(198) De salver, hvormed Jesu legeme skulle salves, havde man beredt før sabbaten. Tidlig om morgnen den første dag i ugen gik Maria med nogle andre kvinder til graven for at begynde at salve Frelserens legeme. Da de nærmede sig haven, blev de forbavsede; thi himlen oplystes af et strålende lys, og jorden bævede under dem. De skyndte sig til graven og blev forundrede ved at erfare, at stenen var væltet bort fra indgangen, og at den romerske vagt ikke var til stede. De lagde mærke til et skinnende lys omkring graven, og da de så ind, så de, at den var tom. ret
(199) (199) Maria skyndte sig da hurtigst mulig til disciplene og fortalte dem, at Jesus ikke var i graven, hvor de havde lagt ham. Medens hun gik hen i dette ærinde, undersøgt de andre kvinder, som ventede på hende ved graven, nøje dens indre for at forvisse sig om at deres Mester i sandhed var borte. Det var den engel, som havde væltet stenen bort, og som nu påtog sig en skikkelse, der ikke ville forskrække de kvinder, som havde været Jesu venner og hjulpet ham i hans offentlige virksomhed. Men skønt englen havde tilsløret sin herlighed, blev dog kvinderne højlig forfærdede og forskrækkede ved Herrens herlighed, som omgav ham. De vendte sig om for at fly fra graven. Men det himmelske sendebud tiltalte dem med disse beroligende og trøstefulde ord: "Frygt ikke! Thi jeg ved, at det er Jesus, den korsfæstede I søger efter. Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå! Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham. Se, nu har jeg sagt jer det." (Matt 28,5.7) ret
(199) Da kvinderne efterkom englens indbydelse og atter skuede ind i graven, så de en anden engel i skinnende klæder, og denne spurgte dem: "Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, men han er opstanden; kom i hu, hvorledes han talte til jer, da han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag." (Luk 25,5-7) Disse engle kendte godt til (200) de ord, som Jesus havde talt; thi de havde ledsaget ham hele livet igennem som skytsengle og havde været vidne til hans forhør og korsfæstelse. ret
(200) Med visdom forenet med ømhed mindede englene kvinderne om at Jesu ord, da han på forhånd varslede om sin korsfæstelse og opstandelse. Kvinderne forstod nu klart sin Mesters ord, som til den tid havde været meget hemmelighedsfulde for dem. De fik nyt håb og nyt mod. Jesus havde erklæret, at han skulle opstå fra de døde, og han havde grundet sin påstand om, at han var Guds Søn, verdens Forløser, på sin fremtidige opstandelse fra de døde. ret
(200) Maria, som var den første, der opdagede, at graven var tom, skyndte sig til Peter og Johannes og meddelte, at de havde taget Herren bort fra graven, og hun vidste ikke, hvor de havde lagt ham. Da disciplene hørte dette, løb de begge til graven og erfarede, at det var således, som Maria havde sagt. Deres Mesters legeme var der ikke, og ligklæderne lå for sig selv. Peter blev rådvild, men Johannes troede, at Jesus var opstanden fra de døde således som han havde fortalt dem, at det skulle ske. De forstod ikke det gamle testamentes skrifter, som lærte, at Kristus skulle opstå fra de døde; men Johannes grundede sin tro på Jesu egne ord, medens han endnu var iblandt dem. ret
(200) Disciplene forlod graven og vendte tilbage til deres hjem. Men Maria kunne ikke udholde at gå bort, medens der endnu herskede sådan uvished om, hvad der var blevet af hendes Mesters legeme. Idet han stod og græd, bøjede hun sig ned for at kaste endnu et sidste blik ind i graven, og se, der sad to engle (201) i hvide klæder. De var forklædte, så at de så ud som mennesker, og Maria mærkede ikke, at de var himmelske væsener. Den ene sad ved hovedet og den anden ved fødderne, hvor Jesu legeme havde ligget. De talte til Maria og sagde: "Kvinde! hvorfor græder du?" Hun svarer dem: "fordi de har taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham." (Joh 20,13) Med den åbne grav foran sig og idet hun tænkte på, at hendes Mesters legeme var borte lod Maria sig ikke så let trøste. ret
(201) Hun havde fuldstændigt givet sig over til sin sorg, at hun ikke lagde mærke til, at den, om talte med hende, havde et himmelsk udseende. Idet hun vendte sig om for at græde, lød en anden stemme til hende: "Kvinde hvorfor græder du? Hvem leder du efter?" Hendes øjne var så fordunklede af tårer, at hun ikke mærkede, hvem det var, som talte til hende. Men hun kom straks på den tanke, at hun kunne få underretning hos ham om, hvor hendes Mester legeme var. Hun tænkte, at denne person måske var urtegårdsmanden, og i en bønlig tone sagde hun til ham: "Herren, hvis det er dig, som har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg hente ham." (15.vers) ret
(201) Hun følte, at dersom hun blot kunne komme i besiddelse af sin Frelseres dyrebare, korsfæstede legeme, så ville det var en stor trøst i hendes sorg. Hun tænkte, at dersom man anså den rige mands grav for at være et ærefuldt sted for hendes herre, så ville hun selv skaffe ham et gravsted. Hun bekymrede sig meget for at finde ham, så at hun kunne give ham en hæderlig begravelse. Men nu lød Jesu egen røst for hendes forbavsede øre. Han sagde til hende: "Maria!" øjeblikkelig borttørredes hendes tårer, og den, som hun formodede var urtegårdsmanden, åbenbaredes for hende - det var Jesus! Et øjeblik glemmer hun i sin glæde, at han var blevet(202) korsfæstet; hun udrækker sine hænder imod ham og siger: "Rabbuni!" Da siger Jesus til hende: "Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader. Men gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader til min Gud og jeres Gud." (17.vers) ret
(202) Jesus ville ikke lade sit folk tilbede sig, før han vidste, om Faderen havde antaget hans offer, og før Gud selv havde givet ham den forsikring, at hans forsoning for folkets synder var fuldstændig og tilstrækkelig, så at de ved hans blod kunne vinde det evige liv. Jesus opfor straks til himlen og fremstillede sig for Guds trone, idet han fremviste de skammelige og grusomme mærker på sin pande, sine hænder og sine fødder. Men han ville ikke modtage herlighedens krone og den kongelige kappe, ej heller ville han lade englene tilbede sig, ligeså lidt som han tillod Marias hyldest, før Faderen havde givet til kende, at han antog hans offer. ret
(202) Han havde også noget, som han ville bede Faderen om angående sine udvalgte på jorden. Han ønskede, at Faderen tydelig skulle bestemmer, hvilket forhold hans forløste skulle indtage til himlen og til Faderen. Hans menighed må retfærdiggøres og antages, før Kristus kan modtage himmelsk ære. Han sagde, at han ville, at hans menighed skulle være, hvor han var; hvis han skulle få herlighed, så måtte også hans folk så få lov til at dele den med ham; de, som led med ham på jorden, skulle til sidst regere med ham i hans rige. Kristus bad for sin menighed på den mest tydelige måde, idet han gjorde sig selv til ét med den, og besjælet af en (203) kærlighed og standhaftighed, som døden ikke kunne rokke, fremholdt han de rettigheder, som han havde erhvervet for dem. ret
(203) Gud svarer på denne bøn, idet han erklærer, at "alle Guds engle skal tilbede ham." (Heb 1,6) Alle de øverste engle adlyder den kongelige befaling med ordene: Værdig, værdig er Lammet, som blev slagtet, og som lever igen som en sejrherre! lyder atter og atter gennem hele himlen. Englenes utallige skarer kaster sig ned foran Forløseren. Kristi bøn bliver opfyldt; menigheden retfærdiggøres gennem ham, som fremstiller sig i dens sted og dens hoved. Her stadfæster Faderen den pagt med sin søn, at han vil lade sig forsone med de mennesker, som angrer sin synd og er ham lydig og lade dem stå i nåde hos sig ved Kristi fortjeneste. Kristus forsikrer, at han vil gøre sit folk sjældnere [eng: mere dyrebar] end guld og et menneske end ofirs guld." (Es 13,12) Al magt i himlen og på jorden er nu overgivet til Livets Fyrste. Dog glemmer han ikke et øjeblik sine arme disciple, som lever i en syndig verden, men gør sig rede til at vende tilbage til dem, på det han kan meddele dem sin magt og herlighed. Ved således at ofre sit liv for mennesket, forener Forløseren jorden med himlen det forkrænkelige menneske med den uforkrænkelige Gud. ret
(203) Jesus sagde til Maria: "Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader." Da Kristus lukkede sine øjne i døden på korset, opfor hans sjæl ikke straks til himlen, som mange tror; thi hvorledes kunne da hans ord være sande, når han siger: "Jeg er jo endnu ikke faret op til min Fader"? Jesu sjæl sov i graven med hans legeme; den svingede sig ikke op til himlen for der at tilbringe en særskilt tilværelse og at skue på de sørgende disciple, (204) der salvede det legeme, hvorfra sjælen var flygtet bort. Alt det, som indbefattede Jesu liv og tanke, for blev med hans legeme i graven, og når han kom frem, var det en fuldstændigt væsen, som opstod. Han behøvede ikke at nedkalde sin sjæl fra himlen. Han havde magt til at sætte sit liv til og at optage det igen. ret
(204) Den morgen, da Frelseren opstod fra de døde, var den lyseste morgen, som nogensinde oprandt for en falden verden; men den var dog ikke mere betydningsfuld for mennesket end den dag, hvorpå han blev forhørt og korsfæstet. Den himmelske hær forundrede sig ikke over, at den, som havde dødens vælde i sin hånd og havde livet i sig selv, skulle vågne op af gravens søvn; men de forundrede sig over, at deres elskede anfører skulle dø for oprørske mennesker. ret
(204) Kristus hvilede i graven på sabbatens dag, og da de hellige væsener både i himlen og på jorden begyndte sin virksomhed den første dag i ugen, opstod han fra graven for atter at påbegynde sin gerning, at undervise sine disciple. Men denne kendsgerning vier dog ikke den første dag i ugen til en hellig dag eller indstifter den som sabbat. Før Jesus døde, indstiftede han Herrens nadver, der skulle fejres som et minde om, at hans legeme blev hengivet i døden, og at hans blod randt for verdens synder. Han siger nemlig: "Thi så ofte som I spiser dette brød og drikker kalken, forkynder I Herrens død, indtil han kommer." (1Kor 11,26) Og den angerfulde sjæl, der tror på Kristus og tager de skridt der er nødvendige på omvendelsens vej, bringer i erindring Kristi død, begravelse og opstandelse, når den lader sig døbe. Den stiger ned i vandet i lighed med Kristi død og begravelse, og stiger op deraf i lighed med hans opstandelse, ikke for at påbegynde sit gamle syndige levnet, men for at leve et nyt liv i Kristus Jesus. ret
(205) (205) De andre Kvinder, som havde set og talt med englene forlod graven med stor glæde, blandet med frygt. De skyndte sig hen til disciplene, således som englene havde budet dem, og fortalte dem, hvad de havde set og hørt. Englene havde udtrykkelig sagt, at kvinderne skulle meddele disse nyheder til Peter. Blandt hele den lille skare, som havde fulgt Kristus, følte denne disciple sig mest nedslået, fordi han så skammelige havde fornægtet sin Herre. De hellige engle forstod godt, at Peter havde angret sin synd dybt, og den ømme medlidenhed, som de føler for de vildfarende og bedrøvede, kommer til syne deri, at de viser en sådan omsorg for den ulykkelige discipel, og dette var han et bevis på, at Herren havde antaget hans anger og tilgivet hans synd. ret
(205) Disciplene blev forbavsede, da de hørte kvindernes beretning. De begyndte lidt efter lidt at erindre deres herres ord, da han forudsagde sin opstandelse. Men de blev dog meget rådvilde angående denne begivenhed, som burde have fyldt deres hjerte med glæde. Efter at Kristus var død, og de derved blev så dybt skuffede, var deres tro for svag til at fatte, at han var opstået. Deres forhåbninger var blevet så sønderknuste, at de ikke kunne tro, hvad kvinderne fortalte, men tænkte, at de kun havde indbildt sig dette. Selv da Maria Magdalene bevidnede, at hun havde set og talt med sin Herre, ville de dog ikke tro, at han var opstået. ret
(205) De følte sig frygtelig nedtrykkede ved de begivenheder, som havde trængt ind på dem. Den sjette dag så de, at deres Mester døde, den første dag i den efterfølgene uge erfarede de, (206) at hans legeme var blevet dem berøvet og man beskyldte dem for, at de havde stjålet det i den hensigt at kunne bedrage folket. De havde ikke mindste håb om nogensinde at kunne rette på de falske indtryk, som man havde fået om dem; og nu blev de atter rådvilde, så de ikke vidste, enten de skulle tro, hvad de troende kvinder havde fortalt eller ej. I sin store nød brændte deres hjerte af længsel efter deres elskede Mester, om altid havde været rede til at forklare de hemmeligheder, som forvirrede dem, og at udjævne deres besværligheder. ret