(20) Da Jesus trådte ind i templets første forgård var det, ligesom han var kommet ind på et stort kvægmarked. Oksernes brølen, fårenes brægen og duernes kurren blandede sig med klangen af penge og lyden af kamp mellem de handlende, og nogle af disse mennesker deltog i den hellige tjeneste. Templets omgivelser frembød et meget vanhelligt og smertefuldt skue for de samvittighedsfulde jøder, som ikke var i stand til at forebygge dette, selvom de beklagede, at Guds hellige sted (21) blev således vanhelliget. Templets øverste deltog selv i at købe og sælge; thi de var gerrige og listige, og deres vindesyge overvandt alle religionsskrupler. De gik så yderlig med deres handel, at de for Gud ikke var bedre end tyve og røvere. ret
(21) Tre år før denne tid, ved begyndelsen af Jesu lærerembede, havde han uddrevet de mennesker af templet, som vanhelligede det ved deres syndige handel, og havde bragt fordærvelse over disse snedige handelsmænd ved den guddommelige strenghed, hvormed han fremtrådte. Nu ved slutningen af sin jordiske mission kom han atter til Guds tempel og fandt igen, at de sammen mennesker vanhelligede det ved den samme stygge bedrift. Præsterne og de øverste havde kun lidt sans for det højtidelige, hellige værk, som det var deres pligt at udføre. Ved hver påskefest og ved løvsalenes højtid blev der slagtet over tusinde dyr, og præsterne samlede blodet og udøste det på alteret. Jøderne var vel bekendte med blod som noget, der renser fra synd, og de havde glemt den kendsgerning, at det var synden, som gjorde det nødvendigt, at alt dette blod skulle udgydes som et forbillede på Guds kære Søns blod, der skulle gives for verdens liv, og at menneskene ved disse ofringer skulle henvises til en korsfæstet Forløser. ret
(21) Jesus så på de uskyldige ofre, der var forbilleder af ham selv, og så, hvorledes jøderne havde gjort disse store forsamlinger til en scene af blodsudgydelse og grusomhed, hvorved de for en stor del forstyrrede den højtidelighed, som fulgte med ofrene. Idet man samlede et så stort antal okser og får, blev templets forgård ligesom et støjende (22) kvægmarked og gav anledning til, at den gerrighed og kløgtige handel, om udmærkede folkets ledere, kunne finde sted; thi de søgte at holde forretningen i sine egne hænder. Disse mennesker havde stor fortjeneste, idet de forlangte ublu priser og handlede bedrageligt, Jesu vrede blev opvakt. Han vidste, at hans blod, som snart skulle udgydes for verden, ville blive ligeså lidt agtet af præsterne og de ældste som dyrenes blod, der hele tiden flød i templet. ret
(22) I stedet for ydmyg anger over synden forøgede man ofringerne, som om Gud kunne blive forsonet ved en sådan åndeløs tjeneste. Samuel siger: "Mon Herren har lige så meget behag i brændofre og slagt ofre som i lydighed mod Herrens røst? Nej, at adlyde er mere værd end slagtoffer." (1Sam 15,22) Og Esajas taler til jøderne som Sodomas og Gomorras dommere, idet han i et profetisk syn ser jødernes frafald: "I Sodomas dommere, lyt til vor Guds åbenbaring, du gomorra folk! Hvad skal jeg med alle eders slagtofre? siger Herren; jeg er mæt af vædderbrændofre, af fedekalves fedt, har ej lyst til blod af okser og lam og bukke. Når I kommer at stedes for mit åsyn, hvo kræver da af jer, at min forgård trampes ned?" "Tvæt jer, rens jer, bort med de onde gerninger fra mine øjne! Gør op med det onde, lær det gode, læg vind på, hvad ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse ret, før enkers sag." (Es 1,10-12.16.17) ret
(22) Frelseren var vidne til opfyldelsen af denne profeti. For tre år siden havde han renset templet; men alt det, som på den tid besmitte dets forgårde, var nu tilstede i en meget højere grad. (23) Folket havde opfyldt profetens spådom og udråbt Jesus til konge i Israel. Han havde antaget deres hyldest og havde modtaget sit embede som konge og præst. Han vidste, at hans bestræbelser for at lede præsterne til omvendelse ville være forgæves; men hans gerning måtte ikke desto mindre udføres. Beviserne for hans guddommelige sendelse måtte fremstilles for et vantro folk. ret
(23) Idet Jesu gennemtrængende blik skuede ud over den besmittede tempelforgård, rettedes alles øjne uvilkårlig mod ham. Folkets højrøstede tale og kvægets støjen hørte op. Præster, øverste, farisæer og hedninger så alle med tavs forbavselse og ubeskrivelig forfærdelse på Guds Søn, som stod for dem i sin majestæt som himlens Konge. Guddommen lyste gennem hans manddom og omgav ham med en værdighed og en herlighed, som han aldrig før havde fremtrådt med. en underlig frygt kom over folket. De, som stod nærmeste ved Jesus, drog sig uvilkårlig tilbage fra ham så langt, som de kunne komme for skaren. Frelseren stod alene, kun omgivet af nogle få af sine disciple. Enhver lyd blev bragt til tavshed. Den dybe stilhed forekom dem utålelig, da Jesu sammen trængte læber åbnedes, og hans røst lød som en basun, sukkede alle uvilkårlig og følte lindring derved. ret
(23) Han talte med klar røst og med en kraft, som bevægede folket ligesom en mægtig strøm: "Der står skrevet: "Mit hus skal være et bedehus"; men I har gjort det til en røverkule." (Luk 19,46) Han steg ned ad trapperne og med større myndighed, end han havde vist for tre år siden, med en fortørnelse, som undertrykte al modstand, og med en røst, der gav genlyd som en basun gennem hele templet, befalede ham dem: (24) "Tag dette bort herfra!" (Joh 2,16) Hans åsyns mishag forekom dem som en fortærende ild. Ingen gjorde spørgsmål om hans myndighed, alle flygtede i største hast bort fra hans nærværelse; de tog deres varer med sig og drev kvæget foran sig, hvormed de havde vanhelliget den højeste Guds tempel. Her viste Kristus for verden, at han også kunne udøve streng retfærdighed på samme tid, som han besad uendelig kærlighed og barmhjertighed. ret
(24) For tre år siden skammede templets øverste sig over sin hastige flugt ved den unge galilæers ord, og de forundrede sig siden efter over deres frygt og over, at de kunne vise ubetinget lydighed mod et eneste ringe menneske. De havde følt, at det var umuligt atter at vise en så skammelig eftergivenhed. Men du blev de endog mere forhærdede end første gang og søgte med større hast end tidligere at adlyde hans bud. Efter at de, som købte og solgte, var drevet ud, så Jesus på den flygtende skare med dyb medlidenhed. Mange blev tilbage i håb om, at dette menneske, som havde en sådan kraft og myndighed, var Messias, som de havde forventet. ret
(24) Den skare, som hastede af sted fra templets forgård og drev sine kreaturer foran sig, mødte en anden skare, som kom med en del syge og døende og spurgte efter den Store Læge. Folket, som flygtede, aflagde en overdreven beretning om Kristi adfærd, idet han rensede templet. Da de hørte dette, ventede nogle af dem, som var kommet for at finde Jesus, tilbage af frygt for at møde en, der var så mægtig, hvis blotte blik havde drevet præsterne og de øverste bort fra hans nærværelse. Men der var et stort antal mennesker, som trængte sig frem gennem den flygtende skare, ivrige efter at komme hen til ham, der var deres eneste håb, i følelsen af, et dersom han ikke skaffede dem hjælp, og (25) borttog deres sorg og sygdom, så kunne de ligeså godt dø straks, fordi hans magt var større end alle andres. ret
(25) Et underfuldt skue viser sig nu for disciplene. Tempelgården, der var blevet renset fra dem, som besmittede den bliver nu fyldt op af syge lidende mennesker, hvoraf nogle føres frem for Jesus i en døende tilstand. Disse lidende føler sin store nød; de forstår, at de må omkomme, dersom ikke den Store Læge forbarmer sig over dem. De fæster deres øjne på Kristi ansigt og venter der at se den strenghed, som de havde hørt omtale af dem, der forlod templet; men de ser intet andet end kærlighed og øm medlidenhed i dette kære ansigt. ret
(25) Jesus modtager de syge venlig, og sygdom og død, som er nær, flyer for af hans hånd. Han gav de sørgmodige og nedslående håb og løftede byrden fra dem, som søgte ham. De stumme, blinde og lamme gik bort fra ham med fryd, fuldkommen helbredte. Han tog små børn i sine arme ligeså ømt som en elskende moder, stillede deres utålmodige skrig, bortfjernede feberen og smerten fra deres små legemer og gav dem tilbage, smilede af sundhed, til deres taknemmelige forældre. ret
(25) Forgården havde denne morgenstund frembrudt en scene fuld af handel og støj af mennesker og dyr. Nu var alting stille i den hellige indhegning, og den begærlige mængde hørte det evige livs ord fra Frelserens læber. Intet afbrød hans tale undtagen nye anmodninger om nåde og befrielse fra sygdom og de taknemmelige fryde råb, der lød til hans pris, som havde helbredt dem og borttaget deres lidelser. ret
(25) Præsterne og de øverste drog (26) uvilkårlig tilbage til templet. efter at den første paniske skræk var forsvundet, blev de grebet af en stor iver efter at vide, hvad Jesus nu ville foretage sig. De ventede, at han ville tage Davids trone. De vendte rolig tilbage til templet og hørte stemmer af mænd, kvinder og børn, som priste Gud. Da de trådte ind, stod de som fastnaglede ved at se den besynderlige scene, som foregik for deres øjne. De så de syge, som var helbredte, blinde, som havde fået deres syn, døve, som kunne høre, og halte, som sprang af glæde. Børnene glædede sig mest af alle. De gentog de hosianna råb, som havde lydt dagen i forvejen og svingede palmegrene triumferende for Frelseren. Templet genlød atter og atter af deres råb: "Velsignet være den, som kommer i Herrens navn!" "Se, din konge kommer til dig, han er retfærdighed og har frelse!" "Hosianna, du Davids søn!" ret
(26) Da templets øverste så al denne bevægelse og hørte børnenes glade stemmer, som lød uhindret, satte det deres umedgørlighed i bevægelse, og de forsøgte at standse disse optøjer. De forestillede folket, at det hellige tempel blev besmittet af børnenes fødder og af deres høje råb og glædesskrig. De, som havde tilladt andre og endda selv deltaget i kamp og strid, idet de købte og solgte på de hellige steder, som ikke lod sig forurolige af de forskellige dyrs forstyrrende stemmer, som man førte ind i forgården, blev tilsyneladende overvældede af fortørnelse over, at de uskyldige, glade børns frydeskrig skulle tåles i tempelforgården. ret
(26) Da præsterne og de øverste fandt, at de ikke gjorde noget indtryk på folket, som havde følt og (27) været vidne til den guddommelige lærers kraft, vovede de at henvende sig til Kristus selv "og spurgte ham: "Hører du ikke, hvad de siger?" Og Jesus svarede dem: "Jo, men har I aldrig læst de ord: "Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovsang?" (Matt 21,15.16) Dersom disse lykkelige børns røst var blevet bragt til tavshed, så ville pillerne i templet have frembragt lys til Frelserens pris. Jesus holdt meget af børn; han syntes om deres barnlige medfølelse og deres åbne umiddelbare kærlighed. Den taknemmelige pris, som lød fra deres rene læber, var som en musik for hans øren og behagede hans ånd, der var nedtrykket af jødernes hykleri. Ved denne anledning havde han helbredt børnenes sygdomme, omfavnet dem og modtaget deres kys til tegn på taknemmelig kærlighed, og de var faldet i søvn ved hans bryst, medens han lærte folket. Hvor end Frelseren gik, så vandt hans venlige ansigt og sagtmodige, kærlighed og adfærd børnenes tillid og kærlighed. ret
(27) Farisæerne var aldeles forlegne og bestyrtede over den vending, tingene tog, og over sine mislykkede forsøg på at undertrykke folkets begejstring. De kunne ikke skæmme den, som havde overtaget befalingen, med sin anmasselse og myndighed. Jesus fremstillede sig som templets beskytter. Han havde aldrig før tilegnet sig en sådan kongelig myndighed. Hans ord og handlinger havde aldrig besiddet så stor magt. Han havde udført store, underfulde gerninger rundt omkring i Jerusalem, men aldrig på en så højtidelige og indtryksfuld måde. ret
(27) Jesus havde frembragt en underfuld forandring, idet han overtog bestyrelsen af tempelgården. Han havde jaget dem bort, som købte og solgte, (28) vekselererne og kvæget; "og han tillod ingen at bære deres sager igennem helligdommen." (Mark 11,16) Så hellig anså verdens Forløser den bygning, som var indviet til Guds tilbedelse. Præsterne og de øverste turde ikke vise åbenbart kendskab mod Jesus i folkets nærværelse, som havde været vidne til hans underfulde gerninger. Selvom de var forbitrede og forvirrede over hans svar, så var de ikke i stand til at udrette noget videre den dag. ret
(28) Den følgende morgen forsamledes de jødiske råd for at bestemme, hvad de skulle gøre med Jesus. Hans mærkværdige indtog i templet var så stærkt og overordentlig besynderligt for deres øjne, at de fremhævede nødvendigheden at drage ham til regnskab for hans overmodige opførsel, idet han blandede sig i de ting, som tilhørte dem, der var ansatte til at vogte folket. For tre år siden havde de opfordret ham til at give dem et tegn på, at han var Messias. Siden den tid havde han gjort mange mægtige gerninger iblandt dem. Han havde helbredt de syge, bespist mange tusinde, vandret på de oprørte bølger og stillet det urolige hav. Han havde gentagne gange læst deres hjertes hemmelige tanker ligesom en anden bog. Han havde uddrevet djævle, oprejst døde til liv; men de nægtede alligevel at se og erkende, at alt dette var beviser på at han var Messias. ret
(28) De besluttede nu ikke at kræve noget tegn som bevis på hans ret til at udføre denne dristige handling i templet, men af fremføre spørgsmål og beskyldninger mod ham, som var beregnede på at aflokke ham en eller anden tilståelse eller erklæring, for hvilken de kunne fordømme ham. Efter at de omhyggelig havde lagt deres planer, gik de til templet, hvor Jesus talte evangeliet, og spurgte ham, hvem der havde givet ham magt til at gøre (29) disse ting. De ventede, at han skulle svare, at Gud havde givet ham den myndighed, som han havde brugt. Dersom han havde påstået dette, så ville de have nægtet det; men i stedet for imødegik Jesus dem med et spørgsmål, som tilsyneladende hørte til en helt anden genstand: "Johannes' dåb, var den fra Himmelen eller fra mennesker?" (Mark 11,30) De var forlegne og vidste ikke, hvorledes de skulle svare. Dersom han nægtede Johannes' sendelse og dåb til omvendelse, så ville de tabe deres indflydelse over folket; thi de erkendte alle Johannes for at være en Guds profet. Men dersom de erkendte, at Johannes' sendelse var guddommelige, så ville de være tvunget til at erkende Jesus som Messias; thi Johannes havde gentagne gange udpeget ham for folket og sagt: "Se det Guds Lam, som bærer verdens synd!" Johannes havde talt om Jesus som en, hvis sko rem han ikke var værdig til at løse. ret
(29) Jesus havde forlangt, at de skulle sige, hvad de tænkte om Johannes' sande karakter og mission. "De talte indbyrdes om det og sagde: "Svarer vi: "fra himmelen", så vil han spørge: "Hvorfor troede I ham da ikke?" Skal vi da svare: "Fra mennesker?" - det turde de heller ikke for folket; thi alle holdt for, at Johannes virkelig var en profet." (Mark 11,31.32) De tog ikke imod Johannes' lære i hjertet; dersom de havde gjort det, så ville de ikke have forkastet Jesus, om hvem Johannes profeterede. Men de havde bedraget folket, idet de udgav sig for at tro på Johannes' tjeneste, og nu turde de ikke svare på Frelserens spørgsmål, at Johannes' sendelse var guddommelig, at ikke Jesus skulle forlange af dem, at de også skulle besvare, hvorfor de ikke havde antaget profetens vidnesbyrd angående ham. Han kunne havde sagt: Dersom Johannes var fra himlen, så er jeg også derfra; min tjeneste og gerning er så (30) inderlige forbundet med hans, at de ikke kan adskilles. ret
(30) Folket lyttede med spændt forventning for at høre, hvad præsterne og de ældste ville svare på Jesu ligefremme spørgsmål angående Johannes' dåb, enten den var fra himlen eller af mennesker. De ventede, at de ville erkende at Johannes var sendt af Gud; men efter at præsterne hemmelige havde rådført sig med hverandre, besluttede de at være så forsigtige som muligt. "De svarere så og siger til Jesus: "Ved det ikke." Da siger Jesus til dem: "Så siger jeg heller ikke jer, med hvad ret jeg gør dette." (33.vers) De skriftkloge og præsterne stod forvirrede og skuffede for folket, hvis tillid de havde tabt for en stor del ved sin frygtsomhed og ubestemthed. ret
(30) Alt det, som Jesus sagde og gjorde, var af stor betydning, og indflydelse deraf ville blive følt mere og mere efter hans korsfæstelse, opstandelse og himmelfart. Mange af dem, som da ivrigt ventede på, at de skulle svare på Jesus spørgsmål, blev først draget til ham ved hans ord på den underfulde dag og ville til sidst blive hans disciple. Denne scene i tempelgården ville aldrig blive udslettet af deres sind. Modsætningen mellem Jesus og ypperstepræsten, da de samtalede med hinanden, var meget stor. Templets øverste embedsmænd var klædt i rige prægtige klæder med en glimrende præstehue på hovedet, og hans hår og lange, bølgede skæg, som var sølvgråt af alder, gav ham meget ærværdigt udseende, som var beregnet på at indgyde folket dyb ærefrygt. ret
(30) Himlens majestæt stod for denne ophøjede person uden smykke eller udvortes anseelse. (31) Hans klæder var støvede, hans ansigt var blegt og bar præg af en rørende sørgmodighed; men der var alligevel en værdig og mildhed aftegnet deri, som står i en forunderlig modsætning til ypperstepræstens stolte indbildskhed og værdige mine. Mange af dem, som var vidner til Kristi underfulde ord og gerninger i templet, antog ham fra den tid af i deres hjerte som Guds profet. Men præstens had mod Jesus tiltog, eftersom folkets følelser vendte sig til hans gunst. Den visdom, hvormed han undgik den snare, de satte for hans fødder, ophidsede deres følelser endnu mere, fordi det var et nyt bevis på hans guddommelighed. ret
(31) Idet de stod således beskæmmede og tavse for Frelseren, ydmygede i den store mængdes nærværelse, benytter ham denne anledning til at fremstille deres sande karakter for dem og den straf, som deres onde gerninger ville pådrage dem. Han ordnede deres undervisning således, at præsterne og de ældste ville komme til at udtale deres egen fordømmelse. "Men hvad mener I? En mand havde to sønner; han gik til den første og sagde: "Gå hen, min søn, og arbejd i vingården i dag!" Han svarede og sagde: "Ja, herre! men gik ikke derhen. Så gik han til den anden og sagde det samme til ham. Han svarede og sagde: "Nej, jeg vil ikke;" men bagefter fortrød han det og gik derhen. Hvem af de to gjorde nu, som faderen ville?" (Matt 21,28-31) ret
(31) Dette uventede spørgsmål bragte dem ud af fatning. De havde lyttet nøje til lignelsen og svarede straks: "Den sidste." Jesus fæstede sit øje på dem og svarede med streng højtidelig stemme: "Sandelig siger jeg eder: toldere og skøger skal gå ind i Guds rige førend I. Thi Johannes kom til jer og lærte jer retfærdighedens vej, og I troede (32) ham ikke, men toldere og skøger troede ham; og skønt I så det, fortrød I det dog ikke bagefter, så I troede ham." (31.,32.vers) ret
(32) Disse forfærdelige sandheder trængte dybt ind i de hykleriske øverstes og farisæernes hjerte. Den første søn i lignelsen fremstiller toldere og skøger, som først havde nægtet at adlyde Johannes' lære, men som siden efter angrede og omvendte sig, Den anden søn fremstiller jøderne, som bekendte sig til at være lydige og meget gudfrygtige, men de fortørnede Gud, idet forkastede hans søn, som han gav til menneskernes frelse. De tabte nåde ved sine ugudelige gerninger; de foragtede Guds barmhjertighed. Jesus viser, at de mest fordærvede og tankeløse mennesker står i en bedre stilling for Gud end de stolte, egen retfærdige præster og øverste. ret
(32) De var uvillige til at tåle disse skarpe sandheder, men svarede ikke. da de håbede, at Jesus ville sige noget, som de kunne vende mod ham; men de måtte tåle endnu mere. Jesus så tilbage til fortiden, da hans tjenere, Guds profeter, blev forkastede og deres budskab nedtrådt af de mænds fædre, som nu stod for ham. Han så, at sønnerne fulgte i sine fædres fodspor, og at de ville opfylde deres synde bæger, idet de ihjelslog Livets Herre. Han tog noget af fortiden, nutiden og fremtiden for at sammensætte denne lignelse. ret
(32) "Hør en anden lignelse: Der var en husbond, som plantede en vingård og satte et gærde om den og gravede en perse i den og byggede et vagttårn; så lejede han den ud til vingårdsmænd og drog udenlands. Da nu frugt tiden nærmede sig, sendte han sine (33) tjenere til vingårdsmændene for at få de frugter, der tilkom ham. Men vingårdsmændene greb hans tjenere, og en slog de løs på, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Så sendte han igen nogle tjenere, flere end første gang; men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem da han tænkte: "De vil undse sig for min søn." Men da vingårdsmændene så sønnen, sagde de til hverandre: "Det er arvingen; kom, lad os slå ham ihjel, så får vi hans arv!" Og de greb ham og slæbte ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre ved de vingårdsmænd?" (Matt 21,33-40) ret
(33) Jesus henvendte sig til alt folket, som var til stede; men præsterne og de øverste, som ikke tænkte på, at denne lignelse var anvendelig på dem, og svarede straks: "et ondt endeligt vil han give de onde og leje sin vingård ud til andre vingårdsmænd, som vil give ham frugterne, når tid er." (41.vers) De mærkede nu, at de atter havde udtalt sin egen fordømmelse i folkets nærværelse, som lyttede med stor interesse til Jesus. Frelseren henviste til Herrens tjenere, som forgæves blev sendt til den ene efter den anden til Israel med irettesættelser, advarsler og formaninger. Disse trofaste sandhedsvidner var blevet ihjelslået af dem, som de blev sendt til, ligesom de tro tjenere blev ihjelslået af de ugudelige vingårdsmænd. I det, som blev sagt om den elskede søn, som vingårdens herre til sidst sendte til sine ulydige tjenere, og som de greb og ihjelslog, så præsterne og de øverste pludselig fremstillet for dem et tydeligt billede af Jesus og den skæbne, som ventede på ham. De havde allerede (34) lagt planer for at ihjelslå ham, som Faderen havde sendt til dem med den sidste og eneste advarsel. I den straf, hvormed de utaknemmelige vingårdsmænd blev hjemsøgte, fremstilledes deres dom, som skulle ihjelslå Kristus. ret
(34) Jesus fremstiller for jøderne deres virkelige tilstand i lignelsen om vingården. Husbonden fremstiller Gud, vingården den jødiske nation, som han havde indhegnet med sin guddommelige lov, der var beregnet på at berede dem til et ejendomsfolk, adskilt fra alle andre folk på jorden. Tårnet som blev bygget i vingården, fremstiller deres tempel. Vingårdens herre havde gjort alt som var nødvendigt til deres lykke. Således havde Gud sørget for Israel på en sådan måde, at det stod i deres magt at sikre sig den højeste grad af lykke. Vingårdens herre krævede af vingårdsmændene en vis del af frugterne, således krævede også Gud, at jøderne skulle leve i overensstemmende med de hellige fortrin, han havde givet dem. Men ligesom tjeneren, der i sin herres navn forlangte frugten, blev ihjelslået af de utro vingårdsmænd, således havde jøderne ihjelslået profeterne, der var kommet til dem med Guds budskab; og ikke alene forkastede disse, men da han sendte sin enbårne søn, vingårdens arving, til dem, så forsøgte de stolte jøder, de utro tjenere, at beholde vingården for sig selv og at tilegne sig den ære og vinding, som kom af den. De rådslog mellem sig og sagde: "Det er arvingen; kom, lad os slå ham ihjel." Således åbenbarede Jesus i denne lignelse jødernes mørke hensigter mod ham. ret
(34) Efter at Jesus havde hørt, hvorledes de udtalte dommen over sig selv, idet de fordømte de ugudelige vingårdsmænd, så han medlidende på dem og vedblev: Har I aldrig læst i (35) skrifterne: "Den sten, bygmestrene vragede, er blevet Hovedhjørnestenen. Fra Herren er dette kommet, underfuldt er det i vore øjne." Derfor siger jeg jer, at Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter. Og den, der falder på denne sten, slår sig fordærvet; men den, som stenen falder på, ham skal den knuse." (42.-44.vers) ret
(35) Jøderne havde ofte gentaget disse ord af profetien, når de lærte i synagogen og anvendt dem på den kommende Messias. Men Jesus sammenlignede arvingen, som de så grusomt ihjelslog med den sten, hvilken bygningsmændene stødte væk, men som til sidst blev hele bygningens fornemmeste sten. Kristus selv var den, som havde grundlagt den jødiske husholdning. Han var selv grunden til det ypperlige tempel, det modbillede, som alle ofrene pegede hen til. Jøderne havde med tilsyneladende længsel ventet på Kristi komme. De skriftkloge, som var vel bekendt med lovens og med profeternes vidnesbyrd angående hans komme, vidste ifølge det profetiske ord, at tiden de skulle vente på hans komme til verden, var udløbet. Ved de lignelser, som Jesus talte til jøderne, drog han deres tanker til profetierne, der havde forudsagt de selv samme ting, som nu skete iblandt dem. Han søgte på enhver mulig måde at vække deres samvittighed og at oplyse deres forstand, for at de kunne nøje overveje det skidt, som de stod i begreb med at tage. ret
(35) I disse lignelser forklarede han for farisæerne deres hensigter tilligemed de frygtelige følger, som de ville medføre. Således fik de en alvorsfuld advarsel, og for at bortfjerne (36) al tvivl i denne sag bortlagde Jesus alle figurlige udtryk og vidnede rent ud, at Guds rige skulle tages fra dem og gives til et andet folk, som skulle bære dets frugter. Dette opirrede farisæerne og de skriftkloge således, at de næppe kunne holde sig fra at bruge vold imod ham. Men da de så, hvorledes folket betragtede ham med kærlighed og ærbødighed, turde de ikke udføre sine ondskabsfulde hensigter. ret