Profetiens ånd bind 3 kapitel 32fra side393

tilbage

Paulus i Berøa og Athen

(393)  I Berøa begyndte Paulus igen sit arbejde ved at gå i jødernes synagoge og forkynde Kristi evangelium. Han sagde til dem: "Jøderne dér var mere retsindige end de i Tessalonika, de tog imod ordet med al god vilje og granskede daglig skrifterne, om dette forholdt sig således. Så kom da mange af dem til tro, og ikke få af de fornemme græske kvinder og mænd." ret

(393)  Når sandheden blev præsenteret, vil dem der virkelig ønsker det rigtige opvækkes til at ransage skriften ihærdigt. Dette vil give resultater ligesom det gjorde for apostlene i Berøa. Men dem der forkynder sandheden i disse dage, møder mange som er modsat dem i Berøa. De kan ikke bestride den lære som er givet dem, alligevel viser de den største ulyst til at undersøge de beviser der er for sandheden, og antager at selvom sandheden skulle have lidt betydning eller ej, antager de den ikke som sådan. De tror at deres gamle tro og skikke er gode nok for dem. Men Herren, som sendte sine ambassadører ud med et budskab til verden, vil drage folk til ansvar for den måde som de behandler hans tjeneres ord på. Gud vil dømme alle efter det lys som er blevet præsenteret for dem, uanset om tydeligt for dem eller ej. Det er deres pligt at undersøge det ligesom dem i Berøa. Herren siger ved profeten Hosea: "Mit folk skal gå til grunde, fordi det er uden kundskab. Da du har vraget kundskab, vrager jeg dig." ret

(394)  Dem i Berøa var ikke snæversynede af fordomme, og de var villige til at undersøge og tage imod de sandheder som apostlens forkyndte. Hvis folk for vor tid ville følge eksemplet fra disse ædelmodige mennesker i Berøa, og undersøge skriften daglig, og sammenligne de budskaber som kom til dem, med det der står skrevet, ville der være tusindvis loyale mod Guds lov, hvor der er én i dag. Mange der bekender at elske Gud har intet ønske om at ændre sig fra vildfarelse til sandhed, og de klynger sig til de sidste dages behagelige fabler. Vildfarelse forblinder sindet og leder for Gud, men sandhed giver lys for sinden, og liv til sjælen. ret

(394)  De ikke-troende jøder i Tessalonika, blev fyldt med jalusi og had mod apostlene, og var ikke tilfreds med havde drevet dem fra deres arbejde blandt tessalonikerne, fulgte dem til Berør, og oprørte den lavere klasses lidenskaber igen, for at krænke dem. Sandhedens lærere blev atter drevet fra deres arbejdsmark. Forfølgelse fulgte dem fra by til by. Dette korte ophold i Berøa fratog Paulus den anledning som han havde regnet med, at besøge brødrene i Tessalonika igen. ret

(394)  Selvom modstanderne af Kristi lære ikke kunne forhindre sin fremrykning lige nu, hade de stadig held med at gøre apostlenes arbejdet meget hårdt. I sit forsyn havde Gud ladet Satan forhindre Paulus i at vende tilbage til tessalonikerne. Alligevel modstod den trofaste apostel en grundig modstand, konflikt og forfølgelse, for at gennemføre Guds hensigt, som det blev vist ham i synet i Jerusalem: »Jeg vil sende dig til hedningefolk langt borte« ret

(395)  Fra Berøra tog Paulus til Athen. På sin rejse blev han ledsaget af nogle fra Berøa, som for nylig var kommet til troen, og som var ivrige efter at lære mere fra ham om livets vej. Da han kom til Athen, sendte han disse mænd tilbage med et budskab til Silas og Timotius at de straks skulle slutte sig til ham i den by. Timotius var kommet Berøa lidt før Paulus afrejse, og var blevet der sammen med Silas for at fortsætte det arbejde der var så godt begyndt der, og undervise nyomvendte i grundelementerne i deres hellige tro. ret

(395)  Athens by var samlingssted for hedenskab. Her mødte Paulus ikke en uvidende og lettroende befolkning, som han gjorde i Lystra; men han mødte et folk der var berømt for deres forstand og uddannelse. Statuer af deres guder og historiske og poetiske forgudede helte fik man øje på i alle retninger; medens storslået arkitektur og malerier også viste den nationale ære og den populære tilbedelse af hedenske guder. ret

(395)  Folk blev henrykt af kunstens skønhed og herlighed. Helligdomme og templer, til umådelige omkostninger, rejste deres knejsende former over alt. Hæres sejre og ærværdige menneskers gerninger, blev mindet med skulpturere, helligdomme og tavler. Alle disse ting gjorde denne berømte by til et overmådeligt kunstgalleri. Og da Paulus så på denne skønhed og storslåethed der omgav ham, og så byen bakket med afguder, blev han oprørt med nidkærhed for Gud, som han så blev vanæret på alle sider. ret

(395)  Hans hjerte blev draget i dyb medynk for denne store metropols borgere, som uanset deres store forstand, var hengivet til afgudsdyrkelse. Paulus blev ikke bedraget af den storhed og skønhed som hans øjne hvilede på, eller af den materielle visdom og filosofi som mødte ham i dette store lærdomscenter. Han indså at menneskelig kunst havde gjort sit bedste for at forgude umoralitet og gøre falskneri aktivt ved at ære deres hukommelse, som havde brugt hele deres liv på få folk til at fornægte Gud. ret

(396)  Apostlenes moralnatur var så dragende mod himmelske ting, at disse rigdommes glæder og glans aldrig vil kunne forklejne deres tanker, og gøre den jordiske pomp og pragt som han var omgivet af værdiløs. Idet han så byens ophøjethed, med sine kostbare påfund, erkendte han dens forlokkende kraft over kunstelskernes og videnskabs-elskernes sind. Arbejdets vigtighed der lå foran ham for athenerne, lå ham meget på sinde. I denne by hvor Guds ikke blev tilbedt var hans ensomhed trykkende, og han længtes efter sympati og hjælp fra sine medarbejdere. Så vidt det angik menneskelig fælleskab, følte han, at han var selv helt isoleret. I sit brev til tessalonikaerne udtrykte han sine følelser i disse ord: " at blive alene tilbage i Athen". ret

(396)  Paulus arbejde var at bringe frelsens nyheder til et folk som ikke havde forstandsmæssig forståelse på Guds og hans planer. Han rejste ikke for at tage på udflugt, ikke for at tilfredsstille et sygeligt ønske om nye og fremmede scenerier. Han blev modløs af de tilsyneladende uovervindelige forhindringer som viste sig når han gik mod athenernes folks tanker. Bedrøvet over den afgudsdyrkelse han kunne se omkring sig, mærkede han en hellig iver for sin Mesters sag. Han søgte efter sine jødiske brødre, og i deres synagoge i Athen, proklamerede han Kristi lære. Men Paulus største arbejde i den by var at arbejde med hedenskab. ret

(397)  Athenernes religion, som de pralede af, havde ingen værdi, for den var blottet for kundskab til den sande Gud. For en stor del bestod den af kunstdyrkelse, og en række udsvævende fornøjelser og fester. Den manglede den sande godheds dydighed. Ægte religion giver mennesker sejr over sig selv; men blot en forstandsmæssig og smagsagtig religion er mangelfuld i det nødvendige at oprejse religionsudøveren over onderne i hans natur, og knytte ham til Gud. På athenernes altersten blev denne store mangel udtrykt ved inskriptionen: "Til den ukendte gud." Ja, skønt de praler af deres visdom, velstand og dygtighed i kunst og videnskab, kunne de lærte athenere blot indrømme at universets store Hersker var ukendt for dem. ret

(397)  Byens store mænd lod til at hungre efter diskussionsemner, så de hade anledning til at vise deres visdom og veltalenhed. Medens Paulus ventede på Silas og Timotius skulle komme, havde han ikke hænderne i skødet. "Han talte da i synagogen med jøderne og de gudfrygtige og daglig på torvet ned dem, han traf på." Atheneres store mænd var ikke lang tid om at finde ud af denne særlige lærer, som bragte folk en så ny og fremmed lære. ret

(397)  Nogle pralede af deres store intellektuelle kultur, når man samtalede med dem. Dette drog hurtigt en mængde tilhørere omkring dem. Nogle var parat til at latterliggøre apostlene som en der lå langt under dem, socialt og intellektuelt, og sagde spøgende til hinanden: »Hvad kan han vel mene, det snakkehoved?« andre: »Han synes at være en, som forkynder fremmede guddomme« fordi han forkyndte evangeliet om Jesus og om opstandelsen. « ret

(398)  Epikuræikerne og stoikerne mødte ham; men de og alle som kom i kontakt med ham, så hurtigt at han hade et væld af kundskab, størren deres eget. Hans forstandsmæssige magt påbød mere respekt og opmærksom end de mere intellektuelle og lærde gjorde; medens hans alvorlige, logiske fornuftsslutninger og veltalenhed, fastholde den bladede tilhørskare. Således stod apostlen uforfærdet, og imødekom sine modstandere på deres eget sted, satte logik op mod logik, filosofi op imod filosofi. ret

(398)  De mindede ham om Sokrates, den store filosof, som blev dødsdømt fordi han fremholdte de fremmede guder. Paulus blev rådet til at ikke bringe sit liv i fare på samme måde. Men Apostlens prædiken fastholdt folks opmærksomhed; og hans uberørte visdom påbød deres respekt og beundring. Han blev ikke fortiet af filosoffernes videnskab eller ironi; og efter at have udvekslet mange ord med ham, og forvisset sig om at han absolut ville udrette sit ærinde iblandt dem, og fortælle sin beretning under alle omstændigheder, besluttede de at give ham en rimelig mulighed for at tale til folk. ret

(398)  De førte ham derfor til Mars’ Bakke. Dette var den mest hellige plet i hele Athen, og dens minde og association var sådan at den blev betragtet med overtroisk ærbødighed og ærefrygt, at den for nogle var helt frygtindgydende. Her var det højtideligste retsmøde blevet afholdt, til at afgøre kriminelle sager, og til at beslutte vanskelige religiøse spørgsmål. Dommerne sad i den frie luft, på sæder hugget ud i klippen, og på en platform som havde en stentrappe fra dalen derned. Et lille stykke derfra var et tempel for guderne; og der var fuldt udsyn fra byen til helligdommene, statuerne og altrene. ret

(399)  Her kunne apostlen, borte fra gennemrejsende flokkes larm og spektakel, og tumulten af blandede diskussioner, blive hørt uden afbrydelse; for de overfladiske, tankeløse samfundsklasser ikke komme med ham til dette mest ærbødige sted. Poeter, kunstnere og filosoffer, athenernes lærere og vismænd var samlet omkring ham, - som sagde således til ham: »Kan vi ikke få at vide, hvad det er for en oy lære, du taler om? Du fortæller os jo ting, der lyder fremmede i vore øren; derfor vil vi gerne vide, hvad dette skal betyde.« ret

(399)  Apostlene stod stille og fattede i denne stund med et højtideligt ansvar, og stolede på den guddommelige forsikring, til et tidspunkt som netop dette: "Det skal gives dig hvad I bør sige." Hans hjerte var betynget med hans vigtige budskab, og de ord der faldt fra hans læber overbeviste hans tilhørere om at han ikke var en tågetaler: »Atenere! jeg ser, at I, i alle måder er ivrige i jeres gudsdyrkelse. Thi da jeg gik omkring og tog jeres helligdomme i øjesyn, fandt jeg blandt andet et alter med den indskrift: »For en ukendt gud.« Det, som I således dyrker uden at kende det, det forkynder jeg jer." Med al jeres forstand og almenviden, kendte de ikke til den sande Gud. Inskriptionen på deres alter viste sjælens stærke længsel efter større lys. De rakte ud efter den Ubegrænsede. ret

(400)  Med alvorlig og brændende veltalenhed, fortsatte apostlen: " Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den, han, som er Himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer, gjorte med hænder, han tjenes heller ikke af menneskers hænder, som om han trængte til noget, han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet. Og han lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud, om de dog kunne famle sig frem til han og finde ham, så sandt han ikke er langt fra en eneste af os." ret

(400)  Således udgød Paulus sin sjælsbyrde på den mest udtryksfulde måde, med sine hænder udragt mod templet fyldt med afguder, og udstillede vildfarelserne i athenernes religion på en dygtig måde. De klogeste blandt hans tilhørere blev forbavsede da de lyttede til hans begrundelser. Hans ord kunne ikke bestrides. Han viste at han var fortrolig med deres kunstværker, deres litteratur og deres religion. Idet han pegede på deres statuer og afguder, erklærede han for dem at Gud ikke kunne lignes efter mennesker tegninger. Kunstværkerne kunne ikke, efter den svageste fornemmelse, fremstille den uendelige Guds herlighed. Han mindede dem om at deres billeder ikke havde livsånde. De blev styret af menneskelig kraft; de kunne kun bevæges efter hvad menneskers hænder bevægede dem til; og dem som tilbad dem, stod på alle måder højere end det som de tilbad. Idet han pegede på menneskenes pæne størrelser, erklærede han: "Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen er lig guld eller sølv eller sten, formet ved menneskers kunst og snilde." ret

(400)  Mennesket blev skabt i denne ubegrænsede Guds billede, begavet med forstandsmæssige kræfter og et fuldkomment og symmetrisk legeme. Himlene er ikke store nok til at omfatte Gud; hvor meget mindre disse templer, gjort med hænder så indeholde ham. Under inspiration af dette emne svævede Paulus højt over den afgudsdyrkende forsamlings fatteevne, og forsøgte at drage deres tanker ud over deres falske religions grænser, for at rette synet på den sande Guddom, som de havde benævnt "den ukendte Gud". Dette Væsen, som han nu fortalte dem om, var uafhængige af mennesker, behøvede intet fra menneskehænder som hjælp til hans magt og herlighed. ret

(401)  Folket blev forført af beundring for Paulus’ veltalenhed. Epikuræarne begyndte at ånde mere frit, og troede at han havde styrket deres position, at alt hade sin oprindelse i blind tilfældighed; og at visse herskende grundprincipper styrede universet. Men hans næste sætning bragte en sky over deres pander. Han forsvarede Guds skabende kraft, eksistensen af hans underkendende forsyn. Han erklærede den sande Gud over for dem, som er regeringens levende center. ret

(401)  Denne guddommelige Hersker, havde verdens mørke tidsaldre, set let på hedensk afguderi; men nu havde han sendt dem sandhedens lys, igennem sin Søn; og han krævede anger til frelse af alle mennesker; ikke kun fra fattige og ydmyge, men fra de stolte filosoffer, og jordens fyrster. "Thi han har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil, og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade han opstå fra de døde." ret

(401)  Da Paulus talte sådan om dødes opstandelse, blev hans tale afbrudt. Nogle hånede det; andre tilsidesatte hans ord og sagde: »Det vil vi høre dig tale om en anden gang.« Sådan sluttede apostlenes arbejde for athenerne; for athenerne klyngede sig formasteligt til deres afguder, og vendte sig bort fra en sand og begrundelig religions lys. Når et folk er er helt tilfreds med deres egne resultater, kan der ikke forventes så meget af dem. Højt uddannede, og praler af deres lærdom og findannelse, blev athenerne hele tiden mere fordærvede, og havde et mindre ønske om noget bedre end afgudsdyrkelsens svævende mysterier. ret

(402)  Mange af dem der lyttede til Paulus’ ord blev overbevist om de sandheder han bragte, men de ville ikke ydmyge sig selv til at anerkende Gud, og acceptere frelsens plan. Ingen veltalende ord, ingen tvingene argumenter, kan omvende synderen. Guds Ånd og kraft alene kan føre sandheden til det forhærdede hjerte. Om athenerne kan det siges: "Thi ordet om korset er vel for dem, som fortabes, en dårskab, men for os, som frelses, er det en Guds kraft." ret

(402)  I deres forstandsmæssige stolthed og menneskelige visdom kan findes en årsag til at evangeliets budskab vinder så lidt fremgang iblandt dette folk. Vor frelser glædede sig over at Gud havde skjult ting af evig interesse, fra de kloge og vise, og har åbenbaret det for kundskabens småbørn. Alle de vise mænd som kom til Kristus, som stakkels og fortabte syndere, vil blive kloge på frelsen, men dem der kom som anerkende mænd, og roste sig af deres egen visdom, vil ikke kunne få det lys og den kundskab som han alene kan give. ret

(402)  Paulus’ arbejde i Athen var ikke helt forgæves. Dionysis, en af de mest fremtrædende indbyggere, og nogle andre, omvendte sig til kristendommen, og sluttede sig til ham. Apostlenes ord, og beskrivelsen af hans standpunkt og omgivelser, som det står beskrevet af inspirationens pen, skal bruges en efterfølgende slægter, bevidner om hans urokkelige tillid, hans mod i ensomhed og modgang, og den sejr der vindes for kristendommen, endog i hedenskabets hjerte. ret

(403)  Inspirationen har givet os dette glimt af athenernes liv, med al deres kundskab, finkultur og kunst, alligevel er de sunket i umoralitet, så det kan ses hvordan Gud, ved sin tjener, irettesatte afgudsdyrkelse, og et stolt og selvtilstrækkeligt folks synder. Paulus ord bliver husket ved den lejlighed, og giver en kundskabsrigdom til kirken. Han var i en position hvor han nemt kunne have talt om det som ville irritere hans stolte tilhørere, og bringe sig selv i vanskeligheder. Var hans tale et direkte angreb på deres guder, og byens store mænd som stod foran han, ville han være i fare for at møde Sokrates’ skæbne. Men han førte forsigtigt deres tanker væk fra de hedenske guder, ved at åbenbare den sande Gud til dem, som de vovede at tilbede, men som var ukendt for dem, idet de selv bekendte sig til en offentlig inskription. ret

næste kapitel