Profetiens ånd bind 2 kapitel 6fra side85

tilbage

Kristi fristelse

(85)  Efter Jesu dåb, blev han fort af Ånden ud i ørknen for at blive fristet af djævelen. Da han kom ud af Jordan, bøjede han sig ned og bad med den store Evige efter styrke til at klare kampen med den faldne fjende. Himlene åbnedes og den overmådelige herlighed der steg ned bevidnede hans guddommelige karakter; og Faderens stemme erklærede Kristi tætte forhold til hans Uendelige Majestæt: "Dette er min søn den elskede, i hvem jeg har velbehag." Kristi mission var nu ved at begynde; men først måtte han trække sig tilbage fra livets travle steder til en afslides liggende ørken for det udtrykte fortsæt at bære en trefoldig fristelse for deres skyld, han var kommet for at genløse. ret

(85)  Lad os standse i beretningen om Kristi jordiske (85) liv, og kort lægge mærke til begivenhederne lige før hans komme til en syndig verden. Efter at Satan havde bevirket Adams og Evas fald, pralede han af, at han var jordens konge, og det er sandt, at han til alle tider har fundet mange tilhængere. Men det mislykkedes for dem at bringe mennesket i en sådan forening med sig selv, som han havde håbet, for således at herske som den ypperste regent over hele jorden. Selv om mennesket i sin faldne tilstand led under følgerne af sin ulykkelighed, så var det dog ikke uden håb. Mennesket kunne ikke henvende sig umiddelbart til Gud med sin bør på grund af synden, men frelsens plan blev langt i himlen, og ifølge denne blev dødsdommen overført fra den som troede og adlød Gud, til en stedfortræder. Der måtte udgydes blod, fordi døden var en følge af menneskets synd. Når offeret blev slagtet, skulle mennesket for nærværende deri se en opfyldelse af Guds ord: "Du skal dø døden." Blodet, som randt af offeret, afbildede også forsoningen og viste fremad til en forløser, som engang skulle komme til verden og dø for menneskets synder og således til fulde hævde lovens retfærdighed og hellighed. ret

(86)  Håbet om frelse gennem Kristus ledte det faldne menneske til at vise stor omhu og nøjagtighed i alt, som angik ofringerne. Satan iagttog med dyb interesse alt, som stod i forbindelse med disse ofringer, og forstod snart, at de afbildede en tilkommende forløsning for menneskeslægten. Dette voldte ham stor uro, eftersom det truede med at omstyrte hans yndlingsplan, at herske over verden og dens beboere. Men i stedet for at blive tvivlrådig og modløs, fordoblede han sine anstrengelser for at udføre sin hensigt, og helvede triumferede gennem tiderne. Eftersom menneskene formerede sig, (87) tiltog overdådighed, umoral, drukkenskab, krig og forbrydelser på jorden. Gud ødelagde menneskene ved syndfloden og lod regne ild og svovl over de ugudelige stæder, så at de omkom; men den store modstander vedblev alligevel at fordærve menneskene. ret

(87)  Satan ransager bibelen flittig og er meget bedre bekendt med profeterne end mange prædikanter. Han har altid søgt nøje at forstå Guds åbenbarede planer, for at han mulig kunne forhindre deres udførelse. Det var klart for Satan, at ofringerne afbildede en kommende forløser, som skulle udfri menneskerne fra mørkets magter, og at denne forløser var Guds Søn. Derfor lagde han dybe planer til at beherske menneskenes hjerter fra slægt til slægt og til at forblinde deres forstand med hensyn til profetierne, så at folket kunne nægte at antage Kristus som sin Frelser, når han engang kom. ret

(87)  Fra den stund Kristus blev født i Bethlehem, havde Satan bestandig sit øje henvendt på ham. Han søgte på forskellige måder at ødelægge ham, men var uheldig i dem alle, fordi Guds Søn blev beskyttet af sin faders stærke arm. Satan kendte godt Kristi stilling i himlen; han blev derfor fyldt med mørke anelser, da lysets mægtige styrke forlod himlens herlighed og blev et ringe menneske på jorden. Satan frygtede nu for, at han ikke vilde blive i stand til at opnå sin yndlingstanke at herske alene over hele jorden, og han frygtede ikke blot for dette; men han var også bange for, at den magt, han allerede besad, ville blive ham frataget. Da han gik i ørknen for at friste Kristus, benyttede han derfor al sin kraft og kunst (88) mod Guds Søn for at lokke ham til at vise ulydighed mod Gud. ret

(88)  Forløsningens store værk kunne ikke blive udført på anden måde, end ved at forløseren måtte blive menneske. Han skulle bære verdens synder og tillige udsættes for lignende fristelser for de, der bevirkede Adams fald. Han måtte begynde værket netop der, hvor det mislykkedes for Adam, og måtte udholde en lignende prøve, men uendelig meget hårdere end den, Adam gav efter for. Det er umuligt for mennesket at forstå, hvor hårdt Satan fristede vor Frelser. Enhver tillokkelse til ondt, som mennesket så vanskelig kan modstå, blev fremstillet for Guds Søn i en meget stærkere grad, eftersom hans karakter var mere fortrinlig end det faldne menneskes. ret

(88)  Da Adam blev angrebet af fristeren, var han ubesmittet af synden. Han stod for Gud i sin fulde manddomsstyrke. Alle hans organer og evner var fuldt udviklede og ordnede på bedste måde; han var omgivet af en skøn natur og samtalede daglig med de hellige engle. Hvilken modsætning den anden Adam frembød mod dette fuldkomne væsen, da han drog ud i den øde ørken for at kæmpe alene med Satan! I sine tusinde år havde slægten aftaget i legemlig styrke og størrelse så vel som i moralsk godhed, og for at hjælpe det faldne menneske op, måtte Kristus blive det lig. Han påtog sig menneskenes natur og bar slægtens svaghed og fordærvelse. Han fornedrede sig selv til den menneskelige enfoldigheds største dyb, for at han ret kunne have medlidenhed med mennesket og udfri det fra den elendighed, hvori synden havde styrket det. ret

(88)  "Thi det sømmede ham, for hvem alle ting er, (89) og ved hvem alle ting er, ham, som vil føre de mange børn til herlighed, ved lidelser at indvie deres saliggørelsers fristelser." (Heb 2,10) "Alligevel han var søn, lærte [han] dog lydighed af det, han led; og fuldendet, blev han alle dem, som ham lyde, årsag til frelse." (Heb 2,17,18) "Derfor burde han blive sine brødre lig i alle ting, at han måtte blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst for Gud til at forsone folkets synder. Thi fordi han led og selv blev fristet, kan han komme dem til hjælp, som fristes." (Heb 2,17.18) "Thi vi har ikke en ypperstepræst; som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd." (Heb 4,15) ret

(89)  Da Kristus kom i ørknen, var hans ansigt forandret, dets herlighed var forsvundet, byrden af verdens synder hvilede tungt på hans sjæl, og hans ansigt udtrykte en uudsigelig sorg og en dybere smerte, end det faldne menneske nogen tid har følt. Umådelighed og vellyst havde tiltaget gennem alle slægter siden Adams overtrædelse, indtil menneskeslægten havde så lille moralsk styrke, at den ikke kunne sejre ved sin egen kraft. Kristus skulle overvinde de sanselige begæringer på slægtens vegne, idet han udholdt den stærkeste prøve i denne henseende. Han skulle vandre alene på fristelsens sti uden nogen, som kunne hjælpe eller trøste ham. Han skulle kæmpe alene mod mørkets magter og vise en selvbeherskelse, som var stærkere end hunger og død. Kristi lange faste var det kraftigste bevis på, hvor syndige og fordærvede de sanselige begærligheder er, og hvilken stor magt de har over menneskene. ret

(89)  Gennem nydelseslysten lykkedes det Satan at (90) styrde Adam og Eva i fordærvelse, og gennem alle slægter har dette været hans stærkeste våben til at fordærve menneskene. Eftersom Kristus havde påtaget sig menneskelig skikkelse og var menneskelig skrøbelighed underkastet, håbede Satan at overvinde ham ved dette mægtige middel og lagde sine planer i overensstemmelse dermed. Så snart Kristi lange faste havde begyndt, var han ved hånden med sine fristelser. Han kom klædt som en lysets engel og påstod, at han var sendt af Gud for at hjælpe Kristus og frelse ham fra hans lidelser. Han forestillede ham, at Gud ikke ønskede, at han skulle lide af den smerte og fornægte sig selv således, som han havde tænkt sig. Han påstod, at han havde et budskab fra himlen, at Gud blot ønskede at se, om Kristus var villig til at udholde denne prøve. ret

(90)  Satan sagde til ham, at han skulle vel betræde den blodstænkte sti; men han skulle ikke vedblive at gå på den, - at han skulle prøves ligesom Abraham for at vise fuldkommen lydighed. Djævelen forsikrede, at han var den engel, som holdt Abraham hånd tilbage, da han løftede kniven for at dræbe Isak, og at han nu var kommet for at frelse Guds Søns liv, for at udfri fra en smertefuld hungersnød og hjælpe ham med frelsens plan. ret

(90)  Satan bedrager endnu mange, ligesom han søgte at bedrage Kristus, idet han er sendt fra himlen og udretter meget godt for menneskene, og den store mængde er så forblindet af falske begreber, at de ikke kan bedømme hans virkelige sindelag, og de ærer ham som et sendebud fra Gud, medens han arbejder på deres evige undergang. ret

(90)  Men Kristus vendte sig bort fra alle disse snedige fristelser og holdt fast ved sin beslutning, at han ville gennemføre den guddommelige plan. Da Satan blev slået tilbage (91) i denne fristelse, forsøgte han en anden. Han mente, at den engleskikkelse, han havde påtaget sig, gjorde det umuligt for Kristus at kende ham, og han lod nu, som om han tvivlede på Kristi guddom på grund af hans udtærede udseende og upassende omgivelser. ret

(91)  Da Kristus blev menneske, blev han ringere end de himmelske engle, men denne fornedrelse var nødvendig, og han påtog sig den villig for at forløse mennesket. Satan påstod, at dersom Jesus virkelig var Guds Søn, så burde han give ham et eller andet bevis på sin høje rang. Han sagde, at Gud ikke ville forlade sin søn i en så beklagelig tilstand, og fortalte, at en af de himmelske engle var blevet forvist til jorden, og at Jesus udsendte antydede, at han var denne faldne engel i stedet for at være himlens konge. Han henledte hans opmærksomhed på sit eget skønne udvortes, hvorledes han var klædt med lys og styrke, og han spottede Kristus, idet han pegede på hans elendige tilstand i modsætning til sin egen herlighed. ret

(91)  Han påstod, at han havde fuldmagt fra himlen til at fordre bevis på, at han var Guds Søn. Han foreholdt ham, at han var en dårlig repræsentant for englene og langt mindre kunne være deres ophøjede fyrste, hvem de ærede som konge i de himmelske sale. Han søgte på en listig måde at overbevise ham om, at hans nærværende udseende viste, at han var forladt af Gud og mennesker, og erklærede, at dersom han var Guds Søn, så var han lige med Gud og skulle bevise dette ved en undergerning, som kunne stille hans hunger. Han søgte derfor at få ham til at forvandle stene, som lå ved hans fødder, til brød og lovede, at dersom han kunne gøre dette, så ville han øjeblikkelig ophøre med sin påstand om forrang, og striden imellem dem skulle for evig være endt. ret

(92)  (92) Satan håbede på denne måde at svække Kristi tillid til hans fader, som havde tilladt, at han var kommet i denne tilstand og måtte lide så meget i ørknen, hvor menneskelige fødder aldrig havde trådt. Erkefjenden håbede, at han kunne få Kristus til, medens han led af forsagthed og stærk hunger, at bruge sin Guddommelige magt til sin egen fordel, og således unddrage sig fra Faderens omsorg. ret

(92)  Kristi omgivelser og de omstændigheder, hvorunder denne fristelse blev fremført, var af en sådan natur, at den var meget tung. Den lange faste havde svækket hans legeme, hungerens smerter fortærede hans liv, hans udtærede organismer måtte snart ophøre at virke, hvis de ikke fik nærring. Han kunne have udført et mirakel til gavn for sig selv og således tilfredsstillet sin gnavende hunger; men dette ville ikke have stemmet overens med Guds plan. Det hørte ikke til Kristi gerning at bruge sin guddommelige magt til sin egen fordel. Denne gjorde han aldrig, medens han var her på jorden; hans undergerninger var alle til gavn for andre. ret

(92)  Men selv om Jesus var fornedret og måtte udholde hunger og foragt, så modstod han dog Satan med de samme ord, som befalet af Moses at vidne for de oprørske israelitter: "Mennesket lever ikke af brød alene men af hvert ord, som udgår igennem Guds mund." (Matt 4,4) Ved denne erklæring så vel som ved sit eksempel viste Kristus, at de ikke var nær så ondt at være uden mad som at pådrage sig Guds mishag. Idet Kristus blev menneskets stedfortræder og vandt sejr, hvor mennesket blev overvundet, måtte han ikke bruge sin guddommelige kraft til at lindre sin egne lidelser; thi det faldne menneske kunne ikke gøre mirakler for at frelse sig selv fra sine smerter, og Kristus skulle som dets repræsentant få erholde sine lidelser som et menneske, så at han kunne (93) efterlade en fuldkomment eksempel på tro og tillid til sin himmelske Fader. ret

(93)  Kristus kendte Satan fra begyndelsen, og det fordrede megen selvbeherskelse at lytte til denne bedragers fornærmelige forslag og at undlade at straffe hans frække påstande. Men verdens Frelser lod sig hverken bedrage til at give ham bevis på sin guddommelige magt ej heller at indlade sig i strid med ham, som var blevet udstødt fra himlen, fordi han havde været leder i oprør mod verdensaltets øverste regent, og hvis forbrydelse bestod i, at han havde nægtede at anerkende Guds Søns ypperlighed. Væbnet med tro på sin himmelske Fader, og styrket i hjertet ved erindringen om de dyrebare ord, som blev talte fra himlen ved hans dåb, stod Jesus urokkelig i den ensomme ørken for den mægtige sjælefjende. ret

(93)  Guds Søn skulle ikke forringe sit høje embede ved at bevise sin guddommelighed for Satan, ej heller nedlod han sig til at forklare årsagen til sin nærværende fornedrelse eller måden, hvorpå han skulle virke som menneskets forløser. Dersom menneskenes børn ville følge deres frelsers eksempel og ikke holde nogen samtale med Satan, så ville de ofte undgå at blive overvundet af ham. Denne erkefjende har stridt mod Guds regering i henved 6000 år, og vedvarende øvelse har forøget hans dygtighed til at bedrage og forføre. ret

(93)  Men Satan havde vovet for meget til lettelig at ophøre med kampen. Han vidste, at dersom Kristus sejrede, så ville hans egen indflydelse ophøre med kampen. Han vidste, at dersom Kristus sejrede, så ville hans egen indflydelse over menneskene blive svækket. Han førte derfor Kristus til Jerusalem og satte ham på templets tinding for at vække frygt hos ham ved sin overlegne styrke. Han forlangte nu, at dersom han virkelig var Guds Søn, (94) så skulle han kaste sig fra den svimlende højde og således vise, at han havde fuldkommen tillid til faderens kærlige omsorg. ret

(94)  Formastelighedens synd ligger ikke langt fra fuldkommen tro og tillid til Gud, og Satan søgte at opnå sin hensigt ved at trænge sig ind på Kristi menneskelige følelser og føre ham over troens grænser, så at han ville handle formastelig. Han indrømmede nu, at Kristus havde ret i ørknen, da han viste så fuldkommen tillid til sin fader, og han søgte at få ham til at give endnu et bevis på sin fuldkomne fortrøstning til Gud ved at kaste sig ned fra templet. Han forsikrede ham, at dersom han virkelig var Guds Søn, så havde han ikke noget at frygte for, thi englene ville bevare ham. Satan vidste godt, at dersom han kunne få Kristus til at kaste sig selv ned fra templet for at bevise, at han havde ret til sin himmelske Faders beskyttelse, så ville han netop ved denne handling vise den menneskelige naturs svaghed. ret

(94)  Men Jesus sejrede også over denne fristelse, idet han vendte sig bort fra at synde formastelig. Selv om han havde fuldkommen tillid til sin fader, så ville han dog ikke med frit forsæt styrte sig selv i en sådan fare, at det ville være nødvendig fra Faderen at åbenbare sin guddommelige kraft for at frelse sin søn fra døden. Derved ville han have tvunget forsynet til at komme ham til hjælp og havde således undladt at give sit folk et fuldkomment eksempel på tro og tillid til Gud. ret

(94)  Vor Frelser vidste, at han havde fuldkommen tillid til, at hans himmelske Fader ikke ville lade ham blive fristet hårdere, end han gav ham styrke til at udholde. Kristus havde ikke med forsæt ført sig selv i fare, og han vidste, at hvis han bevarede sin oprigtighed, så ville Gud, hvis det var nødvendig, sende en engel for at frelse (95) ham af fristerens magt. ret

(95)  Da Satan mærkede, at han ikke heller kunne udrette noget mod Kristus i denne anden store fristelse, begyndte han at frygte for udfaldet af sine bestræbelser. Guds Søns udholdenhed og bestemthed fyldte ham med frygt; thi han havde ikke ventet at møde en så kraftig modstand. Han opbød nu alle sine sataniske hjælpemidler for at overvinde frelseren i sin sidste fortvivlende bestræbelser. I de første to fristelser havde han skjult sin virkelige karakter og hensigt; men nu kastede ham masken bort og viste sig selv som mørkets fyrste og påstod, at jorden var hans rige. ret

(95)  Han tog Jesus med sig op på et højt bjerg og viste ham denne verdens riger, som han udbredte for hans øje ligesom i et panorama. Solen lyste på steder med herlige templer og marmorpaladser, på marker og vingårde for forgylde bjergenes mørke cedre og søens blå vande. Jesus kom lige fra ørknen, hvor alting var trist og øde; men hans øjne beskuede nu et land, som var overordenlig elskeligt og herligt. Da lød fristerens røst: "Dig vil jeg give magten over alt dette tillige med dets rigers herlighed; thi til mig er den overgivet, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Hvis du altså vil tilbede mig, skal den helt være din." (Luk 4,6.7) ret

(95)  Satan brugte al sin styrke ved dette sidste angreb; thi hans fremtidige skæbne var afhængig af dette forsøg. Han påstod, at verden var hans rige, og at han var den fyrste, som har magt i luften. Han lovede at give Kristus alle disse riger uden at overgive ham til lidelser og farer, dersom han blot ville love en eneste ting, (96) og det var: at erkende, at Satan var hans Herre, og at tilbede ham. det var Satans hensigt, at denne sidste fristelse skulle være den mest tillokkende af dem alle. Det, som forestod Kristus, var ikke blot et liv fuldt af sorg og strid og møje og til sidst en vanærende død; men hele verdens synd skulle hvile på ham så vel som Faderens forfærdelige mishag på grund af menneskets overtædelse. Alt dette måtte han udholde for at genløse det rige, som var tabt ved syndefaldet. Men nu tilbød fristeren sig at give al den magt tilbage som han havde tilegnet sig, og give Kristus sit herredømme over jorden og således frelse ham fra den forfærdelige fremtid, som han gik i møde, hvis han blot ville erkende Satans overherredømme. ret

(96)  Jesu øjne hvilede et øjeblik på den herlige scene, som viste sig for ham. Derpå vendte han sig bort derfra med en fast beslutning og nægtede at lytte til fristeren. Men da Satan foreslog, at han skulle tilbede ham, opvaktes Kristi guddommelige vrede, og han kunne ikke længere tåle hans bespottelige anmasselse eller tillade ham at opholde sig i hans nærhed. Han brugte nu sin guddommelige myndighed og befalede Satan at ophøre med sine fristelser, idet han sagde: "Vig bort bag mig, Satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren, din Gud og tjene ham alene." (Luk 4,8) ret

(96)  Satan havde forlangt, at Kristus skulle give ham bevis for, at han var Guds Søn, og han fik nu det bevis, som han havde forlangt. Han havde ingen kraft til at modstå denne pludselige bortvisning og blev tvunget til at adlyde det guddommelige bud. Skælvende og rasende af had og vrede over, at hans forventninger blev skuffede, forlod oprørsfyrsten verdens forløser. Kampen var endt. Kristi sejr var lige så fuldstændig som Adams fald. ret

(96)  Men kampen havde været lang og trættende, og Kristus var udmattet og faldt afkræftet til jorden, medens hans ansigt blev (97) dødblegt. Da kom de himmelske engle, som havde bøjet sig for ham i de kongelige sale, og som havde lagt mærke til hans kamp med smertefuld interesse, og tjente ham. De styrkede ham med mad, thi han lå som en, der var nær ved at dø. De havde med forbavselse og forfærdelse set, hvorledes deres himmelske fyrste udholdt ubeskrivelige lidelser for at frelse menneskene. Han havde bestået en hårdere prøve, end noget menneske ville blive udsat for. Men medens han lå udmattet og lidende på jorden, bragte englene kærlige budskaber med trøst fra Faderen og forsikring om, at hele himlen glædede sig over den sejr, han havde vundet for mennesket. Således blev Kristi ædle hjerte atter oplivet, og han blev styrket til sin kommende gerning. ret

(97)  Menneskerne kan aldrig tilfulde forstå, hvad deres forløsning har kostet, før de forløste skal stå med forløseren for Guds trone. Når den evige, salige løn de viser sig for deres henrykte sanser og deres øjne beskuer det evige livs underfulde herlighed, vil de deltage med Guds engle i sejrssangen: "Lammet, som er slagtet, er værdigt til at få magt og rigdom og styrke og pris og ære og velsignelse" (Åb 5,12) Og Johannes siger, at "hver skabning, som er i himlen op på jorden og under jorden, og hvad der i havet, og alt, hvad der er i dem, hørte jeg sige: ham, som sidder p tronen, og lammet være velsignelse og pris og ære og kraft i al evighed." (13. vers) ret

(97)  Selvom Satans forsøg på at overvinde Guds Søn ved sine stærke fristelser mislykkedes, så havde han dog ikke opgivet alt håb om, at hans bestræbelser engang i fremtiden skulle krones med held. Han så fremad til den tid, (98) da Kristus skulle begynde som Lærer og håbede da at finde lejlighed til at bruge sin list imod ham. Selv om han var overvundet, havde han dog aldrig så snart forføjet sig bort fra kamppladsen, før han drog imod Guds udvalgte folk, jøderne, og begyndte at formørke deres forstand, så at de ikke skulle se eller forstå, at Kristus var verdens forløser. Han besluttede at fylde deres hjerter med misundelse og had mod Guds Søn, så at de ikke ville tage imod ham, men ville gøre hans liv på jorden så bittert som muligt. ret

(98)  Satan holdt råd med sine engle angående den fremgangsmåde, de skulle følge, for at forhindre folket fra at tro på den Kristus som den Messias, de i så lang tid med længsel havde forventet. Han følte sig skuffet og forbitret over, at han ikke havde formået at udrette det mindste imod Kristus ved sine mangfoldige fristelser. Men han tænkte nu, hvis han kun bringe Kristi eget folk til at tvivle på, at han var den levende Messias, så kunne han gøre Frelseren modløs i sin mission, og få jøderne til at være sine tjenere, der kunne udføre hans egne djævelske hensigter. Han arbejdede derfor på en snedig måde og søgte ved list at udføre det, som han ikke kunne udrette ved ligefremme personlige bestræbelser. ret

næste kapitel