(54) Adams sønner, Kain og Abel, var af meget forskellig karakter. Abel frygtede Gud. Kain nærede oprørske følelser, og knurrede imod Gud på grund af forbandelsen som var udtalt over Adam, og fordi jorden var forbandet for hans synd. Disse brødre havde fået undervisning om den foranstaltning som var gjort til menneskeslægtens frelse. Gud krævede af dem at de skulle følge hans system af ydmyghed lydighed, og vise ærefrygt for Gud, samt vise deres tro på og afhængighed af den (55) forjættede Forløser, ved at slagte de førstefødte af deres hjord, og højtidelig fremstille dem med blodet som et brændoffer for Gud. Dette offer ville lede dem til hele tiden at huske deres synd, og den kommende Forløser, som ville blive det store syndoffer for menneskene. ret
(55) Kain bragte sit offer til Herren med knurren og vantro i sit hjerte i henseende til det forjættede offer. han var uvillig til at følge lydighedens plan nøje, at tage et lam og ofre det tillige med jordens frugt. han tog blot af jordens frugt, og ringeagtede Guds krav. Gud havde underrettet Adam om at uden blodsudgydelse sker ikke forladelse. Men Kain var ikke engang meget omhyggelig for at bringe det bedste af sin frugt. Abel rådede sin broder til ikke at fremkomme for Herren uden blodet af et offer. Men Kain var ikke engang meget omhyggelig for at bringe det bedste af sin Frugt. Abel rådede sin broder til ikke at fremkomme for Herren uden blodet af et offer. Men Kain, som var den ældste, ville ikke lytte til sin broder. Han foragtede hans råd, og fremførte sit offer med tvivl og knurren angående nødvendigheden af ceremonielle ofringer. Men Gud antog det ikke. ret
(55) Abel frembar sin hjorts førstefødte, og af deres fedme som Gud havde befalet; og han fremstillede sit offer i fuld tro på den kommende Messias og med ydmyg ærefrygt. Gud så til hans offer. Et lys skinner fra himmelen og fortærer Abels offer. Kain ser intet tegn på at hans bliver antaget. Han vredes på Herren og på sin broder. Gud nedlader sig til at sende en engel til Kain for at tale med ham. ret
(55) Englen spørger efter grunden til hans vrede, og underretter ham om at dersom han gør godt og følger den undervisning som Gud har givet, så vil han antage (56) ham og anerkende hans offer. Men dersom han ikke vil ydmygt underkaste sig Guds indretninger, og tro og adlyde ham, så kan han ikke antage hans offer. Englen fortæller Kain at der var ingen uretfærdighed hos Gud eller personsanseelse vist mod Abel; men det var på grund af hans egen synd og ulydighed mod Guds udtrykkelige befaling at han ikke kunne antage hans offer – og dersom han ville gøre godt så ville Gud antage ham, og hans broder skulle lytte til ham, og han skulle være leder, fordi han var den ældste. Men Kain angrede ikke engang sin synd efter at han var blevet så trolig undervist. I stedet for at dømme og afsky sig selv for sin vantro vedbliver han at klage over Guds uretfærdighed og partiskhed. fuld af skinsyge og had søger han at trætte med Abel og dadler ham. Abel henviser ydmygt til sin broders fejl, og viser ham at fejlen er hos ham selv. Men Kain hader sin broder fra det øjeblik Gud giver ham tegn på sit velbehag. hans broder Abel søger at stille hans vrede idet han viser hen til Guds barmhjertighed, som sparede deres forældres liv, da han kunne have bragt øjeblikkelig død over dem. han fortæller Kain at Gud elskede dem, ellers ville han ikke have grebet sin uskyldige og hellige søn til at lide den straf for mennesket ved sin ulydighed havde fortjent at lide. Medens Abel således forsvarer Guds plan bliver Kain forbitret, og hans vrede tager til og brænder imod Abel indtil han i sin forbitrelse slår ham ihjel. Gud kræver underretning af Kain om hans broder, og Kain fremkommer med en ondskabsfuld løgn: "Jeg ved ikke, Mon jeg skal være min broders vogter?" Gud underretter Kain om at han var bekendt med hans synd – at han kendte alle hans handlinger og endog hans hjertes tanker, og siger til ham: "Hvad har du gjort? din broders (57) blods røst råber til mig af jorden. Og nu er du forbandet frem for jorden, som oplod sin mund, til at tage din broders blod af din hånd. Når du dyrker jorden skal den ikke ydermere give dig sin formue; ustadig og flygtig skal du være på jorden." 1 Mos. 4, 10-12. ret
(57) I begyndelsen føltes forbandelsen over jorden kun lettelig; men nu hvilede en dobbelt forbandelse over den. Kain og Abel fremstillede to klasser, de retfærdige og de ugudelige, de troende og de vantro, som ville eksistere fra menneskets fald indtil Kristi andet komme. At Kain ihjelslog sin broder Abel fremstiller hvorledes de ugudelige ville være misundelige på de retfærdige og hade dem fordi de er bedre end de er. De ville nære skinsyge mod de retfærdige og forsøge at ihjelslå dem fordi deres retfærdige handlemåde fordømmer deres syndefulde liv. ret
(57) Adams liv var fuldt af sorg, ydmygelse, og bestandig anger. Idet han underviste sine børn og børnebørn i Herrens frygt, blev han ofte bittert dadlet for sin synd, som bragte så meget elendighed over hans efterkommere. Tanken at han skulle dø fyldte ham med forfærdelse da han forlod det dejlige eden. Han betragtede døden som en forfærdelig ulykke. Sit første bekendtskab med dødens forfærdelige virkelighed i den menneskelige familie fik han da hans egen søn Kain slog sin border Abel ihjel. Adam blev fyldt med det bitreste samvittighedsnag over sin egen synd, blev berøvet over sin søn Abel og måtte se på Kain som hans morder, mens han vidste hvilken forbandelse Gud havde udtalt over ham. Alt dette nedbøjede hans hjerte med sorg. Han bebrejdede sig selv bitterlig sin første store overtrædelse. Han bad Gud om forladelse gennem det forjættede offer. Han følte (58) dybt Guds vrede for den forbrydelse han begik i paradiset. Han var vidne til den almindelige fordærvelse som siden efter til sidst opæggede Gud til at udrydde jordens indbyggere ved syndfloden. Dødsstraffen som Skaberen havde udtalt over ham, forekom ham i begyndelsen meget forfærdelig; men til sidst, efter at han havde levet nogle hundrede år, syntes det retfærdigt og nådigt af Gud at bringe hans elendige liv til ende. ret
(58) Da Adam så de første tegn på naturens forfald, idet bladene faldt af træerne og blomsterne visnede, sørgede han dybere end menneskene nu sørge over deres døde. De falmede blomster var ikke så stor en årsag til sorg, fordi de var mere små og svage; men at de høje, ædle kraftige træer mistede deres blade og viste tegn på død, fremstillede for ham en almindelig opløsning af den skønne natur, som Gud havde skabt særdeles til gavn for mennesket. ret
(58) Adam beskrev herligheden af sit edenhjem for sine børn, og for deres børn, indtil den niende slægt; og tillige hans fald og dets forfærdelige følger, og den byrde af sorg som kom over ham på grund af det brud i hans familie som endte med Abels død. Han fortalte dem om de lidelser som Gud havde ført ham igennem for at lære ham nødvendigheden af at følge Guds lov nøje. Han erklærede for dem at synden vil blive straffet i hvilken skikkelse den end eksisterer. Han bad dem at adlyde Gud, som ville vise barmhjertighed imod dem, dersom de ville elske og frygte ham. ret
(58) Engle samtalede med Adam efter hans fald, og underrettede ham om frelsens plan, og at menneskeslægten kunne få forløsning. Selvom en forfærdelig adskillelse havde fundet sted mellem Gud og menneskene, så havde Gud (59) oprettet en foranstaltning ved sin elskelige Søns offer, hvor igennem menneskene kunne blive frelste. Men deres eneste håb var at leve i ydmyg anger, og tro på det sande offer. Alle, som således ville modtage Kristus som deres eneste frelser, kunne atter modtage nåde hos Gud gennem hans søns fortjeneste. ret
(59) Det blev pålagt Adam at undervise sine efterkommere i Herrens frygt, og lære dem ved sit eksempel at ved ydmyg lydighed at agte de ofringer højt, som var et forbillede på den kommende frelser. Adam erindrede nøje hvad Gud åbenbarede for ham og overdrog det mundtligt til sine børn og børnebørn. På denne måde blev kundskaben om Gud bevaret. Der var nogle retfærdige på jorden som kendte og frygtede Gud også i Adams dage. Sabbaten blev helligholdt førend syndefaldet. Adam og Eva blev drevet ud af Eden fordi de overtrådte Guds bud og spiste af den forbudne frugt; men de helligholdt sabbaten efter deres fald. De havde erfaret at ulydighedens frugter er bitre, og lært at enhver som overtræder Guds bud vil sent eller tidligt erfare at Gud mener just hvad han siger, og at han vil visselig straffe overtrædere. ret
(59) De som vove at ringeagte den dag på hvilken Jehova hvilede, den dag som han velsignede og helligede, den dag som han befalede at holde hellig, ville engang erfare at døden er overtræderens løn. Gud krævede af sit folk at de skulle tælle syv dage i ugen, på grund af den særlige ære som gud gav til den syvende dag, som at de ikke skulle glemme deres skaber som gjorde himmelen og jorden i seks dage og hvilede på den syvende. ret
(60) (60) Kains efterkommere havde ingen omhu for at ære den dag på hvilken Gud hvilede. De valgte deres egen tid til arbejde og hvile uden at bekymre sig om Jehovas befaling. Der var to særskilte klasser på jorden. De ene klasse vandrede i åbent oprør mod Guds lov, medens den anden klasse adlød hans befalinger og ærede hans sabbat. ret