(120) (120) Jeg blev atter kaldet til at fornægte selvet til gavn for sjæle. Vi måtte ofre samværet med vor lille Henry, så vi kunne give os selv uforbeholdent til arbejdet. Mit helbred var sølle og han ville nødvendigvis tage en stor del af min tid. Det var en hård prøvelse, alligevel vovede jeg ikke at lade barnet stå i vejen for min pligt. Jeg troede at Herren havde sparet ham til os, da han var meget syg og at hvis jeg skulle lade ham hindre mig i at gøre min pligt, ville Gud fjerne ham fra mig. Med sorgfuldt hjerte og mange tårer gjorde jeg alene et offer for Herren, og opgav mit eneste barn til en andens varetægt. ret
(120) Vi efterlod ham i bror Howlands familie, i hvem vi havde den største tillid. De var villige til at bære byrden for at lade os være så fri så muligt til at arbejde i Guds sag. Vi vidste at de kunne tage bedre omsorg for Henry end vi kunne under rejsen og at det var for hans skyld at have et fast hjem og god opdragelse, så hans liflige temperament ikke blev skadet. ret
(120) Det var hårdt at skilles med mit barn. Hans bedrøvede lille ansigt, da jeg forlod ham, var foran mig dag og nat; alligevel tog jeg ham ud af mine tanker ved Herrens styrke og søgte at gøre andre godt. ret
(120) Henry var i Bror Howlands families varetægt i hele fem år. De sørgede for ham uden bekostninger, gav ham alle hans klæder, undtagen en gave som jeg købte til ham en gang omåret, ligesom Hanna gjorde med Samuel. ret
(121) Gilbert Collins helbredelse
(121) En morgen i februar, 1849, under familiebønnerne hos broder Howland’s, fik jeg vist at det var min pligt at tage til Dartmouth, Mass. Snart efter, tog min mand til postkontoret, og hentede et brev fra bror Philip Collins, der opfordrede os at komme til Dartmouth, for deres søn var meget syg. Vi tog straks af sted, og fandt at den dreng, som var tretten år gammel, havde været syg i ni uger med kighoste, og var udmagret til et skelet. Forældrene mente at han havde lungetuberkulose, og de var meget foruroliget over tanken at deres eneste søn måtte tages fra dem. ret
(121) Vi forenede os i bøn for drengen, og bad Herren indstændigt om at spare hans liv. Vi troede at han ville få det godt, skønt alt så ud til at han ikke kunne blive helbredt. Min mand tog ham op i sine arme, udbrød idet han gik i værelset: "Du vil ikke dø, men leve!" Vi troede at Gud vil blive forherliget ved hans helbredelse. ret
(121) Vi forlod Dartmounth, og var borte i omkring otte dage. Da vi kom tilbage, kom lille Gilbert ud for at møde os. Han havde taget to kilo på i vægt. Vi fandt at hjemmet glædede sig i Gud over denne manifestation af guddommelig velvilje. ret
(121)
Søster Temples helbredelse
Efter at have fået en anmodning om at besøge søster Hastings, i New Ipswich, N. H., som var meget forpint, gjorde vi dette til et bedeemne, og fik beviser for at Herren ville tage med os. På vor vej stoppede vi i Dorchester, hos bror Otis Nichols’s familie, og de fortalte os om pinslerne hos søster Temple af Boston. Hun havde et sår på hendes arm, som skabte mange smerter. Det havde bredt sig over (122) albuens krumning. Hun havde lidt megen smerte, og havde forgæves tyet til smertestillende midler. Det sidste der skete var sygdom i hendes lunger, og hun mærkede hvis hun ikke fik hjælp nu, ville sygdommen ende i optæring. ret
(122) Søster Temple havde givet os nogle ord om at komme at bede for hende. Vi gik med skælven, da vi forgæves havde søgt efter en forsikring om at Gud ville arbejde for hendes skyld. Vi tog ind i sygeværelset, stolede på Guds nøgne løfter. Søster Tempels arm var i en sådan tilstand at vi ikke kunne berøre den, og vi var nød til at hælde olie på det. Så forenede vi os i bøn, og påberåbte os Guds løfter. Smerten og ømheden forlod armen medens vi bad, og vi lod søster Temple fryde sig i Herren. Da vi kom tilbage, otte dage senere, fandt vi hende pænt sund, og arbejde hårdt i vaskebaljen. ret
(122) Leonard Hastings familie
Vi fandt bror Loarnard Hastings familie i dybe pinsler. Søster Hastings mødte os med tårer og udbrød: "Herren har sendt jer til os i den trængende stund." Hun havde et barn på omkring otte uger, som hele tiden skreg da det var vågent. Dette gjorde hendes sundhedstilstand mere elendig, som hurtig var ved at aftage i styrke. ret
(122) Vi bad alvorligt til Gud for moderen, fulgte de anvisninger der var givet i Jakob, og vi havde en forsikring om at vore bønner blev hørt. Jesus var i vor midte til at bryde Satans magt og løslade fangen. Men vi følte os forvissede om at moderen ikke kunne få styrke før barnets skrig ophørte. Vi salvede barnet og bad over det, troede at Herren vil give både moder og barn fred og hvile. Sådan skete det. (123) Barnets skrig ophørte, og vi efterlod dem begge i god stand. Moderens taknemmelighed kunne ikke udtrykkes. ret
(123) Vor samtale med den kære familie var meget dyrebar. Vore hjerter var knyttet sammen; især var søster Hastings hjerte knyttet til mit som David blev til Johatan. Vor samhørrighed blev ikke ødelagt så længe hun levede. ret
(123) Flyttede til til Connecticut i 1849
[Note. — Efter besøget hos Hastings familie i New Ipswich, vendte ældre og mrs. White tilbage til Maine, på vejen til Boston, og kom til Topsham d. 21. marts, 1849. Den efterfølgende sabbat, da vi havde gudstjeneste med den lille gruppe på det sted, fik mrs. White et syn, hvor hun så at en af brødrenes tro i Paris, Maine, vaklede, og fik hende til at føle det magtpåliggende at besøge gruppen der. "Vi tog af sted", skrev hun i et brev til bror og søster Hastings, "og fandt at de behøvede styrke . . . . Vi brugte en uge samen med dem. . . Gud gav mig to syner da jeg var der, nok til at trøste og styrke brødre og søstre. Bror Stowell blev befæstet i den nærværende sandhed han havde betvivlet." ret
(123) Efter at være tilbage i Topsham, var de meget rådvilde om hvor de skulle tilbringe sommeren. Der var kommet indbydelser fra brødre i New York og i Connecticut, og da det tydelige lys udeblev besluttede de at besvare kaldet fra New York. De skrev et brev og gav detaljer om deres ankomst i Utica, hvor nogle af brødrene kunne mødes. Ikke desto mindre følte mrs. White sig hurtig bebyrdet og nedtrykt. Hendes mand, der så hendes pinsler, brænde brevet de netop havde skrevet, knælede ned, og bad for at byrden måtte rulles bort. I den næste dags post fik det et brev fra bror Belden, fra Rocky Hill, Conn., med tilstrækkelige midler til at de kan flytte til Connecticut, og bad dem indstændigt at tage imod denne indbydelse. Ældre og mrs. White så i denne hjertelige invitation at Guds forsyn var manifesteret, og besluttede at rejse, i troen på at Herren åbnede vejen for dem.] ret
(123) I juni, 1849, foreslog søster Clarissa M. Bonfoey at bo hos os. Hendes forældre var lige døde, og en deling af hjemmets møbler gav hende alt hvad der var nødvendigt for en lille familie, til at begynde et hushold. Hun lod os med glæde bruge disse ting, og gjorde vort arbejde. Vi havde en del af bror Beldens hus i Rocky Hill. Søster Bonfoey var et dyrebart Guds barn. Hun havde en glad og lykkelig natur, aldrig tungsindig, alligevel ikke for let og spørgende. ret
(124) Levende vande – en drøm
(124) Min mand deltog i nogle møder New Hampshire og Maine. Da han var borte blev jeg bekymret, og frygtede at han kunne have fået kolera, som var meget udbredt den gang. Men en nat drømte jeg at selvom mange omkring os døde af kolera, foreslog min mand at vi tog en gåtur. På vor gåtur bemærkede jeg at hans øjne var blodsprænkte, hans ansigt var rødt, og hans læber blege. Jeg fortalte ham at jeg var bange for at han ville være let offer for kolera. Han sagde: "Gå lidt længere, og jeg vil vise dig et sikkert middel mod kolera." ret
(124) Idet vi vandrede videre, kom vi til en bro over strømmende vand, hvor han pludselig forlod mig og sprang bort mod vandet. Jeg blev forfærdet; men han rejste sig snart op, og havde et glas funklende vand i sin hånd. Han drak det og sagde: "Dette vand kurrer alle slags sygdomme" Han sprang væk igen, og kom op med et andet glas klart vand, og han holdt det frem og gentog de samme ord. ret
(124) Jeg var bedrøvet over at han ikke gav mig noget vand. Han sagde: "Der er en hemmelighed i bunden af denne flod som kurerer alle slags sygdomme, og alle som får det må vove sig ud i det. Ingen kan opnå dette for andre. Enhver må hente det for sig selv." Idet han drak af glasset, så jeg hans ansigt. Hans ansigtsfarve var ren og naturlig. Han lod til at være sund og i livskraft. Da jeg vågnede op, var al min frygt borte, og jeg betroede min mand til en barmhjertig Guds varetægt, troede helt og fast på at Han ville komme sikkert tilbage til mig. ret