Profetiens ånd bind 2 kapitel 4fra side58

tilbage

Kristi mission

(58)  (58) Kristi liv havde været tilbagetrukket og isoleret i Nazaret, at Johannes ikke kendte personligt til ham, og han vidste ikke klart at han var Messias. Han kendte til omstændighederne for hans fødsel, og han troede han var den Udlovede. Kristi tilbagetrukne liv i tredive år i Nazaret, som ikke gav ham noget særligt bevis for hans Messias-skab, antydede tvivl hos Johannes om han i virkeligheden var Den som han var kommet at berede vejen for. Ikke desto lagde Johannes sagen i bero i den fulde tro på at Gud ville gøre det tydeligt i rette tid. Herren havde vist ham at Messias ville udpege ham det ved et bestemt tegn; når dette er sket, så Johannes kunne overbringe ham til verden som den længe ventede Messias, Guds lam, som bærer alverdens bort. ret

(58)  Johannes havde hørt om Kristi syndfrie karakter og pletfrie renhed. Hans liv var i harmoni med det Herren havde åbenbaret for ham om ham som var iblandt dem, hvis liv var uden syndens fordærv. Johannes havde også set at han ville være eksempel for enhver angrende synder. Da Kristus præsenterede sig selv for dåb, genkendte Johannes ham straks som den overlegne der var åbenbaret for ham. I Kristi person og optræden så han en karakter over nogen andre mænd, som han nogensinde havde set. Atmosfæren af hans nærhed var hellig og frygtindgydende. Selvom han ikke kendte ham som Messias, (59) havde Johannes aldrig før mærket en så hellig en indflydelse fra nogen, som da han var sammen med Kristus. Han mærkede Kristi overlegenhed med det samme, og kviede sig ved at udføre dåbsritualet over for ham han vidste var syndfri. Mange var kommet til ham for at få angerens dåb, og bekende deres synder og forbrydelser; men Johannes kunne ikke forstå hvorfor den eneste syndfrie på jorden bad ham om en forordning der indebar skyld og virkelig bekendelse, ved dåbens symbol blev snavset vasket bort. Han protesterede over for Kristus, anerkende hans overlegenhed, og nægte at give forordningen, idet han sagde: "Jeg behøver at blive døbt af dig, og du kommer til mig?" Med fast og venlig myndighed afviste Jesus Johannes nægtelse og hans uværdige anmodning, og sagde: »Lad det nu ske; thi således bør vi opfylde alt, hvad ret er!« ret

(59)  Kristus kom ikke for at bekende sine egne synder; men skylden blev tilskrevet ham som synderens stedfortræder. Han kom ikke for at angre for sin egen skyld; men for synderens skyld. Da mennesket overtrådte Guds lov, måtte Kristus opfylde alle lovens krav, og derved vise fuldkommen lydighed. "Se, jeg kommer for at gøre din vilje, o Gud!" Kristus ærede dåbens forordning ved at underlægge sig dette ritual. Med denne handling identificerede han sig selv med sit folk som deres repræsentant og hoved. Som deres stedfortræder, påtager han sig deres synder, regner sig selv som overtrædere, tager de skridt synderen er pålagt at tage, og gør det arbejde som synderen må gøre. Hans liv i lidelse og tålmodig udholdenhed efter sin dåb, var et eksempel for omvendte syndere, hvad de skulle kunne klare og tålmodigt lide, på grund af deres overtrædelser og synder. (60) Til sidst gav Johannes efter for Kristi anmodning, selvom han følte at han ikke var værdig til at døbe ham, og udførte denne tjeneste. Han førte verdens frelser ned i Jordanfloden under overværelse af en stor folkeskare, og begravede ham i vandet. ret

(60)  Efter at Kristus var rejst op fra vandet og af Johannes hånd, gik han op på Jordans bred, og bøjede sig i en bedende stilling. Johannes øjne var fæstnet på Kristus i dyb interesse og forbavselse. Hans hjerte var oprørt af bevægelse da han så ham og bøjede sig som én der beder. Kristi hænder var løftet opad, og hans blik lod til at trænge ind i himlen. Som den troendes eksempel, bad hans syndfrie menneskelighed om styrke og støtte fra sin himmelske fader, idet han var ved at begynde sit offentlige arbejde som Messias. Jesus udgød sin sjæl i alvorlig bøn. En ny og vigtig tid åbnede sig op for ham. Hans tidligere fridfyldte, og stille liv skal her afslutte. Han har været lykkelig i et flittigt og slidsomt liv, medens han opfyldte de forpligtigelser der overgår til en søn. Han var et eksempel for dem i barndommen, ungdommen og manddommen. Hans optræden viste at han mærkede betydningen og alvorligheden i stunden. Han kendte til de trængsler, slid, konflikter, lidelser og død som var på den sti hans fødder gik ind på. Han mærkede vægten af de ansvar han måtte bære. Han var ved at gå ind i nye og vanskelige opgaver. En fornemmelse af menneskets syndighed, og hårdheden i deres hjerter, som adskilte dem fra Gud, overbeviste ham om at kun nogle få kunne se hans nådige mission, og acceptere den frelse han kom fra himlen for at bringe dem. ret

(60)  Aldrig før havde engle hørt en sådan (61) bøn som Kristus sendte ved sin dåb, og de var ivrige efter at frembære budskabet fra Faderen til sin Søn. Men, nej; direkte fra Faderen udsendes hans herlighedslys. Himlene blev åbnet, og herlighedens stråler hvilede over Guds Søn, og påtog sig skikkelse af en due, der så ud som glintende guld. Den duelignende skikkelse var symbol på Kristi sagtmodighed og venlighed. Medens folk stod fortryllet af forbavselse, fæstnede deres øjne sig på Kristus, kom disse ord fra himlenes åbning: "Dette er min søn den elskede, i ham har jeg velbehag." Bekræftelsesordene at Kristus er Guds søn blev givet for at indgyde tro hos dem som var vidne til dette sceneri, og for at støtte Guds søn i hans vanskelige opgave. Selvom Guds Søn var iklædt menneskelighed, forsikrer Jehova ham med sin egen stemme, om hans sønneforhold med den Evige. I denne manifestation over for sin Søn, accepterer Gud menneskeheden som ophøjet, ved sin elskede Søns udmærkelse. ret

(61)  Da Johannes var vidne til at den himmelske due hvilede over Jesus, som var et lovet tegn på Messias, rækker han sin hånd ud, og proklamerer visseligt over for folkeskaren: "Se Guds lam, som bærer alverdens synd!" Fra det tidspunkt havde Johannes ingen tvivl om at Jesus er den sande Messias. ret

(61)  Efter dette, drog Jesus ud i ørknen, for at blive fristet af djævelen i fyrre dage. Hans lange faste afsluttede, sejren var vundet, og han vendte tilbage til Jordans breder, blandede sig atter med Johannes disciple, gav dem dog ikke noget ydre bevis om (62) hans særlige arbejde, og vurderede ikke at gøre opmærksom på sig selv. ret

(62)  Der blev sendt mænd ud fra den højeste myndighed i Jerusalem for at spørge om den store opstandelse Johannes skabte. Han kaldte hele byer og stæder til at lytte til hans advarende røst; og de kendte profetens myndighed for derved at kræve folks opmærksomhed, og vende op og ned på verden. Disse budbringere udfordrede Johannes til at fortælle dem om han var Messias. Johannes bekendte: Jeg er ikke Kristus. Og de spurgte ham da, Hvem er du da? Er du Elias? Og han sagde, det er jeg ikke. Er du da profet? Og han svarede: nej. Så sagde de til ham: Hvem er du da? at vi kan svare dem som har sendt os. Hvad siger du selv? Sagde han, Jeg er røsten fra en der råber i ørkenen. Gøre Herrens veje lige, som profeten Esajas sagde. Johannes blev da betvivlet i sin ret til at døbe, og derved gjorde derved folket nervøst når han ikke hævder at være Kristus, eller Elias, eller en profet. Ordene, "Den profet," henviser til Moses. Jøderne var tilbøjelig til at tro at Moses ville rejses fra de døde, og tage til himlen. De vidste ikke at Moses allerede var opstået. ret

(62)  Da Johannes kom, døbte han med vand, mente jøderne at han måtte være den profet Moses oprejste fra døde; for han virkede til at have et grundigt kundskab til profetierne, og forstå Hebræernes historie og deres vandring i ørknen, på grund af deres uretfærdige knurren og stadige oprør. De huskede også de særlige omstændigheder ved Johannes fødsel, og den forunderlige manifestation (63) af Gud over for Zakarias, hans fader, i templet, hvor englen fra Guds nærhed besøgte, og at talens kraft blev taget fra Zakarias, fordi han ikke troede englens ord, og løsningen af hans tunge ved Johannes fødsel. Disse vigtige kendsgerninger var i de sidste tredive år næsten blevet glemt. Men da Johannes viste sig som en profet, kom Guds Ånds tilkendegivelse ved hans fødsel frem i tankerne igen. ret

(63)  Da budbringerne fra den højeste myndighed i Jerusalem kom i forbindelse med Johannes om hans mission og arbejde, kunne han have taget æren selv, om han var til dette. Men han ville ikke påtage sig en ære som ikke tilhørte ham. Da han talte med budbringerne, blev hans øjne pludselig tændt, hans ansigt lyste op, og hele hans væsen lod til at være oprørt af dyb bevægelse, da han opdagede Jesu person i folkeskaren. Han hævede sin hånd, pegede hen på Kristus og sagde: Der står Én iblandt jer som I ikke kender. Jeg er kommet for at berede vejen for ham, som I ser nu. Han er Messias. Det er ham som kommer efter mig, der foretrækkes frem for mig, hvis skorem jeg ikke er værdig til at løse. ret

(63)  "Den næste dag ser han Jesus komme hen imod sig, og han siger: »Se Guds lam, som bærer verdens Synd! Det er ham, om hvem jeg sagde: »Efter mig kommer en mand, som er kommen forud for mig; thi han var til før mig.« Og jeg kendte ham ikke; men (64) for at han skal blive åbenbar for Israel, derfor er jeg kommen og døber med vand.« Og Johannes vidnede og sagde: »Jeg har set Ånden dale ned fra Himmelen som en due, og den blev over ham. Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med vand, han havde sagt til mig: »Den, du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, der døber med Hellig ånd.« Nu har jeg selv set det, og jeg har vidnet: Han er Guds Søn.« Den næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Og da Jesus kommer gående, ser Johannes på ham og siger: »Se Guds lam!«" Og de to disciple hørte ham tale, og de fulgte Jesus. Da vendte Jesus sig om og så dem følge efter, og sagde til dem: Hvad søger I? Disciplene bekendte at de søgte efter Kristus, og de ønskede at blive kendt med ham, og blive indtroduceret af ham i hans hjem. Disse to discple blev henrykt af de dybe udtryksfulde, og dog praktiske lektier fra Kristus. Deres hjerter har arldig været så bevæget før. Andreas, Simon Peters bror, var en af disse disciple. Han var interesseret for sine venner og slægtninge, og var ivrige efter at de også skulle se Kristus, og at de selv skulle høre hans dyrebare lektier. Andreas gik ud for at finde sin bror Simon, og hævde at han visseligt havde fundet Kristus, Messias, verdens frelser. Han førte sin bror hen til jesus, og lige så snart at Jesus så ham, sagde han: Du er Simon, Jonas’ søn; du skal hedde Kefas, som betyder klippen. Den næste dag udvalgte Kristus en anden discipel; Filip, og bad ham følge ham. Filip troede helt og fast på at Kristus var Messias, og begyndte at søge efter andre så de kan lytte til Kristi lære, som havde betaget ham så meget. Så fandt Filip Natanel. Han var en af dem som hørte Johannes proklamere: "Se Guds Lam, som bærer alverdens synd." (65) Han følte sig dybt overbevist, og trak sig tilbage til en lund, skjulte sig for menneskenes øjne, og der mediterede han over Johannes’ melding, og huskede på profetierne om Messias’ komme og hans mission. Han spurgte således: Kan dette i virkeligheden være Messias, som de havde ventet så længe på, og ønskede så meget at se? Håbet sprang op i Natanels hjerte for at dette måtte være en der vil frelse Israel. Han bøjede sig ned for Gud og bad for om den person Johannes havde erklæret for at være verdens Genløser i virkeligheden er den udlovede udfrier, at han måtte blvie bekendt med det. Herrens Ånd hvilede over Natanel på en så særlig måde at han blev overbevist om at Kristus var Messias. Medens Natanel bad, hørte han Filips røst kalde på ham og sige: »Ham, som Moses i loven og ligeså profeterne har skrevet om, ham har vi fundet, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.« Natanael sagde til ham: »Kan noget godt være fra Nazaret?« Filip siger til ham: »Kom og se!« Da Jesus så Natanael komme hen imod sig, siger han om ham: »Se, det er i sandhed en israelit, i hvem der ikke er svig.« Natanael spørger ham: »Hvorfra kender du mig?« Jesus svarede og sagde til ham: »Før Filip kaldte på dig, så jeg dig, mens du var under figentræet.« ret

(65)  Natanaels vaklende tro havde nu fået styrke, og han svarede: »Rabbi! du er Guds Søn, du er Israels konge.« Jesus svarede og sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end disse.« Og han siger til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg eder: I skal se Himmelen åben og (66) Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen«. ret

(66)  Hos disse første få disciple blev grundlaget for den kristne kirke lagt ved personlige anstrengelser. Johannes førte først to af sine disciple hen til Kristus. Så en finder af disse to en bror, og bringer ham til Kristus. Så kalder han Fillip til at følge ham, og gik for at lede efter Natanael. Her er en belærende lektie for alle Kristi efterfølgere. Det lærer dem betydningen af personlig anstrengelse, gør direkte appeller til slægtninge, venner og bekendte. Der er dem som bekender at blive bekendt med Kristus for livstid, som aldrig anstrenger sig personligt for at en eneste sjæl til at komme til frelseren. De har overladt alt arbejdet til prædikanten. Han kan være velkvalificeret til hans arbejde; men han kan ikke gøre det arbejde som Gud har overladt til menighedens medlemmer. Rigtig mange undskylder sig selv fra at være interesseret i deres sjæle, som er uden for Kristus, og er tilfreds med at selv nyde fordelene og Guds nådegaver for sig selv, medens de ikke anstrenger sig direkte for at bringe andre til Kristus. I Herrens vingård er der et arbejde for alle at gøre, og uselviske, interesserede og trofaste arbejdere vil dele meget af hans nådegave her, og af den løn han vil give herefter. Tro opøves ved gode gerninger, og mod og håb i overensstemmelse med virkende tro. Grunden til at mange bekendende Kristi efterfølgere ikke har en klar og levende erfaring, er fordi de ikke gør noget for at vinde den. Hvis de vil involvere sig i det arbejde som Gud vil have dem til at gøre, vil deres tro blive større, og de vil vokse i det guddommelige liv. ret

(66)  Jesus var glad for (67) Naatanels alvorlige tro der ikke bad om et større bevis end de få ord han havde talt. Og han så med glæde fremad til det arbejde han skulle gøre for at hjælpe fortrykte, helbrede syge, og bryde Satans bånd. I synet af disse velsignelser som Kristus kom for at give, sagde han til Natanel, under de andre disciples nærvær: "I skal se Himmelen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen." ret

(67)  Kristus sagde i virkeligheden: På jordens bred blev himlen åbnet for mig, og Ånden steg ned som en due over mig. Det sceneri ved Jordan var kun et tegn der bevidnede at jeg var Guds søn. Hvis du tror på mig på den måde, skal din tro vederkvæges, og du skal se at himlene vil blive åbnet, og skal aldrig lukkes. Jeg har åbnet dem for dig, og Guds engle, som er forenet med mig i forsoningen mellem jorden og Himlen, forener de troende på jorden med Faderen deroppe, vil stige op, frembære den trængendes og forpintes bønner fra jorden til Faderen deroppe, og stige ned, og bringe håb, mod, sundhed og liv for menneskenes børn. ret

(67)  Guds engle bevæger sig altid op og ned fra jorden til himlen, fra himlen til jorden. Alle de mirakler Kristus udførte for den forpinte og lidende var, ved Guds kraft, ved hjælp af englenes tjeneste. Kristus indvilgede i at påtage sig menneskelighed, og derved forener sine interesser med Adams faldne sønner og døtre hernede, medens hans guddommelighed får greb i Guds trone. Og derved åbner Kristus menneskets forbindelse med Gud, og Gud med mennesker. (68) Alle velsignelser fra Gud til mennesker er gennem hellige engles tjeneste. ret

(68)  Dagligt blev der føjet disciple til Kristus, og folk flokkedes fra byer og landsbyer for at høre ham. Mange kom for at blive døbt; men Kristus døbte ingen. Hans disciple udførte denne forordning. Og da Kristi døbte rigtig mange, rejste der sig et spørgsmål iblandt jøderne og Johannes disciple, om denne dåbshandling rensede synderen fra syndens skyld. Johannes disciple svarede at Johannes døbte kun til anger, men Kristi disciple til et nyt liv. Johannes disciple blev skinsyge på Kristi popularitet, og sagde til Johannes, idet han henviste til Kristus: »Han, som var hos dig på den anden side Jordan, han, som du har vidnet om, se, han døber, og alle kommer til ham.« Johannes svarede og sagde: »Et menneske kan slet intet tage, uden det bliver givet ham fra Himmelen." ret

(68)  Til dette svar sagde Johannes i virkeligheden: Hvorfor skal I være skinsyg på min bekostning? "I kan selv bevidne, at jeg sagde: »Jeg er ikke Kristus, jeg er kun udsendt forud for ham.« Den, som har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og hører på ham, glæder sig inderligt over brudgommens røst. Så er nu denne min glæde blevet fuldkommen. Han bør vokse, men jeg blive mindre. Den, der kom mer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, han er af jorden og taler af jorden. Den, der kommer fra Himmelen, er over alle; hvad han har set og hørt, vidner han om; (69) og ingen tager i mod hans vidnesbyrd." ret

(69)  Johannes forsikrede sine disciple at Jesus var den lovede Messias, verdens Frelser. Da hans arbejde sluttede af, lærte han sine disciple at se på Jesus, og følge ham som den store lærer. Johannes liv var, med undtagelse af den glæde han erfarede i sin missions bevidnelse, var uden fornøjelser. Det var et sorrigt og selvfornægtende liv. Han som bebudede Kristi første komme, fik ikke personligt lov at høre, eller være vidne til den kraft han udviste. Johannes stemme blev sjældent hørt, undtagen i ørknen. Han s liv var ensomt. Mange mennesker havde flokkedes om ham i ørknen for at høre den forunderlige profets ord. Han havde lagt øksen ved træets rod. Han havde irettesat synd, frygtløs om konsekvenserne, og forberedt vejen for Kristi tjeneste. ret

(69)  Herodes blev ilde berørt da han lyttede til Johannes tydelige vidnesbyrd, og han spurgte med dyb interesse hvad han måtte gøre for at blive hans discipel. Han blev overbevist ved de tydelige sandheder Johannes gav samvittighed. Hans samvittighed fordømte ham, for en kvinde med onde lidenskaber havde vundet hans hengivenhed og styret hans sind. Denne samvittighedsløse kvinder var ærgerrig efter magt og myndighed, og mente at hvis han blev Herodes hustru, ville hendes mål være nået. Da Herodes lytte til de praktiske sandheder Johannes proklamerede, irettesatte overtrædelsen af Guds lov, og fremsatte den fremtidige straf, som den skyldige måtte lide, så skælvede ham, og ønskede inderligt at bryde den lystens kæde som holdt ham. Han åbnede sit sind for Johannes, som førte Herodes til Guds lov, ansigt til ansigt, og fortalte ham at det ville være (70) umuligt for ham at få del i Messias rige, medmindre han brød med sin broders hustrus ulovlige forbindelse, og af hele sit hjerte, adlyde Guds bud. ret

(70)  Herodes ville handle efter Johannes’ anvisning, og sagde til Herodias at han ikke ville gifte hende stik imod Guds lov. Men denne besluttede kvinde ville ikke have sine planer forpurret. Et stærkt had blev vækket i hendes hjerte imod Johannes. Herodes var principsvag, vakkelvoren i sindet, og det var ikke så vanskeligt for Herodias at genoprette sig for hans gunst, og få hendes indflydelse over ham. Herodes gav efter for syndens fornøjelser, frem for at underkaste sig restriktionerne i Guds lov. ret

(70)  Da Herodias havde fået indflydelse over Herodes, besluttede hun at hævne sig over profeten fordi han turde irettesætte deres forbryderiske vej. Og hun påvirkede ham til at fængsle Johannes. Men Herodes ville løslade ham. Da han var sat i fængsel, hørte Johannes igennem sine disciple, om Jesu mægtige gerninger. Han kunne ikke personligt lytte til hans nåde ord; men disciplene informerede ham, og trøste ham med en beretning om hvad de havde set og hørt. ret

(70)  Johannes havde brugt sit liv på den frie luft, på aktivt og vedvarende arbejde, klare afsavn, vanskelighederne og sliddet, havde hal aldrig før erfaret fængselslivets prøvelser. Han blev derfor fortvivlet, og endog tvivlen betyngede ham, om Kristus i virkeligheden var Messias. Hans disciple fortalt ham om de underfulde ting som de havde været vidne til i Kristi tjeneste. Men han konkluderede at hvis Kristus i virkeligheden var (71) Messias, ville han offentligt proklamere sig selv som verdens frelser. ret

(71)  Johannes havde uklare ideer om oprettelsen af Kristi rige, ligesom Kristi disciple havde. De mente at Kristus ville oprette et timeligt rige, og regere på Davids trone i Jerusalem. Han blev utålmodig fordi Kristus ikke straks gjorde sig selv kendt, påtog sig kongelig myndighed, og underlagde sig romerne. Han håbede at hvis Kristus oprettede sit rige, ville han komme ud af fængslet Han besluttede at hvis Kristus var Guds Søn, og kunne gøre alle ting, ville han bruge sin kraft og sætte ham fri. ret

(71)  Johannes sendte sine disciple for at spørge Kristus: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Disciplene søgte efter Kristi tilstedeværelse; men de kunne ikke straks tale med ham, fordi skaren bar den syge til Jesus. De forpinte, blinde og lamme gik igennem skaren. Johannes disciple så Kristi mirakler, og på hans vord blev de livløse ler levende, og sundhedens glød fandt indpas i dødens bleghed. Jesus sagde til Johannes disciple: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser. Blinde ser og lamme går, spedalske renses og døve hører, døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige«; og salig den, som ikke forarges på mig.« ret

(71)  Med disse ord blev Johannes sat venligt i rette for hans utålmodighed. Den varsomme irettesættelse der vendte tilbage til Johannes gik ikke tabt på ham. Da forstod han bedre karakteren i Kristi mission. Og med underdanighed og tro, gav han sig selv over i (72) Guds hænder, til at leve eller for at dø, hvad der bedst kunne fremme hans ære. ret

(72)  Efter at Johannes disciple var gået, talte Jesus til skaren om Johannes: »Hvorfor gik I ud i ørkenen? for at se et rør, som svajer hid og did for vinden?« Jesus vidste at et rør der svejer i vinden var det stik modsatte af Johannnes karakter. Johannes kunne ikke bevæges af smiger, eller bedrages af de fremherskende vildfarelser. Han kunne heller ikke vendes til side fra det arbejde han var kommet for at gøre, ved belønninger, eller verdslig ære. Han ville bevare sin renhed på bekostning af sit liv. Standhaftig som en klippe stod Guds profet, trofast for at irettesætte synd og forbrydelser i alle deres skikkelser, på konger og adelsmænd, lige så let som på ikke ærede og ukendte. Han veg ikke fra sin pligt. Trofast mod sin Gud, med moralsk karakter i ædel værdighed, stod han fast som en klippe, trofast mod princippet. ret

(72)  »Hvorfor gik I ud i ørkenen for at se et rør, som svajer hid og did for vinden? Nej, hvorfor gik I ud, for at se et menneske, klædt i bløde klæder? Se, de, som går med bløde klæder, er i kongernes slotte. Nej, hvorfor gik I ud, for at se en profet? Ja, jeg siger jer, endog mere end en profet. Han er den, om hvem der står skrevet: »Se, jeg sender min engel for dit åsyn, han skal bane din vej foran dig.« Sandelig siger jeg eder: blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber; men den mindste i Himmeriget er større end han. Og fra Johannes Døbers dage indtil nu tages Himmeriget med storm, og de, der stormer det, river det til sig." ret

(72)  De folk som Kristus talte til vidste godt at den klædning Johannes bar var modsat det der blev båret i kongelige paladser. Kristus spurgte (73) i virkeligheden: Hvilket motiv har du til at flokkes ude i ørknen for at høre Johannes forkyndelse? Ørknen er ikke det sted hvor man finder dem der lever et liv, og som klæder sig selv i rige og bløde klæder. Kristus ønskede at de skulle se modsætningen mellem Johannes klæder og de jødiske præsters klæder. Profeten bar en enkel og rå klædning, der ikke havde skønheden, men gav svar på hvad klæder først var til for. I stor modsætning til Johannes klædninger, var jødepræsterne og de ældstes strålende klæder. ret

(73)  Disse embedsmænd mente at de ville blive æret efter deres ydre udseende, få stor glans for klæder, få et rigt udseende af kostelige klæder og blændende brystplader. De var mere ivrige efter at vinde menneskers beundring end at få pletfri karakterrenhed og livshellighed, som ville give Guds billigelse. ret

(73)  Kristus formanede sine disciple, og også skarerne, til at følge det som var godt i skriftkloges og farisæernes lære, men ikke efterligne deres forkerte eksempel, eller blive bedraget af deres ærgerrige krav. ret

(73)  Han sagde: " Alt, hvad de siger, skal I derfor gøre og overholde; men deres gerninger skal I ikke rette jer efter; thi de siger det nok, men gør det ikke. De binder tunge hyrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre; men selv vil de ikke røre dem med en finger. Alle deres gerninger gør de, for at folk skal lægge mærke til dem; thi de gør deres bederemme brede og kvasterne på deres kapper store. Og de ynder den øverste plads ved gæstebuddene og de fornemste (74) sæder i synagogerne, at lade sig hilse på torvene og blive kaldt »rabbi« af folk." ret

(74)  Johannes så at disse stolte jøder ophøjede og forherligede sig selv ved at fremvise deres pralende fromhed for offentligheden. De bandt dele af loven på deres pander og omkring deres håndled, så alle kan genkende og vise ærbødighed for deres påtagede hellighed. Ganske vidst havde Gud befalet Israels børn at sætte et blåt bedebånd på kanten af deres klæder, hvorpå de ti bud, i korthed skulle broderes. Dette skulle hele tiden minde dem selv om deres pligt at elske Gud højest, og deres næste som deres næste som sig selv. Men de havde forladt den oprindelige renhed og enkelthed, og jo mere direkte deres liv stod imod Guds lov, des mere nøjeregnende blev de med at gøre deres bederemme brede, og lægge det til ordene som Gud havde udspecificeret skulle skrives ind på de blå bedebånd. I det ydre udtrykte de den dybeste helligelse, medens deres handlinger var i stærk modsætning til deres bekendelse. ret

næste kapitel