Profetiens ånd bind 2 kapitel 27fra side318

ren side - tilbage

Jarius' datter.

(318)  Da Jesus kom tilbage over søen med sine disciple, ventede en stor folkeskare på ham, og de hilsede ham med megen glæde. Rygtet om hans komme var blevet udbredt vidt omkring, og folket havde forsamlet sig i store skarer for at lytte til hans undervisning. Der var rige og fattige, høje og lave, farisæer, rabbiner og lovkyndige; alle var begærlige efter at høre hans ord og se hans mirakler. Som sædvanligt var der mange syge tilstede, besværede på forskellige måder, som bad ham om hjælp. ret

(318)  Til sidst forlod Jesus mængden for at nyde et måltid i Levis hus; thi han var træt og mat af sin gerning, idet han lærte og helbredte. Men folket trængte frem til døren og bragte sine syge, krølninger og vanvittige til ham, for at han skulle helbrede dem. Medens han sad ved bordet, kom Jarius, som var forstander for synagogen, og faldt ned for hans fødder og sagde: "Min lille datter ligger på sit yderste; ville du komme (319) og lægge hænderne på hende, så hun kunne blive rask og leve!" (Mark 5,23) ret

(319)  Faderen var meget bedrøvet; thi de bedste læger havde erklæret, at hans barn ikke kunne leve. Jesus søgte straks at opfylde den bedrøvede faders bøn og gik med ham til hans hjem. Disciplene forundrede sig over, at han så villig opfyldte den stolte forstanders bøn. Selvom han ikke boede langt borte, så tog det dog lang tid at komme frem; thi folket trængte ham fra alle kanter, begærlige efter at se den Store Lærer, som havde vakt så megen begejstring, og længselsfulde efter at tildrage sig hans opmærksomhed og få hans hjælp. Den bekymrede fader søgte at bane sig vej gennem skaren. Men Jesus, som havde medlidenhed med folket og beklagede deres åndelige mørke og legemlige elendighed, standsede nu og da for at hjælpe dem. Undertiden blev han næsten løftet op fra jorden af den bølgende menneskemasse. ret

(319)  Der var blandt skaren en fattig kvinde, som i tolv lange år havde lidt af en sygdom, der gjorde livet meget byrdefuldt for hende. Hun havde opbrugt al sin ejendom til læger og lægemidler i håb om at blive befriet fra det besværlige onde; men det var alt forgæves. De erklærede, at sygdommen var ulægelig, og at døden var sikker. Men hendes håb blev oplivet, da hun hørte, hvor underfuldt Jesus helbredte. Hun troede, at dersom hun kunne kommer nær til ham, så ville han forbarme sig over hende og helbrede hende. Fuld af smerte og meget svag kom hun til søbredden, hvor han lærte, og søgte at trænge igennem skaren, som omringede ham. Men hun blev hele tiden stødt til side og begyndte at opgive håbet om at nå ham. Da kom Jesus, idet han (320) trængte sig igennem folkemængden, nær til hende. ret

(320)  Nu var den gyldne anledning kommet. Hun var i den Store Læges nærhed. Men midt i al denne forstyrrelse kunne hun ikke tale således, at han kunne høre hende, og hun så blot hans skikkelse, idet han gik forbi. Hun frygtede for, at den sidste lejlighed til at få hjælp nu ville gå tabt, og hun trængte sig derfor frem, idet hun sagde til sig selv: Dersom jeg blot rører ved hans klæder, da bliver jeg frelst. Hun greb anledningen, idet han gik forbi, rakte sin hån ud og rørte blot ved sømmen af hans klædebon. Men i samme øjeblik mærkede, at sygdommen var forsvundet. Sundhed og styrke trådte i stedt for svaghed og smerte. Hun havde samlet alle sine troskræfter, idet hun rørte ved Jesus, og hun blev sund. ret

(320)  Med taknemmeligt hjerte søgte hun derpå ubemærket at uddrage sig skaren. Men Jesus standsede pludselig, og alt folket fulgte hans eksempel. Han vendte sig om, så omkring sig med et gennem trængende blik og spurgte med en stemme, som alle tydelig kunne høre: "Hvem var det, der rørte ved mig?" (Luk 8,45) Folket så på ham med forundring ved dette spørgsmål, og det var i sandhed også et besynderligt spørgsmål, eftersom skaren trængte han fra alle kanter og drog ham hid og did. ret

(320)  Peter, som altid var rede til at tale, siger, så snart han havde overvundet sin forbavselse: "Mester! skarerne trykker og trænger dig jo, og du siger: Hvem var det, der rørte ved mig?" Men Jesus svarede: "Der var en, som rørte ved mig; thi jeg mærkede, at der udgik en kraft fra mig." (46.vers) Den kære forløser kunne skelne mellem troens berørelse og berørelsen af den ligegyldige skare. Han kendte nøje til alle omstændigheder ved dette tilfælde og ønskede ikke at lade et sådant eksempel på tro og tillid gå hen uden at omtale det. (321) Han ønskede at henvende nogle trøstende ord til den ydmyge kvinde, hvilke kunne blive en kilde til glæde for hendes hjerte. ret

(321)  Idet Jesus så på kvinden, vedblev han med sin påstand for at vide, hvem der rørte ved ham. Da hun mærkede, at det var forgæves at skjule sig, kom hun skælvende frem og faldt ned for hans fødder. I hele mængdens påhør fortalte hun Jesus sin ligefremme historie om sin lange og trætte lidelse og om, hvorledes hun øjeblikkelig havde fået hjælp, da hun rørte ved sømmen af hans klædebon. Hendes beretning blev afbrudt af taknemmeligheds tårer, idet hun glædede sig over den fuldstændige sundhed, som hun ikke havde kendt til i tolv lange år. I stedet for at blive vred over hendes forvovenhed roste Jesus hendes handling, idet han sagde: "Datter! din tro har frelst dig; gå bort med fred!" (48.vers) Ved disse ord oplyste Jesus alle tilstedeværende om, at det ikke var berørelsen af hans klæder, som havde frelst hende, men at det var den oprigtige tro, som havde henvendt sig til ham og inderlig bedt om hans guddommelige hjælp. ret

(321)  Denne kvindes handlemåde fremstiller sand kristelig tro, For at kunne udøve tro er det ikke absolut nødvendigt, at følelserne må være påvirkede, så at der bliver megen bevægelse. Ej heller er det nødvendigt for at opnå bønhørelse af Herren, at vore bønner skal være støjende eller ledsages af heftige gebærder. Det er sandt, at Satans anfald ofte er årsag til, at der bliver en så heftig kamp mod tvivl og vantro i den bedendes hjerte, at han uvilkårlig fremkommer for Gud med stærke råb og tårer, og det er sandt, at den angergivne sjæls følelse af sin synd undertiden er så stærk, at angeren bliver lige så dyb, som synden har været stor, så at den frembringer en sjælekval, der ytrer sig i råb og dybe sukke, (322) som den barmhjertige Frelser medlidende hører. Men Jesus undlader ikke at besvare troens stille bøn. Den, som ligefrem tager Gud på hans ord og trænger sig nær for at komme i forbindelse med Frelseren, vil også få hans velsignelse. ret

(322)  Troen virker umiddelbart og er mægtig i sine følger. Mange, som bekender sig til at følge Kristus og har kundskab til Guds ord om sandheden, mangler den barnlige tillid, som er en væsentlig del af Jesu religion. De trænger sig ikke frem med den ydmyge, inderlige tro, som bringer Guds helbredende kraft ind i sjælen. De tillader den kolde tvivl at trænge ind og svække deres tillid. Den, som vil forstå alting, før han øver sig i tro, vil aldrig opnå Guds velsignelse. "Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser." ret

(322)  Den syge kvinde troede, at Jesus kunne helbrede hende, og jo mere hun tænkte derpå, desto fastere blev hun overbevist om, at hendes sygdom ville forsvinde, når hun blot rørte ved hans klædebon. Som svar på hendes oprigtige tro opfyldte den guddommelige lærer hendes bøn. Dette tjener til opmuntring for sådanne, som er besværede af synd. Ligesom Kristus borttog den legemlige svaghed, således vil han også frelse den angergivne sjæl, som påkalder hans navn. Troen, som berører ham, bringer den forønskede syndsforladelse, som fylder sjælen med taknemmelighed og glæde. ret

(322)  Det, som skete, da Jesus standsede, var så overordentlig interessant, at endog den bekymrede fader tålmodig gav agt derpå og betragtede det med dyb interesse. Da kvinden, som var helbredt, gik bort med glæde, opmuntrede det ham til at tro endnu mere fast på at Jesus var (323) i stand til at opfylde hans egen bøn og helbrede hans datter. Håbet blev stærkt i hans hjerte, og han bad nu Frelseren om at skynde sig med hjem til hans hus. Men idet de gik videre, trængte en person sig gennem mængden med et budskab til Jarius og fortalte ham, at hans datter var død, og at det var ingen nytte at umage Mesteren videre. Jesu medlidende øre opfangede de ord, der næsten udslukkede den bedrøvede faders forhåbninger. Frelserens hjerte hendroges til den bekymrede fader, og han sagde til ham: "Frygt ikke, tro kun, så skal hun blive frelst." (Luk 8,50) ret

(323)  Da Jarius hørte disse håbefulde ord, trængte han sig nær til Jesus, og de skyndte sig hjem til hans hus. Frelseren tillod ikke, at nogen kom med ham ind i værelset, hvor det døde barn lå, undtagen nogle af hans fortroligste disciple med forældrene. De personer, som sørgede, viste stor bedrøvelse; men han irettesatte dem og sagde: "Græd ikke! hun er ikke død, hun sover." De kvinder som i overensstemmelse med landets skik var lejede til at vise udvortes sorg, blev fortryllede over den simple fremmedes bemærkning, og de spurgte, hvad ret han havde til at befale dem at høre op med deres veklager over den døde og at påstå, at pigen endnu levede. De havde set, hvorledes døden havde forvandlet det levende barn til en skikkelse, som var uden bevidsthed, og hvori pulsen fuldstændig var ophørt at slå. De lo ad Jesu ord med foragt, idet de forlod værelset på hans bud. Frelseren nærmede sig sengen, ledsaget af barnets fader og moder tilligemed Peter, Jakob og Johannes. Han tog pigens hånd i sin og talte i det velbekendte sprog, som hendes forældre brugte, disse ord: "Pige, (324) stå op!" (Mark 5,41) ret

(324)  En bevægelse gennemfor straks hele legemet. Pulsen slog igen i de blå årer; idet åndedrætet kom tilbage; de stive øjenlåg åbnede sig vidt, som om hun vågnede op af en søvn, og de mærke øjne så sig omkring med forundring. Pigen stod op, svag efter sin lange sygdom, men fuldkommen helbredt. Hun gik langsomt over gulvet, medens forældrene græd af glæde. Jesus befalede, at man skulle give hende mad, og bød hele familien, at de ikke skulle sige nogen det, som var sket. Men ikke desto mindre rygtedes det vidt og bredt, at han havde oprejst den død til liv. Der var mange tilstede, da barnet døde, og da de så, at hun atter var levende og sund, var det umuligt at hindre dem fra at omtale den underfulde gerning, som den Store Lærer havde udført. ret

næste kapitel