(17) Djævelen var en anset og ophøjet engel i himmelen før sit fald, næst i rang til Guds kære søn. Hans åsyn var mildt og lyste af himmelsk glæde, ligesom de andre engles. Hans pande var høj og bred, og viste en mægtig tankekraft. Hans skikkelse var fuldkommen; hans ydre væsen ædelt og majestætisk. Et €(et særligt særdeles) lys strålede fra hans ansigt, og skinnede klarere og skønnere omkring ham end omkring de andre engle; men Jesus, Guds kære Søn, var ypperligere end hele englehæren. Han var eet med Faderen førend englene blev skabte. Djævelen var misundelig på Kristus, og anmassede sig gradvist en del af det embede som tilhørte Kristus alene. ret
(17) Den almægtige skaber forsamlede den himmelske hær for at hædre sin søn med særdeles ære i alle englenes nærværelse. Sønnen sad på tronen med sin fader, og de hellige engles himmelske skare var forsamlet omkring dem. Da kundgjorde faderen at han havde selv besluttet at Kristus, hans søn, skulle være lige med ham; så at hvor som helst hans Søn var nærværende, var det som om han selv var nærværende. Sønnens ord skulle adlydes lige så villigt som faderens ord. Han havde (18) givet sin søn autoritet til at befale over den himmelske hær. I særdeleshed skulle sønnen virke i forening med ham selv i den forud bestemte skabelse af jorden og enhver levende ting som skulle eksistere på jorden. Sønnen skulle udføre hans vilje og hans fortsætter, men skulle ikke gøre noget af sig selv alene. ret
(18) Djævelen var skinsyg og misundelig på Jesus Kristus. Men alligevel bøjede Djævelen sig for Jesus med alle englene, og anerkendte hans overherredømme, høje autoritet og ret til at regere, skønt hans hjerte var fyldt med misundelse og had. Kristus havde deltaget i Guds hemmelige råd angående hans planer, medens djævelen var ubekendt med dem. Han forstod ikke Guds fortsætter, ej heller blev det ham tilladt at kende dem. Kristus blev anerkendt for himmelens regent, med samme magt og autoritet som Gud selv. Djævelen tænkte at han var selv en yndling i himlen bland englene. Han var blevet høj ophøjet; men dette fremkaldte ikke taknemmelighed og pris fra ham til hans skaber. Han tragtede efter den samme højhed som Guds selv. Han var stolt af sin højhed. Han vidste at englene ærede ham. Han havde en tjeneste at udføre han havde været nær den store Skaber, og de evige stråler, fra herlighedens lys, og omgiver den udødelige Gud, havde skinnet € (særdeles) på ham. Djævelen tænkte på hvorledes englene havde adlydt hans befaling med glad livlighed. Var ikke hans klædebon skøn og lys? Hvorfor skulle Kristus således æres frem for ham selv? ret
(18) Han forlod Faderens umiddelbare nærhed, misfornøjet og fyldt med misundelse mod Jesus Kristus. Han forsamlede englenes hær, mens han skjulte sin virkelige hensigt. Han fremførte sit emne, (19) hvilket var ham selv. Som én der var forurettet fortalte han hvorledes Gud havde foretrukket Jesus, men tilsidesat ham selv. Han fortalte dem at herefter var al den søde frihed forbi, som englene havde nydt. Var der ikke blevet en regent udnævnt over dem, som de derfor må bevise underdanig ære? ret
(19) Han fremstillede for dem at han havde kaldt dem sammen for at forsikre dem at han ikke længere ville underkaste dette indgreb i hans og deres rettigheder; og han aldrig ville bøje sig igen for Kristus; at han ville tiltage sig selv den ære som Gud burde have overdraget til ham, og ville være alles anfører som ville gå ind på at følge ham og adlyde hans stemme. Der var uenighed mellem englene. Djævelen og hans deltagere stræbte at reformere Guds regering. De var misfornøjede og utilfredse fordi de ikke kunne se i hans uundgrundelige visdom og udfinde hans hensigt med at ophøje hans Søn Jesus og give ham så uindskrænket magt og herredømme. De gjorde oprør imod Sønnens autoritet. ret
(19) De engle som var tro og lydige forsøgte at forlige denne mægtige oprørske engel med hans Skabers vilje. De forsvarede Guds handling idet han overdrog ære til Jesus Kristus, og forsøgte med kraftige grunde at overbevise Satan om at han besad ikke mindre ære nu end førend Faderen forkyndte hvorledes han havde æret sin Søn. De fremstillede klarlig at Jesus var Guds Søn, som eksisterede med ham førend englene blev skabte; at han havde aldrig stået ved Guds højre hånd, og hans milde, kærlige autoritet havde ikke før været draget i tvivl; og at han ingen befalinger havde givet som ikke var en glæde for den himmelske hær at udføre. De (20) påståede at den særdeles ære som Kristus fik af faderen, i engles nærværelse, borttog intet af den ære som han (Djævelen) før havde fået. Englene græd. De stræbte med ængstelse at bevæge Satan til at tilbage kalde sin ugudelige bestemmelse og vise underdanighed mod deres Skaber; thi alt havde hidindtil været fred og harmoni, hvad kunne da være årsag til denne modstridende oprørske stemme? ret
(20) Djævelen nægtede at lytte. Derpå vendte han sig fra de tro og lydige engle, idet han erklærede at de var slaver. Disse engle, som bevarede deres lydighed mod Gud stod forbavsede da de så at Satan gjorde fremgang i sine bestræbelser for at vække oprør. Han lovede dem en ny og bedre regering end de nu havde, i hvilken alt ville blive frihed. Et stort antal udtrykte deres fortsæt, at antage Satan som deres leder og højeste befalingsmand. Da han så at han var heldig i sine bestræbelser, smigrede han sig selv med at han ville til sidst få alle englene på sin side, at han ville blive lige med Gud selv, og at hans autoritet og stemme skulle høres i kommando over den hele himmelske hær. De lydige engle advarede atter djævelen, og foreholdt ham hvad følgerne ville blive dersom han fremturede i sit oprør; at han som kunne skabe englene, var også mægtig til at omstyrte al deres autoritet, og på en mærkværdig måde at straffe deres forvovenhed og forfærdelige oprør. At tænke at en engel skulle sætte sig op imod Guds lov der var lige så hellig som ham selv! De advarede de oprørske engle om at tillukke deres øre for Satans bedragelige overtalelse, og rådede djælvelen og alle som havde været påvirkede af ham, at bekende sine fejl i at nære endog blot en tanke af tvivl om Guds autoritet. ret
(20) Mange af djævelens deltagere var tilbøjelige til at følge de gode engles råd, angre (21) deres misfornøjelse, og atter få Faderens og hans kære Søns tiltro. Da erklærede den mægtige oprør at han var bekendt med Guds lov, og om han end underkastede sig slavisk lydighed, så ville hans ære blive taget fra ham. Han ville aldrig mere blive betroet sin ophøjede tjeneste. Han fortalte dem at både han selv og de havde allerede gået for langt til at vende tilbage, og han ville trodse følgerne; thi han ville aldrig bøje sig for Guds Søn i slavisk tilbedelse; at Gud ville ikke tilgive dem, og nu må de kræve deres frihed og tilegne sig den stilling og autoritet med magt, som ikke godvilligt blev overdraget. ret
(21) De gode engle hastede hurtigt til Guds Søn og underrettede ham om det som sker blandt englene. De finder Faderen i samtale med sin elskelige søn, for at afgøre ved hvilke midler den autoritet som Satan havde anmodet sig kunne for evig blive omstyrtet, til bedste for de gode engle. Den almægtige Gud kunne på en gang have udstødt denne ærkebedrager fra himmelen; men dette var ikke hans fortsæt. Han ville give de oprørske engle en passende anledning til at måle styrke og kraft med sin egen søn og de gode engle. I denne kamp kunne enhver engel vælge sin egen side og således åbenbares for alle. Det ville have været farligt at tillade nogen af dem som deltage med Satan i hans oprør at vedblive i at bo i himmelen. De havde lært en lektie af ægte oprør imod Guds uforanderlige lov, som er ulægeligt. Dersom Gud havde bragt sin magt til at straffe denne hovedoprør, så ville de misfornøjede engle ikke være blevet åbenbarede; derfor valgte Gud en anden fremgangsmåde, thi han ville klarlig vise sin retfærdighed og sin dom, for hele den himmelske hær. ret
(22) (22) Det var den højeste forbrydelse at gøre oprør mod Guds regering. Hele himlen syntes at være i bevægelse. Englene blev ordnede i kompagnier, hver afdeling, med en højere, befalende engel i spidsen. Satan stred imod Guds lov fordi han var ærgerrig og ønskede at ophøje sig selv, og var uvillig til at bøje sig for Guds Søn, himmelens store regent. ret
(22) Hele den himmelske hær blev indblandet til at møde for Faderen, for at enhvers sag kunne blive afgjort. Satan udtalte frækt sin misfornøjelse over at Kristus skulle foretrækkes for ham. Han stod hovmodigt op og påstod at han burde være lige med Gud, og burde deltage i Faderens rådslutning og forstå hans fortsætter. Gud underrettede djævelen om at han ville åbenbare sine hemmelige fortsætter alene for sin søn, og at han krævede at hele den himmelske familie, endog Satan, skulle vise ham utvivlsom, ubetinget lydighed; men han (Satan) havde vist sig uværdig til en plads i himmelen. Da pegede djævelen triumferende på sine deltagere, som indbefattede næsten den ene halvdel af alle englene, og udbrød: Disse er med mig! Vil du også udstøde disse og gøre himlen tom? Derpå erklærede han at han var rede til at modstå Kristi autoritet, og til at forsvare sin plads i himlen med magt, styrke imod styrke. ret
(22) De gode engle græd da de hørte Satans ord, og hans triumferende praleri. Gud erklærede at oprørende ikke skulle blive længere i himmelen. De havde fået deres ophøjede og lykkelige tilstand på den betingelse, at de skulle vise lydighed mod den lov som Gud havde givet til at styre denne høje klasse af fornuftige væsener. Men ingen foranstaltning var gjort for at frelse dem som vovede at overtræde hans lov. (23) Satan var stærk i sit oprør, og udtalte sin foragt for Skaberens lov. Djævelen kunne ikke fordrage den. Han påstod at engle behøvede ingen lov; men burde være fri til at følge deres egen vilje, som altid ville lede dem ret; at loven var en indskrækning af deres frihed, og at en stor hensigt med hans oprør var at afskaffe loven. Han mente at englenes tilstand behøvede forbedring. Men Gud, som havde givet loven og ophøjet den lige med sig selv, tænkte ikke således. Englehærens lykke bestod i deres fuldkomne lydighed med loven. Enhver var blevet anvist et særdeles værk; og der havde været fuldkommen orden og harmoni i himmelen indtil Satan gjorde oprør. Da blev der strid i himlen. Guds Søn himmelens Fyrste, og hans tro engle stred imod ærkeoprøren og hans deltagere. Guds Søn og de gode engle vandt sejr; og Satan og hans deltagere blev udstødte af himlen. Hele himmelens hær anerkendte og tilbad retfærdighedens Gud. Ingen smitte af oprøret blev tilbage i himmelen. Alt var igen fred og harmoni som tidligere. ret
(23) Himmelens engle sørgede over deres skæbne som havde været deres selskabsbrødre i lykke og salighed. Deres tab blev følt i himmelen. Faderen rådførte sig med Jesus i henseende til straks at udføre deres fortsæt at skabe mennesket til at bebo jorden. Han ville sætte mennesket på prøve for at forsøge dets lydighed, førend det kunne blive uden fare for evigt. Dersom menneskene bestod i den prøve hvormed det behagede Gud at forsøge dem, så skulle de til sidst blive lige med englene. De skulle stå i nåde hos Gud, og samtale (24) med englene, og de med dem. Men Gud fandt ikke for godt at tvinge dem til lydighed. ret