(183) Efter at vi var kommet hjem, mærkede vi hvor trættende et arbejde vi havde haft af vor tur til Øststaterne. Mange opfordrede mig i breve at skrive og opfordre mig til at fortælle dem hvad Herren havde vist mig om dem. Og der var mange andre som jeg ikke har talt om, hvis sager var vigtige og påtrængende. I min trætte tilstand var den store skriveopgave mere end jeg kunne klare, og jeg betvivlede min opgave i at skrive til så mange breve til så mange personer, nogle af dem meget uværdige. For mig virkede det som om at der et eller andet sted var noget helt galt. ret
(183) En opmuntrende drøm
En nat drømte jeg at en person bragte mig til et net af hvidt stof og bad mig klippe det til klæder for personer af alle størrelser og alle karakteregenskaber og omstændigheder i livet. Jeg fik anvist at klippe dem ud og hænge dem op helt parat til at gøre hvad der krævedes. Jeg fik indtrykket at mange som jeg blev pålagt at klippe klæderne til var uværdige. Jeg spurgte dette var det sidste stykke klæde jeg skulle klippe, og fik at vide at det var det ikke; at så snart jeg var færdig med dette, var der andre jeg skulle tage mig af. ret
(183) Jeg blev modløs over den arbejdsmængde der var foran mig, og sagde at jeg har været i gang med at klippe i mere end tyve stykker for andre, og mit arbejde ikke blev påskønnet, jeg så heller ikke at mit arbejde havde udrettet så meget godt. Jeg talte til den person som bragte klæderne til mig, specielt en kvinde, som han havde fortalt mig at (184) klippe en klædning til. Jeg sagde at hun ikke ville blive glad for klædningen, og at det ville være spild af tid og materialer at give det til hende. Hun var meget fattig, ikke så intelligent, og usorigneret i hendes tøj, og ville snart svine det til. ret
(184) Personen svarede: “Klip klæderne til; det er din opgave. Tabet er ikke dit, men mit. Gud ser ikke som mennesker ser. Han lægger det arbejde frem, som Han vil have gjort; og du ved ikke hvad det vil være godt for, dette eller det andet? Det vil ske at mange fattige sjæle vil gå ind i riget, medens andre, som er begunstiget med livets velsignelser, med god intelligent og behagelige opgivelser, har alle fordele, vil lades uden for. Det vil ses at disse fattige sjæle har levet op til det svage lys som de har haft, og er forbedret ved begrænsede midler inden for deres rækkevidde, og levet meget mere acceptabelt end nogle andre, som har nydt det fulde lys, og tilstrækkelige midler til at blive bedre." ret
(184) Så holdt jeg mine hænder oppe, barkede som de var efter at have klippet så meget, og sagde at jeg kun kunne synke sammen over tanken af at gøre den slags arbejde. ret
(184) Personen svarede igen: "Klip klæderne ud. Din hjælp er ikke kommet endnu." ret
(184) Med stor træthedsfølelse rejste jeg mig for at gå i gang med arbejdet. Foran mig lå nye og glatte stoffer, som jeg begyndte på. Straks forlod min træthedsfølelse og modløshed mig, det var som om at klipningen var en hård anstrengelse fra min side af, og jeg klippede klæde efter klæde ud forholdsvis nemt. ret
(184) Besøge menighederne i Michigan
Med den opmuntring, som denne drøm gav mig, besluttede jeg straks at ledsage min mand og (185) bror Andrews til Gratiot, Saginaw, og Tuscola landene, og stole på at Herren giver mig styrke til at arbejde. Så, den 7. februar, forlod vi vort hjem, og red halvfems kilomenter til vort bestemmelsessted i Alma. Her arbejdede jeg som sædvanligt, med en god grad frihed og styrke. Vennerne i Gratiot County lod interesserede i at lytte. ret
(185) I Tittabawassee fandt vi et stort bedehus, der var bygget af vore folk, godt fyldt op af sabbatsholdere. Brødrene lod til at være klar til vort vidensbyrd, og vi nød frihed. Den næste dag blev femten døbt. ret
(185) I Vassar holdt vi vore møder om sabbaten og den første dag i det forenede skolehus. Dette var et frit sted hvor vi kunne tale, og vi så gode frugter af vort arbejde. Første dag om eftermiddagen, kom tredive frafaldne, og børn som ikke havde bekendt sig, frem til bøn. ret
(185) Omsorg for syge
Vi tog hjem igen fra denne tur lige før et stort regnskyl, som havde sne med sig. Denne storm forhindrede det næste sabbatsmøde, og jeg begyndte straks at forberede materialet for vidnesbyrd nr. 14. Vi havde også privilegiet at sørge for vor kære bror Seneca King, som vi bragte til vort hjem, med en frygtelig skade på hoved og ansigt. Vi tog ham til vort hus for at dø, for vi kunne ikke tro at det var muligt at komme sig med et så frygteligt brud i hjerneskallen. Men med Guds velsignelse over meget nænsom brug af vand, en meget sparsom kost, indtil feberfaren var ovre, og vel ventilerede lokaler dag og nat, var han efter tre uger i stand til at komme hjem igen og deltage i sine families forsørgelse. Han tog ikke noget medicin fra først til (186) til sidst. Selvom han var reduceret anseligt på grund af blodtab, fra hans sår, og ved en sparsom kost, kunne han alligevel tage en god mængde føde til sig og komme sig hurtigt. ret
(185) Vækkelsesmøder i Greenville
På dette tidspunkt begyndte vi at arbejde for vore brødre og venner nær Greenville. Ligesom så mange andre steder behøver brødrene hjælp. Der var nogle som holdt sabbaten, dog havde de ikke tilhørsforhold til menigheden, og også nogle som havde opgivet sabbaten. Vi var indstillet til at hjælpe disse stakkels sjæle, men den seneste og nuværende optræden hos ledende menighedsmedlemmer over for disse personer, gør det næsten umuligt for os at nærme os dem. ret
(186) I arbejdet med de fejlende blev nogle af vore brødre for hårdnakkede og for skarpskårne i deres bemærkninger. Og når nogle var tilbøjelige til at afvise deres råd, og skille sig ud fra dem, ville de sige: "Hvis de ønsker at gå, så lad dem gå." Når der tilkendegives en sådan mangel på Jesu medfølelse, langmodighed og ømhed fra Hans bekendende efterfølgere, bliver disse stakkels, fejlende uerfarne sjæle slået af Satan, hvor visse vil lide et troens skibbrud. Uanset hvor store fejl og synder de fejlende mennesker begår, må vore brødre ikke kun lære den Store Hyrdes ømhed, men også Hans udødelige omsorg og kærlighed for stakkels og vansmægtende får. Vore prædikanter slider og holder tale uge efter uge, og glæder sig over at nogle få sjæle griber sandheden; og alligevel kan brødre med et hurtigt og besluttet sindelag, på fem minutter, ødelægge deres arbejde, ved at give efter for følelser der får dem til at sige: "Nuvel, hvis de ønsker at forlade os, så lad dem gå." ret
(187) (187) Vi fandt at vi ikke kunne gøre noget for de spredte får, før vi først havde rettet fejlene hos mange menighedsmedlemmer. De har ladet disse stakkes sjæle strejfe omkring. De har ikke følt nogen byrde for dem. Jeg skrev et tydeligt vidnesbyrd ned, ikke kun for dem som havde fejlet så meget og var borte fra menigheden, men for de menighedsmedlemmer som havde fejlet så stærkt ved at ikke gå ud og opsøge fortabte får. ret
(187) De tabte får
Herren giver de fejlende, svage og skælvende, og endog dem som er faldet fra sandheden, et særligt kald til at komme helt ind i folden. Men mange har ikke lært at de har en særlig opgave at gå ud og opsøge disse fortabte får. ret
(187) Farisæerne knurrede fordi Jesus tog imod toldere og almindelige syndere, og spiste sammen med dem. I deres selvretfærdighed foragtede de disse stakkels syndere, som gladelig hørte på Jesu ord. For at irettesætte denne ånd hos skriftkloge og farisæere, og efterlade en indtryksfuld lektie hos alle, gav Herren lignelsen om det fortabte får. Bemærk særligt følgende punkter: ret
(187) De nioghalvfems får er forladt, og der i gangsættes en ihærdig søgning efter det fortabte. Alle anstrengelser gøres for det forulykkede får. Sådan burde anstrengelserne i menigheden rettes til fordel for de medlemmer, som er kommet bort fra Kristi fold. Og er de strejfet langt bort? Vent ikke til de er kommet tilbage før du prøver at hjælpe dem, men gå ud og opsøg dem. ret
(187) Når det fortabte får er fundet, bæres det hjem med glæde, og megen fryd følger efter. Dette illustrerer det velsignede glade arbejde for den (188) fejlende. Den menighed der engagerer sig succesrigt i dette arbejde, er en lykkelig menighed. Den mand eller kvinde hvis sjæl er draget i medfølelse og kærlighed for den fejlende, og hvis arbejde er at bringe dem ind i den Store Hyrdes fold, er involveret i et velsignet arbejde. Og, oh, hvilken sjælshenrivende tanke, at når en synder er blevet omvendt sådan, er der mere glæde i himlen end over de nioghalvfems retfærdige personer! Selviske, afvisende, og fordringsfulde sjæle, som virker til at hjælpe dem som er i vildfarelse, som om de bliver besmittet ved at gøre dette, smager ikke dette missionsarbejdes liflighed; de føler ikke den velsignelse som fylder hele himlen med glæde over at redde en som er gået på vildspor. ret
(188) Den menighed eller de personer som udelukker sig selv fra at bære byrder for andre, som lukker sig op for sig selv, vil snart lide åndelig svaghed. Det er arbejdet som gør mennesket stærkt. Og Åndeligt arbejde, slid og byrdebæren, er det som vil give Kristi menighed styrke. ret
(188) På vej til Battle Creek
Sabbaten og den første dag, den 18. og 19. april, nød vi en god stund sammen med vore folk i Greenville. Brødrene M. E. Cornell og M. G. Kellogg var sammen med os. Min mand døbte otte. Den 25. og 26. var vi sammen med menigheden i Wright. Disse kære folk var altid parat til at byde os velkommen. Her døbte min mand otte. ret
(188) Den. 2. maj mødte vi en stor menighed i bedehuset i Monterey. Min mand talte med klarhed og nødte med lignelsen om det fortabte får. Ordene var til stor velsignelse for folk. Nogle som havde forvildet sig, var ude af menigheden, og der var ingen villighed til at hjælpe dem. Faktisk forhindrede nogle menighedsmedlemers stridigheder, hårde og (189) ufølsomme standpunkter forsætligt at de kom tilbage, kunne de godt virke til. Temaet rørte alles hjerter, og alle udviste et ønske om at gøre det rigtige. På den første dag talte vi tre gange i Allegan til gode menighedsforsamlinger. ret
(189) Vor aftale var at mødes med Battle Creek menigheden den 9., men vi følte at vort arbejde i Monterey lige var begyndt, og vi besluttede derfor at komme tilbage til Monterey, og arbejde med den menighed en anden uge. Det gode arbejde kom i gang, og overgik vore forventninger. Huset var fyldt, og vi har aldrig før været vidne til et sådant arbejde i Monterey på så kort tid. Den første dag kom halvtreds frem til bøn. Brødre følte så dybt for tabte får, og bekendte deres kulde og ligegyldighed, og tog et godt standpunkt. Fjorten blev døbt. Arbejdet fortsatte højtideligt, bekendelser og med megen gråd, førte alt foran det. Således afsluttede det vanskelige arbejde i konfrensen dette år. ret
(189) Generalkonferensen i maj, 1868
Generalkonferensen var en meget interessant periode. Min mands arbejde var meget stort i løbet af dets talrige møder. Ved konfrensen mødte vi forståelse, øm omhu og godgørenhed. ret