(156) "Derefter indtraf en af jødernes højtider, og Jesus drog op til Jerusalem. Der ligger I Jerusalem ved Fåreporten en dam, som på hebraisk hedder Bethesda. Ved den findes der fem søjlegange, hvor der lå en mængde syge mennesker, blinde, lamme, visne, som ventede på (157) at vandet skulle komme i bevægelse. Thi på visse tider fo'r en Herrens engel ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den, som da, efter at vandet var kommet i oprør, først steg ned deri, blev rask, hvilken sygdom han end led af." Joh 5,1-4 ret
(157) Jesus holdt sig ikke for god til at have omgang med fattige, lidende og syndige mennesker. Hans kærlighedsfulde hjerte var besjælet af inderlig barmhjertighed og medlidenhed for de elendige, som behøvede hans hjælp. Han kendte de syge, som lå her og ventede på, at vandet skulle bevæges af en overnaturlig kraft. Mange, som led af forskellige sygdomme, kom til denne dam. Men trængselen var så stor, når tiden kom, da vandet oprørtes, at de, som kunne, trængte sig frem og trådte under fode mænd, kvinder og børn, som var svagere, end de selv var. ret
(157) Hundreder blev trængt tilbage og kunne ikke komme nær til vandet. Mange syge blev bittert skuffede; thi de havde til sidst nået dammen efter store anstrengelser og smerter, med døde ved dens bred uden at få anledning til at være den første, der steg ned i vandet. Man havde opført nogle skure omkring stedet, fordi at de syge kunne beskyttes med solens brændende stråler og nattens kulde. Nogle elendig lidende tilbragte natten i portene og slæbte deres syge legemer hen til den helbredende dam dag efter dag i det forfængelige håb at få lindring. ret
(157) Der var en mand, som havde lidt af en uhelbredelig sygdom i otte og tredive år, og han havde gentagende gange besøgt dammen. De, som havde medlidenhed med denne hjælpeløse, førte ham hen til dammen på den tid, da man antog, at vandet ville blive oprørt. Men de, som var stærkere end ham, trængte frem for ham og benyttede den anledning, som han længtes efter at benytte. (158) Således ventede denne elendig lamme ved dammen dag og nat og håbede, at det gunstige øjeblik til sidst skulle komme, da han kunne stige ned i vandet og blive helbredt. Hans vedholdende bestræbelser i denne retning og den uvished og ængstelighed, som plagede hans sind, havde næsten fortæret levningerne af hans livskraft. ret
(158) Jesus besøgte dette tilflugtssted for de syge, og hans øje hvile på den hjælpeløse mand. Den stakkels skabning var svag og fortvivlet; men da øjeblikket kom, som han havde længtes efter, opbød han sine sidste kræfter, idet han forsøgte at nå vandet; men netop som han var lige ved at opnå sit ønske, steg en anden ned før ham. Han slæbte sig tilbage til sin måtte for at dø. Da bøjede et medlidende ansigt sig ned over ham og sagde: " "Vil" du re rask?" Det fortvivlede menneske så op og tænkte, at det var en anden, som kom for at hjælpe ham hen til dammen. Men den svage strålede af håb forsvandt snart, idet han erindrede, at det var for sent; lejligheden var forbi for denne gang, og han var så syg og elendig, at han næppe kunne håbe at leve, indtil der blev en ny anledning. ret
(158) Han vendte sig bedrøvet bort og sagde: "Herre! jeg har ingen til at bringe mig ned i dammen, når vandet er kommet i oprør; medens jeg er på vej, stiger en anden ned før mig." (Luk 5,7) Stakkels mand! hvorledes kunne han håbe at nå dammen blandt en så stor egenkærlig skare? Jesus forlangte ikke, at denne elendige lidende skulle tro på ham. Men han sagde med bydende stemme: "Stå op tag din seng og gå!" (8.vers) Den lamme krøbling mærkede straks, at han fik ny styrke. en lægende kraft gennemstrømmede hele hans legeme, nyt blod og styrke oplivede alle hans lemmer, Han sprang op på sine fødder og adlød således (159) Frelserens befaling, hvorpå han bøjede sig ned for at tage sin seng med sig, som blot var en simpel måtte. Idet han rette sig op igen og glædede sig over, at han stod op på sine fødder efter i så mange år at have været hjælpeløs og svag, så han sig omkring efter sin redningsmand, men han kunne ikke se ham nogen steder. Jesus var forsvundet i skaren, og den helbredte lamme frygte for, at han ikke kunne kende ham igen, dersom han så ham. Han følte sig skuffet; thi han længtes efter at takke den fremmede. Han hastede mod Jerusalem med faste, livlige skridt og priste Gud, idet han gik, og glædede sig over sin genvundne styrke. Da mødte han farisæerne og fortalte dem straks, hvor underfuldt han var blevet helbredt; men de lyttede til hans fortælling med en sådan kulde, at han blev forbavset derover. ret
(159) Pludselig afbrød de ham, idet de spurgte, hvorfor han bar sin seng på sabbaten. De mindede ham med strenge ord om, at det var ulovligt for ham at bære byrder på Herrens dag. Manden havde i sin glæde glemt, at det var sabbat; men han følte intet samvittighedsnag, fordi han adlød ham, som havde kraft fra Gud til at udføre en sådan undergerning. Han svarede frimodig: "Han, som gjorde mig rask, sagde til mig: "Tag din seng og gå!" Farisæerne glædede sig ikke over, at denne fattige krøbling, som havde været syg i otte og tredive år, var blevet helbredt. De gav ikke agt på hensigten med dette underfulde mirakel; men den skinhellighed, som var dem ejendommelig, fæstede de sig ved denne handling som en overtrædelse af sabbatsbuddet. ret
(159) De undskyldte manden, som var blevet helbredt, men syntes at blive forfærdede over den synd, som var blevet begået af ham, som havde vovet at befale et menneske (160) at bære sin seng på sabbaten. De spurgte ham, hvem det var, som havde gjort dette; men han kunne ikke sige dem det. Disse øvester vidste meget godt, at der kun var ét menneske, som var i stand til at udføre denne gerning; men de ønskede at få beviser for, at det var Jesus; thi de håbede da at kunne anklage og fordømme ham for sabbatsovertrædelse. De mente, da han havde ikke blot overtrådt loven, idet han helbredte den syge mand på sabbaten; men han havde tillige vanhelliget sabbaten ved at byde ham et tage sin seng op og bære den bort. ret
(160) Jesus kom ikke til verden for at vanhellige loven, men for at forherlige den. Jøderne have forvansket den ved sine sagn og falske begreber. De havde gjort den til et trældomsåg. Deres meningsløse fordringer og bud var blevet til et ordsprog blandt andre nationer. Især havde de omgivet sabbaten med en mængde urimelige indskrænkninger, som gjorde den hellige dag næsten utålelig. En jøde måtte ikke tænde ild på sabbaten eller engang tænde et lys på den dag. Folkets begreber var blevet så snævre, at de var blevet slaver af sine egne unyttige regler. Som en følge heraf var de afhængige af hedningerne for at få udrettet mange gerninger, som deres egne regler forbød dem selv at udføre. ret
(160) De betænkte ikke, at dersom livet nødvendige pligter var synd, så var de ligeså skyldige, når de antog andre til at udføre dem, som når de selv gjorde det. De mente, at frelsen var indskrænket til jøderne alene, og alle andre menneskers tilstand til jøderne alene og at alle andre menneskers tilstand var aldeles håbløs og hverken kunne forbedres eller gøres værre. Men den retfærdige Gud har ikke givet noget bud, som ikke kan holdes på en (161) fornuftig måde af alle. Hans lov påbyder ingen betydningsløse skikke eller utidige indskrænkninger. ret
(161) Kort efter mødte Jesus den mand, som han havde helbredt, i templet. Han var kommet for at bringe et syndoffer og et takoffer for den store nåde, han havde fået. Jesus fandt ham blandt dem, som tilbad, og åbenbarede sig selv for ham. Den Store Læge fremsatte en betimelig advarsel for ham: "Se, nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at noget værre skal ramme dig." (Joh 5,14) Han, som havde lidt i otte og tredive år tildels som følge af sine egene udsvævelser, blev således tydelig advaret om at undgå de synder, som havde skaffet ham så megen lidelse. ret
(161) Den helbredte mand blev overmåde glad, da han så sin redningsmand. Han vidste ikke, hvorledes de ældste hadede Jesus og fortalte derfor farisæerne, da de spurgte ham, at det var Jesus, som havde udført denne undergerning. Jødernes øvester havde blot ventet på at opnå beviser for, at det var Jesus; forøvrigt vidste de godt fra først af, at det ikke kunne være nogen anden. Der blev nu et stort oprør i templets forgård; de søgte nemlig at slå Jesus ihjel, men blev forhindrede af folket; thi mange af dem genkendte ham som en ven, der havde helbredt deres sygdomme og borttaget deres sorg. ret
(161) Der blev nu strid angående sabbatsbuddets forandringer. Jesus havde med forsæt valgt sabbatsdagen til at udføre dette mirakel ved dammen. Han kunne ligeså godt have helbredt den syge mand på en anden dag i ugen, eller han kunne simpelt hen have helbredt ham og undgået af vække jødernes forbitrelse ved at befale ham at tage sin seng og gå; men der var en vis hensigt med alle Kristi handlinger, medens han var (162) på jorden. Alt, hvad han gjorde og lærte, var betydningsfuldt. Han kom for at forsvare sin faders lov og ære den. Sabbaten var blevet til forbandelse ved de forandringer, som jøderne havde tilføjet, i stedet for at være en velsignelse, som Gud havde bestemt. Jesus ønskede at borttage disse byrder og at lade sabbaten hvile på sin egen hellighed og værdighed. ret
(162) Derfor valgte han sabbaten til denne specielle gerning. Han valgte også den elendigste blandt de syge ved Bethesdas dam for at vise sin underfulde helbredene kraft på ham, og han bød ham at bære sengen gennem staden for at kundgøre det store værk, som var udført for ham og drage folkets opmærksomhed til ham, thi de omstændigheder, som fulgte med hans helbredelses, og til den, som havde udført den. Derved ville de spørgsmål komme frem, hvad der var lovligt og ikke lovligt at gøre på sabbatsdagen, og dette ville give ham en anledning til at skaffe jødernes snævre fordomme og indskrænkninger med hensyn til Herrens dag og at vise, hvor værdiløst deres hykleri og menneskebud var. Jesus forsikrede dem, at det var i harmoni med sabbats budet at hjælpe dem, som led og var besværede, enten det var med hensyn til sjælens frelse eller til at afhjælpe legemlig smerte. Et sådandt værk glædede Guds engle, som altid steg ned og op mellem himlen og jorden for at tjene medlidende mennesker. Jesus svarede på deres anklage, idet hans sagde: "Min Fader arbejder indtil nu, også jeg arbejder." (Joh 5,17) Alle dage tilhører Guds og er til, for at frelsens store plan kan udføres for menneskene. Dersom jødernes fortolkning af loven var ret, så var Jehovas fortolkning fejl; (163) thi han havde ved sin kraft opholdt skabningen og givet den liv, siden han først grundlagde jorden, "Medens mogenstjerne jubled til hobe, og alle Guds sønner råbte af glæde." (Job 38,7) Den, som havde erklæret, at hans gerning var såre god, og indstiftet sabbaten til en ihukommelse om skabelsen, ophører aldrig med sit arbejde eller standser kloderne på sine baner. ret
(163) Skulle Gud forbyde solen at udrette sin gerning på sabbaten? Skulle han afskære dens milde stråler fra varme jorden op nære liv? Skulle universets kloder stå stille på denne hellige dag? Skulle Gud byde de rislende bække at standse deres løb, så at mark og skov ikke blev vandet? eller byde de stigende og faldene vande at ophøre med sin evige ebbe og flod? Skulle sæden ophøre at vokse eller vintræets klaser undlade at modnes en eneste dag? Skulle de grønne træer og de yndige blomster ikke frembringe knopper på sabbaten? ret
(163) Om dette skete, så ville menneskene miste jordens frugt og de velsignelser, som gør livet behageligt, Naturen må vedblive sin jævne gang. Dersom Gud holder sin hånd tilbage et eneste øjeblik, så må menneskene omkomme og dø. Således er der også arbejde, som menneskene må udføre hver dag. Livets nødvendige ting må passes. De syge på plejes, og de trængende må afhjælpes. Gud vil ikke holde det menneske uskyldigt, som holder sin hånd tilbage på sabbaten fra at hjælpe dem, som lider nød. Herrens hellige sabbat blev for mennesket, og det er altid ret at gøre barmhjertigheds-gerninger på den dag. Gud ønsker ikke, at hans (164) skabninger skal lide smerte en eneste time, dersom den kan lindres på sabbaten eller nogen anden dag. ret
(164) Jesus søgte at udvide jødernes snævre sind og at vise dem, hvor dårlige begreber de havde om sabbaten. Han viste dem, at Guds gerning aldrig ophører, den er endog større på sabbaten end ved almindelige lejligheder; thi på den dag forlader hans folk deres sædvanlige beskæftigelser og tilbringer tiden med bøn og hellige betragtninger. De forlanger større velsignelser af Gud på sabbaten end på nogen anden dag. De beder om, at han vil tænke på dem og give dem sine bedste nådegaver. De opsender ivrige bønner for at opnå hans hjælp. Gud venter ikke, til sabbaten er forbi, før han bønhører sine børn; men han skænker de bedende det, som han i sin visdom finder at være meste tjenligt for dem. ret
(164) Himlens gerning ophører intet øjeblik, og menneskene bør ej heller nogensinde hvile fra at gøre godt. Sabbatsbudet forbyder at arbejde på Herrens hellige dag; den gerning, hvormed menneskene ernærer sig, må lægges til side. Ingen gerning, som tjener til at opnå verdslig fornøjelse eller vinding, er lovlig på Herrens dag. Men Kristi gerning, idet han helbredte de syge, var til ære for sabbaten. Jesus påstod, at han havde ligeså god ret som Gud til at udføre en gerning, der var ligeså hellig af samme natur som den, hans himmelske Fader udførte. Men farisæerne blev endnu mere forbitrede, fordi han ikke alene brød sabbaten efter deres begreber, men endog føjede den forfærdelige synd til, at han gjorde sig selv live med Gud. Dersom ikke folket havde lagt sig mellem, så havde jødernes øvester slået ham ihjel på stedet. "Så svarede Jesus og sagde til dem: "Sandelig, sandelig siger jeg eder: Sønnen kan slet intet gøre af (165) sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det samme gør også Sønnen. Thi faderen elsker Sønnen og viser ham alt det, Han selv gør, ja endnu større gerninger end disse skal han vise ham, så I må undre jer. Thi ligesom Faderen opvækker de døde og gør levende, således gør Sønnen også levende, hvem han vil." (Joh 5,19-21) ret
(165) Jesus ophøjede sig for jøderne til den rang, som tilkom ham, og erklærede, at han var Guds Søn. Derpå underviste han dem om sabbaten med milde og værdige ord. Han fortalte dem, at Jehovas hviledag, som han havde helliget og bestemt til særskilt brug, efter at han havde fuldkommet skabelsens værk, ikke var bestemt til at hengå uden nyttig virksomhed. Ligesom Gud ophørte med skabelsens værk og hvilede på den syvende dag og velsignede den, således skulle også mennesket forlade livets almindelige beskæftigelser og tilbringe hviledagens hellige timer med tilbedelse og gode gerninger. ret
(165) Folkets øvester kunne ikke modsige disse ophøjede sandheder; thi de trængte ind i deres samvittighed. De havde ingen beviser at fremføre mod ham. De kunne blot henvise til sine skikke og sagn, og de syntes at være svage og betydningsløse sammenlignede med de stærke beviser, som Jesus fremførte af Guds gernings og naturens evige love. Dersom de havde ønsket at få oplysning, så ville de have troet, at Jesus talte sandhed, Men de ville ikke lytte til de beviser, han fremførte angående sabbaten, og søgte at vække forbitrelse angående sabbaten, og søgte at vække forbitrelse mod ham, fordi han gjorde sig selv lige med Gud. Disse øvesters raseri var grænseløst, og det (166) eksalteres efter egen højde, - dersom de stoler på sin egen visdom og kraft, selv søger at styre og løsriver sig fra ham, som de bekender sig til at tjene, så vil Gud kræve dem til regnskab for en sådan ulovlig fremgangsmåde. Da handler ikke i harmoni med deres herre. ret
(166) Jesus stod nu for jøderne i deres sande karakter. Han erklærede, at de ting, som Faderen gør, de samme ting gør sønnen ligeså, idet han bruger samme magt og frembringer de samme virkninger. Han lovede også dem, som lyttede til ham, at de skulle se større gerninger end de, han hidtil havde udført, idet han helbrede de syge, de halte blinde. Sadukæerne var i strid med farisæerne om de dødes opstandelse. Men Jesus vidner, at Faderens første gerning er at oprejse de døde, og at Guds Søn endog har kraft i sig selv til at oprejse de døde. Han sagde: "Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom." (Joh 5,28.29) ret
(166) Den ydmyge nazaræer vidner om sin herlighed. Han hæver sig over det menneskelige, bortvejer den synd og skam, som man vil påføre ham, og åbenbarer sig som Guds Søn, Lige med verdensaltet skaber og som den, hvem englene ærede. Jødernes ældste og mængden forbavsedes over disse ophøjede sandheder og den høje værdighed, hvormed han fremtrådte. Intet menneske havde nogensinde talet sådanne ord eller fremstillet sig selv med en sådan kongelig majestæt. Hans vidnesbyrd var klare og enkle (167) var blot med stor anstrengelse, at folket forhindrede dem fra at gribe Jesus og ihjelslå ham. ret
(167) Men folket lod sig ikke bevæge til at bruge vold, og de beskæmmede sine øvester, idet de upartisk lyttede til Jesu ord. De billigede hans gerning, idet han helbredte den stakkels lamme, som havde været syg i otte og tredive år. Præsterne og de ældste var derfor tvungne til lige i øjeblikket at holde deres hævn inde og vente på en mere gunstig lejlighed til at udføre deres onde hensigter. ret
(167) Jesus erklærede, at han ikke kunne gøre noget af sig selv, "uden hvad han ser Faderen gøre." Hans forhold til Gud forbød ham at udrette noget uafhængigt af Faderen; han kunne intet gøre imod hans vilje. Hvilke skarpe irettesættelser disse ord indeholdt især for dem, som ville straffe Guds Søn, fordi han udrettede den gerning, som han var sendt til jorden for at udrette! De havde adskilt sig selv fra Gud ved sine ugudelige handlinger og søgte i sin stolthed og indbildskhed at leve uafhængig af ham. De satte tillid til sig selv i alt og følte ingen trang til at højne visdom end sin egen, der kunne vejlede deres handlinger. ret
(167) Det er få, som ret forstår den fulde betydning af Kristi ord med hensyn til hans forbindelse med Faderen. De lærer menneskene, at de bør anse sig selv uadskillelig forenede med sin himmelske Fader, af hvilken stilling de end indtager, så er de ansvarlige til Gud, som holder alles skæbne i deres hånd. Han har bestemt menneskene til at udføre sine gerninger, han har skænket dem evner og midler dertil, og så længe menneskene er tro i sin tjeneste, kan de være visse på at få Guds velsignelse, og at han vil opfylde sine løfter. Men når han oprejses til en tillidsfuld stilling, erklærer han (168) tydeligt om, hans mission og menneskenes pligter. "Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al dom har han overladt Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen, som har sendt ham. Sandelig, sandelig siger jeg eder: den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Sandelig, sandelig siger jeg eder: den time kommer, ja, er du, da de døde skal høre Guds Søns røst, og de, som hører den, skal leve. Thi ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn." ret
(168) Jesus kaster herved de ældstes beskyldninger og deres forsøg på at indskrænke hans værk og at bedømme hans barmhjertigheds-gerninger efter deres snævre begreber tilbage på dem selv. Han erklærede, at han var dommer, hele verdens dommer. Da han kom til jorden som forløser, blev han overgivet i hans hænder, og alle mennesker er ansvarlige for ham. Han påtog sig den menneskelige natur, for at han kunne frelse menneskene fra syndens følger. Han er både deres talsmand og dommer. Efter at han har smagt den menneskelige fristelses og lidelses bitre bærme, er han skikket til at forstå menneskenes skrøbeligheder og syndigheder og at dømme dem. Derfor gav Faderen dette værk Sønnen; thi han vidste, at han, som sejrrig havde modstået Satans fristelser til gavn for menneskene, ville handle viselig, retfærdig og nådig mod dem. ret
(169) (169) Jesu ord var mere indtryksfulde, fordi striden var blevet så heftig. Han var i virkeligheden fremstillet for jødernes øvester for at blive dømt fra livet. Sabbatens herren blev ført frem for en jordisk domstol og anklaget for at have overtrådt sabbaten. Da han nu med så stor frimodighed åbenbarede sin mission, så hans dommere på ham med blandet forbavselse og vrede. Men de kunne ikke modsige hans ord ej heller fordømme. ret
(169) Han nægtede, at farisæerne havde ret til at forhøre ham eller at blande sig ind i hans affærer. Den jødiske forfatning gav dem ikke nogen sådan myndighed; de støttede sine påstande med deres stolthed og anmasselse. Han kunne ikke erklære sig skyldig i noget ondt eller finde sig i, at de forhørte ham. ret
(169) Efter at Jesus havde fremstillet disse store sandheder for dem angående sin gerning i forbindelse med Faderen, stadfæster han sin påstand m ed det vidnesbyrd, som andre havde fremført om ham: "Jeg kan slet intet gøre af mig selv; således som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, thi jeg sørger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig. Er det kun mig selv, der vidner om mig, så er mit vidnesbyrd ikke gyldigt. Det er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det vidnesbyrd, han aflægger om mig, er gyldigt. I har sendt bud til Johannes, og han har givet sandheden sit vidnesbyrd. Dog, jeg henter ikke vidnesbyrdet fra et menneske; men dette siger jeg, for at I skal frelses. Han var den brændende og skinnene lampe, og til en tid ville I fryde jer ved hans lys." Fra sit høje standpunkt læser han deres hjerters (170) hemmeligheder og minder dem om, at de for en tid havde antaget Johannes for en Guds profet og glædet sig i det budskab, som han forkyndte dem. Han forsikrer dem, at hensigten med Johannes' mission var blot at berede vejen for ham, om hvem profeterne havde vidnet, at han var verdens forløser. ret
(170) Men intet menneske kunne vidne om de underfulde forbindelse mellem Jesus og Faderen. Menneskelig kundskab kan ikke trænge ind i himlen. Jesus forsikrer dem, at han ikke henviser til Johannes' vidnesbyrd fora t støtte sine påstande, men blot for, at hans forfølgere kunne blive overbeviste om sin blindhed og urimelighed, idet de frækt modstod ham, om hvem Johannes havde vidnet, at han var Guds Søn. De var ikke uvidene om Johannes' vidnesbyrd; thi de havde skikket sendebud til ham, hvilke kom tilbage og vidnede om Jesu dåb og om Guds underfulde åbenbarelse ved denne lejlighed. ret
(170) Jesus taler om Johannes, for at minde dem om, at de, idet de forkastede Jesus, også forkastede den profet, som de havde taget imod med glæde. Han erklærer endvidere: "Men det vidnesbyrd, som jeg har, er større end Johannes': de gerninger, som Faderen har givet mig at fuldbyrde, selve de gerninger, jeg gør, vidner om mig at Faderen har sendt mig." (36.vers) Var ikke himlen åbnet over ham, og havde ikke lyset fra Guds trone omgivet ham med herlighed, medens Jehovas røst vidnede: "Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg har velbehag!" Desuden vidnede hans egne gerninger om hans guddommelighed. Den, som de havde anklaget for sabbatsovertrædelse, stod for dine anklagere, iført Guddommelig nåde og talede sandheder, der gennemborede dem ligesom pile. I stedet for at undskylde sig for den handling, som de anklagede ham for, eller at forklare, hvad hans (171) hensigt var med den, vender han sig mod de ældste, og den anklagede bliver anklager. ret
(171) Han straffer dem for deres hjertes hårdhed og for den blinde uvidenhed, hvormed de læste skrifterne, medens de roste sig af, at de var større end alle andre mennesker. De, som gav sig ud for at være skriftlærde og lovens fortolkere, var selv aldeles uvidende om dens fordringer. Han straffer deres verdslighed, deres ærgerrighed og herskesyge, deres gerrighed og mangel på barmhjertighed. Han anklager dem for, at de ikke tror skrifterne, som de giver sig ud for at ære, idet de holder sig lovens former og bogstav efterrettelig, medens de på samme tid tilsidesætter de store sandheder, som er lovens grundvold. Han erklærer, at de har forkastet Guds ord, fordi de har forkastet den, som Gud har udsendt. Han siger til dem: "I ransager skrifterne, fordi I mener i den at have evigt liv, og disse er det, som vidner om mig." (Joh 5,39) ret
(171) Jesu ord kom i strid med deres fordomme og vaner, og de forkastede ham og forhærdede sine hjerter imod ham. De nægtede at lytte til Kristi undervisning, fordi han fordømte deres yndlingssynder. Dersom Guds Søn havde smigret deres stolthed og billiget deres ugudelighed, så ville de snart have æret ham. Jesus sagde: "Jeg er kommen i min Faders navn, og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit eget navn, ham vil I tage imod." Bedragere, som ikke kunne give noget bevis på guddommelig myndighed, skulle fremstå, som de ville få hjælp og understøttelse ved at profetere behagelige ting, som smigrede de riges og vanhelliges forfængelighed. Men (172) sådanne falske profeter ville lede sine efterfølgere til evig fordærvelse. ret
(172) Jesus erklærede, at det ikke var nødvendigt for ham at anklage dem for Faderen; thi Moses, som de sagde, at de troede, havde allerede anklaget dem. "Thi hvis I troede Moses, ville I tro mig; thi om mig har han skrevet. Men tror I Ikke hans skrifter, hvordan skulle I da kunne tro mine ord?" (46. og 47. vers) Jesus vidste, at jøderne havde fast besluttet sig at tage hans; men i denne tale fremsatte han meget klart for dem det forhold, han som Søn stod i til Faderen, og Sønnens lighed med ham. Således havde de ingen undskyldning for sin blinde modstand og sit raseri mod Frelseren. Men selv om hans guddommelige veltalenhed og de sandheder, han ytrede, overvældede dem og forhindrede dem fra at udføre deres planer, så udelukkede de dog ikke præsternes og de ældstes dødelige had. De betoges af frygt; thi de kunne ikke lukke sine øjne for den overbevisende kraft, hvormed Kristus virkede. Men de var så bundne i sin stoltheds og indbildskheds lænker, at de forkastede vidnesbyrdet om hans guddommelige magt, modstod hans tale og indhyllede sig selv i mørke. ret
(172) Det mislykkedes åbenbart for dem at svække Jesu indflydelse og at vende folkets opmærksomhed og agtelse bort fra ham; thi mange i folket var stærkt påvirkede og overbeviste af Jesu indtrængende ord. Hans kraftige gerninger havde først fængslet deres opmærksomhed og vakt beundring, og da hans tale åbenbarede hans sande karakter, var de rede til at erkende hans guddommelige autoritet. På den anden side havde hans ord dybt rystet og fordømt de ældste. Han havde irettesat dem strengt for deres synder; dette gjorde dem blot (173) mere forbitrede mod ham, og de havde fast besluttet at dræbe ham. De skikkede sendebud rundt omkring i landet for at advare folket mod Jesus og erklærede, at han var en bedrager. Spioner blev udsendt for at fange ham i ord og fortælle, hvad han sagde og gjorde. Vor kære frelser stod i sandhed allerede under folkets skygge. ret