Profetiens ånd bind 2 kapitel 1fra side9

tilbage

Kristi første komme

(9)  (9) Gud søn stod næst i den store lovgivers myndighed. Han vidste at hans liv alene var nok til at genløse faldne mennesker. Han var af lige så meget mere værdi, end mennesket som sit ædle, og pletfrie karakter, og ophøjede embede som befalingsmand for hele den himmelske hær, var over menneskenes værk. Han var i sin Faders udtrykte billede, ikke i træk alene, men i karakterudvikling. ret

(9)  Dyrernes blod kunne tilfredsstille Guds krav, som et sonoffer for at have overtrådt hans lov. Et dyrs værdi var af mindre værdi end den forbrydende synder og kunne derfor ikke være løsesum for synd. Det kunne kun være antageligt for Gud, som et billede på hans søns offer. ret

(9)  Mennesket kunne ikke gøre soning for mennesker. Dets syndige og faldne tilstand kunne udgøre ham som et ufuldkomment offer, et sonoffer af mindre værdi end Adam før hans fald. Gud gør mennesket fuldkomment og oprejser dette, og efter dets overtrædelse, kunne der ikke længere gøres et Guds antageligt offer for mennesket, medmindre det offer der blevet givet være af større værdi for mennesket, når han var i sin fuldkommenheds og uskyldigheds tilstand. ret

(10)  (10) Guds guddommelige søn var det eneste offer der var af stor nok værdi til at helt opfylde kravene i Guds fuldkomne lov. Engle var syndfrie, men af mindre værdi end Guds lov. De var lydhøre over for loven. De var budbringere for at gøre Kristi vilje, og bøjede sig for ham. De var skabte væsener, og på prøve. Der var ikke langt nogen krav på Kristus. Han havde magt til at lægge sit liv ned, og tage det igen. Der var ikke lagt nogen forpligtelser på ham, at påtage sig forsoningsarbejdet. Det var et frivilligt offer han gjorde. Hans liv var af stor nok værdi til at redde menneskene fra dets faldne tilstand. ret

(10)  Guds søn var i Guds skikkelse, og han tog det ikke for at røvet bygge at være lige med Gud. Han var den eneste, som et menneske der gik på jorden, som kunne sige til alle mennesker: Hvem af jer kan overbevise mig om synd? Han har forenet sig med faderen i menneskets skabelse, og han havde kraft igennem sin egen guddommelige karakterfuldkommenhed at sone for menneskets synd, og ophøje det, og bringe det tilbage til sin første rang. ret

(10)  Brændofrene, og præsteskabet i det jødiske system, blev indført for at fremstille døden og Kristi mindeværdige arbejde. Alle de ceremonier som ikke havde mening eller nogen kraft, kun når de relaterede til Kristus, som selv var grundlagetet for det, iscenesatte hele systemet. Herren havde gjort Adam, Abel, Set, Enok, Noa, Abraham, og de gamle æresmænd, især Moses, bekendt med at det ceremonielle offersystemet og præsteskabet, ikke var nok i sig selv til at sikre sig en sjæls frelse. ret

(10)  Ofringernes brændoffersystem pegede hen til (11) Kristus. Gennem disse så de gamle hæders mænd Kristus, og troede på ham. Dette var forordnet af himlen for at fremholde den frygtelige adskillelse for folk, som synden havde gjort mellem Gud og mennesker, og afkrævet en mellemkomsttjeneste. Ved Kristus blev forbindelsen, som var afskåret på grund af Adams overtrædelse, åbnet mellem Gud og den fortabte synder. Men det uendelige som Kristus gjorde frivilligt for mennesker, forbliver et mysterium som engle ikke kan fatte til fulde. ret

(11)  Det jødiske system var symbolsk, skal fortsætte indtil det fuldkomne offer skal tage pladsen for det symbolske. Mellemmanden vil, i sit embede og arbejde, stærkt overgå det jordiske symbolske præsteskab i værdighed og ære. Fra Adams dage ned til tidspunktet hvor det jødiske folk blev udskilt og adskilt folk fra verden, er Guds folk blevet instrueret om Genløserens komme, som deres brændofre repræsenterede. Denne Frelser skulle være en mellemmand, der skal stå imellem den allerhøjeste og hans folk. Ved denne mellemkomst en vej åbnet, hvor den skyldige synder kan få adgang til Gud, igennem hinandens mellemkomst. Synderen kunne ikke komme i sin egen person, med sin skyld på sig, og med ingen større fortjeneste end han havde i sig selv. Kristus alene kunne åbne vejen, ved at gøre et offer der svarede til den guddommelige lovs forlangender. Han var fuldkommen, og ubesmittet af synd. Han var uden plet og lyde. Omfanget af disse frygtelige syndens konsekvenser kunne ikke aldrig blive kendt, havde ikke været den afhjælpning, som var af uvurderlig værdi. Faldne menneskers frelse blev betalt med så store omkostninger at engle undres, (12) og kan ikke til fulde forstå den guddommelige mysterium, at himlens majestæt, lige med Gud, skulle dø for den oprørske slægt. ret

(12)  Da tiden drog nær for Guds søn til at gøre sit første komme, Satan var Satan mere på vagt for at forberede det jødiske folks hjerter til at forhærdes imod de beviser han skulle bringe for sit messiasskab. Jøderne var blevet stolte og pralende. Præsteskabets renhed var ikke bevaret, men var frygteligt fordærvet. De bibeholdt deres tilbedelsessystems former og ceremonier, skønt deres hjerter ikke virkede. De understøttede ikke personlig renhed og dydig karakter. Og jo mere de manglede de nødvendige kvalifikationer til det hellige arbejde, som den allerhøjestes Guds præster, des mere hårdnakkede var de for at vise nidkærhed, iver og helligelse. ret

(12)  De var hykleriske. De elskede verdens ære, og var ærgerrige efter at blive ophøjede ved rigdomme. For at få deres ønske, brugte de enhver anledning til at udnytte de fattige, især enkerne og faderløse. De krævede store pengesummer ud for dem som var samvittighedsfulde, under forskellige påskud, for Herrens rigdom, og brugte de midler de havde fået på uærlig vis til deres egen fordel. I det ydre var de selv strenge for at holde loven. De lod til at vise stor respekt for traditioner og sæder, for at få penge fra folk, til at tilfredsstille deres fordærvede ergærighed. ret

(12)  Traditioner, vaner og unødige ceremonier, blev gentaget for folk, som Gud ikke havde givet dem gennem Moses eller nogen andre. Disse stammede ikke fra en højere kilde end fra mennesker. (13) Ypperstepræsterne, skriftkloge og ældstene, påtvang dette folk som Guds bud. Deres hjerter var hårde og ufølsomme. De viste ingen barmhjertighed mod fattige og uheldigt stillede. Når de bad på markedspladsernes, og gav almisser for at blive set af mennesker, og der give et ydre udseende af godhed, fortærrede de enkernes huse med deres tunge skatter, som de pålagde dem. De var tydeligvis nøjeregnende med deres ydre former når mennesker sår dem; for de ønskede at deres betydning skulle give indtryk. De ønskede at fol skulle gøre sig ophøjede tanker om deres iver og helligelse for religiøse pligter, medens de daglig berøvede Gud, ved at tage folks ofre til sig selv. ret

(13)  Præsteskabet var blevet så fordærvet at præsterne ikke havde skrubler over at gøre de mest uærlige og kriminelle handlinger for at gennemføre deres planer. Dem som påtog sig ypperstepræstens embede lige før og under Kristi første komme, var ikke guddommeligt udpegede mænd til det hellige arbejde. De havde ivrigt tragtet efter embedet ved kærlighed til magt og opvisning. De ønskede en stilling hvor de kunne få myndighed, og praktisere bedrageri under en fromhedens forklædning, og derved undgå at blive opdaget. Ypperstepræsten havde en magtfuld og betydningsfuld stilling. Han var ikke kun rådgiver og mellemmand, men dommer; og der var ingen appelmulighed efter hans afgørelse. Præsterne blev holdt i tømme af romernes myndighed, og fik ikke magt til at bortskaffe nogen lovligt til døde. Denne magt påhvilede dem som var var herskere over jøderne. Fordærvede menneskers hjerter søgte efter ypperstepræstens fremtrædende embede, og fik den ofte ved bestikkelse og (14) attentat. Iklædt sin helligede og dyre klæder, med brystplade på sit bryst, med lys glimtende på dyrebare stene, indlagt på brystpladen, havde ypperstepræsten det mest imponerende udseende, og slog samvittighedsfulde, oprigtige mennesker med beundring, ærbødighed og æresfrygt. På en særlig måde var det mening at ypperstepræsten skulle repræsentere Kristus, som skulle blive ypperstepræst for evigt, efter Melkisedeks orden. Denne præsteorden skulle gå over i en anden, eller afløses af en anden orden. ret

(14)  Det jødiske folk havde fordærvet deres religion ved unødige ceremonier og sæder. Dette lagde en meget stor skat på folk, især de fattigere klasser. De var også under romernes trældom, og blev pålagt at betale skat til dem. Jøderne var ikke forligt med deres trældom, og så frem til deres nations sejr, igennem Messsias, den kraftfulde udfrier, som var forudsagt i profetien. De var snæversynede. De tænkte at Den der ville komme, ville påtage sig kongelig ære når han viser sig, og ved kæres magt, undertrykke deres undertrykkere, og tage Davids trone. Var de, med ydmyge sind og åndelig dømmekraft, studeret profetierne, ville de ikke have været i så stor vildfarelse, som at overse de profetier der pegede frem til hans første komme i ydmyghed, og misbruge dem som tale om sit andet komme med kraft og megen herlighed. Det jødiske folk var havde kæmpet for sin magt. De var ærgerrig efter verdslig ære. De var stolte og fordærvede, og kunne ikke se de hellige ting. De kunne ikke skelne mellem de profetier som pegede til Kristi første komme, og dem der (15) beskrev hans anden, herlige tilsynekomst. Den kraft og herlighed som profeterne beskrev, der ville følge med hans andet komme, ventede de på ved hans første komme. Deres nationale ære var deres største nidkærhed for dem. Deres ærgerrige ønske var at oprette et timeligt rige, som de mente vil kunne underlægge romerne, og ophøje dem selv med myndighed og magt til at reagere over dem. De havde hovmodigt pralet over for dem som de var underlagt, at de ikke skulle undertrykke dem så længe; for deres regering ville snart begynde, som ville være mere ophøjet og herligt end endog Salomons regering. ret

(15)  Da tiden var opfyldt, blev Kristus født i en stald, vugget i en krybbe, omgivet af staldens dyr. Og er dette i virkeligheden Guds søn, som i sit ydre er et skrøbeligt og hjælpeløst barn, der ligner andre børn ganske meget? Hans guddommelige herlighed og majestæt er tilsløret af menneskelighed, og englene bebudede hans komme. Nyhederne om hans fødsel blev frembåret med glæde til de himmelske sale, medens jordens store mænd ikke vidste det. De stolte farisæere og skriftkloge, med deres hykleriske ceremonier, og tilsyneladende helligelse til loven, kendte ikke noget til Betlehems barn. De var uvidende om den måde han vil vise sig på, trods deres pralende lærdom og visdom til at udlægge loven og profetierne i profetskolerne. De fandt selv på midler til at fremme sig selv. Deres studium var at få rigdomme og verdslig ære på den mest succesrige måde, og de var helt uforberedt på Messias åbenbaring. De så efter en mægtig fyrste, som skulle regere på Davids trone, og hvis (16) rige skulle stå for evigt. Deres stolte og høje tanker om Messias komme var ikke i overensstemmelse med den profetier de bekendte at forklare for folk. De var åndeligt blinde, og var ledere for de blinde. ret

(15)  I himlen blev det forstået at tidspunktet var kommet for Kristi komme, og englene forlader herligheden for at være vidne til hans modtagelse hos dem han kom for at velsigne og frelse. De havde været vidne til hans herlighed i himlen, og de regner med at han vil blive modtaget med ære i overensstemmelse med hans karakter, og hans ophøjede mission. Da englene nærmede sig jorden, kom de først til det folk Gud havde udskilt fra verdens nationer som sin særlige rigdom. De ser ingen særlig interesse iblandt jøderne, ingen iver efter at vente og våge, så de kan de blive de første til at modtage Genløseren, og anerkende hans han ankomst. ret

(16)  I templet, som har været helliget af daglige brændofrene, der symboliserer hans komme, og symboliserer hans død, gøres der ingen forberedelser for at byde verdens frelser velkommen. Farisæerne fortsætter med at gentage deres lange og meningsløse bønner i gaderne, for at blive hørt af mennesker, for at få et omdømme om stor dydighed og helligelse. ret

(16)  Med forbavselse ser himlens engle på folks ligegyldighed, og deres uvidenhed om Livets Fyrstes ankomst. De stolte farisæer, der påberåbte sig at være Guds udvalgte folk, proklamerer loven i deres hykleriske helligelse, og ophøjer traditionerne, medens mennesker fra andre folkeslag har med fabler at gøre og dyrker falske guder. Alle var lige (17) uvidende om den store begivenhed som profetien havde forudsagt ville udspille sig. ret

(17)  Engle så de trætte rejsende, Josef og Maria, på vej til Davids by og blive indskrevet, efter Kejser Augustus befaling. Her kom Josef og Maria til under Guds forsyn; for dette var det sted profetien havde skrevet forud at Kristus skulle blive født. De søgte efter at sted at hvile i herberget, men vendte bort fordi der ikke var plads. De rige og ærværdige var blevet budt velkommen, og fandt opfriskning og plads, medens de trætte rejsende var tvunget til at søge tilflugt i en stald bygget som ly for umælende dyr. ret

(17)  Her blev verdens frelser født. Herlighedens majestæt, som fyldt hele himlen, med beundring og glans, blev ydmyget til en seng i en krybbe. I himlen var han omgivet af hellige engle; men nu er hans ledsagere staldens dyr. Hvilken ydmygelse er dette! O himle! Og forbavset, oh jord! ret

(17)  Ligesom der ikke er nogen blandt menneskesønnerne der bebuder Messias komme, må engle nu gøre det som ærede mænds privilegium at gøre. Men med glade nyheder om Frelserens fødsel, blev englene sendt de ydmyge hyrder, og ikke til de lærte jøder, som bekender at være profetiens forklaringsmænd; for de for de har ikke hjertet til at tage imod det. ret

(17)   "I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Og en Herrens engel stod for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt." Ydmyge hyrder, som passer deres hjort om natten, er dem som med glæde modtager (18) deres vidnesbyrd. Pludseligt er himlene oplyst med en stråleglans, som foruroliger hyrderne. De kender ikke grunden til denne store opvisning. I første omgang ser de ikke myriader af engle som er samlet i himlene. Klarheden og herligheden fra den himmelske hær oplyser og forherliger hele sletten. Medens hyrderne er forfærdede over Guds herlighed, stilner den ledende engel deres frygt ved at åbenbare sig selv for dem, og siger: »Frygt ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en Frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren! Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe.« Og i det samme var der med engelen en mangfoldig himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sagde: »Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!« ret

(18)  Idet deres frygt forsvandt, tog glæde forbavselsens og rædslens plads Først kunne de ikke klare herlighedsstråleglansen, som fulgte med den himmmelske hær, brød så pludseligt på dem. En engel lod til at blot se på de de vågende hyrde for at forjage deres frygt, og gøre deres mission kendt for dem. Da lysets engel omkredser dem, hviler herligheden på dem, og de styrkes til at klare det større lys og herlighed, der følger med myriader af himmelske engle. "Og det skete, da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til Himmelen, sagde hyrderne til hverandre: »Lad os dog gå til Betlehem og se det, som der er sket, og som Herren har kundgjort os.« Og de skyndte sig derhen og fandt Maria og (19) Josef tillige med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn. Og alle, som hørte det, undrede sig over det, som hyrderne sagde til dem. Men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Og hyrderne vendte tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som der var blevet sagt til dem." ret

(19)  Hyrderne er fyldt med glæde, og da herlighedens stråler forsvinder, og englene vender tilbage til himlen, er de optændt med de glade nyheder, og skynder sig for at opsøge frelseren. De finder den barnlige Genløse, som de strålende budbringere havde bevidnet, indsvøbt i klæder, og liggende i den snævre krybbe. ret

(19)  De begivenheder som lige havde udspillet sig, havde udspillet sig havde gjort uudslettelige indtryk på deres sind og hjerter, og de er fyldt med forbavselse, kærlighed og taknemmelighed over Guds store nedladenhed over for mennesker at sende sin søn til verden. Hyrderne spredte de glædelige nyheder overalt, om den forunderlige herlighed de havde set, og den himmelske lovprisning de havde hørt fra den himmelske hærs læber. ret

(19)  Herlighedens konge nedlod sig til at påtage sig menneskelighed; og engle, som havde været vidne til hans glans i de himmelske sale, da han blev tilbedt af alle himmelske hære, blev skuffet over at finde deres guddommelige befalingsmand i en så ydmyg position. ret

(19)  Jøderne havde skilt sig selv så langt fra Gud, ved deres onde gerninger, at englene ikke kunne kommunikere nyhederne med dem om (20) barnegenløserens komme. Gud vælger de vise mænd fra Østerland til at gøre hans vilje. ret

(20)   "Da nu Jesus var født i Betlehem i Judæa, i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vismænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? Thi vi har set hans stjerne i østen og er kommet for at tilbede ham.« Disse mænd var ikke jøder; men de havde ventet på den forudsagte Messias. De havde studeret profetien, og vidste at tidspunktet var nær hvor Kristus ville komme; og de ventede ivrigt efter et tegn på denne store begivenhed, at de måtte være de første der bød det himmelske kongebarn velkommen, og tilbede ham. Disse vise mænd var filosoffer, og havde studeret Guds værker i naturen. I himlens undere, i solens, månens og stjernernes herlighed, havde de opsporet Guds finger. De var ikke afgudsdyrkere. De levede op til det dunkle lys som skinnede på dem. Disse mænd betragtede jøderne som hedninge; men de var renere i Guds øjne end jøderne, som var blevet privilegeret med stort lys, og som gjorde ophøjede bekendelser, men levede ikke op til det lys Gud havde givet dem. Disse vise mænd havde set himlene oplyst med lys, som omgav den himmelske hær, som bebudede Kristi komme for de ydmyge hyrder. Og efter at englene var vendt tilbage til himlen, vise en klar stjerne sig, og forblev på himlene. ret

(20)  Dette lys var en afgrænset sværm af flammende engle, som så ud som en klar stjerne. Det usædvanlige syn af en stor og klar stjerne som de aldrig havde set før, hang som et tegn på himlene, og tiltrak deres opmærksomhed. De fik ikke lov til at høre englenes proklamering (21) for hyrderne. Men Guds Ånd bevægede dem til at opsøge denne himmelske Gæst for en falden verden. De vise mænd rettede deres vej hvor stjernen lod til at lede dem. Da de kom nær til Jerusalems by, blev stjernen omhyldet i mørke, og ledte dem ikke længere. Af det sluttede de at jøderne ikke kunne være uvidende om den store begivenhed om Messias komme, og de spurgte sig efter i Jerusalems omegn. ret

(21)  De vise mænd var overrasket over der ikke var en usædvanlig interesse for at Messias skulle komme. De var bange for at de slet ikke havde læst profetierne rigtigt. Usikkerhed omtågede deres sind, og de blev urolige. De hørte præsterne gentage og gennemtvinge deres traditioner, og forklare loven, og ophøje deres religion, og deres egen præsteskab. De pegede på deres bederemme, og deres klæders kvaster, hvorpå lovens forskrifter og deres traditioner er indskrevet, som bevis på deres helligelse, medens de anklager romerne og grækerne som hedninge og syndere over alle mænd. De vise mænd forlader ikke Jerusalem så håbefulde og tillidsfulde som da de kom. De undres over at jøderne ikke var interesseret og glade for udsigten til denne store begiven Kristi komme er. ret

(21)  Menighederne i vor tid søger efter verdslig forherligelse, og de vil ikke se profetiernes lys, og tage imod beviserne for deres opfyldelse, som viser at Kristus snart kommer, ligesom jøderne var med hensyn til hans første komme. De så efter Messias timelige og sejrrige regering i Jerusalem. Bekendende kristne for vor tid (22) forventer menighedens timelige velstand, i verdens omvendelse, og nyde det timelige tusindårsrige. ret

(22)  De vise mænd forklarede tydeligt deres ærinde. De søgte efter Jesus, jødernes konge, for de havde set hans stjerne i øst, og var kommet for at tilbede ham. ret

(22)  Jerusalems by blevet oprevet i stor ophidselse ved de vise mænds udtalelser. Nyhederne kom straks til Herodes. Han var overmådelig foruroliget, dog skjulte han skuffelsen, og modtog mændene med tilsyneladende opmærksomhed. ret

(22)  Kristi komme var den største begivenhed som har fundet sted siden verdens skabelse. Kristi fødsel, som gav glæde til himlens engle, blev ikke budt velkommen af verdens kongelige magter. Mistanke og misundelse blev vagt i kong Herodes hjerte, og hans onde hjerte planlagde sin mørke agt for fremtiden. Jøderne udviste en dum ligegyldighed over for vismændenes beretning. Men Herodes er meget interesseret og oprørt. Han sammenkalder sine skriftkloge og ypperstepræster, og beder dem indstændigt at undersøge den profetiske historie nøje, og fortælle ham hvor barnekongen skal fødes. Den rykkesløse ligegyldighed og tilsyneladende uvidenhed hos de skriftkloge og ypperstepræsterne, når de vender sig til deres bøger efter profetiens ord, irriterer helt årvågne konge. Han tror at de prøver at skjule de reelle fakta om Messias fødsel for ham. Han byder den myndigt at nøje undersøge forholdet til deres forventede konge. ret

(22)  »Og han samlede alle folkets ypperstepræster og skriftkloge og søgte hos dem at få at vide, hvor Kristus skulle fødes. (23) Og de sagde til ham: »I Betlehem i Judæa; thi således er der skrevet ved profeten: Og du, Betlehem i Judas land, du er ingenlunde den mindste blandt Judas herskere; thi af dig skal der udgå en hersker, som skal være hyrde for mit folk Israel.« Derefter lod Herodes mændene kalde og fik af dem nøje besked om tiden, da stjernen havde vist sig. Så sendte han dem til Betlehem med de ord: »Gå hen og forhør jer nøje om barnet; og når I har fundet det, så lad mig det vide, for at også jeg kan komme og tilbede det.« ret

(23)  Selv om Herodes havde taget imod de vise mænd med tilsyneladende respekt, opildnede hans misundelse og had imod barnekongen ved deres antydninger om ham, som kunne vise sig at være en rival imod ham, og drive ham eller hans efterkommere fra tronen. En storm af modstand og satanisk raseri tog Herodes i besiddelse, og han besluttede sig for at udslette denne barnekonge. Alligevel påtog han sig et rolig ydre, og bad om et n fortrolig samtale med de vise mænd. Han spurgte da specielt ud om det præcise tidspunkt stjernen viste sig på. Han hilste tilsyneladende Kristi formodede fødsel velkommen med glæde, og udtrykte et ønske om at straks blive informeret af de vise mænd, så han kan blive blandt de første, der viste ham den sande ære, ved at også han kan tilbede ham. De vise mænd var ikke i stand til at læse den tyranniske Herodes hjerte; men det var Gud, som kender til alt der sker i sjælen, til hjertets intentioner og hensigter, blev ikke bedraget af hans hykleriske påskud. Hans magt vil beskytte og bare den dyrebare barnefrelser fra Satans list, indtil hans mission på jorden er udført. "Da de havde hørt kongens ord, gav de sig på vej; (24) og se, stjernen, som de havde set i østen, gik foran dem, indtil den kom og stod over det sted, hvor barnet var. Og da de så stjernen, fyldtes de af en meget stor glæde." ret

(24)  Efter at de vise mænd havde forladt Jerusalem, så de igen, til deres store glæde, himlenes ledestjerne, som førte dem til vor Frelsers fødested. "Og de gik ind i huset og så barnet med dets moder Maria; da faldt de ned og tilbad det, og de lukkede op for deres skatte og bragte det gaver: guld, røgelse og myrra." De vise mænd fandt ingen loyalitetsvagt der forhindrede dem i at komme ind for Kristi nærhed. Verdens ærværdige er ikke til stede. I stedet for at folk skulle have budt livets fyrste velkommen med stor hyldest, var han omgivet af umælende dyr. ret

(24)  Den Guds herlighed der var med englehæren, var knapt nok forsvundet fra Betlehems sletter, da den misundelige og skinsyge Herodes blev vækket til modstand, mod barnefrelseren. Denne konge forstod at Kristus skulle over et timeligt rige, og han brød sig slet ikke om tanken om en jødisk konge. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, havde bekendt og forstået profetierne om Kristi tilsynekomst. De havde gentaget profetierne over for folket, som angår Kristi andet komme i magt og megen herlighed, at nedlægge al myndighed, og herske over hele jorden. På en pralende og krænket måde hævdede at Kristus skulle blive en timelig fyrste, og at ethvert rige og folk skulle bøje sig i underdanighed under hans myndighed. ret

(24)  Disse præster havde ikke undersøgt profetierne, (25) med henblik til Guds ære, eller med et ønske om at tilpasse deres liv til den høje standard, der står markeret af profeterne. De ransagede skrifterne for at gamle profetier som de i på en vis måde kunne fortolke til at understøtte deres knejsende stolthed, og vise med hvilken foragt Gud betragtede alle verdens folk med, undtagen jøderne. De erklærede at den magt og myndighed de var den gang var tvunget til at respektere og adlyde, ville snart komme til en ende; for Messias ville tage Davids trone, og med hæres styrke, genoprette jøderne til frihed, og til deres høje rettigheder. Jødernes forståelse var formørket. De havde ingen lys i sig selv. De så profetierne igennem deres egen fordrejede forståelse. Satan ledte dem på deres egen fordærv. Og Herodes var opsat på at forpurre jødernes mål, og ydmyge disse stolte pralhalse, ved at udslette Kristus, lige så snart han var fundet. ret

(25)  Efter at de vise mænds mission var udført, ville de vende tilbage, og fremføre de glædelige nyheder til Herodes om deres rejses succes. Men Gud sendte sin engel i nattestunden for at vende vismændenes vej. I et syn om natten fik de tydeligt fortalt at ikke vende tilbage til Herodes De adlød det himmelske syn. "Siden blev de i en drøm advaret af Gud mod at vende tilbage til Herodes; og ad en anden vej drog de tilbage til deres land. Men da de var draget bort, se, da viser en Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets moder med dig og flygt til Ægypten og bliv der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter (26) barnet for at dræbe det.« Da stod han op og tog barnet og dets moder med sig ved nattetid og drog bort til Ægypten." ret

(26)  Herren bevægede de vise mænd at tage af sted for at opsøge Jesus, og han førte deres vej med en stjerne. Denne stjerne, forlod dem da de var nær Jerusalem, og fik dem til at spørge sig om i Juda; for de mente at det ikke muligt for ypperstepræsterne og de skriftkloge at være uvidende om denne store begivenhed. Vismændenes ankomst gjorde hele nationen opmærksom på formålet på deres rejse, og henledte deres opmærksomhed på de vigtige begivenheder som udspillede sig. Gud vidste godt at hans Søns komme til jorden ville oprøre mørkets kræfter. Satan ønskede ikke at lyset skulle komme ind i verden. Guds øjne var på sin søn hvert øjeblik. Herren har givet sin profet Elias et mirakel da han var på en lang rejse. Han kunne ikke få føde fra nogen anden kilde. Han lod manna regne ned fra himlen til Israels børn. Herren banede vej for Josef til at bevare sit eget liv, og Jesu liv, og moderens liv, ved at flygte til Ægypten. Han gav det nødvendige til deres rejse, og til deres ophold i Ægypten, ved at bevæge Østens vise mænd til at opsøge barnefrelseren, og frembære værdibare ofre som et tegn på ære. Herren kender til alle menneskers hjerter. Han styrede Josefs vej til Ægypten, så han der kunne finde et asyl fra en tyranisk konges vrede, og barnefrelserens liv kunne bevares. Jesu jordiske forældre var fattige. De gaver de fik af vismændene, forsørgede dem medens de var i landet som fremmede. ret

(26)  Herodes ventede ivrigt efter at de vise mænd kom (27) tilbage; for han var utålmodig efter at gennemføre sin beslutning, at udslette Israels barnekonge. Efter lang venten for at få den kundskab han ønskede, var han bange for at hans fortsæt blev modarbejdet. Han tænkte sådan: Kunne de mænd have læst den mørke gerning han havde udtænkt? Kunne de have forstået hans plan, og undgået ham bevidst? Dette mente han var en hån og latterliggørelse. Han utålmodighed, misundelse og had blev større. Han blev oprørt af sin fader, djævelen, til at udrette sin hensigt ved den mest grusomme handling. Hvis han undlod at gennemføre sine morderiske intentioner under påskud og list, ville han vække rædsel i alle jødernes hjerter med kraft og myndighed. De skulle have et eksempel på hvad deres konge ville møde, om de ville sætte ham på tronen i Jerusalem. ret

(27)  Og her var der en god anledning til at ydmyge jøderne stolthed, og pådrage dem en katastrofe som ville gøre dem modløse i deres ærgerrighed for at få egen regering, og blive hele jordens ære, som de havde pralet så stolt af. Herodes udsendte en erklæring til en stor soldaterhær, hvis hjerter var forhærdet af forbrydelse, krig og blodsudgydelse, til at gå igennem Betlehem og til dens kyster, og massekrere børn fra to år og derunder. Med denne grusomme handling ville Herodes udrette et dobbelt formål: For det første at udøve sin magt og myndighed ved denne blodige handling over jøderne; og for det andet at stilne deres stolte pral om deres konge, og også at fæstne sit eget rige, ved at slå barnefysten ihjel som han var misundelig på og frygtede. Dette grusomme værk blev udført. De ufølsomme soldaters sværd første ødelæggelse med sig overalt. Forældrenes (28) rædsel og fortvivlelse kunne ikke beskrives. Grådråbene fra efterladte mødre, idet de holdt fast ved deres døende barn til deres bryster, rejste sig over soldaternes grove spøg og forbandelser, medens de råbte til himlen om hævn over den tyranniske konge. ret

(28)  Hele denne frygtelige katastrofe udholdt Gud, for at ydmyge det jødiske folks stolthed. Deres forbrydelser og ondskab havde været så står at Herren lod den onde Herodes straffe dem sådan. Var de mindre pralende og ærgerrige, var deres liv rent, og deres levevaner enkle og oprigtige, ville Gud have bevaret dem fra at blive så ydmyget og forpint af deres fjender. På en tydelig måde ville Gud have gjort kongens vrede uskadelig for sit folk, som de havde været trofast og fuldkommen over for ham. Men han kunne ikke arbejdet specielt for dem, for deres gerninger var en afsky for ham. ret

(28)  Jøderne havde udvist Herodes misundelse og had imod Kristus, ved deres falske udlægning af profeterne. De lærte at Kristus skulle regere over et jordisk rige, i uovertræffelig herlighed. Deres stolte pral fremstillede verdens frelser, og hans mission på jorden, i det hele taget i et falsk lys. Deres stolte idéer og deres pral førte ikke til det som Satan først ville det skulle, at udslette barnefrelseren, men kastedes tilbage til dem selv, og fyldte deres hjem med sorg. I et profetisk syn sagde Jeremias: »En røst hørtes i Rama, gråd og megen jamren; Rakel græd over sine børn og ville ikke lad sig trøste, thi de er ikke mere.« Men Herodes overlevede ikke sit grusomme værk så længe. Han døde en frygtelig død. (29) Han blev tvunget til at give efter for en magt han ikke kunne undvige eller overvinde. ret

(29)  Efter at Herodes var skåret bort fra jorden, advarede englen atter Josef mod at vende tilbage til Israels land. Han ønskede at gøre sig et hjem i Juda eller Betlehem; men da han hørte at sønnen fra den tyranniske Herodes regerede på sin faders trone, blev han bange for at faderens hensigter blev effektueret af sønnen, ved sat slå Kristus ihjel. I sin rådvildhed, uden at vide hvor han skulle bosætte sig, udvalgte Herren, ved sin engel, et sikkert sted for ham. "Og han kom og bosatte sig i en by ved navn Nazaret, for at, det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeterne, at ham skulle kaldes nazaræer." ret

(29)  Dette var den modtagelse Frelseren fik da han kom til en falden verden. Han forlod sit himmelske hjem, sin majestæt og rigdomme og høje rang, og påtog sig selv menneskenatur, så han kunne frelse dem faldne slægt. I stedet for at menneskerne ærede Gud, for den ære som han tildelte dem, ved at sende sin søn i syndig køds lighed, og give ham et sted for deres hengivenhed, lod der ikke til at være hvile eller sikkerhed for barnefrelseren. Jehova kunne betro verdens beboere sin søn, som kom til verden, der ved sin guddommelige kraft kunne genløse faldne mennesker. Han kom for at bringe menneskerne liv; dem han var kommet for at hjælpe mødte ham med hån, had og mishandling. Gud kunne ikke betro sin elskede søn til mennesker, medens han gennemførte sig velgørende værk for deres frelse, og til sidst ophøjes til sin egen trone. Han sendte engle til at ledsage sin søn og beskytte hans liv, indtil hans mission på jorden var udført, og han skulle dø, ved de menneskers hænder som han kom for at frelse. ret

næste kapitel