(26) Jeg blev igen meget ivrig efter at komme i skole og forsøge igen at få en uddannelse, og jeg kom på et kvinde-seminar i Portland. Men i forsøg på at genoptage mine studer, svigtede mit helbred mig hurtigt, og det blev tydeligt at hvis jeg ville gå på skolen, ville det koste meget af mit liv. Med stor bedrøvelse vendte jeg hjem igen. ret
(26) Det var svært for mig at få noget ud af religionsundervisningen ved seminaret, under omgivelser der ville tiltrække mit sind og lede det bort fra Gud. Nogle gange mærkede jeg en stadig utilfredshed hos mig selv og mine kristne færdigheder, og erkendte ikke hele tiden en levende fornemmelse af Guds barmhjertighed og kærlighed. Modløshed ville komme over mig, og dette skabte stor ængstelse hos mig. ret
(26) Adventsagen i Portland
I juni, 1842, gav mr. Miller sine andre kursuslektioner i Casco Street i Portland. Jeg følte det som et stort privilegium at følge disse lektioner, for jeg var blevet svagere af modløshed og følte jeg ikke kunne møde min frelser. Dette andet kursus skabte meget mere røre i byen end det første. Med få undtagelser lukkede de forskellige trosretninger dørene for mr. Miller. Mange prædikener fra de forskellige talerstole søgte at fremvise de påståede fanatiske fejl fra foredragsholderen; men masser af ivrige lyttere sluttede op om hans møder, medens mange var ude af stand til at komme ind i huset. Forsamlingen var usædvanlig stille og opmærksom. ret
(27) (27) mr. Millers måde at forkynde på var ikke blomstrende eller talerkunstigt, men han handlede med tydelige og opvækkende kendsgerninger, der vækkede hans lyttere fra deres sorgløse ligegyldighed. Han understøttede sine udsagn og teorier med skriftstedsbeviser, idet han gik frem. En overbevisende kraft fulgte hans ord der synes at præge dem, som sandhedens sprog. ret
(27) Han var høflig og sympatisk. Når alle stolene i huset var fyldte og platformen og stedet omkring talerstolen synes sammentrængt, har jeg set ham forlade platformen og gå ned ad midtergangen og tage nogle ældre svage mænd eller kvinder ved hånden og finde en stol til dem og da gå tilbage og genoptage hans prædiken. Han kaldtes i virkeligheden "Fader Miller", for han havde en årvågen omsorg over dem, som kom under hans tjeneste, han var hengiven i hans måde, fra en elskværdig natur og ømt hjerte. ret
(27) Han var en interessant taler og hans formaninger, både til bekendende kristne og de ubodfærdige, var henvendende og kraftfulde. Nogle gange var en højtidelighed så markant så det var pinligt og prægede hans møder. Mange overgav sig til Guds Ånds overbevisning. Gråhårede mænd og aldrende kvinder med rystende skridt søgte de eftertragtede sæder. Dem i modenhedens styrke, unge og børn, var dybt oprørte. Stønnende og grædende stemmer og pris til Gud var iblandet ved bønnens alter. ret
(27) Jeg troede de højtidelige ord der var talt af Guds tjener og mit hjerte var smertet da de modsatte sig eller gjorde spøg med emnet. Jeg mødte ofte op til møderne og troede at Jesus snart ville komme i himlens skyer; men min store bekymring var at være rede til at møde ham. Mit sind dvælede (28) hele tiden på spørgsmålet om hjertets hellighed. Jeg længdes over alt andet efter at opnå denne store velsignelse og følte at jeg måtte accepteres af Gud fuldt ud. ret
(28) Forviklinger over helliggørelsen
Blandt metodisterne havde jeg hørt meget med hensyn til helliggørelse. Jeg havde set personer miste deres fysiske styrke under påvirkningen af streng mental sindsbevægelse og havde hørt dette erklærede helliggørelsens vidnesbyrd. Men jeg kunne ikke fatte hvad der var nødvendigt for at være fuldt indviet til Gud. Mine kristne venner sagde til mig: "Tro på Jesus nu! Tro at han tager i mod dig nu!" Dette prøvede jeg at gøre, men fandt det umuligt at tro at jeg havde modtaget en velsignelse som, det synes for mig, skulle opildne hele min krop. Jeg undredes over at mit eget hjertes hårdhed var ude af stand til at erfare den ånds ophøjelse, som andre udviste. For mig synes jeg at være forskellig fra dem, og altid lukkes ude fra hjertets hellige fuldstændige glæde. ret
(28) Mine forestillinger om retfærdiggørelse og helliggørelse forvirredes. Disse to tilstande var helt adskilt fra hinanden i mine tanker; alligevel kunne jeg ikke begribe forskellen eller forstå meningen af begreberne og alle forkyndernes forklaringer forøgede mine vanskeligheder. Jeg var ude af stand til at kræve velsignelsen for mig selv og spekulerede på om det kun kunne findes blandt metodister og om jeg, ved at følge adventmøderne, ikke udelukkede mig selv fra det, som jeg ønskede af alt andet, - Guds helliggørende Ånd. ret
(29) (29) Dog bemærkede jeg at nogle af dem, som påberåbte at være helliggjorte, tilkendegav en bitter ånd, når spørgsmålet om Kristi snarlige komme blev lagt frem. Det forekom ikke mig at være en tilkendegivelse af den hellighed som de bekendte sig til. Jeg kunne ikke forstå hvorfor prædikanterne fra talerstolen skulle modsætte sig sådan læren om at Kristi komme var nær. Fornyelse havde fulgt forkyndelsen af denne tro og mange af de mest indviede prædikanter og lægfolk havde modtaget den som sandhed. Det synes for mig at dem, som virkeligt elskede Jesus ville være klar til at tage imod efterretningerne om hans komme og glæde sig over at det var nær. ret
(29) Jeg følte at jeg kun kunne kræve det, som de kaldte retfærdiggørelse. I Guds ord læste jeg at, uden helliggørelse, skulle intet menneske se Gud. Da var der et højere stade jeg måtte nå, førend jeg kunne være sikker på evigt liv. Jeg studerede fortsat på emnet; for jeg troede at Kristus var snar til at komme og frygtede at han ville finde mig uberedt til at møde ham. Domfældende ord ringede i mine ører dag og nat og mit stadige råb til Gud var: "Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?" ret
(29) Læren om en evig straf
I mit sind fordunklede Guds retfærdighed sin barmhjertighed og kærlighed. De mentale pinsler jeg gennemgik på det tidspunkt, var meget store. Jeg havde lært at tro på et evigt brændende helvede; og idet jeg tænkte på synderens elendige tilstand uden Gud, uden håb, var jeg dybt fortvivlet. Jeg frygtede at jeg ville gå tabt, og at jeg skulle leve igennem evighed og lide en levende død. Denne forfærdende tanke var altid for mig at mine syndere var for store til at blive tilgivet og at jeg for evigt skulle fortabes for evigt. ret
(30) (30) De skrækkelige beskrivelser som jeg havde hørt om sjæle i evig fortabelse sank dybere i mit sind. Prædikanter bag prædikestolen tegnede livagtige billeder om de fortabtes tilstand. De lærte at Gud ikke havde i sinde at frelse nogen uden helliggørelse. Guds øje var altid over os; enhver synd blev skrevet ned og vil kun møde sin straf. ret
(30) Satan blev fremstillet som ivrig efter at bemægtige sit bytte og bære os til de laveste dybder i pinen, der triumferede over vore lidelser i afskyeligheden af et evigt brændende helvede, hvor, efter tusinde på tusinde års pine, vil de brændende bølger rulle til overfladen med de vridende ofre, som vil skrige: "Hvor længe, Oh Herre, hvor længe?" Da vil svaret tordne ned i afgrunden: "I al evighed!" Igen vil smeltebølgen opsluge de fortabte, bære dem ned til dybderne af et evigt hvileløst ildhav. ret
(30) Medens jeg lyttede til disse forfærdelige beskrivelser, ville min forestilingsevne være så oprørt at jeg svedte og det var svært at tilbageholde et råb i smerte, for jeg synes allerede at mærke fortabelsens smerte. Så ville prædikanten dvæle lidt ved livets usikkerhed: Et øjeblik kunne vi være her og det næste øjeblik i helvede, et øjeblik på jorden og det næste i himlen. Ville vi vælge ildsøen og dæmonernes selskab, eller himlens lyksalighed med engle til vort selskab? Ville vi høre de jamrendes stemme og forbandelsen af de fortabte sjæle igennem al evighed, eller synge Jesu sange foran tronen? ret
(30) Vor himmelske Fader var fremstillet for mine tanker som en tyran, der frydede i de fordømtes kval; ikke den ømme, medlidende synders (31) ven, som elsker sine skabninger med en kærlighed over al forståelse og ønsker dem at blive frelst i hans rige. ret
(31) Men når tanken tog fat i mit sind, at Gud frydede sig over sine skabningers pine, som var dannet i hans billede, synes en mur af mørke at adskille mig fra ham. Når jeg tænkte på at universets Skaber ville frastøde de onde til helvede, for der at brænde i evighed, at uophørligt op, sank mit hjerte med frygt og jeg tvivlede at et så grusomt og tyrannisk et væsen altid ville nedlade sig til at rede mig fra syndens undergang. ret
(31) Jeg tænkte at den fordømte synders skæbne ville være min, - at udholde helvedes flammer for evigt, endda så længe som Gud selv eksister. Næsten totalt mørke lagde sig over mig og der synes ingen vej ud af skyggen. Kunne sandheden have været mig givet som jeg nu forstod den, kunne jeg være sparet for megen forvirring og sorg. Hvis Guds kærlighed havde dvælt over mere og hans strenge retfærdighed mindre, ville hans karakters skønhed og herlighed have indgydt mig med en dyb og alvorlig kærlighed for min Skaber. ret