(462) (462) Sabbatsdagen d. 24. juli, 1915, blev mrs. White lagt til hvile ved siden af hendes mand, den afdøde ældre James White, i Oak Hill Kirkgegård, Battle Creek, Mich., for at afvente livgiverens byde op. ret
(462) I tabernaklet
Mange venner var kommet ind fra byer og stæder nær ved, for at være sammen med Battle Creek-menighedens medlemmer og med borgere der ville give respekt og kærlighed for mindet af den person, som var kaldet til hvile. Et anseeligt antal, var også kommet ind fra de tilstødende stater, deriblandt formænd og andre fremtrædende embedsmænd fra lokale konferenser, fra Lake unions konferense, fra nordamerikanske divisions konferens, og fra syvendedags adventisternes generalkonferense. ret
(462) Begravelsens opsætning var passende og gav indtryk. Gudstjenesten blev holdt i det store tabernakel, i den bygning hvor alle folk hjalp til for fyrre år siden, og hvor i mrs. White mange gange havde talt livets ord. Blomsteropsætningen var sådan at den lignede en blomsterdækket have. Venner fra Battle Creek-sanatoriet havde sendt et væld af palmer, bregner, liljer og marguritter i potter, der næsten dækkede podiet, og bredte sig til venstre og højre op ad tilhørertrapperne. Der var leveret mange små blomster, symboler på lejligheden og på håbet derude. Menigheden i Battle Creek bragte et opsat hjul, Review and Herald-forlagsselskabet et opsat søjle, generalkonfernsen og den nordamerikanske (463) divisions konfernse et kors og en krone, og Pacific-trykkeriselskabet en åben bibel, hvor der på siderne stod Frelserens løfte: "Se, jeg kommer snart, og Jeg har Min løn med mig." ret
(463) To timer før gudstjenesten blev båren gjort i stand foran podiet. Æresvagterne [der var seks æresvagter, to ad gangen, - ældre C. S. Longacre, fra Washington, D. C.; M. L. Andreasen, fra Hutchinson, Minn.; W. A. Westworth, fra Chicago, Ill.; E. A. Bristol, fra Indianapolis, Ind.; L. H. Christian, fra Chicago, Ill.; C. F. McVagh, fra Grand Rapids, Mich.] stod ved siden af, medens tusindvis gik forbi og så på den ældre og trætte Jesu tjener, sove sin sidste søvn. I den lange prosession af mennesker var der mænd og kvinder der var nedbøjet af årenes byrde, som i deres bedste tid ofte havde siddet under hendes forkyndergerning, som du nu sørgede over et tab af en medarbejder i Guds sag. Tårerne løb ned af manges kinder for en ædel pioner som op mod et halvt århundrede havde bevaret troen en gang for alle overgivet til de hellige, og som stadig fryder sig i håbet om den endelig løn der venter den trofaste. ret
(463) Da tidspunktet for gudstjenesten kom, var Tabernaklet, med op til 3500 sæder fyldt, med mange stående, og det vurderes at 1000 eller flere kunne ikke komme ind, gik bort. ret
(463) Iblandt tilstedeværende medlemmerne af mrs. Whites familie var begge hendes overlevne sønner - ældre James Edson White, fra Marshall, Mich., og ældre W. C. White, fra St. Helena, Cal.; Miss Sara McEnterfer, fra St. Helena, Cal.; mrs. Addie Walling MacPherson, en niece der bor i Suffern, N. Y.; mrs. L. M. Hall, der en gang var medlem af mrs. Whites hjem; og flere andre, som tidligere har været mere eller mindre knyttet til den afdøde. Mange hjerter følte i dyb (464) forståelse for mrs. Emma White, ældre J. E. Whites hustru, der ikke var der på grund af en gigtlidelse, som i de sidste to år havde forhindret hende i at forlade sit hjem. ret
(464) Gudstjenesten gjorde stort indtryk. Sangerne, [Sangerne var mrs. H. M. Dunlap, Miss Florence Howell, Mrs. George R. Israel, Miss Nenna Dunlap, prof. Frederick Griggs, mr. M. H. Minier, dr. M. A. Farnsworth, og mr. Frank W. Hubbard.] båreholderne, [Båreholderne var ældre I. H. Evans, formand for nordamerikanske divisionskonferense; W. T. Knox, kasserer i generalkonfensen; G. B. Thompson, sekretær i nordamerikanske divisionskonfens; prof. Frederick Griggs, uddannelsessekretær i generalkonfensen; F. M. Wilcox, redaktør for "Advent Review and Sabbath Herald"; og G. E. Langdon, præst for Battle Creek tabernakel-menigheden.] og prædikanter [Prædikanterne var ældrene A. G. Daniells, formand for syvendedagsadventisternes generalkonferense (med ansvar for gudstjenesten); S. N. Haskell, fra South Lancaster, Mass.; M. C. Wilcox, fra Mountain View, Cal.; C. B. Stephenson, fra Atlanta, Ga.; William Covert, fra Aurora, Ill.; L. H. Christian, fra Chicago, Ill. ældre George I. Butler, fra Bowling Green, Fla., Long en nær bekendt til ældre og mrs. James White i administrative anliggender, var blevet indbudt af generalkonferensen til at assistere i gudstjenesten, men var ude af stand til at være til stede.] gik op på platformen, knælede i nogle få øjeblikke i stille bøn. Så sang koret: ret
(464) "Sov i Jesus! Velsignet søvn,
Hvorfra ingen nogensinde vågner op til gråd!
En stille og uforstyrret hvile,
Ubrudt af fjendrenes læst!
. . . . . . .
ret
(464) "Sov i Jesus! Stå snart op,
Når den sidste basun skal bryde himlene!
Da brydes gravens lænker,
Og vågner helt op, i udødelig blomsterflor!" ret
(464) Skriftlæsning
“Og jeg så en ny himmel og en ny jord;" læste ældre F. M. Wilcox fra Washington, D.C. "Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og (465) Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet." Skriftstederne fra Johannes syner på øen Patmos var åbenbaringen 21,1-7; 22,1-5; og til disse var der knyttet dyrebare løfter til, der står i det femogtredivte kapitel i Esajas profeti. “Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel, med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly." ret
(465) Bønnen
Ældre M. C. Wilcox, fra Mountain View, Cal., gik i forbøn for nådens trone. ret
(465) “Nådige Gud, vor himmelske Fader, vi er glade at der ikke er så store trængsler på jorden at Du kan trøste og styrke Dine børn. Vi er glade for at vi kan komme til Dig denne formiddag og vide at du er vor Fader; glade for den store kærlighed deri. Du endog elsker os i vor syndige, dødelige tilstand, ikke fordi vi er værd at elske, men fordi Du er kærlighed. ret
(465) "Vi takker dig for gaven i Din enbårne Søn, at Han døde for vor skyld, og at Du i Ham kan tage så uværdige dødelige mennesker som vi er, og udruste dem for den herlige arv som vi har hørt om. ret
(465) “Vi takker dig at Din kraft er så stor at Du kan undertrykke og besejre alt i os, som er ukærligt, så du kan tage den fattige, fornedrede blanding i vor menneskenatur, og gøre det til Guds uforfalskede Gud. ret
(466) (466) Vi takker Dig for alle de dyre bare løfter og forsikringer i Dit ord, for alt dette er trofaste advarsler; for alle dens hellige forskrifter; for det velsignede håb om vor Herres komme, som ligger lige foran os, når Han skal tage denne jord og ændre den ved Sin egen kraft til et evigt hjem for alle Sine børn. ret
(466) “Vi takker dig, vor Fader, for det som Du har gjort for os i denne sidste store evangeliebevægelse. Vi takker dig for arbejdet. Du har arbejdet igennem Dit håndværk, vor søster, som ligger foran os denne formiddag; for alle de råd og belæring som du har givet ved hende; for al arbejdet. Du har arbejdet igennem hende; for de institutioner hun har hjulpet med at oprette; for det mægtige budskab hun har frembåret. ret
(466) "Og når vore hjerter er så uudsigelige bedrøvede denne formiddag, for Fader, priser vi dig stadig for det som Du har gjort for at tage fattige, og svage mennesker og gjort dem til et instrument til opbyggelse af Dit ord. ret
(466) “Kom nær til sønderbrudte hjerter denne formiddag. Udgyd Din Ånds salvelse i dem, Din helbredende godhed. Fyld alle tomrum som gøres ved døden, med Din egen dyrebare nærhed. Hjælp dem som sørger, at se på den anden side af denne tid til den herlige morgen som ligger lige foran os, når Herren Jesus Kristus skal helbrede alle de sår synden har gjort, skal trøste ethvert hjerter som stoler på Ham, og skal gøre alle ting nyt for evigt. ret
(466) "Vi beder om du vil hjælpe os til at lære korthedens lektie i menneskelivet, nødvendigheden at give os selv til dig, og den store opmuntring du giver os, i dette liv som lige er afsluttet, sådan som Du vil gøre for dem som låner sig selv ud til Din tjeneste. ret
(467) (467) Vi ved at vor søster er sikret. Vi kan overlade hende til Dig. Du vil tale en lille stund, og døden vil komme over frem til udødeligheden. Men vi beder for den levende. Vi beder for dem som er tilbage må møde disse sidste dages kampe, trængsler og konflikter. Hvor svage er vi - hvor lidt er vi i stand til at imødekomme nogle af disse ting! Vort håb for denne time er i Dig. Og beder for at den store Gud, som kalder os, vil gøres os egnede til Hans tjeneste, vil styrke os til stærkere anstrengelser, vil give os fastere tro, mere ihærdighed, og større nåde til at imødekomme de trængsler og kampe, som Han vil frelse os fra al fjendens bedrag, forlokkelser og snarer; så Han vil give os et klarere udsyn til at se hvad Gud vil have enhver og alle til at være og til at gøre; og at Han vil give os hurtig sejr til sidst ved vor Herres komme. ret
(467) "Og nu, Fader på denne sørgelige dag, overlader vi disse ting i Dine hænder, og beder om at den store Gud, som har vejledt, som har været hos os, vil vejlede for hvert skridt på vejen; vejlede os ud af tvivlens og trængslens ørken; føre os til den fuldkomne dags land, hvor der ikke vil være synd mere, ikke mere sorg, og hvor vi skal sole os i smilene fra vor velsignede Genløser, som har besejret synd og er derfor sejrherre over døden. Og tilstå os, oh vor Fader, at dem på denne store dag, der er forsamlet her kan være iblandt dem som skal leve for evigt med det gode som er sket og dem som skal forblive indtil Dit komme. Vi beder om alt dette i Jesu navn. Amen." ret
(467) Tale af ældre Daniells
En solosang, "Hvil den trætte hånd," blev givet af professor Griggs, efterfulgt af en tale fra generalkonferensens formand, ældre A. G. Daniells. Taleren ridsede ganske kort og dog klart (468) mrs. Whites første liv og kristenerfaring op, og også hendes senere arbejde. Den første del af hans tale var for en biografisk skildring, og dannede også grundlag for den hovedlinje, der løb igennem; nemlig, at den sandhed som Gud har givet restmenigheden er profetiens ånds dyrebare gave. ret
(468) Med hensyn til mrs. Whites kald først i livet til særlig tjeneste for Gud, og de frugter som har karakteriseret denne tjeneste, sagde ældre Daniells: ret
(468) "Når bibelen tages som den største vejleder for hendes liv, blev hun helt overbevist, ved dets lære, at Kristi andet komme var nær. På dette punkt har hun aldrig vaklet, og troet det af hele hendes sjæl, har hun følt at den enkelte persons højeste mål for denne tid, er at leve et pletfrit liv i Kristus, og hellige alle ressourcer hun har til de fortabtes frelse. ret
(468) “Dette syn har ledt hende til uophørlig bøn for Helligåndens iboende nærhed. Hendes inderlige længsel efter denne guddommelige nærhed blev besvaret ud over alt hvad hun har forestillet sig. . . . Hendes liv er fuld af overgivelse, lydighed og bøn efter guddommelig hjælp blev belønnet af anbringelsen af profetiens ånds gave, en af de mest udsøgte af alle Åndens gaver. ret
(468) “I december 1844, gav Helligånden hende en åbenbaring om Kristi andet komme. I dette syn om fremtiden fik hun et syn om den herlige belønning der venter den genløste og den frygtelige skæbne der vil komme over alle som nægter at tjene deres Herre og Mester. Dette syn om menneskeslægtens skæbne har gjort et dybt indtryk på hendes hjerte. Her modtog hun sit hverv som Guds budbringer. Hun følte at Gud befalede (469) hende til at give dette lysets og frelsens budskab til andre. ret
(469) "Dette var en stor prøvelse for hende. Hun var kun sytten år gammel, lille, skrøbelig og tilbageholdne, men efter en lang hård kamp, overgav hun sig til sin Herres kald, og så fik hun mod og styrke til at gå ind i sit livsværk. ret
(469) “Efter denne overgivelse og disse sejre kom der en række bemærkelsesværdige åndelige erfaringer til hende, umiskendelige ægte, og blev af hendes andre medarbejdere for den tid betragtet som en manifestation af den profetiens gave Kristus har lovet restmenigheden. Dem som har været sammen med hende igennem alle årene, der er gået siden den gang, har aldrig haft anledning til at ændre deres tro på, at åbenbaringerne som hun fik i gennem årene, var kommet fra Gud. ret
(469) "Afdøde Uriah Smith, med en livslang forbindelse i dette arbejde med både ældre og mrs. White, efterlod sig følgende vidnesbyrd om denne gave som viste sig i hendes lære: ret
(469) "’Enhver prøve kan bestå på sådanne manifestationer, viser dem som ægte. De beviser som støtter dem, interne og eksterne, er afgørende. De stemmer over ens med Guds ord, og med sig selv. Med mindre dem der er bedst til at bedømme altid er bedragede, gives de når Guds Ånd er særlig til stede. Rolige, ophøjede og udtryksfulde, påbyder de sig selv til enhver som ser dem, som det stik modsatte af det der er falsk eller fanatisk. ret
(469) "’Deres frugter er sådan at de viser kilden som de springer ud fra, som er det ondes modsætning. ret
(469) “’1. De tjener til den reneste moral. De misbilliger al ondskab, og formaner til at praktisere (470) alle dydigheder. De udpeger de farer som vi skal forbi mod riget. De afslører Satans bedrag. De advarer os imod hans snarer. De har lagt sig imellem den ene efter den anden opblomstring af fanatisme som fjenden har prøvet at smugle ind i vor midte. De har vist skjult synd, bragt skjulte fejl frem i lyset, og klarlagt den falskhjertedes onde motiver. De har afværget sandhedens sags farer på enhver måde. De har vækket og genopvækket os til større helligelse til Gud, mere nidkære anstrengelser for hjertets hellighed, og større ihærdighed for vor Mesters sag og tjeneste. ret
(470) "’2. De leder os til Kristus. Ligesom bibelen, har de sat Ham frem som menneskehedens eneste håb og eneste Frelser. De skildrer Hans hellige liv og hans gudfrygtige eksempel for os i levende karakterer, og med uimodståelige appeller tilskynder de os til at følge i Hans fodspor. ret
(470) "’3. De leder os til bibelen. De fremsætter denne bog som inspireret og Guds ublandede ord. De formaner os til at tage det Ord, som vor rådgivningsmand, og en hersker for vor tro og praksis. Og med en tvingende kraft, beder de os indstændigt at studere længe og ihærdigt dets sider, og blive fortrolig med dens lære, for det skal dømme os på den sidste dag. ret
(470) "’4 De har givet mange hjerter trøst. De har styrket og opmuntret den svage, oprejst den fortvivlede. De har bragt orden i forvirringen, og gjort krogede steder lige, og kastet lys på det som var mørkt og utydeligt.’" ret
(470) "Den 30. august 1846 giftede miss. Harmon sig med James White, som kommer fra Palmyra, Somerset County, Maine. Fra det tidspunkt de var gift, har mrs. Whites liv været tæt knyttet til sin mand i (471) det vanskelige evangeliseringsarbejde indtil hans død d. 6. august 1881. De rejste meget over de Forenede Stater, forkyndte og skrev, plantede og byggede, organiserede og administrerede. Tid og prøvelser har vist sig at være bred og fast, hvor der blev lagt grundlag for det, og hvor klogt og godt de byggede. ret
(471) "Synerne blev modtaget og kundgjort af mrs. White, om vitale fundamentale spørgsmål - Guds suverænitet, Kristi guddommelighed, evangeliets virkningskraft, skriftens inspiration, lovens majestæt, syndens karakter og udfrielse fra dens magt, menneskers broderskab og forholdene og ansvaret i dette broderskab - hendes lære om disse store spørgsmål, og hendes liv og Helligelse til sin Herre og til tjeneste for sine medmennesker, gjorde et indtryk ved de åbenbarelser hun fik ved den guddommelige Ånd. De er Åndens frugter - frugter som hendes livsværk skal dømmes efter. De må bestemme kilden og karakteren af den Ånd, som har domineret hele hendes liv. ’Ved deres frugter skal I kende dem.’ ’Til loven og til vidnesbyrdet: hvis de ikke taler efter dette ord, er det fordi der ikke er lys i dem.’ ret
(471) "Dette spørgsmål skal ikke herske nogen tvivl om overhovedet. Hendes lære er klar, og indflydelsen fra hendes liv har været overbevisende. ret
(471) "Ingen kristen lærer i denne slægt, ingen religiøs reformator i tidligere tider, har sat højere værdi på bibelen. Det står vist i alle hendes skrifter, som bogen over alle bøger, den højeste og alt tilstrækkelige vejledere, for hele menneskeslægten. Ikke et spor af ’højere kritik’, ’nye tænkemåde,’ eller skeptisk ødelæggende filosofi kan findes i nogen af hendes skrifter. Dem som stadig tror at bibelen er det (472) inspirerede, ufejlbarlige ord fra den levende Gud vil værdsætte den tydelig ukompromistære støtte højt, som er givet i synet af mrs. Whites skrifter. ret
(472) “I sin lære er Kristus er genkendt og ophøjet som den eneste Frelser for syndere. Der lægges eftertryk på tydelige og ubetingede bekendtgørelser for de disciple som ’der ikke er noget navn under himlen givet iblandt mennesker, hvorved vi må frelses." Kraften til at genløse fra synd og dets virkning i Ham alene, og til Ham er henvendt til alle mennesker. ret
(472) “Hendes skrifter fastholder til den lære at evangeliet, som det er åbenbaret i den hellige skrift, viser det eneste middel til frelse. Der gives ingen anerkendelser til nogen af Indiens filosofier eller Burmas og Kinas etniske lovsamlinger som sammenlignes med Guds Søns evangelium. Dette alene er håbet for en tabt verden. ret
(472) "Helligånden, Kristi repræsentant på jorden, sættes frem og ophøjet som den himmelske lærer og vejleder sendt til denne verden af vor Herre ved hans himmelfart, for at virkeliggøre alt det i menneskers hjerter og liv som Han har gjort mulig ved Hans død på korset. Gaverne fra denne guddommelige Ånd, sådan som det er opremset i evangelierne og det nye testamentes breve, skal anerkendes, bedes for og modtages ligeså fuldt ud som Ånden finder det rigtigt at bibringe dem. ret
(472) “Menigheden er blevet indstiftet af vor Herre og opbygget af Hans disciple i det første århundrede, som det er fremsat som den guddommelige model. Dens forret og myndighed anerkendes fuldt ud, og alle dets forordninger og mindesmærker overholdes. Der lægges stor vægt på evangeliets værdi, orden og organisering, som åbenbaret i Skriften, for menighedens virkning i hele dens verdensopspændende foretagender. ret
(472) “Igennem det lys og de råd hun har fået, har mrs. White fremholdt og forsvaret brede, fremadskridende synspunkter om de vitale spørgsmål der påvirker menneskeslægtens forbedring og opløftelse, fra det moralske, intellektuelle, fysiske og social standpunkt såvel som det åndelige. Hendes skrifter er fyldt med belæring, klare og tydelige, til fordel for en bred kristen uddannelse for alle unge mænd og unge kvinder. Som svar på hendes alvorlige råd, fastholder det trossamfund som hun var knyttet til, et uddannelsessystem for alle dets børn og unge mennesker. ret
(473) "Hendes skrifter bringer de mest omfattende syn på afholdsreformen, livets og sundhedens love, og brug af rationelle og virkningsfulde remedier for at behandle sygdom. Antagelsen af disse principper har sat de folk, som hun har arbejdet med, foran i rækkerne sammen med andre som forsvarer de samme afholdenhedsreformer og arbejder for menneskehedens fysiske fremskridt. ret
(473) "Menneskeslægtens sociale status mistes heller ikke af syne. Slaveri, kastesystem, uretfærdige radikale fordomme, fattiges undertrykkelse, forsømmelse af den ulykkelige, - alt dette bringes frem som ukristent og en alvorlig trussel mod menneskeslægtens trivsel, og som onder som Kristi menighed er udpeget af Herren til at træde under fode. ret
(473) "I mrs. Whites skrifter sættes menighedens ansvar, i både hjemme- og udemissioner, i forgrunden. Ethvert medlem af legemet formanes til at være et lys i verden, en velsignelse for dem som han omgås. Alle må leve Mesterens uselviske liv for andre. Og kirken i kristne lande må bestræbe sig til det yderste for at evangelisere dem, der er grupperet (474) i mørke og hedenske landes overtro. Gå ud til hele vreden, giv til hele verden, arbejd for hele verden, er den formaning der løber igennem alle mrs. Whites skrifter, som efterfølgende citat vil illustrere: ret
(474) "’Lad menighedens medlemmer få større tro, vinde iver for deres usynlige, himmelske alliancer fra en kundskab om deres uudtømmelige ressourcer, fra den virksomheds storhed som de er involveret i, og fra deres Leders kraft. Dem som sætter sig selv under Guds kontrol, at blive ledt og vejledt af Ham, vil gribe den stadige række af begivenheder, der er forordnet af Ham som finder sted. Inspireret af Hans Ånd som gav Sit liv for verdens liv, vil de ikke længere stå stille i afmagt, pege på det som de ikke kan gøre. Idet de tager himlens rustning på, vil de gå ud i krigen, villig til at gøre og vove noget for Gud, i erkendelsen at Hans almægtighed vil dække deres behov.’ ret
(474) "Således gav hun i hele halvfjerds år sit liv til aktiv tjeneste for Guds sag for den syndige, lidende og sorgrige menneskeheds skyld. Efter omfattende rejser igennem de Forenede Stater fra 1846 til 1885, besøgte hun Europa, hvor hun brugte to år til at arbejde der, som dengang var i en dannelsesperiode. I 1891 tog hun til Australien, hvor hun var i ni år, rejste omkring i kolonierne, og brugte alle hendes kræfter til at opbygge arbejdet. ret
(474) "Efter at være tilbage til de Forenede Stater i 1900, i en alder af treoghalvfjerds, lod hun sig mærke at hendes pligt at rejse var gjort, og at hun burde bruge resten af hendes liv til at skrive. Derved masede hun på inden for en kort tid til hendes død, i en moden alder af næsten otteogfirs år. ret
(475) (475) “Måske er vi ikke kloge nok til at afgøre hvilken del af mrs. Whites livsværk var af største værdi for verden, men det ville lade til at det store udvalg bibelsk litteratur hun har efterladt, var den største gerning for menneskeheden. Hendes bøger tæller op mod tyve bind. Nogle af disse er blevet oversat til mange sprog til forskellige dele af verden. De har nu nået udbredelse på mere end to millioner kopier, og når stadigt ud til tusindvis publikummer. ret
(475) "Idet vi ser ud over hele evangeliesandhedens mark - menneskets forhold til sin Herre og sine medmennesker - må det kunne ses at mrs. White, i al hendes lære, har givet disse store grundsætninger, tydelige og konstruktiv understøttelse. Hun har berørt menneskeheden på alle de vitale punkter der er brug for, og opløftet det til et højere niveau. ret
(475) “Nu er hun lagt til hvile. Hendes stemme er tavs; hendes pen er lagt til side. Men den mægtige indflydelse for det aktive, kraftfulde, åndsfyldte liv vil fortsætte. Dette liv er kædet sammen med den Evige; det er blevet udført i Gud. Det budskab der er proklameret, og det arbejde der er gjort udgør et monument som aldrig vil smuldre eller mørne. De mange bøger som hun har efterladt sig, omhandler alle dele af menneskelivet, tilskynder til enhver nødvendig reform for at forbedre samfundet, som er repræsenteret af familien, byen, staten og folket, vil fortsætte med at forme den offentlige indstilling og personlige karakter. Der vil værnes mere om deres budbringere end det er sket tidligere. Den sag som hendes liv blev helliget til, og hvilket liv påvirkede og fremskyndede i så stor grad, vil fremskynde med større kraft og gentagende gange efterhånden som årene går. Vi som er knyttet til det, behøver ikke at være bange for noget, medmindre vi er bange for vore egne fejl om vi gør vor del trofast og loyalt som vi burde." ret
(476) Prædiken af ældre Haskell
(476) I sin prædiken, der fulgte efter ældre Daniells tale, henledte ældre S. N. Haskell opmærksomheden på salmistens ord: "Kostbar i Herrens øjne er hans frommes død." Sal 116,15. Nogle kan betragte dette som en besynderlig udtalelse; ikke desto mindre er det sandt. Guds tjenere som nu sover, er umådelig dyrebar for ham. Så længe som tiden skal vare, vil indflydelsen af deres gudfrygtige liv fortsætte med at bære rige frugter. Menneskeslægtens fjende kan ikke længere bringe deres lykke i fare; de er sikret fra hans magt. Jesus krævede dem som Sine egne, og på opstandelsens morgen vil Han skænke dem glædens fylde. ret
(476) I et af de herlige syner Johannes den elskede fik på øen Patmos, blev profetens opmærksomhed fængslet ved "en røst fra himlen" der påbød ham at skrive: Salige er de døde, som dør i Herren fra nu af. Ja, siger Ånden, de skal hvile efter deres møje, thi deres gerninger følger dem." Åb. 14,13. Dette er forunderlige ord, og især når de ses i lyset af deres sammenhæng, ved profetiens afslutning om det trefoldige budskab, der skal lyde som forberedelse til verdens ende og Kristi andet komme. ret
(476) Himlen virker opsat på at hjælpe os til at forstå at tiden er ved afslutningen, når disse budskaber proklameres i Helligåndens kraft, vil nogle af dem der er engageret i dette arbejde få lov til at hvile fra deres arbejde. Alle disse, er vi sikre på, regnes for at være Guds velsignede. Deres uophørlige anstrengelser med at bære sandhedens banner hørt, er heller ikke uden resultater; "deres gerninger følger dem." I dag kan vi, i lyset af denne forvisning direkte fra himlen til (477) menneskebørnene, sige at vor kære søster som nu sover, at hun "taler . . endnu efter sin død." Hebr. 11,4. ret
(477) Ældre Haskell så tilbage på de troendes erfaring i Tessalonika som på et tidligt tidspunkt blev kaldet til at lide grusomme forfølgelser, endog til døden. I sit første brev til de sørgende på dette sted trøster apostlen Paulus dem med den kristnes visselige håb. "At I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb." formaner han; "Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham. Dette siger vi jer nemlig med et ord af Herren, at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme, skal ingenlunde gå forud for de hensovede. Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!" 1.Tess. 4,13-18. ret
(477) Taleren indbød opmærksomheden med udtrykket: "Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden," - sådan som Kristus opstod fra de døde - "skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med Ham," og han illustrerede dette med Marias erfaring ved graven. Bitterligt skuffet over at ikke finde sin Herre, “Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod og græd, kiggede hun ind i graven, og hun ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, en ved hovedet og en ved fødderne. De siger til hende: »Kvinde! hvorfor græder du?« Hun (478) svarer dem: »Fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham." Hendes hjerte råbte efter hendes Frelser, og ved det øjeblik Han stod ved hendes side, skønt hun ikke genkendte Ham. "Jesus siger til hende: "Kvinde! hvorfor græder du? hvem leder du efter?" Hun mente, det var havemanden, og svarer ham: Herre, hvis det er dig, som har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg hente ham." ret
(478) "Jesus siger til hende: Maria!" Det er alt hvad Han siger - "Maria." Mange gange har hun hørt denne velkendte stemme, og hun måtte have genkendt Jesus på Hans tonefald eller udtryk, for hun genkendte Ham straks, som hendes Mester og Herre. "Rør ikke ved mig;" sagde Han til hende; "jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud." Joh. 20,11-17. Da skyndte Maria sig hen til disciplene med de glade nyheder om en opstået Frelser. ret
(478) "Det er af hendes kærlighed Mesteren," fortsatte taleren, "for det som Han har gjort for hende, at tilgive hende synder og knytte hendes sjæl til himlen, som holdt Frelseren på jorden efter Hans opstandelse, indtil Han havde gjort Sig selv kendt for hende. Der er noget meget rørende ved denne beretning. Det viser at Frelseren er villig til at åbenbare Sig selv for dem som er helliget Ham og Hans tjeneste, - dem som ønsker frem for alt andet, at fastholde en levende forbindelse med himlen. Da Maria genkendte sin Herre efter Hans opstandelse ved Hans stemme og Hans almindelige opførsel, så tror jeg vi skal kunne genkende vor søster igen som nu sover. Selvom vi ikke kan høre hendes stemme i denne verden mere, lever hendes indflydelse dog; og på opstandelsens morgen, hvis (479) vi forbliver trofaste, og får en del med Guds folk i den glade time, skal vi høre hendes stemme igen, og vi skal genkende hende. Mine kære venner, der er stadig en levende forbindelse mellem himlen og denne jord, og de løfter som Herren har givet Sit folk vil blive bekræftet. Ikke et ord vil ikke gå i opfyldelse. Måtte Herren hjælpe os til at være blandt dem som skal møde deres Herre i fred, og som får privilegiet at hilse på vor søster i himlens rige. Måtte Gud give det for Hans navns skyld."Salmen, “ Vi mødes på den anden side af floden," og velsignelsen af ældre W. T. Knox, afsluttede tabernakel-gudstjenesten. Vogne ventede, og disse transporterede mange hundrede til gravstedet i Oak Hill Kirkgegård. ret
(479) Ved graven
Et halvt hundrede år er gået siden mrs. White og hendes mand begravede deres yngste barn og snart efter deres førstfødte på denne smukke plet, hvor hun nu selv er lagt til hvile. Da ældre James White i 1881 blev lagt ved siden af børnene, tænkte hans efterladte ledsager en smugle, om Herren ville styrke hende til at fortsætte tjenesten for en tredjedel århundrede mere. Sådan blev det dog; og nu, er hendes arbejde til ende, hun skulle nu hvile side om side med hendes elskede. ret
(479) Ældre I. H. Evans læste beretningen om Lazarus’ opstandelse fra de døde, som det står i Johannes det ellevte kapitel. Jesus erklærede: "Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø." Ældre Evans læste også, fra apostlen Paulus’ inspirerede vidnesbyrd i 1. Korinter 15, mange tydelige og (480) trøstende forsikringer om de retfærdiges opstandelse. "Hvis der ikke er nogen opstandelse af døde, så er heller ikke Kristus opstået. Men er Kristus ikke opstået, så er vort budskab jo tomt, og jeres tro også tom." "Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker. Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede." "Således skal også alle levendegøres i Kristus." "Døden er opslugt og sejren vundet. Død, hvor er din sejr? død, hvor er din brod? Oh grav, hvor er din sejr?" "Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus! Derfor, mine elskede brødre! vær faste, urokkelige, altid rige i Herrens gerning; I ved jo, at jeres møje er ikke forgæves i Herren." ret
(480) "Vi kan sove, men ikke for evigt;
Der vil være et herligt morgengry;
Vi skal mødes for at skilles, nej aldrig,
På opstandelsens morgen.
Fra oceanets dybeste grave,
Fra ørknen og sletterne
Fra dalene og bjergene,
Utallige tunger skal rejse sig igen." ret