(148) (148) Efter Nathaniels død i maj 1853, var min mand meget plaget. Trængsler og uro i sindet havde lammet ham. Han havde høj feber, og var bundet til sin seng. Vi forenede os i bøn for ham; men selvom han blev hjulpet, var han stadig meget svag. Han havde aftaler i Mill Grove, N. Y., og Michigan, men var bange for at han ikke kunne opfylde dem. Vi besluttede ikke desto mindre at komme så langt som til Mill Grove, og hvis han ikke blev bedre, så vendte han hjem. Medens han var hos ældre R. F. Cottrell’s i Mill Grove, led han af meget stor svaghed, og tænkte at han ikke kunne tage længere. ret
(148) Vi var meget rådvilde. Måtte vi drives fra arbejdet på grund af legemlige svagheder? Ville Satan få lov til at udøve sin kraft over os og kæmpe for vor nytte og liv, så længe vi skulle være i denne verden? Vi vidste at Gud kunne begrænse Satans kraft. Han kunne lade os blive prøvet i smelteovnen, men ville bringe os rensede og bedre egnede frem for hans værk. ret
(148) Jeg udøste min sjæl for Gud i bøn, om han ville sætte min mand i stand til at udholde rejsen. Sagen var presserende og min tro grebet fast i Guds løfter. Jeg fik der tegn på at vi skulle begive os ud på vor rejse til Michigan, ville Guds engel tage med os. Da jeg fortalte min mand mine tanker, sagde han at hans egne tanker var på samme måde og vil besluttede at rejse og stolede på Herren. Min mand var så svag at han ikke kunne spænde (149) remmene til sin lædertaske, og bad bror Cottrell gøre det for ham. ret
(149) For hver kilometer vi rejste fik han det bedre. Herren støttede ham. Og medens han forkyndte ordet, følte jeg mig forsikret om at Guds engle stod ved hans side. ret
(149) Første besøg i Michigan
I Jackson, Mich., fandt vi menigheden i stor forvirring. Medens jeg var iblandt dem, instruerede Herren mig om deres tilstand, og jeg dristede mig til at frembære et ligefremt vidnesbyrd. Nogle nægtede at give agt på rådene, og begyndte at kæmpe imod mine vidnesbyrd, og her begyndte det, som senere blev til Messenger-partiet. ret
(149) Vedrørende vort arbejde på denne rundrejse iblandt grupperne for sabbatsholdene troende i Michigan, skrev jeg som følger i et brev, dateret den 23. juni, 1853: ret
(149) “Da vi var i Michigan besøgte vi Tyrone, Jackson, Sylvan, Bedford, og Vergennes. Min mand udholdt rejsen og sit arbejde godt i Guds styrke. Kun en gang svigtede hans styrke ham helt. Han var ude af stand til at tale i Bedford. Han kom til mødestedet, og stillede sig op på talersolen for at tale, men blev svag og var nød til at sidde ned. Han bad ældre J. N. Loughborough om at tage emnet, hvor han havde forladt det, og afslutte prædiknen. Så gik han ud af huset i den friske luft, og lagde sig på det grønne græs, indtil han havde kommet sig noget, medens bror Kelsey lader ham tage til sin hest, og han red toenhalv kilometer ud til bror Brooks’s. ret
(149) “Bror Loughborough kom igennem emnet med megen frihed. Alle var interesseret i mødet. Herrens ånd hvilede over mig, og jeg havde fuldkommen frihed til at frembære mit vidnesbyrd. (150) Guds kraft var i huset, og næsten alle tilstedeværende var berørt med tårer. Nogle tog et afgjort standpunkt for sandheden. ret
(150) “Efter at mødet var slut red vi igennem skovene til en smuk sø, hvor seks blev begravet med Kristus i dåben. Da tog vi tilbage til bror Brooks, og min mand befandt sig mere veltilpas. Ved den rejse var min mands tanker meget optaget af spiritismespørgsmålet og snart efter vi kom tilbage gik han i gang med at skrive bogen med titlen, Signs of the Times. ret
(150) “Den næste dag rejste vi til Vergennes, rejste over rå ujævne veje og mudder. Meget af vejen rejste jeg i en svag tilstand; men vore hjerter var opløftet til Gud i bøn efter styrke, og vi fandt at Han var en nærværende hjælp, og var i stand til at udrette rejsen, og frembære vort vidnesbyrd der." ret
(150) Skrive og rejse
Hurtig efter at vi var kommet tilbage til Rochester, N. Y., begyndte min mand at skrive bogen “Signs of the Times." Han var stadig svag, og kunne kun sove lidt, men Herren støttede ham. Da hans sind var i en forvirret og lidende tilstand, bøjede vi os ned for Gud, og vi råbte i vor pinsel til Ham. Han hørte vore alvorlige bønner, og velsignede ofte min mand så meget at han med fornyet ånd gik tilbage til arbejdet. Således gik vi mange om dagen frem for Herren i alvorlig bøn. Den bog blev ikke skrevet i hans egen kraft. ret
(150) I efteråret 1853 deltog vi i konferenserne i Buck’s Bridge, N. Y.; Stowe, Vt.; Boston, Dartmouth, og Springfield, Mass.; Washington, N. H.; og New Haven, Vt. Det var en slidsom og temmelig nedslående rejse. Mange som havde sluttet sig til sandheden, var ikke (151) helliggjort i hjerte og liv; stridens og oprørets elementer arbejde, og det var nødvendigt at en bevægelse skulle finde sted for at rense kirken. ret
(151) Befriet for sygdom
"Om vinteren og foråret led jeg meget af en hjertesygdom. Det var svært for mig at trække vejret, når jeg lå ned og jeg kunne ikke sove medmindre jeg sad op. Ofte stoppede min vejrtrækning og ofte besvimede jeg. Jeg havde en svulst på mit venstre øjenlåg, som viste sig at være kræft. Den havde tiltaget sig gradvist i mere end et år, indtil den blev ret smertefuld og påvirkede mit syn. ret
(152) En berømt læge som gav gratis råd besøgte Rochester, og jeg besluttede mig at få ham til at undersøge mit øje. Han mente at svulsten ville vise sig at være canser; men da han mærkede min puls sagde han: "Du er meget syg, og vil dø af apopleksi før den svulst bryder ud. Du er i en farlig situation med hjertesygdom." Dette forskrækkede mig ikke, for jeg har været klar over at uden hurtig hjælp måtte jeg gå i graven. To andre kvinder som var kommet og fået råd, havde den samme sygdom. Lægen sagde at jeg var i den farligste tilstand frem for nogen af dem, og der kunne ikke gå mere end tre uger før jeg ville blive ramt af lammelse. ret
(151) I omkring tre uger besvimede jeg og faldt på gulvet og forblev nærmest bevidstløs i omkring seksogtredive timer. Det frygtes at jeg ikke kunne overleve, men som svar på bøn livede jeg op igen. En uge senere fik jeg et chok i min venstre side. Jeg havde en fremmed følelse af kulde og følelse i mit hoved og stærk smerte i mine tindinger. Min tunge synes tung og følelsesløs; jeg kunne ikke tale klart. Min venstre arm og side var hjælpeløs. ret
(152) (152) Brødre og søstre samledes for at gøre mit tilfælde til særligt bedeemne. Mit ønske blev tilstået; jeg fik Guds velsignelse og havde den forsikring at han elskede mig; men smerten fortsatte og jeg blev svagere for hver time. Igen samledes brødre og søstre for at overbringe min sag til Herren. Jeg var så svag at jeg ikke kunne bede højt. Min optræden synes at svække troen hos dem omkring mig. Da blev Guds løfter fremstillet for mig, som jeg aldrig havde set dem før. Det synes for mig at Satan stræbte efter at rive mig fra min mand og børn og lægge mig i graven og disse spørgsmål blev stillet i mit sind: Kan du bare tro løftet fra Gud? Kan du gå ud i tro og lade udseende være hvad det er? Tro blomstrede op. Jeg hviskede til min mand: "Jeg tror at jeg vil komme mig." Han svarede: "Jeg ønsker at jeg kunne tro det." Jeg trak mig tilbage den aften uden lettelse, alligevel stolende jeg med fast tillid på Guds løfter. Jeg kunne ikke sove, men fortsatte min stille bøn. Lige før det blev dag faldt jeg i søvn." ret
(152) Jeg vågnede op ved solopgang fuldstændig fri for smerte. Mit hjertes trang var forsvundet og jeg var meget glad. Oh, hvilken forandring! Det synes for mig at en Guds engel havde rørt mig medens jeg sov. Jeg var fyldt med taknemmelighed. Guds pris var over mine læber. Jeg vækkede min mand og fortalte ham det underfulde arbejde som Herren havde udrettet for mig. Han kunne først knap nok fatte det; men da jeg rejste mig og klædte mig på og gik rundt i huset, kunne han prise Gud sammen med mig. Mit plagede øje var fri for smerte. På få dage forsvandt svulsten og mit syn blev helt genoprettet. Værket var fuldendt. ret
(152) "Jeg besøgte lægen igen og da han mærkede min puls, sagde han. "Frue, en fuldstændig forandring har fundet (153) sted i din organisme; men de to kvinder, som kom til mig for efter råd, da du sidst var her, er døde." Jeg forklarede ham at hans medicin ikke havde kureret mig, da jeg ikke kunne tage noget af det. Efter at jeg var gået, sagde doktoren til en af mine venner: "Hendes tilfælde er et mysterium. Jeg forstår det ikke." ret
(153) Besøg i Michigan og Wisconsin—1854
I foråret 1854 besøgte vi Michigan igen og jeg udholdte lange og besværlige rejser over de uvejsomme skovveje og gennem mudderpøle, men min styrke svigtede ikke. Vi følte at Herren ville have os til at besøge Wisconsin og ordnede det så vi tog vognene i Jackson ved ti-tiden om aftnen. ret
(153) Da vi forberedte os på at tage toget, blev vi meget alvorlige og begyndte at bede. Og da vi overgav os selv til Gud der, kunne vi ikke lade være med at græde. Vi gik til jernbanestationen med følelse af dyb alvor. Da vi steg op i toget, gik vi ind i vognen foran, som havde sæder med høje rygge og håbede at vi kunne sove lidt den nat. Vognen var fuld og vi gik tilbage til den næste og fandt nogle sidepladser dér. Som sædvanligt, når vi rejser om natten, lagde jeg ikke min kyse fra mig og havde min sæk i min hånd, som om vi ventede på noget. Vi talte begge af vore egne følelser. ret
(153) Toget havde kørt omkring fem kilometer fra Jackson da dets bevægelse blev meget voldsomme, kastede sig bagud og fremad og til sidst stoppede. Jeg åbnede vinduet og så én af vognene oprejst ved enden. Jeg hørte en forpint stønnen og der var stor forvirring. Lokomotivet var kastet bort fra sporet; men vores vogn var på sporet og var adskilt cirka tredive meter fra vognene foran. Koplingen var gået i stykker, men vor vogn (154) var ikke fæstnet fra den foran, som en engel havde adskilt dem. Bagagevognen var ikke beskadiget så meget og vor store kuffert med bøger var ubeskadiget. Anden-klasse vognen var knust, delene var, sammen med passagserne, kastet til begge sider af sporet. Den vogn vi prøvede at få en plads i, var meget sønderbrudt og den ene ende stod op på en ruindynge. Fire blev dræbt eller livsfarligt såret og mange var meget kvæstede. Vi kunne kun føle at Herren havde sendt en engel for at beskytte vore liv. ret
(154) Vi vendte tilbage til vort hjem hos bror Cyrenius Smith, nær Jackson, og den næste dag tog vi toget til Wisconsin. Gud velsignede vort besøg i den stat. Sjæle blev omvendt som resultat af vore anstrengelser. Herren styrkede mig til at udholde den lange rejse. ret
(154) Tilbage til Rochester
Vi vendte meget trætte tilbage fra Wisconsin, ønskede at hvile, men blev bedrøvet over at finde søster Anna i problemer. Sygdomme havde fæstnet sig ved hende, og hun var meget lagt nede. Trængslerne fortætnede sig omkring os. Vi havde mange bekymringer. Kontorets hænder holdt os på kost, og vor familie talte fra femten til tyve. De store konferenser og sabbatsmøder blev holdt i vort hjem. Vi havde ingen rolig sabbat; for nogle af søstrene blev der usædvanlig vis hele dagen med deres børn. Vore brødre og søstre tog generelt ikke hensyn til den ulejlighed, større omsorg og bekostning vi blev pådraget. Idet den ene efter den anden fra embedets hænder ville hjemsøge syge, og behøvede ekstra opmærksomhed, var jeg bange for at vi ville synke under bekymring og omsorg. Jeg tænkte ofte at vi ikke kunne klare mere; alligevel blev trængslerne større, og til min overraskelse fandt jeg (155) at vi ikke var overvældede. Vi lærte den lektie at mange flere lidelser og trængsler kunne bæres, end vi tidligere havde troet. Herrens vagtsomme øjne var over os, for at se at vi ikke blev nedbrudt. ret
(155) Den 29. august 1854, blev endnu et ansvar lagt til vor familie ved Willies fødsel. Ved den tid blev det første nummer af bladet, der fejlagtigt blev kaldt Sandhedsbudbringeren (The Messenger of Truth), sat i gang. Dem som bagtalte os i dette blad, er blevet irettesat for deres fejl og vildfarelser. De ville ikke tage imod irettesættelse og først på en diskret måde, senere mere åbenlyst, brugte deres indflydelse imod os. ret
(155) Herren havde vist mig karakteren af denne gruppe og deres endelige udfald; at hans misbilligelse var bundet til dette papir og hans hånd var imod dem. Og selv om de kunne vise en vis fremgang og nogle ærlige bliver bedraget, ville sandheden alligevel sejre til sidst og enhver ærlig sjæl vil bryde med det bedrag, som har holdt dem og blive fri af de onde menneskers påvirkning; da Guds hånd var imod dem måtte de gå ned. ret
(155) Anna Whites død
Søster Anna blev fortsat dårligere. Hendes fader og moder, og hendes ældre søster kom fra Maine, for at besøge hende i hendes trængsler. Anna var rolig og glad. Hun havde ønsket denne samtale med hendes forældre og søster så meget. Hun sagde farvel til dem, idet de tog tilbage til Maine, for ikke længere at møde dem, før Gud skal kalde Sine trofaste frem til sundhed og udødelighed. ret
(156) (156) I de sidste dage af hendes sygdom, ordnede hun sine ting med hendes skælvende hænder, og efterlod dem i fuldstændig orden, og placerede dem efter hendes sind. Hun udtrykte et stort ønske om at hendes forældre skulle gribe sabbaten, og leve nær os. "Hvis jeg troede det ville ske," sagde hun, "kunne jeg dø fuldstændig tilfreds." ret
(156) Det sidste embedsgerning hun gjorde med skælvende hænder, var at skrive nogle få linjer til hendes forældre. Og tog Gud ikke hensyn til hendes sidste bønner for hendes forældre? I mindre end to år, holdt fader og moder White den bibelske sabbat, lykkeligt beliggende mindre end tredive meter fra vor dør. ret
(156) Vi ville beholde Anna hos os; men vi var nød til at lukke hendes øjne i døden, og lægge hende bort til hvile. Hun har længe værnet om et håb i Jesus, og hun ser i tilfredshed fremad til opstandelsens morgen. Vi lagde hende ved siden af kære Nathaniel i Mount Hope Kirkegård. ret