Livsskildringer af Ellen G. White kapitel 26fra side167

ren side - tilbage

Kæmpe imod sygdom

(167)  (167) [Historisk note. —“Vore folk vågner generelt op til helsespørgsmålet," skrev ældre James White i en redaktørspalte i The Review and Herald, 13. december, 1864. “Og de bør have publikationer om dette emne for at dække deres nuværende behov, for priser som den fattigste kan betale." Han annoncerede den første udgave i en serie traktater, under hovedtitlen: “Sundhed: hvordan lever man." ret

(167)  Ældre og Mrs. Whites stærke overbevisning over at reformerne bør beskrives i disse blade, var af største betydning, er således udtrykt i en note i The Review and Herald, 24. januar, 1865, der opmærksomheden til den første series udgivelse: ret

(167)   “Vi ønsker at henlede brødrenes opmærksomhed, som er overalt i disse arbejder, som er tilrettelagt med særlig omhu, til det vigtige spørgsmål om reformation i vor livsoptræden, som der er så meget brug for. Og som vi ser det, vil dette visselig blive udført, uanset om folk har gjort sig klar til forvandlingen." ret

(167)  I løbet af de første måneder i 1865 blev disse serier fuldendt. Disse sundhedsblade, seks i alt, indeholdt artikler fra Mrs. White om "Sygdomme og dens årsager," og om lignende emner; og mange uddrag fra forskellige lægeskrifter og andre interesserede i sundhedsreform principper. Hygiejniske opskrifter blev taget med, også råd om brug af vand som et afhjælpende middel. De skadelige virkninger af alkohol, tobak, te og kaffe, krydderier og andre stimulanser og narkotiske stoffer, blev yderligere fremhævet. ret

(167)  Vinteren 1864-65 var en presset og prøvende tid. Da ældre White gik sammen med sin hustru i at udarbejde (168) materiale om sundhed og mådehold, med henblik på udgivelse, fandt han det nødvendigt at arbejde utrættelige for sabbatsholderenes skyld, som var indkaldt til tjeneste i hæren. Dette arbejde blev fulgt med rådvildhed og bekymring, og drog tungt på hans forståelse, udover at hans fysiske styrke blev overbebyrdet. Administrationsopgaverne i Generalkonferense samlingen i maj 1865, gjorde ham yderligere træt. ret

(168)  Bebyrdet med skrive- og forlagsarbejde, og tilse de mange interesser der var i forbindelse med generalkonfernsearbejdet, fik ældre White og hans hustru aldrig tid til at slappe af. Umiddelbart efter konfernsesamlingen, blev de kaldt til Wisconsin og Iowa, hvor de måtte gennemgå mange vanskeligheder. Hurtigt efter at han var vendt tilbage til Michigan, blev han slået af delvis lammelse. På grund af denne sygdom, og den drivkraft det indirekte bragte til sundhedsreform-bevægelsen nogle få måneder senere, bringer mrs. White i The Review and Herald, den 20. og 27. februar 1866 en del af det som udgør teksten i dette kapitel.] ret

(168)  Om morgnen, da vi gik vor sædvanlige tur før morgenmaden, gik vi ind i bror Lunts have, og da min mand prøvede at åbne en majskolbe, hørte jeg en beskynderlig lyd. Da jeg så op, så jeg at hans ansigt var rødt og hans højre arm hang hjælpeløs ned ad hans side. Hans forsøg på at hæve sin højre arm var uden virkning – musklerne nægtede at adlyde hans vilje. ret

(168)  Jeg hjalp ham ind i huset, men han kunne ikke tale til mig, før han inde i huset sagde disse ord utydeligt: "Bed, bed." Vi gik ned på vore knæ og bad til Gud, som altid var været en nærværende (169) hjælp i trængslens stund. Min mand sagde hurtigt nogle prisende og taknemmelige ord til Gud, fordi han kunne bruge sin arm. Hans hånd var delvis genoprettet, men ikke til fulde. ret

(168)  Min mand og jeg selv mærkede behovet for at drage nær til Gud. Og idet vi i bekendelse og bøn drog nær til Gud, fik vi den velsignede forsikring at Han drager nær til os. Dyrebare overordentlige dyrebare var disse samværsstunder med Gud. ret

(168)  De første fem uger af vore pinsler tilbragte vi i vort eget hjem. I et klogt øjemed fandt vor himmelske Fader ikke det passende at rejse min mand til øjeblikkelig sundhed, som svar på vore indstændige bønner, selvom Han virkede dejligt nærved, for at trøste og støtte os med Sin Helligånd. ret

(168)  Gæstevisit i Dansville, N. Y.
Vi havde tillid til at bruge vand som en af Guds udpegede hjælpemidler, men ikke tillid til medicin. Min egen vitale energi var for udtømt hos mig, til at prøve at bruge disse vandkure i min mands tilfælde; og vi følte at det måtte være en pligt at tage ham til Dansville, N. Y., hvor han kunne hvile, og hvor vi kunne få deres pleje som var uddannede som vandkurlæger. Vi turde ikke følge vor egen dømmekraft, men bad om råd hos Gud, og bønnelig overvejelse over sagen, besluttede vi at tage afsted. Min mad klarede rejsen godt. ret

(168)  Vi blev i Dansville i omkring tre måneder. Vi fik lokaler ikke så langt fra instututionen, og var begge i stand til at vandre der ud og være i den frie luft meget af tiden. Vi fik behandling hver dag, undtagen sabbaten og den første ugedag. ret

(169)  Nogle kunne have tænkt at da vi tog til Dansville og underkastede os selv under lægernes (170) omsorg, havde vi opgivet vor tro på at Gud ville oprejse min mand til at blive sund, som bønnesvar. Men sådan er det ikke. Vi følte ikke at vi foragtede de midler som Gud havde sat inden for vor rækkevide for at genvinde sundheden, vi følte at Gud var hævet over det hele, og at han som havde tilvejebragt hjælpende agenter, ville at vi brugte dem som hjælp mod en mishandlet natur, der gendanner naturens udtømte kræfter. Vi troede at Gud ville velsigne de anstrengelser vi gjorde, når det gælder sundhed. ret

(170)  Stunder for bøn og velsignelse
Tre gange om dagen havde vi en særlig bedestund til Herren, for at genoprette min mand til sundhed, og at hans særlige nåde støtter os i vore pinsler. Disse bedestunder var meget dyrebare for os. Vore hjerter blev ofte fyldt med uudsigelig taknemmelighed, så vi i vore pinsler havde en Fader i himlen, som vi kunne stole på uden frygt. ret

(170)  Den 4. december gennemgik min mand en hvileløs nat med lidelser. Jeg bad ved hans sengekant som sædvanligt, men Herren fandt det ikke passende at sende hjælp. Min mand var trængt i sindet. Han troede at han ville gå ned i graven. Han sagde at døden ikke gjorde rædsler for ham. ret

(170)  Jeg havde intense følelser over denne sag. Jeg troede ikke et øjeblik at min mand ville dø. Men hvordan kunne han indgydes med tro? Jeg bad til Gud om at vejlede mig, og ikke lade mig tage et forkert skridt; men give mig visdom til at vælge den rette vej. Jo mere alvorligt jeg bad, des stærkere blev jeg overbevist om at jeg måtte tage min mand iblandt hans brødre, også hvis vi skulle vende tilbage til Dansville. ret

(170)  Om morgnen kom Dr. Lay, og jeg fortalte ham at hvis der ikke sker en mærkbar forbedring hos min mand, inden for to eller tre uger, (171) så ville jeg tage ham hjem. Han svarede: "Du kan ikke tage ham hjem. Han kan ikke klare en sådan rejse." Jeg svarede: "Jeg skal af sted. Jeg skal tage min mand I tro, stole på Gud, og gør Rochester, til mit første sted, vente nogle få dage, og så tage til Detroit, og om nødvendigt blive nogle få dage der for at hvile, og så tage til Battle Creek." ret

(171)  Det var den første tilkendegivelse min mand gav over mine intentioner. Han sagde ikke et ord. Den aften pakkede vi vor bagage, og den næste morgen var vi på vej. Min mand havde det behageligt under rideturen. ret

(171)  I løbet af de tre uger var vi i Rochester, blev meget af tiden tilbragt i bøn. Min mand havde i sinde at sende bud til ældre J. N. Andrews i Maine, til bror og søster Lindsay i Olcott, og i Roosvelt, og bede dem som har tro på Gud, og følte det var deres pligt, at komme og bede for ham. Disse venner kom som svar på hans kald, og i ti dage havde vi en særlig og alvorlig bedestund. Alle som var involveret i disse bedstunder blev velsignet stærkt. Vi blev ofte fornyet med himmelsk nådesregn så vi kunne sige: "Mit bæger flyder over." Vi kunne græde og prise Gud over Hans rige frelse. ret

(171)  Dem som kom fra Roosevelt var nød til at hurtigt vende tilbage til deres hjem. Bror Andrews og bror og søster Lindsay blev der. Vi fortsatte i alvorlig bøn til himlen. Det virkede til at være en kamp med mørkets kræfter. Nogle gange ville min mands skælvende tro gribe Guds løfter, og nød da liflige og dyrebare sejre. ret

(171)  Juleaften, da vi ydmygede os selv for Gud og bad alvorligt for udfrielse, (172) var det som om at himlens lys skinnede over os, og jeg blev indhyllet i et syn om Guds herlighed. Det var som om at jeg blev båret hurtigt væk fra jorden til himlen, hvor alt vor sundhed, skønhed og herlighed. Musiktoner faldt i mit øre, melodiske, fuldkomne og henrivende. Jeg fik lov at nyde dette sceneri en stund før min opmærksomhed blev henledt til denne mørke verden. Da blev min opmærksomhed henledt til de ting der finder sted på denne jord. [En del af den instruktion jeg fik i dette mindeværdige syn, der opfordrer til at oprette en sundhedsinstitution af syvendedagsadventistsamfundet, står i Vidnesbyrd for menigheden 1:485-495, 553-564.] Jeg fik et opmuntrende syn om min mands sag. ret

(172)  Omstændighederne lod ikke til at være gode for Battle Creeks opstart, men mit sind lod til at være opsat på at vi måtte fortsætte. ret

(172)  Vi fik det bedre på vor rejse. Ved togets ankomst i Battle Creek, blev vi mødt af flere af vore trofaste brødre, som modtog os med glæde. Min mand hvilede godt igennem natten. Den næste sabbat gik han, skønt han var svag, til mødehuset, og talte i omkring tre kvarer. Vi deltog også i en nadver om aftenen. Herren styrkede ham idet han vandrede i tro. ret

(172)  Min mands lange sygdom var en tungt slag, ikke kun for mig selv og mine børn, men for Guds sag. Menighederne led afsavn både af min mands arbejde og mit eget. Satan triumferede når han så sandhedens arbejde således hindres. Men, tak Gud! - han har ikke fået lov til at ødelægge os. Efter at være skåret væk fra al aktiv arbejde i femten måneder, vovede vi os ud sammen endnu en gang for at arbejde blandt menighederne. ret

næste kapitel