røgelseskaret ryge, og Han ville opsende deres bønner med røg fra røgelsen til Sin Fader. ret
(100) I arken var guldkrukken med manna, Arons stav som blomstrede, og stentavlerne, som foldet sammen som en bog. Jesus åbnede dem, og jeg så de ti bud skrevet på dem med Guds (101) finger. På en af tavlerne var fire, og på den anden seks. De fire på den første tavle, skinnede klarere end de andre seks. Men det fjerde, Sabbatsbuddet, skinnede frem for de alle; for Sabbaten var sat til side for at blive overholdt til at ære Guds hellige navn. Den Hellige sabbat så herlig ud – en stråleglans var omkring den. Jeg så at sabbatsbuddet ikke var naglet til korset. Hvis det var det, var de andre ni bud det; og vi er fri til at bryde dem alle, såvel som bryde det fjerde. Jeg så at Gud ikke havde forandret sabbat, for Han forandrer aldrig. Men paven havde forandret det fra den syvende til den første ugedag; for han ændrer tider og love. ret
(101) Og jeg så at hvis Gud havde ændret sabbaten fra den syvende til den første dag, ville Han have ændret skriften for sabbatsbuddet, skrevet det på stentavler, som nu er i arken i det templets allerhelligste i himlen; og det ville læses sådan: Den første dag er Sabbat for Herren din Gud. Men jeg så at det var det same der stod, som da stentavlerne blev skrevet af Guds finger og overdraget til Moses på Sinaj. "Men den syvende dag er Herren din Guds Sabbat." Jeg så at den hellige sabbat er, og vil være, skillemuren mellem Guds sande Israel og ikke-troende; og at Sabbaten er det store spørgsmål der forener hjerterne hos Guds dyrebare, ventende hellige. ret
(101) Jeg så at Gud havde børn som ikke ser og holder sabbaten. De har ikke forkastet lyset over den. Og ved begyndelsen af trængselstiden, blev vi fyldt med Helligånden idet vi gik ud og proklamere sabbaten mere fuldt ud. Dette arrangrede menighederne og bekendende adventister, som de ikke kunne modbevise sabbatssandheden. Og på dette (102) tidspunkt så Guds udvalgte helt klart at vi havde sandheden, og de kom ud og udholdt forfølgelse sammen med os. Jeg så sværd, hungersnød, pest og stor forvirring i landet. De onde mente at vi havde bragt domme over dem, og de rejste sig op og rådførte sig for at befri jorden for os, og troede da det det onde vil blive forhindret. ret
(102) I trængselstiden flyede vi fra byer og landsbyer, men blev efterstræbt af onde, som gik ind i de helliges huse med et sværd. De hævede sværdet for at dræbe, men det brød sammen, og faldt magtesløs som et strå. Så råbte vi alle dag og nat for udfrielse, og råbet kom op til Gud. ret
(102) Solen stod op, og månen stod stille. Strømmene ophørte med at flyde. Mørke, tunge skyer kom op, og tørnede mod hinanden. Men der var en klar fred af varig herlighed, hvorfra Guds røst kom som mange vande, som rystede himlene og jorden. Himlen åbnede og lukkede sig, og var i oprør. Bjergene rystedes som rør i vinden, og kastede løsrevne klippestykker omkring sig. Havet kogte som en gryde, og kastede sten op på land. ret
(102) Og da Gud talte om dagen og timen for Jesu komme, og forløste den evige pagt med Sit folk, udtalte Han en dom, og gjorde en pause, medens ordene rullede udover jorden. Israels Gud stod med deres øjne fæstnet opad, lyttede til ordene, idet de kom ud af Jehovas mund, og rullede gennem jorden som perler af højeste torden. Det var meget højtideligt. Ved slutningen af hver sætning råbte de hellige: "Ære! Halleluja!" Deres ansigter blev oplyst med Guds herlighed; og de skinnede med herligheden, ligesom Moses ansigt gjorde, da han kom ned fra Sinaj. (103) De onde kunne se på dem på grund af herligheden. Og da der aldrig var ende på velsignelserne over dem, som havde æret Gud og holdt Hans sabbat hellig, lød der et mægtigt sejrsråb over dyret og dets billede. ret
(103) Da begyndte jubelåret, da landet fik hvile. Jeg så den gudfrygtige slave rejse sig i jubel og sejr, og ryste de lænker af sig der bandt ham, medens hans onde mester blev forvirret, og vidste ikke hvad han skulle gøre; for de onde kunne forstå ordene fra Guds røst. ret
(103) Snart viste sig der en hvid sky. Den så mere elskelig ud end nogensinde før. Og på den sad menneskesønnen. Først så vi ikke Jesus på skyen, men idet den drog nærmere jorden kunne vi se Hans dejlige skikkelse. Da denne sky viste sig første gang, var den et tegn på menneskesønnen i himmelen. ret
(103) Røsten fra Guds Søn kaldte de sovende hellige frem, iklædt med herlig udødelighed. De levende hellige var forandret for et øjeblik, og blev taget op sammen med dem i skyvognen. Den så helt herlig ud idet den rullede opad. På hver side af vognen var der vinger, og under den var der hjul. Og idet vognen rullede opad, råbte hjulene: "Hellig," og da vinger bevægede sig, råbte de: "Hellig," og ledsagende hellige engle omkring skyen råbte "Hellig, hellig hellig, Herren Gud almægtige!" Og de hellige i skyen råbte: "Herlig! Halleluja!" Og vognen rullede opad mod den hellige stad. Jesus åbnede portene til den gyldne stad op, og førte os ind. Her blev vi budt velkommen, for vi havde holdt "Guds bud," og havde en "ret til livets træ." Åb. 14, 12; 22,14. ret