(383) På den første dag i ugen forsatte Jesus sin rejse til Jerusalem for at deltage i påskehøjtiden. En stor skare, som kom til Betanien for at se ham, ledsagede ham, ivrig efter at være vidner til hans indtog i Jerusalem. Hele naturen syntes at glæde sig. Træerne var klædte med grønt og fulde af blomster, som fyldte luften med sin vellugt. Mange mennesker var på vej til staden for at fejre påskefesten. Flere vedblev hele tiden at forene sig med skare, som fulgte Jesus. Han sendte to af sine disciple for at hente en asenindens føl, så at han kunne ride ind i Jerusalem. Det var blot et kort stykke vej, og eftersom han ellers altid rejste (384) til fods, kunne hans disciple ikke begribe, hvorfor han foretrak at ride. Men deres hjerte blev opmuntret ved den glade tanke, at Jesus nu var ved at holde indtog i hovedstaden og lade sig udråbe til jødernes konge og gøre krav på sin kongelige magt. Medens disciplene udførte dette ærende, omtalte de deres glødende forventninger til Jesu venner, og begejstringen udspredte sig vidt og bredt og vakte de største forventninger hos folket. ret
(384) Jesus valgte et føl, som aldrig noget menneske havde siddet på. Disciplene udbredte med glæde sine klæder på føllet og satte deres Mester på det. Aldrig så snart havde han sat sig på føllet, før høje glædesråb fyldte luften, og mængden hilsede ham som Messias, deres konge. Jesus modtog nu den hyldest, som han aldrig før havde tilladt dem at bringe, og hans disciple betragtede dette som et bevis på, at deres glade forventninger nu skulle opfyldes, og at han ville blive anerkendt som Israels konge i Jerusalem. Alle var glade og henrykte, og den ene søgte at overgå den anden i at ære ham. De kunne ikke fremføre nogen udvortes pragt og herlighed; men de skænkede ham deres lykkelige hjertes tilbedelse. De var ikke i stand til at give ham kostelige gaver; men de bredte deres yderklæder som et tæppe for ham, og de strøede også løvrige grene af olie- og palme træerne på vejen. De havde ingen kongelige faner, som de kunne bære i spidsen for det højtidelige tog; men de afhuggede de skønne palmegrene, naturens sejrstegn, og svingede dem højt, medens deres glade hosiannaråb opfyldte luften. ret
(384) Eftersom skaren drog frem, (385) blev den stadig forøget af dem, som havde hørt om Jesu komme, og som skyndte sig at deltage i folkeoptoget. Tilskuerne forende sig hele tiden med skaren og spurgte: Hvem er denne? Hvad betyder al denne bevægelse? De havde alle hørt om Jesus og ventede at han ville komme til Jerusalem; men de vidste, at han havde hidtil nægtet at modtage kongelig ære, og de blev meget forbavsede ved at erfare, at dette var Jesus. De undrede sig over, hvad der kunne have frembragt denne forandring hos ham, der havde erklæret, at hans rige ikke var af denne verden. ret
(385) Medens de undrer sig og gør spørgsmål, bringer den henrykte skare deres spørgsmål til tavshed med et glædesskrig, som atter og atter bliver gentaget og genlyder fra de omliggende høje og dale. Det glade tog forøges nu med folkeskarer fra Jerusalem, som har hørt om dette store optog og haster at gå Frelseren i møde for at følge ham til Jerusalem. Tusinde af den store forsamling af hebræere, som var kommet til påskefesten, går ud for at byde Jesus velkommen til staden. De hilser ham med opløftede palmegrene og hellige sange. Præsterne i templet blæser i basuner for at kalde folket til aftentjenesten; men der er få som kommer, og de øverste siger til hverandre med forfærdelse: "Alverden løber jo efter ham." (Joh 12,19) ret
(385) Frelseren havde hidtil i sit liv nægtet at modtage kongelig ære og havde bestemt modsat sig alle forsøg på at ophøje ham på en jordisk trone. Men det var Jesu hensigt ved denne anledning at hendrage folkets opmærksomhed til sig selv som verdens Forløser. Han nærmede sig den tid, da hans liv skulle ofres til en genløsnings betaling (386) for faldne mennesker. Selvom han snart skulle forrådes og ophænges på korset som en forbryder, så ville han dog drage ind i Jerusalem,, hvor han snart skulle ofres, omgivet af glædesytringer og kærlige æresbevisninger som et svagt forbillede på hans fremtidige herlige komme til verden som Zions konge. ret
(386) Det var Jesu hensigt at hendrage opmærksomheden til sit store offer, som skulle afslutte hans sendelse til en falden verden. Folket forsamledes til Jerusalem for at højtideligholde påsken, medens han, det sande offerlam, frivillig hengav sig til at dø. Jesus vidste, at det var nødvendigt i alle kommende tider, at menigheden skulle tænke meget på hans død for verdens synder. Enhver omstændighed i forbindelse med den skulle stadfæstes, så den blev hævet over al tvivl. Det var derfor nødvendigt, at alle folks øjne henvendes på ham, og at det optog, som gik forud for hans store offer, var af en sådan natur, at de kunne hendrage alles opmærksomhed til selve offeret. Efter en så stor bevægelse, som hans indtog i Jerusalem frembragte, ville alles øjne være henvendte på det, som skete med ham indtil hans død. ret
(386) De mærkværdige begivenheder, som var forbundet med Jesu triumftog, var beregnet på at blive genstand for almindelig omtale og at bringe Jesus frem for alles tanker. Efter hans korsfæstelse ville disse begivenheder blive betragtet i forbindelse med hans forhør og død. Profetierne ville blive ransagede og ville åbenbare den kendsgerning, at denne var i sandhed Messias, og mange sjæle i alle lande ville blive omvendte til troen på Jesus. Ved dette ene triumftog i Frelserens liv på jorden kunne han være blevet ledsaget af (387) himmelske engle, og Guds basuner kunne havde forkyndt hans ære; men han vedblev at handle i overensstemmelse med den fornedrede stilling, han havde indtaget og bar menneskenes byrder, idet han gav sit liv for verdens liv. ret
(387) Denne dag, der forekom disciplene som den herligste dag i hele deres liv, ville være blevet fordunklet af mørke skyer, dersom de havde vidst, at denne glædelige begivenhed blot var et forspil til deres Mesters lidelse og død. Selvom han gentagne gange havde sagt dem rent ud, at han skulle ofres, så glemte de dog hans sørgmodige ord under den nærværende sejrsglæde og så fremad til hans herlige regering på Davids trone. Flere og flere forende sig hele tiden med folketoget, og med få undtagelser blev alle henrevet af øjeblikkets begejstring og hjalp til at råbe hosianna. Deres råb vedblev hele tiden at genlyde fra høj til høj og dal til dal: "Hosianna Davids søn! velsignet være han, som kommer i Herrens navn! Hosianna i det højeste!" (Matt 21,9) Det så ud, som alle i den store skare søgte at overgå hverandre i at opfylde profetens ord. ret
(387) Mange farisæer var vidne til dette syn, og besjælede af misundelse og ondskab søgte de at forandre folkestemningen. De opbød al deres myndighed for at undertrykke folkets begejstring; men alle deres formaninger og trusler var forgæves. De frygtede for, at denne store mængde med magt ville ophøje Jesus til konge og som det sidste middel, de kunne give til, trængte de gennem skaren og (388) tiltale Jesus med trusler og irettesættende ord: "Mester! sæt dog dine disciple i rette!" (Luk 19,39)De erklærede, at et sådant støjende og opsigtsvækkende optog var ulovligt og ingenlunde kunne tillades af myndighederne. Men Jesu svar bragte deres stolte røst til tavshed: "Jeg siger jer: hvis disse tier skal stenene råbe." (40.vers) ret
(388) Gud havde selv ved sin forsyns styrelse ordnet de begivenheder, som nu fandt sted, og dersom mennesker ikke havde udført den guddommelige plan, så ville han have givet de livløse stene en røst til at tale, og de ville have hilset Guds Søn med æresråb. Dette, som nu gik for sig, var blevet åbenbaret for de hellige profeter i et syn, og menneskene havde ikke magt til at omstyrte Jehovas planer. Idet farisæerne tavse drog sig tilbage, lød Sakarias ord fra mange hundrede læber: "Fryd dig såre, Zions datter, råb med glæde, Jerusalems datter! Se din konge kommer til dig, Retfærdig sejrrig er han, ydmyg, ridende på et æsel, på en aseninders føl." (Sak 9,9) ret
(388) Farisæerne blev tvunget til at høre op med deres bestræbelser for at stille mængdens begejstring. Alle deres anstrengelser tjente blot til at forøge mængdens nidkærhed. Verden havde aldrig før set et sådant triumftog; det lignede ikke en jordisk berømt sejrherres. Ingen skarer af bedrøvede fanger udgjorde en del af det ærefrygtindgydende tog som tegn på tapperhed. men omkring Frelseren så man de herligste sejrstegn på hans kærlige virksomhed for syndige mennesker; der var fanger, som han havde frelst fra Satans (389) grusomme magt, og de priste Gud for hans frelse. De blinde, som han havde gengivet sit syn, trængte frem forrest i skaren. De stumme, hvis tunge han havde løst, råbte allerhøjest hosianna. De lamme, som han havde helbredt, sprang omkring og var mest virksomme med at brække palmegrene af og bevæge dem foran Frelseren. Enker og faderløse var blandt mængden og ophøjede Jesu navn og hans nådige gerninger for dem. De spedalske, som var blevet renset ved hans ord og frelste fra en levende død, udbredte nu sine ubesmittede klæder på hans vej og hilste ham som herlighedens konge. De, som var blevet opvakte fra dødens søvn ved hans underfulde røst, var med i skaren. Lazarus, hvis legeme havde set forrådnelse i graven, og som atter havde fået sin herlige manddoms fulde styrke, ledede det ringe dyr, som hans befrier sad på. ret
(389) Da toget kom til toppen af højen og var ved at stige ned til staden, standsede Jesus og hele mængden med ham. Jerusalem lå foran ham i al sin herlighed, badet i den nedgående sols stråler. Alles blikke vendte sig mod templet, der i herlig pragt hævede sig over alle andre bygninger i staden og syntes at pege op mod himlen, som om det ville henvende folkets tanker til den eneste sande og levende Gud. Dette tempel i sin majestætiske herlighed havde længe været den jødiske nations stolthed og ære. Romerne roste sig også af det som et storartet monument, hvortil der ikke fandtes lige. Romernes konge havde hjulpet jøderne med at pryde det, og de havde tilsammen ikke sparet nogen umage eller bekostning for at anskaffe de skønneste og kosteligste prydelser både udvendig og indvendig. ret
(390) (390) En del af bygningernes mur havde modstået belejringen af fjendtlige hære, og det fuldkomne murværk så ud som en eneste massiv sten, der var udgravet hel af stenbrudet. Medens solen i vest farvede og forgyldte himlen, oplyste dens herlige glans templets rene, hvide marmor og spillede på dets guldtækkede tindinger. Fra toppen af den høj, hvor Jesus og hans ledsagere stod, så det ud som en uhyre bygning af sne, besat med funklene ædelsten. Ved indgangen til templet var der en vinranke, arbejdet af guld og sølv med grønne blade og store klaser, som alt var forarbejdet af de dygtigste kunstnere med uhyre bekostning. Dette symbol fremstillede Israel som en frugtbar vinranke. Guldet, sølvet og de grønne blade var forenede med en så sjælden smag og overordentlig kunst, at vinranken, idet den slyngede sig yndig omkring de hvide, skinnende piller og heftige sine skinnende slyngtråde til deres gyldne forsiringer, frembød et overordentlig skønt skue, idet de opfangede den nedgående sols stråler og lyste som med en himmelsk glans. ret
(390) Jesus så på den henrivende scene, som lå foran ham, og den store skare ophørte med sine råb, aldeles betaget af de skønne syn, som pludselig viste sig for dem. Alles øjne vendte sig uvilkårlig mod Frelseren, og de ventede i hans ansigt at finde et udtryk af den samme beundring, som de følte; men i stedet for dette så de en sky af sorg samle sig på hans åsyn. De forbavses og føler sig skuffede ved at se Frelserens øjne fyldtes med tårer, og at hans legeme svajer frem og tilbage ligesom et træ i stormen, medens et smerteråb lyder fra hans skælvende læber ligesom fra et (391) sønderbrudt hjertes dyb. Hvilket syn dette var for englene at betragte! Deres højt elskede fyrste udgyder smertefulde tårer! Hvilket syn for den glade skare, som med sejrsråb og opløftede palmegrene ledsagede Jesus til den høj, hvorfra de så den herlige stad, hvori de håbede, han skulle regere! Deres råb ophørte, medens mange tårer flød af medfølelse med den sorg, som de ikke kunne forstå. ret
(391) Jesus havde grædt ved Lazarus' grav; men det var en guddommelig sorg i harmoni med omstændighederne. Men denne pludselige sorg var ligesom et smerteråb midt i en herlig sejrssang. Midt under denne glædesscene, hvor alle ærede ham, sad Israels konge i tårer - ikke tavse glædestårer, men tårer og sukke i forening med en ubeskrivelig sjælesmerte. En pludselig tungsindighed betager mængden, medens de ser på denne sorg, der er dem så ubegribelig. Jesu tårer flød ikke forud følelsen af hans legemlige lidelser eller hans korsfæstelse, selvom Getsemane have lå foran ham, hvor han vidste, at et forfærdeligt og stort mørke snart ville overskygge ham. Fåreporten lå også foran ham, hvor igennem i så mange hundrede år dyrene var blevet ført for at ofres; denne port skulle snart oplades for ham, det store modbillede, hvis offer for verdens synder alle disse ofre havde peget hen til. Nær derved var Golgatha, hvor han snart skulle hænge på korset i sin sidste dødskamp. ret
(391) Dog græder og sukker Forløseren ikke i dyb sjælesmerte over disse ting, som minder ham om hans grusomme død. Hans sorg er ingen sorg for ham selv; (392) tanken om legemlig lidelse forfærder ikke den ædle, selvopofrende sjæl. Det er synet af Jerusalem, som gennem trænger Jesus hjerte med kval - Jerusalem, som forkaster Guds Søn og foragter hans kærlighed, som har nægtet at lade sig overbevise af hans mægtige mirakler og er i færd med at tage hans liv. Han ser, hvorledes staden nu er stillet, idet den gør sig skyldig i at forkaste sin Forløser, og hvad den kunne havde været, dersom den havde antaget ham, der alene kunne læge dens sår. Han var kommet for at frelse den. Hvorledes kan han give slip på denne sted, der er for ham som et kært barn? ret
(392) Han opløfter sine hænder, som så ofte havde velsignet de syge og lidende, og idet han bevæger dem mod den dødsdømte stad, udbryder ham med dyb sorg: "Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred!" (Luk 19,42) Her standsede Frelseren og nævnte ikke, hvad Jerusalems tilstand kunne have været, dersom den havde antaget den eneste hjælp som Gud kunne give den - sin elskede Søn. Dersom Jerusalem havde vidst, hvad der var dens fortrin at vide, og havde handlet overensstemmende med det lys, som Gud gav den, så kunne staden have stået som rigernes dronning og glædet sig ved lykke og ære, fri i den styrke som Gud ville give den, da skulle ingen bevæbne soldater have stået vagt ved dens porte; intet romersk banner ville havde vejet fra dens mure. Den herlige fremtid, som ville have oprundet for Jerusalem, dersom staden havde taget imod sin Forløser, viste sig for Guds Søn. Han så, hvorledes den gennem ham kunne være blevet frelst fra sin sørgelige elendighed, udfriet af trældom og ophøjet til jordens mægtige hovedstad. Fra denne stads mure ville fredens due havde gået ud til alle nationer. (393) Jerusalem ville være blevet verdens herligheds krone. ret
(393) Men det skønne billede af, hvad Jerusalem ville være blevet, dersom staden havde antaget Guds Søn, forsvinder for Frelserens syn, idet han erindrer, hvad den er under romernes åg, idet Guds mishag hviler over den, og den må forvente Guds retfærdige hævn. Han tager den sønderbrudte tråd af sin klage op, idet han siger: "Men nu er det skjult for dine øjne. Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig og indeslutte dig og trænge dig fra alle sider; og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke agtede på din besøgelsestid." (Luk 19,42-44) ret
(393) Kristus kom for at frelse Jerusalem og dets børn fra følgerne af deres forbi gangne synder. Men farisæernes vanhellige forventninger blev ikke opfyldte ved den måde, hvorpå han fremtrådte. Farisæernes stolthed havde forhindret ham i at opfylde sin hensigt. Jesus vidste, hvilken forfærdelig hjemsøgelse, der ville komme over den dødsdømte stad. Han ser Jerusalem omgivent af krigshære, der belejrer dets indbyggere som tvinges til at dø af hunger; mødre, som spiser de døde legemer af sine egne børn, og forældre og børn, som river den sidste mundfuld mad fra hverandre, idet al naturlig kærlighed forsvinder for hungerens gnavende smerter. Han ser, at jødernes hårdnakkethed, som viser sig derved, at de forkaste hans frelse, også vil lede dem til af forkaste den eneste lejlighed til frelse, nemlig at underkaste sig (394) romernes herredømme. Han ser, hvorledes de ulykkelige indvånere bliver plagede på pinebænke og korsfæstede, de skønne stæder ødelagte, templet, hvor Gud havde åbenbaret sin herlighed, lagt i grus - ikke en sten levnet af alle dets rene, hvide mure, smykkede med høje piller og forgyldte firater, og således staden bliver pløjet som en mark. Vel måtte Frelseren græde i dyb smerte ved at betragte et så forfærdeligt billede! ret
(394) Jerusalem havde været for ham som et kært barn, og ligesom en øm fader bedrøves over sin vildfaren søn, således græd Jesus over Jerusalem. Hvorledes kan jeg slippe dig? Hvorledes kan jeg se, at du hengives til ødelæggelse og fordærvelse? Må jeg også dø for at fylde dit ugudeligheds bæger? En sjæl er så værdifuld, at verdener er ubetydelige i sammenligning med den; men her er et helt folk, som fortabes! Når solen, som nu lyste i vest, gik ned, så ville Jerusalems besøgelsesdag være endt. Medens den store skare standser på Oliebjergets top, var det endnu ikke for sent for Jerusalem at angre sine synder og blive frelst. Nådens engel var i begreb med at sammenfolde sine vinger og stige ned fra den gyldne trone for at lade retfærdigheden træde i sit sted og bringe en straf. Men Kristi kærlighedsfulde hjerte taler endnu godt for Jerusalem, som havde foragtet hans nåde, tilsidesat advarsler og var i færd med at fuldende sine ugudelige gerninger ved at dyppe sine hænder i hans blod. Dersom Jerusalem blot ville omvende sig, så var det endnu ikke for sent. Vil ikke en god engel føre staden nær til Frelseren, medens den nedgående sols sidste stråler endnu oplyser templet, tårnet og den strålende kuppel, og således afvende den frygtelige skæbne, som venter den? (395) Skønne, vanhellige stad, som har stenet profeterne og foragtet Guds Søn, som har indesluttet sig selv ved sin ubodfærdighed i trældomslænker - den nådes dag er næsten endt! ret
(395) Her havde et af Gud velsignet folk boet. Han havde gjort deres tempel til sin bolig; det hævede sig smukt og var hele landets glæde. Dets historie indeholdt en beretning om Kristi beskæmmende ømme kærlighed, ligesom en fader bærer sit eneste barn, gennem mere en tusinde år. I dette tempel havde profeterne forkyndt sine højtidelige advarsler, Der havde man bevæget de brændende røgelsekar, medens røgelsen, blandet med de tilbedendes bønner, opsteg til Gud. Der havde ofrenes blod flydt, som var et forbillede på Kristi blod. Der havde Jehova åbenbaret sin herlighed ovenover nådestolen. Der havde præsterne tjent i lange klæder og brystplader, som var besatte med ædelstenene, og den ceremonielle gudstjenestes pragt havde vedblevet gennem tiderne. Men alt dette må komme til ende; thi Jerusalem har beseglet sin egen dødsdom, og dens ødelæggelse er nær. ret
(395) Idet Jesus betænker den elskede stads skæbne, bedrøves hans sjæl inderlig over den. Tilsidesat kærlighed sønderbrød Guds Søns hjerte. Mængden kendte lidt til den sorg, som nedtrykte hans ånd, hvem de tilbad. De så hans tårer og hørte hans suk, og for en kort tid afbrød en hemmelighedsfuld forfærdelse deres glædesytringer; men de kunne ikke forstå betydningen af hans klage over Jerusalem. Imidlertid blev efterretningen bragt til de ældste, at Jesus nærmede sig staden, ledsaget af en stor folkeskare. Med forsigtighed går de ham i møde i håb om (396) at adsprede skaren med deres myndighed. Idet toget er i færd med at stige ned ad Oliebjerget, kommer de øverste det i møde. De spørger, hvem og hvad der er årsag til denne støjende glæde. I det de med megen myndighed gentager deres spørgsmål: Hvem er han? hører man disciplene, som fyldtes af Guds Ånd, over hele skarens støj, idet de med stor veltalenhed fremhæver de profetier, som besvarer dette spørgsmål. Adam kan fortælle eder det: han er kvindens sæd, som skal sønderknuse slangens hoved! Spørg Abraham, han kan fortælle eder det: han er Melkizedek, konge af Salem, fredsfyrste! Jakob kan fortælle eder det: han er Siloh af Juda stamme! Esajas kan fortælle eder: han er Imanuel, underfuld, rådgiver, mægtig Gud, evigheds fader, fredsfyrste! Jeremias kan fortælle eder: han er Davids ord, Herren, vor retfærdighed! Daniel kan fortælle eder: han er Messias! Hoseas kan fortælle eder: han er hærskareres Gud, Herren er hans ihukommelse! Johannes Døber kan fortælle eder: han er Guds Lam, som bærer verdens synd! Den store Jehova har selv forkyndt det fra sin trone: "Denne er min Søn den elskede!" Vi, hans disciple, vidner: denne er Jesus, Messias, livets Fyrste, verdens Forløser! Og selv mørkets magter og fyrster erkender ham og siger: "Jeg kender dig, hvem du er, den Guds Hellige!" ret