(390) Folkets hjerter vendes mod Salomon ligesom folks hjerter var til David, og de adlød ham i alle ting. Herren sendte sin engel for at instruere Salomon i en drøm i nattestunden. Han drømte at Gud talte med ham. "Da sagde Salomo: »Du viste stor miskundhed mod din tjener, min fader David, der jo også vandrede for dit åsyn i troskab, retfærdighed og hjertets oprigtighed; og du lod denne store miskundhed blive over ham og gav ham en søn, der nu sidder på hans trone. Ja, nu har du, Herre min Gud, gjort din tjener til konge i min fader Davids sted. Men jeg er ganske ung og ved ikke, hvorledes jeg skal færdes ret; og din tjener står midt i det folk, du udvalgte, et stort folk, som ikke kan tælles eller udregnes, så mange er de. Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte, så han kan dømme dit folk og skelne mellem godt og ondt; thi hvem kan dømme dette dit store folk!« ret
(391) Det vakte Herrens velbehag, at Salomo bad derom; og Gud sagde til ham: »Fordi du bad om dette og ikke om et langt liv, ej heller om rigdom eller om dine fjenders liv, men om forstand til at skønne, hvad ret er, se, derfor vil jeg gøre, som du beder: se, jeg giver dig et vist og forstandigt hjerte, så at din lige aldrig før har været, ej heller siden skal fremstå; men jeg giver dig også, hvad du ikke bad om, både rigdom og ære, så at du ikke skal have din lige blandt konger, så længe du lever. Og hvis du vandrer på mine veje, så du holder mine anordninger og bud, således som din fader David gjorde, vil jeg give dig et langt liv.« ret
(391) Gud lover at, når han har været med David, vil han være med Salomon. Hvis han vil vandre for Herren i hjertets renhed, og i oprigtighed, for at gøre efter alt hvad Gud har befalet ham, og hvis han vil holde hans domme og forordninger, har han lovet at oprette sin trone for evigt. Salomon mærker ophøjelsen i at bygge et hus til Gud. Han udtrykker sine tanker således: "Hvem magter at bygge ham et hus, når dog himmelen og himlenes himle ikke kan rumme ham?" ret
(392) Herren gav Salomon den visdom som han ønskede over jordiske rigdomme, ære eller et langt liv. Han var den mest vidende konge som nogensinde havde siddet på tronen. Gud gav ham et forstående hjerte. Han skriv mange ordsprog, og digtede mange sange. Og i mange år var hans liv markeret med helligelse til Gud, og oprigtighed, principfasthed, og streng lydighed mod Guds bud. Han styrede alle vigtige virksomheder, og lede forretningssager i forbindelse med riget, med største visdom Han gennemførte trofast anvisningerne, med at konstruere den mest storslåede bygning som verden nogensinde har set, få spredt sit rygte til alle nationerne overalt. Han blev stærkt velsignet og æret af Gud. Alle nationerne anerkendte, og beundredes over hans overlegne kundskab og visdom, hans fremragende karakter, og storheden i hans kraft. Mange kom til ham fra alle dele af verden for at beskue hans ubegrænsede kraft, og blive undervist hvordan han kunne lede vanskelige sager. Tempelbygningen for Gud kunne ikke overgås af rigdomme, skønhed og kosteligt mønster. ret
(392) Efter at templet var afsluttet, samlede Salomon hele Israel, og mange af folkene kom også for at være vidne til Guds hus indvielse. Det blev indviet med stor glans. Salomon talte til folket, og forsøger at rive overtro ud af alle tilstedeværendes sind, som har omtåget de hedenske folk med hensyn til Jehova. Han fortæller dem at Gud ikke er som de hedenske guder, som er begrænset til de templer der er bygget til dem; men at Israels Gud vil møde dem ved sin Ånd, når folket forsamler sig det hus der er indviet til hans tilbedelse. ret
(393) Salomon knæler for Gud, over for den overmådelige forsamling, og sender bøn til Gud. Han beder i sin bøn: "Men kan Gud da virkelig bo på jorden? Nej visselig, himlene, ja himlenes himle kan ikke rumme dig, langt mindre dette hus, som jeg har bygget!" ret
(393) "Da Salomo havde endt sin bøn, for ild ned fra himmelen og fortærede brændofferet og slagtofrene, og Herrens herlighed fyldte templet, og præsterne kunne ikke gå ind i Herrens hus, fordi Herrens herlighed fyldte det. Og da alle israelitterne så ilden og Herrens herlighed fare ned over templet, kastede de sig på knæ på stenbroen med ansigtet mod jorden og tilbad og lovede Herren med ordene »thi han er god, og hans miskundhed varer evindelig!« ret
(393) I syv dage var Salomon i gang med at indvie Guds hus. Og efter at indvielsesceremonierne for huset var til ende, "Og Herren sagde til ham: »Jeg har hørt den bøn og begæring, du opsendte for mit åsyn. Jeg har helliget dette hus, som du har bygget, for der at stedfæste mit navn til evig tid, og mine øjne og mit hjerte skal være der alle dage. Hvis du nu vandrer for mit åsyn som din fader David i hjertets uskyld og i oprigtighed, så du gør alt, hvad jeg har pålagt dig, og holder mine anordninger og lovbud, så vil jeg opretholde din kongetrone i Israel evindelig, som jeg lovede din fader David, da jeg sagde: en efterfølger skal aldrig fattes dig på Israels trone. Men hvis I eller eders børn vender eder bort fra mig og ikke holder mine bud, mine anordninger, som jeg har forelagt eder, men går hen og dyrker andre guder og tilbeder dem så vil jeg udrydde Israel fra det land, jeg gav dem; og det hus, jeg har helliget for mit navn, vil jeg forkaste fra mit åsyn, og Israel skal blive til spot og spe blandt alle folk." ret
(394) Hvis Israel forblev trofaste og sande over for Gud, ville denne herlige bygning stå for altid, som et evigt tegn på Guds særlige gunst for sit udvalgte folk. De blev kaldt særlige, fordi de alene, iblandt alle jordens folk, bevarede Guds sande tilbedelse, ved at holde hans bud. ret
(394) Da Salomon forblev ren, var Gud med ham. Ved templets indvielse, ophøjede han Guds lov for folket. Under velsignelsen af folket gentog han disse ord: "Herren vor Gud være med os, som han var med vore fædre, han forlade og forstøde os ikke, at vort hjerte må drages til ham, så vi vandrer på alle hans veje og holder hans bud, anordninger og lovbud, som han pålagde vore fædre!" ret
(395) I sin hjertelige oprigtighed, formanede han Israels forsamling: "Og måtte eders hjerte være helt med Herren vor Gud, så I følger hans anordninger og holder hans bud som i dag!" Så længe som Salomon vedvarende adlød budene, var Gud med ham, da han bad indstændigt at han måtte være det, ligesom han var med David. "Du viste stor miskundhed mod din tjener, min fader David, der jo også vandrede for dit åsyn i troskab, retfærdighed og hjertets oprigtighed." ret
(395) De er nok i disse ord til at fortie enhver skepsis over for Guds billigelse over for Davids og Salomons synder. Gud var barmhjertig imod dem efter som de vandrede for ham i sandhed, retfærdighed, og hjertets oprigtighed. Gud behandlede dem efter deres trofasthed. ret
(395) Salomon vandrede oprigtigt i mange år for Gud. Han fik visdom fra Gud til at dømme folk upartisk og nådigt. Men endog dette ophøjede, lærte og tidligere så gode mand, faldt for at give efter for fristelser, i forbindelse med hans velstand og ærede stilling. Han glemte Gud, og de højtidelige betingelser for hans fremgang. Han for andre kongers syndige skikke, at have mange hustruer, som var imod Guds forordning. Gud befalede Moses at advare folk imod at de havde en masse hustruer. "Heller ikke må han have mange hustruer, for at hans hjerte ikke skal forledes til frafald, og han må ikke samle sig sølv og guld i overflod." ret
(395) Sand godhed regnes i himlen som sand storhed. Betingelsen for moralsk hengivenhed bestemmer menneskets værdi. Et menneske kan have megen gods og være forstandigt, og alligevel være værdiløs, fordi godhedens glødende ild aldrig har brændt på hans alter, fordi hans samvittighed har været udtørret, og krøllet til med selviskhed og synd. Når kødets lyst kontrollerer mennesket, og den kødelige naturs onde lidenskaber får lov at herske, opmuntres skepticisme over for kristenreligionens realiteter, og der gives udtryk for tvivl, som om det var en særlig dyd at tvivle. ret
(396) Salomons liv kunne være bemærkelsesværdigt, indtil sin afslutning, hvis denne dyd ikke var forvansket. Men han overgiv denne særlige nådegave til voldsomme lidenskaber. I hans ungdom har han set hen til Gud for vejledning. Han stolede på ham, og Gud valgte for ham, og han fik visdom – visdom som forbavsede verden. Hans kraft og visdom blev prist til skyerne udover landet. Hans kærlighed til kvinder var hans synd. Denne lidenskab kontrollerede han ikke i sin manddom. Det viste sig at være en snare for ham. Hans hustruer ledte ham til afgudsdyrkelse, og den visdom Gud havde givet ham blev fjernet, da han begyndte at stige ned ad livets skråninger; han mistede sin karakterfasthed, og blev mere som letsindige unge, der svejede mellem rigtig og forkert. Han opgav sine principper og satte sig selv i ondskabens strøm, og adskilte sig selv fra Gud, sin styrkes kilde. Han var en mand som havde bevæget sig fra princippet. Visdom havde været dyrebar for ham end Ofirs Gud. Men ak! liderlige lidenskaber fik sejr. Han blev bedraget og fordærvet ved kvinder. Hvilken lektie i årvågenhed! Hvilket vidnesbyrd for den der behøver styrke fra Gud til aller sidst! ret
(396) I kampen mellem indre fordærv og ydre fristelser, blev endog den kloge og kraftfulde Salomon besejret. Det er ikke sikkert at afvige det mindste fra streng renhed. "Afstå fra alt der ser ondt ud." Husk på Salomon. Iblandt folkene var der ingen konge som ham, elsket af sin Gud. Han faldt. Han blev ledt fra Gud og blev fordærvet ved at give efter for vellystige lidenskaber. Dette var den tidsalders fremherskende synd, og dens fremmarch er forfærdelig. Ingen anden end den rene og beskedne kan bo i hans nærhed. "Hvo kan gå op på Herrens bjerg, og hvo kan stå på hans hellige sted? Den med skyldfri hænder og hjertet rent, som ikke sætter sin hu til løgn og ikke sværger falsk." ret
(397) Salomons hjerte blev vendt fra Gud, da han mangedoblede sig hustruer fra afgudsdyrkende nationer. Gud havde udtrykkeligt forbudt sit folk at gifte sig ind i afgudsdyrkende nationer, for han havde valgt dem som sin særlige rigdom. "Da Salomo blev gammel, drog hans hustruer hans hjerte til fremmede guder, og hans hjerte var ikke mere helt med Herren hans Gud som hans fader Davids." "Da vrededes Herren på Salomo, fordi han vendte sit hjerte bort fra Herren, Israels Gud, der dog to gange havde ladet sig til syne for ham og udtrykkelig havde påbudt ham ikke at holde sig til fremmede guder; men han holdt ikke, hvad Herren havde påbudt ham. Derfor sagde Herren til Salomo: »Fordi det står således til med dig, og fordi du ikke har holdt min pagt og mine anordninger, som jeg pålagde dig, vil jeg visselig rive riget fra dig og give din træl det." Herren informerede Salomon ved sin profet, om hans fortsæt med ham: at han ville lade hans fremgang ophørere, og ville oprejse fjender imod ham, og han ikke længere skal regere som universel monak på Israels trone. Var Salomon død før at han havde forladt Gud, ville hans liv være et af de mest bemærkelsesværdige i opregnelsen. Men han lod sit begær løbe over ende, og udviste et slående eksempel på det klogeste menneskes svaghed. Det største menneske, og det klogeste, vil visselig fejle, medmindre hans liv er markeret af tillid til Gud, og lydighed mod hans lov. ret