(27) Kundskabens træ på godt og ond stod midt i haven nær livets træ. Dette træ var i særdeleshed bestemt af Gud til at være et pant på deres lydighed, tro og kærlighed til ham. Herren befalede vore første forældre ikke at spise af dette træ, ej heller røre ved det, at de ikke skulle dø. Han sagde til dem at de måtte frit spise af alle træerne i haven undtagen et, men dersom de spiste af det træ skulle de visselig dø. ret
(27) Da Adam og Eva blev sat i den dejlige have, havde de alt som de kunne ønske til deres lyksalighed. Men Gud valgte, i sin alvise indretning, at prøve deres troskab førend de kunne for evigt bringes uden for fare. Han ville skænke dem sin nåde, og være med dem, og de med ham. Han satte ikke det uden for deres område. Han tillod Satan at friste dem. Dersom de bestod i prøven, så skulle de stå i evigt værende nåde hos Gud og have samfund med de hellige engle. ret
(28) (28) Djævelen stod forbavset over sin nye tilstand. Hans lyksalighed var forbi. Han så på englene med hvem han var så lykkelig , men som nu var udstødte af himmelen tillige med ham. Ingen skygge af utilfredshed havde forstyrret deres fuldkomne lyksalighed førend faldet. Nu var alting forandret. Deres åsyn, som havde afspejlet Skaberens billede, viste nu mørke og fortvivlelse. Der var strid, uenighed og bitre beskyldning iblandt dem. Før deres oprør havde disse ting været ukendte i himmelen. Satan så nu de forfærdelige følger af sit oprør. han gyste og frygtede for at vende ansigtet mod fremtiden, og betragtede disse tings ende. ret
(28) Timen var kommet for frydefulde, lykkelige lovsange til Gud og hans kære Søn. Satan havde været leder for det himmelske kor. Han havde opløftet den første Stemme; derefter forenede hele englehæren sig med ham, og Sangens herlige harmoni tonede gennem himmelen til Guds og hans kære søns ære. Men nu lød misklang og vrede ord for den store oprørs-leders øren, i stedet for toner af sødeste musik. Hvor var han? Var det ikke alt sammen en forfærdelig drøm? Var han udelukket af himmelen? Skulle himmelens porte aldrig mere åbnes for at lade ham gå ind? Tilbedelsens time drager nær, da hellige, strålende engle bøje sig for faderen. Han kan aldrig mere tage del i den himmelske sang. Han kan aldrig mere bøje sig med ærbødighed og hellig frygt i den evige Guds nærværelse. Med glæde ville han overgive sine fordringer på autoritet, dersom han atter kunne blive som han var, da han var ren, sanddru og tro. Men han var fortabt! Forløsning var umulig, på grund af hans formastelige oprør! Og dette var ikke alt; han havde ledt andre til oprør og til samme fortabelsens tilstand med sig selv – engle som (28) aldrig havde tænkt på at drage Guds vilje i tvivl , eller på at nægte at adlyde Guds lov indtil han gav det i deres sind; idet han fremstillede for dem at de derved kunne nyde et større gode, en højere og herligere frihed. Med dette spidsfindige blændværk havde han bedraget dem. Nu hviler der et ansvar på ham fra hvilket han gerne ville befries. ret
(29) Disse ånder var hæftig oprørte af skuffet håb. I stedet for et større gode, måtte de erfare de sørgelige følger af ulydighed og foragt for loven. Disse ulykkelige væsener kunne aldrig mere bestyrkes af Jesus Kristi milde regering. Deres ånd kunne aldrig mere bevæges af den dybe oprigtige kærlighed, fred, og glæde, som hans nærværelse havde optændt i dem, for at vende tilbage til ham i villig lydighed og ærbødig ære. ret
(29) Satan skælvede når ham betragtede sit værk. Han var alene i betragtninger over det forbi gangne, det nærværende, og sine fremtidige planer. Hans mægtige skikkelse rystede som af en storm. En engel fra himmelen passerede forbi. Han kaldte på ham og bad om at få en samtale med Kristus. Dette blev ham tilstået. Han fortalte Guds søn at han angrede sit oprør og ønskede atter at stå i nåde hos Gud. Han var villig til at tage den plads som Gud havde tidligere anvist ham og adlyde hans vise bud. Kristus græd over Satans ve, men fortalte ham at Gud havde bestemt at han aldrig kunne blive indladt i himmelen. Himmelen må ikke udsættes for fare. Hele himmelen ville blive fordærvet dersom han blev taget tilbage; thi Synd og oprør oprandt med ham. Oprørets sæden var endnu i ham. Han havde ingen god grund til sin fremgangsmåde i oprøret, og han havde ikke alene håbløst ruineret sig selv, men tillige englenes hær, som nu ville have været lykkelig i himlen dersom han var forblevet tro. ret
(30) Han angrede ikke sit oprør fordi han anerkendte Guds godhed, som han havde misbrugt. Det var ikke muligt at hans kærlighed til Gud havde tiltaget siden faldet så at den ville lede ham til villig underdanighed og oprigtig lydighed mod hans lov, som han hade foragtet. Den elendighed som han følte ved tabet af himmelens søde lys, den følelse af syndeskyld som kom over ham, og den skuffelse han undergik idet hans forventninger ikke blev opfyldte var årsag til hans sorg. At være en fyrste udenfor himmelen var meget forskelligt fra at nyde en sådan ære i himmelen. Tabet af alle himmelens privilegier syntes at være for meget for ham at bære. Han ønskede at få dem igen. ret
(30) Denne store forandring i hans stilling havde ikke forøget hans kærlighed til Gud, eller hans vise og retfærdige lov. Da Satan blev fuldt overbevist om at det var umuligt for ham atter at få Guds nåde, så brød hans ondskab frem med fornyet had og brændende hæftighed. ret
(30) Gud vidste at en så fast besluttet oprørsånd ikke ville blive uvirksom. Satan ville finde midler til at plage de himmelske engle og vise foragt for Guds autoritet. Eftersom han ikke kunne få adgang inden for himmelens porte, så ventede han lige ved indgangen for at forhåne engle og søge trætte med dem når de gik ind og ud. Han stræbte at tilskynde dem til oprør, da de vidste at dette ville forårsage sorg i himmelen. ret
(30) Hans tilhængere søgte efter ham. Han satte sig (31) selv i bevægelse og underrettede dem om, idet han påtog sig et trodsigt blik, at det var hans plan at fravriste Gud den ædle Adam og hans ægtefælle Eva. Dersom han på nogen måde kunne forføre dem til ulydighed, så ville Gud indføre en foranstaltning hvorved de kunne få forladelse, og da ville han selv og alle de faldne engle være på gode veje til at deltage i Guds barmhjertighed med dem. Dersom dette slog fejl, så kunne de forene sig med Adam og Eva; thi dersom de engang overtrådte Guds lov, så ville de komme under Guds vrede ligesom dem selv. Deres overtrædelse ville også bringe dem i en oprørs tilstand; da kunne de forene sig med Adam og Eva, tage Edens have i velsignelse, og få dem som deres hjem. Og de tænkte at dersom de kunne få adgang til livets træ midt i haven, så vilde deres styrke blive lige med de hellige engles, og endog Gud selv kunne drive dem ud derfra. ret
(31) Satan holdt råd med de onde engle; men de forene sig ikke alle beredvilligt med ham til at udføre dette vovelige og forfærdelige værk. han fortalte dem at han ville ikke betro nogen af dem til at udføre dette værk; thi han mente at han alene havde tilstrækkelig visdom til at udføre et så vigtigt foretagende. Han bad dem at overtænke sagen medens han forlod dem og søgte enerum, for at bringe sine planer til modenhed. Han søgte at indprente i dem at dette var deres sidste og eneste håb. Dersom dette slog fejl, så var alle hensigter om at genvinde og regere himmelen, eller nogen del af Guds skabning, håbløse. ret
(31) Satan gik for sig selv alene for at lægge planer, som sikrest kunne bringe Adam og Eva til at falde. Han frygtede for at hans fortsætter skulle blive forhindrede. Og om han endog var heldig i at lede Adam og Eva til lydighed mod Guds (32) befaling, og således til at blive overtrædere af hans lov, og intet godt kom ud af det som han selv, så ville det ikke forbedre hans egen tilstand; men blot forøge hans skyld. ret
(32) Han bævede ved tanken om at styrke det hellige, lykkelige par i samme elendighed og samvittighedsnag som han selv led. Han syntes at være i en tvivlrådig tilstand; til en tid fast og bestemt, derpå tilbageholden og vaklende. Hans engle søgte ham, deres leder, for at underrette ham om deres bestemmelse. De ville tage del med Satan i hans planer, bære ansvaret med ham, og være delagtige i følgerne. ret
(32) Djævelen afrystede sine følelser af fortvivlelse og svaghed, og bestyrkede sig selv som deres leder til at følgerne modigt i møde, og gøre alt som stod i hans magt for at trodse Guds og hans søns autoritet. Han underrettede dem om sine planer. Dersom han kom frækt til Adam og Eva og fremsatte sine klager over Guds Søn, så ville de ikke høre på ham et øjeblik, men ville være beredt for et sådant angreb. Dersom han, som så nylig havde været en engel med høj autoritet, forsøgte at skræmme dem med sin magt, så kunne han intet udrette. Han besluttede at list og bedrag skulle udrette det som hverken magt eller styrke kunne udrette. ret
(32) Gud forsamlede englenes skare for at tage forholdsregler hvorved det truende onde kunne undgås. Det blev besluttet i himmelens råd at engle skulle besøge Eden og advare Adam om den fare han var udsat for fra fjenden. To engle hastede på deres vej for at besøge vore første forældre. Det hellige par modtog dem med glad uskyldighed, og udtrykte deres hjertelige taknemmelighed til deres Skaber fordi han have omringet dem med en sådan overflod af hans velsignelser. De kunne glæde sig ved alt som var elskeligt og tiltrækkende, og alting (33) syntes virkelig afpasset til deres behov; og det som de skattede højere end alle andre velsignelser var Guds Søns og de hellige engles selskab, thi de havde meget at fortælle dem ved hvert besøg om nye opdagelser af skønhed i naturen i deres elskelige eden hjem, og de havde mange spørgsmål at gøre angående mange ting om hvilke de kun havde en dunkel ide. ret
(33) Englene gav dem den ønskede underretning på en behagelig og elskelig måde. De fortalte dem også den sørgelige historie om Satans oprør og fald. Derpå underrettede de dem tydeligt om at kundskabens træ var sat i haven til at være et pant på deres lydighed og kærlighed til Gud; at de hellige engles høje og lykkelige tilstand kunne alene bevares på betingelse af lydighed; at de var i en lignende stilling; at de kunne adlyde Guds lov og være uudsigelig lykkelige, eller overtræde, og miste deres høje stand, og nedstyrte i håbløs fortvivlelse. ret
(33) De fortalte Adam og Eva at Gud ville ikke tvinge dem til at adlyde – at han havde ikke berøvet dem magt til at handle imod hans vilje; at de var moralske væsener med frihed til at være lydige eller ulydige. Der var kun eet forbud som Gud anså fornødent at lægge på dem endnu. Dersom de overtrådte Guds vilje skulle de visselig dø. De fortalte Adam og Eva at den mest ophøjede engel, næst i rang til Kristus, nægtede at adlyde Guds lov som han havde bestemt til at styre de himmelske væsener; at dette oprør havde forårsaget strid i himmelen som endte med at oprørende blev udstødte derfra, og enhver engel som deltog med ham i at drage den store Jehovas autoritet i tvivl blev drevet ud af himmelen; og at denne (33) faldne engel var nu en fjende af alt om angik Guds og hans kære Søns interesse. ret
(34) De fortalte at det var Satans hensigt at gøre dem skade, og det var nødvendigt for dem at være på vagt, thi de kunne komme i berøring med den faldne fjende; men han kunne ikke skade dem så længe de adlød Guds befaling; thi enhver engel i himmelen ville komme dem til hjælp, dersom det var nødvendigt, hellere end at hans skulle skade dem på nogen måde. Men dersom de var ulydige mod Guds bud, så ville Satan havde magt til bestandig at plage, forvirre, og besvære dem. Dersom de blev bestandige imod Satans første indsmigren, så ville de være lige så fri for fare som de himmelske engle. Men dersom de gav efter for fristeren, så ville han, som ikke sparede de ophøjede engle, ej heller spare dem. De måtte lide straffen for deres overtrædelse; thi Guds lov var lige så hellig som dem selv, og han fordrede ubetinget lydighed af alle i himmelen og på jorden. ret
(34) Englene advarede Eva om ikke at skille sig fra sin mand i hendes beskæftigelse; thi hun kunne let komme i berøring med den faldne fjende. De ville være i større fare, når de skilte sig fra hverandre, end når begge var tilsammen. Englene pålagde dem at følge de forskrifter nøje som Gud havde givet dem i henseende af kundskabens træ; thi i fuldkommen lydighed ville de være uden fare, eftersom den faldne fjende da ikke havde nogen magt til at bedrage dem: Gud ville ikke tillade satan at følge det hellige par med fristelser bestandig. Han kunne alene have adgang til dem ved kundskabens træ på godt og ondt. ret
(34) Adam og Eva forsikrede englene at de ville aldrig overtræde Guds udtrykkelige bud; thi det var deres første glæde at gøre hans (35) vilje. Englene sang hellige melodier i sød harmoni med Adam og Eva. Deres sange tonede højt fra det salige eden, og Satan hørte lyden af deres melodier fulde af hellig pris til faderen og sønnen. Da Djævelen hørte dette forøgedes hans misundelse, had og ondskab, og han udtrykte et heftigt ønske til sine tilhængere om at tilskynde Adam og Eva til ulydighed, og på en gang bringe Guds vrede over dem, og forvandle deres lovsange til had og forbandelser til deres Skaber. ret
(35) Satan antog en slanges skikkelse og gik ind i eden. Slangen var en skøn skabning med vinger. Den skinnede når den fløj gennem luften, og lignede poleret guld. Den gik ikke på jorden, men gik fra sted til sted gennem luften, og åd frugt ligesom mennesket. Satan for i slangen, tog plads i kundskabens træ, og begyndte i al mag at æde frugten. ret
(35) Eva skilte sig uden at mærke det fra sin mand i sin beskæftigelse. Da hun blev opmærksom herpå følte hun at det måske var farligt; men hun tænkte igen at måske hun dog var uden fare selv om hun ikke blev så nær ved sin mands side. Hun havde jo visdom og styrke til at kende og møde det onde dersom det kom. Englene havde advaret hende om ikke at gøre dette. Eva fandt sig selv stirrende på det forbudne træs frugt med blandet nysgerrighed og beundring. Hun så at det var meget elskeligt, og tænkte ved sig selv: hvorfor mon Gud har så bestemt forbudt os at spise deraf eller røre derved? Dette var en god anledning for Satan. Han tiltalte hende som, om han vidste hendes tanker: "Ja, skulle Gud have sagt: I må ikke spise af hvert træ i haven?" 1. Mos.3. Således (36) tiltalte han den forbavsede Eva med bløde og behagelige ord, og med musikalsk stemme. Hun studsede ved at høre en slange tale. Han ophøjede hendes dejlighed og overordentlige elskeværdighed, hvilket ikke var ubehageligt for Eva. Men hun var forbavset, thi hun vidste at Gud ikke havde givet slangen evne til at tale. ret
(36) Evas nysgerrighed var opvækket. I stedet for at fly fra dette sted, lyttede hun for at høre en slange tale. Det faldt hende ikke ind at det kunne være den faldne fjende der brugte Slangen som et medium. Det var Satan som talte, ikke slangen. Eva blev bedraget, smigret, forblindet. havde hun mødt en mandig person, af skikkelse som englene og i lighed med dem, så ville hun have stået på vagt. Dog burde den fremmede stemme have drevet hende til hendes mands side, for at adspørge ham hvorfor en anden tiltalte hende så frit. Men hun giver sig i strid med slangen. Hun besvarer hans spørgsmål: "Vi må spise af træets frugt i haven. Men om det træs frugt, som er midt i have, sagde Gud: må I ikke spise deraf, og røre ikke derved, at I ikke skulle dø." 1. Mos. 3:2,3. Slangen svarede. "I skal ikke dø døden. Men Gud ved, at hvilken dag I spiser deraf, da skal eders øjne oplades, og I skal blive ligesom Gud, og kende godt og ondt." Vers 4, 5. ret
(36) Satan forstillede hende at de ville få en ny og ædlere slags kundskab, ved at spise af det forbudne træ, end de hidtil havde opnået. Dette har været hans værk som han har udført med stort hel lige siden faldet, at lede menneskene til at udforske den Almægtiges hemmeligheder, og ikke være tilfredse med det som Gud har åbenbaret, eller omhyggelige for at adlyde det som han har befalet. (37) Han vil lede dem til at overtræde Guds bud, og derpå indbilde dem at de betræde en underfuld mark fuld af kundskab. De efterlade at forstå hvad Gud har befalet, ringeagte hans udtrykkelige Bud, hige efter visdom uafhængig af Gud, og søge at forstå de ting som det har behaget Gud at unddrage fra dødelige mennesker. De er opblæste af deres Ideer om fremgang og henrykkede af deres egen forfængelig filosofi; men de samle midnats mørke i henseende til den sande kundskab. De lære altid, men kom aldrig til sandheds erkendelse. ret
(37) Det var ikke Guds vilje at dette syndefri par skulle have nogen kundskab om det onde. Han havde villigt givet dem det gode, men holdt det onde tilbage. Eva syntes at slangens ord var vise, og hun troede den første påstand: "I skal ikke dø døden. Men Gud ved at hvilken dag I spiser deraf, skal eders øjne oplades, og I skal blive ligesom Gud, og kende godt og ondt." Denne påstand gjorde gud til en løgner. Satan påstod frækt at Gud havde bedraget dem for at holde dem fra at blive ophøjet lige med ham selv i kundskab. Gud havde sagt: Dersom du spiser "skal du dø døden." Slangen sagde: "I skal ikke dø døden." ret
(37) Fristeren forsikrede Eva at hun ville få en ny og højere kundskab, så snart hun spiste af frugten, der ville gøre hende lige med Gud. Han kaldte hendes opmærksomhed til sig selv. Han spiste frit af træet og fandt ikke alene at det var ganske uskadeligt, men listigt oplivende; og fortalte hende at det var på grund af dets underfulde egenskaber til at meddele visdom og styrke at Gud havde forbudt dem at smage eller endog røre ved det; thi (38) han kendte dets underfulde egenskaber. Han sagde at han havde fået evne til at tale ved at spise frugten af det træ som var dem forbudt. han antydede at Gud ville ikke udføre alt hvad han havde sagt. Det var blot en trussel for at skræmme dem og forholde dem til et stort gode. Han fortalte dem videre at de kunne ikke dø. Havde de ikke spist af livets træ, som vedligeholder udødelighed? Han sagde at Gud bedrog dem, for at holde dem fra en højere salighedstilstand og ypperligere nydelser. Fristeren plukkede frugten og gav den til Eva. Hun tog den i sin hånd. Se der, sagde fristeren, det var dig jo forbudt endog at røre ved den at du ikke skulle dø. Han fortalte hende at hun ville ikke mærke mere til ondt eller død ved at spise frugten, end ved at røre og håndtere den. Eva fik mere mod fordi hun ikke så nogle øjeblikkelige tegn på Guds misfornøjelse. Hun mente at Fristerens ord var alle vise og rette. Hun spiste og fandt behag i frugten. den var listig for hendes smag, og hun indbildte sig at hun følte frugtens underfulde virkninger i sig. ret
(38) Derpå plukkede hun selv af frugten og spiste, og mente at hun følte en ny og højere tilværelses livgivende kraft som en følge af den forbudne frugt oplivende indflydelse. Hun var i en underlig og unaturlig, ophidset, tilstand da hun søgte sin mand, med hænder fulde af den forbudne frugt. Hun fremsatte Slangens vise tale for ham og ønskede på engang at lede ham til træet. Hun fortalte ham at hun havde spist af frugten, og i stedet for at mærke nogen følelse af død følte hun en behagelig, oplivende indflydelse. Så snart som Eva havde vist (39) ulydighed blev hun et mægtigt medium til at forårsage hendes mands fald. ret
(39) Jeg så at bedrøvelse kom over Adams åsyn. Han syntes at være bange og forbavset. Der syntes at foregå en kamp i hans Sind. Han fortalte Eva at han var ganske vis på at dette var den fjende som de var blevet advaret imod; og dersom dette var tilfældet, så måtte hun dø. Hun forsikrede ham at hun følte ingen onde virkninger, men snarere en meget behagelig indflydelse, og bad ham om at spise. ret
(39) Adam forstod meget godt at hans ægtefælde havde overtrådt det eneste forbud der var dem pålagt som en prøve på deres troskab og kærlighed. Eva sluttede at slangens ord måtte være sande, thi han sagde at de skulle ikke dø døden, og hun fornemmede ingen tegn på Guds mishag, men en behagelig indflydelse, ligesom hun forstillede sig at englene ville følge. Adam forstod at Eva havde forladt ham; men nu var gerningen sket. Han måtte skilles fra hende hvis selskab han havde elsket så højt. Hvorledes kunne han bære dette? Hans kærlighed til Eva var stærk. Og i yderlig modløshed besluttede han at dele hendes skæbne. Han forestillede sig hvorledes Eva var en del af ham selv; og dersom hun måtte dø, så ville han dø med hende; thi han kunne ikke udholde tanken om adskillelse fra hende. Han manglede tro på sin barmhjertige og nådige Skaber. Han tænkte ikke på at Gud, som havde dannet ham af jordens støv til et skønt levende væsen, og havde skabt Eva til at være hans ægtefælle, kunne udfylde hendes plads. Bare ikke denne vise slanges ord var rette ? Eva stod for ham ligeså skøn og elskelig og tilsyneladende lige så uskyldig som før sin ulydighedsgerning. Hun udtrykte inderligere og højere kærlighed for ham end før sin ulydighed, for sin virkning af frugten hun (40) havde spist. Han så ingen tegn til død på hende. Hun havde fortalt ham om frugtens lyksalige indflydelse om hendes inderlige kærlighed til ham, og han besluttede at trodse følgerne. Han greb frugten og spiste den hurtigt, ligesom Eva, følte ham ikke øjeblikkelig dens onde virkninger. ret
(40) Eva havde tænkt om sig selv at hun var i stand til at skelne mellem ret og uret. Det smigrede håb om at opnå en højere kundskabs tilstand havde ledt hende til at tænke at slangen var hendes særlige ven, som havde en stor interesse i hendes velfærd. dersom hun havde opsøgt sin mand og de havde fortalt deres skaber om slangens ord, så ville de på en gang være blevet befriet fra hans snedige fristelse. ret
(40) Gud havde undervist vore første forældre i henseende til kundskabens træ, og de var fuldstændig underrettede om Satans fald og den fare de udsatte sig for ved at lytte til hans forslag. Han berøvede dem ikke magten til at spise af den forbudne frugt. Han overlod til dem, som frie moralske væsener, at tro hans ord, adlyde hans bud og leve; eller tro fristeren, vise ulydighed og omkomme. De spiste begge af troet, og den store visdom de fik var kundskaben om synd, om en forfølgelse af syndeskyld. Dækket af lys omkring dem forsvandt snart, og de blev betaget af en rystelse under følelsen af deres syndighed og tabet af deres guddommelige dække, mens de forsøgte at skjule deres blottede skikkelse. Herren ville ikke lade dem røre ved frugten af kundskabens træ, thi da ville de udsætte sig for djævelen, som var forklædt. Han vidste at de ville være udenfor al fare så længe de ikke rørte frugten. ret
(40) Vore første forældre fortrak at tro ord, som de tænkte kom fra en slange, selvom man ikke havde gjort dem noget tegn på sin kærlighed. Han havde ikke gjort noget til (41) deres lykke og gavn; medens Gud havde givet dem enhver ting som var tjenlig til spise og behagelig for øjet. Overalt hvor øjet kunne nå var overflødighed og skønhed; og dog blev Eva bedraget af Slangen til at tro, at der var noget holdt tilbage som kunne gøre dem lige så vise som Gud. I stedet for at tro og forlade sig på Gud fattede hun lav mistro til hans godhed, og tog imod Satans ord. ret
(41) Efter Adams overtrædelse syntes han først at han gik fremad til en ny og højere tilværelse. Men tanken om hans overtrædelse forfærde ham snart. Luften som havde været en mild og jævn temperatur, syntes at gøre dem kolde. Det strafværdige par havde en følelse af synd. De følte frygt for fremtiden, en fornemmelse af magt og sjæls nøgenhed. Den søde kærlighed og fred og lykkelige, tilfredse salighed, syntes bortfjernet fra dem; og i stedet derfor kom der over dem en mangel på noget, som de aldrig havde erfaret. Da vendte de deres opmærksomhed for første gang til deres ydre. De havde ikke været iført klæder, men havde været omgivet med lys ligesom de himmelske engle. Dette lys, som havde indhyllet dem, forsvandt. De henvendte deres opmærksomhed til at søge noget som skjulte deres skikkelse, for at lette den fornemmelsen af mangel og nøgenhed som de følte; thi hvorledes kunne de møde Guds øjne og Englene nøgne? ret
(41) Deres forbrydelse stod nu for dem i sit rette lys. Deres overtrædelse af Guds udtrykkelige befaling antog en tydeligere karakter. Adam dadlede Evas dårskab idet hun forlod hans Side og lod sig bedrage af slangen. Begge smigrede sig med at Gud, som havde givet dem alting for at gøre dem lykkelige, kunne endnu undskylde deres ulydighed på grund af sin store kærlighed til dem, og deres (42) straf ikke ville blive så forfærdelig alligevel. ret
(42) Satan jublede over sit held. Han havde nu fristet kvinden til at fatte mistro til Gud, drage hans visdom i tvivl, og til at søge at udgrunde hans alvise planer. og gennem hende havde han også bragt Adam til fald, som overtråde Guds befaling på grund af sin kærlighed til Eva, og faldt med hende. ret
(42) Efterretningen om menneskets fald udbredtes i himmelen – . Englene kastede deres kroner fra deres hoveder med sorg. Hele himmelen var i bevægelse. Englene var bedrøvede over menneskenes lave utaknemmelighed, til gengæld for de rige velsignelser Gud havde skænket dem. Der blev holdt råd for at bestemme hvad der skulle gøres med det skyldige par. Englene frygtede for at de ville række deres hånd ud, og spise af livets træ, og således forevige et syndigt liv. ret
(42) Herren besøgte Adam og Eva, og underrettede dem om følgerne af deres ulydighed. Da de hørte hvorledes Gud majestætisk nærmede sig søgte de at skjule sig selv fra hans ransagende blik, hvem de, i deres uskyldighed og hellighed glædede sig ved at møde. "Og Gud Herren kaldte ad Adam og sagde til ham: hvor er du? Og han sagde: jeg hørte din røst i haven, og frygtede, thi jeg var nøgen, og skjulte mig. Og han sagde: hvem gav dig til kende, at du var nøgen? har du spist af det træ, om hvilket jeg bød dig, at du skulle ikke spise af?" 1. Mos. 3:9-11. Dette spørgsmål gav Herren ikke fordi han behøvede oplysning, men for at overbevise det skyldige par. Hvorledes blev du skamfuld og ræd? Adam bekendte sin overtrædelse, ikke fordi han angrede sin store ulydighed, men for at kaste skygge på Gud: "Kvinden, som du gav at være med mig, hun, gav mig af det træ, og jeg spiste." Vers 12. Derpå blev kvinden tiltalt: "Hvorfor har du dette gjort?" Eva svarede: "Slangen bedrog mig, og jeg spiste." Vers 13. Da talte Herren til slangen: "Fordi du gjorde dette, da vær forbandet frem for kvæget og frem for alle vilde dyr på marken; du skal gå på din bug, og æde støv alle dit livs dage." V 14. Ligesom slangen havde været mest ophøjet over dyrene på marken, således skulle den nedværdiges under dem alle og afskyes af mennesket fordi den var det medium hvor igennem Satan havde virket. "Og han sagde til Adam: fordi du lød din hustrus røst, og spiste af det træ, om hvilket jeg bød dig og sagde: du skal ikke måtte spise af, da vær jorden forbandet for din skyld, med kummer skal du spise deraf dit livs dage. Og den skal bære dig torn og tidsel, og du skal spise urter på marken. I dit ansigts sved skal du spise dit brødet, indtil du bliver til jord igen; thi du er taget deraf; thi du er støv, og skal blive til støv igen." Vers 17-19. ret
(43) Gud forbandede jorden på grund af deres synd idet de spiste af kundskabens træ, og erklærede: "Med kummer skal de spise deraf alle dit livs dage." Han havde skænket dem det gode og tilbageholdt det onde. Nu erklærer Gud at de skulle spise deraf, det er, de skulle blive bekendt med det onde i alle deres livs dage. ret
(43) Slægten ville fra den tid af blive besværet med Satans fristelser. Et liv af stedsevarende møje og ængstelse blev bestemt for Adam, i stedet for det lykkelige, muntre arbejde han hidtil havde glædet sig ved. De ville blive genstand for skuffelse, sorg og smerte og til sidst for (44) opløsning. De blev dannede af jordens støv og skulle blive til støv igen. ret
(44) De blev underrettede om at de måtte miste deres edenhjem. De havde givet efter for Satans bedrag og troet Satans ord, at Gud ville lyve. ved deres omvendelse havde de åbnet vej hvorved Satan kunne lettere få adgang til dem, og det var farligt for dem at blive i edens have, at de ikke i deres syndige tilstand skulle få adgang til livets træ og forevige et syndigt liv. De bønfaldt om tilladelse til at blive, selv om de erkendte at de havde forspildt al ret til det lyksalige eden. De lovede at de ville i fremtiden bøje sig for Gud i ubetinget lydighed. De blev underrettede om at de ikke fik nogen styrke, men stor svaghed, ved deres fald fra uskyldighed til synd. De havde ikke bevaret deres retskaffenhed i den hellige og lykkelige uskyldiges tilstand, og de ville have langt mindre styrke til at forblive tro og lydige i en tilstand af bevidst syndeskyld. De blev fyldte med den bitreste angst og samvittighedsnag. De forstod nu at syndens løn er døden. ret
(44) Engle fik befaling til øjeblikkelig at vægte veje til livets træ. Den plan Satan havde lagt var, sat Adam og Eva skulle være ulykkelige med Gud, komme under hans mishag, og derpå nyde af livets træ, for at de kunne forevige et syndigt liv. Rundt om disse engle var flammende lysstråler der lignede blinkende sværd. ret