(105) (105) I Gorham, Maine 26. august 1847, blev vores ældste søn Henry Nichols White født. I oktober gav bror og søster Howland fra Topsham os venligt en del af deres bolig, som vi med glæde tog imod og begyndte hjemmet med lånte møbler. Vi var fattige og oplevede vanskelige tider. Vi havde besluttet os til ikke at være afhængige, men at underholde os selv og have noget som vi kunne hjælpe andre med. Men vi havde ikke heldet med os. Min mand arbejdede meget hårdt med at slæbe sten ved jernbanen, men kunne ikke få hvad der svarede til hans arbejde. Bror og søster H delte frit med os hvad som helst de kunne; men de var i knappe omstændigheder. De troede fuldt ud den første engels budskab og havde gavmildt givet deres formue til fremme af arbejdet, indtil de var afhængige af deres daglige arbejde. ret
(105) Min mand forlod jernbanen og med sin økse gik i skoven for at hugge brænde. Med en stadig smerte i hans side, arbejdede han fra tidlig morgen til mørke for at tjene omkring halvtreds cents om dagen. Han kunne ikke sove om natten af bar smerter. Vi sørgede for at holde modet oppe og stole på Herren. Jeg knurrede ikke. Om morgnen følte jeg taknemmelighed til Gud for at han havde bevaret os i endnu en nat og om aften var jeg taknemmelig for at han havde sørget for os igennem endnu en dag. ret
(105) En dag da vore forsyninger slap op, gik min mand til sin arbejdsgiver for at få penge eller forsyninger. Det var en stormene dag og han gik fem kilometer og tilbage i regnen. Han bragte en pose forsyninger hjem på sin ryg der var bundet i forskellige rum og på den måde passeret igennem (106) Brunswick byen, hvor han ofte havde foredrag. Idet han gik ind i huset, sank mit hjerte meget træt inden i mig. Min første følelse var at Gud havde forladt os. Jeg sagde til min mand: "Er vi kommet hertil? Har Herren forladt os?" Jeg kunne ikke holde mine tårer tilbage og grad højt i timer, indtil jeg sultede. Bønner blev sendt op for mig. Da jeg trak vejret igen, følte jeg Guds Ånds opmuntrende indflydelse og fortrød at jeg sank om i modløshed. Vi besluttede at følge Jesus og at være som ham; men nogle gange blev vi svage under prøvelser og blev i en afstand fra ham. Lidelser og prøvelser bragte os nærmere til Jesus. Smelteovnen fortærede affaldet og gjorde guldet lysere." ret
(106) På det tidspunkt fik jeg vist at Herren prøvede os for vores skyld og at berede os til at arbejde for andre; så han har oprørt vores bosted, så vi ikke skulle sætte os til rette og føle os hjemme. Vor gerning var at arbejde for sjæle; hvis vi trives, ville hjemmet være så behageligt at vi ikke ville forlade det; prøvelser har han ladet komme over os for at berede os for de stadig større kampe, som vi ville møde på vore rejser. Vi modtog snart breve fra brødre fra forskellige stater der indbød os til at besøge dem; men vi havde ingen midler til at tage væk fra staten. Vort svar var at vejen ikke var åbnet for os. Jeg tænkte at det ville være umuligt for mig at rejse med mit barn. Vi ønskede ikke at være afhængige og var forsigtige med at leve inden for vore midler. Vi var besluttet på at tåle mere end vi tog i gæld. ret
(106) Lille Henry blev snart meget syg og det blev hurtigt værre så at vi var meget foruroligede. Han var i en sløv tilstand; hans åndedrag var hurtig og heftig. Vi gav ham lægemidler uden held. Vi tilkaldte da en person med erfaring i sygdomme og han sagde at hans helbredelse var tvivlsom. Vi havde bedt for ham, men (107) der blev ingen forandring. Vi havde gjort barnet til en undskyldning for ikke at rejse eller arbejde for andre og vi frygtede at Herren var ved at fjerne ham. En gang gik vi frem for Herren og bad om han ville have medlidenhed med os og sparede barnets liv og lovede højtideligt os selv at gå ud, ved at stole på Gud, hvor han end måtte sende os. ret
(107) Vore bønner var brændende og pinefulde. Ved tro hævdede vi Guds løfter og vi troede at han lyttede til vort råb. Lys fra himlen brød gennem skyerne og skinnede på os. Vore bønner blev nådigt blevet besvaret. Fra den time begyndte barnet at blive rask.107 ret
(107) Vor kuffert indeholdt næsten alt hvad vi havde på jorden; men vi nød fred i sindet og en klar samvittighed og dette værdsatte vi over alle jordiske behageligheder. ret
(107) I Dorchester besøgte vi bror Otis Nichols hjem og idet vi gik, overrakte søster N min mand fem dollars, som betalte vores rejse til Middletown, Conn. Vi var fremmede i den by og havde aldrig set nogen af brødrene i Connecticut. Af (108) vore penge havde vi kun halvtreds cents tilbage. Min mand turde ikke bruge dem til at leje en vogn, så han kastede kufferten op på en dynge brædder, og vi gik for at finde nogen af samme tro. Vi fandt snart bror C, som tog os til sit hjem. ret
(108) Konferensen i Rocky Hill
Konferensen blev afholdt i Rocky Hill, i det store ufærdige værelse i bror Beldens hjem. I et brev til bror Stockbridge Howland, skrev min mand dette om mødet: ret
(108) “Den 20. april sendte bror Belden sin to-hest-trukne vogn til Middletown til os og til de spredte brødre rundt i den by. Vi ankom til dette sted omkring fire om eftermiddagen, og på nogle få minutter kom vi til brødrene Bates og Gurney. Vi havde et møde den aften hvor vi talte henved halvtreds. Men alle var ikke helt i sandheden. Vores møde var interessant. Bror Bates fremstillede budene i et klart lys og deres betydning blev understreget af kraftfulde vidnesbyrd. Ordene havde påvirkning til at grundfæste dem, der allerede var i sandheden og til at vække dem som ikke var helt besluttede. ret
(108) Tjene midler til at besøge Vest-New York
To år tidligere fik jeg vist at vi skulle besøge nogle i vest New York i fremtiden. Og nu, kort efter Rocky Hill-konferensens afslutning, blev vi indbudt til at deltage ved et hovedmøde i Volney, N. Y., i august. Bror Hiram Edson skrev til os at brødrene var generelt fattige, og at han ikke kunne love at de kunne gøre så meget for at afholde vore omkostninger, men at han ville gøre (109) hvad han kunne. Vi havde ingen midler at rejse for. Min mands helbred var dårligt, men vejen åbnede sig for ham, at arbejde på en mark med hø, og han besluttede sig for at tage arbejdet. ret
(109) Det virkede til at vi måtte leve af tro. Da vi stod op om morgnen, bøjede vi os ved vor sengekant, og bad Gud give os styrke til at arbejde igennem dagen, og vi kunne ikke være tilfredse uden forvisning at Herren havde hørt vore bønner. Min mand gik da ud for at svinge leen efter den styrke Gud hav ham. Da han kom hjem om aftnen bad vi igen til Gud efter styrke, til at tjene penge til at sprede sandheden. I et brev til bror Howland, skrevet d. 2. juli, 1848, fortalte han denne erfaring således: ret
(109) "Det regner i dag, så mejer jeg ikke, ellers kunne jeg ikke skrive. Jeg har mejet i fire dage for ikke-troende, og søndag for troende, og hvile på den syvende dag, derfor har jeg kun lidt tid til at skrive. . . . Gud giver mig styrke til det hårde arbejde hele dagen. . . . . Bror Holt, bror John Belden og jeg har mejet ethundrede acers græsareal, for syvogfirs og en halv cents per acre, og vi sørger for os selv. Pris Herren! Jeg håber at få nogle få dollars her til at bruge til Guds sag." ret