(43) Min fars familie var af og til stadig med i metodistmenigheden og også til klassemøderne der blev holdt i de private hjem. ret
(43) En aften tog min broder Robert og jeg selv til et klassemøde. Første ædelsten var til stede. Da det blev min brors tur, talte han med stor ydmyghed, dog med en klarhed, om nødvendigheden for en fuldstændig sikkerhed for at møde vor Frelser, når han ville komme i himlens skyer med kraft og megen herlighed. Medens min bror talte, glødede et himmelsk lys på hans sædvanlige enestående ansigtsudtryk. Han lod til at være båret af en ånd ud over de givne omgivelser og talte som om det var i Jesu nærhed. ret
(43) Da jeg blev opfordret til at tale, rejste jeg, fri i ånden, med et hjerte fyldt af kærlighed og fred. Jeg fortalte om min store lidelse under syndens domfældelse, hvordan jeg længe havde modtaget den længe eftersøgte velsignelse, en udelt overensstemmelse med Guds vilje og udtrykte min glæde i de beretninger om min Forløsers snare komme for at tage sine børn hjem. ret
(43) Doktrinære forskelle
I min enfoldighed forventede jeg at mine metodistbrødre og -søstre ville forstå mine følelser og glæde sig med mig. Men jeg blev skuffet; adskillige søstre udtrykte mishag og flyttede deres stole støjende og vendte deres ryg til mig. Jeg kunne ikke forestille mig hvad der blev sagt som kunne støde dem og talte meget kortfattet og mærkede den kølige påvirkning fra deres misbilligelse. ret
(43) Da jeg var ophørt med at tale, spurgte den siddende (44) ældste mig om det ikke ville være mere behageligt at leve et langt liv i nytte og gøre andre det godt, end at Jesus kom hurtigt og ødelagde stakkels syndere. Jeg svarede at jeg længdes efter Jesu komme. Da vil synd få en ende og vi vil glæde os over helliggørelse for evigt, uden nogen djævel til at friste og lede os på vildspor. ret
(44) Da den nuværende ældste henvendte sig til andre i den klasse, udtrykte han stor glæde i sin forventning forventning af en timeligt tusindårsrige, da jorden skulle fyldes med Herrens kundskab, som vandene dækker havet. Han længtes efter at se denne herlige indvarslede periode. ret
(44) Efter at mødet var afsluttet, var jeg klar over at jeg var behandlet med markant kulde af dem som tidligere havde været en ven og venlig over for mig. Min bror og jeg vendte hjem med bedrøvet følelse, at vi skulle misforstås så meget af vore brødre, og at emnet om Jesu snarlige komme ville opvække så bitter modstand i deres bryster. ret
(44) Håbet om Genkomsten
På vejen hjem talte vi alvorligt om vor nye tros og håbs beviser. "Ellen," sagde Robert, "er vi bedragede? Er dette håb om Kristi snarlige tilsynekomst på jorden et kætterri, som prædikanter og religionsbekender modsætter sig så bitterligt? De sagde at Jesus ikke ville komme tusindvis og tusindvis år. Hvis de blot ville nærme sig sandheden, så kan verden ikke få en afslutning i vor tid." ret
(44) Jeg tude ikke give vantroen et øjebliks opmuntring, men svarede hurtigt: "Jeg tvivler ikke, men den lære mr. Miller forkyndte er sandhed. Hvilken kraft fulgte med hans ord! Hvilken overbevisning blev synderens hjerte ikke hjemsøgt med!" ret
(44) Vi talte åbent ud om dette idet vi gik, og besluttede at det var vor pligt og privilegium (45) at se efter vor Frelsers komme, og at det ville være det sikreste at berede os for Hans tilsynekomst, og være parat til at møde Ham med glæde. Hvis Han kom, hvad vil så være udsigterne for dem, som nu siger: "Min Herre lader vente på sig," og ikke havde noget ønske om at se Ham? Vi undredes over hvordan prædikanterne turde være så tavse med i deres angst for syndere og frafaldne, når de siger: "Fred, fred!" skønt advarselsbudskabet blev givet til alle over landet. Perioden virkede meget alvorlig for os; vi følte at vi ikke havde nogen tid at miste. ret
(45) "Et træ kendes på sine frugter," bemærkede Robert. "Hvad har denne tro gjort for os? Den har overbevist os om at vi ikke er parat for Herrens genkomst; at vi må komme rene i hjertet, ellers kan vi ikke møde vor Frelser i fred. Det havde vækket os til at søge efter ny styrke og nåde fra Gud. ret
(45) "Hvad har det gjort for dig, Ellen? Vil du have været det, som du er nu, om du aldrig havde hørt læren om Kristi snarlige genkomst? Hvilket håb har det ikke indgydt i dit hjerte; hvilken fred, glæde og kærlighed har det givet dig? Og for mig har det gjort alt. Jeg elsker Jesus, og alle kristne. Jeg elsker bedemøder. Jeg finder stor glæde i at læse min bibel og i bøn." ret
(45) Vi følte os begge bestyrket af denne samtale, og besluttede at vi ikke ville vende os bort fra vor oprigtige sandhedsoverbevisning, og det velsignede håb om Kristi snarlige komme i himlens skyer. Vi var taknemmelige at vi ikke kunne se det dyrebare lys, og frydede os over at se frem til Herrens komme. ret
(45) Sidste vidnesbyrd til klassemødet
Ikke så lang tid efter dette, fulgte vi atter klassemødet. Vi ønskede en anledning til at tale om Guds dyrebare kærlighed som oplivede vore sjæle. Jeg (46) ønskede specielt at fortælle om Herrens godhed og barmhjertighed mod mig. Det var så stor en chance for mig, at det var min pligt at udnytte enhver lejlighed til at bevidne min Frelsers kærlighed. ret
(46) Da min tur kom til at tale, startede jeg med de vidnesbyrd jeg nød fra Jesu Kærlighed og at jeg med glædelig forventning, så frem til start at møde min Forløser. Troen at Kristi komme snart var nær, havde oprørt min sjæl til at søge mere alvorligt efter Guds Ånds helliggørelse. ret
(46) Her afbrød klasselederen mig og sagde: "Du modtog helliggørelse gennem metodismen, gennem metodismen, søster, ikke gennem en fejlagtig teori." ret
(46) Jeg følte mig tvunget til at bekende sandheden, at det ikke vor gennem metodismen at mit hjerte havde modtaget dets nye velsignelse, men ved gribende sandheder om Jesu personlige tilsynekomst. Igennem dem havde jeg fundet fred, glæde og fuldkommen kærlighed. Således sluttede mit vidnesbyrd, det sidste som jeg frembar i klassen med mine metodistbrødre. ret
(46) Robert talte da, på hans sagtmodige måde og dog i en så klar betagende måde, at nogle græd og var meget rørte; men andre rømmede sig uenigt og lod til at være helt utilpas. ret
(46) Efter at have forladt klasserummet, talte vi igen over vor tro og forundres over at vore kristne brødre og søstre så dårligt kunne tåle at få et ord talt med henblik på vor Frelseres komme. Vi var overbevist om at vi ikke længere kunne deltage til klassemødet. Håbet om Kristi herlige tilsynekomst fyldte vore sjæle, og ville finde sit udtryk da vi rejste os op for at tale. Det var tydeligt at vi ikke længere havde frihed til klassemødet; for vort vidnesbyrd provokerede fremkaldte spotske smil og spydighederne nåde vore ører ved (47) slutningen af mødet, fra brødre og søstre som vi respekterede og elskede. ret
(47) Sprede adventbudskabet
Adventisterne havde møder må samme tid i Beethovenhallen. Min far fulgte dem helt regelmæssigt, sammen med sin familie. Tiden for det andet komme var planlagt at være i år 1843. Tiden synes at være så kort, for at sjæle kunne blive frelst, at jeg besluttede mig til at gøre alt hvad der var i min magt for at lede syndere ind i sandhedens lys. ret
(47) Jeg havde to søstre hjemme, - Sara, som var adskillige år ældre og min tvillingsøster, Elizabet. Vi talte sagen igennem for os selv og besluttede at tjene de penge vi kunne og bruge dem til at købe bøger og traktater til gratis uddeling. Dette var det bedste vi kunne gøre og vi gjorde denne smule med glæde. ret
(47) For fader var hattemager, og det blev min tildelte opgave at lave puld på hattene, som var den letteste del af arbejdet. Jeg knyttede også strømper for femogtyve cents pr par. Mit hjerte var så svagt at jeg var nød til at sidde oppe i sengen og gøre dette arbejde; men dag efter dag sad jeg der, lykkelig for at mine skælvende fingre kunne gøre noget, for at få en lille skærv til den sag jeg elskede så meget. Jeg kunne kun tjene femogtyve cents på en dag. Jeg lagte disse dyrebare små sølvstykker omhyggeligt til side som kom ud af det, som skulle bruges til læsestof, der oplyste og vække dem som var i mørke! ret
(48) Jeg var ikke fristet til at bruge min opsparing på min egen personlige tilfredsstillelse. Mine klæder var enkle; intet blev brugt på unødige smykker, for forfængelig opvisning så syndigt ud i mine øjne. Så fik jeg opsparet en lille fond som jeg kunne bruge til at købe de passende (48) bøger. Disse blev lagt i hænderne på erfarne personer i omløb derude. ret
(48) Ethvert blad i denne tryksag synes dyrebar i mine øjne, for det var som en lysets budbringer til verden, at jeg bød dem beredde sig for de store begivenheder der var nær for hånden. Sjælenes frelse var byrden i mit sind og mit hjerte smertedes for dem, som indbildte sig selv, så de levede i sikkerhed, medens advarselsbudskabet blev givet til verden. ret
(48) Udødelighedsspørgsmålet
En dag lyttede jeg til en samtale mellem min mor og en søster, med hensyn til en prædiken som de havde hørt fornyelig, om sjælen ikke har naturlig udødelighed. Nogle af prædikantens sikre skriftsteder blev gengivet. Blandt dem som gjorde indtryk på mig var disse: »den sjæl, der synder, den skal dø.« Ez 18,4 »De levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting.« Præd. 9,5 »Som den salige og eneste hersker, kongernes Konge og herrernes Herre, skal lade os se, når tid er inde, han, den eneste, der har udødelighed.« 1. Tim 6, 15.16 »Til dem, der med udholdenhed i god gerning søger herlighed og ære og uforkrænkelighed.« Rom 2,7 ret
(48) Hvorfor, sagde min moder, efter et have citeret det foregående sted, »skulle de søge efter det de allerede har?" ret
(48) Jeg lyttede til disse nye tanker med en intens og stor interesse. Da jeg blev alene med min moder, forhørte jeg om hun virkelig troede at sjælen ikke var udødelig. Hendes svar var at hun frygtede at vi virkelig har været i vildfarelse i dette spørgsmål lige så vel som i nogle andre. ret
(49) "Men, mor," sagde jeg, "tror du virkelig at sjælen sover i graven indtil opstandelsen? Tror du at den kristne, når han dør, ikke går udødelig til himlen, ej heller synderen til helvedet? ret
(49) Hun svarede: "Bibelen giver os intet bevis for at der er et evigt brændende helvede. Hvis der er et sådant sted, burde det være omtalt i den hellige Bog." ret
(49) "Hvorfor, mor! skreg jeg, i overraskelse, "det er fremmed tale fra dig! Hvis du tror denne fremmede teori, så lad ingen vide af det; for jeg frygter at syndere vil samle sikkerhed fra denne tro og aldrig ønske at søge Herren. ret
(49) "Hvis det er forsvarlig bibeltro," svarede hun, "i stedet for at forhindre syndernes frelse, vil det være midlet til at vinde dem for Kristus. Hvis Guds kærlighed ikke vil fremkalde oprør til overgivelse, vil et evigt helvedes rædsel ikke drive ham til omvendelse. Desuden, synes det ikke at være en rigtig måde at vinde sjæle til Jesus, ved at tiltrække en af sindets laveste egenskaber, foragtelig frygt. Jesu kærlighed tiltrækker, den vil underkue det hårdeste hjerte." ret
(49) Det gik nogle måneder efter den samtale, før jeg hørte noget mere om dette lærepunkt; men i løbet af den tid havde mit sind været optaget af dette spørgsmål. Når jeg hørte det forkyndt, tog jeg det for at være sandheden. Fra den gang hvor lyset om dødens søvn drog på mit sind, forsvandt mysteriet om opstandelsen og de store begivenheder i sig selv tog en ny og ophøjet betydning. Mit sind havde ofte været forstyrret af dets anstrengelser for at forene den umiddelbare belønning eller dødens straf, med den ubetvivlende kendsgerning af en fremtidig opstandelse og dom. Hvis sjælen ved døden gik til evig lykke eller (50) ulykke, hvor var så behovet for opstandelse af det skrøbelige og hensmulderende legeme? ret
(50) Men denne nye og vidunderlige tro lærte mig, hvorfor inspirerede skrivere havde dvælet så meget over legemets opstandelse; det var fordi hele væsnet sov i graven. Jeg kunne nu klart se vildfarelsen i vort tidligere standpunkt. ret
(50) Pastorens besøg
Alle i vor familie var interesseret i læren i Herrens snarlige komme. Min far havde længe stået som en af støtterne i metodistmenigheden. Han har været den der formaner. Og leder for møderne i hjemmene et stykke fra byen. Dog, aflagde metodistprædikanten os et særligt besøg og greb anledningen til at underrette os om at vor tro og metodismen ikke kunne stemme overens. Han forhørte sig ikke om vore grunde til at tro som vi gjorde, ej heller at gøre nogen henvisning til bibelen for at overbevise os om vor vildfarelse; men han fastslog at vi havde tilegnet os en ny og fremmed tro, som metodistmenigheden ikke kunne acceptere. ret
(50) Min fader svarede han måtte misforstå ved at kalde dette en ny og fremmed lære, da Kristus selv, i sin lære til sine disciple, havde forkyndt sit andet komme. Han har sagt: »I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for hvor jer, dér skal også I være.« Joh 14,2.3 Da han blev taget op til himlen for deres øjne og en sky bar ham fra deres synskreds og idet hans trofaste efterfølgere stod og stirrede efter deres forsvundne Herre, »se, da stod der hos dem to mænd i hvide klæder og de sagde: »I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod himlen? Denne (51) Jesus, som er optaget fra jer til himlen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til himmelen." Apg. 1,10,11. ret
(51) "Og," sagde min far, ophedet i sit emne, "den inspirerede Paulus skrev et brev til opmuntring af sine brødre i Tessalonika og sagde: »Og jer, der lider trængsel, hvile sammen med os, når Herren Jesus åbenbares fra Himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild og bringer straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige og giver dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium; de skal nemlig straffes evig undergang bort fra Herrens ansigt og hans vældes herlighed på hin dag, når han kommer for at vise sig herlig i sine hellige og underfuld i alle, der blev troende.« 2 Tess 1,7-10 »Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!" 1.Tess 4,16-18. ret
(51) "Dette er stor vigtighed for vor tro. Jesus og hans apostle dvælede ved begivenhederne for det andet komme med glæde og triumf; og de hellige engle erklærede at Kristus, som steg op til himlen, skal komme igen. Dette er vor forargelse, tro Jesus og hans disciples ord. Dette er en meget gammel lære og bærer ingen plet af kætteri." ret
(51) Prædikanten prøvede ikke at henvise til et eneste skriftsted, som ville påvise os i vildfarelse, men undskyldte sig selv med en bøn om tid. Han anviste os at stille og roligt at trække os tilbage fra menigheden og undgå en offentlig undersøgelse. Vi blev klar over at andre af (52) vore brødre blev mødt med lignende behandling i en sådan sag og vi ønskede ikke at vi skal skamme os over at vedkende os vor tro, eller være ude af stand til at understøtte den med skriften, så mine forældre insisterede at de ville være klar over grunden til denne anmodning. ret
(52) Det eneste svar til dette var et flygtigt erklæring at vi havde gået imod menighedens regler og den bedste fremgangsmåde ville være at frivilligt at trække det tilbage for at spare en undersøgelse. Vi svarede at vi foretrak den regulære undersøgelse og forlangte at vide hvilken synd var langt på os, idet vi var bevidst om, at der intet forkert var ved at vente på og holde af Frelserens tilsynekomst. ret
(52) Menighedens trængsel
Ikke længe efter, blev vi anmeldt til at være til stede, til et bestyrelsesmøde i menigheden. Der var kun få tilstede. Indflydelsen fra min far og hans familie var således at vore modstandere ikke havde ønske om at overbringe vor sag for et stort antal af forsamlingen. Den eneste beskyldning der blev fremført, var at vi havde gået imod deres regler. På vort spørgsmål om hvilke regler vi havde overtrådt, begyndte det, efter en lille vaklen, at vi havde fulgt andre møder og havde forsømt at møde regelmæssigt i vor klasse. ret
(52) Vi kom i gang med den del af familien, der havde været i landet, for nogen tid siden. Ingen som forblev i byen havde været borte fra klassemøderne i mere end få uger. De var praktisk talt tvunget til at blive væk fordi de vidnesbyrd de bar blev mødt med markant misbilligelse. Vi mindede dem også om at visse personer som ikke havde fulgt klassemøderne i et år, stadig ikke fulgte klassemøderne, men dog havde god anseelse. ret
(53) Der blev spurgt om vi ville bekende, at vi havde afviget i deres regler og om vi også ville indvillige, at tilpasse os dem i fremtiden. Vi svarede at vi turde ikke opgive vor tro eller fornægte Guds indviede sandheder; da vi ikke kunne undvære håbet om vor Forløsers snare komme; da efter den optræden som de kaldte kætteri, måtte vi fortsætte med at dyrke Herren. ret
(53) Min far fik Guds velsignelse for sit forsvar og vi forlod alle bestyrelsen med godt humør, lykkelig i bevidstheden om ret og Jesu bifaldende smil. ret
(53) Den næste søndag, ved begyndelsen af lovprisningen, læste første-ældste vore navne op, syv stykker, som løst fra menigheden. Han begyndte med at vi ikke var udstødt på grund af forkert eller umoralsk handling, at vi var af pletfri karakter og misundelsesværdig anseelse, men vi havde været skyldig i at gå i modsætning til metodistmenighedens regler. Han erklærede at en dør nu var åben og at alle som nu var skyldig i lignende brud af reglerne ville blive behandlet på samme måde. ret
(53) Der var mange i menigheden som ventede på Frelserens tilsynekomst og denne trussel blev givet for at skræmme dem til underkastelse. I nogle tilfælde har den politik bevirket det ønskede resultat og Guds gunst blev solgt til et sted i menigheden. Mange troede, men vovede ikke at bekende deres tro, for ikke at de skulle blive vist ud af synagogen. Men nogle gik senere og tilsluttede sig deres selskab som ventede på Frelseren. ret
(53) På det tidspunkt var profetens ord i høj grad dyrebare: »Således siger eders brødre, der hader eder og støder eder bort for mit navns skyld: »Lad Herren vise sig i sin herlighed, så vi kan se eders glæde!« Men de skal blive til skamme!" Es 66,5. ret