(291) (291) Det fjerde europæiske missionsråd blev holdt i Great Grimsby i England den 27. september til 4. oktober, 1886. Beretningerne om arbejdet viste at der var store vanskeligheder ved alle grene af arbejdet. En morgen før mødet samlede en gruppe medarbejdere sig omkring kakkelovnen i mødesalen, og fortalte nogle af deres erfaringer og skuffelser. Gode lokaler til offentlig gudstjeneste var meget dyre. De billige lokaler for de mennesker de ønskede at nå, ville ikke komme. Telte blev hurtigt slidt op i det fugtige klima. I deres arbejde med at gå fra dør til dør, åbnedes dørene til de bedste hjem sig ikke for bibelarbejderen; og i de hjem hvor dørene åbnedes hurtigt, vor deres tankesind langsomme til at forstå betydningen af lydighed mod upopulære sandheder. "Hvad kan der gøres?" var spørgsmålet. ret
(291) Helligelse, mod og tillid
Under en mødeserie der blevet holdt i Great Grimsby lige før rådsmødet, havde mrs. White givet flere prædikener om helligelse, mod og tillid. I slutningen af prædiken sagde hun om disciplenes erfaring i forbindelse med Jesu opstandelse: ret
(291) “Vi bør udnytte enhver anledning vi får dag for dag til at overvinde fjendens fristelser. Dette liv er en kamp, og vi har en fjende som aldrig sover, som hele tiden er på vagt for at udslette vore sind og lokke os bort fra vor dyrebare Frelser, som har givet Sit liv for os. Skal vi løfte det kors (292) vi har fået? eller skal vi fortsætte med selvisk tilfredsstillelse, og miste evighedens glans? Vi kan ikke tillade os at synde; vi kan ikke tillade os at vanære Guds lov. ret
(292) "Dette spørgsmål bør ikke være hos os: Hvordan kan jeg tjene flest penge i denne verden? Spørgsmålet bør ikke være: Skal jeg tjene Gud? Skal vi tjene Gud, eller Baal? "Vælg i dag hvem du vil tjene;" "For mig og mit hus vil vi tjene Herren." Josva 24,15. ret
(292) “Jeg ser ikke helt hen til enden efter al lykke; jeg bliver lykkelig når jeg går af sted. Uanset om jeg har trængsler og lidelser, ser jeg bort hen mod Jesus. Det er på de lige hårde steder at Han er lige ved vor side, og vi kan have fortrolig omgang med Ham, og lægge alle vore byrder på Byrdebæreren, og sige: "Her, Herre, jeg kan ikke bære disse byrder længere." Så siger Han til os: "Mit åg er nemt, og Min byrde er let." Mattæus 11,30. Tror du på dette? Jeg har prøvet. Jeg elsker Ham; jeg elsker Ham. Jeg ser uforlignelig elskeværdighed hos Ham. Og jeg ønsker at prise Ham i Guds rige. ret
(292) “Vil vi bryde stenhjertet? Vil vi befare den tornrige sti som Jesus betrådte hele vejen, fra krybben til korset? Vi ser blodets spor. Skal verdens stolthed kommer ind? Skal vi søge at gøre verden til vor standard? eller skal vi komme ud fra den? Indbydelsen er: »Drag bort fra dem, og skil jer ud, . . . . Og »rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer og være jer en Fader og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren, den Almægtige.« 2. Kor 6, 18.18. ret
(292) "O, hvilken ophøjelse er dette, - at være medlemmer af den kongelige familie, børn af den himmelske Konge, og få universets Frelser, kongernes Konge, til at kende mit navn, og vi er Guds arvinger (293) for den udødelige arv, den evige virkelighed! Dette er vort privilegium. Vil vi værdsætte dette? Vil vi kæmpe Herrens kampe? Vil vi presse kampen til døren? Vil vi være sejrherrer? ret
(293) "Jeg har besluttet at jeg må have himlen, og jeg ønsker at I skal have den. Jeg har aldrig rejst fra Californien til Europa, om jeg ikke ønskede at fortælle jer hvor dyrebar Frelseren er, og hvilken dyrebar sandhed vi har. ret
(293) "I bør ransage bibelen; for den fortæller jer om Jesus. Idet I læser bibelen, vil I se Jesu uforlignelige ynde. I vil falde om af kærlighed til Golgatas Menneske, og for hvert skridt måtte I sige til verden: "Hans veje er behagelige veje, og Hans stier er fred." I skal repræsentere Jesus for verden. I måtte vise verden at I har et håb med masser af evigt liv. I kan drikke af frelsens vande. Lær jeres børn at elske og frygte Gud. I mangler himmelske engle til at være i jeres bolig. I mangler Retfærdighedens Sol til at skinne ind i jeres sinds mørke kamre, så vil jeres læber sige tak til Gud. ret
(293) "Jesus er gået bort for at berede boliger for os. Han siger: "Jeres hjerte forfærdes ikke! Tro på Gud, og tro på mig. I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, dér skal også I være." Joh. 14,1-3. Det er disse boliger jeg ser frem til; det er ikke jordiske boliger her, for inden længe vil de rystes ned med et mægtigt jordskælv; men det er de himmelske boliger som Kristus er gået bort for at berede for den trofaste. ret
(293) "Vi har ikke noget hjem her; vi er kun pilgrimme og (294) fremmede, der går efter et bedre land, endog det himmelske. Sæt dine tanker over disse ting, og så længe du gør dette, vil Kristus være ved din side. Måtte Gud hjælpe os til at vinde det evige livs dyrebare velsignelse." ret
(294) Nogle af medarbejderne reagerede med vidnesbyrd der viste tro og beslutsomhed. Nogle følte at hun ikke forstod vanskelighederne i marken. Andre søgte efter en grund som de kunne basere deres håb for fremtidig succes. ret
(294) Sprede mørket
Under rådsmødets første dage, appellerede en af talerne, efter at have henvist til nogle af barriererne for budskabets fremdrift, til mrs. White til at fortælle hendes syner, hvad der kunne gøres, og kunne der forventes nogle ændringer af de vilkår medarbejderne kæmpede med. ret
(294) Som svar på dette spørgsmål, sagde mrs. White at der ville komme ændringer som ville åbne døre, som var lukkede og spærrede, ændringer med mange ting ville forandre vilkårene og vække folks sind til at forstå og påskønne den nærværende sandhed. Der ville komme politisk opstand, og ændringer i den industrielle verden, og store religiøse vækkelser, som ville forberede menneskers sind til at lytte til den tredje engels budskab. "Ja, der vil ske ændringer, " forsikrede hun dem, "men intet som I skal vente på. Jeres værk skal gå fremad, bringe sandheden frem i sin enkelthed, og holde sandhedens lys frem for folk." ret
(294) Så fortalte hun dem hvordan sagen var blevet vist hende i et syn. Nogle gange fik de store skarer i vor verden sendt advarselsbudskabet fra Guds ord at Kristus snart ville komme, blev vist hende som indhyllet i tåge og skyer og (295) tæt mærke, sådan som Esajas beskrev det: " Thi se, mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene." Es. 60,2. ret
(295) Da hun så synet på denne scene med stor sorg, sagde hendes ledsagende engel: “Se her," og da hun så igen, hvor der kunne ses små lysstråler, ligesom stjerner der skinner en smugle igennem mørket. Da hun så den, blev lyset stærkere, og antallet af lys blev større, fordi hver tændte andre lys. Disse lys ville nogle gange komme samlet som en opmuntring for hinanden; og atter vil de sprede sig ud, hver gang gå længere og oplyse mere lys. Derved gik arbejdet i gang indtil hele verden var oplyst med deres klarhed. ret
(295) Som en konklusion sagde hun: “Dette er et billede af det arbejde I skal gøre. ’I er verdens lys.’ Matt 5,14. Jeres arbejde skal holde lyset frem for dem omkring. Hold fast på det. Hold det lidt højere. Oplys andre lys. Mist ikke modet hvis jeres lys ikke er et stort lys. Hvis det kun er et lille vokslys, så hold det frem. Lad det skinne. Gør jeres allerbedste, og Gud vil velsigne jeres anstrengelser." ret
(295) [Note: I officielle rapporter om den tredje engels budskab fremkomst i Storbritannien, anerkendes ofte fra tid til anden, den indflydelse som salget af billige tidsskrifter har på udviklingen af et stærkt bagland i den arbejdsmark. “Publikationer er blevet sendt ud til alle dele af riget," berettede medarbejderne i 1888, “og trofaste sjæle er blevet vækket til at gribe sandheden, og snesevis investerer oprigtigt i det." (Syvendedags adventist årbogen 1888, 130.) Ved 1895 generalkonferensen blev det nævnt at "det gennemsnitlige ugentlige salg af »Present Truth« [missionsbladet udgivet af syvendedags adventister i Storbritanien siden 1884] har beløbet sig fra ni tusinde til ti tusinde." “Intet af det som er gjort i Storbritanien har haft så stor virkning på folk som uddelingen af dette blad." (Bulletin, 1895, side 314, 315.) og i 1897 glædede brødrene fra Europa sig over en endnu større udbredelse af deres missionsblad. »The Present Truth« har en gennemsnitlig udbredelse på trettentusinde kopier hver uge," erklærede de, “og mange kommer til kundskab om sandheden ved læsning af dette medium." ret
(295) Under 1909 generalkonferensen så bror W. C. Sisley, som har ansvar for det britiske forlagshus, tilbage på resultaterne af de sidste fire år sådan:
“Eksklusiv vor anseelige udlandsbestilling, har vi de sidste fire år solgt 168.947 bøger, 6.871.649 blade, 23.382 pamfletter, og 964,163 traktater, for en total detailpris på $310, 221.57; eller et årligt gennemsnit på 42.237 bøger, 1.717.912 tidsskrifter, 5.840 pamfletter, 241.041 traktater, for en gennemsnitlig årlig detailpris på $77.555.
“Vi har 207 faste bog- og tidskriftskolportører, et gennemsnit på en ud af otte af vore medlemmer. . . .
“Nettoudbyttet for vort forlagsarbejde i de sidste fire år har været på $19,878. Traktatselskabet har doneret den sum, og $12,832 mere af sit tidligere udbytte, eller totalt $32,710, til den britiske unions ejendomsfond." (Generalkonferense bulletin 1909, 96.) ] ret
(296) (296) Det første besøg i Skandinavien
I de to år mrs. White tilbragte i Europa, besøgte hun Danmark, Sverige, og Norge tre gange. Ved afslutningen af missionsrådet, der blev holdt i Basel i september 1885, bad de delegerede fra Skandinavien om hun ville besøge deres marker så hurtigt så muligt; og selvom hendes venner i Schweiz havde udpeget sommeren som et bedre tidspunkt at rejse til Nordeuropa på, besluttede hun at vove sig af sted i tro, stole på Gud for styrke til at udholde rejsens vanskeligheder. ret
(296) Oktober og den første halvdel af november blev tilbragt i København, Stockholm, Grythyttehed, Örebro, og Kristiania. Mrs. White blev ledsaget af sin sekretær, miss Sara McEnterfer, af hende søn, W. C. White, og af ældre J. G. Matteson, som var guide, tolk og medarbejder. På de forskellige steder var de troende forsamlede for at høre, hendes budskab blev modtaget med ærbødig interesse. Forsamlingerne var ikke store, med undtagelse af Cristiania, hvor menighedsmedlemmerne beløb sig til ethundredeogtyve. Om sabbaten den 31. oktober, da brødrene for andre menigheder var forsamlet, var der omkring tohundrede tilhører. Om søndagen talte hun i arbejdermandens sal, med en tilhørskare på otte hundrede. Den næste søndag, talte hun på opfordring af formanden for et stærkt afholdenhedsselskab (297) til omkring ettusinde trehundrede forsamlede i soldaternes militære gymnasium, om vigtigheden af hjemmetræning afholdenhedens principper. Dette emne blev præsenteret fra et bibelsk synspunkt, og illustreret ud fra bibelen. ret
(297) Andet besøg i Skandinavien
Mrs. Whites andet besøg i Skandinavien blev aflagt om sommeren 1886, i selskab med hendes søn og miss McEnterfer. Under den første del af rejsen, virkede miss Christine Dahl som vejleder og tolk. ret
(297) Det vigtigste møde på den rejse var i Örebro, Sverige. Her havde den svenske konferens sin årlige samling d. 23.-28. juni, hvor et traktatselskab og en sabbatsskoleforening blev organiseret, hver inkluderede arbejdet i Danmark, Sverige og Norge. ret
(297) En uge før åbningen af denne konferense, havde ældre Matteson påbegyndt en skole for kolportører og bibelarbejdere. I sin ledelse af denne skole fik han tilslutning fra ældre A. B. Oyen, fra Cristiania, og ældre O. A. Olsen, netop fra Amerika. Uddannelse var mottoet iblandt lederne i disse dage, og folk var ivrige efter at lære. Medarbejderinstituttet åbnedes hver morgen 6:30 med en bøn og social sammenkomst. Kl. 9 var der en klasse i bogholderi; kl. 11:30 var der undervisning i hjemmemissionsarbejde. Der blev undervist i at holde bibellæsninger kl. 4 om eftermiddagen; og kl. 8 om aftenen var der en forkyndergudstjeneste. Hver time på dagen blev regnet som værdifuld for både lærer og studerende. ret
(297) Ved den efterfølgende konferenssamling, var der en tilhørerskare på omkring femogtres sabbatsholdere. Af de ti menigheder i Sverige, var ni repræsenteret ved (298) treogtyve delegerede. Mrs. White talte seks gange ved de tidlige morgenmøder, og fem gange ved andre anledninger. I sin tale til de små men standhaftige forbund af troende sagde hun: ret
(298) “I begyndelsen var arbejdet vanskeligt og langsomt. Nu er det tiden hvor alle bør hæve deres skuldre for at bære byrden og føre dem fremad. Vi må gå fremad, selvom det Røde Hav er foran os, og ufremkommelige bjerge er på begge sider. Gud har været med os og velsignet vore anstrengelser. Vi må arbejde i tro. "Himmeriget tages med storm, og de, der stormer det, river det til sig. Matt. 11,12. Vi skal bede, og tro at vore bønner bliver hørt, og så arbejde. ret
(298) "Nu virker værket til at være lille; men der må være en begyndelse før det kan vokse. "Først strå, så aks, så fuld kærne i akset." Arbejdet kan starte i svaghed, og det kan vokse langsomt for en tid; hvis det dog påbegyndes på en sund, vil der være ske en stadig og solid vækst. [Som bekræftelse på dette, bevidner udviklingen i arbejdet i den skandinaviske unionskonferense, ved slutningen af 1914, et medlemskab på 3,807, fordelt på seks lokale konferenser og tre missioner.] Der bør sættes en høj standard for dem som for nylig er kommet til troen. De bør uddannes til at være omhyggelige i tale og forsigtig i optræden, bevidne at sandheden har udrettet noget for dem, og sprede lys ved deres eksempel over andre som er i mørke. . . . . . ret
(298) “Dem som har taget imod sandheden kan være fattige, men de behøver ikke at forblive uvidne eller mangelfulde i karakter, for at give den samme form, i deres indflydelse mod andre. Når menigheden tager fuldt imod lyset, vil mørket sprede sig, og hvis de i karakterens (299) hellighed holder fred med den åbenbarede sandhed, vil deres lys vokse sig klarere og klarere. Sandheden vil gøre sit forædlende arbejde, genoprette Guds moralbillede i mennesker, og mørke, forvirring og stridigheder, som er forbandelse i så mange menigheder, vil ophørere. Den kraft som Gud vil give Sin menighed vil, hvis de vil blot vil vandre lige så hurtigt i det lys der skinner på dem, vil knapt nok kunne forstås. ret
(299) "Herren kommer snart, og advarselsbudskabet skal nå ud til alle folkeslag, tungemål og folk. Når Guds sag kalder på midler og medarbejdere, hvad gør så de, som lever under den nærværende sandheds fulde lys?" The Review and Herald, 5. oktober, 1886. ret
(299) Konferensen i Sverige er lukket, to uger blev tilbragt i Kristinania, i alvorligt arbejde for menigheden og for medarbejderne i forlagshuset. På det tidspunkt var det nye forlagshus færdigt, og de forskellige afdelinger at trykkeriarbejdet er blevet flyttet ind og kommet i gang. ret
(299) Da mrs. White fik vist flere afdelinger af den nye trykkerivirksomhed, udtrykte hun stor glæde over den omtanke som udstyret var fremskaffet ved. Tidsskrifter og bøger der var klar til marken kunne nu trykkes på en acceptabel måde og sendes ud i deres missioner. Det var på foranledning af dette besøg, da hun kom ind i trykkerilokalet, at hun erklærede at netop dette rum, med trykmaskinerne i den drift på den dag, at hun var blevet vist i et syn for nogle år siden. ret
(299) Møderne i Kristiania blev fulgt op af ti dages arbejde i København, hvorefter selskabet vendte tilbage til Basel. ret
(300) Femte europæiske missionsråd
(300) Også i 1887 tilbragte mrs. White juni måned i Skandinavien. I selskab med mrs. Ings havde hun deltaget i meget interessante møder med små grupper sabbatsholdere i Voh-winkel og Gladbach i Tyskland. Ved disse møder havde ældre L. R. Conradi været guide, tolk, og medarbejder. ret
(300) I København kunne der ses en opmuntrende vækst i menigheden siden sidste besøg. Det var en travl uge på det sted. ret
(300) Den femte samling af det årlige europæiske missionsråd for syvendedags adventist missionærere blev holdt den 14.-21. juni i Norge. Stedet udvalgt til dette møde var Moss, en smuk by med otte tusinde indbyggere, omkring to timers rejse fra Cristiania. De delegerede var følgende: ret
(300) Centraleuropa: B. L. Whitney, Mrs. E. G. White. W. C. White, og L. R. Conradi.
England: S. H. Lane, Wm. Ings, J. H. Durland.
Norge: O. A. Olsen, K. Brorsen, og N. Clausen.
Danmark: E. G. Olsen.
Sverige: J. G. Matteson.
Rusland: J. Laubhan.
Forenede stater: S. N. Haskell, J. H. Waggoner, D. A. Robinson, og C. L. Boyd. ret
(300) I forbindelse med missionsrådet blev det første lejrmøde i den norske konferense afholdt. Ti telte blev rejst i en smuk lund, og disse husede over et hundrede, medens halvtreds mere fandt logi i nærliggende huse. Der blev sørget for de delegerede fra Amerika og Centraleuropa i et stort komfortabelt hus, med udsigt over Cristiania fjord. ret
(301) (301) Under lejren var det fremherskende sprog norsk, og det sædvanlige program for et lejrmøde blev fulgt. I det store hus var det fremherskende sprog engelsk, og der var glæde af rigtig mange dyrebare bedestunder, der blev også afholdt udbytterige rådsmøder om midler for udbredelse og styrkelse af arbejdet i alle Europas lande. ret
(301) Tirsdag d. 14. juni, blev der givet glædelige efterretninger om den fantastiske udvikling der var i årets løb i kolportørarbejdet. Ældre Matteson fortalte nogle forunderlige erfaringer under sidste vinter i sin skole for kolportører og bibelarbejdere; ældre Conradi berettede om fremgang for medarbejderne i Tyskland og Schweiz; ældre Olsen gav glædelige beretninger fra Norge, og ældre Hendrikson fra Danmark. Ældre Lande berettede om god fremgang for kolportørernes vedkommende i England. ret
(301) Missionsrådet gik hurtigt i gang med sit arbejde nogle dage efter at folk fra menighederne i Norge var vendt tilbage til deres hjem. Der blev lagt planer og taget beslutninger om menneskers uddannelse til prædikantgerningen, og oprettelsen af en bådmission i Hamborg. Det emne der påbød den største opmærksomhed var udviklingen af skoler i hver konferense til at oplære kolportører. Det som kræver det mest ivrige studium var spørgsmålet om at tillave og udgive den mest passende litteratur. ret
(301) Den største interesse var til rådsmøderne hvor, ældrene C. L. Boyd og D. A. Robinson var til stede, som var på vej fra Amerika til den store Sydafrikanske mark. De tilsluttede sig hjerteligt studiet af de forskellige spørgsmål om (302) arbejdet i Europa; og de bragte også mange af deres sydafrikanske problemer med til orientering. ret
(302) Missionstjenestens nyttighed
I sit skrift til disse brødre om det arbejde der var foran dem, lagde mrs. White vægt på vigtigheden af, at de stod på det rigtige helt fra begyndelsen. Hun talte om arbejdsmarker hvor der skulle udrettes meget, hvis arbejdet ikke var blevet bundet op af en uklog økonomi; og hun erklærede at hvis arbejdet var begyndt rigtigt, ville der være ikke være trukket så mange penge fra kassen. Hun sagde: ret
(302) "Vi har fået betroet stor og hellig tillid i ophøjede sandheder. Vi er glade at der er mennesker som vil gå ud på vore missionsmarker, som er villig til at arbejde for små vederlag. For dem vejer penge ikke på vægtskålen imod samvittighedens og pligtens krav, for at åbne sandheden for dem der er i vildfarelsens mørke i fjerntliggende lande for kærlighed til Kristus og deres medmennesker. ret
(302) "Det menneske som vil give sig selv til det store arbejde at undervise i sandheden er ikke de mennesker som vil lade sig købe af rigdom eller bebyrde af armod. Men Gud vil have at Hans betroede tjenere hele tiden bliver bedre. For at arbejdet kan få virkning, sendte Herren Sine disciple ud to og to. . . . . Intet menneskes idéer, intet menneskes planer, skal have en styrende kraft til at fremføre arbejdet. . . . . Den ene skal ikke sættes afsides fra den anden, og argumentere for sin egen måde og planer; for at han kan få en uddannelse i en bestemt retning, og have bestemte karaktertræk, som ville være skadelig for værket hvis de fik lov til at være en styrende kraft. ret
(303) (303) “Arbejderne skal ikke stå borte fra hinanden, men arbejde sammen i alt der vedrør Guds sag. Og en af de vigtigste ting der skal vises hensyn til er selv-kultur. Dette får for lidt opmærksomhed. Alle kræfter skal dannes til at gøre et højt og ærværdigt arbejde for Gud. Der må vindes visdom i langt højere målestok end mange tror, der har arbejdet i årevis for Guds sag. . . . . . ret
(303) "Oprethold missionsarbejdets ophøjede karakter. Lad de mænd og kvinder som er knyttet til missionsarbejdet være: Hvem er jeg? Og hvad burde jeg være og gøre? Lad enhver medarbejder tænker over at han ikke kan give andre det som han ikke selv har. Derfor bør han ikke sætte sig fast på sine egne veje og vaner, og ikke forandre sig til det bedre. Paulus siger: Jeg har ikke nået målet, men jeg presser på for det. Det er hele tiden fremad, forbedring og reformation som skal gøres for enkeltpersoner, for at udvikle en symmetrisk, og velafbalanceret karakter. . . . . ret
(303) "Det er kun lidt som I kan gøre alene. To eller flere er bedre end en, hvis I hver især vil påskønne den anden bedre end dig selv. Hvis nogen af jer tænker på at gøre jeres planer og arbejdsmetoder fuldkomne, har I bedraget jer selv helt. Rådfør jer med hinanden, med megen bøn og sindets ydmyghed, villig til at bønfalde og råde. Det vil bringe jer derhen hvor Gud vil være jeres rådgiver. . . . . ret
(303) "Vi skal ikke gøre verdens metode til vor. Vi skal give verden et ædelt eksempel, vise at vor tro skal nå en høj og ophøjet karakter. Gør det mod andre som du vil at andre skal gøre mod dig. Lad enhver handling åbenbare sandhedens ædelsind. Vær sand for jeres tro, og I (304) vil være sand over for Gud. Kom til Ordet, så du kan lære hvad det virkelig kræver af dig. Når Gud taler, er det vor pligt at lytte og adlyde. . . . . ret
(304) “Ud fra den allerførste i gangsættelse af dit arbejde, begyndte en værdig og gudfrygtig metode, så du kan påvirke til den sandhed, som du ved er af himmelsk fødsel. Men husk på at der må udvises stor omhu med at præsentere sandheden. Vogt tankerne omhyggeligt. Dvæl ved praktisk gudsfrygt, indflet det samme i doktrinære prædikener. Kristi lære og kærlighed vil ofte blødgøre og underlægge hjertets grobund for sandhedens gode sæd, og du vil få folks tillid ved at arbejde på at blive kendt med dem. Men hold arbejdets ophøjede karakter oppe. Lad publikationer, blade og pamfletter, arbejde iblandt folk, og forbered folks sind i læseklassen til at forkynde sandheden. Lad der ikke være nogen knappe anstrengelser i denne linje, og arbejdet vil, hvis det begynde klogt og drives klogt, resultere i succes. Men vær ydmyge og lærvillige, hvis du vil lære andre og lære dem sandhedens og retfærdighedens vej." ret
(304) “Gå fremad!"
I tilbageblikket på den fremgang der var frem til slutningen af 1887, skrev mrs. White ofte om Guds opåbende forsyn i Europa, og anledningerne ude i fremtiden. Hun sagde: ret
(304) “Et stort arbejde er betroet dem som bringer sandheden i Europa. . . . Der er Frankrig og Tyskland, med deres store byer, med store befolkningsgrupper. Der er Italien, Spanien og Portugal, der efter så mange hundrede år . . . . åbnede (305) for Guds ord - åbnede for at modtage det sidste advarselsbudskab for verden. Der er Holland, Østrig, Rumænien, Tyrkiet, Grækenland og Rusland, hjem for millioner efter millioner, hvis sjæle er dyrebare i Guds øjne, ligesom vore egne, som intet ved om de særlige sandheder for denne tid. . . . ret
(305) “Et godt arbejde er allerede blevet gjort i disse lande. Der er dem som har modtaget sandheden, spredt som lysbærer til næsten alle lande. . . . Men hvor lidt er blevet gjort i sammenligning med det store arbejde der er foran os! Guds engle bevæger på folks sind, og bereder dem til at modtage advarslen. Der er behov for missionærer på marker som knapt nok er blevet indtaget endnu. Nye marker åbner sig hele tiden op. Sandheden må oversættes til forskellige sprog, så alle nationer kan nyde dens rene og livgivende indflydelse. . . . . ret
(305) “Kolportører får opmuntrende succes i salget af vore bøger. Således bringes lyset ud til folk, medens kolportøren - som i mange tilfælde er nægtet ansættelse på grund af sandheden - er i stand til at underholde sig selv, og salget er finansiel hjælp til kontoret. I reformationens dage havde munke, som havde forladt deres klostre, og som ikke havde andre midler til at underholde sig med, gået tværs over landet, solgt Luthers værker, som hurtigt blev spredt udover Europa. Den gang var kolportagearbejdet et af de mest virkningsfulde midler til at sprede lys, og sådan vil det vise sig nu. . . . . ret
(305) “Der vil være forhindringer som forsinker. . . . . Disse må vi imødekomme, uanset hvor missionerne er blevet oprettet. Manglende erfaring, ufuldkommenheder, fejltagelser, uhellig indflydelse disse ting må vi overvinde. Hvor ofte har dette ikke forhindret sagen i (306) Amerika! Vi forventer ikke at møde små vanskeligheder i Europa. Nogle i forbindelse værket på disse fremmede marker, såvel som i Amerika, bliver modløse og følger uværdige spioners vej, bringer nedslående efterretninger. Ligesom den misfornøjede væver, ser de på den forkerte side af vævestykket. De kan ikke opspore Designerens plan; for dem er alt forvirring, og i stedet for at vente til de kan se Guds hensigt, bringer de det hastigt videre til andre i deres tvivl og mørke ånd. ret
(306) "Men en sådan efterretning må vi ikke bringe. Efter et to-års ophold i Europa ser vi ikke længere grund til modløshed for sagens tilstand, end der var ved dens opkomst på forskellige marker i Amerika. Der så vi Herren prøve det materiale til brug. Nogle kunne ikke bære Guds afprøvning. De ville ikke tilhugges og tilslibes. Hvert slag på mejslen, hvert slag med hammeren, vækkede deres vrede og modstand. De blev lagt til side, og andre materialer blev bragt ind, til at blive prøvet på samme måde. Alt dette gav anledning til forsinkelse. Det var fortrydeligt og der blev knurret over alle småstykker der blev brudt væk. Nogle mente at disse tab vil ødelægge bygningen; men den blev tværtimod stærkere ved at få fjernet disse svage elementer. Arbejdet gik stadigt fremad. Hver dag blev det tydeligere at Herrens hånd vejledte alle, og at et stort formål blev opfyldt igennem hele værket fra først til sidst. Således ser vi at hele sagen etableres i Europa. ret
(306) "En af de store vanskeligheder er den fattigdom vi møder hele tiden. Dette forhaler sandhedens fremkomst, som ligesom i de første år, usædvanligvis finder sine første omvendte iblandt den ydmygere klasse. Vi havde en lignende erfaring i vort eget land, (307) både øst og vest for Rocky Mountains. Dem der først accepterede dette budskab var fattige, men idet de arbejdede i tro for at udrette det som du kunne med deres evner og midler, kom Herren dem til hjælp. I Sit forsyn bragte Han mænd og kvinder til sandheden som var villige af hjertet; de havde midler, og de ønskede at sende lys til andre. Sådan vil det være nu. Men Herren vil have os til at arbejde alvorligt i tro indtil den tid kommer. ret
(307) "Ordet er gået ud til Europa: "Gå fremad!" Den ydmygeste der slider for sjæles frelse, er en Guds medarbejder, en samarbejdsmand med Kristus. Engle tjener ham. Idet vi går frem på den opåbnende sti for Hans forsyn, Gud vil fortsætte med åbne vejen for os. Jo større vanskeligheder at overvinde, des større sejr vil der vindes." - The Review and Herald, 6. december, 1887. ret
(307) En bemærkelsesværdig udvikling
Mrs. White levede for at se den dag hvor en stærk støttekreds for syvendedags adventist-troende var blevet oprejst i Europa, ved hjælp af utrættelige anstrengelser fra mange medarbejdere. Hun glædede sig over den fremgang der fulgte i mange linjer af værket i de forskellige lande, og over beretning om hurtig vækst i antal af troende, i 1914 op til et totaltal på treogtredive tusinde, - mere end alle antal sabbatsholde adventister i hele verden den gang hun var i Europa. ret
(307) Og mrs. Whites glæde var stor hvor hun blev gjort opmærksom på bøger og andre publikationer i den europæiske marks forskellige sprog, produktet af mange forlagscentre (308), hvor samfundets litteratur blev udsendt med et total årligt salg i 1913 på $482,000. ret
(308) Budskab om håb og mod
"De budskaber som mrs. White har sendt fra tid til anden til medarbejderne i Europa, har opmuntret arbejdspolitikkerne bredt og giver styrke og fremgang til alle grene til arbejdet. I 1902 skrev hun: ret
(308) “Mine brødre, foren jer med hærskarernes Herre. Lad Ham være jeres frygt og den, for hvem I ræddes. Tiden er kommet, hvor hans værk skal udvides. Vanskelige tider ligger foran os, men hvis vi står sammen i et kristent fællesskab, hvor ingen stræber efter at være den største, vil Gud virke med vælde for os. ret
(308) "Lad os være fulde af håb og mod. I Guds tjeneste er modløshed både syndigt og urimeligt. Han kender alle vore behov. Han har al magt. Han kan give sine tjenere den fylde af duelighed, som deres kærlighed og medlidenhed. Han forener almagtens majestæt med den nænsomme hyrdes mildhed og omsorg. Vi er ikke nødig at frygte for, at han ikke vil opfylde sine løfter. Han er den evige sandhed. Den pagt, han har sluttet med dem, der elsker ham, vil han aldrig forandre. De løfter, han har givet sin menighed, står fast for evigt. Han vil danne den til evig herlighed, til fryd for mange slægtled." Vidnesbyrd for menigheden bd 8, 38-39. ret