(203) (203) [Note. — Ind i bland i budskabets første dage, har Syvendedags adventister fået glimt, at det udbredende arbejde som til sidst griber mange nationaliteter. Ikke før først i 70’erne, begyndte lederne i adventbevægelsen ikke desto mindre at forstå at deres mission var for hele verden. Så sent som i 1872, mødte skriftstedet, "Dette evangelium om riget skal forkyndes for hele verden, som vidne for alle folk; og så skal enden komme," blev betragtet så enkelt som et "fremstående tegn på den sidste dag," var opfyldelsen på protestantiske missioners udbredelse. Dens fuldstændige opfyldelse var på ingen måde forbundet med advendtbevægelsens udbredelse ud over verden. (se The Review and Herald, d. 16. april og 16. juli, 1872.) Men i 1873 begyndte der en markant forandring i opfattelsen at vise sig blandt lederne hos syvendedags adventisterne, angående deres pligt at advare verden. (Se lederen i The Review and Herald, 26. august, 1873; og mange andre artikler af lignende betydning i efterfølgende udgaver.) Ved slutningen af år 1874, lod denne forvandlende udtalelse at være effektueret næsten helt.] ret
(203) Den 10. december 1871 blev det vist mig, at Gud ville udføre et stort værk ved sandheden, dersom gudhengivne, selvopofrende mænd uforbeholdent ville vie sig til at forkynde den for dem, som er i mørke. De, som kender denne dyrebare sandhed og har overgivet sig til Gud, bør gribe enhver anledning, hvor en dør står åben, så at sandheden kan trænge ind. Guds engle påvirker hjerterne og samvittigheden iblandt folk af andre nationaliteter og oprigtige sjæle føler sig bekymrede, når de er vidne til tidens tegn, som disse ytrer sig i de urolige forhold hos nationerne. Det spørgsmål opstår hos dem: Hvilken ende vil alt dette få? Medens Gud og englene er i virksomhed med at gøre indtryk på hjerterne, synes Kristi tjenere at sove. Kun få samarbejder med de himmelske sendebud. ret
(203) Dersom prædikanter og mennesker var nok vågne, ville de ikke forholde sig så ligegyldige, når Gud har hædret dem til at være vogtere af Hans lov, idet han har indprentet den i deres sind og skrevet den i deres hjerter. Disse overmådelige vigtige sandheder (204) skal blive en prøvesten for verden; og dog er der i vort eget land [Amerika] stæder og byer, som aldrig har hørt det advarende budskab. Unge mænd, der føler sig grebet af de opråb, som har lydt om hjælp i den store opgave at fremme Guds sag, udretter en del, men de får ikke tilstrækkelig byrde for arbejdet til at udrette, hvad de kunne. ret
(204) Dersom unge mænd, der begynder at virke i denne sag, var i besiddelse af missionsånden, ville de gøre det bevisligt, at Gud i sandhed har kaldet dem til gerningen. Når de imidlertid ikke rejser ud til nye steder, men lader sig nøje med at færdes fra menighed til menighed, så aflægger de derved vidnesbyrd om, at de ikke har nogen byrde for værket. Vore unge prædikanter har ikke et tilstrækkeligt bredt syn. Var de unge mænd vågne og gudhengivne, ville de hvert øjeblik være flittige og søge at udvikle sig til arbejdere i missionen. ret
(204) Unge mænd burde uddanne sig ved at lære andre sprog, for at Gud må kunne bruge dem til at bringe hans frelsende sandhed ud til folk af andre nationer. Disse unge mænd kan tilegne sig kendskab til fremmede tungemål, selv medens de virker for syndere. Dersom de benytter tiden godt, kan de udvikle deres evner og opnå en mere alsidig brugbarhed. Dersom unge kvinder, der kun har båret ringe ansvar, ville helt overgive sig til Gud, kunne de uddanne sig til virksomheden ved at læse og sætte sig ind i fremmede sprog. De kunne hellige sig til gerningen som oversættere. ret
(204) Vore skrifter bør udgives i fremmede sprog, (205) for at sandheden kan nå ud til andre nationer. [Da disse ord blev skrevet i 1871, var det kun begyndelsen på forberedelsen og udgivelsen af samfundets litteratur til forskellige europæiske sprog og til andre lande.] Meget kan udrettes ved pressens hjælp; men endnu mere kan opnås, når vore skrifter ledsages af den levende Forkynders indflydelse. Der er brug for missionærer, som kan rejse til andre lande og forkynde sandheden på en varsom, forsigtig måde. Den nærværende sandheds sag kan gøre stor fremgang ved personlig bestræbelse. ret
(205) Når menighederne ser unge mænd, som er ivrige efter at blive skikkede til at virke i byer, der aldrig har hørt sandheden og missionærer, som frivillig tilbyder at ville rejse til andre lande for at bringe dem sandheden, så vil menighederne føle sig langt mere opmuntret og styrket end ved selv at nyde godt af uerfarne unge mænds arbejde. Når menighederne er vidne til, at deres prædikanter har en brændende kærlighed og iver for sandheden og at ønske om at frelse sjæle, vil de selv blive vækket op. Disse menigheder har som oftest evner og kræfter inden for deres egen kreds, som kan bringe dem velsignelse og styrke og samle fårene og lammene ind i folden. De trænger til at blive overladt til sig selv, for at de evner, der nu ikke finder nogen anvendelse, kan blive sat i aktiv virksomhed. ret
(205) Herren har påvirket mænd af andre tungemål og ført dem ind under sandhedens indflydelse, for at de kunne uddannes til at virke i hans sag. Han har bragt dem i forbindelse med vort forlagshus, for at bestyrelsen kunne benytte sig af deres tjeneste, hvis de forstod sagens behov. Der behøves skrifter i fremmede sprog, for at der kan vækkes interesse for sandheden blandt andre nationer. ret
(205) Ligesom Noas prædiken advarede, forsøgte og (206) prøvede verdens beboerne, førend vandfloden udslettede dem af jorden, således udretter Guds sandhed for disse sidste dage en lignende gerning ved at advare og prøve verden. De skrifter, som udgår fra forlaget, bærer den Eviges segl. De spredes overalt omkring i landet og bestemmer sjælenes evige skæbne. Der er nu stor brug for mænd, som kan oversætte og fremskaffe vore skrifter i fremmede sprog, for at advarselsbudskabet kan gå til alle nationer og prøve dem ved sandhedens lys, således at mænd og kvinder, idet de ser lyset, må omvende sig fra deres overtrædelser til lydighed mod Guds lov. ret
(206) Enhver anledning til at bringe sandheden til andre nationer bør udnyttes. Dette vil blive forbundet med adskillige udgifter; men udgifter bør ikke i noget tilfælde hindre udførelsen af dette værk. Midler har kun værdi, når de anvendes til at fremme Guds riges interesser. Herren har lånt menneskene midler netop i det øjemed, at de skulle bruge dem til at bringe deres medmennesker sandheden. ret
(206) Nu er tiden til at anvende midler i Guds sag. Nu er tiden til at blive rig på gode gerninger og lægge sig op en god grundvold for den tilkommende tid, for at vi må kunne gribe det sande liv. En sjæl frelst i Guds rige er mere værd end alle jordiske rigdomme. Vi er ansvarlige for Gud for de sjæle, vi kommer i berøring med og jo inderligere vor forbindelse med vore medmennesker er, desto større er vort ansvar. Vi udgør alle et stort broderskab og vore medmenneskers velfærd må være vor store interesse. Vi har ikke et øjeblik at spilde. Dersom vi har været ligegyldige i denne henseende, er det nu på høje tid, at vi gør alvor af at indhente det forsømte, for at ikke sjæles blod skal findes på vore klæder. Som Guds børn (207) er ingen af os fritaget for at deltage i Kristi store gerning for vore medmenneskers frelse. ret
(207) Det vil blive en vanskelig opgave at besejre og overbevise de vantro om at vore bestræbelser for at hjælpe dem er uegennyttige. Men dette bør ikke hindre os i vor gerning. Der findes ikke noget bud i Guds ord, som siger, at vi kun skal gøre godt mod dem, som sætter pris på og lader sig påvirke af vore bestræbelser og kun hjælpe dem, som vil takke os derfor. Gud har sendt os til at virke i hans vingård. Os påhviler det at udrette alt, hvad vi kan. »Så din sæd ved gry og lad hånden ej hvile ved kvæld; thi du ved ej, om dette eller hint vil lykkes, eller begge dele er lige gode.« ret
(207) Vi har for lidt tro. Vi begrænser Israels hellige. Vi burde være taknemmelige for, at Gud nedlader sig til at bruge nogen af os som sine redskaber. Enhver oprigtig bøn, der bedes i tro, vil blive hørt. Måske ikke svaret vil komme på netop som vi havde ventet; men det vil komme måske ikke på den tid, vi havde tænkt, men netop når vi mest behøver det. Men oh, hvor syndig er ikke vor vantro! »Hvis I bliver i mig og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad som helst I vil og I skal få det.« Joh. 15,7. ret