(160) I efteråret 1856, da vi besøgte en gruppe sabbatsholdende adventister i Round Grove, Ill., fik jeg vist at en gruppe af brødre i Waukon, Iowa, behøvede hjælp; da Satans snare måtte brydes, og disse dyrebare sjæle reddes. Mit sind havde ikke fred før vi havde besluttet at besøge dem. ret
(160) En sejr i Waukon, Iowa
Da vi nåede Waukon, sidst i december, 1856, var næsten alle sabbatsholdere kede af at vi var kommet. Der var megen fordom imod os, for der var sagt meget som ville skade vor indflydelse. ret
(160) Ved aftenmødet blev jeg taget bort i et syn, og Guds kraft faldt over gruppen. Jeg fortalte hvad Herren havde givet mig til folk. Det var dette: "Vend tilbage til Mig, og jeg vil vende tilbage til dig, og helne alle dine svigt. Fjern skramlet fra dit hjertes dør, og åben døren, og jeg vil komme ind og holde nadver med dig." Jeg så at hvis de ville rydde vejen, bekende deres fejl, ville Jesus vandre i midt i blandt os i kraft. ret
(160) Efter at jeg havde frembåret mit vidnesbyrd, begyndte en søster at bekende på en klar og beslutsom måde; og idet hun gjorde denne bekendelse, var det som om at himlens flodporte åbnedes pludseligt, og jeg blev lammet af Guds kraft. Det var som et ærefrygtindgydende og dog herligt sted. Mødet fortsatte til før midnat, og et stort arbejde blev udrettet. ret
(160) Den næste dag begyndte hvor vi sluttede aften før. Dem som var blevet velsignet af det (161) dyrebare møde bibeholdt velsignelsen. De havde ikke sovet meget, for Guds Ånd havde hvilet på dem igennem natten. Nogle bekendte deres følelse af manglende union med os og deres frafaldne tilstand. Mødet fortsatte uden afbrydelse, fra klokken ti om formiddagen til fem om aftenen. ret
(161) Den aften forlod byrden os. Den blev rullet over på brødrene og søstrene i Waukon, og de arbejdede for hinanden med iver og Guds kraft over sig. Ansigter der så bedrøvede ud da vi kom til stedet, skinnede nu med himmelsk salvelse. Det virkede som om at himmelske engle gik fra det ene til det andet rum, for at fuldføre det gode arbejde som var begyndt. Snart var vi i stand til at sige farvel til vore brødre i Waukon, og starte vor rejse hjemad. ret
(161) Et syn i Lovetts Grove i Ohio
I foråret 1858, besøgte vi Ohio, og deltog i konferenserne i Green Springs, Gilboa, og Lovetts Grove. I Lovetts Grove hvilede Herrens velsignelse over os med en særlig kraft. Søndag eftermiddag var der en begravelsesgudstjeneste i det skolehus hvor vore møder blev holdt. Min mand var indbudt til at tale. Han blev velsignet med frihed, og de talte ord lod til at påvirke tilhørerne. ret
(161) Da han havde afsluttet sine bemærkninger, følte jeg mig tilskyndet af Herrens Ånd til at frembære mit vidnesbyrd. Idet jeg blev ledt til at tale over Kristi genkomst og opstandelse, og den kristnes glade håb, jublede min sjæl i Gud; jeg drog rigeligt af frelsens kilde. Himlen, søde himmel, var den magnet (162) der drog min sjæl opad, og jeg blev omhyllet i et syn af Guds herlighed. Mange vigtige sager blev åbenbaret for mig for menigheden. ret
(162) Skrive “Åndelige gaver," bind. 1
I det syn jeg fik i Lovett’s Grove, blev det meste af det jeg havde set i ti år om tidsaldrenes store strid mellem Kristus og Satan, gentaget for mig, og jeg blev instrueret at skrive det ned. Jeg fik vist at så længe jeg måtte kæmpe mørkets kræfter, for Satan ville anstrenge sig meget for at forhindre, måtte jeg alligevel sætte min lid til Gud, og engle, som ikke ville efterlade mig i kampen. ret
(162) To dage senere, da vi rejste i vogn til Jackson, Mich., lagde vi planer at lige så snart vi er hjemme skriver og udgiver bogen “Den store strid mellem Kristus og Hans engle, og Satan og hans engle," almindeligvis kendt som “Åndelige gaver," Bind. 1. [Note. – Dette bind, handler om menneskets fald, og genløsningsplanen, og kirkehistorien fra Kristi tid til den nye jord, svarende til den senere del i "Budskaber til menigheden", side 174-357. En del af dette bud, er blevet udvidet i de senere år, og er nu udgivet særskilt under hovedtitlen, "Den store strid mellem Kristus og Satan."] Den gang havde jeg som jeg plejer. ret
(162) Da vi kom med toget til Jackson, tog vi til bror Palmers. Vi havde kun været i huset i kort tid, da min tunge nægtede at sige det jeg ønskede at sige, medens jeg samtalede med søster Palmer, og den virkede stor og følelsesløs. En besynderlig kold fornemmelse ramte mit hjerte, gik over mit hoved, og ned i min højre side. Jeg var følelsesløs i en tid, men jeg hævede stemmen i alvorlig bøn. Jeg prøvede at bruge mit arm og ben i venstre side, men de var fuldstændige ubrugelige. I en kort tid forventede jeg ikke at leve. Det var min tredje lammelse; og selvom (163) jeg kun var firs kilometer hjemmefra, forventede jeg ikke at se mine børn igen. Jeg huskede den sejrrige stund jeg havde i Lovett’s Grove, og tænkte at dette var mit sidste vidnesbyrd, og følte mig parat til at dø. ret
(163) Mine venners alvorlige bønner steg stadig op til himlen for mig, og snart kom der en prikkende fornemmelse i mine ben, og jeg priste Herren at jeg kunne bruge dem en smugle. Herren havde hørt og besvaret Sine trofaste børns bønner, og Satans kraft var brudt. Den nat led jeg meget, men den næste dag havde jeg styrke nok til at komme hjem igen. ret
(163) I flere uger kunne jeg ikke mærke min hånd eller at der blev hældt kold vand på min hånd. Når jeg rejste mig for at gå, vaklede jeg ofte, og faldt nogle gange til gulvet. I denne forpinte tilstand begyndte jeg at skrive på "Den store strid". Først kunne jeg kun skrive en side om dagen, og så hvile i tre dage, men efterhånden som jeg kom længere frem, blev jeg stærkere. Mit følelsesløse hoved virkede ikke til at omtåge mit sind, og før jeg afsluttede det arbejde [“Åndelige gaver," bind 1], havde virkningen af dette stød helt forladt mig. ret
(163) Samtidig med konferensen i Battle Creek, i juni, 1858, fik jeg vist i et syn at Satan ved et angreb i Jackson, havde i sinde at tage mit liv, for at forhindre mit skrivearbejde; men Guds engle blev sendt for at redde mig. Jeg så også, iblandt andre ting, at jeg skulle velsignes med bedre sundhed, end før angrebet. ret