(206) Den samme dag traf Jesus flere af sine disciple og sagde til dem: "Vær hilset!", hvorpå de trådte til og omfavnede hans fødder og tilbad ham. Han tillod, at de tilbad ham; thi han havde nu været hos sin Fader. Faderen havde erklæret, at han havde behag i ham, og englene havde tilbedt ham. Sent om eftermiddagen samme dag gik to af hans disciple på vejen til Emanus, der lå omtrent tretten kilometer fra Jerusalem. De kom til staden for at fejre påskefesten, og de nyheder, som de om morgnen fik at høre, nemlig, at Jesu legeme var borte fra graven, havde gjort dem meget rådvilde. Da de så senere fik at høre kvindernes beretning om de himmelske sendebud og om, at Jesus havde vist sig, vidste de næppe, hvad de skulle tro. De var nu på vejen tilbage til deres hjem for nøjere at overveje det, som var sket, og bede i håb (207) om der ved at få oplysning angående disse ting, som de ikke kunne forstå. ret
(207) Disse to disciple havde ikke indtaget nogen fremragende stilling med Jesus i hans virksomhed, men de troede fast på ham. Snart efter at de havde påbegyndt sin vandring, lagde de mærke til en fremmed, som kom bagefter dem og snart indhentede dem. Men de var så optaget med at omtalte for hinanden de forskellige tunge tanker som beskæftigede deres sind, at de næppe lagde mærke til at de ikke var alene. Disse stærke mænd var så bedrøvede, at de græd, medens de vandrede fremad. Kristi kærlige hjerte ynkedes over dem, og han så her en sorg, som han kunne lindre. Disciplene talte med hinanden om de sidste få dages begivenheder og forundrede sig over, hvorledes Jesus kunne være Guds Søn og dog hengive sig til at lide en så vanærende død. ret
(207) Den ene påstod, at han ikke kunne være en bedrager, men at han havde bedraget sig selv med hensyn til sin sendelse og til sin fremtidige herlighed. De frygtede begge for, at det, som hans fjender havde kastet ham i ansigtet, var alt for sandt, nemlig, at "andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse." (Matt 27,42) Alligevel forundrede de sig over, hvorledes han kunne havde taget så stort fejl angående sig selv, medens han gentagne gange have bevist, at han kunne skue ind i andres hjerter, og kvindernes sælsomme beretning bragte dem i endnu større uvished. ret
(207) Disse disciple kunne længe have været i rådvildhed over de sidste få dages forunderlige begivenheder, om ikke Jesus havde oplyst deres sind. Idet han viste sig som en fremmed for dem, indlod han sig i samtale med dem. "Men deres øjne holdtes til, at de ikke kendte ham. Og han sagde til dem: "Hvad er det, I går og (208) taler med hinanden om? De standsede og så bedrøvende ud, og den ene, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: "Er du alene fremmed i Jerusalem, så du ikke ved, hvad der er foregået dér i disse dage?" Han spurgte dem: "Hvad da?" De svarede ham: "Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning for ord for Gud og hele folket." (Luk 24,16-19) ret
(208) Derpå omtalte de for ham, hvorledes deres Mester var blevet forhørt og korsfæstet, samt fortalte, hvad kvinderne havde berettet, om at Jesu legeme var borte, om de skinnende engle, som de havde set, rygtet om, at Jesus var opstanden, og tillige, hvad de disciple berettede, som havde gået til graven. "Da sagde han til dem: "Oh, hvor I er uforstandige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt! Burde Kristus ikke lide dette og så indgå til sin herlighed? Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem, hvad der i alle skrifter handlede om ham." (25.-27.vers) ret
(208) Disciplene forblev aldeles tavse i deres store forbavselse og glæde. De vovede ikke at spørge den fremmede om, hvem han var. De lyttede til ham, fuldstændig indtaget af hans store forstand og hen draget til ham ved hans venlige ord og adfærd. Han udlagde skriften for dem, så at de kunne forstå den, og viste dem ifølge profetierne, hvorledes Kristus måtte lide og efter at have lidt indtræde i sin herlighed. ret
(208) Jesus begyndte med første Mosebog og fremholdt alle de guddommelige beviser, som profeterne havde vidnet om hans liv, hans sendelse, hans lidelse, død og opstandelse. Han anså det ikke for nødvendigt at gøre en undergerning for at (209) bevise, at han var verdens opstandne Forløser; men han henviste til profeterne og udlagde dem tydelig og klart for at afgøre det spørgsmål, at han var Messias, og for at vise, at alt det, som hændte ham, var forudsagt af de guddommelige skribenter. Jesus førte hele tiden sine tilhørers sind tilbage til den dyrebare sandheds kilde, som findes i det gamle testamente. At han holdt disse skribenter højt i ære, ser man et bevis på i lignelsen om den rige mand og Lazarus, idet han siger: "Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde." (Luk 16,31) ret
(209) Apostlene minder også alle om, hvor vigtige det gamle testamentes skrifter er. Apostelen Peter siger: "Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud. (2Pet 1,21) Lukas taler som følger om de profetier, der forudsagde Kristi komme: "Lovet være Herren, Israels Gud, thi han har besøgt og forløst sit folk og oprejst os et frelsens horn i sin tjener Davids hus, som han havde lovet sine hellige profeters mund fra fordums tid." (Luk 1,68-70) ret
(209) Det er Kristi røst, som taler ved profeterne og patriarkerne fra Adams dage helt til de sidste begivenheder, som skal ske, ved tidens ende. Jøderne, som forkastede Kristus, forstod ikke denne sandhed, og der er også mange navnkristne den dag i dag, som ikke skatter dem. Der er en skøn harmoni mellem det gamle og nye testamenter; skriftsteder, som ved første blik synes at være dunkle, vier sig meget tydelige og klare, når man flittig ransager dem og sammenligner dem med andre skriftsteder, (210) der hentyder til sammen genstand. Havde jøderne nøjagtig ransaget profetierne, ville de have oplyst deres forstand, så de kunne have set, at Jesus var den forud forkyndte Messias. Men de havde udlagt disse forudsigelser, så at de kunne stemme overens med deres egne forvendte begreber og ærgerrige planer. ret
(210) Præsternes fortællinger og sagn havde forvirret disciplene, og derved opstod mørke og tvivl hos dem angående deres Mesters forhør, død og opstandelse. Jesus, som ved sin Helligånd havde drevet hellige mænd til at skrive profetierne, gjorde nu disse spådomme, som man havde udlagt forkert, tydelige og klare for de to disciple. Han viste dem, at ethvert punkt, som profetien havde omtalt angående Messias, var blevet opfyldt i deres Mesters liv og død. Han talte til dem som en fremmed og som en, der var forbavset over, at de ikke havde udlagt skrifterne ret, hvilke ville have givet dem klarhed i alle deres besværligheder. ret
(210) Skønt Jesus før havde undervist dem angående profetierne, havde de dog ikke været i stand til aldeles at opgive den tanke, at Kristus ved sit første komme skulle oprette et timeligt rige. Disse forestillinger, som de før havde, bidrog til, at de betragtede hans korsfæstelse som noget, der helt tilintetgjorde deres forhåbninger; men da de nu, medens de følte sig så mismodige, fik indse, at de selv samme begivenheder, som havde bragt dem til at fortvivle, indeholdt de allerstærkeste beviser for, at deres tro havde været ret, vendte deres tro og tillid tilbage med fornyet styrke. Nu forstod de mange ting, som deres Mester havde sagt, før han blev forhørt, og som de da ikke kunne forstå. (211) Alt lå nu tydelig og klart for dem. I Jesu liv og død indså de, at profetierne var blevet opfyldte, og deres hjerte brændte i kærlighed til deres Frelser. ret
(211) Mange, som bekender sig til at være kristne, tilsidesætter det gamle testamente og indskrænker sig til det nye. Nu råber man: "Bort med loven og profeterne og lad os få Kristi evangelium!" Dersom der ikke behøves andet end Kristi liv og det, som det nye testamentes skrifter lærer, for at virke tro, hvorfor henviste Jesus da ikke ved dette tilfælde simpelthen til de lærdomme, han havde forkyndt, til sit væsens visdom og renhed og de undergerning, han havde udrettet, som et tilstrækkelig bevis på, at han var Messias? ret
(211) Man kan ikke af beretningen om Jesu liv, død og opstandelse tilstrækkelig bevise, at Jesus var Guds Søn, uden man tager det gamle testamentes vidnesbyrd med. Kristus er åbenbaret ligeså tydelig i det gamle testamente som i det nye. Det ene vidner om en Frelser, som skulle komme, medens det andet vidner om en Frelser, som er kommet på den måde, som profetierne har forudsagt. For at man rettelig kan sætte pris på forløsningens plan, må man grundig forstå det gamle testamente skrifter. Det er det herlige lys, som skinner fra den profetiske fortid, der bringer Kristi og det nye testamentes undervisning klart og skønt i dagen. Jesu undergerninger er et bevis på hans guddom; men man får de stærkeste beviser på, at ham er verdens Forløser, når man sammenligner det gamle testamentes profetier med det nye testamentes historiske beretninger. Jesus sagde til jøderne: "I ransager skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt liv; og det er dem, som vidner om mig." (Joh 5,39) På den tid var der ingen andre (212) hellige skrifter end det gamle testamente. Heraf ser vi tydelig, hvad vor Frelser har hensyn til. ret
(212) Medens disciplene vandrede fremad med Jesus og med opmærksomhed lyttede til hans venlige ord, var der intet i hans adfærd, som hentyde til, at de hørte på nogen anden end simpelthen en tilfældig rejsende på hjemvejen fra festen, men dog en, som forstod sig grundig på profetierne. Han trådte over de ujævne stene ligeså forsigtig som de og standsede med dem for at hvile sig, efter at de havde gået op ad en eller anden stejl bakke. Således vandrede de to disciple af sted på bjergstien i selskab med den guddommelige Frelser, som kunne sige: "Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden." (Matt 28,18) ret
(212) Den mægtige sejrherre over døden, som havde drukket bærmen af al menneskelig elendighed for at frelse en fortabt verden, påtog sig den ringe gerning at gå sammen med de to disciple til Emaus for at undervise og trøste dem. Således viser han sig altid for den, der har medlidenhed med sit lidende og besværede folk. På vore vanskeligste stier, hvor de største prøver forekommer, ser vi, at Jesus går med os for at jævne vejen. Han er den samme menneskernes Søn, han besidder den samme mildhed og kærlighed, som han havde, før han vandrede gennem graven og opfor til sin Fader. ret
(212) Ved solnedgang kom disciplene omsider med sin rejsefælle til sit hjem. Aldrig før havde vejen forekommet dem så kort, ej heller havde tiden gået så hurtig. Den fremmede gjorde intet tegn til, at han ville standse; men disciplene kunne ikke udholde den tanke at skilles så hurtig fra et menneske, som havde opvakt nyt håb og ny glæde i deres sjæl, og de bad ham indtrængende om at blive hos dem natten over. Jesus modtog ikke indbydelsen straks, men syntes at være tilbøjelig til (213) at ville fortsætte sin rejse. Men i sin omsorg for den fremmede bad disciplene ham alvorlig og indtrængende om at blive hos dem; "thi", sagde de, "Det er mod aften, og dagen hælder." Jesus gav da efter for deres indtrængende bønner og gik ind i deres ringe bolig. ret
(213) Frelseren tvinger sig aldrig ind på nogen af os. Han sørger at komme i selskab med dem, som han ved behøver hans omsorg, og han giver dem anledning til at bede ham om at blive hos dem. Hvis de længselsfuldt ønsker og beder ham om at blive hos dem, træder han ind i det tarveligste hjem og opmuntrer endog det ringeste hjerte. Medens man ventede på, at aftensmaden skulle blive færdig, vedblev Jesus at udlægge skrifterne for de to disciple. Han fremlagde beviser for sin guddom og udfoldede frelsens plan for dem. Den tarvelige kost blev snart færdig, og de satte sig ned ved bordet, idet Jesus efter sædvane satte sig øverst. ret
(213) Det var i almindelighed familiefaderens pligt at nedbede Guds velsignelse over maden; men Jesus lagde sine hænder på brødet og velsignede det. Ved det første ord, han ytrede i sin bøn, så disciplene op, forbavsede og forfærdede. Det var visselig ingen anden end deres Mester, som gjorde dette på denne måde. Hans stemme lyder for dem som deres Mesters stemme, - og se, der er også naglegabet i hans hænder! Det er i sandhed deres elskede Mesters velkendte skikkelse. For et øjeblik er de aldeles målløse; derpå står de op for at kaste sig ned ved hans fødder og tilbede ham; men pludselig forsvinder han fra dem. ret
(213) Nu ved de, at de havde gået og talt med den opstandne Forløser. En sky havde tilsløret deres øjne, så at de ikke før kunne kende ham, skønt de sandheder, han (214) ytrede, gik dybt ind i deres formørkede hjerte. Den, som havde udholdt kampen i urtegården, som havde lidt vanære på korset, og som havde sejret over døden og graven - den, for hvem englene havde faldt ned, og hvem de havde tilbedt med lov og taksigelse, havde opsøgt de to enlige og mismodige disciple og været hos dem i flere timer, idet han lærte og trøstede dem, skønt de ikke kendte ham. ret
(214) Jesus åbenbarede ikke først for dem, hvem han virkelig var, og derefter udlagde skrifterne for dem; thi han vidste, at de ville blive så overvældede af glæde ved at se ham igen opstået fra de døde, at deres sjæl ville blive tilfreds dermed. De ville ikke hungre efter de hellige sandheder, som han ønskede uudslettelig at indprente i deres sjæl, så at de kunne meddele dem til andre, der atter skulle udbrede den dyrebare kundskab, indtil mennesker i tusindvis havde taget imod det lys, som den dag oprandt for de næsten fortvivlede disciple, som vandrede til Emanus. ret
(214) Jesus viste sig som en fremmed for dem, indtil han havde udlagt skrifterne og havde givet dem en forstandig tro på hans liv, hans væsen, hans sendelse til jorden og hans død og opstandelse. Han ønskede, at sandheden skulle dybt rodfæstes i deres sind, ikke derfor, at det var ham selv, som vidnede derom, men fordi skyggeloven og profetierne i det gamle testamente stemte overens med det, som kom til syne i hans liv og død, og således fremlagde ubestridelige beviser for denne sandhed. Når han havde opnået målet for sit arbejde med disse to disciple, åbenbarede han sig for dem, for at deres glæde kunne blive fuldkommen, og derefter blev han usynlig for dem. ret
(215) (215) Da disse disciple forlod Jerusalem for at vende tilbage til sit hjem, havde de i sinde at optage sin forrige beskæftigelse igen og skjule sine skuffede forhåbninger så godt som muligt; men nu blev deres glæde endog større end deres forrige skuffelse. "Og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for os?" (Luk 24,32) ret
(215) De glemte deres hunger og træthed og forlod den tilberedte aftensmad; thi de kunne ikke blive hjemme og holde den oplysning, de nu havde fået, hemmelig for de andre disciple. De længtes efter at meddele sin egen glæde til sine brødre, for at de tilsammen kunne glæde sig i en levende frelser, der var opstanden fra de døde. Skønt det var meget sent, begyndte de straks at gå til Jerusalem. Men hvilken forskel der var mellem deres følelser nu og de, som nedtrykte dem, da de begav sig på vejen til Emaus! Jesus gik ved deres side, men de vidste det ikke. Han hørte med glæde på, at de udtrykte sin fryd og taknemmelighed, idet de vandrede side om side hen ad vejen. ret
(215) I sin store glæde lagde de ikke mærke til de hindringer, som lå på den ujævne vej. Månen oplyste ikke vejen for dem, men deres hjerte frydede sig over en ny åbenbaring, der lyste i deres sjæl. De vandrede henover de ujævne stene og de farefulde skrænter ved vejen, idet de undertiden i deres hast snublede og faldt. Men herved blev de ikke mismodige; de gik stadig fremad. Undertiden kom de på afveje på grund af mørket og måtte derfor gå tilbage, indtil de fandt vejen, hvorpå de fortsatte rejsen med forøget hurtighed. De længtes efter at forkynde det dyrebare budskab for sine venner. Aldrig før havde menneskelige læber (216) haft en sådan nyhed at forkynde; thi den kendsgerning, at Kristus var opstået, skulle blive den store sandhed, som menigheden skulle bygge al sin tro og sine forhåbninger på. ret