(450) (450) Klokken fem søndag eftermiddag, d. 18. juli, 1915, i "Elmshaven," ret
(450) “Et lille sted helliget af nåde,
ud af verdens vide ødemark,"
der var samlet over fem hundrede venner og naboer for at give deres sidste hyldest af respekt for mrs. Ellen G Whites minde, og for at trøste dem, med deres tilstedeværelse og forståelse, som var kaldet til at lide tabet af den, de elskede så kært. ret
(450) Gudstjenesten blev holdt på græsplænen foran mrs. Whites stille landsted, som længe havde været et himmelsk hvilested for hende, - et virkeligt "tilflugtssted," som hun ofte har benævnt det når hun kom hjem fra det offentlige arbejde. I den ene ende af græsplænen var rejst et skærmtag for de medvirkende prædikanter; medens stole og bænke sat pænt op under de vidt-udbredte elmetræer, med sofaer og gyngestole for de ældre og svagelige, gav sidepladser til alle som kom. ret
(450) Med kendte toner til salmen “Når fred fylder sjælen," sunget af en dobbelt kvartet fra Pacific Unions College og fra St. Helena Sanatoriet, markerede gudstjenestens åbning. Ældre R. W. Munson, bad i sin bøn om alle måtte have gavn af eksemplet fra det helligede og gudfrygtige liv, der nu sover, og at der måtte komme en særlig hjælp og styrke hos de mange der læser hendes publicerede skrifter. "Giv os særlig," bad han, "at velsigne de skrifter som hun har sendt ud til jordens fire hjørner, så verden kan høre budskabet på mange sprog, som hendes bøger er blevet (451) oversat til. Vi takker dig for dem i Kina, i Korea, i Japan, i Indien, i Afrika, og på Havets øer, som har hjulpet til en frelsende kundskab til sandheden, ved at læse Din tjeners skrifter. Velsign også, beder vi Dig indstændigt, dem som er gået ud i disse lande for at fremføre sandheden for denne tid. . . . Oh Gud, forhast proklameringen af dette budskab til alle jordens beboere, så denne slægt må høre det og give agt på det, og vejen må være forberedt til vor velsignede Frelsers komme." ret
(451) Skriftlæsningen, af ældre George B. Starr, omfattede følgende følgende passager, nogle af den blev kun læst i dele: Sal. 116,15, Præd. 7,2. 4; Rom. 8,35. 37-39; Joh. 6,39. 40; Dan. 12,2. 3; Åb. 14,12. 13; Ez. 37,12-14; Es. 26,19; Åb. 7,9-17; 21,4. Læsningen afsluttede med nogle få vers som var særligt illustrative for mrs. Whites livserfaring: Sal. 40,9.10 og Mark. 14,8. ret
(451) Ældre J. N. Loughborough, som var ærværdig med mange års Kristen tjeneste, dog forunderligt støttet af Gud som et levende vidne på mangfoldige forsyn i adventbevægelsens oprejsning og fremskyndelse, var den første taler. Han frembar en elskværdig hyldes for det livsværk af den, som han så ofte havde arbejdet i tæt forbindelse med siden 1852. Hans prædiken, som mest havde erindringer, skulle være en biografisk skildring, skønt den var langt mere end en skildring, men en åbenbaring, som det var, for Helligåndens særlige virke i forbindelse med hendes arbejde. Han understegede på ny at hendes publicerede værker går i retning mod den reneste moralitet, leder til Kristus og til Bibelen, og bringer hvile og trøst til trætte og sorgfulde hjerter. ret
(451) Ældre Starr, den næste taler, refererede til nogle personlige sider af mrs. Whites liv. "Jeg har aldrig hørt nogen anden person," sagde han, "tale om kærlighed til (452) Jesus, når jeg har hørt hende tale. Mange gange har jeg hørt hende udbryde: ’Jeg elsker Ham, jeg elsker Ham!’ ret
(452) "Jeg betragtede hende som en af de stærkeste karakterer jeg nogensinde har mødt. Jeg kan kun sammenligne hendes liv med det stærke egetræ der møder vinden og modstår dets hårdeste pres, eller bjerget der ler ad stormen. . . . . Hendes tro på Gud var urokkelig. Under trængsler som kunne have fejet manges tro bort, har hun fastholdt en fast tillid, og sejret." ret
(452) "Da jeg sagde farvel til hende for to uger siden i dag," fortsatte ældre Starr, "sagde jeg: ’Vi er glade for at du er så klar denne formiddag.’ Søster White svarede: ’Jeg er glad for at du ser mig sådan, og jeg ønsker at fortælle dig at det er klart inden i.’ Og så tilføjede hun: ’Jeg har ikke haft så mange sørgmodige dage, har jeg?’ ’Nej, søster White,’ sagde jeg, ’ikke i hele dit liv, fordi du har rejst dig over dem.’ ’Ja,’ svarede hun, ’min himmelske Fader har planlagt det hele for mig, og Han ved hvornår det vil slutte, og jeg er opsat på at ikke knurre." ret
(452) “Så sagde jeg til hende: ‘Jeg kan kun gentage for dig, søster White, hvad du skrev til os i dine sidste breve. Du sagde: "Skyggerne bliver længere, og vi nærmer os hjemmet. Vi skal snart være hjemme, og så vil vi tale om det hele sammen i Guds rige."’ Hun gentog: ’Ja; det virker næsten for godt til at være sandt, men det er sandt.’" ret
(452) “Død fra jorden for evigt,
Fri fra alle dets bekymriner og frygt,
Hun vil atter ikke være sammen med os,
Så længe vi betræder denne tåredal," ret
(452) . . . . var de første linjer i den anden salme, påvirkede mange dybt i den lyttende forsamling. For flere år siden blev disse (453) linjer skrevet ned af en af mrs. Whites venner i mesterens tjeneste, den ældre Uriah Smith. Sørgelig er afskeden i dette liv; ret
(453) "Men en herlig dag nærmer sig,
Jordens længe-ønskede jubelår,
Hvor skaberens Konge viser sig,
Skal proklamere Sit folk som frigjort;
Når vi bæres op på Kærlighedens klare vingespids,
Skal de komme fra land og hav,
’Døde, hvor er dit mørke hjemsted!
Grav, hvor er din sejr!’" ret
(453) Ældre E. W. Farnsworth stod for gudstjenesten. Hans tale var som følger: ret
(453) "Det lader til, brødre og venner, at det er næsten umuligt for nogen at tænke på en forkyndende prædiken, en mindetale, en erindring om en person, hvis liv og arbejde har været en konstant levende prædiken for næsten firsindstyve år. For otteoghalvfjerds år siden i denne sommer, gav søster White sit hjerte til Gud; og igennem alle disse år, har der næsten ikke været ophør eller afbrydelse i det mest brændende og alvorlige arbejde for Mesteren, og hendes liv og hvad det viser i litteraturen er den største lovtale af hvad der overhovedet kunne udtales ved hendes begravelse. ret
(453) "Jeg har undres på hvad søster White selv ville sige hvis hun var i live, og en af os var i hendes sted. Jeg er sikker på nogle af de ting som hun ville sige. Jeg tror hun ville læse dette skriftsted, for glæde for hendes venner, slægtninge, naboer og andre som er forsamlet her: ret
(453) "’Thi Guds nåde blev åbenbaret til frelse for alle mennesker’ - og jeg vover at sige at ingen levende person i denne slægt nogensinde har fremholdt Guds nåde mere vedholdende for menneskers frelse end hende - ’og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og (454) verdslige begæringer og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden.’ ret
(454) "Hun ville tale til sine naboer og venner ad den vej, men hun ville ikke stoppe der. Denne eftermiddag ville hun tilføje: ’Se på det velsignede håb, og den store Guds og vor Frelser Jesu Kristi herlige tilsynekomst.’ Hun ville understrege dette. Hun ville presse det hjem i alle vore hjerter og alle vore sind. Ikke kun på en generel måde; men hun ville understrege kendsgerningen, den store sandhed, at det velsignede håb snart skal fuldbyrdes. Hun vil løfte vore hjerter og vore sind op til det velsignede som var hendes håb, og hendes glæde, og hendes inspiration. Jeg ville så gerne gengive den røst her denne eftermiddag, brødre, venner og naboer. Jeg er sikker på at det er budskabet hun ville give. Men hun er lagt til hvile. ret
(454) “På en eller anden måde har jeg indtrykket at der nu er en opfyldelse i det femtende kapitel i første Korinter, som siger: ’Dødens brod er synden.’ Lad mig læse det for jer. Der står: ’Thi hvis døde ikke opstår, så er Kristus heller ikke opstået. Og hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves; så er I endnu stadig i jeres synder; så er altså også de, der er hensovet i Kristus, gået fortabt.’ Og hun ville læse videre: ’dette dødelige har iført sig udødelighed, da skal det ord opfyldes, som står skrevet: Døden er opslugt og sejren vundet. Død, hvor er din sejr? død, hvor er din brod? Grav, hvor er din sejr?’ ret
(454) "Den tanke jeg har i sinde er dette, - at brodden i en vis forstand er taget ud af døden her og nu brødre. [hjertelig amen] Vor naturlige hengivenhed, vore hjerters kærlighed, vil tvinge tårerne fra vore øjne, og vi kan ikke holde tilbage; men bag om alt dette brødre, er der den trøst at synden er gået fra denne ene person, og fra nu af er syndens (455) brod trukket ud, og døden kan ikke holde en sådan person en lang stund. [mange siger amen] ret
(455) "Vi læser et sted om Jesus at det ikke var muligt at han kunne tilbageholde døden. Hvorfor? - Fordi der ikke var synd der. Hvor retfærdigheden regerer og synden er borte, har døden mistet sit greb. Personen kan kun sove i graven en lille stund, men døden kan ikke holde ham så længe. Udfrielsens dag drager nær. Snart vil basunen lyde, og tak Herren at vi skal se søster White igen. ret
(455) "Jeg siger til familie og venner: Jeg sørger sammen med jer i dag; men der er noget ved et retfærdigt liv i Kristus som berøver døden for sin rædsel, og alles grave sine veer. Jesus har været der, og vi kan vandre sikkert på den sti som Jesus har betrådt. Derfor, brødre, lad os se op. Lad os se på den anden side af den nuværende tåredal og sorgens dal til et klarere og evigt håb og liv, for Jesu skyld, amen." ret
(455) Efter at have sunget en af mrs. Whites mest elskede salmer, "Vi mødes på den anden side af floden," og velsignelsen af ældre S. T. Hare, afsluttede gudstjenesten. ret