(331) (331) I sine beretninger og taler ved generalkonferensen 1891, gav ældre S. N. Haskell meget alvorlige appeller om at sende medarbejdere til fjerntliggende lande, som han havde besøgt for nylig; og han tilskynder særligt at der måtte gøres noget for at oprette en oplæringsskole for kristne medarbejdere i Australien. Han gav grundigt udtryk for vigtigheden at få unge folk i hver stor division i verden, oplært i deres eget land, som kolportører, lærer og prædikanter. Han bad om at der måtte vælges lærere til at åbne en skole i Australiasien; og at mrs. Ellen G. White og hendes søn, W. C. White, tilbragte noget tid på den mark. ret
(331) Missionsbestyrelsen gjorde tiltag umiddelbart efter konferensen, og indbød dem til at tage af sted til efteråret. Dette ville bringe dem til den nye arbejdsmark i den australske sommer. Den damper der sejlede i oktober var overfyldt, og afgangen fra San Francisco blev forsinket indtil Alameda sejlede den 12. november. ret
(331) Ældre og mrs. Geo. B. Starr, som var udvalgt til at gøre en del i projekterede australske skole, var taget i forvejen til Hawai-øerne, hvor de brugte syv travle uger før Alameda kom. Den anden del af selskabet var W. C. White, Mary A. Davis, May Walling, Fannie Bolton, og Emily Campbell. ret
(331) Rejsen
Vejret under rejsen var for det meste godt, under den femogtyve dage lange rejse. ret
(332) (332) I Honolulu lå skibet til i nitten timer - og hvilke behagelige timer var der ikke der! Her mødtes selskabet med flere brødre og søstre, som kendte stedets skønheder, og holdt en fest hjemme hos søster Kerr. Meanwhile, små meddelelser blev omdelt, og om aften talte mrs. White til en større tilhørsskare i kfum’s sal. ret
(332) På hendes fireogtresindstyvende fødselsdag, dagen før skibet nåede Samoa, skrev mrs. White: ret
(332) “Når jeg ser tilbage på tidligere år, er jeg fyldt med taknemmelighed til Gud for Hans udholdende omsorg og elskelige venlighed. Vi lever i en farefuld tid, hvor alle vore kræfter må helliges til Gud. Vi skal følge Kristus i Hans ydmyghed, Hans selvfornægtelse, Hans lidelse. Vi skylder Jesus alt, og jeg helliger mig selv på ny til Hans tjeneste, løfter Ham frem for folk, for at forkynde Hans uforlignelige kærlighed." ret
(332) Omkring middag, den 3. december lagde Alameda til på kajen i Aukland. Der kom meget hurtigt et antal repræsentative medlemmer fra Aukland-menigheden om bort, og bød selskabet velkommen til New Zealand. Alle blev budt hjem til bror Edward Hares hjem. Under middagen var mange som fortalte om ældre Haskells første besøg. Om eftermiddagen blev byen og dens skønne forstæder beset. Om aften, talte mrs. White i det første syvende-dags adventist mødehus syd for ækvator, til en spændt forsamling, om Jesu kærlighed. ret
(332) Tidlig den næste morgen fortsatte Alameda sin vej, og gik ind i Sydney havn klokken 7 om morgnen, d. 8. december. Ældre og mrs. A. G. Daniells ventede ved kajen. I løbet af ugen var mrs. White i deres hjem, og talte to gange i Sydney menigheden. ret
(333) (333) 16. december, nåede selskabet Melbourne, og blev budt hjerteligt velkommen af ældre Geo. C. Tenney og hans kollegaer for forlagshuset. I forventning om mrs. Whites ankomst havde ældre Tenny fraflyttet sit nye hus, og insisteret på at hun og hendes hjælpere kan gå ind og danne sig et nyt hjem. ret
(333) Det australske konferensmøde.
Der var kun en uge før at den australske konferens åbnede, som blev holdt i Federal salen, North Fitzroy, Melbourne, med den 24. december. Foreskriftsmæssigt var der omkring et hundrede repræsentanter som tilhørere, fra sabbatsholdene grupper i Victoria, Tasmanien, Sydaustralien, og New South Wales. ret
(333) På det tidspunkt var der omkring firehundrede og halvtreds sabbatsholdere i hele Australien og Tasmanien. Ved hver af koloniernes hovedstad, var der oprettet en menighed; og det var i disse ledende byer at der var flest medlemmer. ret
(333) Under konferensen, kom der mange tanker til spørgsmålet om hvordan budskabet skulle føres frem til alle dele af det store australske kontinent, af den håndfuld troende, som havde ansvar for at fremholde budskabets lys. Tusindvis sandhedsfylde bøger var blevet sat ude i folks hjem af trofaste kolportører, og nu blev der lagt planer for at ansætte bibelarbejdere til at følge op om den interesse læsningen af disse bøger havde vagt. ret
(333) Konsolidering af skolearbejdet
De fleste af dem, der havde grebet sandheden i Australien, var håndværkere der boede i byerne. Når deres børn nåede den alder at de skulle forlade (334) folkeskolerne og forberede sig på bidrage til familiens underhold, var det på grund af deres sabbatshelligholdelse overmådeligt svært for dem at få ansættelse eller lære et håndværk. ret
(334) Nogle ønskede at deres børn skulle oplæres til at blive medarbejdere for sagen. Men hvordan kunne dette ske? Kolonierne gennemgik en vanskelig finansiel depression; og mange af sabbatsholderne, med tusindvis andre, var meget forvirrede og overbebyrdede med et arbejde der forsørgede deres familier med livets nødvendigheder. Hvordan kunne de da, på et sådant tidspunkt, gå ind i så dyr en virksomhed at etablere og betale på en af samfundets oplærings skoler? ret
(334) Kolportørerne bad om at skolen skulle organiseres uden tøven. Mange af dem var blevet tæret på deres egne ressourcer tidligere i livet, med en kun lille skoleuddannelse; og deres arbejde iblandt folk havde fået dem til at føle at de måtte have en anledning til at udruste sig selv til en mere virksom tjeneste. Disse bad indstændigt om at hvis en skole ikke snart blev oprettet i Australien, var de nød til at betale mange penge for at tage til Amerika og få den nødvendige uddannelse, for at få den bedste succes i deres arbejde. De sagde også at når nogle få af dem var i stand til at gøre dette var der snesevis som kunne deltage i en skole i Australien, men som ikke kunne tage til skoler på den anden side af havet. ret
(334) Konferensen udpegede en komite, der lagde planer, og en anden kommite der tog sig af placeringen; og det bemyndigede at holde en medarbejder-oplærings skole medens de ventede på et jordstykke og rejse bygninger. ret
(335) (335) Sygdom og ændring af planer
Det blev planlagt at mrs. White, sammen med hendes søn og ældrene Daniells og Starr, skulle deltage i New Zealand konferensen, der skulle holdes i april, 1892; men hurtigt efter afslutningen af Melbourne mødet, led hun af et svært angreb af nervebetændelse. Da det blev tydeligt at hun ikke kunne deltage i New Zealand-mødet, lejede hun en rummelig arbejderbolig i Preston, i den nordlige udkant af Melbourne, og sagde at hun ville gøre hvad hun kunne, for at fuldføre hendes længe lovede arbejde for Kristi liv. ret
(335) Fra tid til anden, da vejret blev godt, talte mrs. White til sabbatsmødet i Melbourne-menigheden. Da hun nogle gange var ude af stand til at gå op ad trappen til Federal salen, blev hun båret op til platformen; og to eller tre gange var hun ude af stand til at stå, talte hun medens hun sad i en lænestol. ret
(335) Den australianske bibelskole åbnes.
I vinteren 1892, vågede mrs. White med ivrig interesse, om den foreslået skole kunne åbnes. I april sendte hun en bøn til de ansvarlige brødre i Amerika om at erkende fremtidens muligheder, og åbne muligheder for oplæringen af en stor styrke medarbejdere, som kunne gå ind i dette uindtaget territorium. "O, hvor umådelig mange mennesker er aldrig blevet advaret!" skrev hun. "Det er rigtigt at en sådan overflod af anledninger og privilegier bør drage omsorg for arbejdet i Amerika, medens der er så stor afstand til den rigtige slags medarbejdere her i denne mark? Hvor er Guds missionærer?" ret
(336) (336) “Vor mark er i verden," bad hun indstændigt. "Frelseren anviste disciplene til at begynde deres arbejde i Jerusalem, og så gå videre gennem Judea og Samaria, og til jordens yderste dele. Kun en lille del folk har accepteret læresætningerne; men budbringerne bar budskabet hurtigt fra sted til sted, lod det gå fra land til land, løftet evangeliets standard i alle jordens nær- og fjerntliggende steder." ret
(336) I juni, havde den komite der havde med dette at gøre, at der på St. Kilda-vejen i Melbourne var to store huse i George’s Terrace som var blevet lejet til at være skole. ret
(336) Først i august, kom ældre og mrs. L. J. Rousseau fra Amerika, og den 24. august var en seksten uger lang undervisningsperiode begyndt. Lærerne var ældre Rousseau, som forstander; ældre Starr, bibellærer; W. L. H. Baker og mrs. Rousseau, hjælpelærer i forskellige grene; mrs. Starr, forstanderinde. Snart var der fireogtyve studerende tilknyttet. Næsten alle var voksende. Tolv havde været kolportører eller forberedte sig på det. Halvdelen af de tilbageblevne tolv havde været medarbejdere i andre linjer af kristent arbejde. ret
(336) På åbningsdagen, gav ældrene Daniells, Tenney, Starr, White, og Rousseau nogle korte taler; også af mrs. White, som i sine bemærkninger udlagde samfundets oplæringsskoles bredde med klarhed, og med det livsvigtige forhold som den støtter opgaven og fuldførelsen af Guds værk på jorden uden forsinkelse. Men hendes særlige byrde lod til at gøre indtryk på lærernes og studerende sind, at Gud i Sit opåbnende forsyn åbner land efter land op for korsets budbringere, og at de i disse evangeliserede lande, (337) der er oprigtig af hjerte famler sig ivrigt frem efter den frelsende sandheds lys. ret
(337) "Menneskers planer og arbejde," sagde hun, "har ikke fred med Guds forsyn, for medens nogle i disse lande som hævder at tro sandheden erklærer med deres attitude: "Vi ønsker ikke Din vej, o Herre, men vor egen vej," - så er der mange som går i forbøn for Gud at de må forstå hvad er sandhed. I disse skjulte steder græder og beder de over at de må se skrifternes lys, og himlens Herre har hvervet Sine engle til at samarbejde med menneskeagenter i at fremføre Hans umådelige plan, at alle som ønsker liv må beskue Guds herlighed." ret
(337) "Vi skal følge hvor Guds forsyn åbner vejen," fortsatte taleren; "og når vi kommer frem, vil vi finde at Himlen har bevæget noget for os, forstørret arbejdsmarken langt over hvad vore midler og evner kan række til. Markens store behov er åben for os, bør være appellen til alle, som Gud har betroet midler og evner, så de kan hellige sig selv og deres alt til Gud." ret
(337) Dem som får en oplæring, bør heller ikke være begrænset til deres missionsarbejde ved racemæssige eller nationale barrierer. Uanset hvor de arbejder, skal deres bestræbelser krones med øjeblikkelig sejrsjubel. "Formålet og afslutningen opnås ved helligede missionærer," erklærede mrs. White, "er inden for rækkevidde. Missionsmarken er ikke begrænset til kaste eller nationalitet. Marken er verden, og sandhedens lys skal gå til alle jordens mørke steder på meget kortere tid end mange tror det er muligt." Bible Echo, supplement. 1. september, 1892. ret
(338) (338) Det var ved samme anledning, ved åbningen af den australianske bibelskole, som senere udviklede sig til det australianske missions college, at mrs. White sagde: ret
(338) “Missionsarbejdet i Australien og New Zealand er endnu i sin barndom, men det samme arbejde må fuldendes i Australien, New Zealand, i Afrika, Indien, Kina og havets øer, sådan som det er blevet udrettet i hjemmemarken." Bible Echo, supplement. 1. september, 1892. ret
(338) Omgivet af skavanker
Nervebetændelseslidelserne der begyndte i januar, fortsatte til næste november. En meget trofast og livskraftig behandling af hendes sygeplejerske og sekretærer bremsede den sygdom; men i løbet af vintermånederne voksede lidelserne. Hun fortsatte stadig hendes skriverier. Siddende i sengen, skrev hun breve til venner, vidnesbyrd til ledende medarbejdere for sagen, og mange kapitler til "Den store Mester." ret
(338) Idet foråret nærmede sig, skete der forbedringer; og i oktober besluttede hun at prøve det tørre klima i Adelaide i Sydaustralien. Der tilbragte hun seks uger, med gavnlige resultater. ret
(338) Et tilbageblik på erfaringerne.
I et brev skrevet fra Melbourne d. 23. december, 1892, til brødrene under generalkonferensen, så mrs. White tilbage på hendes erfaringer under denne lange sygdom, og skriver: ret
(338) “Jeg gælder mig over at berette om den godhed, barmhjertighed og velsignelse Herren har tilstået mig. Jeg er stadig indkredset af skavanker, men jeg bliver bedre. Den store Helbreder virker for mit (339) gode, og jeg priser Hans hellige navn. Mine læber vinder i styrke, og selvom jeg lider smerte, er det ikke nær så hårdt som det har været i de sidste ti måneder. Jeg er nu så rask at jeg kan gå op og ned af trapperne ved at gribe fat i rækværket uden anden hjælp. På trods af min lange sygdom er jeg blevet velsignet helt fantastisk af Gud. I de hårdeste konflikter, med den største smerte, har jeg erkendt forvisningen: "Min nåde er dig nok." Når jeg ind imellem har det sådan at jeg ikke kan klare smerten, ikke kan sove, ser jeg på Jesus i tro, og hans nærhed var med mig, hver mørk skygge rulles bort, et falsk lys omgiver mig, dette lokale blev fyldt med lys af hans guddommelige nærhed. ret
(339) "Jeg har følt at jeg kunne tage imod lidelser, hvis denne dyrebare nådegave fulgte med. Jeg vidste at Herren er god og nådig og fuld af barmhjertighed og medfølelse og har øm og medynkende kærlighed. I min hjælpeløshed og lidelse, har Hans ros fyldt min sjæl og været på mine læber. Mine betragtninger har været til så stor trøst og en sådan styrke så jeg tror at det ville meget værre som jeg havde været uden Guds understøttende nåde. Min synsevne har fortsat for mig, min hukommelse er blevet bevaret, og mit sind har aldrig været mere klart og aktivt for at se sandhedens skønhed og dyrebarhed. ret
(339) "Hvilke rige velsignelser er der her! Med salmisten kan jeg sige: "Hvor kostelige er dine tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres sum! Tæller jeg dem, er de flere end sandet, jeg vågner og end er jeg hos dig." Sal 139,17.18. De sidste ord udtrykker mine følelser og erfaring. Når jeg ligger vågen, er den første tanke og mit hjertes udtryk: "Pris Herren! Jeg elsker dig, o Herre, du ved at jeg elsker dig! (340) Dyrebare frelser, du har købt mig for Dit eget blod. Du har anset mig for værdifuld, ellers ville Du ikke have betalt en uendelig pris for min frelse. Du, min Genløser, har givet Dit liv for mig, og Du skal ikke dø forgæves for mig.". . . . . ret
(340) "Siden de første uger i mine pinsler, har jeg ikke betvivlet min pligt at komme til denne fjerntliggende mark; og mere end det: En tillid til min himmelske Faders plan i mine pinsler har øget sig meget stort. Nu kan jeg ikke se hele Guds mål, men jeg har tillid til at det er en del af hans plan at jeg skal pines sådan, og jeg er tilfreds og fuldkommen i ro over for dette. Med de skrifter som kommer med i dette brev, har jeg skrevet hundredeogtyve sider brevpapir siden jeg forlod Amerika. Alt dette kunne jeg ikke have gjort hvis Herren ikke har styrket og velsignet mig i stort mål. Ikke en eneste gang har den højre hånd svigtet mig. Min arm og skulder har lidt til fulde, hårdt at bære, men hånden har været i stand til at holde pennen og skrive de ord som er kommet til mig fra Herren Ånd. ret
(340) "Jeg har haft en meget dyrebar erfaring, jeg bevidner for mine med-medarbejdere i Guds sag at "Herren er god, og lovprises højt." Generalkonferensens daglige bulletin, 27. februar. 1893. ret
(340) Den australske konferense i januar, 1893
Den femte australske konferens blev holdt i den australske konferens i North Fitzroy, Melbourne, 6.-15. januar, 1893. Under dette møde talte mrs. White syv gange, om temaer der har med praktisk gudsfrygt at gøre. ret
(341) (341) En dag så hun tilbage på samfundets forlagsarbejdes start og vækst. Hun opfordrede brødrene i Australien til at anstrenge sig på bedste måde for at udvikle sig til stærke medarbejdere i dette og i andre linjer af det kristne arbejde. ret
(341) Arbejdet i New Zealand
Ved slutningen af den australske konferense, besluttede mrs. White sig at tage det længe udskudte besøg på New Zealand. Hun blev ledsaget af Emily Campbell, som hjalp hende både som sekretær og sygeplejerske. Hendes søn W. C. White, og ældre og mrs. Starr var også med hende det meste af tiden. ret
(341) Da de kom til Aukland den 8. februar, blev de mødt af ældre M. C. Israel, og ført til en møbleret arbejderbolig, som Aukland-menigheden havde sat til deres disposition. ret
(341) I løbet af de tolv dage der blev brugt på alvorligt arbejde for Aukland-menigheden, talte mrs. White otte gange. Derefter tilbragte hun tre uger med brødre og søstre i Keao, den ældste syvendedags adventistmenighed i New Zealand. Her fandt hun et antal lovende unge folk, som hun arbejdede alvorligt for. ret
(341) Både i Auckland og i Kaeo opfordrede mrs. White brødrene og søstrene alvorligt at tage deres familier til den årlige konferens som blev holdt i marts, i Napier. Denne konferens skulle være et lejrmøde, som det første af syvendedags adventisterne syd for ækvator. Om dette skrev hun: ret
(341) “Vi følte at dette lejrmøde må være, så vidt muligt, en forsmag på hvad alle andre lejrmøder i fremtiden skal være. Igen og (342) igen har jeg sagt til folk: »Se til,« sagde han, »at du udfører alt efter det forbillede, som blev vist dig på bjerget.« Hebr. 8,5 . . . . Jesus sagde til Sine disciple: “Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen." Matt. 5,48. ret
(342) Med hensyn til det tillyste lejrmøde virkede det umuligt at vække meget entusiasme. Skovlejre, og teltgrupper for vejbyggere, var velkendte ting, men ikke så ønskværdigt; men en god lejr for en gruppe folk blev samlet for at tilbede Gud, blev en helt ny ting på New Zealand. ret
(342) På grund af den økonomiske afmatning, var det usædvanlig vanskeligt for mange at deltage. Op til begyndelsen af mødet, var der et lille løfte om at mere end tredive vil slå lejr på grundene. Der blev tilvejebragt telte for dette antal. Men lige så snart mødet var åbnet, kom folk fra forskellige menigheder ind, uventet, indtil der var tre gange så mange som forventet. I løbet af den sidste uge af møderne, var der firs telte på lejrpladsen, med treoghalvtreds personer i. Mange andre boede i lokaler nær ved. Disse udgjorde, sammen med Napier-menighedsmedlemmerne en velbesat forsamling i løbet af dagen. Hver aften var det store telt velfyldt. ret
(342) Idet møderne skred frem, blev lejrmødeplanen påskønnet på det hjerteligste, og der var stemning for at den næste årlige konferense blev afholdt i lejren. Beslutninger blev taget for starten af den australianske bibelskole, og fonde hjalp til, - femhundrede dollars for udstyr, og firehundrede dollars som en studerendes hjælpefond. To hundrede og halvfjerds dollars blev bevilget som et lejrmødefond. ret
(343) (343) “Efter lejrmødets afslutning i Nabpier," skrev mrs. White, "besluttede vi at besøge Wellington, og også bruge nogle få dage i Palmerston North for at arbejde for en lille gruppe sabbatsholdere der, som bad om hjælp. På trods af sygdomme var mine ledsagere der nat og dag, og Herren gav dem nåde til at bære sygdommene. Når jeg nogle gange følte at jeg ikke kunne holde mine aftaler, vil jeg sige: "I tro vil jeg sætte mig selv frem for folk; og når jeg gjorde det, fik jeg styrke til at rejse mig over mine sygdomme, og bære det budskab Herren havde givet mig." ret
(343) I Wellington, blev mrs. White budt velkommen til mrs. M. H. Tuxford’s hjem, hvor hun tilbragte flere måneder, og fra hvilken base hun tog ud fra tid til anden for at tale til små grupper af troende i Petone, Ormondville, Dannevirke, Palmerston North, og Gisborne. ret
(343) Før mrs. White tog tilbage til Australien, deltog hun i det andet New Zealand-lejrmøde, den 30. november til 12. december, 1893, i en beboelses-forstand til Wellington. Der var dobbelt så mange tilhører end der var ved Napier-mødet. Ældre O. A. Olsen, generalkonferensens formand, kom under mødets første dage, og hans arbejde og betimelige instruktion var af usigelig værdi. Han kom med glade beretninger fra den store missionsmark, som han havde besøgt for nylig; og han appellerede til unge mennesker at udruste sig selv til evangeliets afsluttende arbejde. ret
(343) Fra Wellington skyndte mrs. White sig i selskab med ældre Olsen og andre arbejdere, sig til Melbourne, for at deltage i det første lejrmøde i Australien. ret