Profetiens ånd bind 3 kapitel 18fra side234

tilbage

Brødrenes sammenkomst.

(234)  (234) "De elleve disciple drog derefter til Galilæa, til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham. Men der var nogle, som tvivlede." (Matt 28,16.17) Der var andre foruden de elleve, som samledes ved bjerget, efter at han havde åbenbaret sig for dem. Nogle af Jesu efterfølgere var kun til dels overbeviste om, at han var den samme som den, der blev korsfæstet; men ingen af de elleve havde nogen tvivl med hensyn til dette. De havde hørt på, hvorledes han havde forklaret de profetiske vidnesbyrd angående sig selv. Han havde spist med dem og vist dem sin sårede side og sine gennemstungne hænder og fødder, og de havde følt på ham, så at der ingen plads var for vantro i deres sind. ret

(234)  Frelseren havde forud bestemt dette møde i Galilæa. Englene, som kom fra himlen, havde omtalt det for flere af disciplene, og Jesus selv havde givet dem særskilt underretning derom, da han sagde: "Efter at jeg er opstanden, vil jeg gå forud for jer til Galilæa." (Matt 28,32) Jesus havde udvalgt dette sted ved bjergets side, fordi der var plads for en stor skare. Dette møde var af overmåde stor vigtighed for menigheden, som snart skulle overlades til sig selv, og som skulle udføre Frelserens gerning uden hans personlige nærværelse. Jesus agtede her at åbenbare sig for alle de brødre, som måtte samles, for derved at kunne bortfjerne al deres tvivl og vantro. ret

(234)  De, som troede på Jesus, fik at høre om (235) dette møde, som han havde berammet, medens de endnu tøvede i Jerusalem for at overvære de fastedage, som fulgte efter påsken. Mange enlige sjæle, som sørgede over sin Mesters død, fik også nys derom, og de kom til stedet, hvor mødet skulle holdes, fra alle kanter ad lange omveje for ikke at vække mistanke hos de ondskabsfulde jøder. De samlede sig med den dybeste interesse. De, som havde været så lykkelige at få den opstandne Frelser at se, gentog englenes budskab for de tvivlende sjæle og gengav deres Mesters ord. De påviste af skrifterne, ligesom Jesus havde gjort for dem, hvorledes de forskellige enkeltheder i profetierne, der angik Kristi første komme, var blevet opfyldte i Jesu liv, død og opstandelse. ret

(235)  Således indgød de disciplene, der stod Jesus nærmest, mod i sine brødre og opmuntrende og bestyrkede deres tro. Mange af de forsamlede blev meget forbavsede, da de hørte disse beretninger; nye tanker opstod i deres sjæl angående den korsfæstede. Var det sandt, som de netop havde hørt, da var Jesus mere end en profet. Ingen undtagen Messias kunne sejre over døden og afkaste gravens lænker. Farisæernes falske undervisning havde så fuldstændig forvildet deres begreber og Messias og hans sendelse, at det var nødvendigt for dem at glemme, hvad de havde lært, for at kunne fatte den sandhed at Kristus gennem fornedrelse, lidelse og død endelig skulle tage sin trone i besiddelse. ret

(235)  Med ængstelse og frygt blandet med håb ventede de for at se, om Jesus i sandhed ville komme (236) efter bestemmelsen. Thomas berettede for en villig lyttende skare om sin tidligere vantro, hvorledes han havde nægtet at tro, med mindre han kunne se sin Herres sårede hænder, fødder og side og stikke sin finger i naglegabet. Han fortalte dem, hvorledes hans tvivl for evig forsvandt, da han så sin Frelser, der endnu havde mærkerne på sig efter den grusomme korsfæstelse, og at han ikke ønskede flere beviser. ret

(236)  Medens folket vågede og ventede, stod Jesus pludselig midt iblandt dem. Ingen kunne fortælle, hvorfra han kom. Disciplene genkendte ham straks og skyndte sig at give ham hyldest. Mange af de tilstedeværende havde aldrig før set ham, men da de så på hans guddommelige ansigt og derefter på hans sårede hænder og fødder, der var gennemborede af nagler ned på korset, vidste de, at det var Frelseren, og tilbad ham på grund af dette. ret

(236)  Men der var endnu nogle, som tvivlede; de kunne ikke tro den glædelige sandhed. "Mig er givet al magt i Himmelen op på jorden." (Matt 28,18) Denne påstand overgik al deres forventning. de kendte til hans magt, medens han var iblandt dem, hans magt over enhver slags sygdom, og over Satan og hans engle; men de kunne ikke i begyndelsen fatte den store virkelighed, at al kraft i himlen og på jorden var overdraget ham, som havde vandret på deres gader, siddet ved deres bord og lært iblandt dem. ret

(236)  Jesus søgte at føre deres tanker bort fra ham selv personlig til hans stilling som den, der havde arvet alle ting, at han var ligesom Gud selv; at han gennem lidelse og strid havde erhvervet sin store arv, både himlens og (237) jordens riger. Han ønskede, at de straks skulle forstå, hvor stor hans myndighed var; og som den, der var ophøjet over alle magter og fyrstendømmer, gav han sine udvalgte disciple denne store fuldmagt: ret

(237)   "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til minde disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." (Matt 28,19.20) ret

(237)  En stor arbejdsmark blev således åbnet for hans forbavsede tilhørere, som var blevet oplærte i, at de på det strengeste skulle indskrænke sig til sit eget folk. En ny og mere fuldstændig udlægning af profetierne op gik for dem. De forsøgte at forstå den gerning, som var dem betroet. Verden betragtede Jesus for at være en bedrager. Der var kun nogle få hundrede, som stillede sig under hans banner, og deres tro havde fået et forfærdeligt stød, da han døde, så at de ikke havde været i stand til bestemt at vide, hvad de skulle gøre. Nu havde Kristus åbenbaret sig for dem i sin opstandelses skikkelse og havde givet dem et så vigtigt hverv, at de med sine indskrænkede anskuelser næppe kunne fatte det. Det var vanskelig for dem at forstå, at den tro, som havde forenet dem med Jesus, skulle blive en religion, ikke alene for jøderne, men for alle folkeslag. ret

(237)  Overtro sagn, hykleri og afgudsdyrkelse herskede i verden. Jøderne påstod, at de alene havde den rette kundskab om Gud, og de var så indskrænkede, både hvad samfunds livet og det religiøse liv angik, at ethvert folk foragtede dem. Den høje skille væg, som de havde opført bevirkede, (238) at jøderne levede ligesom i en lille verden for sig selv og de kaldte alle andre mennesker for hedninger og hunde. Men Jesus gav sine disciple fuldmagt til at forkynde deres religion for alle hedninger, tungemål og folk - forkynde, at Frelseren var korsfæstet og opstanden, og at alle mennesker, både rige og fattige, lærde og ulærde, havde fuld og fri adgang til frelsen; at lære, at Kristus kom til verden for at skaffe de angerfulde nåde og tilbyde dem delagtighed i en kærlighed, der var så høj som himlen, så udstrakt som verden, og som skulle vare i al evighed. Dette var det ædleste foretagende, som nogensinde var blevet menneskene betroet. ret

(238)  De skulle lære folket at holde alt det, Jesus havde befalet, og de skulle døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Jesus skulle snart forlade sine disciple; men han forsikrede dem, at skønt han skulle opfare til sin Fader, ville dog hans ånd og indflydelse altid være med dem og deres efterfølgere lige indtil verdens ende. Kristus kunne ikke have efterladt sine efterfølgere en mere dyrebar arv end den forsikring, at han ville være med dem under livets mørke og alle dets prøvelser. Når Satan står rede til at ødelægge Guds menighed og bringe forvirring blandt hans folk, bør de komme i hu, at der er en, som har lovet at være hos dem - en som sagde: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden." ret

(238)  Det har altid været Kristi sande efterfølgeres lod at møde forfølgelse og bespottelse, Verden hadede Mesteren og den har altid hadet hans tjenere, men Helligånden, Trøstermanden, som Kristus sendte sine disciple, opmuntrer og styrker dem, så at de kan udføre hans gerning med trofasthed, medens han selv var borte fra dem. Trøstermanden, sandhedens (239) Ånd, skulle blive hos dem hele tiden, og Kristus forsikrede dem om, at den forening, som der var mellem ham selv og Faderen, nu også skulle indbefatte dem. ret

(239)  Disciplenes forstand, som før var blevet formørket ved en fejlfortolkning af profetierne, blev nu fuldstændig oplyst; thi Jesus selv oplyste de skriftsteder, der hentydede til ham. Han viste dem, hvad hans rige i virkelighed havde været, og de begyndte nu at indse, at det ikke var Kristi gerning at oprette et timeligt rige, men at det guddommelige nåderige skulle åbenbares i hans folks hjerte; og at hans herlighedsrige til sidst skulle oprettes, men ikke på anden måde, end at han først gik igennem fornedrelse, lidelse og død. ret

(239)  Djævelen havde endnu dødens vælde, men Jesus havde borttaget hans bitterhed og bråd, idet han indlod sig i kamp med fjenden om døden og vandt sejr over ham. Herefter ville døden ikke have nogen rædsel for at den kristne; thi Kristus selv havde følt dens bråd og var opstået fra graven for at sidde ved Faderens højre hånd i himlen som den, der havde al magt i himlen op på jorden. Striden mellem Kristus og Satan blev afgjort, da Herren opstod fra de døde; thi da rystede han fjendens fængsel til dets grundvold og fratog ham hans bytte, idet han lod nogle af de hensovende opstå, hvilket blev et nyt tegn på den sejr, som den anden Adam havde vundet. Denne opstandelse var et forbillede på og en forsikring om, at de retfærdige hensovende til sidst skal opstå ved Kristi andet komme. ret

(239)  Jerusalem havde været skuepladsen for Kristi underfulde fornedrelse for menneskeslægten. Der havde han lidt, der blev han også forkastet og fordømt. Judæa, hvori Jerusalem er (240) hovedstaden, var hans fødeland. Der havde han vandret som et menneske blandt mennesker, og kun få havde forstået, hvor nær himlen var blevet bragt til jorden, da Jesus boede iblandt dem. Det var derfor meget passende, at disciplene skulle begynde sin gerning i Jerusalem. Netop nu, da de sidste få ugers begivenheder havde vakt så stor opsigt, var der den allerbedste anledning til at forkynde budskabet i denne stad. ret

(240)  Da Jesus var nær ved at slutte med at undervise sine disciple, og adskillelsens time drog nær, hendrog han deres tanker mere bestemt på den gerning, Guds Ånd skulle udrette for dem, idet den gjorde dem skikket for deres arbejde. Han oplyste deres sind i denne fortrolige samtale, så at de kunne forstå de ophøjede sandheder, som de skulle åbenbare for verden. Men de skulle ikke begynde sit arbejde, før de fik Helligåndens dåb; thi da ville de få mere vished om, at de var forenede med himlen. De fik løfte om, at den himmelske oplysning, som de da ville opnå, skulle bringe dem nyt mod og ny glæde, og den skulle sætte dem i stand til at forstå Kristi kærligheds bredde og længde og dybde og højde. ret

(240)  Efter Helligånden var udgydt over dem, og de således var blevet skikkede for sit hverv, skulle disciplene forkynde syndernes forladelse og frelse gennem omvendelse og tro på den korsfæstede og opstandne frelseres fortjeneste, samt fremholde Kristi Riges store grundsætninger. Denne gerning skulle de begynde i Jerusalem og derefter virke i Judæa og Samaria og omsider til verdens yderste grænser. Heraf kan enhver, som forkynder sandhedens budskab for verden, også lære noget. Guds Ånd (241) må først trænge ind i deres eget hjerte, og deres arbejde bør begynde i hjemmet. Deres familie bør få nytte af deres indflydelse, og deres eget hjem bør udvise, at Guds Ånds forvandlende kraft har virket på familien, så at de er lydig og velopdragen. Derefter bør virkekredsen udvides; alle vore naboer bør få indtryk af den interesse, vi føler for deres frelse, og sandhedens lys bør fremholdes med troskab for dem; thi det er ligeså nødvendigt at frelse dem som at frelse andre mennesker, der bor længere borte. Fra nabolaget og de omkringliggende stæder og byer bør Guds tjeneres virkekreds udvikles, indtil sandhedens budskab forkyndtes til jordens yderste grænser. ret

(241)  Dette var den arbejdsorden, som Kristus indstiftede for sine disciple. Men denne orden vender evangeliets arbejdere nu til dags ofte op og ned på. De forsømmer den kreds, som ligger nærmest; de føler ikke nødvendigheden af, at Guds Ånd først arbejder og virker oplivende på deres eget hjerte og helliger og forædler deres liv. De mindste pligter, som ligger lige for dem, forsømmes for at kunne virke i en større og fjernere arbejdsmark, hvor de ofte virker forgæves. Havde de valgt sig et lettere tilgængelig virkefelt, kunne de havde arbejdet med held, underkastet sig mindre prøvelser og vundet indflydelse og nyt mod, eftersom vejen åbnede og u videde sig for dem. ret

(241)  I betragtning af, at folket i Jerusalem ikke havde påskønnet Kristi virksomhed der, og at de havde forfulgt ham og endelig ladet ham korsfæste, kunne apostlene have bedt Herren om at få lov til at søge sig en mere lovende arbejdsmark, hvor de kunne finde sjæle, der var mere (242) rede til at høre og modtage budskabet; men de fremførte ingen sådan bøn. Jesus var den, som selv anførte værket. Den selv samme mark, hvori den største af alle lærere havde ud sået sandhedens sæd, skulle grundig dyrkes af apostlene indtil sæden fremspirede og gav en rig høst. Disciplene ville i sin virksomhed blive udsat for jødernes had, modstand og ondskab. Men den selv samme erfaring havde deres Mester gennemgået før dem, derfor skulle de ikke nægte. ret

(242)  Da Jesu fornedrelse og død nærmede sig, og han i denne anledning trøstede sine disciple, sagde han til dem kort før sin korsfæstelse: "Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer." (Joh 14,27) Efter at han nu havde stridt og sejret over døden og modtaget sin belønning, gav han dem på en mere udtrykkelig måde den fred, som overgår al forstand. Han gjorde dem skikket til at virke i den gerning, som han havde påbegyndt. Ligesom hans Fader havde udsendt ham, således udsendte han disciplene. Han åndede på dem og sagde: "Modtag Helligånden." (Joh 20,22) ret

(242)  Disciplene blev ikke udsendte til at vidne for Kristus, før de havde modtaget Helligåndens gave, thi den var nødvendig for at gøre dem skikkede til at udføre sit store hverv. Al kristendoms bekendelse er død, indtil Jesus besjæler den troende med sit åndelige liv, hvilket sker ved Helligånden. en evangelist er ikke skikket til at forkynde sandheden for andre og være Kristi repræsentant, før han har modtaget denne himmelske gave. ret

(242)  De mennesker, som står i ansvarsfulde stillinger og forkynder Guds sandhed i Jesu navn (243) uden den åndelige drivkraft, som Guds oplivende Ånd giver, udfører ikke et grundigt værk, og de kan ikke være vis på, at deres arbejde skal få fremgang. Mange glemmer, at religionens og pligtens vej ikke består i triste følelser, men i alvorsfuld virksomhed. Det er ikke de høje længsler efter at gøre noget stort, som Gud har behag i; men Herren ser på den kærlighed og hengivenhed, som ligger til grund for den tjeneste, som ydes, enten den er for stor eller lille. Herren sender os undertiden modstand og modsigelser for at drive os til at søge hjælp og beskyttelse hos ham. Når skyerne samler sig over os, hører vi hans stemme: Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver." (Joh 14,27) ret

(243)  Da Kristus åndede på sine disciple og gav dem Helligånden og meddelte dem sin fred, var det ligesom en forsmag på den overflødige regn, som skulle udøses på pinsefestens dag. Jesus indprentede denne sandhed i sine disciplenes sind, at eftersom de skulle fortsætte den gerning, som blev dem betroet, skulle de mere fuldstændig forstå, hvad dette værk bestod i og den måde, hvorpå Kristi rige skulle oprettes på jorden. De skulle være vidner for Frelseren ; de skulle vidne, hvad de havde set og hørt om hans opstandelse; de skulle gentage de nådige ord, som udgik fra hans læber. De var bekendte med hans hellige væsen; han var ligesom en engel, der stod i solens lys, men alligevel ikke kastede nogen skygge bag sig. Det var apostlenes gerning at fremstille Kristi pletfrie karakter for menneskene, så at de kunne rette sit liv derefter. Disciplene havde haft så nøje omgang med dette mønster på hellighed, at deres karakter i en vis grad var blevet lig hans, (244) og de var særlig skikkede til at vidne om hans lære og liv for verden. ret

(244)  Jo mere den kristne prædikant omgås med sin Frelser, idet han betragter hans liv og væsen, des mere nøje vil han kunne efterligne ham, og des bedre skikket bliver han til at forkynde hans sandhed. Vi bør blive fortrolige med ethvert træk i vort store Mønsters liv og bør søge ham i levende tro og i inderlig bøn. Således bliver menneskets mangelfulde karakter forvandlet efter hans herlige væsens billede. Således bliver den, der skal forkynde sandheden, skikket til at føre sjæle til Kristus. ret

(244)  Da Jesus gav disciplene deres første fuldmagt, sagde han: "Og jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du [her har han hensyn til tro mennesker, som skulle repræsentere hans menighed] binder på jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i Himlene." (Matt 16,19) Da han gentog denne fuldmagt for dem, som han havde skænket Helligånden til, sagde han: "Hvem I forlader synder, dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet." (Joh 20,23) Disse ord oplyste disciplene om, hvor helligt deres arbejde var, og hvilke store følger det ville få. Besjælede af Guds Ånd skulle de gå ud og prædike, at Frelseren havde erhvervet menneskene syndernes forladelse ved sit blod, og de fik den forsikring, at hele himlen interesserede sig for deres arbejde, samt at det, som de udførte på jorden i Jesu Ånd og kraft, skulle stadfæstes i himlen. ret

(244)  Jesus gav ikke ved denne forsikring apostlene eller deres efterfølgere magt til på hans vegne at forlade synd. (245) Den romersk-katolske kirke fortæller sine medlemmer, at de skal bekende sit livs hemmeligheder for præsten, og at de af ham der handler på Kristi vegne skal få syndernes forladelse. Frelseren lærte, " at hans" navn givet under himlen, hvorved menneskene skal være frelste. Jesus gav dog sin menighed på jorden magt til at udøve menighedstugt og til at løse vedkommende fra menighedens straf i overensstemmelse med Guds ords for skifter. Men denne magt skulle blot udøves af mænd med godt rygte - mænd, som menighedens store overhoved selv havde helliget, og som i sit liv viste, at de alvorlig søgte at følge Guds Ånds vejledning. ret

(245)  Intet menneske skulle udøve et vilkårligt herredømme over et andet menneskes samvittighed. Kristus gav ikke nogen gejstlig ret til at forlade synd eller at sælge aflad, så at menneskerne kunne synde uden at pådrage sig Guds mishag, ej heller gav han sine tjenere frihed til at modtage en gave for at skjule synd, så at vedkommende kunne undgå sin fortjente straf. Jesus pålagde sine disciple at forkynde syndernes forladelse i "hans navn" blandt alle folkeslag men de fik ikke selv magt til at bortfjerne en eneste syndeplet fra Adams børn. Ej heller skulle de straffe de ugudelige. De skulle forkynde den fortørnede Guds vrede mod synderen; men den magt, som den romerske kirke har tilranet sig, så at den overfører denne vrede på overtræderen, har ikke nogen grund i Kristi undervisning. Han vil selv bringe den bestemte dom over de ubodfærdige. Den, som drager folk til sig selv og påstår, at han har magt til at forlade synd, pådrager sig Guds vrede; thi han vender sjæle bort fra (246) Jesus, som alene kan tilgive et svagt og fejlende menneskes synd. ret

(246)  Jesus viste sine disciple, at dersom de fik hans sinde lag og blev forenede med ham, så at de blev barmhjertige ligesom han var, så ville de få åndelig forstand og kraft til at gøre undergerninger. Al deres styrke og visdom måtte komme fra ham. Når Guds hellige mænd havde menighedssager at afgøre, hvilke angik medlemmer, som hårdnakket vedblev i synd, skulle de følge de forskrifter, Kristus havde givet dem. Ethvert skridt i den fremgangsmåde, som disse forskrifter anviser, har apostlene, drevne af Helligånden, nedskrevet for os, og den er den eneste rette fremgangsmåde, som menigheden bør følge. ret

(246)  Når menigheden har en sag at afgøre angående nogen, som overtræder Guds lov, vil Kristus komme iblandt dem som den alvise ordfører, dersom de i tro beder ham derom. Menneskene står i fare for at lade fordom og andres beretninger og meninger beherske sig. Deres egen naturlige dømmekraft kan let have en overvejende indflydelse på deres dom i sagen. Når derfor vigtige personlige sager skal afgøres i menigheden, må man ikke handle udelukkende efter én persons dømmekraft, hvor forstandig og erfaren han end måtte være. ret

(246)  Jesus har sagt: "Hvor to eller tre er forsamlede i mit havn, der er jeg midt iblandt dem." (Matt 18,20) Hvor forsigtig bør ikke enhver tale og handel, når Kristus skal have forsædet i menighedens råd. Man bør bede for en vildfarende og bruge ethvert mulig middel, så at han atter kan komme i en god stilling for Gud og menigheden. Men dersom den, der har forset sig, ringeagter menighedens bestemmelse og stiller sin personlige vilje op imod den, da må man ufortøvet tage sagen under behandling, og den bestemmelse, brødrene gør i bøn og tro til Herren og efter den forstand, han giver, stadfæstes i himlen. ret

(247)  (247) Menigheden bør antage overtræderens anger og bod med taknemmelige hjerter. Den har blot ret til at forlade synd i den forstand, at den forsikrer den angerfulde synder om, at Frelseren i nåde vil forlade hans synd, og at den fører ham ud fra vantroens og ugudelighedens mørke til troens og retfærdigheden lys. Den kan lægge hans skælvende hånd i Jesu kærlige hånd. En sådan forladelse stadfæstes i himlen. Det, som apostlene skrev angående at binde eller løse i menigheds sager, skal stå ved kraft helt til verdens ende. Og Kristi løfte om, at han vil være tilstede, når man beder derom, burde trøste og opmuntre hans menighedsmedlemmer ligeså meget, som det trøstede og opmuntrede apostlene, til hvem Kristus ligefrem talede. De, som foragter menighedens myndighed, foragter også Kristi myndighed. ret

(247)  Selvom Jerusalem ikke ville tage imod den bedste gave, som himlen havde at give, skulle dog apostlene begynde sin gerning i denne stad. Nåden skulle først tilbydes dem, som havde myrdet Guds Søn. Der var også mange der, som hemmelig havde troet på Jesus, og mange, som præsterne og de ældste havde bedraget, men som dog stod rede til at antage ham, dersom man kunne bevise, at han i sandhed var Kristus. Apostlene skulle vidne om Jesus og hans opstandelse; thi de var øjenvidner dertil. De skulle udlægge for folket de profetier, som omtalte ham, og vise, hvor nøjagtig de var blevet opfyldte. De skulle fremføre de mest uimodsigelige beviser for de sandheder, som de lærte, og de skulle forkynde for verden det glade budskab om frelse ved Jesus Kristus. ret

(247)  Dersom hans evangelium blev forkyndt nu, (248) ville det gøre et dybt indtryk på folket; thi dette var netop den tid, da de begivenheder, som havde gået for sig i Jerusalem, beskæftigede folkets tanker, og enhver var interesseret i Jesu liv og sendelse. Disciplene skulle ved begyndelsen af sin virksomhed opnå en vidunderlig kraft. Deres vidnesbyrd om Kristus skulle stadfæstes ved tegn og undere, og apostlene og de, som tager imod hans budskab, skulle gøre undergerninger. Jesus sagde: "I mit navn skal de uddrive onde ånder; de skal tale med nye tunger; de skal tage på slanger, og hvis de drikker dødbringende gift, skal det ikke skade dem; på syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske." (Mark 16,17.18) ret

(248)  På den tid var det meget almindeligt, at man brugte forgiftning. Ryggesløse mennesker betænkte sig ikke på således at udrydde dem, som stod deres ærgerrighed i vejen. Jesus vidste, at hans apostle ville stå i fare for dette, hvis de ikke på en særlig måde blev beskyttet der imod. Han vidste, at mange ville være så forblindede, at de mente, at de gjorde Gud en tjeneste, dersom de på en eller anden måde lod disse vidner omkomme. Han beskyttede dem derfor mod dette snigende onde. Således forsikrede Herren sine tjenere om, at de ikke skulle arbejde i sin egen styrke, men i Helligåndens kraft. Selvom disciplene fik fuldmagt til at forkynde evangeliet for alle folkeslag, fattede de ikke, hvor stor og forunderlig den gerning, som lå foran dem, var - en gerning, som deres efterfølgere skulle optage, og som skulle fortsættes helt til dagenes ende. ret

næste kapitel