(221) (221) Israels børn rejste i ørknen, og i tre dage, kunne de ikke finde vand at drikke. De led af tørst, "da knurrede folket mod Moses og sagde: »Hvad skal vi drikke?« Men han råbte til Herren, og da viste Herren ham en bestemt slags træ; og da han kastede det i vandet, blev vandet drikkeligt. Der gav han dem bestemmelser om lov og ret, og der satte han dem på prøve. Og han sagde: »Hvis du vil høre på Herren din Guds røst og gøre, hvad der er ret i hans øjne, og lytte til hans bud og holde dig alle hans bestemmelser efterrettelig, så vil jeg ikke bringe nogen af de sygdomme over dig, som jeg bragte over ægypterne, men jeg Herren er din læge!« Israels børn lod til at have et ondt vantro hjerte. De ville ikke udstå ørknens genvordigheder. Da de mødte vanskeligheder på vejen, ville de betragte dem som umuligheder. Deres tillid til Gud ville svigte, og de kunne ikke se andet foran sig end død. "Men hele israelitternes menighed knurrede mod Moses og Aron i ørkenen, og israelitterne sagde til dem: "Var vi dog blot døde for Herrens hånd i Ægypten, hvor vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte i brød! Thi I har ført os ud i denne ørken for at lade hele denne forsamling dø af sult." ret
(221) De havde ikke virkelig lidt sultens kvaler. (222) De havde mad her og nu, men de frygtede for fremtiden. De kunne ikke se hvordan Israels hær skulle ernære sig, i deres lange rejser igennem ørknen, med den enkle mad de dengang havde, og i deres vantro så de at deres børn vansmægtede. Herren var villig til at de fik deres mad på kort sigt, og at de skulle møde vanskeligheder, så deres hjerter skulle vende sig til ham, som hidtil havde hjulpet dem, så de måtte tro ham. Han var parat til at være en nærværende hjælp for dem. Hvis de, i deres mangel, ville kalde på ham, vil han vise dem tegn på hans kærlighed og stadige omsorg. Men de virker uvillige til at stole mere på Herren end hvad de kunne se med deres øjne, de stadige beviser på hans kraft. Havde de sand tro og fast tillid til Gud, ville ubelejlighed og forhindringer eller endog virkelige lidelser bæres med glæde, efter at Herren havde arbejdet på en så forunderlig måde med deres udfrielse fra slaveri. Derudover har Herren lovet dem om de vil adlyde hans bud, skal ingen sygdomme komme over dem; for han siger: "Jeg er Herren der helbreder jer." ret
(222) Efter dette sikre løfte fra Gud, var det en kriminel vantro at regne med at de selv og børnene ville dø af sult. De havde lidt meget i Ægypten ved at blive overbebyrdet af arbejde. Deres børn var blevet lagt i døden, og som svar på deres pinefulde bønner, havde Gud nådigt udfriet dem. Han lovede at være deres Gud, og tage dem til sig som et folk, og lede dem til et stort og godt land. Medens de var i live ved at blive matte for de lidelser de måtte udholde på vejen til dette land. De har (223) udholdt så meget i ægypternes tjeneste, men nu kunne de ikke udholde lidelse i Guds tjeneste. De var parat til at hengive sig i tungsindig tvivl, og synke ned i modløshed, når de blev prøvet. De knurrede imod Guds helligede tjener Moses, og anklagede ham med alle deres trængsler, og udtrykte et ondt ønske om at var de blevet i Ægypten, kunne de side ved kødgryderne, og spise brød til de blev mætte. ret
(223) Vantroen og knurren fra Israels børn illustrerer det nuværende Guds folk på jorden. Mange ser tilbage på dem, og forbavses over deres vantro og stadige knurren, efter at Herren havde gjort så meget for dem, og givet dem gentagende beviser på hans kærlighed og omsorg for dem. De tror at de ikke er så utaknemmelige. Men nogle som tænker sådan, knurrer og græmmer sig over ting af mindre betydning. De kender ikke sig selv. Gud prøver dem ofte, og forsøger deres tro i de små ting; og de udholder ikke prøvelsen bedre end det gamle Israel. ret
(223) Mange får deres nuværende ønsker opfyldt, alligevel vil de ikke sætte lid til Herren for fremtiden. De udviser vantro, og synker ned i fortvivlelse og tungsind, og tager sorgerne på forskud. Nogle er i stadige trængsler så de ikke skal mangle noget, og deres børn lider. Når vanskeligheder opstår, eller når de kommer ud på de jævne stier – når deres tro og kærlighed til Gud prøves – kvier de sig ved trængsler, og knurrer over det forløb som Gud har valgt at rense dem med. Deres kærlighed viser sig ikke ren og fuldkommen, bærer alle ting igennem. Troen hos folket af himlens Gud bør være stærk, aktiv og udholdende – den faste tillid til det der håbes på. Disse (224) sprog vil således være: Velsign Herre, oh min sjæl, og alt som er inden i mig, velsign hans hellige navn; for han har delt sin overflod med mig. Nogle betragter selvfornægtelse som en virkelig lidelse. Den fordærvede appetit føjes. Og kun begrænsningerne på den usunde appetit vil føre endog mange bekendende kristne tilbage til startpunktet, som om den aktuelle sult vil være årsag til en enkel kost. Og ligesom Israels børn, vil de foretrække slaveriet, sygelige kroppe, og endog død, frem for at undvære kødgryderne. Brød og vand er alt hvad restfolket loves i trængsels tiden. ret
(224) "Og da duggen svandt, var ørkenen dækket med noget fint, skælagtigt noget, noget fint der lignede rim på jorden. Da israelitterne så det, spurgte de hverandre: »Hvad er det?« Thi de vidste ikke, hvad det var; men Moses sagde til dem: »Det er det brød, Herren har givet eder til føde! Og således har Herren påbudt: I skal samle deraf, enhver så meget som han har behov, en omer for hvert hoved; I skal tage deraf i forhold til antallet af eders husfolk, enhver skal tage deraf til dem, der er i hans telt! ret
(224) "Israelitterne gjorde nu således, og de samlede, nogle mere og andre mindre; og da de målte det med omeren, havde den, der havde meget, ikke for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt, enhver havde samlet, hvad han behøvede til føde. Derpå sagde Moses til dem: »Ingen må gemme noget deraf til næste morgen!« Dog adlød de ikke Moses, og nogle af dem gemte noget deraf til næste morgen; men da var det fuldt af orme og lugtede. Da blev Moses vred på dem. Således samlede de nu hver morgen, enhver så meget som han havde behov. (225) Men når solen begyndte at brænde, smeltede det. ret
(225) "På den sjette ugedag havde de samlet dobbelt så meget brød, to omer for hver person. Og alle menighedens øverster kom og sagde det til Moses; men han sagde til dem: »Det er netop, som Herren har sagt. I morgen er det hviledag, en hellig sabbat for Herren. Bag, hvad I vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne til side for at gemme det til i morgen!« De lagde det da til side til næste dag, som Moses havde befalet, og det kom ikke til at lugte, og der gik ikke orm deri. Derpå sagde Moses: »Det skal I spise i dag, thi i dag er det sabbat for Herren; i dag finder I intet ude på marken. I seks dage skal I samle det, men på den syvende dag, på sabbatten, er der intet at finde." ret
(225) Herren er ikke mindre nøjeregnende med hensyn til sin sabbat, da han gav forudgående særlige anvisninger til Israels børn. Han forlangte at de skulle bage det som de ville bage, og koge det som de ville koge, på den sjette dag, beredelse til at hvile på sabbatten. Dem som ikke forbereder sig på sabbatten på den sjette dag, og som tilbereder mad på sabbatten, overtræder det fjerde bud, og er lovovertrædere af Guds lov. Alle som er ivrige efter at overholde sabbatten efter budet, vil ikke tilberede noget mad på sabbatten. De vil, i respekt for den Gud, som gav sin lov fra Sinaj, fornægte sig selv, og spise mad tilberedt på den sjette dag, også hvis det ikke er så velsmagende. Gud forbød Israels børn ikke at bage og koge på sabbatten. Dette forbud bør overholdes (226) af enhver sabbatsholder, som en højtidelig formaning fra Jehova til dem. Herren vil vogte sit folk mod at hengive sig i grådighed på sabbatten, som han har sat til side til hellig meditation og tilbedelse. ret
(226) Herrens sabbat er en hviledag fra arbejde, og kosten på den dag bør være mere enkel, og have mindre mængder end på de seks arbejdsdage, fordi vi ikke har legemsøvelser på sabbatten, som vi har på de andre dage i ugen. Mange har fejlet at de ikke praktiserer selvfornægtelse på sabbatten. Ved at deltage i fulde måltider, som på de seks arbejdsdage, bliver deres sind omtågede; de bliver sløve og dovne; nogle får hovedpine. Disse har ikke sande helligede følelser på sabbatten, og sabbattens velsignelse viser sig ikke til at være til velsignelse for dem. Den syge og lidende kræver omsorg og opmærksomhed på sabbatten, såvel som på de andre seks dage om ugen; og det er nødvendigt for deres bekvemmelighed at tilberede varm mad og drikke på sabbatten. I disse tilfælde er det ingen overtrædelse af det fjerde bud at gøre det så behageligt som muligt. Den store lovgiver er den medfølende Gud, såvel som den retfærdige Gud. ret
(226) Gud viste sin store omsorg og kærlighed for sit folk, at sende dem brød fra himlen. "mennesket spiste engles mad;" som er mad der er tilberedt til dem, af engle. Mannaens trefoldige mirakel – en dobbelt mængde på den sjette dag, og intet på den syvende dag, og det holder sig frisk i løbet af sabbatten, medens de på andre dage ville blive ubrugeligt – var tiltænkt at indprente dem med sabbattens hellighed. (227) Efter at de fik store mængder af mad, skammede de sig over deres vantro og knurren, og lovede at stole på Herren for fremtiden; men de glemte hurtigt deres løfte, og svigtede ved den første prøvelse af deres tro. De rejste fra Sinajs ørken, og slog lejer i Refedim, og der var intet vand at folket kunne drikke af. "Da kivedes folket med Moses og sagde: »Skaf os vand at drikke!« Men Moses svarede dem: »Hvorfor kives I med mig, hvorfor frister I Herren?« Og folket tørstede der efter vand og knurrede mod Moses og sagde: »Hvorfor har du ført os op fra Ægypten? Mon for at lade os og vore børn og vore hjorde dø af tørst?« Da råbte Moses til Herren: »Hvad skal jeg gøre med dette folk? Det er ikke langt fra, at de vil stene mig.« Men Herren sagde til Moses: »Træd frem for folket med nogle af Israels ældste og tag den stav, du slog Nilen med, i din hånd og kom så! Se, jeg vil stå foran dig der på klippen ved Horeb, og når du slår på klippen, skal der strømme vand ud af den, så folket kan få noget at drikke.« Det gjorde Moses så i påsyn af Israels ældste. Og han kaldte dette sted Massa og Meriba, fordi israelitterne der havde kivedes og fristet Herren ved at sige: "Er Herren iblandt os eller ej?" ret
(227) Gud anviste Israels børn til at slå lejr på det sted, hvor der ikke var vand, for at prøve dem, og se om de ville se på ham i deres fortvivlelse, eller knurre som de tidligere havde gjort. I synet af det Gud havde gjort for dem i deres forunderlige udfrielse, skulle de have troet på ham (228) i deres pinsler. De skulle have vidst at han ikke ville lade dem gå til af tørst, som han havde lovet tage sit folk til sig. Men i stedet for at bønfalde Herren i ydmyghed til at give deres fornødenheder, knurrede de imod Moses, og kræve vand af ham. Gud havde hele tiden udvist sin kraft på en forunderlig måde for dem, og få dem til at forstå alle de goder de fik, kom fra ham; at han kunne give dem, eller fjerne fra dem, efter hans vilje. Nogle gange havde de fuld forståelse for dette, og ydmygede sig selv stort for Herren; men når de blev tørstige, eller sultne, anklagede de Moses for det hele, som om de havde forladt Ægypten for at behage ham. Moses blev bedrøvet over deres grusomme knurren. Han spurgte Herren hvad han skulle gøre; for folket var parat til at stene ham. Herren bad ham at slå på klippen med Guds stav. Skyen med hans herlighed hvilede direkte foran klippen. “Han kløvede klipper i ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af strømme, han lod bække rinde af klippen og vand strømme ned som floder." Moses slog på klippen, men det var Kristus som stod hos ham og fik vandet til at flyde fra den stenhårde klippe. Folket fristede Herren med deres tørst, og sagde: Hvis Gud har bragt os her hen, hvorfor giver han os ikke vand, såvel som brød. Det kunne vise sig som kriminel vantro, og Moses blev bange for at Gud ville straffe dem for deres onde knurren. Herren prøvede sit folks tro, men de udholdt ikke prøvelsen. De knurrede efter mad, og efter vand, og beklagede Moses. På grund af deres vantro, lod Gud deres fjender (229) føre krig imod dem, at han kan vise sit folk hvorfra deres styrke kommer. ret
(229) “Derefter kom amalekitterne og angreb Israel i Refdim. Da sagde Moses til Josua: »Udvælg dig mænd og ryk i. Morgen ud til kamp mod amalekitterne; jeg vil stille mig på toppen af højen med Guds stav i hånden!« Josua gjorde, som Moses bød, og rykkede ud til kamp mod amalekitterne. Men Moses, Aron og Hur gik op på toppen af højen. Når nu Moses løftede hænderne i vejret, fik israelitterne overtaget, men når han lod hænderne synke, fik amalekitterne overtaget. Og da Moses's hænder blev trætte, tog de en sten og lagde under ham; så satte han sig på den, og Aron og Hur støttede hans hænder, hver på sin side; således var hans hænder stadig løftede til solen gik ned." ret
(229) Moses fremholdt sine hænder mod himlen, med Guds stav I sin højre hånd, og bad indstændigt om hjælp fra Gud. Så fik Israel overhånd, og drog deres fjender tilbage. Da Moses sænkede sine hænder, kunne det ses at Israel var ved at tabe alt det de havde vundet, og blev overvundet af deres fjender. Moses holdt atter sine hænder op imod himlen, og Israel fik overhånd, og fjenden blev drevet tilbage. ret
(229) Denne handling fra Moses, at række sine hænder op imod himlen, skulle lære Israel at når de stolede på Gud, og greb fat i hans styrke, og ophøjede hans trone, ville han kæmpe for dem, og underlægge deres fjender. Men når de skulle til at gribe fat i deres egen styrke, og stole på deres egen kraft, ville de endog blive svagere end deres fjender, som ikke kender Gud, og deres fjender vil få overhånd over (230) dem. Så “huggede Josua amalekitterne og deres krigsfolk ned med sværdet. Da sagde Herren til Moses: »Optegn dette i en bog, for at det kan mindes, og indskærp Josua, at jeg fuldstændig vil udslette amalekitternes minde under himmelen!« Derpå byggede Moses et alter og kaldte det: »Herren er mit banner!« Og han sagde: »Der er en udragt hånd på Herrens trone! Herren har krig med Amalek fra slægt til slægt!« Hvis Israels børn ikke havde knurret imod Herren, ville han ikke have ladet deres fjender føre krig imod dem. ret
(230) Før Moses forlod Ægypten, sendte han sin hustru og børn til sin svigerfader. Og efter at Jetro havde hørt om israelitternes forunderlige udfrielse fra Ægypten, besøgte han Moses i ørknen, og bragte sin hustru og børn til ham. “Da gik Moses sin svigerfader i møde, bøjede sig for ham og kyssede ham; og da de havde hilst på hinanden, gik de ind i teltet. Moses fortalte sin svigerfader om alt, hvad Herren havde gjort ved Farao og Ægypten for Israels skyld, og om alle de besværligheder, der havde mødt dem undervejs, og hvorledes Herren havde frelst dem. Da glædede Jetro sig over alt det gode, Herren havde gjort mod Israel, idet han havde frelst dem af ægypternes hånd. Og Jetro sagde: »Lovet være Herren, som har frelst eder af ægypternes og Faraos. Hånd!« Nu ved jeg, at Herren er større end alle guder, thi netop ved det, de i deres overmod foretog sig imod dem, frelste han folket af ægypternes hånd. Derpå udtog Jetro, Moses's svigerfader, (231) brændofre og slagtofre til Gud; og Aron og alle Israels ældste kom for at holde måltid for Guds åsyn med Moses's svigerfader." ret
(231) Jetros skarpsindige øjne så at byrden på Moses var meget stor, da folket bragte deres vanskelige sager frem for ham, og han instruerede dem om Guds forordninger og love. Han sagde til Moses, “Læg dig nu på sinde, hvad jeg siger; jeg vil give dig et råd, og Gud skal være med dig: Du skal. selv træde frem for Gud på folkets vegne og forelægge Gud de forefaldende sager; og du skal indskærpe dem anordningerne og lovene og lære dem den vej, de skal vandre, og hvad de har at gøre. Men du skal af hele folket udvælge dig dygtige mænd, som frygter Gud, mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig vinding, og dem skal du sætte over dem som forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti; lad dem til stadighed holde ret for folket. Alle vigtigere sager skal de forebringe dig, men alle mindre sager skal de selv afgøre. Let dig således arbejdet og lad dem komme til at bære byrden med dig. Dersom du handler således og Gud vil det så, kan du holde ud, og alt folket der kan gå tilfreds hjem.« Moses fulgte sin svigerfaders råd og gjorde alt, hvad han foreslog. Og Moses udvalgte dygtige mænd af hele Israel og gjorde dem til øverster over folket, til forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti. De holdt derpå til stadighed ret for folket; de vanskelige sager forebragte de Moses, men alle mindre sager afgjorde de selv. Derpå tog (232) Moses afsked med sin svigerfader, og denne begav sig til sit land." ret
(232) Moses blev ikke instrueret af sin svigerfar i førnævnte. Gud havde ophøjet ham stort og udført undere ved sin hånd. Alligevel tænkte Moses ikke på at Gud havde valgt ham til at instruere andre, og havde udrettet forunderlige ting ved hans hånd, og behøvede derfor ikke at blive instrueret. Han lyttede gladelig til sin svigerfaders forslag, og tog hans plan som en klog ordning. ret