Profetiens ånd bind 2 kapitel 2fra side30

tilbage

Kristi liv

(30)  (30) Fra sin barndom, rettede Jesus sit liv nøje efter de jødiske love. Han udviste stor visdom i sin ungdom. Guds nåde og kraft var over ham. Herrens ord beskriver, ved profeten Esajas mund, Kristi embede og gerning, og viser Guds skærmende omsorg over sin Søn i sin mission for jorden, at menneskers ubarmhjertige had, inspireret af Satan, ikke skal have lov til at forpurre den store frelsesplans grundrids. ret

(30)   "Se min tjener, ved hvem jeg min udvalgte, hvem jeg har kær! På ham har jeg lagt min ånd, han skal udbrede ret til folkene. Han råber og skriger ikke, løfter ej røsten på gaden, bryder ej knækket rør og slukker ej rygende tande. Han udbreder ret med troskab, vansmægter, udmattes ikke, før han får sat ret på jorden." ret

(30)  Kristi røst kunne ikke høres på gaden, i larmende strid fra dem som modsatte sig has lære. Mennesker hørte heller ikke hans røst på gaden i sin bøn til sin fader. Hans røst blev ikke hørt i den muntre latter. Hans røst blev ikke hævet for at ophøje sig selv, og for at få menneskers bifald og smiger. Når han underviste, tog han sine disciple væk fra den travle bys larm og forvirring til et afsidesliggende sted der var i harmoni med de ydmyghedens og dydighedens lektier som (31) ville indprente i deres sind. Han afskyede menneskers ros, og foretrak ensomme og fredfyldte afkroge fra menneskelivets larm og forvirring. Hans røst blev ofte hørt i alvorlige og indstændige bønner til sin Fader; dog valgte han de ensomme bjerge til disse aktiviteter, og tilbragte ofte hele nætter i bøn efter styrke, så han kunne stå de fristelser han mødte, og udrette det vigtige arbejde han kom for at gøre for menneskernes frelse. Hans bønner var alvorlige, blandet med stærke råb og tårer. Og på trods af sjælearbejdet under natten, ophørte han ikke med at arbejde om dagen. Om morgen genoptog han lige så roligt sit arbejde med nåde og uhildet godgørenhed. Kristi liv var en markant modsætning til jødernes liv, og af denne grund ønskede de at udslette ham. ret

(31)  Ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste elskede at bede på de mest offentlige steder, ikke kun i stopfyldte synagoger, men på gadehjørner, så de må blive set af mennesker og blive rost for deres helligelse og ydmyghed. Deres velgørenhedshandlinger blev gjort på den mest offentlige måde, og for at henlede folks opmærksomhed til sig selv. Deres stemmer blev faktisk hørt i gaderne, ikke kun for at ophøje sig selv, men i ordstrid med dem som var anderledes end dem i lære. De blev fornærmede og utilgivelige, stolte, hovmodige og fanatiske. Ved sin trofaste profet viste Herren Kristi liv som en markant modsætning til de hykleriske ypperstepræster, skriftkloge og farisæer. ret

(31)  Jesu forældre besøgte Jerusalem hvert år, i overensstemmelse med den jødiske lov. Deres søn Jesus, som den gang tolv år gammel, fulgte med dem. (32) Da de tog tilbage til deres hjem blev deres bekymringer vækket efter at de havde gået en dagsrejse, da de savnede Jesus. De havde ikke set Jesus siden de havde forladt Jerusalem. De troede at han var med i selskabet. De spurgte og søgte efter ham iblandt deres bekendte og slægtninge efter deres højt elskede søn; men han kunne ikke opspores. De skyndte sig tilbage til Jerusalem, for deres hjerter var tunge af sorg. Efter en dags forsømmelse mistede de deres søn, Jesus, fra deres selskab, som kostede dem tre dages bekymrende søgen, med sorgrige hjerter, før de fandt ham. Dette skulle være en lektie for dem som følger Kristus. Hvis de forsømmer årvågenhed og bøn, og bliver ryggesløse, kan de en dag miste Kristus, men de tager mange bekymringsfulde og sorrige dage at søge at finde ham igen, og nyde den sindsro og trøst i hans nåde som de har tabt, ved forgæves snak, spøg og skæmt og ond snak, eller endog forsømmelse af bøn. ret

(32)  "Og det skete efter tre dages forløb, da fandt de ham i helligdommen, hvor han sad midt iblandt lærerne og lyttede til dem og spurgte dem ud; og alle, som hørte ham, blev ude af sig selv af forbavselse over hans forstand og svar. Da de så ham, blev de slået af forundring; og hans moder sagde til ham: »Barn! hvorfor gjorde du således imod os? Se, din fader og jeg har ledt efter dig med smerte.« Da sagde han til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg hør være i min Faders hus?« Men de forstod ikke, hvad han mente med det, han sagde til dem. Så fulgte han med dem hjem til Nazaret og var lydig imod dem. Og hans moder gemte alle disse ord i sit hjerte. Og (33) Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker." ret

(33)  Lovlærerne og dem der udlægger den, underviste altid folk offentligt ved særlig anledninger. Det var ved disse anledninger at Jesus gav tydelige beviser på overlegen visdom, gennemslagskraft og moden dømmekraft. Folket var mere overraket fordi Kristi forældre var fattige, og han ikke havde fået uddannelsens fordele. Spørgsmålet gik fra mund til mund: Hvor har denne unge en sådan visdom, vi aldrig har hørt før? Når Kristi forældre ledte efter ham, så de store skarer flokkes omkring templet, og da de gik ind i det, fangede deres søns velkendte røst deres opmærksomhed. De kunne ikke få øje på ham for skaren; men de vidste at de ikke var gået fejl, for ingen røst var som hans, markeret med en så højtidelig melodi. Forældrene så med forbavselse ind på sceneriet. Deres søn midt i blandt garve og lærte doktorere og skriftkloge, der beviste sin overlegne kendskab ved hans direkte spørgsmål og svar. Hans forældre var glade for at se ham blive æret sådan. Men moderen kunne ikke glemme dem sorg og bekymring som hun havde lidt, fordi han forblev i Jerusalem, og hun spurgte ham på en irettesættende måde, hvorfor han havde behandlet dem, og gav ham skylden for sin frygt og sorg. ret

(33)  Jesus sagde: "Hvordan kan det være at I har søgt efter mig?" Dette særlige spørgsmål fik dem til at se at huskede de deres pligt, ville de ikke have forladt Jerusalem uden ham. Så tilføjer han: "Ved I ikke at jeg må være i min Faders hus?" Medens de har været så ubetænksomme over det ansvar de var (34) blevet betroet dem, var Jesus engageret i sin Faders arbejde. Maria vidste at Kristus ikke henviste til sin jordiske fader Josef, men til Jehova. Hun lagde disse ting til sit hjerte, og fik nytte af dem. ret

(34)  Da de var på vej tilbage fra Jerusalem med forsamlingen, talte de og ransagede dem selv, og Jesus blev glemt for en hel dag. Der blev ikke lagt mærke til hans fravær før slutningen af dagen. Josef og Maria var blevet æret af Gud på en særlig måde, ved at blive betroet ansvaret for Frelseren. Engle havde bebudet hans fødsel for hyrderne, og Gud havde ført Josefs vej, til at bevare barnefrelserens liv. Men forvirringen af megen tale havde fået dem til at forsømme deres hellige betroelse, og de kom ikke i tanker om Jesus en hel dag, af dem der ikke burde have glemt ham et øjeblik. De vendte træt tilbage, bedrøvede og bange til Jerusalem. De genkaldte den forfærdelige massakre om uskyldige børn af den grusomme Herodes, der håbede at udslette Israels konge. Da deres ængstelse kom til live, ved at finde Jesus, indrømmede de ikke deres egen pligtsforsømmelse, men deres ord blev kastet tilbage på Kristus: "Hvorfor har du behandlet os sådan? Se din fader og jeg har ledt efter dig med ængstelse". Jesus spørger i det mest respektfulde sprog: "Hvorfor har I ledt efter mig?" Men disse ord blev sendt pænt kritikken tilbage til dem selv, og mindede dem om at, hvis de ikke var så optaget af ting af ingen særlig betydning, ville de ikke have haft problemer med at lede efter ham. Så retfærdiggør han sin handlemåde: "Ved I ikke at jeg må være i min Faders hus?" Medens han var i gang med det arbejde han kom til jorden for at udrette, havde de (35) forsømt det arbejde som hans Fader særlig havde instrueret dem om. De kunne ikke til fulde forstå Kristi ord, alligevel forstod Maria i stort omfang deres vigtighed, og lagde dem ind i sit hjerte, til at tænke over i fremtiden. ret

(35)  Det var så naturligt for Kristi forældre at se på ham som deres eget lille barn, som forældrene i almindelighed betragter deres børn, at de var i fare for at miste den dyrebare velsignelse som daglig fulgte dem i nærheden af Jesus, verdens genløser. Da Kristus dagligt var hos dem, var hans liv i mange henseender som andre børns, det var vanskeligt at holde hans hellige mission foran sig, og den daglig velsignelse at få ham betroet i deres varetægt og forældreomsorg, for en stund, var Guds søn, hvis guddommelighed var tilsløret af menneskelighed. Han havde udtænkt sig et længere ophold i Jerusalem for at minde dem deres pligt, så de ikke blev ligegyldige i større grad, og miste en fornemmelse for den høje gunst Gud havde betroet dem. ret

(35)  Ikke en handling i Kristi liv var uvæsentlig. Enhver begivenhed i hans liv var til gavn for hans efterfølger fremover. Det at Kristus forblev i Jerusalem, lærer dem en vigtig lektie som tror på ham. Mange var kommet langvejs fra for at holde påsken, at hebræerne må huske deres tanker fra deres verdenskærlige intereser, og fra bekymringer og uro over timelige anliggender, og se tilbage på Guds gerninger. De skulle have hans mirakler og elskelige venlighed i sinde, for sig, så at deres kærlighed og ærbødighed for ham må blive større, og altid få dem til at (36) se på ham, og sætte deres lid til ham i alle trængsler og ikke vende sig til andre guder. ret

(36)  Overholdelsen af påskehøjtiden havde en sørgelig indflydelse på Guds søn. I det slagtede land så han et symbol på hans egen død. Det folk som fejrede denne forordning blev instrueret til at forbinde det slagtede lam med Guds søns fremtidige død. Blodet der dannede dørstolperne i deres huse, var et symbol på Kristi blod, som skulle have virkning for den troende synder, at rense ham fra synd, og beskytte ham fra Guds vrede, som kommer over den ubodfærdige og ikke-troende verden, ligesom Guds vrede faldt over Ægypterne. Men ingen kunne få gavn af dette særlige forsyn Gud gjorde for menneskers frelse, medmindre de ville udføre det arbejde Herren havde ladet dem gøre. De havde en del at gøre for sig selv, og ved deres handlinger, vise deres tro, i de tilvejebringelser der er gjort for deres frelse. ret

(36)  Jesus kendte til hjerterne. Han vidste at, når folkene vendte tilbage fra Jerusalem, ville der være megen snak og hjemsøgelser som ikke ville mildnes med ydmyghed og nåde, og Messias og hans mission vil være næsten glemt. Det var hans valg at vende tilbage fra Jerusalem alene med sine forældre; for derved ville hans fader og moder have mere tid til refleksion og meditation over de profetier, som henviste til hans fremtidige lidelser og død. Han ønskede ikke at de smertelige begivenheder som de skulle erfare ved hans offer for sit liv for verdens synder, skulle være nyt og uventet for dem. Han var skilt fra dem da de vendte tilbage fra Jerusalem. Efter at have fejret påsken, ledte de efter ham i (37) sorg i tre dage. Da han ville slås ihjel for verdens synder, ville han være adskilt fra dem, mistet fra dem i tre dage. Men efter det, ville han åbenbare sig for dem, og findes af dem, og deres tro stole på ham som den faldne slægts genløser, og føre forsvar hos Faderen for deres skyld. ret

(37)  Her er en belærende lektie for alle Kristi efterfølger. Han er en belærende lektie for alle Kristi efterfølger. Han har tænkt sig at ingen af disse lektier skal gå tabt, men skrives til gavn for fremtidige slægter. Det er nødvendigt med varsomme ord og handlinger når kristne er samlet, får at de ikke glemmer Jesus, og de forbigår det faktum at Jesus ikke er iblandt dem. Når de vækkes til deres tilstand, opdager de at de har rejst uden hans tilstedeværelse, som kunne give fred og glæde i deres hjerter, og der går dage med at vende tilbage og lede efter ham som de burde have husket på hvert øjeblik. Jesus vil ikke findes i deres selskab som er ligeglad med hans tilstedeværelse, og som indlader sig på samtaler der ikke henviser til deres Genløser, som de bekender at deres håb om evigt liv centrer sig omkring. Jesus undgår deres selskab, sådan gør englene også, som gør hans befalinger. Disse himmelske budbringere tiltrækkes til de folkeskarer hvor tankerne er splittet fra himmelske ting. Disse rene og hellige ånder kan ikke forblive i den gruppe hvor Jesu nærhed ikke er ønskværdig og opmuntres, og hans fravær ikke bemærkes. Af denne grund eksisterer der stor knurren, sorg og modløshed. På grund af manglende meditation, årvågenhed og bøn har de mistet alt som er værdifuldt. De guddommelige lysstråler, der udgår fra Jesus, er ikke hos dem, (38) opmuntrer dem med deres elskende og ophøjende indflydelse. De er opgivet af tungsind, fordi deres ligegyldighed og pietetsløse ånd har adskilt Jesus fra deres gruppe, og drevet tjenende engle fra dem. ret

(38)  Mange som deltager i andagtsmøder, og ikke er blevet instrueret af Gud tjenere, og blevet stærkt fornyet og velsignet af at søge Jesus, er vendt tilbage til deres hjem uden at få det bedre end da de forlod dem, fordi de ikke nærede betydningen af at bede og våge derover, da de vendte til deres hjem. De føler sig ofte tilskyndet til at beklage sig om andre, fordi de erkender deres tab. Nogle knurrer imod Gud, og irettesætter ikke sig selv som årsag til deres eget mørke og sindslidelser. De bør ikke være nedladende over for andre. Fejlen er hos dem selv. De har snakket og spøgt og afvist den himmelske gæst, og selv er de kun blevet til skam. Det er alles privilegium at beholde Jesus hos sig. Hvis de gør det, vil deres ord være udvalgte, og mildnet med nåde. Deres hjerters tanker må oplæres til at meditere over himmelske og guddommelige ting. ret

(38)  Guds kærlighed udvises mod faldne mennesker i sin elskede søns gave, udbrød de hellige engle. "Gud elskede verden således at han gav sin enbårne søn, at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv." Sønnen var afglansen af sin Faders herlighed, og det udtrykte billede af hans person. Han havde guddommelig udmærkelse og storhed. Han var lige med Gud. Det behagede Faderen at al fylde skulle bo i ham i ham. Han "tog det ikke for et røvet byte at være Gud lig. "Men han gav afkald og tog (39) tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors." ret

(39)  I Kristus blev det menneskelige forenet med det guddommelige. Hans mission var at forlige Gud med mennesker, og mennesker med Gud. Hans arbejde var at forene den begrænsede med den ubegrænsede. Dette var kun den måde faldne mennesker kunne ophøjes på, ved Kristi blods fortjenester, at få de i guddommelig natur. Sættes menneskenaturen i stand til at forstå menneskenaturens trængsler, og alle de fristelser som han udsættes for. Engle, som ikke kendte til synd, kan ikke forstå mennesket i dets særlige prøvelser. ret

(39)  Før Kristus forlod himlen og kom til verden for at dø, var han højere end nogen af englene. Han var majestætisk og elskelig. Men da hans tjenestegerning begyndte, var han kun lidt højere end den almindelige menneskehøjde der leve på jorden. Han var kommet iblandt mennesker med sin ædle himmelske form, sit ydre udseende ville have tiltrukket folk til sig, og han ville være modtaget uden at udvise tro. ret

(39)  Det var efter Guds orden at Kristus skule påtage sig selv faldne menneskers natur og form, så han kunne blive fuldkommen igennem lidelse, og selv udholde kraften fra Satans hårde fristelser, så han kan forstå hvordan han kan hjælpe dem som bliver fristet. Menneskers tro på Kristus som Messias skulle ikke hvile på synlige beviser, og det at de tror på ham på grund af hans personlige tiltrækning, men på grund af den ophøjede karakter der var i ham, som aldrig er blevet fundet eller kan findes i nogen anden. Alle mennesker som elskede dydighed, renhed og hellighed, (40) ville drages til Kristus, og vil se nok bevis på at han er den Messias der er forudsagt i profetien, som skal komme. Dem som stolede på Guds ord, ville tage imod nytten fra Kristi lære, og til sidst imod hans forsoning. ret

(40)  Kristus kom for at henlede alle menneskers opmærksomhed på sin Fader, lære dem at angre over for Gud. Hans arbejde var at forsone mennesker med Gud. Selvom Kristus ikke kom som forventet, blev han præcis sådan som profetien havde vist at han skule komme. Dem som ønskede at tro, at han havde god nok grund til deres tro ved at henvise sig til den foreskrevne profeti om den Retfærdiges komme, og beskrev den måde han kom på. ret

(40)  Den gamle jødiske menighed var Guds højt skattede folk der blev bragt ud af Ægypten og anerkendte dem som hans eget særlige rigdom. De mange og overmådelige store og dyrebare løfter for dem som et folk, var den jødiske menigheds håb. Heri stolede de på og troede på at der frelse var sikker. Intet andet folk bekendte at bliv blive styret af Guds bud. Vor Frelser kom først til sit eget folk, men de tog ikke imod ham. ret

(40)  De selvretfærdige og ikke-troende jøder forventede at deres Frelser og konge ville komme ind i verden iklædt majestæt og magt, tvang alle hedninger til at være lydige imod ham. De forventede ikke at en ydmyg og lidende verden vil bliv vist i ham. De ville ikke tage imod den sagtmodige o ydmyge Jesus, og anerkende ham som verdens Frelser. Havde han vist sig i glans og påtaget sig verdens store mænds myndighed, i stedet for at påtage sig en tjeners form, ville de havde taget imod ham og tilbedt ham. ret

næste kapitel