(45) (45) Sorg opfyldte himmelen da det blev bekendt at mennesket var fortabt, og den verden Gud havde skabt ville blive opfyldt med dødelige mennesker, fordømt til elendighed, sygdom og død, og der var ingen vej for overtrædere til at undfly. Hele Adams familie måtte dø. Jeg så den elskelige Jesus. Der var et udtryk af medlidenhed og sorg i hans åsyn. Snart efter så jeg at han nærmede sig det overordentlig klare lys som indhyllede faderen. Min ledsagende engel sagde: Han er i fortrolig samtale med Faderen. Englens ængstelse syntes at være overordentlig medens Jesus samtalede med sin fader. Tre gange var han indesluttet af det herlige lys omkring faderen. Da han kom fra faderen tredje gang kunne hans person ses. Hans åsyn var roligt, frit for al forlegenhed og besværlighed, og strålede af barmhjertighed og elskværdighed, som ingen ord kunne undertrykke. Han underrettede englehæren om at en vej til frelse for det fortabte menneske var fundet. Han fortalte dem at han var gået i forbøn hos Faderen og havde tilbudt at give sit liv til en forløsning, og tage dødens straf på sig selv, for at mennesket kunne få forladelse igennem ham; at de kunne få nåde hos Gud, og føres ind i den skønne have, og spise frugten af livets træ, ved hans blods fortjeneste, og lydighed mod Guds lov. ret
(45) I begyndelsen kunne englene ikke glæde sig derved, thi deres fyrste skjulte intet, men åbnede frelsens plan for dem. Jesus (46) fortalte dem at han ville stå imellem faderens vrede og det syndige menneske, at han ville bære overtrædelse og forhånelse, og kun få ville modtage ham som Guds søn. Næsten alle ville hade og forkaste ham. Han ville forlade sin herlighed i himmelen, fremstå på jorden som et menneske, gennem sin egen erfaring blive bekendt med de forskellige fristelser som mennesket er udsat for, så at han kunne forstå at komme dem til hjælp som ville blive fristede; og at han til sidst, efter at have fuldendt sin mission som lærer, ville blive overgivet i menneskenes hænder for at udholde næsten al den grusomhed og lidelse som Satan og hans englene kunne ophidse ugudelige mennesker til at påføre ham; at han skulle dø den grusomste død, og hænges op mellem himmelen og jorden som er ugudelig forbryder; at han måtte udholde forfærdelige dødssmerter, hvilke ikke engang englene kunne tåle at beskue, men måtte tilhylle deres ansigter fra det forfærdelige syn. Han ville ikke alene lindre bitre smerter på legemet, men åndelige dødssmerter med hvilke legemlige lidelser på ingen måde kunne sammenlignes. Hele verdens syndebyrde ville blive lagt på ham. Han fortalte dem at han skulle dø, og opstå igen den tredje dag, og skulle opstige til faderen for at være en talsmand for vildfarne syndige mennesker. ret
(46) Englene faldt ned for ham. De tilbød at give deres liv. Jesus sagde til dem at han ville frelse mange ved sin død. En engels liv kunne ikke betale skylden. Faderen kunne ikke antage noget andet end hans liv, som en løsepenge for mennesket. Jesus fortalte dem også at de ville have en gerning at udføre med ham, at de skulle være med ham og styrke ham til forskellige tider. At han ville påtage sig det faldne menneskes natur og hans styrke ville blive mindre end englens. De skulle være (47) vidner til hans ydmygelse og store lidelser, og når de så hans lidelser og menneskenes had imod ham ville de bevæges af de dybeste følelser, og af kærlighed til ham ville de ønske at udfri og bortføre ham fra hans mordere; men de måtte ikke blande sig deri for at forebygge noget som de skulle se. De skulle have en gerning at udrette ved hans opstandelse. Frelsens plan var lagt og Faderen havde antaget planen. ret
(47) Med hellig bedrøvelse trøstede og opmuntrede Jesus englene, og underrettede dem om at de som han herefter ville forløse skulle være med ham og altid bo hos ham; og at han ville forløse mange ved sin død, og tilintetgøre ham som dødens vælde. Og hans fader ville give ham riget og rigernes storhed som er under af himmelen, og han skulle besidde dem i al evighed. Satan og syndere skulle udryddes, for aldrig mere at forstyrre himmelen, eller den rensede, nye jord. Jesus bød den himmelske hær at være forligt med den plan som faderen havde antaget, og glæde sig over at det faldne menneske kunne atter blive oprejst ved hans død, og få Guds nåde og evig glæde i himmelen. ret
(47) Da fyldes himmelen med glæde, uudsigelig glæde; og den himmelske hær sang lovsange til Guds ære. De slog på deres harper og sang en tone højere end før, for Guds store barmhjertighed og nedladenhed idet han hengav sin elskelige søn til at dø for en oprørsk slægt. Pris og tilbedelse opsteg for Jesu selvfornægtelse og offer; at han var villig til at forlade Faderens skød, og vælge et liv fuldt af lidelse og smerte, og dø en foragtelig død for at give sit liv for andre. ret
(48) (48) Sagde englen: Mene I at Faderen hengav sin kære elskelige Søn uden anstrengelse? Nej, nej! Det kostede en kamp endog for himmelens Gud end han skulle lade de skyldige mennesker omkomme, eller give sin elskelige søn til at dø for dem. Englene var så interesserede i Menneskenes Frelse at der fandtes nogle iblandt som ville hengive deres herlighed og liv for døende mennesker. Men sagde min ledsagende engel, det kunne ikke gavne noget. Overtrædelsen var så stor at en engels liv ikke kunne betale gælden. Intet uden Guds Søns død og forbønner kunne betale gælden og frelse fortabte mennesker fra håbløs sorg og elendighed. ret
(48) Englens gerning blev dem anvist, at stige op og ned med styrkende balsam fra herligheden til at opmuntre Guds søn i hans lidelser og tjene ham. Det skulle også være deres gerning at beskytte og bevare dem, som modtog Guds nåde, fra de onde engle, og det mørke som djævelen hele tiden ville kaste omkring dem. Jeg så at det var umuligt for Gud at forandre sin lov for at frelse fortabte, døende Mennesker; derfor tillod han sin elskelige søn at dø for menneskers overtrædelse. ret
(48) Djævelen og hans engle glædede sig atter over at de kunne rive Guds søn ned fra hans ophøjede stilling. Han fortalte sine engle at når Jesus påtog sig det faldne menneskes natur, så kunne han overvinde ham og forhindre udførelsen af frelsens plan. ret
(48) Satan blev vist mig som han var da han var en lykkelig, ophøjet engel. Derpå blev han vist mig som han nu er. Han besidder endnu en kongelig skikkelse. Hans ansigtstræk er adelige; thi han er en falden engel. Men udtrykket i hans åsyn er fuldt af ængstelse, og sorg, utilfredshed, ondskab, had, skadefryd, bedrag (49) og ethvert onde. Jeg betragtede især hans pande, som engang var så ædel. Den begyndte fra øjnene at helle tilbage. Jeg så at han havde nedværdiget sig selv så længe at enhver god egenskab var fordærvet, og alle onde karaktertræk var udviklede. Hans øjne var listige og snu og viste stor skarpsindighed. Hans legemsbygning var stor, men kødet hang løseligt omkring hans hænder og ansigt. Da jeg så ham hvilede han sin hage på den venstre hånd. Han syntes at være i dybe tanker. Der var et smil på hans ansigt, som fik mig til at skælve, det var så fuldt af ondskab og djævelsk listighed. Dette er et smil han bruger lige før han stikker sit bytte; og når han gør sin snare fast omkring et offer bliver hans smil forfærdeligt. ret
(49) Adam og Eva forlod den elskelige have, hvor de havde levet så lykkelige indtil de overtrådte Guds bud, i ydmyghed og ubeskrivelig bedrøvelse. Atmosfæren var forandret. Den var ikke længere stadig således som før syndefaldet. Han klædte dem med kjoler af skind, for at beskytte dem mod den fornemmelse af kulde, og til andre tider hede, som de var udsatte for. ret
(49) Hele himmelen sørgede over Adams og Evas fald og ulydighed, som bragte Guds vrede over hele menneskeslægten. De blev afskåret fra Guds samfund og nedstyrtede i håbløs elendighed. Guds lov kunne ikke forandres for at imødekomme menneskets behov; thi det var Guds vise indretning at de aldrig skulle tabe sin kraft, eller eftergive det mindste af sine fordringer. ret
(49) Det blev overdraget til Guds engle at besøge det faldne par og underrette dem om at selvom de ikke længere kunne beholde deres hellige (50) ejendom, deres edenhjem, fordi de havde overtrådt Guds lov, så var deres stilling dog ikke helt uden håb. Derpå blev de underrettede om at Guds søn, som havde samtalet med dem i eden, havde forbarmet sig over dem da han så deres håbløse tilstand, og havde tilbudt at tage den straf, som de fortjente på sig, selv og dø for dem, for at menneskene måtte endnu leve gennem troen på den forsoning som Kristus foreslog at gøre for dem. I Kristus blev en håbets dør åbnet, for at menneskene uagtet deres store synd, ikke skulle komme under Satans umiddelbare herredømme. Troen på Guds Søns fortjeneste ville ophøje menneskene så at de kunne modstå Satans anslag. De fik en prøvetid i hvilken de kunne blive forløste fra deres overtrædelser af Faderens lov, gennem et liv af sand anger, og tro på Guds søns forening, og således blive ophøjet til en stilling hvor deres bestræbelser for at holde hans lov kunne blive antaget. ret
(50) Englene fortalte dem om den sorg som de havde følt i himmelen da det blev forkyndt at de havde overtrådt Guds lov, hvilket lede Kristus til at gøre det store offer af hans eget dyrebare liv. ret
(50) Da Adam og Eva indså hvor ophøjet og hellig Guds lov var, at de så det dyrebart offer måtte hengives for dens overtrædelse, for at frelse dem og deres efterkommere fra fuldkommen ødelæggelse, bad de om selv at dø, eller at lade dem og deres afkom lide straffen for deres overtrædelse, hellere end at Guds elskelige søn skulle gøre dette store offer. Adams ængstelse tiltog. Han så at hans synd var af så stort omfang at den medførte forfærdelige følger. Er det muligt at himmelens ærede (51) fyrste, som havde vandret med Adam og talte med ham medens han var hellig og uskyldig, hvem englene ærede og tilbage, skulle bringes ned fra sin ophøjede stilling for at dø for hans overtrædelse? Adam blev underrettet om at en Engels liv ikke kunne betale skylden. Jehovas lov, grundvolden for himmelens og jordens regering, var lige så hellig som Gud selv; derfor kunne Gud ikke antage en engels liv som offer for dens overtrædelse. Hans lov var af større vigtighed i hans øjne end de hellige engle omkring hans trone. Faderen kunne ikke afskaffe eller forandre et bud af sin lov, for at imødekomme mennesket i sin faldne tilstand. Men Guds Søn, som i forbindelse med Faderen havde skabt mennesket, kunne gøre forsoning for mennesket som var antagelig for Gud, ved at give sit liv som et offer og bære Faderens vrede. Englene underrettede Adam om at ligesom hans overtrædelse havde bragt død og elendighed, således ville liv og uforkrænkelighed blive bragt for lyset ved Jesu Kristi offer. ret
(51) Fremtidige vigtige begivenheder blev åbenbarede for Adam, fra han blev uddrevet fra eden, til syndfloden, og nedad til Kristi første komme på jorden. Guds søns kærlighed blev Adam og hans efterkommere ledte ham til at fornedre sig selv og tage menneskets natur, for således, gennem sin egen ydmyghed, at ophøje alle som ville tro på ham. Et sådant offer var af tilstrækkelig værdi til at frelse hele verden; men kun få ville benytte sig af den frelse som dette underfulde offer bragte dem. De frelste ville ikke gå ind på de betingelser som krævedes af dem for at de kunne deltage i denne store frelse. De ville foretrække synd og Guds lovs overtrædelse, (52) for omvendelse, lydighed og tro på det guddommelige offers fortjeneste. Dette offer var af så uendelig værdi at det ville gøre ethvert menneske, som tog imod det, dyrebarere end fint guld, og et menneske mere kosteligt end ofirs guld Es. 13,12. ret
(52) Adam blev i ånden ført nedad gennem efterfølgende slægter og så hvorledes forbrydelse, synd og besmittelse tiltog, idet menneskene gav efter for deres naturlige, stærke tilbøjelighed til at overtræde Guds lov. Det blev vist ham forledes Guds forbandelse ville hvile tungere og tungere på menneskeslægten, på dyrene på jorden, på grund af menneskenes vedholdende overtrædelse. Han blev vist at ugudelighed og vold ville stadig tiltage; men midt iblandt den hele flod af menneskelig elendighed og jammer ville der altid blive nogle få som ville bevare kundskaben om Gud, og bevare sig selv ubesmittede blandt den herskende, moralske fordærvelse. Det blev gjort Adam forståeligt hvad Synd er – lovens overtrædelse. Det blev ham vist at moralsk, åndelig og fysisk fordærvelse ville komme over slægten, som følge af overtrædelse, indtil verden ville blive fyldt med menneskelig elendighed af enhver art. ret
(52) Menneskenes dage blev forkortede ved deres egen fremgang i synd og overtrædelse af Guds retfærdige lov. Slægten blev til sidst så yderlig fordærvet at menneskene syntes at være underordnede og næsten uden værdi. De var i almindelighed ude af stand til at sætte pris på Golgatas hemmelighed, forsoningens store og ophøjede sandheder, og frelsens plan på grund af deres kødelige sind. men uagtet den menneskelige slægts svækkelse i åndelig og moralsk og legemlig kraft, så vedbliver dog Kristus at være tro i det fortsæt for hvilket han forlod himmelen, og at vise interesse i disse svage, (53) fordærvede og besmittede eksempler af menneskelighed, og indbyder dem til at skjule deres svaghed og store mangler i ham. Dersom de ville komme til ham så vil han skænke dem alt hvad de behøvede. ret
(53) Da Adam, efter Guds forskrift, fremførte et offer for synd, var det en meget smertelige ceremoni for ham. Han måtte opløfte sin hånd og tage liv, som Gud alene kunne give, og gøre et offer for synd. Det var første gang han havde set døden. Når han så på det blødende offer, som våndede sig i dødssmerter, skulle han se fremad i tro til Guds Søn, af hvem offeret var et forbillede, der skulle dø som et offer for menneskene. ret
(53) Denne ceremonielle offertjeneste som Gud indstiftede, skulle hele tiden minde Adam om hans Skyld, og skulle også være et tegn på anger og synds erkendelse. Adams handling, idet han tog dyrets liv, gav Adam en dybere og fuldkomne følelse af hans overtrædelse, hvilken intet mindre end Guds kære Søns død kunne udsone. Han forbavses over den uendelige godhed som forlignelig kærlighed, der ville give en sådan løsepenge for at frelse den skyldige. Da Adam dræbte det uskyldige offer forekom det ham som om han udøste Guds søns blod med sin egen hånd. Han vidste, at dersom han var blevet bestandig mod Gud og tro mod hans hellige lov, så ville intet menneske eller dyr have lidt døden. Men i disse ofringer, som henviste til Guds kære søns store og fuldkomne offer, viste sig en håbets stjerne som oplyste den mørke og forfærdelige fremtid, og befriede den fra dens fuldkomne håbløshed og ruin. ret
(53) I begyndelsen blev hovedet for hver familie betragtet som regent og præst for sit eget hus. Siden efter, da slægten formerede sig på jorden, (54) blev denne højtidelige gudstjeneste og ofring for folket udført af mænd som Gud bestemte dertil. Dyrenes blod skulle forenes i synderes sind med Guds søns blod. Offerets død skulle være et vidnesbyrd for alle at syndens straf var døden. Ved at ofre erkendte synderen sin skyld store og fuldkomne offer, hvoraf dyrenes ofringer var forbilleder. ret
(54) Uden Guds søns forsoning kunne ingen velsignelse eller frelse fra Gud meddeles mennesket. Gud var nidkær for sin lovs ære. Overtrædelsen af denne lov bevirkede en forfærdelig adskillelse mellem Gud og mennesket. Gud tilstedte Adam at have frit og lyksaligt samfund med sin skaber så længe han var uskyldig. Efter overtrædelsen samtalede Gud med mennesket gennem Kristus og engle. ret