(305) Jesus havde lært og helbredet uafbrudt hele dagen, og han ønskede meget at være ene og få hvile for sig og sine disciple. Han sagde derfor til dem, at de skulle ledsage ham til den anden side af søen. Men før han steg i båden, blev han tiltalt af en skriftklog, som havde lyttet til hans ord, da han fremstillede sandhedens skatte som noget der var mere værdifuldt end skjulte skatte på jorden. Den skriftkloge tænkte i sit formørkede sind, at Jesus ønskede at skaffe sine efterfølgere jordiske skatte. Han tiltalte ham derfor ivrig, ligesom Judas havde gjort: "Mester, jeg vil følge dig hvor du (306) går hen." Frelseren læste de uværdige tanker, som bevægede hans hjerte, og svarede ham, ligesom han havde svaret Judas: "Ræve har huler og himmelens fugle reder; men Menneskesønnen har ikke det sted hvor han kan lægge sit hoved til hvile." (Matt 8,20) Den jødiske lærer tænkte blot på sin egen fordel, da han foreslog at følge Jesus. Han håbede. at Frelseren snart ville oprette sit rige på jorden, og at den rigdom og ære, som hans disciple da ville opnå, var de rigdomme, som Jesus havde talt om. Hans sind var forblindet af gerrighed og verdenskærlighed, thi ellers kunne han ikke således misfortolke Frelserens ord. Mange ville have forenet sig med Kristus og ophøjet hans navn, dersom han ikke havde været så fattig og havde samlet så mange ringe og fattige mennesker omkring sig. Dersom han havde skænket sine disciple ære og rigdom, så ville de stolte farisæer, ypperstepræster og skriftkloge med fornøjelse havde æret ham. Der er også mange i vore dage, som ville tage imod sandheden, dersom det ikke kostede selvfornægtelse. Dersom de kunne tage verden med sig til Kristus, så ville de tage imod ham; men at følge ham i hans fornedrelse uden nogen udsigt til jordisk belønning, det er mere, end deres svage tro kan udholde. De drager sig tilbage med nedslået mod ligesom den skriftkloge, da Jesus irettesatte ham. ret
(306) Efter at Jesus havde sendt mængden bort, steg han med sine disciple i skibet for at begive sig til søens modsatte bred, som var en ørken, sammenlignet med den, som de forlod. De håbede at finde hvile fra deres arbejde og besvær, når de kom så langt bort fra beboede steder. (307) Men da de rejste fulgte flere både fulde af folk efter Jesus; thi de ønskede at blive bedre bekendt med hans lære. ret
(307) Frelseren var træt, efter at han havde arbejdet og anstrengt sig så meget, og da han nu en kort tid var fri for mændenes påtrængenhed, lagde han sig på en hovedpude i fiskerbåden og faldt i søvn. Det varede ikke længe, før vejret, som havde været stille og behageligt, forandrede sig. Skyerne formørkede himlen, og en heftig storm brød løs, hvilket ofte var tilfældet på Galilæas sø. Solen var gået ned, og nattens mørke hvilede over vandet. De oprørte bølger slog med skibet og truede hvert øjeblik med at opsluge det. Skibet tumledes omkring af stormen, så at det snart blev løftet højt op på toppen af en bølge og snart igen pludselig kastet dybt ned mellem bølgerne. Til sidst opdagede man, at skibet havde sprunget læk og hurtig fyldtes med vand. Der blev stor bevægelse og forstyrrelse i mørket under de oprørte bølgers larm. Fiskerne var modige og stærke og havde lang erfaring i at styre deres skib; men hvor dygtige de end var og vel vandte til den urolige sø, så vidste de ikke mere, hvad de skulle gøre i denne forfærdelige storm, og deres hjerte blev fuldt af fortvivlelse, da de mærkede, at båden begyndte at synke. ret
(307) De havde været så ivrig beskæftigede med at frelse sig selv og med at holde skibet oppe, at de havde glemt, at Jesus var ombord i skibet; men nu, da deres mod sank, og de troede, at der var ingen redning for dem, erindrede de, at det var Jesus, som havde befalet dem at sætte over søen. I deres frygt og smerte vendte de sig til ham, idet de erindrede, (308) hvorledes han havde frelst dem fra mange farer. De kaldte på ham: "Mester! Mester!" (Luk 8,24) Men stormens larm overdøvede deres stemmer, og de fik intet svar. Bølgerne slog over dem og truede dem med ødelæggelse. ret
(308) Fortvivlelse griber dem. De kalder igen, men der kommer intet svar uden stormens hylen. Har Mesteren forladt dem? Har han gået bort på de skummende bølger og overladt dem til deres skæbne? De søger ivrig efter ham; thi de kan slet ikke gøre mere til deres frelse. Stormen har tiltaget og raser så stærkt, at alle deres bestræbelser for at styre skibet er forgæves, og Jesus er deres eneste håb. Pludselig oplyses mørket af en lynstråle, der viser dem Jesus, som sov hårdt uden at lade sig forstyrre af stormen og bølgernes larm. ret
(308) De løber han til ham og bøjer sig over hans sovende skikkelse, idet de bebrejdende udbryder: "Mester, bryder du dig ikke om, at vi går under?" (Mark 4,38) et bekymrede dem i deres hjerte, at han skulle hvile sig så rolig, medens fare og død truede dem, og de arbejdede så hårdt med stormens raseri. Deres fortvivlede råb vækker Jesus af hans styrkende søvn. Medens disciplene haster tilbage til deres årer for endnu engang at gøre et redningsforsøg, rejser Jesus sig op. Han står i den ringe fiskerbåd i sin ophøjede majestæt midt under den rasende storm. Bølgerne bryder over skibets stavn. De stærke lynstråler oplyser hans rolige, frimodige åsyn. han opløfter sin hånd, som så ofte har været beskæftiget med at udføre barmhjertigheds-gerninger, og siger til den oprørte sø: "Ti, vær stille!" Stormen ophører, de urolige bølger (309) bliver stille, skyerne drager bort, og stjernerne skinner venlig; båden ligger rolig på den stille sø. Derpå vender Jesus sig til disciplene og irettesætter dem, idet han siger: "Hvorfor er I så bange? Hvorfor har I ikke tro?" (Mark 4,40) ret
(309) En pludselig tavshed kom over disciplene. De sagde ikke et ord. endog den heftige Peter forsøgte ikke at udtrykke den dybe ærefrygt, som fyldte hans hjerte. De andre både, som havde fulgt Jesus, havde været i samme fare som disciplenes. Frygt og fortvivlelse havde til sidst grebet folket, som var i den. Men Jesu ord bragte ro, hvor der for kort tid siden var så stor forstyrrelse. Al frygt var stillet; thi faren var overstået. Stormen havde drevet bådene nær sammen, og alle, som var ombord, så Jesu undergerning. Under den tavshed, som fulgte efter stormen, hviskede de til hverandre: "Hvem er dog han, siden både storm og sø lyder ham?" (41.vers) De, som var vidne til denne gribende scene, glemte den aldrig, og Guds børn vil altid med ærefrygt betragte denne undergerning, som så herlig åbenbarede Jesu majestæt. ret
(309) Da de forfærdede disciple så uhøflig vækkede Frelseren, frygtede han ikke for sig selv; men det bedrøvede ham, at hans disciple havde mistillid til ham i farens stund. Han irettesatte dem for deres frygt, som åbenbarede deres vantro. De skulle have vækket ham ved farens udbrud, så ville han have borttaget deres bekymring. Men i sine bestræbelser for at frelse sig selv glemte de, at Jesus var i båden. Hvor mange der er, som under livets prøver, under bekymring og fare kæmper alene mod modgangens storm og glemmer, at der er en, som kan (310) hjælpe dem! De forlader sig på deres egen styrke og dygtighed, indtil de, tvivlrådige og modløse, erindrer Jesus og kalder ymygt på ham, at han må frelse dem. Og selv om han med sorg irettesætter dem for deres vantro og selvtillid, så undlader han dog aldrig at høre deres oprigtige råb, han hjælper dem altid i nøden. ret
(310) Den trætte rejsende, som tumles om på de rasende bølgers dyb, burde huske på, at Jesus engang var på søen i en lignende fare, at hans røst bragte den forfærdelige storm til at lægge sig, at de oprørte elementer adlød hans bud, og at hans tro efterfølgere blev frelste. Når bølgerne slår over vort synkende skib, og lyn oplyser de skummende vande, der truer os med øjeblikkelig undergang, så må vi huske i vor fare, at Jesus er ombord. Han hører vore smertefulde råb, og han vil aldrig forlade dem, som fortrøster sig til ham. ret
(310) Der er ingen fare, så længe Frelseren er i vort hjerte, enten vi er på land eller hav, enten vi sover eller våger. Troens råb finder altid bønhørelse. Vi bliver måske irettesat, fordi vi ikke søgte Frelseren i begyndelsen af vor prøvelse; men ikke desto mindre vil han høre vor ydmyge bøn, når vi er trætte af at forsøge at frelse os selv. Levende tro på Frelseren vil stille hav og vil frelse os fra fare på den måde, som han finder bedst tjenlig. ret