Profetiens ånd bind 3 kapitel 10fra side148

tilbage

Golgatha.

(148)  De hastede af sted med Jesus under høje sejrs råb. Men deres støj ophørte en kort tid, da de kom forbi et afsides sted og så, at Judas, som havde forrådt Jesus, lå død ved foden af et tørt træ. Det var et gruopvækkende syn. Vægten af hans legeme havde sønderrevet strikken, hvormed han havde hængt sig i træet, og (149) idet han faldt, var han legeme blevet forfærdelig lemlæstet, og hundene var i færd med at æde det. Man gav straks befaling til at begrave de sønderslide levninger. Men der var mindre støj og spot, idet skaren drog videre, og mangt et blegt ansigt åbenbarede den frygt, som fyldte hjertet. Gengældelsen syntes allerede at hjemsøge den, som var skyldig i Jesu blod. ret

(149)  På denne tid havde rygtet om Jesu dødsdom udbredt sig over hele Jerusalem og bragt forfærdelse og smerte til mange tusinde hjerter. Men det vakte en ondskabsfuld glæde hos mange, som var blevet irettesatte af Frelseren. Præsterne havde bundet sig selv med et løfte, at de ikke ville skade nogen af Jesus disciple, dersom han blev overleveret til dem. Alle folkeklasser forsamlede sig derfor til den grusomme scene, og Jerusalem blev næsten tom. Nikodemus og Josef af Arimatæa var ikke blevet kaldt til rådet, og de havde ikke givet deres stemme til at fordømme Jesus. De var til stede ved korsfæstelsen, men var ude af stand til at formilde eller forandre den forfærdelige dom. ret

(149)  Disciplene og de troende fra omegnen forenede sig med skaren, som fulgte Jesus til Golgata. Jesu moder var også der understøttet af Johannes, den elskede discipel. Hendes hjerte gennemtrængtes af en ubeskrivelig smerte; dog håbede hun såvel som disciplene, at de sørgelige scene ville forandres, at Jesus ville vise sin magt og åbenbare sig for sine fjender som Guds Søn. Men atter sank hendes moderhjerte, idet hun erindrede Jesu ord, hvorved han kostelig havde henvist til de begivenheder, som skete på denne dag. ret

(150)  (150) Jesus var næppe bragt forbi Pilatus' hus, før det kors som var blevet beredt for Barrabas, blev bragt ud og lagt på hans sønderslåede, blødende skuldre. Korset blev også lagt på de to røvere, som skulle lide døden på samme tid som Kristus. Frelseren havde ikke båret sin byrde uden nogle få skridt, før han udmattet faldt til jorden på grund af sine store smerter og sit blodtab. Da Kristus segnede under korsets tunge byrde, længtes hans moder inderlig efter at understøtte hans sårede hoved og bade den pande, som engang havde hvilet ved hendes bryst; men endog dette sørgelige privilegium blev hende nægtet. ret

(150)  Da Jesus atter kom til sig selv igen, blev korset for anden gang lagt på hans skuldre, og han blev tvunget til at gå videre. Han gik vaklende nogle få skridt og bar sin tunge byrde, men faldt derpå som død til jorden. Man sagde først, at han var død; men til sidst kom han til sig selv igen. Præsterne og de ældste følte ingen medlidenhed med deres lidende offer; men de så, at det var umuligt for ham at bære korset videre. De vidste ikke, hvor de skulle finde nogen, som ville nedværdige sig til at bære korset til retterstedet. Jøderne kunne ikke gøre det, fordi derved ville de blive besmittet og udelukket fra at holde påskefesten. ret

(150)  Medens de overvejede, hvad de skulle gøre, kom Simon fra Kyrene gående imod dem. Han blev grebet i følge præsternes befaling og tvunget til at bære Kristi kors. Simons sønner var Jesu disciple, men han havde aldrig selv forenet sig med ham. Denne begivenhed var nyttig for (151) ham. Korset, som han blev tvunget til at bære, blev et middel til hans omvendelse. Han fik en dyb medfølelse for Jesus, og de begivenheder, som fandt sted på Golgata, såvel som de ord, Jesus ytrede, bevirkede at han erkendte ham for at være Guds Søn. Simon var siden da altid taknemmelig til Gud for den vise styrelse, som bragte ham i en stilling, hvor han selv kunne opnå et vidnesbyrd om, at Jesus var verdens Forløser. ret

(151)  Da det syntes, som om Jesus lå døende under korsets byrde, var der mange kvinder, som blev bevægede af medfølelse for hans lidelser og brød ud i sørgmodige klageråb, selvom de ikke troede på Kristus. Da Jesus kom til sig selv igen, så han på dem med mildhed. Han vidste at de ikke beklagede ham, fordi han var en lærer sendt af Gud, men af almindelige, menneskelige bevæggrunde. Han så på de grædende kvinder og sagde: "I Jerusalems døtre! græd ikke over mig, men græd over jer selv og over jeres børn!" (Luk 23,28) ret

(151)  Jesus foragtede ikke deres tårer; men den medfølelse, som de vist, vakte en endnu dybere medfølelse i hans eget hjerte. Han glemte sin egen sorg, idet han betragtede Jerusalems fremtidige skæbne. For en kort tid siden havde folket råbt: "Hans blod komme over os og vore børn!" Hvor blindt de havde ønsket denne fordømmelse over sig selv, som de snart skulle erfare! Mange af de samme kvinder, som græd over Jesus, ville tilligemed sine børn omkomme ved Jerusalems belejring. ret

(151)  Jesus henviste ikke blot til Jerusalems ødelæggelse, men til verdens ende: "Da skal man give sig til at sige til bjergene: "Fald over os!" og til højene: "skjul os!" Thi gør man således ved det grønne træ, hvordan vil det (152) da gå med det visne?" (Luk 23,30.31) Den uskyldige blev fremstillet ved det grønne træ. Dersom Gud tillod, at hans vrede over verdens synder faldt på Forløseren, idet han lod ham lide korsets død, hvad kunne man da vente, at der ville komme over de uærlige og vantro, som havde foragtet Guds nåde, hvilken han havde bragt til veje for dem ved sin Søns død? Jesu tanker vandrer fra Jerusalems ødelæggelse til den større dom, da alle de ugudelige skal lide straffen for sine synder, da menneskernes Søn skal komme ledsaget, ikke af en morderskare, men af mægtige engle hære. ret

(152)  En stor mængde fulgte Frelseren til Golgatha. Mange spottede og forhånede ham; men nogle græd og roste ham. De, som han havde helbredt fra forskellige sygdomme og oprejst fra de døde, fortalte om hans underfulde gerninger med høj røst og forlangte at vide, hvad Jesus havde gjort, hvorfor han skulle behandles som en forbryder. ret

(152)  Blot nogle få dage før havde de ledsaget ham, med frydefulde hosianna råb og svinget palmegrene, idet han red ind i Jerusalem som en sejrherre. Men mange af dem, som den gang råbte til hans pris, fordi mængden gjorde det, hjalp nu til at råbe: "Korsfæst ham! Korsfæst ham!" Da Kristus red ind i Jerusalem, steg disciplenes forventninger til det højeste; de havde holdt sig nær til deres Mester og følt, at de blev ærede, fordi de havde samfund med ham. Nu fulgte de ham i hans fornedrelse i en afstand; de blev fyldt med en usigelig sorg over deres skuffede forventninger. Hvor nøjagtig Jesu (153) ord blev opfyldt: "I denne nat skal I alle forarges på mig; thi der står skrevet: "Jeg vil slå hyrden, og fårehjorden skal spredes." Men disciplene nærede endnu et svagt håb om, at deres Mester ville vise sin magt i det sidste øjeblik og frelse sig af deres fjenders vold. ret

(153)  Da de kom til retterstedet, blev de, som var dømt til døden, bundet på deres kors. Medens de to røvere kæmpede imod dem, som søgte at udstrække dem på korset, gjorde Jesus ingen modstand. Jesu moder så med smertefulde forventninger og håbede, at han ville gøre et mirakel for at frelse sig selv. Den, som havde givet de døde liv, ville dog visselig ikke tillade, at han selv blev korsfæstet. Hvilken kval denne kvinde må have udholdt, da hun var vidne til sin søns skam og lidelse og dog ikke var i stand til at komme ham til hjælp i hans smerter! Bitter sorg og skuffelse fyldte hendes hjerte. Må hun slippe sin tro på, at han var den sande Messias? Vil Guds Søn tillade, at han således på en grusom måde bliver ihjelslået? Hun så, hvorledes hans hænder blev udstrakte få korset, de kære hænder, som altid havde uddelt velsignelse og så ofte havde været udstrakt for at helbrede lidende. Man bragte nu hammer og nagler; men da naglerne blev drevet gennem hans ømme hænder og fæstede til korset, bar de bedrøvende disciple Kristi afmægtige moder bort fra den grusomme scene. ret

(153)  Jesus klagede ikke. Hans ansigt vedblev at være blegt og roligt; men store sveddråber stod på hans pande. Der var ingen venlig hånd, som kunne viske døds sveden af hans ansigt; ej heller blev medfølende ord eller vidnesbyrd (154) om uforanderlig troskab, som kunne opmuntre hans hjerte, rettet til ham. Han trådte vinpersen alene, og af folket var ingen med ham. Medens soldaterne udførte sin grusomme gerning, og Jesus udholdt den første smerte, bad han for sine fjender: "Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør." (Luk 23,34) Hans tanker vendte sig fra hans egne lidelser til hans forfølgeres forbrydelse og den forfærdelige og dog retfærdige straf, som ville komme over dem. Han beklagede dem i deres uvidenhed og synd. Han udstødte ingen forbandelser over soldaterne, som behandlede ham så råt; ej heller nedkaldte han nogen hævn over præsterne og de øverste, som var årsag til al hans lidelse, og som nu stod og glædede sig over, at de kunne udføre deres hensigt. Men han fremfører en bøn om, at det skulle blive dem tilgivet; "thi de ved ikke, hvad de gør. ret

(154)  Dersom de vidste, at de overgav den, som var kommet for at frelse den faldne slægt fra evig fordærvelse, til så udsøgte pinsler, så ville de være blevet grebet af forfærdelse og samvittighedsnag. Men deres uvidenhed kunne, ikke forsone deres synd; thi de havde haft anledning til at kende og tage imod Jesus som deres Frelser. De forkastede al overbevisning og syndede, ikke blot mod himlen, idet de korsfæstede herlighedens herre, men mod alle menneskelige følelser, idet de overgav et uskyldigt menneske til en pinefuld død. Men Jesus opnåede således ret til at blive menneskenes talsmand hos Faderen. Kristi bøn for hans fjender omfatter verden og indbefatter enhver synder, som lever indtil verdens ende. ret

(154)  Efter at Jesus var naglet til korset, blev det løftet op af flere kraftige mænd og med stor voldsomhed sat ned på det sted, som var beredt for det, hvilket forårsagede Guds (155) Søn den mest uudholdelige smerte. Derpå skrev Pilatus en indskrift i tre forskellige sprog og satte den på korset over Kristi hoved: ret

(155)   "Denne er jødernes konge." (Luk 23,38) Jøderne blev forbitrede over, at denne indskrift blev så iøjenefaldne opsat på korset. I Pilatus' gård havde de råbt: Korsfæst ham! Vi har ingen kongen uden kejseren. De erklærede, at den, som ville have en anden konge end kejseren, var en forræder. Men de havde overgået sig selv, idet de fra sagde sig alt ønske om at have en konge af deres egen nation. I denne indskrift udtalte Pilatus de følelser, som de havde udtrykt. Han erklærede i virkelighed, og enhver forstod det, at jøderne erkendte, at på grund af deres lydighed mod den romerske magt skulle ethvert menneske, som søgte at blive konge over jøderne, dømmes til døden, hvor uskyldig han end var i andre henseender. Der var ingen anden forbrydelse omtalt i indskriften. Den vidnede blot om, at Jesus var jødernes konge." ret

(155)  Jøderne så dette og bad Pilatus om at forandre indskriften. Ypperstepræsterne sagde til ham: "Skriv ikke: Jødernes konge, men Han sagde: Jeg er jødernes konge." Men Pilatus, som var ærgerlig på sig selv, fordi han havde vist sig så svag, og som hjertelig foragtede de listige misundelige præster og ældste, svarede koldt: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg." (Joh 19,21.22) ret

(155)  En forfærdelige scene fandt nu sted. Præsterne, de ældste og skriftkloge forglemte sit hellige embedes værdighed og tog del med pøbelhoben i at spotte og forhåne Guds Søn, som var nærved at dø. De sagde: "Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv!" (Luk 23,37) Og nogle sagde spottende til hverandre: "Andre har han frelst, og sig selv kan han ikke frelse. Han (156) er jo Israels konge! Lad ham nu stige ned af korset, så vil vi tro på ham. Han har sat sin lid til Gud; lad ham nu udfri ham, hvis han har velbehag i ham; han har jo sagt: "Jeg er Guds Søn." (Matt 27, 42.43) "Og de, der gik forbi, spottede ham, de rystede på hoved og sagde: "Ha! du, som nedbryder templet og bygger det op på tre dage, frels nu dig selv og stig ned af korset!" ret

(156)  Disse mennesker, som gav sig ud for at fortolke profetierne, gentog selv de ord, som skriften havde forudsagt, at de skulle ytre ved denne anledning; men i deres blindhed mærkede de ikke, at de opfyldte profetierne. Templets øverster, de forhærdede soldater, den ugudelige røver på korset og de lave og grusomme blandt mængden deltog alle med hinanden i at forhåne Jesus, led legemlige smerter ligesom han; men den ene blot forhærdet og mere trodsig og rasende af sin smerte. Han gentog præsternes spot og forhånede Jesus, idet han sagde: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!" (Luk 23,39) Den anden røver var ikke en forhærdet forbryder; hans karakter var vel fordærvet ved omgang med dårlige mennesker, men hans forbrydelse var ikke så stor som mange af deres, der stod ved korset og forhånede Frelseren. ret

(156)  Ligesom de andre jøder havde han troet, at Messias snart skulle komme. Han havde hørt Jesus og været overbevist af hans lære; men ved præsternes og de øverstes indflydelse havde han søgt at undertrykke sin overbevisning ved at hengive sig til fornøjelser. Fordærvede selskabsbrødre havde ledet ham længere og længere i ugudelighed, (157) indtil han til sidst blev grebet for en åbenbar forbrydelse og dømt til korsets død. På denne dag havde han været sammen med Jesus under forhøret i domhuset og på vejen til Golgatha. Han havde hørt, hvorledes Pilatus erklærede, at han var et retfærdigt menneske. Han havde lagt mærke til hans guddommelige opførsel, og hvorledes han tilgav og beklagede sine bødler. Han erkendte i sit hjerte, at Jesus var Guds Søn. ret

(157)  Da han hørte sin medskyldige spottende ord, straffede han ham og sagde: "Frygter end ikke du Gud, skønt du er under den samme dom? Og vi er det med rette; vi får jo kun løn som forskyldt; men denne mand har intet ondt gjort." (40.,41.vers) Idet han vendte sig til Kristus kom himmelsk lys ind i hans hjerte. Han så, at Kristus, som hang mishandlet og foragtet på korset, var hans Forløser, hans eneste håb, og han vendte sig til ham med ydmyg tro og sagde: "Jesus! kom mig i hu, når du kommer i dit rige!" Og Jesus svarede ham: "Sandelig siger jeg dig: i dag skal du være med mig i Paradis." (42.,43.vers) ret

(157)  Kristus lovede ikke den angergivne røver, at han skulle gå med ham til paradis den samme dag, da de blev korsfæstede; thi han opfór ikke til sin Fader før tre dage senere. Se Joh 20,17. Men han sagde til ham: Sandelig siger jeg dig: i dag ? og søgte derved at indprente i hans sind, at på i den dag, han således blev forfulgt og foragtet, havde han magt til at frelse syndere. Han var menneskets talsmand hos (158) Faderen og havde den samme magt, som da han helbredte de syge og oprejste de døde til liv. Gud havde givet ham ret til endog på "denne dag" at love den angergivne, troende røver: Du skal være med mig i paradis. ret

(158)  Røveren på korset følte i sin sjæl den trøst og fred, som kom af, at Gud antog ham, selv om han led legemlige smerter. Frelseren, ophøjet på korset under kval og foragt, forkastet af præsterne og de ældste, blev søgt af en syndig, døende sjæl med en tro, som ser verdens Forløser i ham, der er korsfæstet som en forbryder. I denne hensigt forlod Guds Søn himlen for at frelse fortabte syndere. Medens præsterne og de øverste på grund af sin egenretfærdighed foragtede ham og ikke kunne se hans guddommelige karakter, åbenbarede han sig selv for den angergivne røver som synderes ven og Frelser. Derved viser han, at den ugudeligste synder kan finde tilgivelse og frelse gennem Kristi blods fortjeneste. ret

(158)  Guds Ånd oplyste denne forbryders sjæl. Han omfattede Kristus i tro, og led efter led i den kæde af begivenheder, som bar vidnesbyrd om, at Jesus var Messias, viste sig for ham, indtil den, som led på korset og var under samme dom som han selv, stod for ham som Guds Søn. Medens de fornemste jøder fornægter ham, og endog hans disciple tvivler på hans guddommelighed, kalder den arme røver, som er på evighedens bred ved slutningen af sin prøvetid, Jesus sin herre. Mange var rede til at kalde ham herre, da han gjorde mirakler, og også efter at han opstod fra graven; men der var ingen, som kaldte ham herre, da han hang på korset, uden den angergivne røver, som blev frelst i den ellevte time. ret

(159)  (159) Dette var en sand omvendelse under mærkværdige omstændigheder, og den skete i en bestemt og særegnet hensigt. Den vidnede for alle, som var til stede, at Jesus ikke var en bedrager, men at han hævdede sin rene karakter og udførte den gerning, Gud havde givet ham, lige til hans liv på jorden fik ende. Under hele Jesu virksomhed havde han aldrig hørt mere dyrebare ord end de troendes ord, som kom fra døende røvers læber blandt skarens hån og bespottelse. Men lad ingen fordømme da anledninger, de nu har, og udsætte sin omvendelse, idet de stoler på, at røveren blev omvendt i den ellevte time, og at de derfor kan omvende sig på dødssengen. Hver gang en synder tilsidesætter en lysstråle, kommer han i større mørke end tidligere, indtil en eller anden forfærdelig vildfarelse fylder hans sjæl, og han kommer i en håbløs tilstand. Men der er dog tilfælde, hvor lyset kommer i den sidste stund, ligesom det kom til den arme røver, og hvor det da blev modtaget med forstandig tro. Sådanne angergivne sjæle finder nåde hos Gud. ret

(159)  Englene betragtede med forbavselse Jesu uendelige kærlighed; thi idet han led den forfærdeligste kval på sjæl og legeme, tænkte han blot på andre og opmuntrede den angergivne sjæl til at tro. Medens han hengav sit eget liv i døden, viste han en kærlighed for mennesker, som var stærkere end døden. I sin fornedrelse havde Kristus som en profet talt til Jerusalems døtre. Som præst og talsmand havde han bedt Faderen om at tilgive sine morderes synder. Som en elskende frelser havde han tilgivet den angergivne røvers overtrædelse, da han bad ham. Mange, som var vidne til disse scener på Golgatha, blev sidenhen ved dem stadfæstede i troen på Kristus. ret

(159)  Slangen, som blev ophøjet i ørknen, (160) fremstiller menneskenes Søn ophøjet på korset. Kristus sagde til Nikodemus: "Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørknen, sådan må Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror skal have evigt liv i ham." (Joh 3,14.15) I ørknen døde alle de, som undlod at se på den ophøjede kobberslange; men de, som så på den, levede. De to røvere på korset fremstiller to store menneskeklasser. Alle har følt syndens gift, hvilket fremstilles ved de brændende slanges bid i ørknen. De, som ser på Jesus Kristus og tror på ham, ligesom røveren så på ham, da han var ophøjet på korset, skal leve evindelig; men de, som undlader at se på ham og tro på ham, ligesom den ikke angrende røver nægtede at se og tro på den korsfæstede Forløser, skal dø uden håb. ret

(160)  Jesu fjender ventede nu på hans død med utålmodighed. De indbildte sig, at denne begivenhed ville for evig undertrykke alle rygter om hans guddommelige kraft og hans mirakler. De smigrede sig med, at de ikke længere behøvede at frygte for hans indflydelse, De følelsesløse soldater, som havde naglet Jesu legeme til korset, delte hans klæder mellem sig og stred om et klædebon, som var vævet uden søm; de besluttede til sidst at kaste lod om det. Den hellige skrift havde nøjagtig beskrevet denne scene flere hundrede år, før den skete: "Thi hunde står omkring mig, onde i flok omringer mig, de har gennemboret mine hænder og fødder... Mine klæder deler de mellem sig, om kjortelen kaster de lod. (Sal 22,17.19) ret

(160)  Jesus så ud over mængden, som havde samlet sig for at være vidne til hans (161) død, og han så ved korsets fod Johannes, der understøttede Maria, Kristi moder. Hun var vendt tilbage til den forfærdelige scene ude af stand til længere at være borte fra sin søn. Den sidste undervisning, Jesus gav, var om sønlig kærlighed. Han så på sin moders kummerfulde ansigt og derefter på Johannes og sagde til sin moder: "Kvinde! se, det er din søn." Og til disciplen sagde han: "Se, det er din moder." (Joh 19,26.27) Johannes forstod godt Jesu ord og den hellige pligt, som han overdrog ham. Han førte straks Kristi moder bort fra den rædselsfulde scene på Golgatha, og fra den stund sørgede han som en søn for hende og tog hende til sit eget hjem. hvor medfølende og kærlig Frelseren var! Under al sin legemssmerte og sjælekval havde han en øm, betænksom omhu for sin moder, som havde født ham. Han kunne ikke efterlade hende penge, hvorved hendes fremtidige velfærd kunne sikres; men han var elsket af Johannes, og han gav sin moder til den elskede discipel som en hellig arv. Denne pligt skulle blive til stor velsignelse for Johannes og bestandig minde ham om hans elskede Mester. ret

(161)  Kristi fuldkomne eksempel på sønlig kærlighed lyser endnu med uformindsket glans gennem tidernes mørke. Medens han udholdt den største smerte, glemte han ikke sin moder, men sørgede fuldstændig for hendes fremtid. Kristi efterfølgere bør forstå, at det er en del af deres religion at agte og sørge for sine forældre. Intet påskud om religiøse pligter kan undskylde en søn eller datter fra at opfylde de pligter, som de skylder sine forældre. ret

(161)  Kristi mission på jorden var nu (162) næsten fuldbragt. Hans tunge var tør, og han sagde: "Jeg tørster!" De dyppede en svamp i eddike og galde og gav ham at drikke; men da han havde smagt den, ville han ikke drikke. Livets og herlighedens Herre var nu nærved at dø som en igenløsnings betaling for menneskeslægten. Det var en følelse af, at synden bragte Faderens vrede over ham som menneskeslægtens stedfortræder, der gjorde det bæger, Jesus drak, så bittert og sønderbrød Guds Søns hjerte. Døden kan ikke betragtes som en nådens engel; naturen viger tilbage fra tanken om opløsning, der er en følge af synd. ret

(162)  Men det var ikke frygt for døden, som frembragte Jesu ubeskrivelige sjælekval. At tro dette ville være at sætte ham under martyrerne, hvad mod og udholdenhed angår; thi mange, som er døde for sin tro, hengav sig til pine og død, glade over, at de blev agtede værdige til at lide for Kristi skyld. Kristus var en fyrste for alle dem, som lider. Men det var ikke legemlig smerte, som fyldte ham med fordærvelse og fortvivlelse, det var en følelse af syndens onde natur, det var bevidstheden om, at mennesket var blevet så fortrolig med synden, at det ikke engang mærkede dens afskyelighed, og at den var så dybt indgroet i menneskets hjerte, at den vanskelig kunne udryddes. ret

(162)  Som menneskets stedfortræder og Borgen blev synden lagt på Kristus; han blev regnet som en overtræder, for at han kunne forløse dem fra lovens forbandelse. Den synd, som enhver Adams søn eller datter havde begået gennem alle tider, trykkede på hans hjerte, og Guds vrede og den forfærdelige åbenbarelse af hans mishag på grund af synden fyldte hans søns sjæl med forfærdelse. Da Gud unddrog sin nærværelse fra Frelseren på den stund, da han led den yderste nød, gennemboredes hans hjerte af sorg, som (163) mennesker aldrig til fulde kan forstå. Enhver smerte, som Guds Søn udholdt på korset, de blodsdråber, som flød ned fra hans hoved, hænder og fødder, den store sjælesmerte, som nedbrød hans legemskraft, og den uudsigelige angst som fyldte hans sjæl, da Faderen skjulte sit ansigt for ham, taler til mennesket og siger: Det var af kærlighed til dig at Guds Søn hengav sig og villig bar disse forfærdelige forbrydelser; for dig udplyndrede han dødsriget og åbnede paradisets og det evige livs porte. Han, som stillede de oprørte bølger med sit ord og vandrede på de skumklædte vover, for hvem djævlene skælvede og frygtsomt flygtede fra, han, som oprejste de døde til liv og åbnede de blindes øjne, han hengav sig selv på korset som det sidste offer for mennesket! Han, som bar synden, udholdt den retfærdige straf for overtrædere og blev gjort til synd for menneskene. (2kor 5,21) ret

(163)  Satan plagede Jesu hjerte med sine grumme fristelser. Synd, som var så mishagelig for ham, blev lagt på ham, indtil han stønnede under dens byrde. Intet under, at hans manddom skælvede i denne frygtelige time. Englene var med forbavselse vidner til Guds Søns fortvivlede sjæleangst, der var så meget større end hans legemlige smerte, at han næppe følte denne. Himmelens hærskarer tilhyllede sine ansigter for dette grusomme syn. ret

(163)  Selv den livløse natur udtrykte sin medfølelse for sin forhånede, døende Skaber. Solen nægtede at oplyse den forfærdelige scene. Dens klare stråler oplyste jorden ved middagstid; men pludselig syntes det, som om de aldeles udslukkes. fuldstændig mærke indhyllede korset og hele omegnen ligesom et ligklæde. Der var ingen solformørkelse eller anden naturlig årsag. Mørket var så tykt som ved midnat uden måne (164) og stjerner. Det tykke mørke var et billede på den sjælekval og forfærdelse, som fyldte Guds Søn. Han havde følt den i Getsemane have, da blodsdråberne trængte sig igennem hans porer, og døden ville have overvældet ham, dersom ikke en engel var blevet sendt fra himlen for at styrke den guddommelige lidende, så at han kunne betræde Golgathas blodbestænkte sti. ret

(164)  Mørket varede hele tre timer. Intet øje kunne gennemtrængte det mørke, som indhyllede korset, og intet øje kunne trænge ind i det endnu tykkere mærke, som overvældede Kristi lidende sjæl. En ubeskrivelig rædsel kom over alle, som var samlede omkring korset. Gravens tavshed syntes at hvile over Golgatha. Folkemængdens banden og sværgen forstummede. Mænd, kvinder og børn kastede sig med ansigtet mod jorden i den yderste frygt. Blændende lynstråler brød af og til frem fra skyerne, men dog uden at være ledsagede af torden, og oplyste korset og den korsfæstede Forløser. ret

(164)  Præsterne, de ældste og skriftkloge, bødlerne og folkeskaren tænkte alle, at deres gengældelses time var kommet. Om en stund hviskede den ene til den anden, at Jesus nu ville stige ned af korset. Nogle forsøgte samlende at vende tilbage til byen, medens de slog sig for sit bryst og jamrede sig af frygt. ret

(164)  Ved den niende time hævede det frygtelige mørke sig fra folket, men indhyllede endnu Frelseren som i et klæde. De vrede lynstråler syntes at være udslyngede mod ham, idet han hang på korset. Da "råbte Jesus med høj røst: "Eloi! Eloi! Lama sabaktani?" det betyder: "Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" (Mark 15,34) Da det ydre mørke samlede sig om Kristus var der mange, som råbte: Guds hævn er kommet over ham! (165) Herren udslynger sin grumme vrede over ham, fordi han påstod, at han var Guds Søn! Da Frelserens fortvivlede råb hørtes, blev mange af dem, som troede på ham, skrækslagne, håbet forlod dem; havde Gud forladt Jesus, hvad ville der så blive af hans efterfølgere og den lære, de havde omfattet med kærlighed? ret

(165)  Mørket hævede sig nu fra Kristi beklemte sjæl, og idet han oplivedes, så at han kunne fornemme legemlig smerte, sagde han: "Jeg tørster." (Joh 19,28) Her havde hans forfølgere en sidste anledning til at vise ham medfølelse og lindre hans smerter; men da mørket forsvandt, blev de også mindre bange, og de begyndte atter at nære frygt for, at Jesus endnu kunne slippe fra dem. Men en løb hen og fyldte en svamp med eddike og stak den på et rør og lod ham drikke og sagde: "bi lidt! lad os se, om Elias kommer og tager ham ned." (Mark 15,36) ret

(165)  Kristus blev ikke opmuntret af fryd og glæde, da han hengav sit dyrebare liv; men der herskede et nedtrykkende mørke omkring ham. Det lydeløse Guds Lam hang der på korset, hans legeme var sønderrevet af sår og slag; de dyrebare hænder, som altid havde været rede til at hjælp de nedtrykte og lidende, var udstakte og grusomt gennemborede på korset; de tålmodige fødder, som havde vandret mange lange mile, idet han uddelte velsignelser og lærte menneskene vejen til salighed, var knuste og fastpigrede på korset; den torne krone sårede hans kongelige hoved, og de blege og skælvende læber, der altid havde været rede til at besvare lidende menneskers bønner, udtalte disse sørgmodige ord: "Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" ret

(165)  Folket venter i tavshed på, at dette frygtelige skue skal få en ende. Atter skinner solen frem, men (166) Kristus er indhyllet i mørke. Præsterne og de ældste kaster deres blikke mod Jerusalem, og se, den tykke sky har dalet ned over staden og Judas sletter, og Guds vredes grumme lynstråler udslynges mod denne dømte stad. Pludselig hæver mørket sig fra korset, og med en klar røst ligesom en basun, der syntes at genlyde gennem hele skabningen, råbte Jesus: "Det er fuldbragt!" (Joh 19,30) "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd." (Luk 23,46) Et lys skinnende omkring korset, og Frelserens ansigt strålede af en herlighed ligesom solens. Derpå bøjede han hovedet ned på sit bryst og døde. ret

(166)  Men tilskuerne stod lamslåede og stirrede næsten åndeløse på Frelseren. Atter faldt mørket over jorden, og man hørte en ramlen, der lignede en dyb torden, samtidigt med at jorden rystede voldsomt. Folkeskaren blev kastet sammen i hobe, og den første forvirring og frygt efterfulgte. Klipperne brast i stykker med stort brag i de omkringliggende bjerge, og mange af den styrtede ned fra højene til sletterne nedenfor. Gravende åbnedes, og de døde kastedes ud. Det så ud, som om hele skabningen skulle sønderrives. Præsterne, de ældste, krigsmændene og bødlerne var alle målløse af skræk og lå med deres ansigt til jorden. ret

(166)  Mørket hævede sig atter fra Golgatha og hang ligesom et ligklæde over Jerusalem. Netop i det øjeblik, da Kristus døde, var der præster, som tjente i templet foran forhænget der adskilte det hellige fra det allerhelligste. De mærkede pludselig, at jorden skælvede under dem, og at forhænget i templet, et kostbart tæppe, som man fornyede hvert år, blev revet (167) fra øverst til nederst af den samme blodløse hånd for dem, der skrev dommen på væggen i Belzasars palads. Det allerhelligste, som menneskelige fødder kun havde betrådt én gang om året i et helligt ærinde, blev nu afsløret, så at alle og enhver kan se derind. Herren havde altid før beskyttet sit tempel på en forunderlig måde; men nu stod dets hellige hemmeligheder åbne for enhver. Gud vil nu ikke længere overskygge den jordiske nådestol med sin nærværelse. Hans herligheds lys kommer nu ikke mere til at skinne på de kostelige stene i ypperstepræstens brystplade; ej heller vil hans mishag kaste en skygge derpå. ret

(167)  Da Kristus døde på korset ved Golgatha blev en ny og levende vej indviet for både jøder og hedninger. Frelseren skulle nu tjene som præst og midler i himlens helligdom. Dyrenes blod, som man nu ofrede for synd, var aldeles værdiløst; thi Guds Lam havde givet sig selv hen i døden for verdens synd. Det mørke, som herskede på jorden, udviste medfølelse for Kristus, da han led dødsangsten på korset. Menneskerne fik derved et bevis på, at retfærdighedens sol, verdens lys unddrog sine stråler fra Jerusalem, som Herren engang havde haft behag i, og fra verden. Herved gav Herren et mærkværdigt vidnesbyrd, som kunne bestyrke og stadfæste kommende slægters tro på ham. ret

(167)  Jesus hengav ikke sit liv, før han havde fuldendt den gerning, han var kommet for at gøre, og i det sidste øjeblik råbte han: "Det er fuldbragt!" Englene glædede sig ved at høre disse ord; thi deraf forstod de, at den store frelses plan var blevet udført til sejre. Der var glæde i himlen over, at Adams sønner nu kunne opnå at komme i Guds nærværelse, dersom de levede i overensstemmelse (168) med hans vilje. Satan var overvundet, og han vidste, at hans rige var tabt. ret

(168)  Når den kristne fuldstændig fatter, hvilket uendeligt offer himlens majestæt har gjort, bliver frelsens plan rigtig stor for ham, og når han betænker, hvad der har foregået på Golgatha, vækker det de dybeste og helligste følelser i hans sjæl. Når han betragter Frelsens uforlignelige kærlighed, bør det aldeles fylde hans sjæl, røre og smelte hans hjerte, forædle hans sindelag og aldeles omvende hans væsen. Apostelen siger: "Jeg havde fattet det forsæt ikke at ville vide af noget andet, medens jeg var iblandt jer, end Jesus Kristus og det som korsfæstet." (1Kor 2,2) Og vi kan skue hen til Golgatha og udråbe: "Det være langt fra mig at rose mig af noget andet end var Herres Jesu Kristi kors, ved hvem verden er korsfæstet for mig, og jeg for verden." (Gal 6,14) ret

(168)  Da Kristus døde, syntes disciplens håb aldeles at forsvinde. Da de så på hans lukkede øjne og nedbøjede hoved, hans hår, der var bedækket med blod og hans gennemborede hænder og fødder, blev deres angst ubeskrivelig. De havde troet til sidste øjeblik, at han ikke skulle dø, og de kunne næppe fatte, at han nu virkelig var død. Da himlens majestæt hengav sit liv, havde de, som troede på ham, forladt ham, og der var ikke én, som lindrede hans smerter eller udtalte et eneste opmuntrende ord; thi selv englene, som havde medynk med ham, fik ikke lov at tjene sin elskede anfører. ret

(168)  Aftnen nærmede sig, og der herskede en underlig stilhed omkring Golgatha. Folkeskaren spredte sig, og mange vendte tilbage til Jerusalem med et helt andet sind, end de havde vist om morgnen. Mange af dem havde samlet sig ved korsfæstelsen af nysgerrighed, ikke fordi de hadede (169) Kristus. Alligevel troede de på præsternes opdigtede beretning angående ham og betragtede ham som en forbryder. Ved henrettelsen havde de vist det samme sindelag som de ledende jøder, og på grund af den unaturlige ophidselse, som herskede, havde de forenet sig med folkeskaren i at spotte og forhåne ham. ret

(169)  Men da jorden blev indhyllet i mørke, og de stod anklagende lige over sin egen samvittighed, kom de atter til sans og samling, og følte, at de havde gjort sig skyldige i en stor uret. Man hørte ingen spøg eller hånlatter under dette frygtelige mørke, og når det hævede sig, gik de hjem med alvor og ærefrygt; thi deres samvittighed gav dem ingen ro. De følte sig overbeviste om, at præsternes beskyldninger mod Jesus var falske, og at Jesus ikke var nogen bedrager, og nogle få uger senere, da Peter prædikede på pinsefestens dag, og korsets store hemmelighed såvel som andre hemmeligheder angående Messias blev dem forklarede, var de blandt de tusinder, som grundig omvendte sig til Kristus. ret

(169)  De romerske høvedsmænd stod omkring korset, da Jesus med en mærkværdig kraftig stemme udråbte: "Det er fuldbragt!" og der på øjeblikkelig døde med dette sejersråb på sine læber. De havde aldrig før varet vidne til nogens død på korset på en sådan måde eller set, at nogen således var død inden seks timer, efter at han var blevet korsfæstet. Korsfæstelse bragte en meget langsom død; livskræfterne blev mere og mere svækkede, indtil det blev vanskeligt at afgøre, hvornår livet blev udslukket. Men lige før Jesus døde, havde han en så kraftig stemme og talte så klart, at de romerske høvedsmænd, der havde erfaring i sådanne ting, blev forbavsede og forundrede sig meget, og den høvedsmand, der havde (170) befaling over soldaterne, som stod vagt, udråbte staks: "Sandelig, den mand var Guds Søn." (Mark 15,39) Således var der tre mænd i helt forskellige stillinger, der åbent erklærede sin tro på Kristus den dag, han døde - nemlig den, som havde befalingen over den romerske vagt, den, som bar sin Frelsers kors, og den, som døde på korset ved hans side. ret

(170)  Tilskuerne og soldaterne, som bevogtede korset, blev overbeviste om, at Jesus var den Forløser, som Israel så længe havde forventet, så vidt de kunne fatte denne tanke. Men det mørke, som bedækkede jorden, kunne ikke være mere uigennemtrængeligt end det, som indhyllede præsternes og de ældstes sind. Det, som de havde været vidne til, gjorde ingen som helst virkning på dem, og de hadede Jesus ligeså meget efter hans død som før. ret

(170)  Da Kristus blev født, kendte englene ham. De viste sig som en stjerne på himlen ovenover det sted, hvor Kristus var, og de ledsagede de vise mænd til krybben, hvor han lå. De himmelske hærskarer havde kendt ham og sunget ham lov og pris over Betlehems sletter. Søen havde givet agt på hans røst og adlydt hans bud. Sygdom og død havde anerkendt hans myndighed og opgivet sit bytte på hans befaling. Solen havde kendt ham og skjult sit lysende ansigt for ikke at beskue hans døds kval på korset. Klipperne havde erkendt ham og revnet, da han råbte i døden. Men selvom den livløse natur anerkendte og vidnede om Kristus, at han var Guds Søn, kendte præsterne og de ældste dog ikke Frelseren. De forkastede vidnesbyrdet om hans guddom og forhærdede sit hjerte mod hans sandhed. (171) De var ikke så følsomme som bjergene og de hårde stene. ret

(171)  Jøderne ville ikke, at de henrettedes legemer skulle forblive natten over på korset. De frygtede for, at folkets opmærksomhed skulle hen drages videre på de begivenheder, der fulgte med Jesu død. De frygtede for virkningerne af denne dags gerning på folkets sind. Under påskud af, at de ikke ønskede, at sabbaten skulle vanhelliges, ved at legemerne hang på korset på den hellige dag, som fulgte efter den dag, på hvilken de var blevet korsfæstede, sendte de ledende jøder bud til Pilatus og bad om lov til at påskynde de korsfæstedes død, så at man kunne bortfjerne deres legemer, før solen gik ned. ret

(171)  Pilatus ville ligeså nødig som de, at Jesus skulle hænge på korset et eneste øjeblik længere, end det var nødvendigt, brød man benene på de to, som blev korsfæstede med Jesus, for at fremskynde deres død. Men Jesus var allerede død, og de brød ikke hans ben. De rå krigsmænd, som havde været vidne til Jesu udseende og ord på vejen til Golgatha, og da han døde på korset, følte sig bevægede ved det, de havde set, og de blev således forhindrede fra at lemlæste ham ved at bryde hans ben. Således blev den profeti opfyldt, der erklærede, at hans ben ikke skulle sønderbrydes, og loven om påskefesten, der krævede, at ofret skulle være fuldkomment og helt, blev også opfyldt, da Kristus, Guds Lam, opofrede sig. "De må intet levne deraf til næste morgen, og de må ikke sønderbryde noget af dets ben. De skal fejre (172) påsken i overensstemmelse med alle de anordninger, som gælder for den." ret

(172)  På præsternes opfordring, hvilke ønskede at forvisse sig om Jesu død, stak en soldat sit spyd ind i Frelserens side, hvilket bibragte ham et sår, der ellers ville have bevirket hans øjeblikkelige død. Fra dette gabende sår flød der to særskilte strømme, den ene af blod og den anden af vand. Alle tilskuerne lagde mærke til denne mærkværdige kendsgerning, og Johannes omtaler denne mærkværdige kendsgerning, og Johannes omtaler den meget tydelig, idet han siger: "Men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og straks flød der blod og vand ud. Og den, der har set det, har vidnet om det - og han véd, at han taler sandt - for at også I skal tro. Thi dette skete, for at det skrift ord skulle gå i opfyldelse: "Intet ben skal sønderknuses derpå!" Og endnu et andet skrift ord siger: "De skal se hen til ham, de har gennemstunget." (Joh 19,34-37) ret

(172)  Efter opstandelsen udbredte præsterne og de ældste det rygte, at Jesus ikke døde på korset, men simpelhen besvimede og senere han blev oplivet igen. En anden løgnagtig beretning påstod, at det ikke var hans virkelige legeme, bestående af kød og ben, men noget, der lignede et legeme, som blev lagt i graven; men Johannes' vidnesbyrd angående Frelserens gennemstungne side og blodet og vandet, som udrandt af såret, tilbageviser disse løgne, som samvittighedsløse jøder opdigtede. ret

næste kapitel