(349) Tidlig den efterfølgende morgen kom Jesus "tilbage til Helligdommen, og alt folket kom til ham, og satte sig og lærte dem." (Joh 8,2) ret
(349) Medens Jesus var beskæftiget med at lære, bragte de skriftkloge og farisæerne en kvinde til ham. De anklagede hende for hor og sagde til ham: "Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i hor. I loven har Moses befalet os at stene den slags kvinder. Hvad siger du?" Dette sagde de for at stille en fælde for ham, så de kunne få noget at anklage ham for. Men Jesus bøjede sig ned og skrev på jorden med sin finger," som om han ikke hørte dem. ret
(349) De skriftkloge og farisæerne var blevet enige om at bringe (350) denne sag til Jesus; thi de mente, hvad han end sagde med hensyn til den, så kunne de finde anledning til at anklage og fordømme ham derfor. Dersom han frikendte kvinden, så ville de anklage ham for, at han foragtede Mose lov, og fordømme ham af den grund; og dersom han erklærede, at hun var skyldig til at dø, så ville de anklage ham for romerne som en, der vakte oprør og tilegnede sig den myndighed, som alene tilkom dem. Men Jesus vidste godt, i hvilken hensigt de førte denne sag frem for ham. Han læste deres hjertes hemmelige tanker og kendte ethvert menneskes karakter og levnedshistorie, som kom til ham. Han lod, som om han ikke bekymrede sig om farisæerens spørgsmål; medens de talte og trængte sig omkring ham, bøjede han sig ned og skrev med sin finger i sandet. ret
(350) Selvom Jesus gjorde dette uden nogen tilsyneladende hensigt, skrev han dog i sandet med tydelige bogstaver forskellige synder, som kvindens anklagere var skyldige i, idet han begyndte med den ældste og endte med den yngste. Til sidst blev farisæerne utålmodige over Jesu ligegyldighed og over, at han tøvede med at besvare det spørgsmål, som de havde fremlagt for ham, og de drog nærmere og trængte ind på ham. Men da deres øjne faldt på de ord, som han havde skrevet i sandet, grebedes de af frygt og forbavselse. Folket, som så til, mærkede, at deres ansigtsudtryk forandres, og trængte frem for at se, hvad farisæerne så på med et sådant udtryk af forbavselse og skam. Mange af dem, som således samlede sig om Jesus, læste også, hvad han havde skrevet om de hemmelige synder, der var begåede af disse mennesker, som anklagede kvinden. Gå bort og synd ikke mere. ret
(350) Da rejste Jesus sig op og sagde til dem: "Den af jer, der er syndfri, lad ham (351) være den første, der kaster sten på hende!" Så bøjede han sig igen ned og skrev på jorden." (Joh 8,7.8) Anklagerne så, at Jesus ikke blot kendte deres forbi gangne hemmelige synder, men at han også vidste, i hvilken hensigt de bragte denne sag til ham, og at han i sin underfulde visdom havde omstyrtet deres hemmelige planer. De frygtede nu for, at Jesus skulle åbenbare deres synder for alle, som var til stede, og da de "hørte det gik de bort, den ene efter den anden, de ældste først; og han blev alene tilbage med kvinden, som stod der i midten." ret
(351) Der var ikke én af kvindens anklagere, som jo var mere skyldige en den angergivne kvinde, der stod for dem, skælvende af skam. Efter at farisæerne hurtig havde forladt Kristus med forfærdelse og en ond samvittighed, stod han op, så på kvinden og sagde: "Kvinde! hvor er de andre? Var der ingen, som fordømte dig?" Hun svarede: "Nej, Herre! ingen!" Da sagde Jesus: "Jeg fordømmer dig heller ikke, gå bort, synd fra nu af ikke mere!" (Joh 8,10.11) ret
(351) Jesus undskyldte ikke synden eller neddyssede samvittighedens stemme; men han kom ikke for at fordømme. Han kom for at lede syndere til evigt liv. Verden betragtede denne vildfarende kvinde som et menneske, der burde foragtes og tilsidesættes; men den rene og hellige Jesus nedlod sig til at henvende trøstefulde ord til hende og opmuntrede hende til omvendelse. Det var ikke hans gerning at fordømme de skyldige, men at trænge ned i den menneskelige elendigheds og fornedrelsens dyb, og ophjælpe de faldne og syndige og at byde den skælvende, angergivne kvinde: "synd fra nu af ikke mere!" Da kvinden stod for Jesus, nedbøjet under farisæernes anklage og følelsen af sin store synd, vidste hun, at hendes liv var i den yderste fare, og at et ord fra (352) Jesus ville opflamme skarens vrede, så at de øjeblikkelig ville stene hende til døde. ret
(352) Hun slår sine øjne ned for Kristi rolige gennemtrængende blik. Nedbøjet af skam er hun ikke i stand til at se på det hellige ansigt. Medens hun står således og venter på den dom, som han vil udtale over hende, hører hun med forbavselse Jesu ord, som ikke blot udfrier hende fra hendes anklagere, men sender dem bort, overbeviste om større forbrydelser end hendes. Efter at de er gået, hører hun Jesu sørgmodige og højtidelige ord: "Jeg fordømmer dig heller ikke, gå bort, synd fra nu af ikke mere!" Hendes hjerte smeltede af anger og sorg, og fuld af taknemmelighed til sin frelser bøjer hun sig for Jesu fødder og tolker hulkende sit hjertes følelser for ham og bekender sine synder med afbrudte ord og bitre tårer. ret
(352) Dette var begyndelsen til at nyt liv for denne fristede, faldne sjæl, et liv i hellighed og fred, ofret til Herrens tjeneste. Idet Jesus løste denne kvinde op til et dydigt liv, udførte han en større gerning, end da han helbredte den mest ondartede sygdom. Han helbredte sjælens sygdom, som bringer evig død. Denne angergivne kvinde blev en af Jesu oprigtige venner. Hun gengældte hans medlidenhed og tilgivelse med selvopofrende kærlighed og hengivenhed. Da hun siden efter stod dybt bedrøvet ved korsets fod og så sin herres dødskamp og hørte hans smertefulde råb, gennemboredes hendes hjerte på nyt; thi hun vidste, at dette offer skete på grund af synden. Det ansvar, hun havde pådraget sig, idet hun ved sin store synd havde bidraget denne smerte over Guds Søn, syntes i sandhed stort. Hun følte, at de (353) kvaler, som gennemtrængte Frelserens legeme, var for hende; blodet som flød af hans sår, flød for at udslette hendes synd. De suk, som undslap hans døende læber, forårsagedes ved hendes overtrædelse. Hendes hjerte blødte af sorg, som overgår al beskrivelse, og hun følte, at et liv fuldt af selvfornægtelse blot ville være en ringe betaling for det evige livs gave, som Jesus så uendelig dyrt havde købt til hende. ret
(353) Guds fuldkomne retfærdighed lyser skønt af Jesu karakter i denne handling, idet han tilgav den faldne kvinde og opmuntrede hende til at leve et bedre liv. Selv ubekendt med syndens besmittelse beklager han den svage og vildfarende kvinde og udstrækker sine hænder for at hjælpe hende. Medens de egenretfærdige og hykleriske farisæer fordømmer den skælvende kvinder, der venter på døden, og den støjende skare er rede til stene hende, siger Jesus, synderes ven, til hende: "Gå bort, synd fra nu af ikke mere!" ret
(353) En sand Kristi efterfølger vender sig ikke bort fra de vildfarende med et koldt hjerte eller forlader dem, så at de uhindret fortsætter på sin fordærvelige bane. Kristelig kærlighed er langsom at fordømme, hurtig til at opdage anger, rende til at tilgive, at opmuntre, at lede de vildfarende på dydens sti og søge at bevare dem derpå. ret
(353) Den visdom, Jesus ved denne lejlighed viste, idet han forsvarede sig imod sine fjenders onde planer, og de vidnesbyrd, han gav dem om, at han kendte deres livs skjulte hemmeligheder, så vel som den overbevisning, der bragte uro i samvittigheden hos dem, som søgte at dræbe ham, var tilstrækkelige beviser for hans guddom. Jesus fremholdt også en vigtig sandhed ved denne anledning, nemlig, at de, som altid (354) er rede til at anklage andre mennesker, som let opdager synd hos dem og er nidkære til at føre dem frem for dommen, ofte er mere skyldige end de, som de anklager. Mange, som var vidne til denne tildragelse, blev derved ledte til at sammenligne Jesu barmhjertighed og villighed til at tilgive farisæernes uforenelige sindelag, som var aldeles fremmed for barmhjertighed, og de vendte sig til den medlidende Frelser som til en, der vil lede angergivne syndere til fred og frelse. ret
(354) "Da talte Jesus atter til dem og sagde: "Jeg er verdens lys; den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys." (Joh 8,12) Jesus havde fremstillet sig selv for faldne mennesker som en kilde af levende vand, hvoraf alle, som tørstede, kunne komme og drikke. Det klare lys i templet oplyste hele Jerusalem; han benyttede nu disse lys til at afbilde sit forhold til verden. Med klar og tydelig røst vidnede ham: "Jeg er verdens lys." Ligesom de skinnende lamper i templet oplyste staden, således oplyser Kristus, som er kilden til det åndelige lys, den mørke verden, som ligger i det onde. Hans adfærd gjorde et så dybt indtryk på dem, og hans ord overbeviste dem så stærkt om sandheden, at der var meget, som ved denne anledning blev overbeviste om, at han i sandhed var Guds Søn. Men farisæerne, som altid var rede til at modsige ham, anklagede ham for egenkærlighed og sagde: "Du vidner om dig selv, dit vidnesbyrd er ikke gyldigt!" Jesus svarede på deres indvending, idet han på ny bekræftede sin guddommelige sendelse: ret
(354) "Om jeg også vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd dog gyldigt, thi jeg ved, hvorfra jeg kom, og hvorhen jeg går; men I ved ikke, hvorfra jeg kommer, eller hvorhen jeg går." (Joh 8,14) De var uvidende om hans guddommelige (355) væsen og mission, fordi de ikke havde ransaget profeterne om Messias, således som de burde og havde så god anledning til. De havde ikke samfund med Gud og himlen, og derfor kunne de ikke forstå Frelserens værk. Selvom de havde set de klareste beviser på, at Jesus var verdens frelser, så nægtede de dog at oplade deres forstand for hans vidnesbyrd. De havde fra begyndelsen vendt sit hjerte fra ham og ville ikke tro de kraftigste vidnesbyrd om hans guddommelighed, og som en følge heraf blev deres hjerte mere forhærdet, idet de besluttede ikke at tro eller tage imod ham. ret
(355) "I dømmer efter det udvortes, jeg dømmer ingen. Men om jeg også dømmer, er den dom ret, thi jeg er ikke ene om den, men sammen med mig er han, som sendte mig." (Joh 8,15.16) Således erklærede Jesus, at han var sendt af Faderen for at udrette hans gerning. Han havde ikke rådført sig med præsterne eller de ældste om det værk, han skulle udføre; thi han havde fuldmagt fra den højeste autoritet - fra verdensaltets Skaber. Jesus havde udført sin hellige gerning: han havde lært folket, havde hjulpet de ledende, havde tilgivet synder og havde renset templet, som var hans Faders hus og drevet de, som vanhellige det, bort fra dets hellige porte. Han havde fordømt farisæernes hykleriske liv og irettesat dem for deres skjulte synder, og i alt dette havde han handlet overensstemmende med sin Faders undervisning. Derfor hadde de ham og søgte at ihjelslå ham. Jesus siger til dem: "I er nedenfra, jeg er ovenfra; I er af verden, jeg er ikke af denne verden!" (23.vers) ret
(355) "Når I får ophøjet Menneskesønnen, så skal I forstå at jeg er den, jeg er, og at jeg ikke gør noget af mig selv; men som Faderen har lært mig, således taler (356) jeg. Og han, som sendte mig, er med mig; han har ikke ladet mig alene, fordi jeg altid gør, hvad der er ham velbehageligt." (28.,29.vers) Disse ord talte Jesus med gennemtrængende kraft og lukkede derved for nærværende farisæernes mund, og de bevirkede, at mange, som lyttede med opmærksomhed, forenede sig med Jesus og troede, at han var Guds Søn. Til disse troende sjæle siger han: "Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer." (31.,32.vers) Men til farisæerne, som forkastede ham, og som forhærdede deres hjerte imod ham, siger han: Jeg går bort, og I skal lede efter mig, men I skal dø i jeres synd; hvor jeg går hen, dér kan I ikke komme." (21.vers) ret
(356) Men farisæerne greb de ord, som han henvendte til dem, der troede, og gjorde bemærkninger om dem, idet de sagde: "Vi er Abrahams slægt og har aldrig været nogens trælle; hvor kan du da sige: "I skal være frie"?" Jesus betragtede disse mennesker - slaver af vantro og bitter ondskab, hvis hjerte var opfyldt af hævnlyst - og svarede dem: "Sandelig, sandelig siger jeg eder: enhver, der gør synd, er syndens træl." (34.vers) De lå i den værste trældom og beherskedes af det onde. Jesus vidnede for dem, at dersom de var Abrahams sande børn og levede i lydighed mod Gud så ville de ikke søge at ihjelslå et menneske, der talte sandhed, som Gud havde givet ham. På denne måde gjorde de ikke Abrahams gerninger, selvom de påstod, at han var deres fader. ret
(356) Jesus nægtede med stærkt eftertryk, at jøderne fulgte Abrahams eksempel. Han sagde: "I gør jeres faders gerninger." Farisæerne forstod til dels hans (357) mening og sagde: "Vi er ikke avlet i utugt; kun én fader har vi, det er Gud." Men Jesus svarede dem: Var Gud jeres Fader, så ville I elske mig; thi fra Gud er jeg udgået og kommen, jeg er ikke kommen af mig selv, men han har sendt mig." (42.vers) Farisæerne havde vendt sig bort fra Gud og nægtet at erkende hans Søn. Dersom deres hjerte havde været modtageligt for Guds kærlighed, så ville de have troet på Frelseren, som han havde sendt til verden. Jesus afslørede modig deres hjertes forskrækkelige tilstand. ret
(357) "I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader. Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden; thi der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han sit eget; thi han er en løgner, ja løgnens fader. Men mig tror I ikke, for jeg siger sandheden." (Joh 8,44.45) Disse rørende ord talte Jesus sørgmodig, idet han tænkete på den forfærdelige tilstand, som disse mennesker var kommet i. Men hans fjender hørte på ham med ustyrlig vrede, selvom hans ophøjede fremtræden tilligemed den underfulde kraft, der fulgte med den sandhed, han forkyndte, gjorde dem magtesløse. Jesus vedblev at fremhæve den skarpe modsætning mellem deres stilling og Abrahams, hvis børn de påstod at være: ret
(357) Abraham, jeres fader, frydede sig over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig." (56.vers) Jøderne lyttede tvivlende til dette vidnesbyrd og sagde spottende: "Du er ikke halvtreds år endnu, og du har set Abraham!" Jesus svarede med ophøjet værdighed, som trængte overbevisende ind i deres onde hjerte: "Sandelig, sandelig siger jeg eder: før Abraham blev til, er jeg." (58.vers) Folket stod et øjeblik uden at sige et ord, idet den (358) store og forfærdelige betydning af disse ord opgik fra deres sind. Men farisæerne genvandt snart deres fatning, og da de frygtede for virkningen af hans ord på folket, søgte de at fremkalde et opløb, idet de forhånede ham som en bespotter. "Da tog de sten op for at kaste dem på ham; men Jesus skjulte sig og gik bort fra helligdommen." (59.vers) ret