Profetiens ånd bind 2 kapitel 29fra side337

tilbage

Løvhyttefesten

(337)  Tre gange om året skulle jøderne samles i Jerusalem for at tilbede. Jesus havde ikke overværet mange af disse forsamlinger på grund af jødernes had. Da han vidnede i synagogen, at han var livets brød, faldt mange af hans tilhængere fra og forenede sig med farisæerne for at give agt på ham og udspejde, hvad han foretog sig, i håb om at finde grund til at fordømme ham til døden. ret

(337)  Josefs sønner, som man anså for Jesu brødre, var ilde tilfreds med, at så mange af hans disciple forlod ham, og da tiden for løvsalernes fest nærmede sig, søgte de at få Jesus til at gå op til Jerusalem og fremstille sig for de øverste og tilegne sig den myndighed, som med rette tilhørte ham, dersom han i sandhed var Messias. ret

(337)  Jesus svarede dem med alvorsfuld værdighed: "For mig er tiden endnu ikke kommet; men for jer er tiden altid for hånden. Verden kan ikke hade jer;( 338) men mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde. Drag I op til højtiden; jeg drager endnu ikke op til denne højtid, thi for mig er tiden endnu ikke inde." (Joh 7,6-8) Verden elsker dem, som ligner den. Men modsætningen mellem Kristus og verden var meget iøjnefaldende, derfor kunne der ikke være nogen harmoni mellem dem. Hans lære og irettesættelse for synd opvakte verdens had imod ham. Frelseren vidste, hvad der ventede ham i Jerusalem. Han vidste, at jødernes ondskab snart ville bringe ham døden; men det var ikke Guds vilje, at han skulle påbegynde denne begivenhed ved at udsætte sig selv for deres samvittighedsløse had før tiden. Han skulle tålmodig afvente den bestemte. ret

(338)  Ved begyndelsen af løvsalernes højtid blev der gjort bemærkninger om Jesu fraværelse. Farisæerne og de øverste ventede ængstelig på hans komme, idet de håbede at få anledning til at fordømme ham på grund af et eller andet, som han ville sige eller gøre. De spurgte ivrig: "Hvor er han?" Men ingen vidste det. Der opstod snart en strid blandt folket angående Jesus. Mange forsvarede ham frimodig som en, der var udsendt af Gud, meden andre bitterlig anklagede ham for at være en bedrager. ret

(338)  Imidlertid var Jesus ubemærket kommet til Jerusalem. Han havde valgt en afsides vej for at undgå de rejsende, som begav sig til staden fra alle kanter. Midt i højtiden, da folket stred allermest om ham, gik Jesus ganske rolig ind til templets forgård og stod for folkeskaren som en, der har anerkendt myndighed. Folket troede, at Jesus ikke turde vise sig iblandt dem i (339) ypperstepræstens og de øverstes nærværelse. Hans pludselige og uventede fremtræden forbavsede dem derfor meget, så at den heftige strid, som de havde deltaget i, blev afløst af øjeblikkelig tavshed. De forundrede sig over hans frimodige og ærefrygtindgydende adfærd midt iblandt så mange højtstående mænd, som tørstede efter hans blod. ret

(339)  Idet Jesus stod således for folket, og alles øjne var fæstnede på ham, tiltalte han dem på en måde, som endnu aldrig noget menneske havde gjort. Hans kundskab var større end de lærde præsters og ældstes, og han trådte frem med en myndighed, som så nyligt havde været opirret til yderligt had og været rede til at lægge hænder på Kristus ved første anledning, lyttede nu med spændt opmærksomhed til hans ord og følte sig aldeles ude af stand til at gøre ham nogen fortræd. Alles opmærksomhed var nu hen vent til ham, alle andre interesser blev tilsidesatte for nærværende. Folkets hjerte bævede af frygt, idet de lyttede til hans guddommelige ord. ret

(339)  Hans tale viste, at han var vel bekendt med alle dele af loven, og at han forstod frem for nogen anden at fortolke skrifterne. Den ene spørger den anden: "Hvorledes kender denne skrifterne, da han ikke er lærd." Nogle, som er mindre bekendte med hans tidligere liv, spørger, i hvilken skole han er oplært. Til sidst genvinder de øverste deres åndsnærværelse så vidt, at de spørger ham, hvad ret han har til med en sådan myndighed at lære folket. De søger at vende mængdens opmærksomhed bort fra Jesus til dette spørgsmål, hvorvidt han har ret til at lære, og til sin egen anseelse og myndighed. Men Jesus besvarer deres spørgsmål med overbevisende kraft: ret

(339)   "Min lære er ikke min egen, men hans, som sendte mig. (340) Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud, eller jeg taler af mit eget. Den, der taler af sit eget, søger sin egen ære, men den, der søger hans ære, som sendte ham, han er sanddru, og der er ikke uret i ham." (Joh 7,16-18) Jesus erklærer her, at hans himmelske Fader er Kilden til al styrke og grunden til al visdom. Ingen naturlige evner eller menneskelig lærdom kan træde i stedet for kundskab om Guds vilje. Villighed til at adlyde Herrens ord åbner hjertet for Guds sandhed og leder menneskerne til at ransage den med oprigtighed og flid. Han vidner, at mennesker med et sådant sindelag er i stand til at skelne mellem den, som, taler for Gud, og den, som taler til sin egen ære og fordel, således som de stolte farisæer og præster gjorde. ret

(340)  Jesus talte om loven. Han stod lige overfor mænd, som var meget nidkære for loven, men undlod at følge dens grundsætninger i deres liv. Disse mennesker forfulgte Jesus, som så klart fremholdt Guds buds hellighed, men som befriede dem fra de meningsløse indskrænkninger, som de havde føjet til dem. Efter at Jesus havde helbredt den lamme på sabbatsdagen, havde farisæerne fast besluttet at dræbe ham og ventede ængstelig på en anledning til at udføre deres plan. Jesus gennemskuede deres hensigter og spurgte dem: ret

(340)   "Har ikke Moses givet jer loven? og ingen af jer holder loven. Hvorfor søger I da at slå mig ihjel." (19.vers) Denne skarpe anklage trængte ind på farisæernes og de øverstes samvittighed; men den forøgede (341) blot deres vrede. Det forekom dem som en utålelig stor anmasselse, at denne mand, som var af ringe herkomst, skulle stå op for folket og åbenbare deres livs skjulte uretfærdighed. Men de øverste ønskede at skjule deres onde hensigter for folket og undgik Jesu ord, idet de råbte: "Du må være besat! hvem søger at slå dig ihjel?" Med disse ord søgte de at give folket at forstå, at alle Jesu underfulde gerninger blev udført ved onde ånder. De ønskede også at bortdrage folkets tanker fra de Jesu ord, som åbenbarede, at deres hensigt var at slå han ihjel. ret

(341)  Men "Jesus svarede og sagde til dem: "Én gerning har jeg gjort, og alle undrer I jer over den. Moses har givet jer omskærelsen (ikke at den er fra Moses, men fra fædrene), og I omskærer mennesker også på en sabbat." (Joh 7,21.22) Jesus henviste til, hvorledes han havde helbredt den syge på sabbaten, og viste, at det var i overensstemmelse med sabbatsbuddet. han hentydede også til jødernes skik at omskære på sabbaten, så må det visselig også være rigtig at hjælpe nødlidende, at gøre "et helt menneske rask på en sabbat." Han sagde: "Døm ikke efter skinnet, men fæld en retfærdig dom!" (24.vers) Den frimodighed, hvormed Jesus forsvarede sig og fremhævede lovens åndelige betydning bragte de øverste til tavshed og ledte mange af dem som hørte ham, til at sige: "Er det ikke ham, som de søger at slå ihjel? Og se, han taler frit du, uden at de siger noget til ham. Skulle virkelig rådsherrerne have erkendt, at han er Kristus?" (25.,26.vers) Mange af dem, som boede i Jerusalem, og som ikke var uvidende om det jødiske råds hensigter med Jesus, var meget indtagne af hans lære og (342) hans hellige og ærefrygtindgydende adfærd og var tilbøjelige til at tage imod ham som Guds Søn. ret

(342)  De var ikke fyldte med bitter fordom og had således som præsterne og de øverste. Men Satan var rede til at indgyde tvivl i hjerte og at fremføre spørgsmål i deres tanker, om denne mand var Guds Søn, eftersom han var af så ringe herkomst. Mange havde fået det indtryk, at Messias ikke skulle stå i noget naturligt slægtskab med mennesker, og det var ubehageligt, for dem at tænke på, at en, som var opvokset fattig og ubemærket, skulle blive Israels mægtige konge, som de havde forventet. Derfor sagde de til hinanden: "Dog - om ham ved vi, hvorfra han er; men når Kristus kommer, ved ingen, hvorfra han er." Disse menneskers hjerte var tillukket for de profetier, som viste hvorledes og hvornår Kristus skulle komme. ret

(342)  Medens de således vaklede mellem tvivl og tro, imødegik Jesus deres tanker og svarede dem således: "Ja, I kender mig og ved, hvorfra jeg er! og dog er jeg ikke kommen af mig selv, men han, der har sendt mig, er sanddru, han, som I ikke kender. Jeg kender ham; thi fra ham er jeg kommen, og han har udsendt mig." (28.,29.vers) De påstod, at de vidste, hvor Jesus kom fra, medens de i virkeligheden var aldeles uvidende derom og var indhyllede i åndeligt mørke. Dersom de havde levet i overensstemmelse med Faderens vilje, så ville de have kendt hans Søn, da han åbenbaredes for dem. ret

(342)  Jesu ord overbeviste mange af hans tilhører; men de forøgede de øverstes vrede, og de forsøgte at gribe ham. "Dog lagde ingen hånd på ham, thi hans time var endnu ikke kommet. (343) Men mange af folkeskaren kom til tro op ham og sagde: "Når Kristus kommer, mon han da vil gøre flere tegn, end denne har gjort?" ret

(343)  Jesus stod for sine fjender med rolig værdighed, idet han talte om sin sendelse til verden og åbenbarede farisæernes og de øverstes skjulte synder og morderiske hensigter. Selvom disse høje personer gerne ville have tilsluttet hans mund og dræbt ham på stedet, blev de dog forhindrede derfra ved en usynlig indflydelse, som satte en grænse for deres vrede og sagde til dem: "Hertil skal du komme og ikke længere." ret

(343)  Jesu ord fandt rum i mange hjerter og var siden en rig høst ligesom sæden, der blev sået i den gode jordbund. Spionerne, som var adspredte omkring mellem mængden, beretter for de øverste, præsterne og de ældste, at Jesus vinder megen indflydelse blandt folket, og at mange allerede erkender, at de tror på ham. Præsterne lægger derfor hemmelige planer til at fængsle Jesus. Men de ordner det således, at de vil gribe ham, når han er alene; thi de tør ikke udsætte sig for de følger, som det vil have at gribe ham i folkets nærværelse. Jesus, som mærker deres onde hensigter, erklærer med højtidelige ord: "Endnu en kort tid er jeg hos jer, så går jeg bort til ham, som sendte mig. I vil lede efter mig og ikke finde mig, og dér, hvor jeg er, kan I ikke komme." (Joh 7,33.34) Verdens Frelser skulle snart finde et tilflugtssted for sine fjenders forfølgelser, hvor deres foragt og had ikke var i stand til at skade ham. Han skulle opstige til sin Fader og atter æres at englene - og derhen kunne hans modstandere aldrig komme. ret

(343)  Løvsalernes højtid blev fejret for at ihukomme den tid, da hebræerne boede i telte under deres rejse i ørknen. Så længe den store højtid varede, skulle folket forlade deres hjem og bo i hytter, som blev opbyggede af grene af gran- og surutræer samt af myrtetræer. Disse løvhytter byggede på husenes tage og i gaderne; men ofte opførte man dem udenfor stadens mure i dalene og på højene. Adspredte i enhver retning frembød disse grønne hytter et meget malerisk skue. ret

(343)  Højtiden varede en uge, og i al denne tid var der (344) stor glæde og festlighed i templet. Ofringerne foregik med stor pragt, og musikkens toner blandede sig med folkets pris og jubelråb. Så snart det dagedes, blæste præsterne længe og stærkt i deres sølvbasuner, og folket svarede med deres basuner, og deres glædesråb lød fra de grønne hytter over højene og dalene og hilsede højtidsdagen velkommen. Derpå drog præsten en flaske vand op af Kedrons bæk og løftede den højt op under basunernes lyd, medens han steg op ad templets brede trapper og holdt takt med musikken med langsomme og afmålte skridt, idet han sang: "Vore fødder skal stå i dine porte, o Jerusalem." ret

(344)  Præsten bar flasken til alteret, som står midt i templets forgård. Her var to sølvkar, og der stod en præst ved hvert af dem. Vandet blev hældt fra flasken i det ene kar og en flaske vin i det andet, og indholdet af begge flød gennem et rør ned til Kedron og løb bort til det døde hav. Denne ceremoni med det hellig (345) vand skulle forstille den kilde, som udflød af klippen for at vederkvæge hebræerne i ørknen. Derpå lød den jublende sang: ret

(345)   "Thi Herren er min styrke og lovsang, og... I skal øse vand med glæde af frelsens kilder." (Es 12,2.3) Hele den store forsamling deltog med musikalske instrumenter og dybt tonede basuner i det glade kor, medens dygtige sangere anførte den store, harmoniske lovsang. ret

(345)  Festen blev med uforlignelig pragt. Om natten luede templet og dets forgård så stærkt af kunstig belysning, og at hele staden blev oplyst deraf. Musikken, de svajende palmegrene, de glade jubelråb, den store forsamling af folk, der bevægede sig i lyset, som udstrømmede fra de hængende lamper, præsternes glimrende dragter, de højtidelige ceremonier - alt bidrog til at frembringe et syn, som gjorde et dybt indtryk på alle tilskuere. ret

(345)  Festen nærmede sig sin ende. Morgnen frembrød på den sidste store højtidsdag, og folket var træt af den lange fest. Da opløftede Jesus sin røst med en stemme, som lød klart gennem templets forgård: " ret

(345)  Om nogen tørster, han komme til mig og drikke! Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som skriften har sagt, rinde strømme af levende vand." (Joh 7,37.38) Folkets tilstand gjorde denne indbydelse meget betydningsfuld. De havde deltaget i vedvarende festligheder og pragt. Deres øjne var blevet blændede af de mange farvede lys, og deres øre havde glædet sig ved den herligste musik. Men der var intet, som imødekom Åndens trang eller tilfredsstillede den tørstige sjæl (346) med det vand, som ikke forgår. Jesus indbød dem til at komme og drikke af livets kilde, der skulle blive i dem som en kilde af vand, der opvælder til et evigt liv. ret

(346)  Præsten havde om morgnen den højtidelige ceremoni, der afbildede klippen i ørknen, som blev slået, så at vandet strømmede ud af den. Klippen var et forbillede på Kristus. Hans ord var livets vand. Idet Jesus således talte til folket, fyldtes deres hjerte med en underlig ærefrygt, og mange var rede til at udråbe med kvinden fra Samaria: "Giv mig det vand, så jeg ikke mere skal tørste." ret

(346)  Den guddommelige lærers ord fremstiller evangeliet på en meget betydningsfuld måde. Mere end atten hundrede år er forløbet, siden Jesu læber udtalte disse ord i flere tusinde sjæles påhør. Men de er ligeså trøsterige og opmuntrende for vort hjerte i dag og ligeså fulde af håb som for dem, der tog imod dem i det jødiske tempel. Tom pragt, rigdom og ære kan ikke tilfredsstille hjertet. "Om nogen tørster, han komme til mig og drikke." Rige og fattige, høje og lave, alle er velkomne! Han lover at lette det nedtrykte sind, at trøste de sørgende og give de mismodige håb. Mange af dem, som hørte Jesus, sørgede over fejlslagne forhåbninger. Nogle nærede en hemmelig sorg, medens andre søgte at tilfredsstille sjælenes urolige længsler med denne verdens ting og menneskelig ros. Men når de havde vundet alt dette, erfarede de, at de havde arbejdet for at nå en tom brønd, hvor de intet kunne få til at slukke deres brændende tørst. Midt iblandt den glade scenes glimmer (347) stod de misfornøjede og bedrøvede. Dette pludselige råb: "Hvis nogen tørster -" vækker dem at deres sørgmodige betragtninger, og idet de lytter til de efterfølgende ord, optændtes et nyt håb i deres hjerte. De ser på Livgiveren der står for dem i sin majestæt. Hans guddom stråler gennem hans manddom og åbenbarer hans himmelske kraft med ord, som dybt bevæger deres hjerte. ret

(347)  Kristi råb til tørstige sjæle lyser endnu. Det lyder til os med endnu større kraft end til dem, som hørte det i templet på højtidens sidste dag. Jesus tilbyder de trætte og besværede at drikke af det evige livs vand. Han indbyder dem til at hvile i ham. Han vil tage deres byrder; han vil give dem fred. Esajas beskrev Kristus flere hundrede år før hans komme som et "Læ imod storm og ly imod regnskyl,... som en vældig klippes skygge i tørstende land." (Es 32,2) Alle, som kommer til Kristus, får hans kærlighed i sit hjerte, hvilket er det vand, som opvælder til et evigt liv. De, som får den, giver den igen videre til andre ved gode gerninger, et godt eksempel og ved kristelige råd. ret

(347)  Dagen var forbi, og farisæerne og de ældste ventede utålmodig på efterretninger fra tjenerne, som var udsendt for at gribe Jesus. Men deres sendebud kom igen uden ham. De spurgte dem med vrede: "Hvorfor har I ikke ført ham med?" Tjenerne svarede alvorsfuldt: "Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler." (Joh 7,45.46) Disse menneskers hjerter var blevet forhærdet, idet de udøvede vold og forbrydelser. Men de var dog ikke så ufølsomme og forhærdede som præsterne og de ældste, der villig og med fuldt forsæt vendte sig bort fra (348) lyset og overgav sig til misundelse og ondskab. ret

(348)  Tjenerne havde hørt Jesu ord i templet; de have følt den underfulde indflydelse, som udgik fra ham, og deres hjerte blev besynderlig berørt deraf, og de følte sig hendragede til ham, hvem de havde befaling til at gribe som en forbryder. De var ikke i stand til at udføre det hverv, som præsterne og de ældste havde overdraget dem. De havde ikke mod til at lægge hænder på den hellige person, der stod for dem, hvis ansigt lyste af himmelsk glans, idet han forkyndte frelsens ord. Da de undskyldte sig, fordi de ikke havde adlydt præsternes befaling, og sagde: "Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler," blev farisæerne forbitrede over, at endog lovens håndlangere skulle komme under denne galilæiske bondes indflydelse, og råbte med vrede: ret

(348)   "Er I også ført vild? Har måske nogen af rådsherrerne troet på ham, eller nogen af farisæerne? Men denne hob, der ikke kender loven, der er forbandede!" (Joh 7,47-49) Derpå gav de sig til at lægge planer for at fordømme og henrette ham øjeblikkelig af frygt for, at dersom de lod ham gå længere, så ville han vinde hele folket. De var enige om, at den eneste udvej for dem var at bringe ham til tavshed, så hurtig som mulig. Nikodemus, den farisæer, som var kommet til Jesus om natten var blevet undervist af ham om den nye fødsel, sagde frimodig: ret

(348)   "Dømmer vor lov mon et menneske, uden at man først forhører ham og får rede på, hvad han har gjort?" (51.vers) De forsamlede tav et øjeblik. Nikodemus var en rig mand med stor indflydelse. Han var lærd og indtog en høj stilling blandt de øverste. Han talte sandhed, og den gjorde et stærkt indtryk på farisæerne. De kunne ikke fordømme et menneske uden at forhøre ham. Men denne var ikke den (349) eneste grund, hvorfor disse stolte øverster blev forvirrede, idet de så på ham, som så frimodig talte til forsvar for retfærdighed. De blev forbavsede og fortrydelige over, at en af deres egen midte havde fået et så dybt indtryk af Jesus, at han offentlig forsvarede ham i rådet. Så snart de overvandt deres forbavselse, tiltalte de ham med bidende spot: ret

(349)   "Er du måske også fra Galilæa? Slå efter, så skal du se, at i Galilæa fremstår der ingen profet." (52.vers) Dog var de ikke destomindre ude af stand til at gennemføre deres planer og fordømme Jesus uden at forhøre ham. De var overvundet og nedslået for øjeblikket, "og de gik hver til sit hjem." ret

næste kapitel