(249) (249) Efter at Jesus var samlet med brødrene i Galilæa, vendte disciplene tilbage til Jerusalem, og medens de elleve var samlede i byen, mødte Jesus med dem og udlagde atter for dem de profetier, som angik ham selv. Han indprentede dybt i deres sind nødvendigheden af grundig at ransage de gamle profetier, som angik Messias, og af at sammen ligne dem med de begivenheder, som havde gået for sig i hans liv og død og opstandelse, for derved at stadfæste, at de havde fået sin opfyldelse i ham. I de forbilleder og skygger, som fremstillede Lammet, der var slagtet, fra verdens begyndelse, skulle de flittig udforske den hellige sandhed, som profeterne havde åbenbaret. Han borttog dækket fra deres sind, så de kunne forstå jødernes skyggesystem, og de indså nu klart, hvad de skikke og symboler betydede, som Kristus virkelig afskaffede ved sin død. ret
(249) Verdens frelser skulle nu opfare til sin Faders trone som en guddommelig sejrherre. Han bestemte Oliebjerget som det sted, hvor han for sidste gang skulle vise sin herlighed for dem. Ledsaget af de elleve vandrede han hen til bjerget. Disciplene vidste ikke, at dette var den sidste anledning, de fik til at være sammen med deres Mester. Han benyttede tiden til at samtale med dem om hellige ting og gentog for dem sin forrige undervisning. Idet de gik gennem Jerusalems porte, var der mange, som med forundring så på den lille skare, der anførtes af en, som (250) præsterne og de ældste blot nogle få uger i forvejen havde fordømt og korsfæstet. ret
(250) De gik over Kedrons bæk og nærmede sig Getsemane. Her standsede Jesus, for at hans disciple kunne mindes de undervisninger, han havde givet dem den angstens nat, da han gik med den til urtegården. Han så atter på det vintræ, han da havde brugt som et sindbillede, der skulle fremstille hans menigheds forening med ham selv og hans fader; og han opfriskede mindet herom ved på ny at omtale for sine disciple de indtryksfulde sandheder, som han da havde forklaret for dem. Over alt omkring dem var der mindesmærker om Jesu uendelige kærlighed. Selv de disciple, som vandrede ved hans side og var man så kære, havde i hans fornedrelsens time, da ham mest behøvede deres medlidenhed og trøst, forladt ham. ret
(250) Kristus havde levet tre og tredive år i verden. Han havde været genstand for dens foragt, had og bespottelse; han var blevet fordømt og korsfæstet. Idet han nu skal opfare til sin herligheds trone og betænker, hvor utaknemmelig det folk har været, som han kom for at frelse, vil han så ikke nu nægte dem sin medlidenhed og kærlighed? Vil han ikke fæste sin kærlighed til den verden, hvor man sætter pris på ham, og hvor syndfrie engle tilbeder ham og venter på at gøre det, han byder dem? Nej, han lovede de elskede sjæle, som han forlod på jorden: "Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende." (Matt 28,20) Før sin store kamp havde han bedt sin Fader, at han ikke vil borttage dem af verden, men at han ville bevare dem fra det onde, som er i verden. ret
(250) Endelig nåede den lille skare Oliebjerget. Dette sted havde Jesus i særdeleshed helliget (251) ved sin nærværelse, sine bønner og sine tårer, medens han havde menneskelig natur. Da han kort før sit forhør havde holdt indtog i Jerusalem, genlød Oliebjergets høj af den jublende skares glædesskrig. På skråningen lå Betanien, hvor Jesus ofte havde hvilet sig i Lazarus' hus. Ved bjergets fod var Getsemane have, hvor han havde kæmpet alene, hvor hans blod havde vædet jordens muld. ret
(251) Jesus gik foran bjergets top til omegnen af Betanien; her standsede ham, og de samledes alle omkring ham. Lysstråler syntes at udgå fra hans åsyn, medens han i inderlig kærlighed skuede på sine disciple. Han bebrejdede dem ikke for deres fejl og misgerninger; men de sidste ord, Jesus talte til dem, var uudsigelig ømme og medlidende. Idet han ud rakte sine hænder og velsignede dem, som om han ville forsikre dem om sin beskyttelse og omsorg, steg han langsomt op. En stærkere magt end nogen jordisk tiltrækningskraft drog ham op til himlen. Idet han steg opad, stirrede disciplene med ærefrygt op for at kunne se deres Herre under hans himmelfart så længe som mulig. en herligheds sky tog ham bort fra deres øjne, og i samme øjeblik hørte deres opløftede sjæl den yndigste og herligste musik fra englenes kor. ret
(251) Medens de endnu stirrede opad, var der røster, som talede til dem, og lød ligesom den herlige musik, de netop havde hørt. De vendte sig om og så to væsener i menneskeskikkelse; men disciplene forstod dog straks, at de var af himmelsk herkomst. Englene talede til dem med trøstefulde ord: "I galilæiske mænd, hvorfor står I (252) og ser op imod Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til himlen." (Apg 1,11) Disse engle tilhørte den skare, som havde ventet i den strålende sky for at ledsage Jesu til hans trone, og idet de følte medlidenhed med dem og elskede dem, som Frelseren havde forladt, kom de for at bortfjerne al uvished fra deres sjæl og at give dem den forsikring, at han skulle komme til jorden igen. ret
(252) Hele himlen ventede på at byde Frelseren velkommen til de himmelske sale. Idet de stig opad, drog Jesus foran, og den skare af fanger, som han havde oprejst fra de døde, da han opstod af graven, fulgte efter ham. Den himmelske hær ledsagede dem opad med frydesang og sejrs råb. Ved Guds stads porte stod en utallig engleskare, som ventede på hans komme. Da de nærmede sig stadens porte, råbte de engle, som ledsagede himlens majestæt, med jubeltoner til den skare, som stod ved portene: "Løft eders hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, at ærens konge kan drage ind!" (Sal 24,7) ret
(252) De engle, som ventede ved stadens porte, spørger med henrivende toner: "Hvo er den ærens konge?" De engle, som ledsager Jesus, svarer med glæde og sejrssang: "Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i krig! Løft eders hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, at ærens konge kan drage ind!" (8.,9.vers) Atter spørger englene ved stadens porte: "Hvo er han, den ærens konge?" og den hær, som følger ham, svarer med yndige toner: "Herren, Hærskares Herre, han er ærens konge!" (10.vers) Da oplades stadens porte vidt, og den himmelske skare drager igennem, medens englene fylder himlen med den herligste musik. Hele himlens (253) hær omringer sin kongelige anfører, idet han sætter sig på Faderens trone. ret
(253) Med den dybeste ærefrygt og glæde bøjer engleskaren sig ned for ham, medens det glade råb lyder gennem himlens sale: "Værdig er Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov!" (Åb 5,12) Sejrssangen lyder i herlig samklang med musikken fra englenes harper, indtil himlen syntes at være fuld at yndig harmoni, uudsigelig glæde og fryd. Guds søn har sejret over mørkets fyrste og overvundet døden og graven. Himlen genlyder af røster, som med herlige toner ophøjer Faderen og Sønnen: "Ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedens evigheder!" (13.vers) ret
(253) Han sidder ved sin Fader side på sin trone. Frelseren kommer frem med de fanger han har befriet fra dødens band, for prisen af sit eget liv. Hans hænder sætter evige kroner på deres pander; for de er repræsentanter og mønster for dem som skal løskøbes ved Kristi blod, fra alle folkeslag, tungemål og folk, og komme ud fra de døde, hvor han skal kalde retfærdige fra deres grave ved sit andet komme. Så skal de se Golgatas mærker i Guds Søns forherligede legeme. Deres største glæde vil være over Hans tilstedeværelse, som sidder på tronen; og de henrykkede helligede vil udbryde: Mine elskede er min, og jeg er hans! Han er den største iblandt titusinde, og helt igennem elskelig! ret
(253) Disciplene vendte tilbage til Jerusalem, ikke (254) sørgmodige, men fulde af glæde. Når de til sidst så på deres Herre, skinnede hans ansigt med himmelsk klarhed, og han smilede elskeligt over dem. De hænder som så ofte blev rakt ud for at velsigne den syge og forpinte, og irettesætte dæmoner – de hænder som var blevet slået igennem af grusomme søm, var rakt ud i nåde, som om de i disciplene favnede hele verden, og nedkaldte en velsignelse over alle Kristi efterfølgere. Lysstråler lod til at komme fra disse dyrebare hænder og falder over de som vågede og ventede. ret
(254) Den dyrebareste kendsgerning for disciplene ved Jesu himmelfart, var da han tog fra dem til himlen, i håndgribelig form af deres guddommelige underviser. Den samme Jesus, som havde vandret, talt og bedt sammen med dem; som havde brudt brødet med dem; som havde været hos dem i deres både på søen; som havde tilflugt i lundene; og som slidt sig sammen med dem op på ad Oliebjerget, - var steget op til Himlen i sin menneskelige skikkelse. Og de himmelske budbringere forvissede dem om at den samme Jesus de havde set tage til Himlen, skulle komme igen på samme måde som han fór op. Denne forsikring har altid, og vil altid være alle sande Kristi elskede håb og glæde indtil tidens afslutning. ret
(254) Disciple så ikke blot Herren fare op, men de fik englenes vidnesbyrd at han var gået op for at indtage sin Faders trone i himlen. Den sidste erindring at disciplene fik af deres herre var den medfølende Ven, den forherligede Genløser. Moses tilslørede sit (255) ansigt for at skjule sig fra lovens herlighed, der blev genspejlet fra den, og herligheden fra Kristi himmelfart, blev tilsløret for de menneskelige øjne. ret
(255) Var Kristi rejse til himlen blevet vist for disciplene i al sin ubeskrivelige herlighed, kunne de ikke have klaret skuet. Havde de set myriader af engle, og hørt sejrs jublene fra Himlens hære, som om de evige døre blev løftet op, ville modsætningen mellem den herlighed og deres egne liv i en betrængt verden, havde været så stort at de havde svært ved at tage byrden op i deres jordiske liv igen, forberedt på at udføre opgaven fra deres Frelse med mod og trofasthed. Også Trøstermanden, Helligånden som var sendt til dem, ville ikke kunne påskønnes ordentligt, og den ville heller ikke have styrket deres hjerter nok til at bære skam, hån, fængsling og om nødvendigt død. ret
(255) Deres sanser var ikke blevet så forblændet med Himlens herlighed, at de ville miste Kristi karakter på jorden af syne, som de selv skulle efterligne. De gik hans liv skønhed og majestæt holdt på af stand fra deres sind, den fuldkomne harmoni fra alle hans egenskaber, og de mystiske forening mellem det guddommelige og menneskelige i naturen. Det var bedre om disciplene jordiske bekendtskab med deres Frelser skulle ende på den højtidelige, stille og ædle måde som det gjorde. Hans synlige opstigen fra verden var i harmoni med hans livs sagtmodighed og stilhed. ret
(256) (256) Disciplene vendte glade tilbage til Jerusalem, ikke at de var frataget deres Mester og Lærer, for det mere årsag til personlig sorg end glæde. Men Jesus havde forvisset dem om at han ville sende Trøstermanden, som har samme værdi for hans synlige tilstedeværelse. Han sagde: “Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen; thi Faderen er større end jeg." De glædede sig fordi Jesus havde udført frelsen for mennesket; han havde besvaret kravene i loven, og var blevet et fuldkomment offer for mennesker; han var steget op til himlen for at udføre det forsoningsarbejde der var begyndt på jorden. Han var menneskenes forsvarer, sin Mellemmand med Faderen. ret
(256) Jesus, som var født i Betlehem; som arbejdede med sin jordiske fader i tømmerværkstedet; som sad træt ved Jakobs brønd; som sov udmattet i Peters fiskerbåd; som; sultede og tørstede; som tog de små børn i sine arme og velsignede dem; som blev forkastet, forhånet og korsfæstet, steg op i menneskeskikkelse til himlen, og tog sæde ved Guds højre hånd. Efter at have mærket vore svagheder, vore sorger, og fristelser, er han i stand til at gå i forbøn for mennesket som sin repræsentant. Da Jesus var på jorden, var han den mest perfekte slags menneske; og det er den kristnes glæde og trøst at denne tålmodige, og elskende frelser skal være hans Konge og Dommer; for "Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al dom har han overladt Sønnen." ret
(256) Vi har ikke for vane at begå os i kongelig herlighed og doms myndighed sammen med den selvfornægtelse, tålmodighed, kærlighed og tilgivelse der vises i Kristi liv; alligevel udruster disse egenskaber Frelseren til hans høje position. De karakteregenskaber som han udviklede på jorden udgør hans (257) ophøjelse i herlighed. Hans sejre blev opnået i kærlighed, ikke ved magt. Når synderen kommer til Kristus går han med til at blive ophøjet til menneskets ædleste ideal. ret
(257) "Ved I ikke at de hellige skal dømme verden?" De egenskaber som ophøjede Kristus vil, hvis hans efterfølgere opnår disse, sætte scepteret i deres hænder, og de skal være konger og præster sammen med Gud. Kristus har selv lovet at overholde den lov som Adam overtrådte, og ophøje den lov og gøre den ærværdig ved at demonstrere at den ikke var egenmægtig, og mennesker kunne holde den uden at bryde den. Ved sit liv viste Kristus at Guds lov er fejlfri, og at mennesker, ved at være ulydig over for den, pådrager sig selv onder, som dens begrænsninger forsøger at lede mennesket bort fra. ret
(257) Da disciplene vendte alene tilbage til Jerusalem, så folk på dem, og forventede at der var sorg, forvirring og nederlag i deres ansigter; men de så at der var glæde og sejr. De græd ikke over et skuffet håb, men var hele tiden i templet, og priste og velsignede Gud. Præsterne og øversterne kunne slet ikke forstå dette mysterium. Efter at de nedslående begivenheder i forbindelse med deres Mesters trængsler, fordømmelse og forsmædelige død, troede man at disciplene var besejret og gjort til skamme; men de kom nu frem med højt humør, og ansigterne strålede af en ikke jordiskfødt glæde. ret
(257) De fortalte beretningen om Kristi forunderlige opstandelse og himmelfart, og mange troede på deres vidnesbyrd. Disciplene havde ikke længere nyttesløs mistillid til fremtiden; (258) de vidste at Jesus var i Himlen; at hans forståelse var uforandret; at han identificerede sig selv med den lidende menneskehed, tog imod sit folks bønner; at han bad Gud om sit eget dyrebare blods fortjenester, viste sine sårede hænder og fødder, som erindring på den pris han havde betalt for sine genløste. De vidste at han ville komme igen ledsaget af den himmelske hær, og de så på denne begivenhed, ikke som en skæbnesvanger katastrofe, men som en anledning til stor glæde og forventning. De vidste at han ville stå igen på Oliebjerget, medens de hebræiske halleluja, blander sig med hebræiske hosianna, og myriader af stemmer skal forene sig med det glade bifald: "Kron ham, alles Herre!" De vidste at han var steget op til Himlen for at berede boliger til sine lydige børn, og at han ville vende tilbage og tage dem til sig. ret
(258) Disciplene fortalte deres brødre gladelig om nyheden om deres Herres himmelfart. De følte nu at de havde en ven ved Guds trone, og var ivrige efter at fremføre deres anmodning for Faderen i Jesu navn. De samlede sig i højtidelig ærefrygt og bøjede sig i bøn, og gentog Frelserens forvisning for hinanden: "Hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn. Hidtil har I ikke bedt om noget i mit navn; bed, så skal I få, for at jeres glæde må blive fuldkommen." I de ti dage efter himmelfarten, helligede de sig sammenstemmende tiden til bøn og pris, ventede på at Helligånden skulle stige ned. De hævede troens hånd højere og højere, med det mægtige argument: "Kristus er den, som er død, (259) ja meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os." ret
(259) "Og uimodsigeligt er denne gudsfrygtens hemmelighed stor: Han, som blev åbenbaret i kød, retfærdiggjort i ånd, set af engle, prædiket blandt folkene, troet i verden, optaget til herlighed." Frelseren kom ind i verden, i det ydre Davids søn, der ikke viste sin karakters fulde betydning. Hans ånd var genstand for den tugtelse og erfaring som menneskene måtte gennemgå i nogen grad. Hans guddommelighed blev tilsløret i menneskelighed. Han skjulte sig selv i de almægtige egenskaber som tilhørte ham som den der var lige med Gud. Til tider glimtede hans guddommelige karakter frem med en så forunderlig kraft at alle, som var i stand til at kunne se åndelige ting erklærede ham for Guds søn. ret
(259) Kristus forviste sig selv til verden, så han kunne bringe himmelsk lys inden for menneskenes rækkevidde. Jøderne forstod ikke Kristi karakter; og da han ikke påtog sig den timelige, kongelige kraft og opretter sin regering på Davids trone, underlægger enhver fremmed myndighed under sig, afviste de jødiske øverste at antage ham. De kunne forbinde menneskenes lidelse, sorg og armod med deres tanke om Messias. Alligevel var dette den eneste Frelser Guds Ord altid havde forudsagt igennem hans profeter. ret
(259) Jøderne forstod slet ikke den åndelige forbindelse som identificerede Kristus med både det menneskelige og guddommelige, og gav faldne mennesker en fremstilling af hvad han skulle stræbe efter at blive. Kristus var Gud i kødet. Som Davids (260) søn, fremstod som er fuldkommen billede på sand menneskelighed, gjorde sin pligt frimodigt, og med nøje renhed, alligevel fuld af kærlighed, medfølelse, og øm sympati. I sine mirakler åbenbarede han sig selv som Herren. Da han blev spurgt af Filip at vise ham Faderen, svarede han: »Så lang en tid har jeg været hos jer, og du har ikke lært mig at kende, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen.« ret
(260) Jøderne søgte hele tiden efter og forventede en Guddommelighed iblandt dem som ville åbenbares i det ydre, og ved et overvældende glimt vil han forandre alle tankestrømninger, gennemføre en anerkendelse om hans overhøjhed, ophøje sig selv, og tilfredsstille sit folks mål. Dette skete da Kristus blev truet med foragt, der kom der fik han en mægtig fristelse til at åbenbare sin himmelske karakter, og tvinge sine forfølgere til at lade ham være Herre over konger og magthavere, præster og templet. Men det var hans vanskelige opgave at fastholde sig på menneskelighedens niveau. ret
(260) I Jesu formidler bøn til sin fader, hævdede han at han havde opfyldt de betingelser som gjorde det nødvendigt for Faderen at op opfylde sin del af kontrakten i himlen, med hensyn til faldne mennesker. Han bad: “Jeg har fuldført den gerning, [Det er at han har udvirket en retfærdig karakter på jorden som et eksempel til menneskers efterfølgelse] du har givet mig at gøre. Og nu, Fader! herliggør du mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til." I denne bøn går han videre med at sige hvad det er for et omfangsrigt værk han har udført, og som (261) har givet ham alle dem som tror på hans navn. Han værdsætter denne belønning så højt at han glemmer den pinsel det har kostet ham at genløse faldne mennesker. Han erklærer at han selv er forherliget i dem som tror på ham. Menigheden skal i hans navn fuldkomme det værk som han har påbegyndt, og når den menighed til sidst genløses i Guds paradis, vil han se på sin sjælskval og være tilfreds. Igennem hele evigheden vil de genløste være hans største stolthed. ret
(261) Jesus, himlens majestæt, ydmygede sig selv, og blev lydig til død, endog korsets død; "derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne." Denne mægtige Frelser har lovet at komme igen, og tage sin menighed til de boliger han har beredt for dem. Når han er i Himlen og udfører det forbøns og forsoningsarbejde han begyndte på jorden, skal hans liv og karakter eksemplificeres af hans menighed på jorden. Han har lovet at, "Den som tror på mig, " han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Faderen." Og igen: "Hidtil har I ikke bedt om noget i mit navn." "Hvis I beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn." ret
(261) Han som ikke tog det for et røvet bytte at være Gud lig, betrådte engang jorden, og bar vore lidelser og sørgmodige natur, og blev fristet på alle punkter ligesom vi; og nu viser han sig i Guds nærhed som vore store Ypperstepræst, parat til at acceptere angeren, og besvare sit folks bønner, og gennem sin egen retfærdigheds (262) fortjenester, bringe dem til Faderen. Han hæver sin sårede hænder til Gud, og kræver deres blod-købte tilgivelse. Jeg har indgraveret dem i mine håndflader, beder han. Disse sår minder om min ydmygelse og pinsel der sikrer min menighed de bedste Almagtsgaver. ret
(262) Hvilken en kilde til glæde for disciplene, at vide at de har en sådan Ven i Himlen der beder for deres skyld! Ved Kristi synlige himmelfart er alle deres synspunkter og betragtninger om himlen forandret. Deres sind dvælede tidligere over det som et sted langt borte, beboet af ånder uden håndgribelighed. Nu var Himlen knyttet til Jesu tanke, som de havde elsket og æret over alle andre, som de havde samtalet med og rejst sammen med, som de havde rørt ved, endog på hans genopstandne legeme, som havde talt håb og trøst til deres hjerter, og som, medens ordene var på hans læber, var blevet taget op foran deres øjne, hvis stemmeklang kom tilbage til dem da englenes skyvogn tog imod ham: "Se, jeg er med jer alle dage, helt til verdens ende." ret
(262) For dem kunne himlen ikke længere se ud som et uendeligt, ubegribeligt sted, fyldt med uhåndgribelige ånder. De så nu på den som deres fremtidige hjem, hvor boligerne var forberedt for dem af deres elskelige genløser. Bønnen blev iklædt et nyt gode, da den var et fællesskab med deres Frelser. Med nye opildnende følelser og en fast tillid til at deres bønner ville blive besvaret, samlede de sig i værelset der oppe for at sende deres bønner, og påberåbe sig Frelserens løfte, (263) som har sagt: "Bed og I skal få, så jeres glæde må være fuldkommen." De bad i Jesu navn. ret
(263) De havde et evangelium at forkynde – Kristus i menneskelig form, et sorgernes menneske; Kristus i ydmyghed, taget af onde hænder og korsfæstet; Kristus genopstået, og steget op til himlen, til Guds nærhed, for at være menneskets forsvarer; Kristus der kommer igen med kraft og stor herlighed i himlens skyer, for at tage de lydige og loyale til sig selv. ret
(263) Apostlene gik tappert og håbefuldt ud, for at gøre deres Mesters arbejde nøje. De vidste at den mest antagelige måde at vente på Kristus var at arbejde for ham. Det var deres arbejde at lede andre til den kommende Herre, og undervise dem at vente tålmodigt på hans tilsynekomst. Dette arbejde blev givet til alle Kristi disciple. ret