(25) (25) Der er to klasser opdragere i verden. Den ene klasse er for dem som Gud har gjort til lyskanaler, den anden for dem som Satan bruger som sine agenter, som er kloge i at gøre ondt. En klasse betragter Guds karakter, og øger kundskaben til Jesus. Denne klasse overgives helt til de ting som bringer himmelsk oplysning, himmelsk visdom, til at opløfte sjælen. Alle evner i deres natur underlægges Gud, endog deres tanker bringes i fangenskab til Kristus. Den anden klasse er forenet med mørkets fyrste, som altid er på vagt for at finde en anledning hvor han kan undervise i kundskab om ondt, og som ikke er træg til presse sig vej ind i hjerte og sind, hvis der gøres plads til ham. ret
(25) Der er et stort behov for at ophøje retfærdighedens standard på vore skoler, at give undervisning som er efter Guds orden. Skulle Kristus komme ind på vore unges uddannelsesinstitutioner, ville Han rense dem ligesom Han rensede templet, forjage mange ting som har en tilsmudsende indflydelse. Mange af de bøger som de unge studerer vil udstødes, og deres pladser fyldes med andre som vil have en solid kundskab i sig, og vil have en overflod af anskuelser som måtte bevares i hjertet, og med forskrifter som med sikkerhed kan behersker opførslen. ret
(25) Er det Herrens mål at disse falske principper, falsk ræsonnement og Satans sofisterier bør holdes (26) frem for vore unge og børns sind? Skal hedenske og ugudelige holdninger blive præsenteret for vore studerende som værdifulde indlæg til deres kundskabsberedskab? Gerningerne fra den mest intellektuelle skeptiker er et sinds gerninger som vanæres til fjendens tjeneste; og skal dem som hævder at være reformatorer, som søger at lede børn og unge på den rette vej, på den sti der er opsat til Herrens genløste til at vandre på, skal de bilde sig ind at Gud vil have at de skal give de unge til deres studium som vil fremstille Hans karakter forkert, og sætte Ham i et falsk lys? Skal ikke-troendes indstillinger, udsvævende mænds udtryksformer, forsvares som værdig for den studerendes opmærksomhed, fordi de er produkter af mennesker som verden beundrer som store tænkere? Skal mænd, der bekender at tro på Gud, samle udtryk og udtalelser fra disse uhellige forfattere, og bruge dem som dyrebare juveler, der skal gemmes bort iblandt sindets rigdomme? Gud forbyde det! ret
(26) Herren har givet disse mænd, som verden beundrer, uvurderlige intellektuelle gaver; Han har begavet dem med overmådelige tankesind; men de brugte ikke deres kræfter til Guds ære. De adskilte sig selv fra Ham, ligesom Satan gjorde; men selvom de skilte sig selv fra Ham, beholdt de stadig mange af de dyrebare tankejuveler som Han havde givet dem. Disse har sat dem i vildfarelsens netværk, for at begære deres egne menneskelige følelser, og gøre udtalelserne attraktive, der er indgydt af den onde fyrste. ret
(26) Det er sandt at der i hedninges skrifter findes tanker af ophøjet karakter, som (27) er attraktiv for sindet. Men der er en grund for dette. Var Satan ikke lysbærer, delte Guds herlighed i himlen, og næst efter Jesus i magt og majestæt? I de inspirerede ord, beskrives han som en der besegler mængden, »Fuld af visdom, og fuldkommen i skønhed.« Profeten erklærer: “Menneskesøn, istem en klagesang over kongen af Tyrus og sig til ham: Så siger den Herre Herren: Du var indsigtens segl, fuld af visdom og fuldkommen i skønhed. . . . Du var en salvet, skærmende kerub; jeg gjorde dig dertil; på det hellige gudebjerg var du; du vandrede imellem Guds sønner. Fuldkommen var du i din færd, fra den dag du skabtes, indtil der fandtes brøde hos dig.« Ezekiel 28,12. 14. 15. . . . ret
(27) Den storhed og kraft som Skaberen begavede Lucifer med, har han forvansket; alligevel passer den til hans formål, da han kan give mennesker følelser og indstillinger som er fortryllende. Satan kan indgyde tanker i sine agenter som virker ophøjende og ædle. Kom han ikke til Kristus med bibelcitater, selvom de var til for at kuldkaste Ham med sine besnærende fristelser? Det er sådan at han kommer til mennesker, og forklæder sine fristelser under udseende af godhed og får dem til at tro på ham og være ven, frem for at menneskehedens fjende. På den måde har han bedraget og forlokket slægten, fortryllet dem med hårfine fristelser, vildført dem med listige bedrag.
(27) Gud fremstilles forkert
Satan har tillagt Gud alle de onder hvor det kødelige er arving. Han fremstillede Ham som en Gud der fryder sig over Sine skabningers lidelser, som er hævngerrig og uforsonlig. Det var Satan som fandt på læren om (28) en evig skærsild som straf for synd, for på den måde leder han mennesker til hedenskab og oprør, bortleder sjæle, og detroniserer menneskefornuften. ret
(28) Himlen der ser ned og opdager de bedrag som mennesket ledes i, ved at en guddommelige Underviser må komme ned på jorden. Mange er blevet så bedraget af fjendens bedrageriske fremstillinger, at de har dyrket en falsk gud, iklædt egenskaber af satanisk karakter. De uvidne og de som er i moralsk mørke må have lys, åndeligt lys; for verden kendte ikke Gud, og Han må åbenbares for deres forstand. Sandhed så ned fra himlen, og så ikke genspejlet af sit billede; for tågeskyger af åndeligt mørke og tungsind opgav verden. Kun Herren Jesus var i stand til at rulle skyerne tilbage; for Han er verdens lys. Ved hans nærvær kunne han sprede de tunge skygger som Satan hade kastet mellem mennesker og Gud. - Først publiceret d. 17. november, 1891.
(28) En sand fremstilling
Guds søn kom til jorden for at åbenbare Faderens karakter for mennesker, så de kan lære at tilbede Ham i Ånd og i sandhed. Han kom for at så verden til med sandhed. Han holdt nøglerne til al visdoms rigdomme, og kunne åbne døren til videnskab, og åbenbare de uopdagede kundskabsstene, var det nødvendigt for frelse. Det lys om oplyser enhver mand der kommer ind i verden, bliver enhver afskygning af sandheden tydelig for ham. ret
(29) (29) I Kristi dage underviste de ansatte lærer mennesker i fædrenes traditioner, i barnlige fabler, som blev blandet med deres meninger, som blev anset for at have høj autoritet. Men hverken høj eller lav kunne finde lys eller kraft i deres lære. ret
(29) Jesus talte som intet menneske havde talt. Han udgød hele himmelens rigdomme i visdom og kundskab for mennesker. Han var ikke kommet for at sige usikre sætninger eller meninger, men tale den sandhed der blev oprettet på evige principper. Han kunne have åbenbaret videnskab som ville have sat de største mænds opdagelser i baggrunden, som småting; men det var ikke Hans mission eller Hans arbejde. Han var kommet for at opsøge og frelse de fortabte, og Han ville ikke lade Sig selv vende bort fra dette mål. Han åbenbarede de sandheder som var blevet begravet under vildfarelsens skrammel, og han udfriede dem fra menneskers krav og traditioner, og bad dem stå fast for evigt. Han redede sandheden ud af sit mørke, og satte det i sin rette remme, så den kan skinne med oprindelig glans. Hvilket under at skarer fulgte i Herrens fodspor og gav ham hyldest idet de lyttede til Hans ord! ret
(29) Kristus gav mennesker det som var helt imod den fremstilling fjenden gav om Guds karakter, og forsøgte at indprente mennesker med Faderens kærlighed, som »elskede verden således, at Han gav Sin enbårne Søn, at enhver som tror på Ham ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Joh 3,16. Han fremhævede over for mennesker at det var nødvendigt med bøn, anger, bekendelse og syndsaflæggelse. Han lærte dem (30) ærlighed, overbærenhed, barmhjertighed og medfølelse og påbød dem at ikke kun elske dem, der elskede dem, men også dem der hadede og truede dem foragteligt. I alt dette åbenbarede han Faderens karakter for dem, som er langmodig, barmhjertig, nådig og sen til vrede, og fuld af godhed og sandhed. ret
(30) Da Moses spurgte Herren om at vise ham sin herlighed, sagde Herren: »Jeg vil lade al min godhed gå forbi dig.« »Og Herren gik forbi ham og råbte: »Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet, som straffer fædres brøde på børn og børnebørn, på dem i tredje og fjerde led!« Da bøjede Moses sig hastelig til jorden, tilbad.« 2. Mos. 33,19; 34,6-8. Når vi er i stand til at fatte Guds karakter, ligesom Moses gjorde, vil vi også skynde os at bøje os ned i tilbedelse og pris. ret
(30) Guds visdom alene kan åbne op for frelsesplanens mysterier. Menneskers visdom kan være værdifulde eller ikke være det, som erfaringen skal bevise; men Guds visdom er uundværlig. Mist det du kan af verdslige færdigheder, men du må have troen på den tilgivelse der kom for en uendelig pris, ellers vil al jordens visdom gå tabt sammen med dig. ret
(30) Skal vi føre rajgræssets usåning ind på vore skoler? Skal vi lade mennesker som er blevet oplært af al sandheds fjende, få lov at give vor unge deres uddannelse? Eller skal vi tage Guds ord som vor vejleder? Hvorfor tage menneskers ustabile ord som ophøjet visdom, skønt en større (31) og sikker visdom står til din rådighed? Hvorfor bringe de dårlige forfatter frem for de studerende, når Herren, hvis ord er ånd og liv indbyder: »Kom, . . . . og lære af mig"? Mattæus 11,28. 29. ret
(31) “Arbejd ikke for den mad, som er forgængelig,« formanede Kristus, »men for den mad, som varer til evigt liv, den, som Menneskesønnen vil give jer; thi ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Joh. 6,27. Når vi adlyder disse ord, skal vi forstå skriftens lære rigtigt, og værdsætte sandheden som den mest dyrebare rigdom, som vi kan lægge os på sinde. Vi må have et kildeudspring med livets vand inden i os. Vi skal bede, ligesom salmisten gjorde: » Oplad mine øjne, at jeg må skue de underfulde ting i din lov,« og ligesom han, vil vi finde at »Herrens forskrifter er rette, glæder hjertet, Herrens bud er purt, giver øjet glans, Herrens frygt er ren, varer evigt, Herrens lovbud er sandhed, rette til hobe, kostelige frem for guld, ja fint guld i mængde, søde frem for honning og kubens saft. Din tjener tager og vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.« Sal. 119, 18; 19,9-12
(31) Det er kun liv som kan avle liv. Han alene har liv knyttet til livets Kilde, og kun disse kan være en livets kanal. For at læreren kan opnå formålet med sit arbejde, bør han være en levende legemliggørelse af sandhed en levende kanal hvorigennem visdom og liv kan flyde. Et rent liv, resultatet af sunde principper og rigtige levevaner, bør derfor betragtes som den allerbedste kvalifikation.