(66) I begyndelsen følte de, som ærede Gud og frygtede for at støde ham, forbandelsen lettelig; medens de, som vendte sig fra Gud og foragtede hans autoritet, følge virkningerne af forbandelsen mere tungt, især i størrelse og legemsypperlighed. Sets efterkommer blev kaldt Guds sønner – Kains efterkommere menneskenes sønner. Eftersom Guds sønner blandede sig med menneskenes sønner blev de fordærvede, og ved indbyrdes giftemål med dem, gennem deres hustruers indflydelse, mistede de deres særegne, hellige karakter og deltog med Kains sønner i deres afgudsdyrkelse. Mange forkastede deres gudsfrygt og foragtede Guds bud. Men der var nogle få som gjorde retfærdighed, som frygtede og ærede deres skaber. Noa og hans familie var blandt de få retfærdige. ret
(66) Menneskets ugudelighed var så stor og tiltog i så forfærdelig grad at Herren angrede at han havde gjort mennesket på jorden; thi han så at menneskets ondskab var så stor på jorden, og alt hans hjertes tankers påfund var ikkun ondt hver dag. ret
(66) Forbandelsen forandrede ikke jordens udseende på engang. Der var endnu en rig overflod af Guds velsignelser. Der var guld og (67) sølv overflødighed. Den slægt som levede på den tid var af meget stor legemsbygning og besad underfuld styrke. træerne var meget større og overgik langt enhver ting, som dødelige mennesker nu beskue, i skønhed og fuldkommen dannelse. Træernes ved var af en fin narv og hård substans – i denne henseende mere lig sten. Det udfordrede meget mere tid og arbejde, endog af denne kraftige slægt, at forberede tømmer for bygning, end der krævedes af denne vanartede slægt for at tilberede de træer som nu voksede på jorden, selvom menneskene nu besat mindre styrke. Disse træer var af stor varighed og kendte intet til forfald gennem lange tider. ret
(67) En gang, dobbelt forbandelse hvilede på jorden, først som en følge af Adams overtrædelse, dernæst på grund af Kains mord; dog var bjergene og højene endnu elskelige. På de første højder voksede majestætiske træer, som hævede sig højt i vejret og udbredte sine grene i stor afstand til alle sider, mens sletterne var dækkede med grønt og så ud som en uendelig stor blomsterhave. Nogle af højene var dækkede med yndige træer og vinranker omslyngende de pragtfulde træer nedtyngede af vindruer, mens dejlige blomster fyldte luften med vellugt. Men uagtet jordens yppighed og skønhed var der dog tydelige tegn på uundgåeligt forfald, når den blev sammenlignet med dens tilstand for forbandelsen blev udtalt over den. ret
(67) Menneskene brugte guldet, sølvet, dyrebare stene og udvalgt ved til at bygge huse for sig selv, og enhver stræbte at overgå de andre. De forskønnede og prydede deres huse og land med de aller kunstigste arbejder, og fortørnede Gud med deres (68) ugudelige handlinger. De dannede afgudsbilleder for at tilbede dem, og lærte deres børn at betragte disse værker, som de havde forfærdiget med deres egne hænder, som guder, og at tilbede dem. De valgte ikke at tænke på Gud, himmelens og jordens skaber, og frembar ikke hjertelig tak til ham som havde skænket dem alt hvad de havde. De nægtede endogså himmelens Guds tilværelse, og roste sig af deres egne hænders gerning og tilbad dem. De fordærvede sig selv med de ting som Gud havde sat på jorden til menneskets gavn. De beredt for sig selv dejlige lystgange, overhængte med frugttræer af enhver beskaffenhed. Under disse majestætiske og elskelige træer, med deres vidt udstrakte grene, som var grønne fra årets begyndelse til dens ende, satte de deres afguder for tilbedelse. Hele lunde blev indviede til deres afguder på grund af deres grenes beskyttelse, og gjort tiltrækkende for folket at ty til med deres afgudsdyrkelse. ret
(68) I stedet for at gøre ret med sine naboer, udførte de sine egne ulovlige ønsker, de havde mange hustruer, hvilket sted mod Guds vise indretning. Gud gav en hustruen til Adam i begyndelsen, og viste derved sin orden og lov i denne henseende til alle som skulle leve på jorden. Adams og Evas overtrædelse og fald bragte synd og elendighed over menneskeslægten, og menneskene fulgte sine egne kødelige begæringer og forandre Guds orden. Jo mere mændene formede antallet af sine hustruer, desto mere tiltog de i ugudelighed og ulyksalighed. Dersom nogen fik lyst til at tage sin nabos hustruer eller kvæg, eller noget som tilhørte hans nabo, så tog han ingen hensyn til ret eller retfærdighed, men dersom han ved sin styrke kunne få overhånd over sin nabo, (69) eller ved at dræbe ham, så roste han sig af sine voldsgerninger. De holdt af at dræbe dyrene, og brugte dem til spise. Dette formede deres rov gærrighed og vold, og bragte dem til at se på ugudeligheden af menneskers blod med forbavsende ligegyldighed. ret
(69) Men dersom der var en synd frem for en anden som krævede menneskeslægtens ødelæggelse ved syndfloden, så var det den lave forbrydelse at menneskene blandede sig med dyrene, hvilket forvanskede Guds billede, og forårsagede forstyrrelse overalt. Gud besluttede at ødelægge hin mægtige slægt som opnåede så høj en alder, men havde fordærvet sine veje for ham, ved en vandflod. Han ville ikke tillade dem at leve alle deres naturlige livs dage, som ville blive hindreder af år. Det var blot nogle få slægter siden Adam havde adgang til det træ som var givet til at forlænge livet. Efter sin ulydighed fik han ikke tilladelse til at æde af livets træ og forevige et syndigt liv. For at mennesket kunne besidde evigt liv måtte han vedblive at nyde frugten af livets træ. Berøvet hint træ ville hans liv gradvis dø bort. ret
(69) Over et hundrede år før syndfloden sendte Herren en engel til den gudfrygtige Noa for at underrette ham om at han ville ikke længere vise barmhjertighed mod den fordærvede slægt. Men han ville ikke at de skulle være uvidende om hans beslutning. Han ville undervise Noa og sende ham som en trofast prædikant til at advare verden om den kommende ødelæggelse, for at jordens indbyggere ikke skulle have nogen undskyldning. Noa skulle prædike for folket, og tillige berede en ark, eftersom Gud ville undervise ham, til sin egen og sin families frelse. Han skulle ikke alene prædike, men hans eksempel, idet han byggede arken, (70) skulle overbevise alle om at han troede hvad han prædikede. ret
(70) Noa og hans familie var ikke de eneste som frygtede og adlød Gud. Men Noa var den frommeste og helligste mand på jorden, og var den hvis liv Gud sparede for at udføre hans vilje i at bygge arken og advare verden om dens kommende undergang. Metusalem, Noas bedstefar, levede til det år da vandfloden kom; og der var andre som troede Noas prædiken og hjalp ham at bygge arken, som døde for flodens vande kom over jorden. Noa fordømte verden ved sin prædiken og sit eksempel, idet han byggede arken. Gud gav alle, som ønskede det anledning til at angre sine synder og vende sig til ham. Men de troede ikke Noas prædiken. De spottede hans advarsler og gjorde nar af at han byggede et så uhyre stort skib på tørt land. Noas anstrengelser for at reformere sine medmennesker vandt ikke meget fremgang. Men i over et hundrede år vedblev han standhaftigt at arbejde på at vende menneskene til synds fortrydelse og til Gud. Ethvert slag på arken prædikede for folket. Noa styrede værket, prædikede og arbejdede, mens folket så til med forbavselse, og anså ham som en sværmer. ret
(70) Gud gav Noa nøje mål på arken, og bestemte regler hvorledes den skulle indrettes i enhver henseende. I mange stykker var den ikke dannet som et skib, men beredt lig et hus. Grunden lignede en båd som kunne flyde på vandet. Der var ingen vinduer i siderne på arken. Den var tre etager høj, og de fik lys fra et vindue i toppen. Døren var i siden. De forskellige afdelinger, beredte til at modtage alle slags (71) dyr, var således indrettede at vinduet i toppen gav lys til alle. Arken var bygget af cypresser eller gofertræ, som kunne vare mange hundrede år. Den var en bygning af stor varighed, hvilken ingen menneskelig visdom kunne udtænke. Gud lagde planen og Noa var hans bygmester. ret
(71) Efter at Noa, havde gjort alt som stod i hans magt for at udføre enhver del af værket ret, var det umuligt for arken af sig selv at kunne modstå stormens voldsomhed som Gud i sin frygtelige vrede ville bringe over jorden. Det var et langsomt værk at fuldende denne bygning. Ethvert stykke tømmer blev nøje passet til, og hver sammenføjning dækket med beg. Alt hvad menneskene kunne gøre for at gøre værket fuldkommet, blev gjort; men efter alt kunne Gud alene bevare bygningen på de vrede, svulmende bølger ved sin underfulde kraft. ret
(71) I begyndelsen var der mange som tilsyneladende modtog Noas advarsel, men de vendte sig ikke fuldt til Gud med sand anger. En vis tid blev dem givet førend floden kom, i hvilken de blev sat på prøve – for at forsøges og prøves. De udholdt ikke prøven. Den herskende fordærvelse overvandt dem, og de deltog til sidst med andre som var fordærvede i at spotte og gøre nar af den gudfrygtige Noa. De ville ikke vende om fra sine synder men vedblev at have mange hustruer og hengive sig til sine urene lidenskaber. ret
(71) Enden på deres prøvetid kom nær. Verdens vantro, spottede indbyggere skulle få et særdeles tegn på Guds guddommelige magt. Noa havde trolig fulgt den undervisning Gud havde givet ham. Arken var fuldført nøjagtig ligesom Gud havde befalet. Den var fuldført nøjagtig ligesom Gud havde befalet. Han havde indsamlet et uhyre kvantum føde for mennesker og dyr. Efter at dette var udført (72) befalede Gud den fromme Noa: "Gå ind, du og hele dit hus, i arken; thi jeg har set dig at være retfærdig for mig i denne slægt." Engle blev udsendte for at samle dyrene, som Gud havde skabt, fra mark og skov. Og de fulgte efter, to og to, han og hun, og af rent kvæg syv og syv. Verden så til med forundring – nogle med frygt, men de var blevet så forhærdede i oprør med Gud, at denne mærkværdige åbenbarelse af Guds magt havde blot en øjeblikkelig indvirkning på dem. Syv dage kom disse dyr ind i arken, og Noa ordnede dem i de pladser som var beredte for dem. ret
(72) Da dem dødsdømte slægt så solen skinne i sin glans og jorden klædt i næsten eden skønhed, bortdrev de deres opstigende frygt med støjende lystighed; og synes ved deres voldsgerning at nedkalde Guds allerede opvakte vrede over sig selv. ret
(72) Alting var nu rede til at lukke arken, hvilket Noa ikke kunne gøre indefra. Den spottende folkemængde ser en engel nedstige fra himmelen klædt med lynets glans. Han tillukker den massive ydre dør, og styrer derpå sin kurs op mod himmelen igen. Noas familie var syv dage i arken førend regnen begyndte at falde på jorden. I denne tid indrettede de enhver ting for sit langvarige ophold medens vandene (73) ville skjule jorden. Disse var bespottelsens og lystigheds dage for den vantro mængde. De mente at Noa var bedraget fordi hans profeti ikke blev opfyldt straks efter at han var gået ind i arken, og at det var umuligt at verden kunne blive ødelagt ved vandflod. Før denne tid havde der ikke været nogen regn på jorden. En tåge var kommet op fra vandene, hvilken Gud lod opstige om natten ligesom dug, der oplivede planterne og gav dem vækst. ret
(73) Uagtet den højtidelige åbenbarelse af Guds magt som den vantro mængde havde beskuet – den unaturlige begivenhed at dyrene forlod skov og mark og gik ind i arken og at Guds engel klædt med himmelsk glans nedsteg fra Himmelen med forfærdelig Majestæt og lukke Døren; så forhærdede de og sine hjerter og vedblev at gøre sig lystige og at drive spot med disse mærkværdige beviser på guddommelig magt. Men på den ottende dag blev himlene sorte. Den rullende torden og de stærke lyn stråler begyndte at forfærde mennesker og dyr. Regnen strømmede ned fra skyerne ovenover dem. Dette var noget de aldrig havde set før, og deres hjerter blev modløse af frygt. Dyrene vandrede omkring i den vildeste forskrækkelse, og deres skurrende stemmer syntes klagende at forkynde deres egen og menneskernes forestående skæbne. Stormens voldsomhed tiltog indtil regnen kom fra himmelen ligesom mægtige vandfald. Floderne steg over deres grænser, og vandene strømmede til dalene. Det store dybs kilder blev også åbnede. Vandspring vældede frem af jorden med ubeskrivelig kraft, og kastede massive klippestykker flere hundrede fod op i luften, som i deres fald begravede sig selv dybt i jorden. ret
(74) (74) Menneskene så først hvorledes deres hænders gerning blev ødelagt. Deres prægtige bygninger og deres skønt indrettede haver og lunde, hvor de havde opstillet sine afguder, blev ødelagte af lynild fra himlen. Deres ruiner blev adspredte rundt omkring. De havde oprettet alterne i lundene, og indviet dem til deres afguder, på hvilke de ofrede mennesker. Disse, som Gud afskyede, blev nedrevet i hans vrede for deres øjne, og de måtte skælve før den levende Guds magt, himmelens og jordens skaber, og erkende at det var deres vederstyggeligheder og forfærdelige afguderiske ofringer som havde fremholdt deres ødelæggelse. ret
(74) Stormens voldsomhed tiltog, og folkenes jammerskrig som havde foragtet Guds autoritet, blandede sig med elementernes rasen. Træer, bygninger, klipper og jord blev kastet i alle retninger. Menneskenes og dyrenes forfærdelse overgik al beskrivelse. Selv djævelen, som blev tvunget til at opholde sig blandt de rasende elementer, frygtede for sit eget liv. Det havde været en glæde for ham at herske over så mægtig en slægt, og han ønskede at de skulle leve for at udøve deres vederstyggeligheder og forøge deres oprør mod himmelens Gud. Han udtalte forbandelser imod Gud, og beskyldte ham for uretfærdighed og grusomhed. Mange af folkene bespottede Gud, ligesom Satan, og dersom de kunne have udført deres oprørske hensigter ville de have nedstyrtet ham fra retfærdighedens trone. Medens mange bespottede og forbandede deres skaber, var andre vanvittige af frygt, og udstrakte sine hænder mod arken, idet de bad om at blive indladt. Men dette var umuligt. Gud havde tillukket døren, den eneste indgang, og lukket (75) Noa inde og de ugudelige ude. Han alene kunne åbne døren. Deres frygt og anger kom for sent. De blev tvungne til at erkende at der var en levende Gud som var mægtigere end mennesket, hvem de havde trodset og bespottet. De kaldte på ham med alvor, men hans øre var ikke åbent for deres skrig. Nogle søgte i deres fortvivlelse at bryde ind i arken, men den stærke bygning modstod alle deres anstrengelser. Somme klyngede sig fast til arken indtil de blev bortskyllede af rasende bølger, eller deres tag blev løsrevet af klippestykker og træer, som blev kastede i enhver retning. De som havde ringeagtet Noas advarsler og gjort nar af den gudfrygtige retfærdigheds prædikant, angrede deres vantro for sent. ret
(75) Arken blev alvorligt vugget og kastet omkring. Dyrene derinde udtrykte med deres forskellige stemmer den vildeste forfærdelse; men arken stod uden fare for de oprørske vande, blandt de stridende elementer, og træer og klipper som kastes omkring. Engle som er vældige i magt lede arken og bevarede den fra al skade. Arken bevarelse hvert øjeblik af den forfærdelige storm gennem fyrretyve dage og fyrretyve nætter var et mirakel af guddommelig almagt. ret
(75) Dyrene som var udsatte for stormen flyede til menneskene, og valgte menneskelige væseners selskab, som om de forvente hjælp af dem. Nogle af folkene bandt sine børn og sig selv til kraftige dyr, da de vidste at de ville kæmpe hårdnakket for livet og bestige de højeste punkter for at undgå de stigende vande. Stormens raseri formindskes ikke – vandene tiltog hurtigere i begyndelsen. Nogle gjorde sig selv fast til høje træer på de højeste pynter af landet, men disse træer oprykkes med rode, føres med (76) voldsomhed gennem luften, og se ud som de blev lastede med vrede, tillige med stene og jord, i de svulmende, brusende bølger. Mennesker og dyr stræbte at holde sig fast på de højeste steder indtil alle blev nedstyrtede tilsammen i de skummende vande som næsten nåede de højeste pynter af land. Til sidst nåede vandet disse, og mennesker og dyr omkom til sammen i syndflodens vande. ret
(76) Noa og hans familie ventede ængstelig på at vandet skulle formindskes. han ønskede at gå ud på jorden igen. Han udlod en ravn, som fløj frem og tilbage, til og fra arken. han fik ikke den ønskede underretning og udsendte derfor en due; men den fandt ingen hvile og kom igen til arken. Efter syv dage udsendte han atter en due. da den blev set med olieblad i sin mund blev der stor glæde i familien af otte, som så længe havde været indelukket i arken. Engel stiger atter ned og åbner døren til arken. Noa kunne åbne toppen, men han kunne ikke åbne døren som Gud havde lukket til. Gud talte til Noa ved den engel som åbnede døren, og bød Noas familie at gå ud af arken og udføre enhver levende ting med sig. ret
(76) Noa glemte ikke Gud, som så nådigt havde bevaret dem, men oprejste straks et alter, og tog af alle rene dyr og af alle rene fugle og ofrede Brændofre på altret, hvorved han viste sin tro på Kristus, det store Offer, og sin taknemmelighed til Gud for deres underfulde frelse. Noas offer steg op for Gud som en behagelig lugt. han antog ofret og velsignede Noa og hans familie. Dette indeholder en lærdom som alle som levede (77) på jorden, bør for enhver nådes og kærlighedsgerning af Gud, bør de, først af alt, frembære oprigtig taksigelse og fremkomme med ydmyg tilbedelse for ham. ret
(77) Gud opmuntrede Noas familie nådigt med forjættelse, for at menneskene ikke skulle forfærdes over skyerne som samlede sig og regnen som faldt, og således leve i stadig frygt for en ny syndflod: "Og jeg opretter min pagt med eder, at herefter skal ikke alt kød ødelægges af flodens vand; og der skal ikke komme en flod herefter, at fordærve jorden. Og Gud sagde: dette er et tegn på den pagt som jeg gør imellem mig, og imellem eder, og imellem alle levende sjæle, som er hos eder til evig tid. Jeg har sat min bue i skyen; og den skal være til en pagts tegn, ind imellem mig og imellem jorden. Og det skal ske, når jeg fører skyen over jorden, da skal buen ses i skyen. Og jeg vil komme min pagt i hus, som er imellem mig, og imellem eder, og imellem alle levende sjæle af at kød, der ikke mere skal være vand til en flod, at fordærve alt kød. Derfor skal buen være i skyen; og jeg vil se den, at komme den evige pagt i hu imellem Gud og imellem alle levende sjæle af alt kød, som er på jorden." 1 Mos. 9,11-16. ret
(77) Hvilken nedladenhed af Gud! hvilken medlidenhed med fejlende mennesker, at sætte den skønne mangefarvede regnbue i skyerne som et tegn på den store Guds pagt med mennesket! Denne regnbue blev sat til vidnesbyrd for alle slægter om det faktum, at Gud ødelagde jordens indbyggere ved syndfloden for deres store ugudeligheds skyld. Det var hans hensigt, at når børnene i efterfølgende slægter så buen i skyen og spurgte hvorfor denne herlige bue omspændte himlene, da skulle forældrene forklare for dem om den gamle verdens ødelæggelse ved syndfloden fordi folkene hengav (78) sig til alle slags ugudelighed, og at den almægtiges hænder havde bøjet buen og sat den i skyerne til et tegn på at han aldrig mere ville bringe en vandflod over jorden. Dette symbol i skyerne skulle bestyrke troen hos alle og stadfæste deres tillid til Gud; thi det var et tegn på guddommelig nåde og godhed mod mennesket; at selvom Gud var blevet opirret til at ødelægge jorden ved syndfloden, så omgiver hans nåde dog endnu jorden. Gud siger, at når han ser på buen i skyen vil han komme den evige pagt i hu. Han ønsker ikke at vi skulle forstå dette således, at han kunne nogensinde glemme den, at han taler til mennesker med menneskelige udtryk, for at de kunne bedre forstå ham. ret
(78) En regnbue er fremstillet i himmelen rundt omkring tronen og over Kristi hoved som et symbol på at Gud nåde omgiver jorden. Når mennesket ved sin store ugudelighed opvækker Guds vrede, så beder Kristus menneskets midler, for ham, og peger til regnbuen i skyen som et vidne om Guds store nåde og barmhjertighed med fejlende mennesker; og tillige til regnbuen over tronen og på hans hoved som et sindbillede på Guds herlighed og nåde, som hviler der til velsignelse for angergivne mennesker. ret
(78) Alle slags dyr som Gud havde skabt blev bevarede i arken. De blandede arter som Gud ikke havde skabt, hvilke var en følge af sammenblanding, blev ødelagte i syndfloden. Der har været sammenblanding af mennesker og dyr siden syndfloden, hvilket ses i de næsten uendelige, forskellige arter af dyr, og i visse menneskeracer. ret
(78) Efter at Noa var kommet ud af arken så han omkring på de mægtige, glubende (79) dyr som han havde bragt ud af arken, og derefter på sin familie, som talte otte og han frygtede såre for at de ville blive ødelagte af dyrene. Men Herren sendte sin engel som sagde til Noa: "Og frygt for eder og rædsel for eder skal være over alle vilde dyr på jorden, og over alle fugle under himmelen; over alt det som kryber på jorden, og over alle fisk i havet, de skal være givet i eders hænder. Alt det, som vrimler, som lever, skal være eder til spise; ligesom grønne urter har jeg givet alt dette." 1 Mos. 9,2-3. ret
(79) Forud for denne tid havde Gud ikke givet mennesket tilladelse til at spise kød. Enhver levende ting på jordens overflade som mennesket kunne benytte til næring var blevet ødelagt. Derfor gav Gud Noa tilladelse til at spise de rene dyr som han havde taget med sig i arken. Gud sagde til Noa: "Alt det som vrimler, som lever, skal være eder til spise; ligesom grønne urter har jeg givet eder alt dette." Ligesom Gud før havde givet dem jordens urter og markens frugt, således tillader han dem nu, under de særlige omstændigheder som de er sat i, at spise kød. Dog så jeg at dyrenes kød ikke var det sundeste næringsstof for mennesket. ret
(79) Hele jordens overflade blev forandret ved syndfloden. En tredje, forfærdelig forbandelse hvilede nu over den som en følge af menneskets overtrædelse. De skønne træer og buske som bare blomster blev ødelagte, dog bevarede Noa sæd og tog den med sig i arken, og Gud bevarede nogle få af de forskellige arter af træer og buske i live, for fremtidige slægter, ved sin underfulde magt. Snart efter syndfloden syntes træer og planter at vokse op og endog af klipperne. Ved Guds forsyn var sod blevet adspredt og drevet ind i (80) klippernes revner og sikkert gemt der for menneskenes fremtidige brug. ret
(80) Vandene havde været femten alen over de højeste bjerge. Herren erindrede Noa, og da vandene faldt lod han arken hvile på toppen af en bjerggruppe, som Gud med sin almagt havde bevaret og ladet stå fast gennem den hele voldsomme storm. Disse bjerge var kun et lille stykke fra hinanden, og arken drev omkring og hvilede snart på et, snart på et andet af disse bjerge, og blev ikke mere drevet omkring på det grænseløse hav. Da bjergene og højene kom til syne var de i en sønderreven ujævn tilstand, og alting omkring dem lignede en sø af mundret vand som blødt dynd. ret
(80) Da syndfloden kom, havde menneskene og dyrene forsamlet sig til de højeste punkter af landet og da vandene vendte tilbage fra jorden lå de døde legemer på bjergene og højene såvel som på sletterne. Menneskers og dyrs legemer lå på jordens overflade. men Gud ville ikke tillade disse at forblive på jordens overflade, hvor de ville gå i forrådnelse og fordærve luften; derfor gjorde han jorden til en uhyre begravelsesplads. han lod en mægtig vind gå over jorden for at borttøre vandene, som bevægede dem med stor kraft. I nogle tilfælde bortførte de bjergenes top ligesom mægtige laviner, og dannede uhyre høje og høje bjerge hvor der ingen var at se før, og begravede de døde legemer med træer, stene og jord. Disse høje forøgedes i størrelse og blev mere uregelmæssige i dannelse ved samlinger af stene, jordlag, træer og jord, som drev (81) på og omkring dem. De dyrebare træ, stene, sølv og guld som havde beriget og forskønnet verden før syndfloden, og som menneskene havde forgudet, blev nedsænket under jordens overflade. Vandene som brød frem med så stor magt havde flyttet jord og stene og ophobet dem på jorden skatte, og på mange steder dannet bjerge over dem for at skjule dem fra menneskers syn og efterforskning. ret
(81) Gud så at jo mere han berigede og velsignede syndige mennesker, desto mere fordærvede de deres veje for ham. Disse skatte som burde have ledt mennesket til at ære den gavmilde giver, blev dyrkede i stedet for Gud, mens de forkastede Giveren. ret
(81) De skønne, regelmæssige dannede bjerge var forbundne. Stene, jordlag og sønderrevne klipper sås på nogle steder af jorden, som ikke tidligere var til syne. Hvor der havde været dejlige sletter dækket med grønt og yndige planter, var der dannet høje og bjerge af stene, træer og jord, over menneskenes og dyrenes legemer. Hele jordens overflade fremstillede et skue af uorden. Nogle dele af jorden var mere vanskabte end andre. de tungeste mærker af forbandelsen sås hvor jordens rigeste skatte af guld, sølv og dyrebare stene engang havde været. Derimod hvilede forbandelsen lettere over de lande som ikke havde været beboet og de dele af jorden hvor der havde været mindst forbandelse. ret
(81) Før syndfloden var der uhyre skove. Træerne var mange gange større end nogle af de træer (82) vi nu ser. De var af stor varighed, og viste ingen tegn på forfald i mange hundrede år. På syndflodens tid blev disse skove revet op eller nedbrudte og begravet i jorden. På samme steder blev store masser af disse uhyre træer kastet sammen og dækket med sten og jord ved syndflodens omvæltninger. Siden efter er de forstenede og blevet til kul, hvilket forklarer hvorledes de store kullag, som nu findes, er fremkommet. Disse kul har frembragt olie. Gud lader store masser af kul og olie antændes og brænde. Stene ophedes kraftigt, kraften brænder og jern smeltes. Vand og ild møder under jordens overflade. vandets virkning på kalkstenene forøger den stærke hedes heftighed, og bevirker jordskælv, vulkaner, og udbrud af ild. Ildens og vandets virkning på underlagene af stene og olie frembringer stærke udbrud der lyder ligesom dæmpet torden. Disse underfulde naturbegivenheder bliver mere talrige og forfærdelige kort før Kristi andet komme og verdens ende som tegn på dens nære ødelæggelse. ret
(82) Olie og kul findes i almindelighed hvor der ikke er ildsprudende bjerge eller udbrud af ild. Når ild og vand mødes under jorden kunne vulkanerne ikke give luft nok for de ophedede, underjordiske elementer. Jorden ryster og grunden løftes op eller bevæger sig bølgeformigt, og der er en stærk lyd ligesom underjordisk torden. Luften er ophedet og kvælende. Jorden åbner sig hurtigt, og jeg så landsbyer, købstæder og brændende bjerge som sank ned i jorden tilsammen. ret
(82) Gud styrer alle disse elementer. De er hans redskaber til at gøre hans vilje. Han kalder dem til (83) virksomhed for at tjene sine hensigter. Disse brændende udstrømninger har været, og vil blive, Guds redskaber til at udslette meget ugudelige stæder af jorden. De farer levende ned i afgrunden ligesom Kora, Datan og Abiram. Disse er vidnesbyrd om Guds magt. De som har set disse brændende bjerge, hvorledes de udspyer ild og flammer og en uhyre masse af smeltende metaller, samt borttørre floder så at de forsvinder, have været grebet af forfærdelse ved synet af den storartede scene. De er blevet fyldte med ærefrygt som om de beskuede Guds uendelige magt. ret
(83) Disse fremstillinger vise særlige tegn på Guds magt, og er bestemte til at bringe jordens indbyggere til at skælve for ham, og tillukke munden på dem der ligesom Faraos hovmod siger: "Hvem er den Herre, hvis røst jeg skal adlyde, at lade Israel fare?" 2. Mos. 5,2. Esajas henviser til disse åbenbarelser af Guds magt, når han udråber: "Gud du ville sønderrive himlene! gud du ville fare ned, at bjergene kunne bortflyde for dit ansigt! ligesom ild optænder det der smeltes, ligesom ild kommer vand til at syde – for at lade hedningerne kende dit navn, og hedningene skulle bæve for dit ansigt. Du gjorde underlige ting, hvilke vi ikke forventede; du nedenfor, bjerge bortstøde for dit ansigt." Es. 63: 19; 64: 1,2. (I den engelske oversættelse er dette de tre første vers af kap. 64.) ret
(83) "Herren er langmodig, og af stor kraft, og skal ikke holde den skyldig for uskyldig; Herren, hans vej er i hvirvelvind og i storm, og en sky er hans fødders støv. Han truer havet, og udtørrer det, og gør alle Strømmene tørre; vansmægtet er Basan og Karmel, og Libanons blomster er vansmægtede. Bjergene skælvede for ham, og højene smeltede, og jorden ophæver sig for hans ansigt, og jorderige, (84) og alle, som bo derpå. Hvor kan stå for hans fortørnelse? og hvem kan bestå for hans grusomme vrede? hans grusomhed er udøst som en ild, og klipperne sønderbrydes for ham." Nah. 1,3-6. ret
(84) "Herre! bøj dine himle, og far ned, rør ved bjergene, at de ryge. Lad lyn fluks, og adspred dem, udkast dine pile, og forfærd dem." Sal 144: 5,6. ret
(84) De som lever på jorden kort før Kristi andet komme ville blive vidne til større undere end man har set hidtil. "Og jeg vil give underlige tegn i himmelen og på jorden: nemlig blod, og ild, og røgstøtter." Joel 3,3. "Og der skete røster og tordener og lys; og der skete et stort jordskælv, sådant som ikke har været fra den tid, at menneskene blev til på jorden, et sådant jordskælv så stort. . . . Og hver ø flyede, og bjergene blev ikke fundet. Og en stor hagel, cetnertunge, faldt ned fra himmelen på menneskene; og menneskene bespottede Gud for hagelens plage; thi deres plage er meget stor." Åb. 16, 18, 20.21. ret
(84) Jordens indre var Herrens højhus hvorpå han drog de vågen som han benyttede til den gamle verdens ødelæggelse. Vandene fra jordens indre vældede frem og forenede sig med vandene fra himmelen for at udføre ødelæggelsesværket. Efter syndflodens tid har Gud benyttet både vand og ild på jorden som sine redskaber til at ødelægge ugudelige stæder. ret
(84) På Herrens dag, lige før Kristi komme, vil Gud sende lynild fra himmelen i sin vrede, som vil forene sig med ilden i (85) jorden. Bjergene vil brænde som en ovn, og vil udspy forfærdelige strømme af lava, og ødelægge haver og marker, landsbyer og stæder; og når de udgyder deres smeltede metal, stene og ophedet dynd, i floderne, ville de bringe dem til at syde som en gryde, og udkaste massive klipper, og adsprede deres sønderbrudte dele over landet med ubeskrivelig voldsomhed. Hele floder bliver borttørrede. Jorden vil ryste, og der vil blive forfærdelige udbrud og jordskælv overalt. Gud vil plage jordens ugudelige indbyggere indtil de bliver udryddet af jorden. De Hellige bliver bevarede på jorden midt iblandt disse forfærdelige omvæltninger, ligesom Noa blev bevaret i arken på Syndflodens tid. ret