(416) (416) Torsdag aften, d. 9. september, 1909, vendte mrs. White tilbage til sit hjem nær St. Helena, i Californien, efter at have været væk i fem måneder og fire dage, hvor hun havde rejst mere end tretten tusinde kilometer, og talt til store og små tilhørerforsamlinger, tooghalvfjerds gange, på syvogtyve steder, fra Californien til Maine, fra Alabama til Wisconsin. ret
(416) Hovedformålet med denne rejse var at deltage ved den hver fjerde årlige generalkonferensråd, som var stævnet i Washington, D. C., i foråret 1909. Hendes besøg på andre steder var som svar på indtrængende invitationer, og blev gjort mulig fordi hun allernådigst fik styrke og mod, efterhånden som hun tog fra sted til sted. ret
(416) Nogle få dage før hun startede sin rejse, bemærkede hun at hun var enogfirs år gammel og havde svagt helbred, ville det utvivlsomt være bedst for hende at tage den mest direkte rute til Washington; men at hun ikke kunne afvise kaldet om at besøge Los Angeles, Loma Linda, og Paradise Valley, i Sydcalifornien, eller indbydelsen om at stoppe i College View, Neb., og tale til femhundrede studerende på Union College. Hun sagde: “Jeg må også besøge min søn Edson, i Nashville, Tenn., og hvis Herren giver mig styrke, vil jeg være glad for at besøge brødrene Sutherland og Magan på Madison-skolen." Hun udtrykte også ønske om at stoppe en dag i Asheville, N. C., hvor prof. S. Brownsberger boede, og hvor søster Rumbaugh havde bygget og givet konferensen et rummeligt mødehus og præstebolig. ret
(416) I de fire uger der blev brugt på at rejsen til Washington, kunne mrs. White talte fire (417) gange i College View; to gange hvert sted i Loma Linda, Nashville, og Asheville; og en gang hvert sted i Paradise Valley, Madison, Hillcrest, Huntsville, og på Alden missionsskole nær Hilltop. Da hun ankom til Washington, tog hun straks til Takoma Park, hvor hun boede i ældre G. A. Irwins hjem. ret
(417) En repræsentativ forsamling
1909-generalkonferensen havde repræsentanter fra mange lande. Forsamlingen af delegerede fra udlandet var usædvanlig stor, om det ikke var fuldtallige tilstedeværende fra oversøiske konferenser og missioner. Tilhørerskaren fra hjemmemarken var også stor. På sessionens åbningsdag, frembar mrs. White en tung byrde for de åndelige interessers skyld, hos de forskellige klasser af troende der havde slået lejr på grundene. I flere af hendes offentlige taler opfordrede hun brødre og søstre til at gribe fat i Gud, og søge Ham alvorligst for vejledning og velsignelse. Tilhørerskaren skulle samle mod og inspiration til at fremføre et mægtigt arbejde udover verden. I alle deres planer skulle de hele tiden have de fortabtes behov i tanke, og vigtigheden af at sætte sig på de steder hvor Gud så forunderligt har åbnet vejen for den nærværende sandheds indgang. ret
(417) Arbejdet i byerne
Særlig blev sagen med nationernes store byer peget ud. "Se på vore byer," sagde hun indtrængende, "og på deres behov for evangeliet. Behovet for alvorligt arbejde iblandt skarerne i byerne er holdt foran mig i mere end tyve år. Hvem bærer en byrde for vore store byer? Nogle (418) vil sige: Vi behøver alle de penge vi kan få for at fremføre arbejdet på andre steder. Er I ikke klar over at fremføres sandheden ikke i byerne, vil midlerne tørre ud? Når I fremfører dette budskab til dem i byerne som hungrer efter sandheden, og de accepterer lyset, vil de gå alvorligt for at bringe lyset til andre. Sjæle som har midler vil bringe andre til sandheden, og vil give af deres midler for at fremme Guds sag." Generalkonferense bulltin, 24. maj 1909. ret
(418) Planlægningens nødvendighed er en usædvanlig måde at forkynde den tredje engels budskab til tætbefolkede centre på, der udgør en af hovedbyrderne i mrs. Whites prædikener under konferensen. ret
(418) “En smugle gøres i vor verden," erklærede hun; “men, oh om det gode arbejde kan spredes ud omkring og nå enhver trængende sjæl! Oh om den nærværende sandhed måtte proklameres til enhver by! Dette store behov holdes foran mig nat og dag. . . . . . ret
(418) "Mænd og kvinder går mere og mere ud for at frembære evangeliets budskab. Vi takker Gud for dette, men vi behøver en større opvågnen. . . . Det er vort privilegium at se Guds værk rykke frem i byerne. Kristus venter og venter på steder der bliver indtaget. Hvem forbereder dette arbejde? Vi vil ikke sige at vi er blottet for medarbejdere. Vi er glade at der er nogen; men der er et større, et langt større arbejde at gøre vi vore byer." Generalkonferense bulltin, 17. maj 1909.] ret
(418) Særlige anstrengelser i New England
"Det værk vi skal gøre er et underfuldt stort værk," sagde hun under en anden af hendes prædikener under konferensen. "Der er en verden at frelse." (419) I denne forbindelse har hun særlig refereret til den velsignelse som vil komme til Guds sag igennem stærke og forenede anstrengelser for forkyndelsen af budskabet i New Englands byer, hvor den første og anden engels budskaber er blevet med mægtig kraft. "Vi må bringe den tredje engels budskab til de samme byer," sagde hun. "Hvem af os prøver at sprede lysets stråler, hvor der blev taget så godt imod sandheden i budskabets første dage? Generalkonferense bulltin, 31. maj 1909. ret
(419) I en af hendes appeller for det arbejde der skal gøres i New England og atlanterhavsstaternes byer, har hun sagt: "Hvad er der gjort i øststaternes byer hvor adventbudskabet blev proklameret første gang? Byerne i veststaterne har fået mulighederne, men hvem i øststaterne har taget arbejdet op at gå over den grund, der i budskabets første dage blev døbt med sandheden om Herrens snarlige komme? Det lys der er givet at sandheden atter bør gå til øststaterne, hvor vi først begyndte vort arbejde, og hvor vi havde vore første erfaringer. Vi må anstrenge os på enhver måde for at sprede sandhedskundskaben til alle som vil høre, og der er mange som vil lytte. Overalt i vore store byer har Gud ærlige sjæle som er interesseret i det der er sandhed. Der er et alvorligt arbejde at gøre i øststaterne. ’Gentag budskabet, gentag budskabet,’ var de ord der blev sagt til mig igen og igen. ’Fortæl mine folk at gentage budskabet på steder hvor vi først forkyndte, og hvor menighed efter menighed tog standpunkt for sandheden, Guds kraft bevidnede budskabet på en bemærkelsesværdig måde.’" Generalkonferense bulltin, 24. maj 1909. ret
(420) Delegationer fra udlandet
(420) Til de over et hundrede delegerede fra udlandet tilstedeværende ved 1909-generalkonferensen, fik mrs. White anledning til at møde gamle venner, som hun i tidligere år har arbejdet sammen med. Under konferensen blev hun ofte besøgt af grupper af brødre fra nogle udenlandske konferenser eller missionsmarker, som bringer hende deres hilsener, og beretter om fremgang af den tredje engels budskab på de marker, som de repræsenterer. Derved fik næsten alle udefra, både gamle venner og dem som aldrig før har mødt hende før en anledning, til at forvisse hende om deres mod på Gud og deres beslutsomhed for at gøre deres del i det afsluttende arbejde. ret
(420) "Jeg følte det meget dybt," sagde mrs. White offentligt efter at have nydt en af disse stunder, "når vore brødre som var kommet fra fremmede marker, fortælle mig en smugle af deres erfaringer og om det Herren gør for at bringe sjæle til sandheden." Generalkonferense bulltin, 21. maj 1909. Og en anden gang, da hun talte særligt om dem, for konferensen, sagde hun: ret
(420) “Her er medarbejdere som er kommet fra udlandet. De er kommet for at se og for at forstå. De har sat sig for at udnytte enhver anledning, så de kan gå tilbage til deres arbejdsmarker, med en fornyet nåde og Guds Ånds kraft. Som lærer og ledere i arbejdet, skal de samle dyrebare anledninger som de vil, hvis de er trofaste, bringe deres medarbejdere, som arbejder på mange steder på forskellige måder, for at bringe sjæle til et sandhedskundskab. Mine brødre, på jeres arbejdsmarker kan I være omgivet af ugunstige (421) forhold; men Herren ved alt dette, og Han vil dække jeres mangler med Sin egen Helligånd. Vi behøver at få mere tro på Gud." Generalkonferense bulltin, 21. maj 1909. ret
(421) Stridigheder iblandt folkene
Mrs. White formanede højtideligt brødre, som var kommet til mødet som repræsentanter for den nærværende sandheds sag fra alle dele af Europa, fra Asien, Afrika, Sydamerika, Australiasien og havets øer, at forberede deres hjerter for de frygtelige kampscenerier og modstand der er udover hvad de kan forestille sig, og vil snart være vidne til iblandt jordens folkeslag. “Meget snart," erklærede hun, “ vil udenlandske nationers stridigheder om modstand bryde ud med en intensitet som du ikke regner med nu. I behøver nu at indse vigtigheden i at blive kendt med Gud i bøn. Når I har forsikringen at han hører jer, holder dette jer oppe i trængslen; vil I rejse jer over modløshed, fordi I erfarer Guds krafts opildnende indflydelse i jeres hjerter. Hvad vi behøver er sandhed. Intet kan gå i stedet for dette, - den hellige, højtidelige sandhed som kan sætte os i stand til at gennemgå trængslens prøvelse, endog dem som Kristus udholdt. Generalkonferense bulltin, 21. maj 1909. ret
(421) Og i afslutningsgudtjenesten, der markerede afslutningen på konferensen, appellerede hun endnu en gang de tilstedeværende delegerede fra alle dele af verden, til at holde ud, idet vi ser på den Usynlige. Hun formanede enhver medarbejder til at gå ud i den Israels Mægtige styrke. Hun erklærede at havde hun ikke privilegiet til at møde brødrene ved en anden konferense end denne, ville hun alligevel bede for dem, og forberede sig på at møde dem alle i herlighedens rige. ret
(422) Vigtige råd
(422) Det var under 1909 Generalkonferensen at mrs. White læste et manuskrift er opfordrede til loyalitet mod sundhedsreformens principper; [Dette manuskrift blev senere publiceret i Vidnesbyrd for menigheden bd 9:153-166.] og hun talte også til de delegerede om det same emne. [Se Generalkonferense bulletin, 30. maj, 1909.] Et andet manuskrift der blev læst var “En bøn til Lægemissionæer evangelister;" og endnu et: “Evangelisternes Loma Linda College" [For disse, se Vidnesbyrd for menigheden bd. 9:167-178.] ret
(422) Efter konferensesamlingen, mødtes mrs. White to gange med medlemmer af generalkonferensekommiteen, før hun tog til Philadelphia og andre byer i øststaterne, og derefter til lejrmøder og institutioner i centralstaterne og midt vest, på vej til hendes hjem i Californien. ret
(422) I hendes samtaler med generalkonferensebestyrelsen, læste mrs. White manuskripter op der havde at gøre med nogle af de problemer der betyngede brødrene. Kaldet til at gøre et meget større arbejde i byerne der hjemme og derude, end forsøgt tidligere, kunne kun bevares efter de mennesker og midler der kunne bruges til et sådant arbejde. For at en bred og vidtrækkende kampagne kunne indvarsles hurtigt og effektivt, foreslog mrs. White at der blev frigivet nogle medarbejdere til evangelisk tjeneste, som havde tunge byrder på institutionelle centre. Hun sagde: ret
(422) “For at kunne føre de forskellige forretninger ved vort værks center, må vi så vidt muligt, prøve at finde helligede mænd som er oplært i forretningsanliggender. Vi må passe på at vi ikke binder mennesker til indflydelsesrige centre, som kunne gøre et (423) vigtigere arbejde på den offentlige platform, at bringe Guds ords sandheder for ikke-troende. . . . . ret
(423) “Som Guds tjenere er den tredje engels budskab blevet betroet os som det afsluttende budskab, der skal berede et folk for Kongens komme. . . . Tiden er kort og Herren ønsker, at alt, hvad der har forbindelse med hans sag, skal blive bragt i orden. Han ønsker, at det højtidelige advarende og indbydende budskab skal forkyndes så vidt omkring som hans budbringere kan komme. Intet, som kan hindre budskabets fremgang, må få indpas i vore planer. . . . . ret
(423) “I årevis kæmpede pionererne i vort værk mod fattigdom og mangfoldige prøvelser for at bringe den nærværende sandheds sag i en fordelagtig stilling. Med begrænsede midler arbejdede de utrætteligt og Herren velsignede deres ydmyge anstrengelser. Budskabet spredtes med kraft i øststaterne og udbredtes vestpå, indtil der var blevet oprettet indflydelsesrige centre mange steder. Arbejderne af i dag skal måske gennemgå tidligere tiders genvordigheder. De ændrede tilstande må imidlertid ikke føre til, at anstrengelserne aftager. Nu, hvor Herren befaler os, at vi endnu en gang skal forkynde budskabet med kraft i øststaterne og arbejde i byerne der, såvel som i syd-, vest- og nordstaterne, skal vi da ikke svare alle som en og adlyde hans befaling? Skal vi ikke lægge planer for at sende vore budbærere gennem alle disse områder og støtte den rigeligt? . . . . ret
(423) “Hvad er vore konferenser til, hvis det ikke er for at fremføre netop dette arbejde? I en tid som denne, skal alle hænder være i gang. Herren kommer. Enden er nær; ja det haster stort! (424) Om en lille stund fra nu af skal vi ikke kunne arbejde med den frihed som vi nyder nu. Frygtelige scenerier er foran os, og hvad vi gør, må vi gøre hurtigt. Vi må opbygge værket hvert sted det er muligt. Og for at fuldføre dette værk, som vi har stærkt brug for på denne mark, må vi have hjælp af vore erfarne prædikanter som kan fange store forsamlingers opmærksomhed. . . . . . ret
(424) "Før jeg forlod hjemmet lovede jeg Herren at hvis Han vil spare mit liv, og sætte mig i stand til at komme til denne konferense, vil jeg overbringe det budskab, som han gentagende gange har givet mig for byernes skyld, hvori tusinde og tusindvis går tabt uden at kende sandheden. Idet jeg har frembåret dette budskab til folk, har Herrens velsignelse hvilet rigt på mig. Og nu, mine brødre, appellerer jeg til jer i Herrens navn at gøre jeres bedste, og planlægge for værkets fremadskriden på Guds udpegede måde. . . . ret
(424) "Idet vi gør dette arbejde, vil vi finde at midlerne flyder ind i vore kasser, og at vi har alle de midler til at føre et endnu bredere og mere vidtrækkende arbejde. Skal vi ikke gå frem i tro, ligesom om vi havde tusindvis dollars? Vi har ikke den lave tro til det. Lad os gøre vor del med at advare disse byer. Advarselsbudskabet må gå ud til folk, som er parat til at gå fortabt, uadvaret ufrelste. Hvordan kan vi tøve? Når vi går frem vil midlerne komme. Men vi må gå frem i tro, stole på Herren Israels Gud." [Fra et manuskrift, dele af det er publiceret i Vidnesbyrd for menigheden bd. 9:98, 99.] ret