Profetiens ånd bind 2 kapitel 20fra side258

tilbage

Brødene og fiskene.

(258)  Jesus foreslog sine disciple, at de skulle gå med ham til et ødested, for at de kunne hvile sig en kort tid. Der var passende steder, hvor de kunne være ene, på den anden side af søen overfor Kapernaum, og (259) de trådte ind i et skib og satte over. Men nogle, som søgte efter Jesus, så, at han forlod strandbredden, og det bekymrede folk samlede sig og gav agt på hvorledes skibet langsomt drog bort. Det rygtes fra stad til stad, at Jesus drog over søen, og mange, som var begærlige efter at se og høre ham, samledes til det sted, hvor de antog, at hans båd ville lande, medens andre fulgte efter ham over vandet i både. Da Jesus og hans disciple landede, befandt de sig derfor midt i en stor folkeskare, som strømmede til fra alle kanter for at møde dem. ret

(259)  Hundreder af syge og lamme blev ført til Kristus for at opnå hjælp, og man lagde dem på jorden i en sådan stilling, at de let kunne tildrage sig hans opmærksomhed. Skaren havde ventet på Jesu komme med stor længsel, og der kom hele tiden flere og flere. Frelseren kunne ikke her finde den hvile, han søgte; thi folket behøvede hans hjælp, og deres trang opvakte hans medlidenhed. han kunne ikke drage bort med sine disciple for at få den ro, som han behøvede, og således skuffe folket i deres forventninger. Der var alle salgs syge blandt dem, som kom for at blive hjulpet. Nogle brændte af feber og kendte ikke engang de kære venner, som plejede dem. Andre var døve, blinde, gangbesværede, lamme og sindssvage. Jesu hjerte fyldtes med medlidenhed, idet han betragtede alle disse elendige. ret

(259)  Mængden trængte sig så nær ind på ham, at han gik lidt bort på et ophøjet sted, hvor der var græs, og hvor alt folket kunne se og høre ham. Her underviste han dem hele (260) dagen og helbrede alle de syge og besværede, som blev bragt til ham. De, som havde fejlagtige begreber og længes efter en lære, der kunne opklare deres sind, fandt, at deres mørke forsvandt for de retfærdiges stråler, som udgik fra Kristus, og de blev henrykt over de ligefremme sandheder, han lærte dem. ret

(260)  Jesu tale blev ofte afbrudt af en eller anden syg, som led af feber og talte i vildelse, eller af de vanvittiges skrig, idet deres venner søgte at trænge igennem skaren og bringe den syge til den Store Læge. Hans stemme blev også ofte overdøvet af sejrs råb, idet de arme mennesker, som havde lidt af en eller anden ulægelig sygdom, pludselig fik sit helbred og styrke. Jesus fandt sig med tålmodighed i disse afbrydelser og talte rolig og venlig til alle. han kom fra den anden side af søen, fordi han var træt; men se, han fandt her flere elendige, som trængte sig omkring ham for at få hjælp, end på det sted, som han hemmelig havde forladt. ret

(260)  Til sidst svandt dagen bort, og solen sank ned i vest; men folket blev tilbage. Mange havde rejst flere mil for at høre Jesu ord og havde ikke spist noget hele dagen. Mesteren havde arbejdet hele tiden uden at spise eller hvile sig, og disciplene bad ham om, at han ville hvile fra sit arbejde og nyde nogle forfriskninger; thi de så, at han var bleg af hunger og træthed. Da deres bønner intet hjalp, rådslog de med hverandre, om det ikke var bedste med magt at føre ham bort fra den ivrige mængde, da de frygtede for, at han kunne dø af udmattelse. Peter og Johannes tog derfor deres kære Mester under armene og søgte venlig at drage ham bort; men han (261) unddrog sig fra at gå med dem. Hans værk var vigtigst; enhver, som bad om hjælp, syntes, at han trængte mest til at blive hjulpet. Skaren trænger sig omkring Frelseren; de trykker ham frem og tilbage og tramper på hverandre i deres bestræbelser for at komme nær ham. ret

(261)  Da Jesus mærkede dette, vinkede han til Peter, som havde roet ud i sin båd på søen, at han skulle komme i land. Disciplen adlød signalet og lagde ind til kysten. Jesus trængte sig gennem skaren, steg ned i båden og bad Peter at ro lidt ud fra land. Han sad nu i den gyngende fiskerbåd, hvor skaren let kunne se og høre ham, og han fuldendte sit langvarige og besværlige arbejde på denne dag, idet han talte dyrebare sandheder til dem. Guds søn, som forlod himlens kongelige sale, satte sig ikke på Davids trone; men fra en fiskerbåd, som vuggede på vandet, talte han med evige visdoms ord, som skulle indprentes i hans disciples hjerte for aldrig at glemmes, men overgives til verden som en gave fra Gud. ret

(261)  Da solen sank ned, så Jesus foran sig femtusinde mænd foruden kvinder og børn, som intet havde spist hele dagen. Han spurgte Fillip om, hvorledes de kunne skaffe brød til så mange, at de ikke skulle gå hungrige hjem og omkomme på vejen. Dette gjorde han for at prøve sine disciples tro; thi han vidste vel, hvorledes han ville skaffe dem brød. Den, som ikke ville udføre et mirakel i ørknen for at tilfredsstille sin egen hunger, ville ikke tillade, at mængden skulle lide ondt af mangel på føde. Fillip så ud over den store folkeskare og tænkte på, hvor umuligt det ville være at skaffe mad nok for at tilfredsstille så mange menneskers (262) sult. Han svarede, at brød for to hundrede penninge ikke på langt nær ville være nok til at dele imellem den, så at hver kunne få noget lidt. (Joh 6,7) Jesus spurgte, hvor meget mad der kunne findes blandt folket. Andreas fortalte ham, at han havde set en lille dreng, som havde fem bygbrød og to små fisk. Men dette var intet for så mange, og de var på et øde sted, hvor man ikke kunne få mere. ret

(262)  Jesus befalede, at de skulle bringe det lille forråd til ham. Da de havde gjort dette, bød han sine disciple at lade folket sætte sig ned på græsset i hobe, i grupper på halvtreds, i nogle på hundrede, for at holde orden, og for at alle kunne blive vidner til den undergerning, han var ved at udføre. til sidst var alle fem tusinde ordnede således, som Frelseren havde befalet, og de sad alle i hans nærværelse. Derpå tog han brødene og fiskene og velsignede dem og gav sine disciple dem, og de lagde dem for folket i tilstrækkelige mængder, så at de alle blev mætte. ret

(262)  Folket havde sat sig ned i den orden, som Jesus bød, og undrede sig over, hvad han ville gøre. Men deres forbavselse blev grænseløs, da de så, hvorledes der blev uddelt mad til den store forsamling af det lille forråd, som næppe var tilstrækkeligt for tyve personer. forrådet formindskedes ikke, eftersom Jesus gav det til disciplene, og de frembar det for folket. Hver gang de kom tilbage for at få mere, fik de tilstrækkelig. Efter alle var blevet mætte, bød han disciplene at opsamle levningerne, og intet skulle spildes, og de opsamlede levninger fyldte tolv kurve. ret

(262)  Under dette mærkelige måltid var der mange, (263) som tænkte meget over, hvorledes de på en så underfuld måde fik mad. De havde fulgt Jesus for at lytte til hans ord, sådanne ord, som de aldrig før havde hørt. Hans undervisning havde trængt ind i deres hjerte. Han havde helbredt deres syge, trøstet deres sørgende, og til sidst hellere end at sende dem bort hungrige havde han bespist dem overflødig. Hans rene og ligefremme lære og hans ømme godgørenhed vandt deres hjerte. Medens de nød den mad som han fremsatte for dem, blev det dem klart, at han i sandhed var Messias. Ingen anden kunne udføre et så mægtigt mirakel. Ingen menneskelig magt kunne af fem byg brød og to små fisk frembringe tilstrækkelig mad til at bespise tusinder af sultne mennesker. Hans undervisning og mirakler, idet han helbrede de syge, havde allerede næsten overbevist dem om hans guddommelighed. Men dette mirakel stadfæstede deres overbevisning, så at de til fulde troede på ham. ret

(263)  De er visse på, at han var livets fyrste, jødernes lovede frelser. De ser, at han ikke bestræber sig for at vinde folkets gunst. I denne henseende er han meget forskellig fra ypperstepræsterne og de ældste, som var meget begærlige efter at få ære stillinger og menneskelig ros. De frygter for, at han aldrig vil gøre krav på deres ret som Israels konge og indtage sin plads på Davids trone i Jerusalem. Men de beslutter, at de vil udføre det for ham, som han ikke selv kan gøre. De behøver ikke noget større bevis på hans guddommelige magt og vil heller ikke vente længere på flere beviser. De rådslår ganske rolig blandt sig selv indbyrdes og bliver enige om at tage ham med magt og bære ham på deres skuldre og udråbe ham til konge i Israel. Disciplene er enige med folket om, at deres Mester er retmæssige arving til (264) Davids trone. Lad nu de indbildske præster og øverste blive hans ydmyge og tvungne til at ære ham, som er kommet fra Gud, ham, som har guddommelig myndighed! De begynder at lægge planer om, hvorledes de bedst kan udføre deres hensigt. Men Jesus lægger mærke til deres planer og ved, at dersom de bliver udført, så vil de fuldstændig omstyrte det værk, han var kommet for at udføre, og gøre ende på hans undervisning og hans barmhjertigheds-gerninger. ret

(264)  Præsterne og de øverste betragter ham allerede som en, der vender folkets hjerte bort fra dem og drager dem til sig. De frygter allerede hans tiltagende indflydelse blandt folket så meget, at de søger at dræbe ham. Han vidste, at voldsgerninger og oprør ville blive følgen af hans ophøjelse til Israels konge. Han kom ikke til verden for at oprette et timeligt rige; hans rige var ikke, som han selv vidnede, af denne verden. Mængden ser ikke de farer, som ville opstå af det foretagende, som de havde i sinde at udføre. Men den guddommelige visdoms rolige øje opdager alle skjulte onder. Jesus ser, at det er på høje tid at standse folkets planer. Han kalder sine disciple til sig og befaler dem øjeblikkelig at gå i skibet og vende tilbage til Kapernaum, medens han bliver tilbage og sender folket bort. Han lover at møde dem om natten eller den følgende morgen. Disciplen syntes ikke om at efterkomme dette forlangende. De længes efter,, at Jesus skal æres således som han fortjener, og blive hævet over præsternes og de øverstes forfølgelse. Det gunstige øjeblik syntes at være kommet, da Kristus kan blive ophøjet til sin sande værdighed ved folkets enstemmige valg. ret

(264)  De kunne ikke blive fortrolige med den tanke, at al denne begejstring skulle dø bort. Folket var forsamlet fra alle kanter for at fejre påskefesten (265) i Jerusalem. De var alle begærlige efter at se den store profet, hvis berømmelse var udbredt over hele landet. Det syntes for Jesu tro efterfølgere, at de nu havde en gylden anledning til at ophøje sin himmelske Mester til konge i Israel. Det syntes at være en meget hård prøve for dem at gå bort nu, medens deres begejstring var varm, og lade deres Mester blive alene tilbage på den øde kyst omgivet af høje, golde bjerge. ret

(265)  De gør indvending mod Jesu befaling; men han holder fast ved sin beslutning og byder dem at følge hans befaling med en myndighed, som han aldrig før havde vist lige overfor dem. De adlyder ham uden at sige et ord. Jesus går derpå tilbage til mængden og mærker. at de er fast besluttede på at ophøje ham til konge. Denne bevægelse må standses på én gang. Disciplene er allerede gået bort, og han står nu for folket i majestætisk værdighed og sender dem bort på en så bestemt måde, at de ikke tør andet end adlyde hans befaling. Deres pris og berømmelse dør bort på deres læber. De standser deres skridt, selvom de allerede havde sat sig i bevægelse for at gribe ham, og det glade og livlige udtryk forsvinder fra deres ansigt. Der var kraftige mænd med klare tanker og stærk viljekraft i folkeskaren; men Jesu kongelige fremtræden og de så rolige, men myndige ord, han ytrede, stansede bevægelsen på et øjeblik og omstyrtede alle deres planer. De adlød deres herres bud ligesom sagtmodige villige børn og viste underdanighed uden at spørge om noget; thi de følte, at de stod overfor en kraft, der var større end al jordisk myndighed. ret

(266)  (266) Jesus så på mængden, som gik bort, med dyb medlidenhed. Han følte, at de var som får, der var adspredte uden hyrde. Præsterne, som burde have været lærere i Israel, var blot maskiner til at udføre meningsløse ceremonier og til at oplære loven, som de ikke selv forstod eller adlød. Frelserens hjerte var bevæget af medlidenhed med sine disciple. De ældstes og øverstes eksempel og lære havde forblindet deres sind for hans missions sande hensigt, så at de forventede et jordisk rige, som ville befri jøderne. Deres tanker var beskæftigede med verdslige og timelige ting. Jesus søgte hele tiden i sin undervisning at give dem videre, ædlere og mere åndelige begreber om hans værk og rige. Han søgte at fremstille for dem åndelige og evige ting i modsætning til jordiske og timelige. Men al denne modstridende indflydelse, som omgav dem, og det mørke, som endnu indhyllede deres sind, var årsag til, at det var en vanskelig gerning endog for verdens Forløser at oplyse dem. ret

(266)  Da Jesus var alene, gik han op på bjerget og vedblev i mange timer at bede til Faderen med tårer og bitre sjælesmerter, idet han lå på jorden. Disse inderlige bønner opsteg ikke for ham selv, men for faldne mennesker, som måtte fortabes, dersom ikke Guds forsonende nåde kom dem til hjælp. Det var for menneskene, Guds Søn kæmpede med sin Fader. Han bad om kraft til at åbenbare for menneskene, at han var udsendt af Gud, så at Satan ikke skulle forblinde deres forstand og forvirre deres dømmekraft. Han vidste, at uden Helligåndens livgivende kraft, som kan udvide og forædle hjertet, ville hans egne disciple ikke være i stand til at stride troens gode strid. Det var smerteligt for Jesu hjerte, at deres begreber om hans rige var indskrænket af verdslig ophøjelse og timelig ære. Hvor langt endog hans disciple var fra at forstå forløsningens værk! Jesus søgte ikke at opnå verdslig pris eller ære. Han ønskede, at folket ville modtage ham som deres mønster, deres lærer og frelser, ikke som deres jordiske konge. Han ønskede, at de skulle ære ham ved et retfærdigt liv, og at de skulle forstå og erkende, at han var kommet med kraft til at sønderbryde Satans lænker og at ophøje og forædle dem ved troen i samfund med ham og i samfund med Gud. ret

(266)  Frelseren vidste, at hans dage til at virke for menneskene på jorden var talte. Han, som læste menneskenes hjerter, vidste, at forholdsvis få ville modtage ham som deres Frelser og erkende, at de var fortabte uden hans guddommelige hjælp. Jøderne forkastede den hjælp, som Gud havde sendt for at frelse dem fra den evige fortabelse. De omgav sig selv med lænker, der bandt dem i håbløst mørke. De førte Guds vrede over sig selv ved deres blinde og hårdnakkede ondskab. Derfor sørgede Jesus og opsendte sine bønner med tårer og stærke råb for sit fejlende folk, som foragtede hans kærlighed, der skulle beskytte dem, og hans barmhjertighed, der skulle frelse dem fra de ulykkelige følger af deres synder. Jesus føler sig dybt bevæget og rystet, idet han med smerte betænker den dom, som snart skal overgå det folk, han var kommet for at frelse. Ved enhver prøve og vanskelighed gik Jesus til sin himmelske Fader for at få hjælp, og når han således søgte Gud i løndom, blev han styrket til den gerning, (267) som han skulle udføre. De kristne bør følge deres Frelsers eksempel og søge i bøn at få den styrke, som kan gøre dem skikkede til at udholde livets prøver og udføre dets pligter. Bøn er den kristnes forsvar; den bevarer hans dyd og oprigtighed. ret

næste kapitel