(182) (182) Herren sagde til Moses: “Derfor skal du sige til israelitterne: jeg er Herren, og jeg vil udfri eder fra det trællearbejde, ægypterne har pålagt eder, og frelse eder fra deres trældom og udløse eder med udrakt arm og med vældige straffedomme; og så vil jeg antage eder som mit folk og være eders Gud, og I skal kende, at jeg er Herren eders Gud, som udfrier eder fra ægypternes trællearbejde; og jeg vil føre eder til det land, jeg har svoret at ville skænke Abraham, Isak og Jakob, og give eder det i eje. Jeg er Herren!« Moses kundgjorde nu dette for israelitterne; men de hørte ikke på Moses, dertil var deres modløshed for stor og deres trællearbejde for hårdt. Da talte Herren til Moses og sagde: »Gå hen og sig til Farao, Ægyptens konge, at han skal lade israelitterne drage ud af, sit land!« ret
(182) Moses mistede modet noget. I sin modløshed spurgte han Herren: Hvis Israels børn, dit eget omskårede folk ikke vil lyde mig, hvordan skal Farao da, som er uomskåren og en afgudsdyrker, da høre mig? "Da sagde Herren til Moses: »Se, jeg gør dig til Gud for Farao, men din broder Aron skal være din profet. Du skal sige til ham alt, hvad jeg pålægger dig, men din broder Aron skal sige det til Farao, for at han skal lade israelitterne rejse ud af sit land. Men jeg vil forhærde Faraos hjerte og derefter gøre mange tegn og undere i Ægypten. (183) Farao skal ikke høre på eder, men jeg vil lægge min hånd på Ægypten og føre mine hærskarer, mit folk israelitterne, ud af Ægypten med vældige straffedomme; og når jeg rækker ud min hånd mod Ægypten og fører israelitterne ud derfra, skal ægypterne kende, at jeg er Herren.« Da gjorde Moses og Aron, som Herren pålagde dem." ret
(183) Herren fortalte Moses at de tegn og undere som han skulle vise Farao ville forhærde hans hjerte, fordi han ikke ville tage imod dem, og Gud ville mangedoble sine tegn. Enhver straf som kongen afviste ville pådrage den næste revselse mere og hårdere, indtil kongens stolte hjerte blev ydmyget og han skulle anerkende himlens og jordens skaber som den levende og almægtige Gud. ret
(183) På en tydelig måde opdrog Herren sit folk fra deres lange trældom, og ægypterne fik anledning til at se hvordan deres mægtige mænds visdom var svag, og stille deres guders kraft op i modsætning til Himlens Gud. Herren viste dem ved sin tjener Moses at himlens og jordens skaber er den levende og almægtige Gud, over alle guder; så hans styrke er mægtigere end den stærkeste – den Almægtige kunne bringe sit folk frem med en høj hånd og med en udragt arm. De tegn og mirakler der blev udført i Faraos nærhed blev ikke kun givet for hans skyld, men til gunst for Guds folk, og give dem et mere klart og ophøjet syn på Gud, og at hele Israel skulle frygte ham, og være villig og ivrige efter at forlade Ægypten, og vælge at tjene den sande og barmhjertige Gud. Var det ikke for disse forunderlige (184) manifestationer, ville mange være tilfredse med at forblive i Ægypten frem for at rejse igennem ørknen. ret
(183) “Da gik Moses og Aron til Farao og gjorde, som Herren bød; og da Aron kastede sin stav foran Farao og hans tjenere, blev den til en slange. Men Farao lod som modtræk vismændene og besværgerne kalde, og de, Ægyptens koglere, gjorde også det samme ved hjælp af deres hemmelige kunster; de kastede hver sin stav, og stavene blev til slanger, men Arons stav opslugte deres stave. Men Faraos hjerte blev forhærdet, og han hørte ikke på dem, således som Herren havde sagt." ret
(184) Troldmændene lod til at udføre flere ting med deres trylleri, der lignede det som Gud havde udført ved Moses og Arons hånd. De fik i virkeligheden ikke deres stave til at blive som slanger, men ved magi, hjulpet af den store bedrager, fik de dem til at se ud som slanger, for at modvirke Guds arbejde. Satan hjalp sine tjenere til at modstå den Allerhøjestes arbejde, for at bedrage folk, og opmuntre dem til deres oprør. Farao ville til sidst gribe det bevis han kunne få, som kunne berettige ham til at modstå det værk Gud udførte ved Moses og Aron. Han fortalte disse Guds tjenere at hans troldmænd kunne gøre alle disse undere. Forskellen mellem Guds arbejde og troldmændenes arbejde var, at det ene var fra Gud, og det andet fra Satan. Det ene sandt, det andet falsk. ret
(184) Farao erklærede at Moses og Aron var bedragere, og kunne ikke udrette mere end sine troldmænd. Moses og Aron sagde til Farao, At Jehova som du foregiver at ikke kende, (184) vil overbevise dig om at han er mere mægtig end alle guder. De informerede ham at Gud stadig ville udføre større undere, som ville lade ham uden undskyldning, og som ville være evige monumenter for hans forsyn og kraft for Israels skyld. ret
(185) "Herren sagde nu til Moses: »Faraos hjerte er forstokket, han vægrer sig ved at lade folket rejse. Gå derfor i morgen tidlig til Farao, når han begiver sig ned til vandet, og træd frem for ham ved Nilens bred og tag staven, der forvandledes til en slange, i hånden Og sig til ham: Herren, hebræernes Gud, sendte mig til dig med det bud: Lad mit folk rejse, at det kan dyrke mig i ørkenen! Men hidtil har du ikke adlydt. Så siger Herren: Deraf skal du kende, at jeg er Herren: se, jeg slår vandet i Nilen med staven, som jeg holder i min hånd, og det skal forvandles til blod, fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og ægypterne skal væmmes ved at drikke vand fra Nilen.« ret
(185) Farao ville ikke lytte til Moses og Aron, men foragtede deres ord; alligevel havde han ikke magt til at skade dem. "Og Moses og Aron gjorde, som Herren bød; Moses løftede staven og slog vandet i Nilen for øjnene af Farao og hans tjenere, og alt vandet i Nilen forvandledes til blod." I syv dage fortsatte plagen over vandene. Alligevel ydmygede kongen ikke sig selv, men forhærdede sit hjerte. Moses og Aron blev befalet, først før plagernes begyndelse, at fortælle Farao (186) om hver plages natur som skulle komme, og virkningen af plagen, så han havde anledning til at redde sig selv fra det hvis han valgte at lade Israels børn gå ud for at ofre til Gud. Men hvis kongen skulle nægte at adlyde Guds befaling, så ville han stadig besøge ham med domme. ret
(186) " Derpå sagde Herren til Moses: »Gå til Farao og sig til ham: så siger Herren: Lad mit folk rejse, for at de kan dyrke mig! Men hvis du vægrer dig ved at lade dem rejse, se, da vil jeg plage hele dit land med frøer." ret
(186) “Og Aron rakte sin hånd ud over Ægyptens vande. Da kravlede frøerne op og fyldte Ægypten. Men koglerne gjorde det samme ved hjælp af deres hemmelige kunster og fik frøerne til at kravle op over Ægypten. Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: »Gå i forbøn hos Herren, at han skiller mig og mit folk af med frøerne, så vil jeg lade folket rejse, at de kan ofre til Herren.« Moses svarede Farao: »Du behøver kun at befale over mig! Til hvilken tid skal jeg gå i forbøn for dig, dine tjenere og dit folk om at få frøerne bort fra dig og dine huse, så de kun bliver tilbage i Nilen?« Han svarede: »I morgen!« Da sagde han: »Det skal ske, som du siger, for at du kan kende, at der ingen er som Herren vor Gud." ret
(186) Selv om troldmændene tilsyneladende dannede frøer ligesom Moses og Aron, kunne de ikke fjerne dem. Da Farao så at troldmændene ikke kunne standse plagen, eller fjerne frøerne, blev han ydmyget i nogen grad, og ville have at Moses og Aron bad Herren indstændigt for ham, at fjerne frøernes plage. Han begyndte at (187) kendte noget til den Gud, som han bekendte han var helt uvidende om. Moses og Aron havde fortalt Farao at de ikke gjorde disse frøer med magi, eller ved nogen kraft de besat; at Gud, den levende Gud, havde fået dem til at komme ved hans kraft, og at han alene kunne fjerne dem. Før dette havde Farao jublet over Moses og Aron, fordi troldmændene kunne få det til at se ud på samme måde ved deres trylleri. Og da han bad Moses at bede indstændigt for ham, mindede han ham på hans tidligere hovmodige pral og forherligelse på grund af hans troldmænds udførte gerninger; og han spurgte Farao om hans forherligelse var over ham, og hvor var troldmændenes kraft til at fjerne plagen. ret
(187) Herren lyttede til Moses’ bønner, og standsede frø plagen. Da kongen blev lindret over sine umiddelbare pinsler, nægtede han igen hårdnakket at lade Israel rejse. Moses og Aron fik da på Herrens befaling landets myg til at komme i luften udover Ægyptens land. Farao kaldte de troldmænd der stod foran ham til at gøre det samme med deres tryllerier, men de kunne ikke. Moses og Aron, Guds tjenere, fremkaldte mygge plagen på Guds befaling. Troldmændene, Satans tjenere, prøvede på hans befaling at få de samme med deres trylleri, men kunne ikke. Det viste sig at Guds arbejde var mægtige end Satans kraft; for troldmændene kunne med deres tryllerier kun udføre nogle få ting. Da troldmændene så at de ikke kunne få myggeplage, sagde de til Farao: "Dette er Guds finger. Og Faraos (188) hjerte blev forhærdet, og han lyttede ikke til dem; sådan som herren havde sagt." ret
(188) Herren befalede Moses og Aron atter at sige til Farao: "Lad mit folk rejse, for at de kan dyrke mig! Men hvis du ikke lader mit folk rejse, se, da sender jeg bremser over dig, dine tjenere, dit folk og dine huse, og ægypternes huse skal blive fulde af bremser, ja endog jorden, de bor på; men med Gosens land, hvor mit folk bor, vil jeg til den tid gøre en undtagelse, så der ingen bremser kommer, for at du kan kende, at jeg Herren er i landet; og jeg vil sætte skel mellem mit folk og dit folk; i morgen skal dette tegn ske!" Og Herren gjorde således: Vældige bremsesværme trængte ind i Faraos og hans tjeneres huse og i hele Ægypten, og landet hærgedes af bremserne. Da lod Farao Moses og Aron kalde og sagde: "Gå hen og bring eders Gud et offer her i landet!" Men Moses sagde: "Det går ikke an at gøre således, thi til Herren vor Gud ofrer vi, hvad der er ægypterne en vederstyggelighed; og når vi for øjnene af ægypterne ofrer, hvad der er dem en vederstyggelighed, mon de da ikke stener os? lad os drage tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til Herren vor Gud, således som han har pålagt os!" ret
(188) Ægypterne dyrkede visse dyr, og de betragtede det som en utilgivelig forhånelse at få en af disse dyr slået ihjel. Og hvis en af deres tilbedelsesobjekter blev slået ihjel, endog tilfældigt, kunne personens liv alene opveje forseelsen. Moses viste Farao at det var umuligt for dem at ofre til Gud i Ægyptens land, for (189) øjnene af ægypterne, for de måtte udvælge nogle af de dyr som de betragtede som hellige, som offerdyr. ret
(189) Moses ville igen gå tre dagsrejser ud i ørknen. Kongen indvilgede under Guds afdæmpende hånd. "Farao sagde: "Jeg vil lade eder rejse hen og ofre til Herren eders Gud i ørkenen; kun må I ikke rejse for langt bort; men gå i forbøn for mig!" Moses svarede: "Se, så snart jeg kommer ud herfra, skal jeg gå i forbøn hos Herren, og bremserne skal vige bort fra Farao, hans tjenere og hans folk i morgen. Blot Farao så ikke igen narrer os og nægter at lade folket rejse hen og ofre til Herren!" Derpå gik Moses bort fra Farao og gik i forbøn hos Herren. Og Herren gjorde, som Moses bad, og bremserne veg bort fra Farao, hans tjenere og hans folk; der blev ikke en eneste tilbage. Men Farao forhærdede også denne gang sit hjerte og lod ikke folket rejse." ret
(189) Og Herren befalede atter Moses og Aron at gå frem for Farao igen og sige til ham: "Så siger Herren, hebræernes Gud: lad mit folk rejse, for at de kan dyrke mig!" Og nægter han at lade dem gå, og stadig holde på dem, falder plagen over deres kvæg. "Og Herren skal sætte skel mellem Israels kvæg og ægypterens kvæg, så der ikke skal dø noget af, hvad der tilhører israelitterne." Og al det kvæg døde som blev hjemsøgt af plagen, men ikke et af hebræernes kvæg døde. Og Farao sendte budbringere ud for at forhøre om nogen af israelitternes kvæg var døde. Budbringerne vendt tilbage til kongen med det ord at ingen af dem var døde, de var (190) slet ikke hjemsøgt af plagen. Alligevel blev hans hjerte forhærdet, og han nægtede at lade Israel tage af sted. ret
(190) Så tog Moses og Aron, efter Guds befaling, "sod fra smelteovnen og trådte frem for Farao, og Moses kastede det i vejret; og det blev til betændelse, der brød ud i bylder på mennesker og kvæg. Og koglerne kunne ikke holde stand over for Moses på grund af betændelsen, thi betændelsen angreb koglerne såvel som alle de andre ægyptere. Men Herren forhærdede Faraos hjerte, så han ikke hørte på dem, således som Herren havde sagt til Moses." ret
(190) Troldmændene kunne ikke med al deres magiske og tilsyneladende kraft, ved noget af deres trylleri, beskytte sig selv fra byldernes forfærdelige plager. De kunne ikke længere stå for Moses og Aron, på grund af denne svære pinsel. Ægypterne fik således lov til at se hvor unyttigt det ville være for dem at sætte deres lid til troldmændenes pralende kraft, når de ikke engang kunne rede deres egne legemer fra plagerne. ret
(190) "Derpå sagde Herren til Moses: "Træd i morgen tidlig frem for Farao og sig til ham: så siger Herren, hebræernes Gud: lad mit folk rejse, for at de kan dyrke mig! Thi denne gang vil jeg sende alle mine plager mod dig selv og mod dine tjenere og dit folk, for at du kan kende, at der er ingen som jeg på hele jorden. Thi ellers havde jeg nu udrakt min hånd for at ramme dig og dit folk med pest, så du blev udryddet fra jordens overflade; dog derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive (191) forkyndt på hele jorden. endnu stiller du dig i vejen for mit folk og vil ikke lade det rejse. Se, jeg lader i morgen ved denne tid et frygteligt haglvejr bryde løs, hvis lige ikke har været i Ægypten, fra den dag det blev til og indtil nu. Derfor må du sørge for at bringe dit kvæg og alt, hvad du har på marken, i sikkerhed! Thi alle mennesker og dyr, der befinder sig på marken og ikke er kommet under tag, skal rammes af haglen og omkomme." De blandt Faraos tjenere, der frygtede Herrens ord, bragte nu deres trælle og kvæg under tag; men de, der ikke lagde sig Herrens ord på hjerte, lod deres trælle og kvæg blive ude på marken. Da sagde Herren til Moses: "Ræk din hånd op mod himmelen, så skal der falde hagl i hele Ægypten på mennesker og dyr og på alle markens urter i Ægypten!" da rakte Moses sin stav op mod himmelen, og Herren sendte torden og hagl; ild for ned mod jorden, og Herren lod hagl falde over Ægypten." ret
(191) Dem som tog hensyn til Herrens ord, samlede deres kvæg i ladere og huse, medens dem med forhærde hjerter, ligesom hos Farao, efterlod deres kvæg på marken. Her var der en anledning til at prøve ægypternes ophøjede stolthed, og vise hvor manges hjerte egentlig var berørt af Guds forunderlige handlemåde med sit folk, som de havde foragtet og tryglet så grusomt. "Og der kom et haglvejr, med ildsluer flammende mellem haglen, så voldsomt, at dets lige aldrig havde (192) været nogetsteds i Ægypten, siden det blev befolket; og i hele Ægypten slog haglen alt ned, hvad der var på marken, både mennesker og kvæg, og alle markens urter slog haglen ned, og alle markens træer knækkede den; kun i Gosen, hvor israelitterne boede, faldt der ikke hagl. Da sendte Farao bud efter Moses og Aron og sagde til dem: "Denne gang har jeg syndet; Herren har ret, og jeg og mit folk har uret; gå i forbøn hos Herren, (for det er nok) at det nu må være nok med Guds torden og haglvejret, så vil jeg lade eder rejse, og I skal ikke blive længer!" Moses svarede ham: "Så snart jeg kommer ud af byen, skal jeg udbrede mine hænder mod Herren; så skal tordenen høre op, og haglen skal ikke falde mere, for at du kan kende, at jorden tilhører Herren." Dog, jeg ved, at du og dine tjenere endnu ikke frygter for Gud Herren." Hørren og byggen blev slået ned, thi byggen stod i aks, og hørren i blomst; derimod blev hveden og spelten ikke slået ned, thi de modnes senere." ret
(192) Efter at plagen var ophørt, nægtede kongen at lade Israel rejse. Oprør afføder oprør. Kongen var blevet så forhærdet med sin stadige modstand mod Guds vilje, at hele hans væsen kom i oprør mod hans guddommelige krafts imponerende fremvisning. ret
(192) Moses og Aron fik bud om at komme til Farao igen, og anmode ham om at lade Israel rejse. Herren fortæller dem at han har ladet kongen modsætte sig dem, og har båret over med hans stadige oprør, så han kan vise sine store tegn og undere for ham, og for Israels børn, "for at du må kunne fortælle din søn og din sønnesøn, hvorledes jeg (193) handlede med ægypterne, og om de tegn, jeg gjorde iblandt dem; så skal I kende, at jeg er Herren." ret
(193) Her viste Herren sin kraft til at bekræfte troen hos sit folk Israel på ham, som den eneste sande og levende Gud. Han ville give dem umiskendelige beviser på den forskel han satte mellem ægypterne og hans folk. Hans forunderlige gerninger for deres udfrielse skulle få alle nationerne til at vide selvom de var bundet af hårdt arbejde, og var blevet foragtet, har han dog valgt dem som sit særlige folk, og at han vil arbejde for deres udfrielse på en forunderlig måde. ret
(193) Moses og Aron adlød Guds befaling og fortalte kongen om arten af den frygtelige plage som Gud var ved at sende over ham; at hvis han ikke ville lade Israel rejse, ville han bringe græshopper til Ægyptens kyster, som ville dække jordens overflade, og ville spise resterne af det som undgik haglplagen. Kongen fik lov at vælge – at ydmyge sig selv for Gud, og lade Israel rejse, eller nægte og lide af plagens virkning. ret
(193) “Men Faraos tjenere sagde til ham: "Hvor længe skal denne mand styrte os i ulykke? Lad dog disse mennesker rejse og lad dem dyrke Herren deres Gud! Har du endnu ikke indset, at Ægypten går til grunde?" Kongens herskere eller rådgivere blev kaldt som hans tjenere, fordi de var under Farao. De bad kongen om at lade Israel gå. De fortalte ham at de havde lidt stort tab ved deres kvægs død, og at Ægypten var næsten ruineret af lynene. Og haglene blandet med ild havde nedbrudt deres skove, og havde (194) ødelagt deres frugttræer, og næsten al deres korn; så alt var i en fordærvelig tilstand, og at de mistede alt som de havde fået igennem hebræernes arbejde. Kongen sendte Moses og Aron, og han sagde til dem: " "Drag af sted og dyrk Herren eders Gud! Men hvem er det nu, der vil af sted?" Moses svarede: "Med vore børn og vore gamle vil vi drage af sted, med vore sønner og vore døtre, vort småkvæg og vort hornkvæg vil vi drage af sted, thi vi skal fejre Herrens højtid." Da sagde han til dem: "Herren være med eder, om jeg lader eder rejse sammen med eders kvinder og børn! Der ser man, at I har ondt i sinde! Nej men I mænd kan drage bort og dyrke Herren; det var jo det, I ønskede!" Derpå jog man dem bort fra Farao." ret
(194) Kongen viste sin foragt for Guds befaling i sit svar til Moses og Aaron. Lad jeres Gud kræve dette af jer hvis han vil, for du kan tage jeres små; jeg vil ikke lade jer gå. Der er ikke brug for jeres små børn på jeres rejse. Tror jeres Gud at jeg vil gøre dette, og lade jer tage af sted med jeres hustruer og små børn til ørknen, på så farlig en rejse for dem? Jeg vil ikke tillade; men kun jer som er mænd skal tage af sted for at tjene Herren. Denne hårdhjertede, konge vil nu foregive for hebræerne at han havde en særlig interesse for deres velfærd, og en øm omsorg for deres små. Han havde prøvet at udslette israelitterne med hårdt arbejde; men nu, for at tjene hans eget mål, bekender han at have en særlig omsorg for dem, og erklærer tydeligt for Moses og Aron at Gud, som forlanger en sådan ting af dem at tage deres familier med sig ud i ørknen, ikke skal adlydes; for han vil kun lede (195) dem ud for at udslette dem, og deres legemer vil visselig ligge i ørknen. ret
(195) “Da sagde Herren til Moses: "Ræk din hånd ud over Ægypten og få græshopperne til at komme; de skal komme over Ægypten og opæde alt, hvad der vokser i landet, alt, hvad haglen har levnet!" Moses rakte da sin stav ud over Ægypten, og Herren lod en østenstorm blæse over landet hele den dag og den påfølgende nat; og da det blev morgen, førte østenstormen græshopperne med sig. Da kom græshopperne over hele Ægypten, og de slog sig ned i hele Ægyptens område i uhyre mængder; aldrig før havde der været så mange græshopper, og ingen sinde mere skal der komme så mange. Og de skjulte hele jordens overflade, så jorden blev sort af dem, og de opåd alt, hvad der voksede i landet, og alle træfrugter, alt, hvad haglen havde levnet, og der blev intet grønt tilbage på træerne eller på markens urter i hele Ægypten. Da lod Farao skyndsomt Moses og Aron kalde til sig og sagde: "Jeg har syndet mod Herren eders Gud og mod eder! Men tilgiv mig nu min synd denne ene gang og gå i forbøn hos eders Gud, at han dog blot vil tage denne dødbringende plage fra mig!" Ægypterne var bange for at græshopperne vil æde alt på marken, de vil endog angribe Ægyptens folk og fortære dem. ret
(195) "Da gik Moses bort fra Farao og bad til Herren. Og Herren lod vinden slå om til en voldsom vestenvind, som tog græshopperne og drev dem ud i det Røde Hav, så der ikke blev en eneste græshoppe tilbage i hele Ægyptens område. Men Herren forhærdede Faraos hjerte, så han ikke (196) lod israelitterne rejse." Uanset hans ydmyghed medens døden truede ham, og hans løfter om at lade Israel rejse, efter at han blev udfriet fra plagen, forhærdedes hans hjerte, og nægtede at lade dem rejse. ret
(196) "Derpå sagde Herren til Moses: "Ræk din hånd op mod himmelen, så skal der komme et mørke over Ægypten, som man kan tage og føle på!" Da rakte Moses sin hånd op mod himmelen, og der kom et tykt mørke i hele Ægypten i tre dage; den ene kunne ikke se den anden, og ingen flyttede sig af stedet i tre dage; men overalt, hvor israelitterne boede, var det lyst. Da lod Farao Moses kalde og sagde: "Drag hen og dyrk Herren. Dog skal eders småkvæg og hornkvæg blive tilbage, men eders kvinder og børn må I tage med." Men Moses sagde: "Du må også overlade os slagtofre og brændofre, som vi kan bringe Herren vor Gud; også vore hjorde må vi have med, ikke en klov må blive tilbage, thi dem har vi brug for, når vi skal dyrke Herren vor Gud, og vi ved jo ikke, hvor meget vi behøver dertil, før vi kommer til stedet." Da forhærdede Herren Faraos hjerte, så han nægtede at lade dem rejse. Og Farao sagde til ham: "Gå bort fra mig og vogt dig for at komme mig for øje mere; thi den dag du kommer mig for øje, er du dødsens!" Da sagde Moses: "Du har sagt det, jeg skal ikke mere komme dig for øje!" ret
(196) Farao forhærdede sit hjerte imod Herren, og på trods af de tegn og mægtige undere han havde været vidne til, dristede han at true, hvis Moses og Aron viste sig for ham igen, skulle de dø. Hvis kongen ikke var blevet forhærdet i sit oprør imod Gud, ville (197) han være ydmyget under en fornemmelse af den levende Guds kraft, som kunne frelse eller udslette. Han ville have vist at Han som kunne gøre mirakler, og mangedoble hans tegn og undere, ville bevare sine udvalgte tjeneres liv, også hvis han skulle ihjelslå Ægyptens konge. ret
(197) Da Moses havde været vidne til Guds forunderlige gerninger, havde hans tro vokset sig stærk, og hans tillid var blevet befæstet, imedens Gud havde udrustet ham og kvalificeret ham, ved manifestationerne af hans kraft, til at stå som hoved for Israels hære, og som en hyrde for sit folk, der leder dem ud af Ægypten. Han blev overmådeligt ophøjet, ved sin faste tillid til Gud, som ledte ham til at sige til kongen: "Vore hjorde må vi have med, ikke en klov må blive tilbage." Dette faste mod i kongens nærhed, irriterede hans hovmodige stolthed, og han udtrykte dødstruslen ovre Guds tjenere. I sin blindhed erkendte han ikke at han ikke blot kæmpede imod Moses og Aron, men imod den mægtige Jehova, himlens og jordens skaber. Moses havde fået folkets gunst. Han blev betragtet som en meget forunderlig mand, og kongen turde ikke gøre ham noget. ret
(197) "Derpå sagde Herren til Moses: "Een plage endnu vil jeg lade komme over Farao og ægypterne, og efter den skal han lade eder rejse herfra; ja, når han lader eder rejse med alt, hvad I har, skal han endog drive eder herfra! Sig nu til folket, at hver mand skal bede sin nabo, og hver kvinde sin naboerske om sølv og guld smykker!" ret
(197) Selvom om Moses var blev forbudt at komme tilbage til Faraos nærhed, for på (198) den dag han ser hans ansigt, skal han dø; havde han dog endnu et budskab fra Gud til den oprørske konge, og han gik stålsat ind for nærhed, og stod frygtløst frem for ham, for at erklære Herrens ord til ham. ret
(198) "Moses sagde: "Så siger Herren: ved midnatstid vil jeg drage igennem Ægypten, og så skal alle førstefødte i Ægypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, der skal arve hans trone, til den førstefødte hos trælkvinden, der arbejder ved håndkværnen, og alt det førstefødte af kvæget. Da skal der i hele Ægypten lyde et klageskrig så stort, at dets lige aldrig har været hørt og aldrig mere skal høres. Men end ikke en hund skal bjæffe ad nogen af israelitterne, hverken ad folk eller fæ for at du kan kende, at Herren gør skel mellem ægypterne og Israel. Da skal alle dine tjenere der komme ned til mig og kaste sig til jorden for mig og sige: drag dog bort med alt det folk, der følger dig! Og så vil jeg drage bort!" Og han gik ud fra Farao med fnysende vrede." ret
(198) Da Moses fortalte kongen om den plage som ville komme over dem, mere skæbnesvanger end andre der havde hjemsøgt Ægypten, som ville få alle hans store rådgivere til at bøje sig ned for ham og bønfalde israelitterne forlade Ægypten, blev kongen overmådelig vred. Han blev rasende fordi han ikke kunne skræmme Moses, og få ham til at skælve for hans kongelige autoritet. Men Moses støttede sig til en mægtigere arm end hos nogen jordisk monark. ret