Profetiens ånd bind 3 kapitel 36fra side436

tilbage

Paulus og Peters martyrdom

(436)  Apostlene Paulus og Peter adskilt fra hinanden i deres arbejde i mange år, da det var Paulus arbejde at føre evangeliet til hedningene, medens Peter arbejdede specielt for jøderne. Men under Guds forsyn, frembar begge vidne for Kristus i verdens hovedstæder, og på dens jord spredte begge deres blod som korn fra en overmådelig høst af hellige og af martyrer. ret

(436)  På tidspunktet for Paulus anden fængsling, blev Peter også arresteret og kastet i fængsel. Han havde gjorde sig selv særlig forhadt af myndighederne, med sin iver og fremgang, at afsløre troldmanden Simons Magus bedrag og tilintetgøre hans planer, som havde fulgt ham til Rom for at modsætte sig og forhindre evangeliets arbejde. Nero troede på magi, og havde beskyttet Simon. Han var derfor meget opirret imod apostlen, og var sådan tilskyndet til at beordre hans arrestation. ret

(436)  Kejseres onde hensigter imod Paulus blev større af at kejserens hof, og også andre anseelige mennesker, var blevet omvendt til kristendommen ved hans første fængsling. Af den grund gjorde han (437) den anden fængsling meget vanskeligere end den første, og gav ham kun lidt anledning til at forkynde evangeliet; og han besluttede at afskære sit liv lige så snart der var en god grund til det. Neros sind var så indprentet af apostlenes dragende ord, ved hans sidste trængsel at han udskød sagen, og hverken frikendte eller fordømte ham. Men dommen blev blot udskudt. Der gik ikke lang tid før den beslutning blev udtalt, som overgav Paulus til en martyrs grav. Som en romersk borger, kunne han ikke underlægges tortur, og blev derfor dømt til halshugning. ret

(437)  Peter blev om jøde og udlænding fordømt til pisk og korsfæstelse. Med udsigt til denne frygtelige død, huskede apostlen på hans store synd da han fornægtede Jesus i trængslens stund, og hans eneste tanke var, at han var uværdig til den stor ære det var at dø på samme måde som hans Mester. Peter havde angret den synd i oprigtighed, og var blevet tilgivet af Kristus, som det blev vist ved den store opgave han fik, at give hjortens får og lam føde. Men han kunne aldrig tilgive sig selv. Heller ikke tanken om pinslerne i det sidste frygtelige sceneri, kunne formindske hans sorg og angers bitterhed. Som et sidste ønske bad han sine bøder om han matte blive naglet til korset med sit hoved nedad. Dette ønske blev tilstået, og på den måde døde den store apostel Peter. ret

(437)  På en hemmelig måde blev Paulus ført til henrettelsesstedet. Hans forfølgere var foruroliget over omfanget af hans indflydelse, og var mere bange for at nyomvendte blev vundet for kristendommen, også ved hans dødscenerier. Herfra fik nogle få tilskuerer (438) lov til at være tilstede. Men de forhærdede soldater, som var udpeget til at ledsage ham, lyttede til hans ord, og så med forbavselse at han var glad og så endog frem til en sådan død. Hans tilgivende ånd imod sine mordere, og hans urokkeligelige tillid til Kristus til det allersidste, viste en smag til liv for nogle som var vidne til hans martyrdom. Inden længe accepterede den Frelser, som Paulus havde forkyndt, og frygtløst beseglede deres frygt med deres blod. ret

(438)  Paulus liv bevidnede, i allersidste stund, sandheden i hans ord i andet brev til korinterne: " Thi Gud, som sagde: »Af mørke skal lys skinne frem, blev selv et skinnende lys i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed på Kristi åsyn må lyse klart. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft må være fra Gud og ikke fra os selv. På alle måder er vi hårdt trængte, men ikke indestængte, tvivlrådige, men ikke fortvivlede, forfulgte, men ikke forladte, slået til jorden, men ikke slået ihjel. Altid bærer vi Jesu dødslidelse med os på vort legeme, for at også Jesu liv må blive åbenbart i vort legeme." Hans tilstrækkelighed var ikke hos ham selv, men i under nærvær af den guddommelige Ånds virke, som fyldte hans sjæl, og bragte alle tanker under Kristi vilje. Den kendsgerning at hans eget liv var eksempel for den sandhed han forkyndte, gav en overbevisende kraft for både hans forkyndelse og optræden. Profeten siger: "Hvis sind er fast, som vogter på fred, thi det stoler på dig." Det var denne himmelskfødte fred, udtrykt i ansigtet, som vandt mange sjæle til evangeliet. ret

(438)  Apostlen så det store på den anden side, (439) ikke i usikkerhed eller i frygt, men med glædeligt håb og længselsfuld forventning. Idet han stod på martyrets sted, så han ikke bødlens glimtene sværd, eller den grønne jord som snart skulle tage imod hans blod, han så op gennem den rolige blå himmel på den sommerdag, til den Eviges trone. Hans sprog var: Oh Herre, du er min trøst og min arvedel. Hvornår skal jeg omfavne dig? hvornår skal jeg selv beskue dig, uden et slørende forhæng imellem? ret

(439)  Paulus tog himlens atmosfære med sig til sit liv på jorden. Alle som var sammen med ham mærkede hans forbindelse med Kristus og kammeratskabet med engle. Her ligger sandhedens kraft. Den spontane, intetanende indflydelse fra et helligt liv er den mest overbevisende prædiken der kan gives for kristendommens skyld. Argumenter, endog ubesvarlige, kan kun give modstand; men et gudfrygtigt eksempel har en kraft som det er umuligt sætte sig helt imod. ret

(439)  Da apostlen mistede sine egne nære lidelser af syne, faldt der en dyb bekymring for disciplene som han var ved at forlade og de selv skal klare fordomme, had og forfølgelse. Han vovede at styrke og opmuntre de få kristne som ledsagede ham til henrettelsesstedet, ved at gentage de overmådelig dyrebare løfter der gives dem, som forfølges for retfærdighedens sag. Han forsikrer dem at intet skal gå tabt af alt det som Herren har sagt om hans prøvede og trofaste mennesker. De skal stå op og skinne; for Herrens lys skal rejse sig over dem. De skal have deres skønne klæder på når herlighedens Herre skal åbenbares. For en lille stund kan de (440) være betynget af mangfoldige fristelser, de kan være blottet for jordiske bekvemmeligheder; men de må opmuntre deres hjerter ved at sige: Jeg ved hvem jeg har troet på. Jeg er i stand til at passe på det som jeg har fået betroet fra ham. Hans irettesættelse vil komme til sidst, og den fredelige glade morgen og fuldkomne dag vil komme. ret

(440)  Paulus erklærede over for sine brødre: Vore fædre fik ikke vist hvilke store og gode ting der skal gives dem som tror på Jesus. De ønskede at se de ting som vi ser, og høre de ting som vi hører, men de døde uden udsigten eller kundskaben. Det større lys som vi har fået er udgydt på os ved Kristi evangelium. De gamle hellige mænd blev anerkendt og æret af Gud, fordi de var trofast over nogle få ting; og det er kun dem som forbedrer sig med deres større gave, med den samme iver, som vil regnes som gode tjenere sammen med dem, og blive kronet med herlighed, ære og evigt liv. ret

(440)  Dette troens menneske beskuer den stige der blev vist i Jakobs syn, - den stige som hvilede på jorden og nåede de højeste himle, og som Guds steg op og ned på. Han ved at denne stige repræsenterer Kristus, som har forbundet jorden med Himmelen, og begrænsede mennesker med den ubegrænsede Gud. Han hører engle og ærkeengle lovprise det herlige navn. Hans tro styrkes idet han husker patriarkerne og profeterne stolede på den samme Frelser, som er hans støtte og trøst, og for hvem han giver sit liv. De hellige mænd som fra århundrede til århundrede gav deres vidnesbyrd for sandheden, og apostlene som forkynder Kristi evangelium gik ud for (441) at møde religiøs blindhed og hedensk overtro, som ikke selv regnede deres liv for dyrebart, hvis du skulle bære korsets lys højt midt iblandt hedenskabets mørke virvar, - alle dette hørte han vidne om Jesus som den Allerhøjestes Søn, verdens frelser. Martyrens sejrsråb, det frygtløse vidnesbyrd for troen, falder på hans øre fra pinebænken, pælen, fangehullet, fra jordens dybe løvehuler og huler, fra standhaftige sjæle som lider, pines, plages, som verden dog ikke er værdig for. Med en stadig styrkende forvisning erklærer de: "Jeg hvem jeg har troet på." Og idet de opgiver deres liv som vidne for troen, frembærer de et højtideligt og fordømmende vidnesbyrd til verden, erklærer at Han, som de har stolet på har vist sig selv egnet til at frelse til det yderste. ret

(441)  Vor frelses Hærfører har beredt sin tjener for den sidste store konflikt. Genløst ved Kristi offer, vasket fri fra synd i hans blod, og iklædt hans retfærdighed, har Paulus i sig selv været vidnet, at hans sjæl er dyrebar i hans Genløsers lys. Hans liv er skjult sammen med Kristus i gud, og han er overbevist om at han, som har besejjret døden er i stand til at holde det som han har fået betroet. Hans sind griber Frelserens løfte: "Jeg vil oprejse ham på den sidste dag." Hans tanker og håb centreres om sin Herres andet komme. Og idet bødlens sværd er på vej ned, og dødens skygger samler sig om martyrens sjæl, springer hans sidste tanke frem, som vil være hans første tanke på den store opvågning, at møde Livgiveren som skal byde ham velkommen til den velsignede glæde. ret

(442)  (442) Henved en snes hundrede år er gået siden den ældre Paulus udgød sit blod som et vidne for Guds ord og for Kristi vidnesbyrd. Ingen pålidelig hånd har nedskrevet det afsluttende scenerier af denne hellige mand, til de efterfølgende slægter; men inspirationen har bevaret hans sidste vidnesbyrd for os. Ligesom et basunstød har hans stemme genlydt udover alle tidsalderene, givet kraft til tusindvis af Kristi vidner ved hans egen tapperhed, og opvakt genlyden i tusindvis sorgbetyngede sjælehjerter med hans egen sejrrige glæde: "Mit blod skal nu snart udgydes som drikoffer, og tiden er inde, da jeg skal bryde op. Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag og ikke blot mig, men også alle dem, der har glædet sig til hans tilsynekomst." ret