Profetiens ånd bind 1 kapitel 29fra side315

ren side - tilbage

Ildgiftslanger

(315)  Idet folket rejste fra Hor på vej til det Røde Hav, for at omringe Edoms land, blev de meget modløse, og beklagede sig over vanskelighederne på vejen. “Og talte mod Gud og Moses og sagde: »Hvorfor førte I os ud af Ægypten, når vi skal dø i ørkenen? Her er jo hverken brød eller vand, og vi er lede ved denne usle føde. « Da sendte Herren giftslanger blandt folket, og de bed folket så en mængde af Israel døde. Så kom folket til Moses og sagde: »Vi har syndet ved at tale imod Herren og dig; gå i forbøn hos Herren, at han tager slangerne fra os!« Og Moses gik i forbøn for folket. Da sagde Herren til Moses: »Lav dig en slange og sæt den på en stang, så skal enhver slangebidt, der ser hen på den, leve!« Da lavede Moses (315) en kobberslange og satte den på en stang; og enhver, der så hen på kobberslangen, når en slange havde bidt ham, beholdt livet." ret

(315)  Den knurren Israels børn kom med var uden grund, og ubegrundede ting går altid til yderligheder. De kom med falsknerier og sagde at de ikke havde brød og vand. De havde fået begge ting ved et mirakel på Guds barmhjertighed. For at straffe dem for deres utaknemmelighed, og beklagelser imod Gud, Herren lod giftslanger bide dem. De blev kaldt ild-slanger (i kjv oversættelsen) fordi deres bid skabte en smertelig betændelse, og hurtig død. Indtil dette tidspunkt var Israelitterne blevet bevaret fra disse slanger i ørknen ved et stadig mirakel; for den ørken de rejste igennem var plaget af giftige slanger. ret

(315)  Moses fortalte folket at Gud indtil havde bevaret dem, så de ikke var blevet skadet af slangerne, som var et tegn på hans omsorg for dem. Han fortalte dem at det var på grund af deres unødige knurren, og beklagende vanskeligheder på deres rejse, at Gud havde beskyttet dem fra mange og store onder, som ville have tillad det som de kunne kalde vanskeligheder, om han havde ladet onderne komme over dem. Men Gud havde forberedt vejen for dem. Der var ingen sygdom iblandt dem. Deres fødder var ikke svulmet op under deres rejser, deres klæder var heller ikke blevet for gamle. Gud havde givet dem engles mad af det reneste vand ud fra flint-klippen. Og med alle disse tegn på hans kærlighed, ville han, hvis de beklagede, sende sine domme over dem (316) på grund af deres utaknemmelighed, og få dem til at erkende den tydeligere barmhjertige omsorg for dem, som de ikke havde lagt mærke til. ret

(316)  Israelitterne blev rædselsslagen over slangerne, og bekendte deres synd, at de knurrede. Moses blev anvist at rejse en kobberslange på en stang, og hvis dem som var blevet bidt så på den, ville de blive helbredt. ret

(316)  Her blev israelitterne pålagt at gøre noget. De måtte se på kobberslangen hvis de ville leve. Mange var døde af slangernes bid. Da Moses rejste slangen på staven, havde nogle mere tro at de ville blive helbredt ved at se på den. Mødre, fædre, brødre og søstre var alle ivrig engageret for at hjælpe deres lidende og døende slægtninge og venner, at de fæstnede deres matte øjne på slangen. Hvis de blot kunne se en gang medens de var ved at besvime og dø, fik de liv, og blev helbredt for alle deres giftige sår. Der var intet fortrin i kobberslangen der skabte så hurtig forandring hos dem der så på den. Det helbredende fortrin de fik ved at se på slangen kom alene fra Gud. I sin visdom valgte han denne måde at vise sin magt på. Det var folkets tro på det forsyn der skete, som var antageligt for Gud. Ved enkle midler, blev folk gjort det klart at Gud havde ladet slanger påvirke dem på grund af deres knurren og manglende tro på ham. Hvis de blot ville adlyde Gud, havde de ikke grund til at være bange; for han ville være deres ven, og bevare dem fra de farer som de hele tiden var udsat for i ørknen. ret

(316)  Hebræerne kunne i deres pinsler ikke redde (317) sig selv fra ildgiftslangernes virkning. Gud alene kunne frelse det syndige og oprørske Israel, ved hans uendelige magt; alligevel fandt han, i sin visdom, det ikke rigtigt at tilgive deres overtrædelser, uden at prøve deres anger og tro. De blev pålagt, ved deres egen handlinger, at vise deres anger, og tro på den tilvejebringelse som Gud havde gjort for deres helbredelse. De måtte handle på deres side. De måtte se, for at kunne leve. Handlingen ved at se, viste deres tro på Guds Søn, som slangen repræsenterede. At kobberslangen blev løftet op skulle lære Israel en lektie. De havde bragt deres ofringer til Gud, og mærket at de ved dette havde gjort udførlig soning for deres synder. De stolede ikke ved tro på den kommende Genløsers fortjenester, som deres ofringer blot var et forbillede på. Slangen gjort af kobber, der skulle ligne ildgiftslangen, blev sat i midten af lejren, sat op på en stav. Dette skulle vise Israel at deres ofringer, fra dem selv, ikke en mere frelsende dydighed eller kraft end kobberslangen havde, som skulle minde deres sind om det fremtidige offer for Guds søn. Således skulle deres ofringer bringes med en underdanig vilje, og angrende hjerter, i tro på Guds dyrebare søns fortjenstfulde ofre. Ingen blev tvunget til at se på kobberslangen. Alle kunne se og leve, eller ikke tro på det enkle forsyn Gud havde gjort, nægte at se, og dø. ret

(317)  Guds krav bliver ikke altid påskønnet af hans folk, og mange kan ikke forstå Guds handlemåde med dem; alligevel skal de ikke fra deres side betvivle Guds hensigter, men yde underdanig lydighed; for Gud har en hensigt med alle sine krav, som vi (318) ikke til fulde ser her, men skal kunne se senere. ret

(318)  Israel er blevet beskyttet ved et mirakel på Guds daglige barmhjertighed under deres rejser i ørknen. Den mægtige engel som gik foran dem var Guds Søn. Han jævnede deres sti, så at deres fødder ikke svulmede op. Det var himlens Majestæt som undertrykte og modstod de stærke og farlige dyr i skoven, såvel som de giftige slanger som plagede ørknen. Israels børn indså ikke de tusindvis farer de var blevet beskyttet for på deres rejser, for de blev holdt borte fra dem. De havde hørt vantroens hjerter, og var uforsonet til at blive vejledt og styret af Gud. De fantaserede om onder. De dvælede på de farer som truede, skønt de ikke erfarede dem. Herren lod slangerne pine dem, så de kunne erkende hvor meget de ville have lidt, vis Gud ikke i sin nåde havde taget vare på dem, og bevaret dem fra pinsel og død. Herren havde lige netop givet dem en forunderlig sejr over deres fjender, som svar på bøn. Herren forsøgte dem, for at se om de ville se på ham, og stole på ham, hvis de kom ud på jævne steder. Men de stod ikke prøven; de beklagede sig ovre Gud, og over at Moses dræbe dem med sult. Herren straffede dem, ved at lade den død de havde beklaget sig over at det kom over dem. ret

(318)  Kobberslangen sat op på en stang, illustrer Guds Søn, som skulle dø på korset. Folk som lider af virkningerne af synd kan alene finde håb og frelse i den tilvejebringelse som Gud har gjort. Da israelitterne bevarede deres liv, ved at se på kobberslangen, kan ingen syndere se på Kristus og leve. (319) Modsat kobberslangen var han dydighed og kraft i sig selv til at helbrede den lidende, angrende og troende synder. Kristus siger om sig selv: "Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan må Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal, have evigt liv i ham." ret

næste kapitel