Profetiens ånd bind 3 kapitel 11fra side173

tilbage

Ved graven.

(173)  (173) Den forbrydelse, som man påstod, Frelseren havde gjort sig skyldig i, at som man henrettede ham for, var forræderi mod den romerske regering. Personer, som mistede livet for en sådan forbrydelse, blev nedtaget af korset af de almindelige soldater og blev jordfæstede, på et sted hvor man blot begravede sådanne forbrydere, som havde udstået lovens strengeste straf. ret

(173)  Johannes var forlegen; thi han vidste ikke, hvad han skulle gøre med sin elskede Mesters legeme. Han gyste når han tænkte på, at de rå og ufølsomme soldater skulle håndtere ham og begrave ham på et vanærende sted. Han vidste, at de jødiske myndigheder ikke ville vise ham nogen gunst, og han kunne heller ikke forvente noget stort af Pilatus. Men i dette nødstilfælde kom Josef og Nikodemus frem. Begge disse mænd var medlemmer af det jødiske råd og var kendt med Pilatus, og da de begge besad både rigdom og indflydelse, besluttede de, at Jesu legeme skulle få en hæderlig begravelse. ret

(173)  Josef gik frimodig til Pilatus og bad om, han måtte nedtage Jesu legeme og begrave det. Pilatus gav ham straks tilladelse dertil; thi han troede bestemt, at Jesus var uskyldig. Pilatus erfarede nu først, at Jesus virkelig var død. Man havde med forsæt holdt ham i uvidenhed derom, skønt ham havde hørt forskellige modstridende beretninger angående de mærkværdige begivenheder, som fulgte med korsfæstelsen. Han erfarede nu, at Frelseren var død i samme øjeblik, da det hemmelighedsfulde mørke, som (174) dækkede jorden, var forsvundet. Pilatus undrede sig over, at Jesus døde så hurtigt: thi de, som blev korsfæstede, hensmægtede undertiden på korset flere dage. Den beretning, som Pilatus nu fik angående Jesu død, bestyrtede ham endnu mere i troen på, at Jesus ikke var noget almindeligt menneske. Den romerske landshøvding blev mærkværdig oprørt i sit sind og beklagede dybt, at han havde deltaget i at fordømme Frelseren. ret

(174)  Præsten og de ældste havde pålagt Pilatus og hans høvedsmænd at passe nøje på, at Jesu disciple ikke øvede noget bedrageri med deres Mesters legeme. Før Pilatus gik ind på Josef forlangende, sendte han derfor bud efter den høvedsmand, som befalede over soldaterne ved korset, og fik pålidelig underretning af ham om, at Jesus var død. Ifølge Pilatus' indtrængende anmodning af lagde han en beretning om de forfærdelige begivenheder, som havde sket på Golgatha, og stadfæstede således Josef vidnesbyrd. ret

(174)  Pilatus udsendte nu en officiel befaling, at man skulle overlevere Jesu legeme til Josef. I den samme stund, som disciplen Johannes ængstede og besværede sig angående sin elskede Mesters hellige legeme, vendte Josef fra Arimatæa tilbage med landshøvdingens fuldmagt, og Nikodemus, som havde tænkt sig, hvad udfald Josef samtale med Pilatus ville få, kom med en kostbar blanding af myrra og aloe, henved hundrede pund. Man kunne ikke have vist den fornemste mand i hele Jerusalem nogen støre ære i hans død. ret

(174)  Kvinderne fra Galilæa var blevet tilbage med disciplen Johannes for at se, hvad man ville gøre med Jesu legeme. Dette var dem endnu meget dyrebart, skønt deres tro på han som den lovede Messias forsvandt, da han døde. (175) Disciplene var overvældede af sorg. De begivenheder, som havde gået for sig, havde virket således på dem, at de ikke var i stand til at ihukomme Jesu ord, da han erklærede, at netop disse ting skulle ske. Kvinderne forundrede sig over at se, at Josef og Nikodemus, disse ærede og rige rådsherrer, var ligeså ivrige og nidkære som de selv for, at Jesu legeme skulle få en passende begravelse. ret

(175)  Ingen af disse mænd havde åbent sluttet sig til Frelseren, medens han levede, skønt de begge troede på ham. De vidste, at så snart som de erklærede sin tro på ham, ville man udelukke dem fra det store råd på grund af præsterne og de ældstes fordom mod Jesus. Dette ville havde afskåret dem fra enhver anledning til at hjælpe og beskytte ham; thi de kunne ikke da mere bruge sin indflydelse i rådet. Flere gange havde de vist, hvor uholdbare de beviser var, som man anførte for, at Jesus skulle fordømmes, og de gjorde også indvending imod, at man skulle gribe ham. På grund heraf måtte rådet bryde op uden at have forrettet det, man havde sammenkaldt det for; thi det var umuligt at fordømme Jesus, uden at hele det jødiske råd samtykkede deri. Præsterne havde dog omsider opnået sin hensigt ved at sammenkalde et hemmeligt råd, hvortil man ikke havde indbudt Josef og Nikodemus. ret

(175)  De to rådsherrer kom nu modig frem og stod disciplene bi. Man behøvede højlig disse rige og ærede mænds hjælp på denne tid; thi de kunne udrette det for den korsfæstede Frelser, som det var umuligt for de fattige disciple at gøre, og deres indflydelsesrige stilling beskyttede dem i en stor grad mod kritik og bebrejdelser. Medens de, som havde åbent erklæret, (176) at de var Kristi disciple, var så mismodige og forskrækkede, at de ikke frit turde vise sig som hans efterfølgere, trådte disse to mænd frimodig frem og gjorde, hvad de kunne, på en ædel måde. ret

(176)  Med ømhed og ærbødighed tog de Jesu legeme ned fra korset med sine egne hænder, og hede tårer randt af medfølelse, idet de så på hans knuste og lemlæstede legeme, som de med omhu badede og rensede fra blodpletterne. Josef ejende en ny grav, udhugget i en klippe, hvilken han havde bestemt for sig selv. Den lå nær ved Golgatha, og han beredte nu denne grav for Jesus. Forsigtig indhyllede de Jesu legeme i et linklæde til lige med de urter, som Nikodemus havde medbragt, og de tre disciple bar den dyrebare byrde til den nye grav, hvori endnu aldrig nogen var lagt. Der rette de hans sønderrevne lemmer ud og foldede de knuste hænder på det livløse bryst. De galilæiske kvinder drog nær for at se, at man havde gjort alt muligt for deres elskede lærers livløse legeme. Derpå så de, at man rullede den tunge sten for indgangen til graven og lod Guds Søn være i ro. Kvinderne var de sidste ved korset og de sidste ved Kristi grav. Medens aftenskumringen tiltog, tøvede Maria Magdalena og de andre to med navnet Maria ved vor Frelseres hellige hvilested, idet de græd bitre tårer, fordi den, som de elskede, havde lidt en sådan medfart. ret

(176)  Skønt de jødiske ældste havde udført deres djævelske hensigt og ihjelslået Guds Søn, blev dog ikke deres frygt stillet derved; ej heller var deres misundelse mod Kristus forbi. De frydede sig vel over at have tilfredsstille sin hævnlyst; men dermed var dog blandet en stedsevarende frygt for, at hans døde legeme, som lå i (177) Josef grav, skulle opstå til liv igen. De havde forsøgt at indbilde sig, at han var en bedrager, men forgæves. Overalt hørte de, at de, som ikke vidste, at Jesus var død, spurgte efter Jesus af Nazareth; thi de havde ført sine syge og døende venner med sig til påskefesten, for at den Store Læge kunne helbrede dem. Præsterne vidste i deres indre, at Jesus havde al magt. De havde været vidne til hans undergerning ved Lazarus' grav. De vidste, at han der gav den døde liv, og de frygtede for, at han selv skulle opstå fra de døde. ret

(177)  De havde hørt ham sige, at han havde al magt til at sætte sit liv til og at tage det igen. De kom i hu, at han havde sagt: "Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen." (Joh 2,19) De sammenlignede begge disse vidnesbyrd og frygtede. Da Judas forrådte sin Mester til præsterne, havde ham fortalt dem, hvad Jesus havde sagt sine disciple, medens han gik med dem alene på vejen til staden. Han havde sagt: "Se, vi drager nu op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge; og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne til at spottes og piskes og korsfæstes; men på den tredje dag skal han opstå." De kom ihu mange ting, som han havde sagt, og de indså nu, at disse var tydelige profetier om de begivenheder, som nu fandt sted. De ønskede ikke at tænke på alt dette; men de kunne ikke fjerne det fra deres sind. De troede ligesom deres fader, djævlen og bævede. ret

(177)  Da nu det værste af ophidselsen var (178) forbi, trængte Jesu billede sig ind i deres sjæl, idet han stod rolig og stum for sine fjender og led hån og mishandling uden mindste knur. De kom i hu, hvorledes han bad om, at de, som naglede ham på korset, måtte få forladelse; hvorledes han ikke tænkte på sine egne lidelser; hvor barmhjertig han besvarede den dødende røvers bøn; hvorledes mørket, der dækkede jorden, pludselig hævede sig. De kom i hu, hvorledes han jublende havde råbt: "Det er fuldbragt," og hvorledes dette råb syntes genlyde gennem hele skabningen. De kom i hu, hvorledes han øjeblikkelig døde; hvorledes jorden skælvede og klipperne revnede; hvorledes gravene åbnedes, og hvorledes forhænget i templet splittedes i to dele. Alle disse mærkværdige omstændigheder trængte ind på deres sind og gav dem et uomstødeligt bevis for, at Jesus var Guds Søn. ret

(178)  Da Judas havde fortalt præsterne, hvad Jesus havde sagt angående sin kommende død, spottede de over, at han kendte til, hvad der skulle foregå i fremtiden. Men hans forudsigelser var alle blevet opfyldte til denne tid, og de frygtede for, at alt det, han havde forudsagt, skulle ske. De var bange for, at de kom til at bøde for sin forbrydelse mod livet, dersom Jesus opstod fra de døde. De kunne ikke sove; thi de var mere bange for Jesus, da han var død, end de var, medens han levede. Da troede de, at den eneste måde, hvorpå de kunne vinde fremgang og indflydelse, var at bringe hans irettesættende stemme til tavshed; men nu bævede de, når de tænkte på den vidunderlige kraft, han besad. ret

(178)  De hvilede ikke meget på sabbaten. Skønt de ikke ville træde over dørtærsklen til en hednings hus af frygt for at blive besmittede, holdt de dog råd angående Kristi legeme. De (179) vidste, at disciplene ikke ville forsøge at fjerne ham før sabbaten; men de var ængstelige for, at de kunne tage enhver mulig forsigtighedsregel ved dens slutning. Derfor "samledes ypperstepræsterne og farisæerne hos Pilatus og sagde: "Herre, vi er kommet i tanker om, at denne bedrager sagde, medens han endnu levede: "Efter tre dages forløb opstår jeg. Giv derfor befaling til, at graven skal bevogtes strengt indtil den tredje dag, for at ikke hans disciple skal komme og stjæle ham og sige til folket: "Han er opstået fra de døde"; og så vil det sidste bedrageri blive værre end det første." (Matt 27,62-64) Pilatus ønskede ligeså lidt som jøderne, at Jesus skulle opstå med magt til at straffe dem, som havde ihjelslået ham, og han stillede en afdeling romerske soldater til præsternes rådighed. Han sagde: "Der har I vagtmandskab; gå hen og bevogt graven, så godt I kan." Og de gik hen og bevogtede graven med vagt efter at have sat segl for stenen. (65.,66.vers) ret

(179)  Disciplinen i den romerske armé var meget streng. Fandt man en skildvagt sovende på sin post, blev han straffet med døden. Jøderne indså, hvilken fordel der var ved at have en sådan vagt omkring Jesu grav. De beseglede stenen, som lå foran indgangen, så at ingen kunne forstyrre den, uden at man vidste derom, og de tog enhver mulig forsigtighedsregel mod, at disciplene skulle forøve noget bedrag med Jesu legeme. Men alle deres planer og forsigtighedsregler hjalp kun til, at der blev mere fuldstændig sejr ved Jesu opstandelse, og at opstandelsens sandhed blev stærkere stradfæstet. ret

(179)  Hvorledes må ikke Gud og hans hellige engle have skuet ned på alle disse beredelser for at vogte verdens Forløsers legeme! Hvor afmægtige og dåreagtige (180) må ikke disse bestræbelser have forekommet dem! Salmisten giver et træffende billede herpå, når han siger "Hvorfor fnyser hedninger, hvorfor pønser folkefærd på, hvad fåfængt er? Jordens konger rejser sig, fyrster samles til råd mod Herren og mod hans salvede: "Lad og sprænge deres bånd og kaste rebene af os!" Han, som troner i Himlen, ler, Herren, spotter dem." (Sal 2,1-4) Den romerske vagt og de romerske våben kunne ikke binde livets Herre indenfor gravens snævre lukke. Kristus havde erklæret, at han havde magt til at sætte sit liv til og til at tage det igen. Hans sejrs time var forhånden. ret

(180)  Gud havde styret de begivenheder, der samlede sig omkring Kristi fødsel. Der var en bestemt tid, da Jesus skulle vise sig i menneskelig skikkelse. En lang række af profetier, skrevet af mænd, der var drevet af Helligånden, viste, at Kristus skulle komme til verden og beskrev nøjagtig, hvorledes man skulle modtage ham. Var Kristus kommet tidligere i verdens historie, så kunne de kristne ikke have gjort så god fremgang; thi da kunne de have udviklet og styrket sin tro ved at overveje de profetier, som henviste til en fjern fremtid og fremstillede de begivenheder, som skulle ske. ret

(180)  Herren havde tilladt, at jøderne blev overvundet af en hedensk nation, fordi de i deres ugudelighed vandrede bort fra ham. Jøderne havde kun en vis begrænset magt. Selv det jødiske råd fik ikke lov til at afsige en endelige dom i sådanne vigtige sager, der havde med dødsstraf at gøre. Når at folk lader sig beherske af skinhellighed og overtro, således som tilfældet var med jøderne, bliver det omsider grusomt og ubarmhjertigt. (181) Gud åbenbarede sin visdom derved, at han sendte sin søn til verden på en tid, da den romerske magt regerede. Hvis det jødiske folk havde haft uindskrænket myndighed, så ville man nu ikke have haft en beretning om Kristi liv og virksomhed blandt menneskene. De misundelige præster og ældste ville snart have skaffet en så frygtet medarbejder af vejen. Man ville have stenet ham til døde, fordi, som man falskelig påstod, han overtrådte Guds lov. Jøderne henrettede ingen ved korsfæstelse; dette var den måde hvorpå romerne straffede forbrydere. Man ville derfor ikke have haft noget kors på Golgatha. Profetierne ville da heller ikke have gået i opfyldelse; thi Kristus skulle ophøjes på korset øjensynlig for enhver, ligesom man ophøjede slangen i ørknen. ret

(181)  Herren brugte den romerske magt som et middel til at forhindre, at verdens lys skulle udslukkes i mørke. Korset blev ophøjet i overensstemmelse med Guds plan, så at alle nationer, tungemål og folk kunne se derpå, og det hendrager deres opmærksomhed til det Guds Lam, som borttager verdens synd. ret

(181)  Var Kristus kommet mange år senere, da det jødiske folk havde endnu mindre magt, ville profetierne heller ikke have gået i opfyldelse; thi da kunne jøderne med sin forsvindende magt umulig have fået de romerske myndigheder til at underskrive Jesu dødsdom, fordi de ikke ville have troet på de falske beskyldninger, man fremførte, og der ville da heller ikke være blevet opført noget kors på Golgatha. Snart efter Frelserens henrettelse, blev dødsmåden forandret. Man henrettede ikke længere forbrydere ved korsfæstelse. Det, som gik for sig, da Kristus døde, folkets umenneskelige opførsel, det overnaturlige mørke, som dækkede jorden, og de voldsomme foreteelser, som skete i naturen, (182) idet klipperne revnede, og lynet blinkede, slog dem med en sådan anger og skræk, at korsfæstelse som dødsstraf efterhånden gik af brug. Da Jerusalem blev ødelagt, og den ustyrlige folkehob atter fik magt, kom korsfæstelse igen i brug, og der stod mange kors på Golgatha. ret

(182)  Profetierne fik en ligefrem og fuldstændig opfyldelse derved, at Kristus kom på den tid og på den måde, som han gjorde. De vidnesbyrd herfor, som apostlene og deres samtidige har skaffet verden, er nogle af de stærkeste beviser for den kristne tros ægthed. Vi var ikke øjenvidner til Jesu undergerninger, der vidnede om hans guddom; men hans disciple, som var øjenvidner dertil, har vidnet for os derom, og i troen ser vi gennem deres øjne og hører gennem deres øre, og vor tro, forenet med deres tro, tilegner sig de beviser, som de har givet os. ret

(182)  Apostlene troede på profeternes og retfærdige mænds vidnesbyrd, der strakte sig gennem et tidsrum af mange århundreder, og som en følge heraf tog de imod Jesus. Den kristne verden har en fuldstændig række af beviser både i det gamle og nye testamente; i det ene peges fremad til Frelseren, som skulle komme, og i det andet har man beviserne for, at disse profetier er blevet opfyldte. Alt dette er tilstrækkeligt til at stadfæste troen hos dem, som er villige til at tro. Herrens hensigt var at lade menneskeslægten få en god anledning til at udvikle tro på Guds og hans Søns magt og på Helligåndens gerning. ret

næste kapitel