(136) (136) Fra Oswego tog vi til Centerport, i selskab med bror og søster Edson, dannede et hjem hos Harris’s, hvor vi publicerede det månedlige magasin kaldet Advent Review. [Advent Review, blev trykt i Auburn, N. Y., i løbet af sommeren 1850, skal ikke forveksles med Advent Review and Sabbath Herald, det første nummer som blev udgivet i Paris, Maine, november, 1850. Advent Review blev udgivet mellem nr. 10 og 11 af Present Truth. Om dens formål skrev ældre James White i sin første side en introduktion til det 48-sider store blad-udgave af Advent Review: ret
(136) “Vor plan med dette tilbageblik er at glæde og genoplive den oprigtigt troende, ved at vise profetiens opfyldelse i Guds tidligere forunderlige værk, at kalde ud, og adskille et folk, fra verden og den nominelle kirke, et folk som venter på vor kære Frelsers anden komme." ] ret
(136) Satans anstrengelser for at forhindre
Mit barn fik det værre, og tre gange om dagen havde vi bedestunder for ham. Nogle gange blev han velsignet, og sygdomsudbredelsen stagnerede; så blev vor tro prøvet hårdt når hans symptomer blev alarmerende. ret
(136) Jeg var stærkt nedtrykt i ånden. Spørgsmål som dette betyngede mig: Hvorfor var Gud ikke villig til at høre vore bønner og oprejse barnet til sundhed? Satan, er altid parat med sine fristelser, antydet at det var fordi vi ikke gjorde det rigtige. Jeg kunne ikke komme på konkrete ting hvori jeg har såret Herren, alligevel var det som en knusende vægt var over mit humør, der drev mig til fortvivlelse. Jeg betvivlede om Gud accepterede mig, og kunne ikke bede. Jeg havde ikke så meget mod, som at løfte mine øjne til himlen. Jeg led intens sindspine, indtil min mand hjemsøgte Herren for min skyld. Han vil ikke give op før min stemme forenedes med hans for udfrielse. Velsignelsen kom, og jeg (137) begyndte at håbe. Min skælvende tro greb Guds løfter. ret
(137) Så kom Satan i en anden form. Min mand blev meget syg. Hans symptomer var alarmerende. Han havde kramper i intervaller, og led pinefuld smerte. Hans fødder og ben var kolde. Jeg gned dem indtil jeg ikke længere havde kræfter. Bror Harris nogle kilometer borte på sit arbejde. Søster Harris og Bonfoey og min søster Sarah var de eneste som var til stede; og jeg fik netop samlet mod til at kunne tro Guds løfter. Hvis jeg nogensinde har mærket min svaghed så er det på dette tidspunkt. Vi vidste at noget måtte gøres, straks. Hvert øjeblik blev min mands sygdom mere kritisk. Det var tydeligt et kolera-tilfælde han bad os om at bede, og vi turde ikke afvise det. Det var i stor svaghed vi bøjede os ned for Herren. Med en dyb fornemmelse af min uværdighed, lagde jeg mine hænder på hans hoved, og bad til Herren om at åbenbare hans kraft. Straks kom en forandring. Hans ansigts naturlige farve vendte tilbage, og himlens lys strålede på hans ansigt. Vi var alle fyldt med uudsigelig taknemmelighed. Aldrig havde vi været så meget vidne til et mere bemærkelsesværdigt bønnesvar. ret
(137) Den dag skulle vi til Port Byron og læse korrektur på bladet som blev trykt i Auburn. For os så det ud som om Satan prøvede at forhindre publiceringen af den sandhed, som vi arbejdede på at bringe frem for folk. Vi følte at vi måtte vandre ud i tro. Min mand sagde at han vil tage til Port Byron efter korrekturark. Vi spændte hesten for, for ham, og jeg ledsagede ham. Herren styrkede ham på vejen. Han fik korrekturarkene, og en note fortalte at bladet ville være ude af trykken den næste dag, og vi måtte i Auburn for at tage imod det. ret
(138) (138) Den aften vågnede vi op ved vor lille Edsons skrig, som sov i lokalet over os. Det var omkring midnat. Vor lille dreng ville klynge sig til søster Bonoey, da han kæmpede med begge hænder i luften, og vi knælede i bøn. Min mand irettesatte den onde ånd i Herrens navn, og Edson faldt stille i søvn i søster Bonfoeys arme og hvilede godt igennem natten. ret
(138) Så blev min mand angrebet igen. Han havde megen smerte. Vi knælede ved sengekanten og bad Herren om at styrke vor tro. Jeg vidste at Gud havde arbejdet for ham, og dadlede sygdommen; og vi kunne ikke bede Ham at gøre det der allerede var gjort. Men vi bad om at Herren ville udføre Sin gerning. Vi gentog disse ord: "Du har bedt. Du har arbejdet. Vi tror uden en tvivl. Udfør arbejdet. Du er begyndt!" Således havde vi bedt for Herren i to timer; og medens vi bad, faldt min mand i søvn, og hvilede godt indtil dagslys. Da han stod op var han meget svag, men vi ville ikke se på udseende. ret
(138) Sejre gennem tro
Vi stolede på Guds løfter, og besluttede os for at vandre i tro. Den dag forventede vi i Auburn at modtage det første nummer af bladet. Vi troede at Satan prøvede at forhindre os, og min mand besluttede at gå, stole på Herren. Bror Harris gjorde vognen klar, og søster Bonfoey ledsagede os. Min mand måtte hjælpes i vognen, alligevel vandt han styrke for hver kilomenter vi rejste. Vi holdt vore sind fæstnet på Gud, og vor tro (139) blev brugt hele tiden, idet vi red af sted, fredfyldt og lykkeligt. ret
(139) Da vi modtog bladet helt færdigt, og red tilbage til Centerport, var vi sikre på at vi var på pligtens sti. Guds velsignelse hvilede på os. Vi var meget forslået af Satan, men ved Kristi styrke kom vi sejrrige ud. Vi havde et stort bundt blade med os, med den dyrebare sandhed til Guds folk. ret
(139) Vort barn kom sig, og Satan fik ikke lov til at pine ham. Vi arbejde fra tidlig til sent, nogle gange tog vi os ingen tid til at sidde ved bordet for at spise vort måltid. Med et stykke ved vor side, kunne vi spise og arbejde samtidig. Når jeg overbelaster mine kræfter ved at folde store ark, pådrog jeg mig en stor smerte i min skulder, som ikke forlod mig i årevis. ret
(139) Vi havde regnet med at rejse mod øst, og vort barn var igen god nok til at rejse. Vi tog postbåden til Utica, og der skiltes vi med søster Bonfoey og min søster Sarah og vort barn, og tog på vej til øststaterne, medens bror Abbey tog dem hjem til sig. Vi måtte gøre nogle ofre for at adskille os fra dem som var så bundet til os af ømme bånd; især klyngede vore hjerter sig til lille Edson, hvis liv havde været så meget i fare. Vi rejste da til Vermond og holdt en konferense i Sutton. ret
(139) “Review and Herald"
I november, 1850, blev bladet udgivet i Paris, Maine. Her blev det gjort større, og dets navn blev ændret til det som det hedder nu, Advent Review and Sabbath Herald. Vi var på kost hos bror A.s familie. Vi var villige til at bo billigt, så bladet kunne få (140) støtte. Der var ikke så mange venner af sagen, og de havde ikke så mange verdslige rigdomme, og vi var stadig tvunget til at kæmpe med fattigdom og stor modløshed. Vi havde meget at sørge for, og ofte sad vi op til så sent som midnat, og nogle gange til to eller tre om morgnen, for at læse korrektur. ret
(140) Overordentlig meget arbejde, omsorg og bekymring, mangel på ordentlig og nærende mad, og udsat for kulde under vore lange vinterrejser, var for meget for min mand, og han sank under byrden. Han blev så svag at han knapt nok kunne gå til trykkeriet. Vor tro blev prøvet til det yderste. Frivilligt udholdt vi afsagn, slid og lidelse, alligevel blev vore motiver misfortolket, og vi blev betragtet med mistillid og jalousi. Nogle få at dem som vi havde lidt for, virkede til at påskønne vore anstrengelser. ret
(140) Vi var for plagede til at sove eller hvile. De timer som vi skulle have genopfriset med søvn, blev ofte brugt på at besvare lange breve, foranlediget af misundelse. Medens andre sov, brugte vi mange timer på pinfulde tårer, og sorg for Herren. Til sidst sagde min mand: "Hustru, det er ikke til nytte at kæmpe længere. Disse ting nedtynger mig, og vil snart bringe mig til graven. Jeg kan ikke gå længere. Jeg har skrevet en notits på et papir, hvor jeg siger at jeg ikke skal publicere mere." Idet han gik ud af døren for at bringe notitsen til trykkeriet, besvimede jeg. Han kom tilbage og bad for mig. Hans bøn blev besvaret, og jeg fik lindring. ret
(140) Næste morgen, under familiebønnen, var jeg væk i et syn og fik vist noget om disse ting. Jeg så at min mand ikke måtte opgive bladet; for et sådant skridt var hvad Satan prøvede at få ham til at tage og han arbejdede, ved sine repræsentanter, (141) for at gøre dette. Jeg fik vist at vi måtte fortsætte med at udgive, og Herren vil støtte os. ret
(141) Vi modtog snart indtrængende indbydelser om at holde konferenser i forskellige stater, og besluttede at deltage i generalforsamlinger i Boston, Mass.; Rocky Hill, Conn.; Camden og West Milton, N. Y. Dette var alt sammen arbejdsmøder, men meget udbytterige for vore brødre ude i spredningen. ret
(141) Flytte tilbage til Saratoga Springs
Vi blev i Ballston Spa i flere uger, indtil vi nedsatte os for at publicere i Saratoga Springs. Så lejede vi et hus og sendte bror og søster Stephen Belden og søster Bonfoey, som den gang var i Maine og havde lille Edson i varetægt, og begyndte at holde hus med lånte møbler. Her publicerede min mand den anden årgang af Advent Review and Sabbath Herald. ret
(141) Søster Annie Smith, som nu sover i Jesus, kom for at bo hos os, og assistere i arbejdet. Der var brug for hendes hjælp. Den gang udtrykte min mand sine følelser i et brev til bror Howland, dateret d. 20. februar 1852, som følger: “Vi har det usædvanligt godt, undtagen mig selv. Jeg kan ikke længere udholde rejsearbejdet og tage mig af forlagsvirksomheden. Onsdag nat arbejdede vi til klokken to om morgnen, foldede og pakkede nr. 12 af Review and Herald; da jeg gik i seng og hostede til dagslyset. Bed for mig. Sagen vokser herligt. Måske har Herren ikke brug for mig længere, og vil lade mig hvile i graven. Jeg håber at blive fri for bladet. Jeg har stået med det i stor modgang; og nu hvor det har mange venner, føler jeg mig fri til at forlade det, hvis der findes nogle som kan overtage det. Jeg håber min vej vil blive afklaret. Måtte Herren lede." ret