(302) Jesus forlod nu den egn, hvor han hidtil havde arbejdet, og gik til kysterne ved Tyrus og Sidon. Her mødte en Kanaanæisk kvinde ham og bad om at helbrede hendes datter, som var ilde plaget af djævelen. Kvinden vidste godt, at jøderne ikke havde samkvem med kananiterne, og at de endog undgik at tale med dem. Men da hun havde hørt om de kærlige mirakler, som Jesus havde udført, besluttede hun at henvende sig til ham om at befri hendes datter fra den forfærdelige plage, hun led af. Den arme kvinde vidste, at ingen anden kunne hjælpe hende end Jesus, og hun havde (302) fuldkommen tillid til, at han kunne udrette det, som hun bad om. ret
(302) Men Jesus lyttede til den bøn, som kom fra en kvinde der tilhørte et foragtet folk, ligesom Jøderne ville havde lyttet til den. Dette gjorde han ikke alene for at sætte kvindens tro og oprigtighed på prøve, men også for at lære sine disciple barmhjertighed, så at de ikke skulle være tvivlrådige om, hvorledes de skulle handle i lignende tilfælde, efter at Jesus havde forladt dem, og de ikke længere kunne henvende sig til ham om råd. Jesu hensigt var, at de skulle få et dybt indtryk af den modsætning, der var mellem den kolde og hjerteløse måde, hvorpå jøderne ville behandle en sådan bøn, hvilket viste sig i hans opførsel mod kvinden og den kærlige måde, hvorpå han ønskede, at de skulle behandle sådanne nødlidende, hvilket han viste, idet han til sidst opfyldte hendes begæring og helbredte hendes datter. ret
(302) Selvom Jesus tilsyneladende var ligegyldig for hendes råb, så blev hun dog ikke fornærmet og forlod ham, men vedblev at tro, at han ville hjælpe hende i hendes nød. Da han gik forbi, ligesom han ikke hørte hende, fulgte hun efter ham og vedblev med sin bøn. Hendes påtrængenhed besværede disciplene, og de bad Jesus om at sende hende bort. Deres medlidenhed blev ikke vakt ved hendes nød. De så at deres Mester behandlede hende med ligegyldighed, og de formodede derfor, at han fandt behag i den fordom, som jøderne nærede mod kananiterne. Men kvinden havde henvendt sig til en medlidende Frelser, og til svar på disciplens forlangende, at han skulle sende hende bort sagde Jesus: "Jeg er ikke udsendt til andre end til de fortabte får af Israels hus." (Matt 15,24) Selv om dette svar stemte overens med jødernes fordom, så indeholdt det dog en irettesættelse til disciplene, (303) hvilket de siden efter forstod, en på mindelse til dem om det, som han så ofte før havde sagt til dem, at han var kommet til verden for at frelse alle, som ville tage imod ham. Enhver, som søgte Frelseren og var rede til at tro på ham, når han åbnede sig selv for ham, var af de fortabte får, som han var kommet for at samle til sin hjord. ret
(303) Kvinden fattede mod, da Jesus så vidt lagde mærke til hende, at han gjorde bemærkninger angående hendes bøn, Selvom hans ord ikke bragte noget klart håb til hendes hjerte, og hun trængte nu frem mere ivrig med sin bøn. Hun kastede sig ned for hans fødder og råbte: Herre, hjælp mig!" Jesus agtede tilsyneladende endnu ikke på hendes bøn, men svarede i overensstemmelse med jødernes følelsesløse fordom: "Det er ikke smukt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde." (26.vers) Disse ord udtrykte ligefrem, at det ikke var rigtigt at spilde Guds velsignelser, som tilhørte hans benådede folk, på fremmede. Dette svar ville have gjort en mindre ivrig søgende helt modløs. Mange ville have ophørt med al videre anstrengelse, efter at de var blevet således bortstødte, og ville have gået bort i den tanke, at de var blevet tilsidesat og forurettet over alle grænser. Men kvinden svarede sagtmodig: "Jo Herre! thi de små hunde æder dog af de smuler, som falder fra deres herres bord." (Matt 15,27) ret
(303) Fra den overflødighed, hvoraf familien har ret til at nyde, falder smulerne på gulvet og opædes af hundene, som passe på dem under bordet. Kvinden indrømmer, at hun er i samme stilling som de umælende dyr, der med taknemmelighed modtager, hvad der falder fra deres herres hånd. Mon ikke Jesus vil skænke hende en af de mange velsignelser, han så villig meddeler andre, at han begunstiger folket med rige (304) og overflødige gaver. Hun indrømmer, at hun vil ingen krav har på hans gunst, men hun vedbliver alligevel at bede om en smugle af hans overflødighed. En sådan tro og udholdenhed var uden lige. Der var få blandt Guds begunstigede folk, der satte så høj pris på Forløserens godgørenhed og magt. ret
(304) Jesus havde nylig forladt sin arbejdsmark, fordi de skriftkloge og farisæerne søgte at omkomme ham; men her møder han en kvinde, som tilhører et foragtet og ulykkeligt folk, der ikke var blevet velsignet med Guds ords lys. Men hun lader sig straks påvirke af Kristi guddommelige indflydelse og har fuldkommen tillid til, at han er i stand til at give hende den gunstbevisning, hun beder om. Ingen national eller religiøs fordom eller stolthed har nogen indflydelse på hendes handlemåde, og hun erkender Jesus ubetinget som Forløseren, som er i stand til at gøre alt, hvad hun beder ham om. Frelseren er tilfreds hermed. han har prøvet hendes tillid til sig, og han oplyser nu hendes bøn og fuldender sin undervisning for disciplene. Han siger, idet han vender sig til hende med et kærligt og mildt åsyn: "Kvinde, din tro er stor, det ske dig som du vil!" Fra den samme time blev hendes datter rask, og den onde ånd besværede hende ikke mere. Kvinden gik bort i tro på sin frelser og glæde sig over, at hun havde opnået bønhørelse. ret
(304) Dette var det eneste mirakel, Jesus gjorde på denne rejse. Han drog hen til Tyrus' og Sidons egne netop for at udrette denne gerning. Han ønskede at hjælpe den lidende kvinde og på samme tid at efterlade et eksempel til gavn for sine disciple, når han ikke længere kunne være med dem, idet han viste barmhjertighed mod en kvinde, (305) om tilhørte et foragtet folk. Han ønskede at lede dem bort fra deres jødiske snæverhed og at vække interesse hos dem til at arbejde for andre nationer. Denne Kristi gerning gav dem et mere fuldstændigt syn på det arbejde, som de siden skulle udrette blandt hedningerne. Da jøderne senere hen endnu mere hårdnakket vendte sig bort fra disciplene, fordi de forkyndte, at Jesus var verdens Frelser, og da adskillens mellemvæg mellem jøder og hedninger blev nedbrudt ved Kristi død, havde den undervisning, som Jesus ved denne og ved lignende andre lejligheder meddelte for at vise, at evangeliets værk ikke skulle indskrænkes af skikke og nationalfølelse, stor indflydelse på Kristi repræsentanter og tjente til at vejlede dem i deres virksomhed. ret